Da jeg første gang trådte ind i den nye klasse, var jeg meget usikker. Jeg stod foran 20 ansigter jeg ikke kendte, der talte et sprog jeg ikke forstod, mens tolken fortalte alle at jeg hed Ahmed, var 15 år, og skulle gå i klassen. Lærerinden kendte jeg, hende havde jeg talt med sammen med tolken tidligere samme dag, hun smilede til mig og viste mig hen til en plads ved siden af en pige. Pigen var meget smuk. Hun havde brune øjne, med meget flotte vipper, og et rigtig sødt smil. Hun sagde:
   - Li-sa, og pegede på sig selv.
   - Le-sa, sagde jeg nervøst. Det var svært at vænne sig til at snakke et andet sprog, men Lisa forstod mig, og var egentlig den eneste der gad snakke med mig. Ved hendes hjælp blev mit Dansk bedre, og der gik ikke længe før jeg var i stand til at snakke med de andre - men jeg ville kun snakke med Lisa. Vores venskab, var meget stærkt, der var en slags usynligt bånd i mellem os, vi hang sammen konstant. En dag, da Lisa sad og læste lektier med mig, sagde hun:
   - Har du egentlig nogensinde kysset en pige?
   - Nej, for i Irak, må man ikke have kærester, man er forlovet med en pige lige fra første dag man lever. Jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg fandt spørgsmålet lidt mærkeligt, men var glad for at hun viste interesse for min religion i stedet for at dømme mig på forhånd. Hun spurgte:
   - Kunne du finde på at gøre det alligevel? Det spørgsmål, fik mit hjerte til at banke, for ja, det kunne jeg godt - i hvert fald hvis det var Lisa. Men det skulle hun ikke vide, så jeg svarede:
   - Ja, men kun hvis jeg kunne lide pigen. Ellers ikke! Lisa så meget interesseret på mig.
   - Kan du... lide mig?
   Nej, hvor ville jeg gerne have sagt at det kunne jeg, men som sagt er det forbudt at have kærester i Irak så jeg prøvede at sige det på en pæn måde uden at såre hende. Jeg sagde:
   - Det ved jeg ikke. Måske...
   Lisa sagde ikke mere den dag, men hun havde fået tændt et lys inden i mig, og hvad værre var at hver gang hun smilede til mig, tog sommerfuglene i maven endu mere fat, og lyset blussede op. Jeg havde det meget dårligt med det, for hvis mine forældre fandt ud af det... Jeg var jo muslim, og mine forældre ville ikke have at jeg skulle omvendes til kristendommen, så derfor var enhver tanke om kæresteri med en kristen helt forbudt. Mine følelser var forbudte. En dag sad vi igen og læste lektier da Lisa sagde:
   - Jeg kan godt lide dig, Ahmed. Kan du lide mig? Nu var det som om min mave kunne sprænges, men jeg kunne ikke sige det, så jeg skrev "Ja" i min hånd. Lisas smil blev større.
   - Kunne du tænke dig at kysse mig??
   - Men, jeg ved ikke hvordan man gør...
   - Sådan!
   Lisas læber ramte mine, og følelsen var så stærk at en lille glædeståre løb ned ad min kind. Lisa åbnede sin mund, og pludselig mærkede jeg hendes tunge. Jeg gjorde det samme, og sådan sad vi længe. Det var en mærkelig følelse, det var som om alt liv begyndte at rumstere inden i mig. Siden den dag, fik jeg det værre/bedre: Grunden til at jeg fik det bedre var fordi Lisa og jeg nu var kærester, men grunden til at jeg fik det værre var at mine forældre ikke måtte finde ud af det. Desværre blev følelsen stærkere, og med det, sværere at skjule. Det var lige ved at gå galt en eftermiddag hvor min familie og jeg sad og så fjernsyn. Pludselig skiftede billedet, og vi så hvordan det ene af tvillingetårnene styrtede sammen som et tårn af klodser. Min familie blev henrykte men jeg udbrød bekymret:
   - Åh nej! Lisa har en onkel der arbejder klods op og ned af det! Bare der ikke sket ham noget, Lisa bliver knust!
   Jeg indså med det samme, at jeg ikke skulle have sagt det højt, men min mor reagerede lynhurtigt.
   - Du snakker ret meget om hende der Lisa for tiden, gør du ikke? Du ved godt hvad straffen er for at starte noget sådant med - med - En af Dem!! Jeg tænkte lige så hurtigt
   - Mor, der er ingenting ud over venskab mellem os, men derfor kan jeg da godt...
   Mor afbrød mig midt i sætningen:
   - Nej, det håber jeg sandelig heller ikke der bliver!!!!
   Jeg aner ikke hvordan det lykkedes mig at få reddet mig ud af det uden at afsløre noget, men det lykkedes trods af at jeg havde meget svært ved at skjule det. Desværre var det ikke kun min familie der var optræk til problemer med. Lisa brød sig ikke om alt det hemmelighedskræmmeri, og opfordrede mig konstant til at fortælle mine forældre om os. Det blev - desværre - ikke nødvendigt, for min lillesøster opdagede mig en aften, hvor jeg mødtes med Lisa. Jeg havde indhentet hende lige før hun nåede døren, og havde prøvet at tale hende fra at fortælle hvad hun havde set, men uden held. Efter aftensmaden, havde mor kaldt mig ind til sig i stuen, og jeg gik meget nervøs ind. Mor sagde:
   - Din søster har fortalt mig din lille hemmelighed... Denne gang var det mig, der afbrød min mor - noget jeg aldrig plejede:
   - Men hvad ville du have gjort?? Jeg elsker hende!
   Min mor så koldt på mig.
   - Du kender valget: Det er familien eller hende!
   Jeg valgte familien OG Lisa, og fortsatte med at ses med hende i hemmelighed, for vores kærlighed skulle ikke ødelægges af min mor. Jeg fortalte Lisa om skænderiet, og hun sagde at hun var ligeglad, for hun elskede mig. Ingen havde før fortalt mig sådan, og den aften var jeg mere opsat end nogensinde på at trodse min mors ødelæggende forbud. Det lykkedes mig at skjule det én måned mere, men så sagde min lillesøster en dag ved middagsbordet, højt så alle kunne høre det:
   - En fra min klasse så dig sammen med Lisa igår.
   Jeg blev chokeret over det blik, hun sendte mig, det var som om hun ville kvæle mig med øjnene. Jeg følte mig tvunget til at stikke en løgn og sagde:
   - Det kan ikke passe for jeg var sammen med Per i går. I kan selv ringe og spørge.
   Jeg skyndte mig at ringe til Per og fortælle ham om det hele, og jeg fik ham overtalt til at dække over mig. Desværre blev der i stedet ringet til Lisas forældre, der ingenting vidste om hvordan det hele hang sammen, så de fortalte min mor at Lisa og jeg var taget i biffen dagen før. Det udløste råben og skrigen og trusler med at flytte, hvis ikke jeg stoppede med at ses med Lisa. Men det var ikke det værste. Det værste var det Lisa sagde til mig dagen efter. Hun sagde:
   - Ahmed, jeg kan ikke holde ud at skjule mig mere. Jeg er nødt til at gøre det forbi.
   Jeg fik tårer i øjnene og råbte:
   - Jamen det kan du da ikke! Jeg elsker dig jo!!
   - Farvel, Ahmed. Jeg vil aldrig glemme dig.
   Så gik hun. Ikke et ord mere, ikke et sidste kys, ingenting. Mine tårer faldt på vejen da jeg gik hjem, og jeg besluttede mig til at vinde hende tilbage, men uden held. For så blev jeg 16, og vi flyttede tilbage til Irak, hvor jeg giftede mig med en grankusine jeg aldrig havde mødt. Det er nu ved at være et godt stykke tid siden. Jeg bor nu i Irak og lever et ganske almindeligt muslimsk liv med tre børn og min kone. Men trods det, er jeg ikke lykkelig, for mindet om Lisa er der stadig. Hun vil altid have den største plads i mit hjerte.