Janniks øjne var lukkede, hans brystkasse bevægede sig i takt med hans åndedrag. Mia lå og betragtede ham på den anden side af sengen. Gardinerne var trukket for, men en enkelt stråle månelys havde alligevel fundet sin vej ind på det lille hotelværelse, og det gav alt et næsten ubehageligt skær. Det var som om månelys afslørede ting, man ikke kunne se ved højlys dag - og satte gang i tanker, man helst ikke ville tænke.
Mia lagde sig om på ryggen, og gav sig til at studere loftet. Hendes hoved var fyldt med tanker, som hun ikke kunne gøre sig fri af. Specielt ét spørgsmål havde trængt sig på igennem de sidste måneder, men hver gang hun ville til at spørge Jannik, havde han allerede lagt sig til at sove.
Hun havde aldrig troet, at hun skulle befinde sig i denne situation, hun som ellers endelig havde fundet sin plads ved siden af den perfekte mand for hende. Hun havde mødt ham til et middagsselskab, og han havde fulgt hende hjem. Det havde været den lykkeligste dag i hendes liv, den dag hun havde kunnet tage sin hvide brudekjole på, og gå op mod alteret. Mod sin nye mand - mod et nyt liv.
Men fluks som hun ikke troede, hendes liv manglede noget, var Jannik kommet ud af det blå, og havde taget hende med storm. Hun havde set det straks, selv før de sagde goddag til hinanden.
Deres øjne havde mødt hinanden, hans blik havde været så intenst, at hun havde følt det, som så han lige ind i hende, til steder i hende, hun ikke engang selv kendte. Han havde udstrålet noget særligt, som hun ikke kunne sætte sin finger på, noget som havde fyldt hende med en ubegribelig og ukendt længsel efter at kende ham.
Og så - før hun vidste af det, havde de ligget tæt omslynget, her, i det samme værelse som nu. Hun havde givet efter, givet sig hen til ham, nydt hvert et øjeblik - lige indtil akten var overstået, og han lå ved hendes side, ganske som nu. Og hun havde ligget med de samme spørgsmål i hovedet som stadig holdt hende vågen.
Jannik rørte på sig. Han virkede ikke til at være lige så berørt af det hele som hun. En beslutning dannede form i Mias hoved, og hun vendte sig igen om på siden mod Jannik, og puffede blidt til ham. Han smilede, først i søvne, inden han åbnede sine brune øjne og kiggede på hende.
- Sover du ikke endnu? Det er snart morgen.
- Jeg er nødt til at spørge dig om noget. Han rejste sig lidt op i sengen.
- Bare spørg løs, min egen.
- Netop. "Min egen". Jeg er ikke din. Jeg er gift, Jannik. Hvad vil du med mig?
- Jeg kunne jo stille dig det samme spørgsmål, Mia. Du fortalte mig, en af de første gange vi mødtes, at du var lykkelig med din mand. Men er du virkelig det? En lykkelig gift kvinde ville ikke ligge her sammen med mig på et lille hotelværelse.
Mia blev tavs. Hun kunne ikke svare på det spørgsmål, hun selv havde stillet Jannik, og det nagede hende. Hvad ville hun egentlig med Jannik? Den kærlighed, hun følte for ham, var den samme som den, hun følte for sin mand, før de var blevet gift. Den type, man føler når forelskelsen er ny og spændende, når alt hvad man ser er hinanden, og alting ses som gennem et stykke lyserødt tyl. Alt det, man føler inden hverdagen melder sig.
Hvis hun forlod sin mand for Jannik, ville hverdagen så ikke også melde sig? Ville det ikke også komme til at handle mere om penge til næste husleje, madlavning og anden husholdning, end kærligheden man havde til hinanden? Var det i virkeligheden ikke Jannik, men forelskelsen, hun var forelsket i?
Han sad stadig ved siden af hende i sengen, og så afventende på hende. Hans øjne afslørede ingenting om, hvad han tænkte i dette øjeblik, og det frustrerede Mia. Hun rakte en hånd ud, og strøg ham over kinden.
- Jeg elsker dig, Jannik. Det er, hvad jeg vil med dig. Jeg vil have lov at elske dig.
- Jeg elsker også dig. Han tog hendes hånd, og kyssede den. Men vi kan ikke blive ved sådan her, hvis vi aldrig kommer længere sammen end til denne seng. Det ved jeg, og det ved du.
Det vidste Mia, men hun arrangerede stadig disse møder med Jannik. Man kunne se i deres øjne, hver gang de mødtes, at de begge vidste at den anden vidste det. Alligevel fik noget dem altid til at glemme det for natten, og tilbringe den sammen, hver eneste gang.
Han så på hende, som hun lå der, nøgen og smuk. Hendes ord havde ikke været uventede. Han vidste godt, at hun havde tænkt disse tanker længe. Alligevel gjorde de ondt at høre.
Jannik var udmærket klar over, at man ikke kan forlade et 5 år langt ægteskab for en, man kun har kendt nogle måneder. Ulig fra Mia, var det ikke første gang, Jannik havde haft et forhold til en gift kvinde. Og hver gang, var hun gået tilbage til sin mand. Ofte havde det udelukkende bygget på begær fra hans side, men med Mia havde det været anderledes.
Han var forelsket i hende, han ville have hende, ikke bare hendes krop. Han vidste, at når hun stillede dette spørgsmål, var det fordi hun ikke var sikker på, om hendes følelser var ægte. Han håbede at hun virkelig elskede ham, men han havde oplevet lignende episoder for mange gange til fuldt og helt at tro på det. Hun skulle hellere ende dette nu, end at holde ham hen med falske ord og løfter.
Han kunne se at hun tænkte meget over hvert et ord hun sagde, og han var derfor også ekstra vagtsom over det, der kom ud af hendes mund, han forsøgte at tolke, om det hun sagde var for ikke at såre ham, eller om det var oprigtig ment.
- Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil gøre. Jeg elsker min mand, og jeg elsker dig. Jeg ville gerne sige, at det er dig, jeg elsker mest, men sandheden er, at kærligheden er lige stærk, bare forskellig. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at forlade ham for dig, og jeg ved ikke om jeg er klar til at forlade dig for ham. Jeg er ikke sikker på noget som helst.
Mia mærkede stemmen knække, da hun sagde den sidste sætning, for den gjorde ondt, som havde hun hostet glasskår op. Men hun havde ikke haft noget valg, hun ville ikke lyve for Jannik. Om han så ville blive ved med dette her, måtte være op til ham nu. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre hvis han ikke var der, men hun vidste heller ikke hvad der ville ske, hvis han blev. Det måtte tiden vise.
Jannik så på hende igen, denne gang med det velkendte glimt i øjnene, og Mia vidste, hvad hans svar ville blive, selv inden han sagde noget. Hun holdt en finger for hans læber inden hun lænede sig frem for at kysse ham igen. Han holdt om hende, og de lå snart tæt omslynget for anden gang den nat.
Jannik fandt værelset tomt den næste morgen, som altid. Han fandt sit tøj, redte sengen efter sig, og begav sig hjem. Normalt ville han have fløjtet muntert og smilet til alle på sin vej efter sådan en nat, men denne morgen var hans ansigt mut, og han sagde ingenting. Han tænkte.
Ville dette fortsætte, eller ville de to nogensinde komme nogen vegne sammen? Var hendes følelser de samme som hans? Eller ville hun bare gå fra ham, lige som de andre? Han var ikke sikker på, at han ville vente ret meget længere på svaret på dette spørgsmål, men han var endnu ikke villig til at give op heller. Han kom ind ad sin dør, lige før de første regndråber ramte fortovet. Den dag foretog han sig ingenting, han var alt for optaget af sine tanker.
Mia kom ind ad døren til sit hus, hendes mand var endnu ikke kommet hjem fra sit arbejde. Hun klædte sig om, og begyndte at lave morgenmad, ganske som hun plejede. Men hun var ikke glad for nattens begivenheder heller. Hun var forvirret.
Hvordan skulle hun finde sin vej ud af denne situation? Hun måtte enten forlade Jannik, eller dette her, og hun vidste ikke hvilken af dem, der ville være sværest at undvære.
Måske skulle hun bare forlade dem begge og rejse væk, indtil hun havde styr på alle sine tanker. Men den løsning forekom hende endnu værre end at skulle vælge mellem dem.
Hun vidste godt, at hun var nødt til at foretage sig noget snart, hun ville ikke lyve for sin mand mere, og hun ønskede heller ikke at holde Jannik hen længere. Og hun vidste ikke, hvor længe der ville gå, før hendes mand opdagede det, eller Jannik gik selv.
Skulle hun fortælle sin mand om dem? Så kunne han være den, der skulle afgøre om han ville blive eller gå. Mia hældte kaffen på kanden, og netop som hun skar et par skiver brød, hørte hun døren gå ude i entréen. Han var hjemme, efter endnu en nats arbejde.
De spiste, og Mia var tavs. Hun ville sige noget, men hendes mund forblev lukket. Manden kunne se, at hun var fordybet i sine overvejelser, men han vidste ikke over hvad. Hun plejede at være munter, og hun var helt sikkert ikke en, der tænkte alt for meget over noget.
Han tænkte, at noget måske gik hende på, og forsøgte at spørge ind til det, men hendes svar var undvigende, som skjulte hun noget. Han bestemte sig for at lade det ligge, selv om han fandt hendes opførsel meget usædvanlig, og han begyndte at overveje, om hun måske havde fundet ud af, hvad han havde foretaget sig. Havde hun hørt om det nogen steder fra?
Han kunne ikke finde ud af, hvordan hun skulle have fået ham under mistanke, men alligevel havde han på fornemmelsen at hun vidste det. Han ville ikke bare lade det gå uset hen, han ville spørge hende ud lidt senere.
Et par timer senere hørte naboerne støj inde fra de tos villa. Højlydte stemmer, nogen der græd. Inden der blev stille, smækkede hoveddøren, og nogen kom gående ned af gaden, med en taske på skulderen.
* * *
Gardinerne var trukket for i Janniks lille lejlighed, men månelyset fandt alligevel sin vej ind igennem sprækkerne. I sengen lå to mennesker, de holdt om hinanden, og månelysets skær fik det hele til at virke endnu mere rigtigt end det allerede var. Ved siden af sengen lå en sportstaske. Den indeholdt Mias tøj, og lidt andre ejendele.
Der var ikke gået mere end et par dage, siden Jannik og Mia sidst havde set hinanden. De havde skiltes på samme måde som altid, men denne gang, havde Mia i sinde at blive.
Da hun havde fundet ud af, at både hende og manden havde listet rundt med de samme hemmeligheder, havde hun bestemt sig for, at de ikke var lykkelige sammen. Ingen lykkelige mennesker ville lægge sig sammen med andre. Så hun havde forladt ham, efter han var gået i seng. Havde taget de mest nødvendige ting med sig.
Jannik sov, som han plejede at gøre. Hun lå vågen, endnu engang. Men i nat, sås et smil på Mias læber, som hun lå og kiggede ud i mørket.