Når et lille nyfødt barn efter lang tids venten endelig velsigner den lykkelige familien Danmark, sker der ting og sager. Først barnedåben, siden en masse tanker, diskussioner og spørgsmål vedrørende opdragelsen af det lille ny familiemedlem kommer til at fylde hverdagen.

Alle forældre ønsker det bedste - og også at gøre det bedste - for deres barn, og gør naturligvis også deres til at leve op til deres egne - og evt. andres - forventninger.

Men trods megen møje og besvær for at skille sig ud, lykkes det for det meste altid at gøre nogen ting på den samme fejlagtige måde som millioner af andre har gjort før dem.

Et eksempel på dette er tidspunktet hvor den lille solstråle er fra ca. halvandet til to år, og de første forsøg på at beherske sproget bliver gjort. Der gør mange forældre nemlig den fejl, at de nærmest "belønner" børnene for at sige tingene forkert.

Jeg skal give et eksempel fra den virkelige verden:
Da min lillebror (i dag 6) som en glad og nysgerrig 1-årig pegede på katten og sagde "aa-aa", talte det for mine forældre som hans første ord. Vi havde forsøgt at lære ham ikke at slå katten, ved at sige når han gjorde det: "Ikke slå - aa-aa!". Nu sagde han det så selv, og han blev naturligvis rost for det også.

Dette er der jo intet forkert i, børn har godt af ros. Vi fandt så ud af, at for ham var det ikke det han gjorde - altså at ae katten - det var selve dyret der var en "aa-aa". En helt forståelig misforståelse.

Men her gjorde mine forældre en meget almindelig fejl. For i stedet for at fortælle knægten, at det altså var en kat og ikke en "aa-aa", så begyndte de at kalde katten for det samme som ungen. Da han noget tid efter forsøgte at sige Casper (navnet på storebror) og endte med et "Bopper", da var det som om at Casper af resten af familien blev omdøbt til Bopper.

Så er det at jeg i lyset af disse eksempler vil citere Linje 3 i deres vuggestue-sang i "TV i teltet":
"Sig mig, er det så svært/at vi aldrig får det lært?"

Jeg mener, børn har det med - eller faktisk gør det de altid - at kopiere forældre, søskende og andre voksne i deres nærhed. Så hvorfor tager de voksne ikke højde for det faktum, og fortsætter med at kalde ting det de hedder, så børnene lærer det?

Jeg siger ikke at man ikke må le og synes det er sødt, men at det er sødt gør det ikke rigtigt. Al begyndelse er svær, men i mange situationer gør de voksne det ikke nemmere.

Jeg husker stadig da jeg var en 4-5 år gammel og havde en 3 år yngre søster. Jeg kunne ikke forstå at min mor sagde til min søster: "Op og dåå", for det hed da "Stå" - eller gjorde det? Helt ærligt, det forvirrede mig!

Det er for mig meget svært at forstå hvordan det at tale forkert kan lære børn at tale rigtigt. Jeg tror ærligt talt at hvis vi holdt op med at kopiere børnene og i stedet lod børnene kopiere os, ville vi have mange flere børn, som talte rent den dag de begynder i børnehaven.