- Hjælp mig en eller anden!
   - Jeg kan ikke mærke mine ben!

Jeg stod og kiggede på virvaret af mennesker: Børn, voksne, turister, panikslagne, skrigende mennesker, der alle - eller dem, der var i stand til det - løb forvirret rundt for at finde hinanden. Jeg selv var ikke kommet alvorligt til skade, men min søn, Chao-Ming havde leget på stranden med sine venner, da vandet skyllede ind over landet, og efterlod en kaotisk verden af vand, blod, død og ødelæggelse. Over det hele lå der mennesker, der enten allerede var døde, eller også var de tæt på. Jeg var lige ved at falde over en lille pige, og da jeg så hende, var jeg lige ved at bryde sammen. Hendes tøj var rødt af blod, og hendes ene arm var faldet af. Hun kaldte på sin mor. Jeg var næsten sikker på, at hun ikke ville nå at finde sin mor. Jeg så op og fik øje på nogle betjente, der gik rundt med hver deres notesblok. Den ene af dem kom over til mig, og spurgte mig om mit navn, adresse, nationalitet og hvor jeg havde været da ulykken skete. Tilsidst spurgte han, om der var nogen jeg ville melde savnet. Jeg fortalte ham om Chao-Ming, og at han avde leget på stranden, da det skete. Betjenten fik et fraværende udtryk i øjnene, og sagde så, at hvis min søn havde været på stranden, kunne jeg nok ikke regne med at finde ham i live. Jeg svarede tilbage, at det nægtede jeg at tro, og indeni var jeg sikker på, at jeg kunne høre ham kalde på mig. Betjenten så bare medlidende på mig og gik videre. Jeg kiggede atter ned på pigen. Hun var ikke meget ældre end min egen søn - hun kaldte ikke længere på sin mor. Jeg bøjede mig stille ned, og lukkede hendes øjne i. Jeg prøvede at komme videre, men kunne ikke for alle menneskerne på stranden. Jeg prøvede at råbe, men min stemme døede i skrigene. En anden betjent kom hen og fortalte mig, at jeg skulle gå hjem, men i mit hjerte kunne jeg høre Chao-Mings stemme kalde på mig, så jeg blev ved med at kigge rundt for at få øje på ham. Ikke skyggen af ham. Til sidst måtte jeg gå hjem, for ikke at blive anholdt. Men da jeg kom til hvor mit hjem skulle have været, fik jeg en meget ubehagelig overraskelse. Huset var blevet skyllet væk, og alle mine møbler lå spredt ud over hele området. Min hunds lemlæstede krop sammenklasket på resterne af min sofa. Ved siden af mit TV's skærm lå der en menneskefod, sikkert flået af nede ved stranden. Nedenfor min højre fod lå lagenet fra min søns seng. Jeg kunne ikke andet end at se på det hele med tårerne trillende ned ad kinderne. Hvad skulle der nu blive af mig og Chao-Ming? Jeg så op, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Det var betjenten fra før.
   - Det gør mig ondt, sagde han og nikkede mod min hund. Men det var ikke grunden til, at jeg græd. Jeg kunne stadig høre Chao-Mings kalden, men den blev svagere for hvert sekund. Jeg sagde det til betjenten, der bare rystede på hovedet, inden han med øjnene fulde af tårer sagde:
   - Min kone kaldte også på mig... Så gik han sin vej, og jeg var igen overladt til mig selv.
   Jeg gik videre gennem byen - overalt var billedet det samme: Skrig, børn der kaldte på deres forældre, lig der lå på gaderne som sukker drysset på havregrød. Det var skrækkeligt at se, og samtidig begyndte den svage lugt af lig at brede sig i den brændende sol. Men min Chao-Ming var ingen steder at se, og for hver gang, jeg fik øje på endnu en ensom mor, følte jeg med hende, hendes smerte blev også min. Jeg blev mere og mere fortvivlet, for hvert øjeblik jeg ikke så min lille søn. Jeg måtte blive ved, jeg måtte fortsætte, jeg kunne ikke spise, drikke eller sove før jeg vidste besked. Solen var nu ved at blive orange, og den farvede himlen ide mest utrolige farver. Ved denne tid igår, havde hao-Ming stået og sagt:
   - Se, mor, Gud maler himlen!
   Idag havde Gud forladt os. Eller også forsøgte Han at straffe os. Vi havde misbrugt Hans jord, og nu ville Han rense den. Men selv om jeg var overbevist om, at Han ikke ville høre, rettede jeg blikket mod himlen og bad Ham af hele mit hjerte om, at jeg ville finde Chao-Ming - død eller levende. Det var der, i selv samme øjeblik, at min søns stemme, den jeg havde hørt i mit hjerte, blev så tydelig og klar - men han råbte ikke længere om hjælp. Han kaldte ikke på mig. Han talte om, hvor smuk himlen var. Han talte til de andre børn, sagde de ikke skulle være bange, at alt snart ville være overstået. Til mig sagde han:
   - På gensyn, mor. Græd ikke, den store Tsunami har bragt mig til et bedre sted. Vi ses igen...
   Så forsvandt hans ord, hans kalden var væk, men i selv samme øjeblik, vidste jeg hvor han var. Mine ben førte mig, det gik så hurtigt at jeg næsten faldt over mine egne ben. Jeg løb gennem masserne af grædende mennesker, henover bunkerne af stinkende lig, balancerede over murbrokkerne, for tilsidst at standse nede ved stranden. Der stoppede mit løb, og jeg gik stille hen mod en væltet plante, afsides fra alt det andet. Dér, under et af de store grønne blade, lå Chao-Ming og sov - det måtte være det, han sov bare. Jeg tog fat i hans skulder og rystede ham, ligesom jeg plejede at gøre for at vække ham, men så faldt bladet til side...
   Da jeg kiggede på ham igen, gik det op for mig. Hans ene ben var blodigt og manglede en fod, ud fra hans side stak et af hans knækkede ribben, og han havde åbent kraniebrud. Chao-Ming sov ikke. Han var død.
   På himlen var de første stjerner begyndt at dukke frem. Månens lys gjorde at alle de ophovnede lig på stranden var tydelige for alle. Bortset fra mig. Jeg kunne ikke se på andet end min lille Chao-Ming, som jeg så hensynsløst havde sendt ned på stranden. Men alligevel, var der fred i mit sind; jeg havde fundet ham. Jeg havde fundet min søn. Udmattet lagde jeg mig med armene om ham og faldt i søvn. I mine drømme kunne vi igen være sammen...