Jeg så op mod himlen. Skyerne trak sig sammen og blev kæmpestore og faretruende. Snart ville regnen styrte ned. Jeg gik videre, prøvede på at holde tårerne tilbage, men minderne var for mange og for voldsomme. Selvom det var to år siden, ville den ulykke altid ligge og ulme under overfladen for så at dukke op når man i forvejen var nede. Men jeg ville aldrig kunne give slip. Det fortjente hun ikke, jeg måtte holde fast. For hendes skyld. Regnen faldt, store tunge dråber der ramte mit ansigt og blandede sig med mine tårer. Jeg stillede mig med ansigtet op mod regnen og lod den skylle alt væk, mine tårer, mine tanker og min sjæl. Det var sådan min veninde fandt mig. Hun kom løbende gennem regnen og kastede sig hulkende i armene på mig. Hun havde nok ledt i timevis, hun var drivvåd. Jeg følte med hende. Hun kendte mere til min fortid end hun kunne håndtere. Pludselig skiltes skyerne, og månen kastede sit blålige lys ned og oplyste mit ophovnede ansigt. Mine sidste tårer faldt på hendes skulder, og vi begyndte at gå tilbage. Stemningen var trykket, hendes øjne var blanke, tynget af sorg. Med rystende stemme sagde hun:
- Jeg håber du holder fast, hvis ikke for din egen skyld så for hendes.
- Det gør jeg, hun fortjener ikke andet!
- Hun sidder deroppe og venter på dig, det er jeg sikker på. Bare hold fast.
Der blev ikke sagt mere. Der var en tyk mur af tavshed mellem os den aften. Men jeg var glad for at hun var kommet. Havde hun kommet bare nogle minutter senere, havde det været for sent. Og hun vidste det. Hun vidste også en del om hvorfor, jeg havde jo fortalt hende om den spritbillist der havde revet den pige jeg elskede ud af armene på mig. Hun vidste også hendes navn. Det var nok også grunden til at hun var taget ud for at lede efter mig. Hun ville sikre sig at jeg ikke 'faldt' ned fra et træ og brækkede halsen, eller at jeg ikke 'snublede' over et eller andet og faldt ned af en skrænt. Men nu vidste jeg hvad jeg skulle gøre. Jeg blev nødt til at holde fast i mindet om hende, hun skulle ikke bare forsvinde i glemslen. Jeg ville gøre det eneste der var at gøre: Jeg ville aldrig give slip.