For at kunne besvare dette spørgsmål må man tænke lidt på hvordan man vil gribe det an. Jeg har tænkt rigtig meget, og dette er hvad jeg har tænkt, og hvad jeg er kommet frem til:

Normer er en måde at definere det smukke på, og selv om nogen normer skifter konstant, f.eks. moden, er der stadig meget som aldrig ændrer sig.

Forestil dig en handicappet mand med spastiske lammelser. Hans krop laver konstant krampetrækninger, og når han taler, løper der savl ned på hans tøj. Der er ikke mange som ville kalde det for smukt. Derimod en pige med langt, lyst hår og blå øjne, som er slank og har de rette kurver. De fleste ville pege på hende og sige: "Hun er smuk!"

Men det smukke kan også være noget som skiller sig ud fra mængden. Noget som er så usædvanligt at det er smukt. Så siger man at det er sjældent. Hvis det derimod er så usædvanligt at det er virkelig grimt, siger man at det er unormalt.

Et eksempel på dette er, at man i Spanien synes at piger med lyst hår og blå øyne er smukke, mens man i Danmark synes at Spanske piger er smukke.

De fleste synes at børn er smukke. Store, små, tykke, tynde, børn er altid smukke. Hvorfor? Hva' er det som er så vidunderligt ved børn? Hvis vi tænker på dyrene omkring os, kan de fleste ret hurtigt sige om de bedst kan lide det voksne dyr eller dyrebørnene. De fleste ville til dette sige at de synes bedst om dyrebørn.

Hvis vi ser på lighederne mellem dyr og mennesker, er der flest ligheder mellem voksne mennesker og dyrebørn, f. eks. en elefantunge: Bittelille snabel, men senere bliver den større. Eller en kattekillings snude som er flad og lille, men som senere vokser ud og bliver større. Det samme gælder for de fleste andre dyrebørn. Man kan derfor antage, at grunden til at vi synes dyrebørn er smukke, er fordi det er dem som ligner mennesker mest.

Hvis vi så ser på vores egne børn en gang til. Dyrebørn ligner voksne fra det næste rige. Man siger at der er fire riger: Jord, planter, dyr og mennesker. Det næste rige - dem som er højere enn mennesker - må så være dem, vi ser i vores børn. De, som er højere end mennesker er dem man kalder engle. Hvor ofte har vi ikke hørt stolte forældre der siger: "Hun har et engleansigt." Samtidig er der noget rent og uskyldigt over et lille barn - og hvem kan sige at noget rent og uskyldigt ikke er smukt?
Dette var én måde at se det på.

Nogen mennesker mener at verden er forudsigelig, og at den er systematisk. Men spørger man dagens realister, vil mange af dem sige, at alt her i verden er tilfældigheder. Lad os i dette afsnit sige, at det er sådan det hænger sammen. Alt er tilfældigt og uforudsigeligt. Intet er sikkert i denne verden.

Hvis alting er tilfældigt, er vores følelser det også, for ingen følelse regnes for bedre end en anden. Man ser ikke noget som bedre end andet, for når alt er tilfældigt, er alt også ligegyldigt, på den måde, at alting betyder lige meget. Der er intet som er godt eller ondt, intet som er smukt eller grimt, intet som er rigtigt eller forkert, for alting er tilfældigt.

For eksempel kan jeg lige så godt være tyk som tynd, eller lige så godt være dygtig i skolen som jeg kan være en der pjækker. Hvis jeg går gennem gaden og ser en mand som lige er blevet skudt, kan jeg på samme måde stå og sige at dette er et smukt syn, for jeg kan lige så godt sige det som jeg kan sige at det er forfærdeligt. Det er jo ligegyldigt, når alt er tilfældigt...
Det var en anden måde at se det på.

Vi har her to vidt forskellige synspunkter. Det ene siger: "Der findes orden i verden, der findes en mening med de ting, som sker i livet. Der findes en Gud". Den anden siger: "Intet i verden er planlagt, verden er kaos. Der findes ikke en Gud".

Dette spørgsmål om Guds eksistens har på mange måder noget at gøre med at definere det smukke. Se på alle de mange forskellige kulturer op gennem tiden. Alle har tilbedt en gud som har været smuk: Solguden Ra, kærlighedsguden Eros, Bibelens Gud med sine hvide engle. Så om man kan definere det smukke er rent faktisk afhængig af, om man tror på at der er en Gud eller ej.

Lad os se på de konsekvenser som disse to oplæg har. Hvis verden er ordnet og systematisk, som i det første oplæg, hvor der jo er en forklaring på hvorfor ting er som de er, betyder det at der findes en Gud. Der må jo nødvændigvis være en der har lavet denne orden, som er her.

Hvis der findes en gud, findes der også godt og ondt, i og med at der både er en Gud og en Lucifer. Dermed findes der også regler for, hvad som er forkert og hvad som er riktigt. Hvad man kan synes om visse ting. For eksempel er der ikke noe forkert i at synes om blomster, men hvis man synes at det er smukt at skære i sig selv, er der ikke mange der ville se det som rigtigt. Man ville tænke om denne person behøvede hjælp til at løse sine problemer. Dermed er vi inde i den tankegang som blev brugt i første afsnit med normer og skønhed.

Hvordan ville verden se ud, hvis alle tenkte sådan? Vi ville få en verden, hvor det ikke er nødvændigt med særlig mange regler, for alle ville gøre hvad de finder rigtigt - og de fleste ville tænke ens. Mange ville føle sig godt tilpas, for deres tro på at Gud hjælper dem ville holde dem oppe.

Hvad fører oplæg nummer 2 til? For det første ville ingen have den fjerneste idé om, hvad de skulle mene om noget som helst, for hvis alting er ligegyldigt er der intet som er riktigt eller forkert.

I denne verden ville regler heller ikke være nødvændige, for om man følger reglerne eller ej er også ligegyldigt. Det ville være en verden, hvor kærlighed ikke ville være værdsatt, hvor krig eller fred ville være ligegyldigt for alle mennesker, hvor pædofile ikke ville komme i fængsel, netop fordi der ingen regler er.

Hvis hele verdens befolkning i dag besluttede sig for, at alt er tilfældigt og dermed ligegyldigt, ville vi ende i ansvarsløshed, lovløshed, generel ligegyldighed. Mange mennesker ville stå tilbage med en fornemmelse af at have mistet sig selv, for deres mening om noget ville ligesom alt andet være ligegyldig.

Børnene i verden ville blive forsømt eller forladt, for hvem deres forældre er, er ligegyldigt, og at passe dem er også ligegyldigt. Gaderne ville være fyldt med affald, butikkerne ville være tomme for det med at skaffe sig nye varer er ligegyldigt, og købmændene ville ikke bekymre sig da penge ikke betyder noget længere.

Konklussion:
Spørger man alverdens filosoffer om man kan bevise at Gud findes, vil alle entydigt svare nej. Spørger man dem om de kan bevise at Gud ikke findes, vil de alle entydigt svare nej. Der er intet facit, der fortæller os, hvad vi skal tro. Men der er en av disse to synspunkter som er gennemgående, nemlig nummer to.

Der er ingen i politik, andet enn kristelig folkeparti, som tager udgangspunkt i, at der findes en Gud. Ingen regler siger noget om, hvad vi skal tro på, men alligevel ligger det mellem linjerne, at Gud ikke findes, og at verden er i kaos.

I virkeligheden kan vi alle selv vælge, hvad vi har lyst til at vores hverdag skal være præget av: Ligegyldighed og kaos eller glæde og orden. Vil vi have en verden med orden, hvor folk er glade og tilfredse, eller en verden domineret av ligegyldighed, hvor folk ikke ved hvem de er længere?

For mig er der ingen tvivl. Jeg vælger glæden fremfor ligegyldigheden. Jeg har ikke lyst til at gå rundt som et betydningsløst korn i verdens majsmark. Jeg har lyst til at være et individ med egne meninger.

Når jeg vælger denne tilværelse, kan jeg dermed også sige at man kan definere det smukke. Det smukkeste i verden er individet, selvstændigheden, friheden til at have sine egne meninger, og det at ens meninger betyder noget for andre, og blir taget som noget seriøst. Det er i hvert fald vigtigt for mig - Og sidst men ikke mindst: For mig er børn altid smukke!