"I år skal vi på campingferie i.... Tyskland!" Ja klart, ligesom de sidste 4 somre - og de havde bestemt ikke været succesrige. Sidste år regnede det fra morgen til aften, og vi havde overhovedet ikke fået set noget af det, vi ville have set. Der er nok ikke noget at sige til at jeg prøvede at tale dem fra det, jeg kunne jo ikke vide at denne gang ville det blive anderledes, at jeg ved rastepladsen ville se......nej, jeg må hellere begynde ved begyndelsen. Det lykkedes ikke at tale de gamle fra denne hersens campingferie, så jeg gik op på mit værelse, og begyndte at pakke til en våd, kold, blæsende og regnfuld ferie. Alle mine sweaters og lange underhylere røg i kufferten (de T-shirts, jeg pakkede, var beregnet som undetøj), og til sidst, et enkelt par shorts. Jeg tænkte på, hvor "dejlig" vores ferie ville blive, ikke på at det måske.....

Jeg hjalp far med at bære bagagen ned i bilen, og der var ikke så lidt, hvis jeg skal have lov at sige min mening. Da al bagagen var læsset i bilen satte vi os ind, og så kørte vi. Jeg havde heldigvis pakket noget læsestof til turen, for det tager 10 timer at nå dertil, og det er længe hvis man keder sig. Endelig stoppede vi ved den sædvanlige rasteplads, og netop som jeg skulle til at tage en bid af en udsmattet makrelmad med mayonnaise, var det at jeg så ham. En tilsyneladende helt almindelig dreng, med et stort strålende smil, og højt humør. Hans blå øjne glimtede muntert i solen. Det var der jo ikke noget specielt ved, så hvorfor skulle jeg bare se på ham? Han var jo bare en ganske almindelig dreng med blå øjne og lyst hår, men hans store strålende smil, hans glatte lyse hår, hans let solbrændte hud...det fik bare mit hjerte til at banke anderledes, hvorfor ved jeg ikke, det gjorde det bare. Det føltes....mærkeligt.....
   "Skal du ikke spise din mad?"
   Jeg vågnede fra min tankerække, og opdagede, at jeg stadig sad med maden i hånden. Jeg rystede på hovedet:
   "Nej tak, jeg er ikke sulten. Kan I ikke lige vente med at køre?" spurgte jeg, og gik over mod den endnu fremmede dreng.
   "Hej," sagde jeg.
   "Hej," svarede han, "hvor er I på vej hen?"
   "Til Hartzen. Hvad med dig?"
   "Jeg skal også til Hartzen, hytte 8."
   "Jeg skal bo i hytte 7," jublede jeg, lykkelig over svaret.

Desværre kaldte hans mor nu på ham, og han smilede til mig endnu en gang, inden han gik tilbage til sin bil. På samme tidspunkt kaldte min mor også, så jeg gik tilbage til mine forældre. På resten af turen, kiggede jeg mere ud af vinduet, end jeg læste, tænkte på hvad han havde sagt, og spekulerede over denne mærkelige varme, han havde skyllet ind over mig. Jeg var for opslugt af mine tanker til at vide, hvor lang tid det tog at nå Hartzen, men da jeg vågnede af mine tanker, var vi fremme. Jeg besluttede mig for at finde hytte 8 så snart som muligt, og hjalp til med at få pakket ud. Derefter gik jeg. Han stod og snakkede med sin mor, da jeg kom, og da han så mig, begyndte han at smile. Han løb ned mod mig, men snublede over en sten i græsset, og blodet fossede ud af hans knæ. Jeg skyndte mig hen til ham:
   "Er du okay?" spurgte jeg.
   "Det er bare en lille skramme", svarede han og skulle til at rejse sig, men en tot af hans hår hang fast i min jakke, og han måtte sætte sig for at komme løs. Da han var løs, løftede han blikket, og så lige ind i mine øjne.
   Jeg betragtede ham, og skulle lige til at sige noget, men han lagde en finger over mine læber, og så... kyssede han mig. Jeg gengældte kysset, der varede længe, og da vi stoppede, sagde han: "Sikke nogle flotte øjne du har. Skal vi bytte?"
   Jeg fortalte ham, at han havde nok i dem han havde, og han rejste sig for at gå. Inden han gik ind til sine forældre, vendte han sig om og smilede til mig. Hvis jeg var forelsket før denne hændelse, er det ingenting mod hvad jeg nu var. Jeg gik helt amok og var mærkelig resten af dagen.

Næste dag besøgte jeg hytten, hvor jeg for første gang mødte hans forældre. Der var en trykket stemning i hytten: Moderen havde et koldt, hårdt blik, og tog ikke øjnene fra sin søn. Faderen sad mut i sin stol, og tog ikke øjnene væk fra avisen.
   "Småkager?" spurgte moderen. Hun var meget spinkel.
   Jeg sagde: "Nej tak."
   Så skete der noget meget mærkeligt. Moderen så på sin søn ,og sagde: "Hun er da meget ung er hun ikke?" og det eneste han gjorde, var at stirre stift ned i gulvet. Først der vidste jeg, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være, men hvad vidste jeg ikke. En dag sagde han: "Mine forældre vil tale med dig i enrum!"

Jeg blev meget nervøs og bange, og da jeg kom ind, sagde moderen:
   "Søde ven, hvor gammel er du?"
   "14," svarede jeg.
   "Du er godt klar over, at vores søn er 17, og at han normalt ikke ser så unge piger?"
   "Nej," sagde jeg, nervøs over spørgsmålet.
   "Nå, men sådan er det. Min ven, jeg ved hvor ondt det gør, men jeg kan desværre ikke tillade min søn at se så ung en pige som dig. Han har prøvet det før, og det ender ikke godt."
   Jeg begyndte at protestere: "Men hvorfor? Han er da sød ved mig, der er ingen problemer mellem os! Vi hænger sammen som ærtehalm!"
   "Netop derfor. Når I går op og ned ad hinanden hele tiden, bliver I hurtigt trætte af hinanden, derfor er det bedre at stoppe mens legen er god. Han finder andre piger, og du skal nok finde en dreng, der er jævnaldrende med dig."
   Jeg blev fortvivlet, og prøvede igen at overbevise hende: "Men kan vi så ikke bare aftale, kun at ses hver anden dag? Så når vi ikke at blive trætte af hinanden."

Moderens tålmodighed var nu opbrugt, og hun vinkede mig ud, og sagde, at sådan blev det.
   Han stod stadig udenfor og ventede på mig, og da jeg fortalte det, sukkede han og sagde: "Så må vi mødes i hemmelighed, under rutsjebanen ved midnat."
   Det lød som om, han havde planlagt det inden, men på trods af det, nikkede jeg.

Ved midnat, stod jeg under rutsjebanen og ventede, men han kom ikke. Jeg ventede hele natten, men da klokken blev 5, gik jeg hjem. Jeg kunne ikke sove, så jeg satte mig og spiste morgenmad, og da mor stod op, fortalte jeg hende, at jeg gik en tur. Jeg satte straks kurs mod hytte 8, men da jeg kom, var der kun det tomme hus, og en seddel efterladt på dørtrinet. Jeg gik forvirret op på dørtrinet og tog sedlen. Den var skrvet med hans håndskrift, men bogstaverne var sjuskede og meget utydelige.

Der stod:
   "Jeg ved godt, at det var forkert af mig, ikke at dukke op i nat, men min mor opdagede mig på vej ud, og derfor bad hun mig pakke mine ting. Jeg kunne ikke gøre andet end det, hun sagde, og jeg begyndte derfor at pakke mine ting. Når du læser dette brev, er vi kørt, men du kan skrive eller ringe, hvis du har lyst. Jeg elsker dig."

Derefter stod der en adresse og nogle numre. Jeg knugede sedlen i min hånd, og bed tænderne sammen, men ligemeget hjalp det. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, men jeg sagde ikke en lyd. Næste dag på vej hjem, sad jeg med min bog i hånden og læste. Bogen var en af de bedste, jeg har læst. Den hed: "Sommer i Tyskland".