Det hele startede en ganske almindelig mandag morgen, hvor jeg stod op og tog avisen. Men herfra, blev det underligt. Jeg faldt nemlig over en speciel artikel. Der stod:

24-årig kvinde fundet død ved café.

Den 24-årige gravide kvinde, Sarah Flumring, blev fundet død bag Cafeen på Fordham Road i søndags. Hun blev fundet af to tjenere, der skulle åbne. Hun lå i en pøl af blod, skudt 7 gange i maven. Vidner mener at have hørt to mennesker skændes, derefter 9-10 skud. Obduktionen viste, at kvinden var påvirket af kokain under drabet. Hun var efterlyst af politiet...
   Jeg læste stykket igen og igen. Sarah Flumring? Jeg kendte ikke andre familier end min egen i New York med det navn, men mindedes ikke en der hed Sarah. Dog efter et par gennemlæsninger af teksten, ringede der en svag klokke i min bevidsthed. Men hvorfra, kunne jeg ikke huske. Jeg gik ud i køkkenet, hvor min mor sad og drak kaffe. Vi boede alene sammen, fordi min far havde forladt os og var stukket af, med en eller anden dulle fra sin støttegruppe.

- Mor, kender du nogen der hedder Sarah Flumring?
   Mor så på mig, som havde hun set et spøgelse. Hun fandt en cigaret frem, som altid når hun var nervøs.
   - Hvorfor spørger du om det? Har du mødt hende?
   - Nej, hun er blevet fundet død ude ved Fordham Road.
   Mor tog et langt sug af sin cigaret.
   - Du tager gas på mig? sagde hun, med rædsel i stemmen.
   - Nej! Jeg læste artiklen for hende, hun sad bare og stirrede ud i luften.
   - Det må være en anden familie! Jeg kender hende ikke, sagde mor, og gik ind i stuen.
   Det undrede mig, at hun fejede mig af på den måde, hun plejede ikke at vige tilbage, når jeg spurgte om noget. Jeg blev ved at tænke på Sarah. Hvem kunne det være? Svaret kom nogle dage efter. Jeg modtog et brev, skrevet på krøllet papir, med sirlig håndskrift. Det var meget langt. Jeg satte mig ned og læste:

Til min lille prop

Du kender mig ikke, og det kommer du heller ikke til. Jeg skriver til dig, fordi du skal vide, hvem jeg er. Jeg boede sammen med dig, din mor og din far, men er ikke blandt jer mere, på grund af en masse problemer. Far var altid i byen, og havde elskerinder på hvert gadehjørne. Mor begyndte at drikke på grund af det problem. Hun sad hver aften og drak, stortudende faldt hun i søvn på sofaen. De lod mig i stikken med dig, lillesøster, ja det forskrækker dig nok at jeg kalder dig det, men det er det du er, lille prop. Min lillesøster, som jeg elsker mere end alt andet i verden.
   En søster? Min mor ville have fortalt mig om det, det var jeg sikker på, hun plejede at fortælle mig alt! Men selv om jeg var overbevist om, at vedkommende der havde skrevet det her, måtte være skør, læste jeg alligevel videre:

Men selv om jeg elskede dig, lille prop, må du forstå at mine problemer med denne familie var for store, jeg blev slidt op af, at skulle passe huset og dermed også dig. Jeg vidste også, at mor tog mig for givet, og elskede dig overalt på jorden. Jeg vidste, at hvis jeg forsvandt, ville hun tage sig sammen, og gøre noget ved sit drikkeri, for at give dig et ordentligt liv. Derfor besluttede jeg mig for, at forsvinde ud af jeres liv. Jeg glemmer aldrig den aften, jeg forlod dig, lille prop. Du lå i din tremmeseng med din tommeltot i munden og sov. Du havde sparket din dyne af i en drøm, den lå ved siden af dig, med det blå Anders And betræk på. Du så så tryg ud, som om du ikke vidste hvor lille og skrøbelig du var. Jeg vidste, jeg ville komme til at savne dig.
   ”Farvel, lille prop,” sagde jeg, og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg vidste, at der ville gå lang tid, måske ville jeg aldrig se dig igen. Nede i stuen, lå mor på sofaen med en halv øl i hånden, 5 andre flasker stod på bordet side om side. Far var i byen, sikkert hos en af sine elskerinder. Jeg hadede dem begge, far fordi han bedragede os med sine løgne, mor fordi hun drak og lod os i stikken. Så ville jeg hellere bo på gaden. Så det var, hvad jeg gjorde, lille prop. Gik ud ad døren, så ikke tilbage.
   Det, lille prop, var sidste gang, jeg så dig, tryg og glad. Gad vide, hvem du er nu? Du må være omkring 13 nu, og er garanteret den kønneste pige på gaden. Jeg er 24, og udslidt allerede. Jeg er langt fra dig nu, men stadig et vrag, hjemløs og uden kærlighed. Men du må tro mig når jeg siger, at det er nok for mig, at tænke på min lillesøster, liggende i sin tremmeseng med tommelen i munden. Jeg tænker på dig hver dag, lillesøster, lever og ånder for at kunne se dig igen.
   Hun kendte min alder? Det begyndte at dæmre for mig. Mors tøven, når snakken om hjemløshed nåede middagsbordet og hendes løgn overfor mig om, at det nok ikke var vores familie. Det var hende! Jeg havde en søster! Men det var ikke alt. Jeg læste videre, med medlidenhed overfor denne ukendte søster.

Du kan sikkert ikke huske mig, men det skal du ikke være ked af. Jeg er ikke mere værd at huske, med mine sorte negle og mit fedtede hår, jeg kan end ikke huske farven på det mere. Min hud er kold og rød, og min næse er stoppet til af snot og blod fra gadeslagsmålene om penge til mad og kokain. Mine sidste penge er væk, dem mistede jeg til min eneste ven i et slagsmål. Nu har jeg ingen venner mere, kun fjender og had - og så tanken om dig, lille prop, du alene er mit livs grundlag, uden dig havde jeg givet op for længst.
   Kokain? Var det ikke det, der havde stået i artiklen i morges? Jeg fandt den, Jo!!! Det var hende! Sarah Flumring, havde skrevet til mig før hun døde! Det her var for meget for mig, jeg begyndte at græde, og med tårerne trillende ned ad kinderne, læste jeg videre.

Jeg var ikke utryg ved at efterlade dig, lille prop, for jeg vidste, at mor elskede dig højere end far og mig. Hun elsker dig, og jeg ved, hun må have fået det bedre med alting nu. Lille prop, hvis du føler vrede mod mor, så undertryk den. Hun kunne ikke gøre for det, det var fars skyld det hele. Han fyldte os med løgn, og kunne ikke selv klare livet hos os. Han var skyld i mors drikkeri, han sled hende op, forstår du, lillesøster? Så hvis du føler vrede, ret den mod din far, hvis ikke mor har forladt ham for længst. Lille prop, jeg kommer aldrig til at se dig igen, aldrig nogensinde mere. Når dine smukke, spejlblanke brune øjne læser disse linjer, skrevet af en person du ikke kender, vil jeg ikke være andet end en slatten krop, i en pøl af blod og opkast. Jeg er blevet skudt, lille prop, de små spark i mit underliv, vil aldrig se dagens lys. Når dette brev er sendt, ånder jeg ud. Vær sød ikke at græde over mig, jeg er ikke værd at græde for, mit liv er intet værd - bortset fra tanken om dig, lille prop, min øjesten. Farvel, lille prop - Jeg elsker dig... Din ukendte søster.
   Jeg kunne ikke røre mig, så meget græd jeg. Selv om hun havde skrevet jeg ikke skulle, græd jeg. Jeg gik ind til min mor i stuen, og hun rejste sig op med et bekymret udtryk i øjnene, da hun så mit ophovnede ansigt.

- Hvad er der dog, barn? spurgte hun, og ville omfavne mig, men jeg skubbede hende væk.
   - Du løj, hviskede jeg, jeg har en søster... Eller havde. Hun hed Sarah.
   Min mor så på mig uden at forstå hvad jeg mente. Hun ville sige noget, men telefonen afbrød hende.
   Hun tog den, og straks, hun begyndte at snakke, kunne jeg høre det var politiet. De havde fundet frem til vores sjældne efternavn. De havde ringet til far, men han havde sit eget liv, og ville ikke kendes ved Sarah. Så nu ringede de hertil. Mor stod og græd i telefonen. Da hun lagde røret på, tændte hun endnu en cigaret.

- Kom her, sagde hun grådkvalt
   - Hvad er der? Spurgte jeg.
   - Jeg vil fortælle dig om Sarah... Og så skal vi have ringet til bedemanden.