Himlen var klar og skyfri. Mørkeblå i skumringen. Et par stjerner glimtede forsigtigt ned, men månen havde endnu ikke vist sit hvide, lysende ansigt. I den lille kirke var præsten og kirketjeneren blevet færdige med arbejdet, og havde forladt stedet sammen med de sidste kirkegængere. Flaget var for længst taget ned ved solnedgangen. Alt var nu stille, der var ikke et øje.
Bortset fra på kirkegården, hvor en enkelt skikkelse stod og skuttede sig i den kølige sommeraften. Skikkelsen stod med bøjet hoved, foran den nyeste sten på kirkegården. Hun snøftede, og en tåre faldt ned på de friske blomster på graven. Tæt på kunne man se, at det ikke var den første tåre, hendes øjne var røde og ophovnede og på kinderne glitrede et par linjer, som tårerne havde efterladt på deres vej.
Hun sagde ikke noget, men hendes hals var øm efter alle de skrig hun havde slugt i løbet af den sidste uge. For hun havde været den første til at se det lig, der nu lå i jorden foran hende, og nu bebrejdede hun sig selv. For ikke at have været der nok, for ikke at havde set tegnene, men mest af alt bebrejdede hun sig selv for at være vred.
Hun elskede og hadede ham lige nu. Var det virkelig ikke vigtigere for ham end det? Alt hendes støtte, alle de gange hun havde holdt om ham når han hyperventilerede og skælvede i søvne, alle de tårer hun havde grædt med ham, alle de trøstende ord hun havde sagt til ham. Alt det betød ingenting for ham. Eller i hvert fald ikke nok. Intet var det værd. Eller måske havde hun bare ikke været god nok til at vise ham at hun elskede ham.
Hendes hoved løftede sig stille, og hun kiggede op på himlen, hvor månen endelig havde fundet sin plads mellem stjernerne. Hun tænkte tilbage, til den dag hun først havde mødt ham.
Hun havde ikke fundet ham interessant ved første øjekast, og havde i stedet sat sig i armene på en af hans venner. Da hun senere snakkede med ham, havde hun fundet ham både sødere og dejligere end vennen, men af frygt for at virke billig havde hun alligevel ventet et par uger med at gøre tanke til handling.
Hun havde været bange for at komme for tæt på, men havde alligevel givet op til sidst, da hun indså at hun faldt mere og mere for ham. Han havde betydet tryghed, varme, kærlighed. Han havde været hendes største trøst, og alligevel voldt hende mere sorg end nogen anden, hun før havde kendt. Hun havde forberedt sig på at tilbringe livet med ham, var begyndt at tænke på hvordan deres børn ville se ud. Og hun havde ikke tøvet med at fortælle ham det.
Så, på en dejlig varm og solrig sommereftermiddag, havde hun glad og smilende over at skulle se ham igen låst døren op, og havde mødt et syn, som for evigt ville hjemsøge hendes drømme.
Han havde bestemt sig til ikke at byde hende velkommen hjem med det sædvanlige kys, istedet havde han lukket vinduer, låst døren, trukket persiennerne ned, og havde derefter forladt denne verden, liggende i en pøl af sit eget blod.
Hun kunne stadig huske, hvordan væggene havde været røde, og hvordan hans øjne havde stirret lige på hende. Men der var intet at gøre, alt lys havde allerede forladt dem. Hun havde ikke kunnet gøre andet end at ringe 112, og fortælle så roligt hun kunne, hvad hun havde fundet. Men hun havde alligevel ikke kunnet holde sig fra at hulke.
Siden det opkald, havde hun ikke kunnet sige et ord til nogen, hun havde ikke kunnet omdanne den grå og kolde grød af følelser i hendes hoved til ord. Hun havde ikke kunnet synge med på salmerne i kirken heller, og nu kunne hun ikke forlade graven, kunne ikke sige farvel. Kunne ikke tilgive sig selv for ikke at have gjort mere.
Hun skulle ikke have gået ud af døren den dag. Hun skulle have sagt, hun elskede ham, og givet ham et ekstra kys. Der var så meget, hun skulle have gjort. Eller i hvert fald var der meget hun skulle have gjort bedre. Men nu var det for sent. Hun var vred på ham for ikke at have sagt, at han havde brug for noget andet og bedre end det, hun kunne give ham. Og hun var vred over, at han bare havde forladt hende. Han havde ikke værdsat det hun gjorde overhovedet.
Sådan blev hendes tanker ved med at køre i ring, indtil hun til sidst blev helt svimmel af det. Hun stod der stadig, som om hendes fødder var frosset fast i jorden. I hånden havde hun stadig den blomst, hun skulle have lagt under ceremonien, oven på kisten. Men hun havde holdt fast i den, som hun havde holdt fast i ham, og kunne ikke give slip på den, som hun ikke kunne give slip på ham. Derfor blev hun stående.
Hun blev stående til det begyndte at lysne i horisonten, og blomsten var blevet slatten og mat. Kiggede på stenen, kiggede på stjerner, huskede, græd. Så, pludselig, vendte hun sig om og gik, stadig med blomsten i hånden. Ikke et ord lød fra hendes mund, som tårerne stadig løb ned over hendes næse og kinder. Særligt ikke det ene lille ord, hun vidste hun skulle sige, men ikke kunne.