- Behøver du virkelig rejse? Jeg kan ikke undvære dig!

Jeg så på ham og tøvede et øjeblik. Måske skulle jeg bare droppe det. Det var jo ikke livsvigtigt egentlig. Jeg ville komme til at savne ham meget, men samtidig vidste jeg at jeg ikke kunne blive. Jeg tog hans hånd og gav den et lille klem.
   - Vic, du må ikke forlade mig nu, sagde han, en lille tåre kunne ses løbe ned over hans solbrune kinder.
   - Jeg ved det bliver hårdt, men jeg bliver nødt til det, sagde jeg stille. Så trak jeg ham ind til mig, gav ham et knus og kyssede ham inden jeg begyndte at bevæge mig væk fra ham.
   - Jeg elsker dig Vic! Hørte jeg ham råbe. Jeg binkede tårerne væk, det nyttede ikke noget at græde nu.

Jeg gik igennem de tomme gader. Derhjemme står alle mine tasker klar, og min mor skal køre mig til lufthavnen, tænkte jeg ved mig selv. Jeg tvang mig selv til at tænke, at han nok skulle være der, når jeg kom hjem, men inderst inde tvivlede jeg på det.

En time senere sad jeg I flyet og prøvede at koncentrere om den film der kørte, men jeg blev ved med at tænke på Martin. Hvordan kunne jeg være sikker på, at han ikke ville møde andre mens jeg var væk? Hvordan kunne jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke ville svigte ham? Var det her nu også klogt? Jeg tændte for min discman og prøvede at slappe af. Det var alligevel for sent at fortryde nu. Flyet kunne ikke vende om..

Da flyet landede I Heathrow Airport og jeg var kommet igennem med min baggage, stod manden med brevet og ventede på mig. Han smilede. Jeg sagde hej til ham, men trak mig tilbage, da han ville give mig et knus. Hans reaktion var ikke speciel, han sagde bare:
   - Jeg forstår. Du kender mig jo ikke endnu
   - Nej, og det er vel ikke et krav, er det? Jeg fortrød det med det samme, jeg sagde det. Det havde lydt mere strengt, end jeg havde ment det. Jeg sagde forsigtigt:
   - Undskyld, jeg.. Jeg mente det ikke sådan..
   - Jo du gjorde, svarede han roligt og fortsatte:
   - Og det er helt iorden at du har det sådan. Men lad os nu komme hjem, så vi kan tale om det. Nu skal jeg tage din kuffert!

Jeg rakte ham kufferten, som han lagde om bag i sin bil. Da han spurgte mig om jeg havde haft en god tur, svarede jeg ja, selv om det ikke var tilfældet. Jeg havde tænkt som en sindssyg, men det fortalte jeg ham ikke. Jeg så bare ud af vinduet. Gad vide, hvad Martin laver nu tænkte jeg. Så kiggede jeg op på en stor sky, og bad en stille bøn:
   - Kære Gud, lad ikke denne rejse være en fiasko! Lad mig finde det jeg søger..
   - Du ser så tænksom ud, sagde han pludselig, jeg sprang op, fik lidt af et chok.
   - Ja, det er jo ikke hver dag, ting som dette her sker for mig. Jeg tænker på, hvad der nu skal ske..
   - Der skal ske det, at du tager dig et varmt karbad, og så skal vi to sidde og se film I vores pyjamaser, grinede han. Jeg lo med, men indeni kørte det hele rundt. Hvem var denne mand?

Da bilen standsede, fik jeg besked på at gå ind I huset og ventede på ham der. Jeg stod ud af bilen, og var lige ved at besvime. Huset var et kæmpestort og flot palæ med en have på størrelse med en regnskov. Der var store frugttræer, der var små krydderurter, der var blomster I alle regnbuens farver, der var stort set alt.

Da jeg trådte ind, stod jeg I en stor hall, med skakternet gulv. I midten var der en stor trappe, der så ud som om den gik op til himlen. Jeg stod som havde jeg slået rod, kiggede måbende på det hele.

- Velkommen, lille frøken, lød en stemme bag mig. Det var en midaldrende mand klædt I kjole og hvidt. Jeg kiggede undrende på ham.
   - Hv.. Hvem er du?
   - Jeg er Paddington, Deres butler, lille Frøken.
   - Vil du ikke nok kalde mig Vic? Spurgte jeg forsigtigt, var ikke sikker på hvordan man talte til en butler, jeg havde aldrig set en før.
   - Som De ønsker, Frøken Vic, svarede Paddington. Det var I dette øjeblik at min ledsager kom ind af døren med min kuffert. Han smilede lidt, da han så mit forfjamskede ansigtsudtryk.

- Imponerende? Grinede han.
   - Kom, nu skal jeg vise dig dit værelse.
   Han begyndte at gå op ad trappen, og da der ikke var meget andet at gøre, fulgte jeg efter. Tankerne for rundt I hovedet på mig. Hvad havde gjort ham så rig? Det måtte være grunden til, at han havde sendt mig det brev, han ville købe mig. Eller troede I det mindste, at jeg ville glemme mine spørgsmål, når jeg så det her.

- Hvordan er du blevet så rig? Har du været I kontakt med mafiaen eller sådan noget? Spurgte jeg imens vi trådte ind I et lokale, der lignede en møbleret balsal. Han satte min kuffert på gulvet og pegede så mod en dør på lokalets endevæg.
   - Der er dit badeværelse. Tag dig et varmt bad og mød mig bagefter I dagligstuen. Så skal jeg besvare alle dine spørgsmål.. Så gik han ud ad døren, der stille lukkede sig bag ham.
   Uden at vide, hvad der foregik, eller hvad jeg ellers skulle gøre, åbnede jeg min kuffert og tog noget rent tøj og en hårbørste. Døren afslørede et badeværelse, med et stort badekar. Jeg fyldte det op med vand og sæbe, og fik så øje på en hylde med badeolier. Jeg fandt en der duftede svagt af eucalyptus, og hældte også lidt I af den.

Det var skønt at ligge og slappe af I det varme, velduftende vand. Jeg var træt efter den lange rejse, og var lige ved at falde I søvn, da det bankede på døren.
   - Hvem der?
   - Det er Paddington, Frk. Vic. Herren anmoder om Deres tilstedeværelse I dagligstuen.
   - Vent lige til jeg er færdig! Så skal du følge mig derned, svarede jeg tilbage. Så skyndte jeg mig at blive færdig med at tørre mig, klæde mig på og sætte hår.

Paddington stod der stadig, da jeg kom ud. Han sagde ikke noget, men nikkede til mig og gik så ud af døren. Jeg fulgte efter ham ind I den store stue, hvor der lå en seddel på bordet:

Sæt dig I sofaen! Jeg kommer om lidt.

Paddington sagde fortsat intet, så jeg gjorde som der stod på sedlen. Der gik noget tid, så kom han (Som jeg via Paddington havde fundet ud af hed Simon) ind med en kande te og nogen småkager.

- Nå, der er du! Vil du have? Han pegede på en tekop.
   - Snak først, te bagefter! Fortæl mig så, hvorfor du sendte mig det brev! Sagde jeg, måske lidt for strengt.

Simons smil forsvandt med det samme, og han satte sig ned ved siden af mig. Han sukkede, men sagde så:
   - Jo, Victoria.. Som jeg skrev I mit brev til dig, så er jeg en bekendt af din far. Men jeg er faktisk meget mere end det..
   Jeg kiggede undrende på ham. Hvad mon det skulle betyde? Han var ikke min far, min far var død for 13 år siden, da jeg var 5, I en bilulykke. Det kunne ikke være ham!
   - Hvad mener du med det? Hvem er du? Spurgte jeg ham, jeg syntes egentlig, at jeg havde ret til at vide det. Simon så alvorligt på mig, hvorefter han nervøst kørte en hånd igennem sit hår.

- Jeg er din fars bror. Og nu tænker du sikkert, at din far ikke havde en bror - og du har på en måde ret, for jeg vidste ikke at din far eksisterede. Men din farmor har fortalt din far om mig - I dybeste hemmelighed.

Jeg var lamslået. Først troede jeg ikke på ham, jeg forventede at der lige om lidt ville dukke nogen op og sige: "Smil, du er med I skjult kamera", men så så jeg igen på ham, så hvordan hver en muskel I hans krop sitrede af spænding, så nervøsiteten I hans øjne - og valgte derfor at tro på ham.
   - Men.. Hvordan er det muligt at..? sagde jeg og kiggede forvirret på ham. Han lagde en hånd på min skulder.
   - Jeg reagerede på samme måde, da det blev fortalt til mig, men nu skal jeg forsøge at forklare det for dig: Din farmor blev gravid meget tidligt, og da det ikke var særlig populært dengang, fødte hun barnet I al hemmelighed og bortadopterede det. Senere blev hun gift med en anden mand, og med ham fik hun din far. Jeg fik det at vide for 5 år siden af mine adoptivforældre. Da jeg fandt min mor - din farmor - fortalte hun mig at min bror var gået bort. Men gennem hende fandt jeg frem til dig og bestemte mig for at lære dig at kende - og her sidder vi så!

- Men hvorfor fortalte du ikke det I brevet? Det ville have sparet mig for en masse grubleri, sagde jeg, lidt såret, lidt vredt.
   - Jeg tænkte, at det nok var nemmere at tro på, hvis du vidste, at jeg havde fået dig hertil. Havde jeg bare skrevet det, havde du bare troet, at jeg havde været skør. Tilgiv mig, hvis det har voldt dig for megen bekymring, men nu ved du det. Du er selvfølgelig fri til at tage hjem, men før du gør det, er der noget du skal vide, og det vil chokere dig meget. Din far døde ikke, som du tror, I en bilulykke. Han begik selvmord.

Vreden vældede op I mig. Meget kunne han bilde mig ind, men dette! Jeg prøvede at beherske mig, men det lykkedes ikke helt.
   - Det passer ikke! Du lyver! Tror du ikke min mor ville have sagt det, hvis det du siger, var sandheden? Det sidste blev sagt med en stemme der dirrede af vrede og af angst for at dette var virkeligt. Simon så først på sine fødder, så på mig.

- Victoria, jeg er en voksen mand, der først nu har mødt sin 18-årige niece. Hvad skulle jeg få ud af, at lyve om sådan noget?
   Han havde ret. Hvorfor skulle han lyve?
   - Men.. Hvordan ved du det? Hvorfor gjorde han det? Hvorfor har mor ikke sagt noget?
   - Jeg ved det fra din farmor, da jeg første gang mødte hende for 4 år siden. Hun fortalte mig, at da du var 4 år, begyndte dine forældres forhold at gå I stykker, og selv om din far gjorde alt hvad han kunne for at redde det, endte det med at din mor ville have en skilsmisse. Han blev slået meget ud af det, og begyndte I al hemmelighed at skrive sit testamente, og tre uger efter din 5 års fødselsdag, på den dag testamentet var færdigt, kørte din far ud I sin bil, og hængte sig fra et træ ved en afgrund.
   - Vil det sige, at min mor ikke vidste noget?
   - Netop! I hans lomme fandt politiet en seddel, hvor hans sidste ønsker stod. Jeg har den her.

Han gik hen til kaminhylden. I en lille krukke tog han en lille seddel frem.
   - Må jeg..? spurgte jeg forsigtigt. Tænk, min fars sidste ønske! Jeg vidste ikke så meget om min far, og ville hellere dø end gå glip af denne chance. Simon må have forstået dette, for han rakte mig seddelen. På den stod der, skrevet meget småt:

Dette er liget af Jacob S. Anderson!
   Her er min sidste vilje:

1. Lad min kone tro, at dette var en ulykke. Der er dog en undtagelse: Hvis min bror, Simon får kendskab til mig, vil det være op til ham at fortælle min datter, Victoria sandheden.,
   2. Victoria og Simon skal I så fald have chancen for at lære hinanden at kende!
   3. Mit testamente må ikke læses op, før jeg er blevet kremeret!
   Jakob S. Anderso

Jeg var meget forvirret. Det havde altså hele tiden været hensigten, at Simon skulle finde mig og give mig besked, I selvsamme øjeblik, han fik kendskab til fars eksistens. Og det var grunden til, at han havde skrevet til mig, det var ikke for at købe mig. Det havde været min fars ønske. Det var også min fars ønske, at jeg skulle lære hans bror at kende. Så uanset hvad, ønskede jeg at blive et stykke tid.

Simon lyste op, da jeg rakte ham min hånd og sagde:
   - Vi kan lige så godt hilse ordenligt på hinanden, når nu vi skal dele hus! Victoria Anderson!
   - Simon Brickens, sagde han smilende og rakte mig sin hånd.

Derefter drak vi te og Simon fortalte mig om sig selv. Det viste sig, at Simon var både lærd og berejst. Han havde som ung læst jura på Harvard, og var efter det taget til USA og var blevet en meget velset advokat. Da han var blevet træt af livet I USA, havde han revet 3 år ud af kalenderen, for at tage på rejse I Europa.

I det sidste land, han var I nemlig Schweiss, mødte han sin nuværende bedste ven og kollega, David Sharp. De var sammen taget hjem og havde startet advokatfirmaet Sharp'n Brickens, som idag var Englands førende advokatfirma indenfor økonomisager.

Jeg lyttede med åben mund. Tænk at være I familie med en af landets bedste advokater! Der var ikke meget jeg kunne fortælle ham om mig, som han ikke allerede vidste, men jeg fortalte ham om min kæreste, Martin.

Vi havde mødt hinanden I forbindelse med en byfest, hvor jeg var taget afsted med en veninde. Der, ved en strandbod var min veninde stødt ind I en af sine veninder, som var der sammen med Martin. Ham og jeg faldt I snak, og vi blev ved med at snakke, og vi endte med at sidde på et tæppe nede ved stranden og kigge stjerner. Og før nogen af os nåede at tænke for meget.. SMASK! Det bedste kys, jeg havde fået hidtil.

Det var nu snart et år siden, men jeg havde været nødt til at rejse, fordi der I brevet havde stået noget om min far. Det var her, jeg stoppede med at fortælle og sagde med blikket I ilden:
   - Og nu er jeg splittet I to. En del af mig vil hjem til Martin, en del af mig vil blive her og opfylde min fars ønske..Det er så svært, det her.. Hvad skal jeg gøre?

Simon lagde igen en hånd på min skulder.
   - Ved du hvad, det synes jeg selv du skal afgøre. Hvis du er nervøs for om han stadig er der når du kommer hjem, så synes jeg du skal tage hjem. Men du kunne jo også invitere ham hertil.
   Jeg rystede på hovedet.
   - Han skal ikke hertil. Og jeg er ikke nervøs for om han venter på mig. Jeg savner ham bare..
   - Men du savner ham ikke så meget, at du vil have ham hertil? Undskyld, men det forhold tror jeg ikke særlig meget på..

Jeg så på uret. Klokken var mange. Jeg rejste mig og kaldte på Paddington. Simon rejste sig og rakte mig hånden.
   - Det var hyggeligt at snakke med dig, Victoria, kan du nu sove godt uden din Martin.
   - Godnat, Simon.. Men fra nu af, så kald mig Vic, ligesom mine venner! Simon smilede.
   - Det skal jeg huske - Vic.

- Frk. Vic kaldte? Det var Paddington, der nu var nået frem.
   - Vil du følge mig til mit værelse? Paddington sagde som sidst ingenting, men vendte sig og gik. Jeg fulgte efter, men inden jeg forlod stuen, rejste Simon sig.

- Vic? Jeg vendte mig, og han fortsatte:
   - Tænk over det med din kæreste - Elsker du ham? Eller er det mere noget andet du søger? Svar ikke, bare tænk over det. Jeg nikkede, gik efter Paddington og lod Simon sidde alene I stuen.

Jeg sank ned I den bløde, rene seng. Skønt at ligge her. Men så begyndte jeg at tænke over alle de nye oplysninger, jeg havde fået. Det med min far var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet. Hvilken gennemført familieløgn! Men hvorfor måtte min mor ikke vide noget om det? Hvorfor var det så vigtigt at jeg fik det at vide? Det ville jeg nok aldrig få noget at vide om. De svar lå begravet sammen med min far.

Jeg vågnede den næste morgen, og kunne først ikke huske, hvor jeg var. Da jeg kom I tanker om det var det med blandede følelser.
   - Frk. Vic? Det bankede på døren.
   - Ja, Paddington?
   - Herren ønsker at se Dem nedenunder til et morgenmåltid.
   - Lad mig lige få tøj på, så kommer jeg, svarede jeg.
   Men det var ikke Simon, der modtog mig, da jeg kom ned. Det var en ganske anden, en jeg bestemt ikke havde regnet med at se.

- M.. Martin?
   - Ja, det er mig. Jeg savnede dig sådan, og da Simon så ringede og sagde, at han mente at vi skulle tale sammen, kunne jeg ikke modstå fristelsen. Ret imponerende sted, hva? Jeg sukkede, og sagde så til ham:
   - Du må hellere komme med op på mit værelse. Vi skal snakke sammen. Martin fulgte efter med et mærkeligt ansigtsudtryk.

Jeg lukkede døren da han var kommet ind. Så tog jeg en dyp indånding, og sagde så:
   - Martin, jeg ville have sagt det til dig, når jeg kom hjem. Du skulle ikke have kommet. Jeg troede, det ville være svært at undvære dig, men istedet var jeg næsten lettet over at du ikke var her. Og det siger mig, at jeg ikke har de rigtige følelser for dig. Jeg elsker dig ikke. Det, jeg søger hos dig er ikke kærlighed. Det er tryghed. Så jeg synes du skal tage hjem nu, og så glemme at du nogensinde har mødt mig.

Han så på mig med et såret blik. Det, jeg lige havde sagt gjorde ondt på ham, jeg så det, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg ville ikke holde ham eller mig selv for nar længere.
   - Jeg elsker dig, Vic. Ved du det? Du må ikke gå fra mig nu, jeg kan ikke undvære dig. Intet vil være det samme uden dig!
   - Nej, men er der noget ved at være sammen med en, der ikke elsker dig?

Jeg kunne se på ham, at han kæmpede med tårerne, men hvad skulle jeg ellers have gjort? Selv om det gjorde ondt på mig at se ham sådan. Men medlidenhed kunne ikke erstatte kærlighed.
   - Okay, Vic. Jeg kan ikke tvinge dig til at elske mig, men vil du ikke I det mindste være min ven? Jeg vil gerne have dig I mit liv..
   Jeg tænkte over det. Ville det være akavet? Nej, ikke for mig. En ven kan give tryghed. Og når han nu så gerne ville.. Jeg så på ham og nikkede.
   - Jo. Venner kan fungere. I hvert fald kan vi forsøge at få det til at fungere, sagde jeg så.
   - Ja, men det kommer nok til at tage mig tid at komme over det her. Skal vi sige, vi snakkes ved?
   - Ja, vi snakkes ved, sagde jeg.

Martin vendte om, gik ud af døren og et minut efter hørte jeg den store hoveddør lukke sig bag ham. Simon dukkede frem I døren.
   - Fik I snakket? Jeg nikkede.
   - Jeg slog op.. Jeg elsker ham jo ikke..
   - Så var det det rigtige at gøre, selv om du har såret ham. Han kommer over det, og det gør du også. Du finder en anden, ligesom han gør.
   Jeg smilede til ham. Han havde jo ret. Jeg gik hen til ham og gav ham et knus. Han havde trods alt hjulpet mig med at få en masse ting på plads. Simon slap mig, og så sagde han den bedste sætning I verden:
   - Du, Vic.. Skal vi ikke få os noget morgenmad? Jeg var faktisk skrupsulten. Jeg kiggede på ham.
   - Jo, Simon, det skal vi..
   Vi gik ned I køkkenet og begyndte at lave pandekager.

Jeg blev hos Simon I 3 måneder, og på den tid lærte jeg meget om min far. Vi sad oppe hver aften og snakkede om min fars fortid. Jeg lærte også meget om mig selv på den måde. Selv om jeg tog hjem igen, fortsatte jeg med at skrive breve til ham.

Martin og jeg så ikke så meget til hinanden efter det. Da jeg kom hjem ringede jeg til ham, men han var meget kort for hovedet, og sagde at han ikke havde tid og vile ringe senere. Han ringede aldrig, men jeg så ham et par dage efter på en café med en pige ved siden af sig.

Jeg fortalte aldrig min mor om min fars selvmord. Jeg fortalte hende heller ikke om, hvem Simon virkelig var. Istedet fik min mor at vide, at Simon havde været min fars gode ven og kollega. Hun forstod ikke helt, hvorfor jeg havde gjort det forbi med Martin, men jeg sagde bare at vi var vokset fra hinanden Jeg sagde ikke noget til hende om far, fordi jeg ikke mente det ville være at respektere ham. At hun ikke skulle vide noget havde jo været min fars sidste ønske - og det kan 13 år ikke ændre på..