Golfkøllens hoved ramte bolden og sendte den i en flad bue over sandet. Slaget var ikke perfekt, bolden landede en smule til venstre for målet, men Hunt var alligevel ganske tilfreds. Hunt var ikke en professionel golfspiller, sporten var en hobby, en måde at koble af på, viske tavlen ren og fortsætte dagen uden ballast.
   Hunt lagde en ny golfbold tilrette og svang golfkøllen et par gange. Vejrtrækning, koncentration og selvkontrol var de vigtigste elementer, uden de tre ben at stå på var alverdens teknik og evner ikke noget værd.
   Hunt tog mål af banen igen. Den var ingen skønhed. Kunstgræs de første 10 meter, derefter sand, mere sand og som prikken over i'et, sand med en svag stigning. Kalahari var ikke en planet, som kunne tilbyde passionerede golfentusiaster store grønne arealer. Golf var i det hele taget ikke en populær sport i Rosendalsystemet. Java havde måske et halvt hundrede professionelle spillere, som kunne leve af at spille golf, og Catania havde tyve. Kalahari havde kun haft en enkelt i de 250 år som kolonien havde eksisteret i, og Hunt havde aldrig set ham spille. Herman Voss slog sit sidste slag for sporten fjorten år før Hunt blev født.
   Hunt sendte den næste bold af sted. Den fløj forbi den første og landede godt og vel en snes meter fra målet. Hunt smilede. Sådan var det altid, Voss' navn var en talisman, men fidusen virkede ikke hver gang, han kunne ikke tvinge tanken om Voss frem og skyde bolden af, så skød han skævt og ramte bolden for lavt.
   Trangen, til at udnytte den gode fornemmelse og skyde endnu en bold af, lå og lurede i Hunts baghoved, men han aflivede den uden at tøve. Han ville nyde fornemmelsen, det løft som en god bold gav ham, ikke skide ud over det hele ved at malke begivenheden. Hunt lukkede øjnene, trak vejret dybt et par gange og åbnede øjnene igen. Han var lykkelig, tilfreds i øjeblikket. Han var klippen i sandet, den stille brise, der fejede hen over alle tobenede eksistenser, som vandrede omkring på den lille sandblæste knold i verdensrummet.
   Hunt sukkede. En mandsstemme rømmede sig.
   "Undskyld mig, men er De ikke Hunt?"
   Hunt åbnede øjnene igen og stirrede stift på himlen, det lette smil var borte.
   "Hvem spør'?" svarede Hunt, mere skuffet end vred over at blive afbrudt midt i et kostbart øjeblik. Personen trådte nærmere, Hunt kunne høre lyden af skridtene i sandet. Hunt vendte sig ikke om, han ville se, om fyren med den korrekte udtale og overklasse i tonen, var villig til at gå hen foran ham for at tale med ham, ansigt til ansigt, eller om han ville forlange at Hunt vendte sig om.
   Manden, der stillede sig overfor Hunt, var iført et jakkesæt, skræddersyet sågar, hvis ikke Hunt tog helt fejl. Stilen var konservativ, det var ikke et af de tynde jakkesæt, som ellers var ret populære for tiden. Manden var måske i slutningen af tyverne, Hunt tog mål af fyrens udseende og væremåde og greb fat i den første tanke, som sprang frem fra gemmerne: Håndlanger.
   "Deesen, Eram Deesen."
   "Okay," svarede Hunt. "Jeg er Hunt, spyt ud, hvorfor står vi nu her og blomstrer i landskabet?"
   "Jeg er her på vegne af min arbejdsgiver," forklarede Deesen.
   "Hvem er det så?" spurgte Hunt.
   Deesen gav Hunt et undskyldende smil og rystede på hovedet.
   "Min arbejdsgiver ønsker at forblive anonym, arbejdets natur kræver en vis diskretion."
   "Kom til sagen," svarede Hunt og stirrede med et koldt blik på lakajen.
   "Ikke her," bad Deesen
   Hunt greb hårdere fat om golfkøllens håndtag. "Hvor så?" sukkede han.
   Deesen tog et skridt til siden og rakte bydende en arm frem mod stien foran dem.
   "Jeg har et køretøj, som venter, der kan vi fortsætte samtalen," sagde Deesen. "Hvis De vil være så venlig at følge med?"
   Hunt studerede lakajen igen og rettede blikket mod stien. Han så at der faktisk stod en bil og ventede på parkeringspladsen. Den stod ved siden af Hunts Grass Bunny, et lille topersoners firehjulstrukket køretøj. Deesens dyt var en Holland-Breckmanvogn, med seks hjul og tonede ruder. Chaufføren stod og ventede, et brød på knap hundrede kilo. Hunt gættede at han havde en eller flere pistoler under jakken.
   "Giv mig lige et minut til at pakke sammen," sagde Hunt og rettede blikket mod Deesen igen.
   "Naturligvis," svarede Deesen, foldede sine hænder foran bæltestedet og blev stående på stedet. Deesen ville åbenbart ikke gå tilbage til sin bil uden at Hunt gjorde det samme.
   Alright, tænkte Hunt, og vendte sig om for at pakke golfkøllen ned i tasken. Så kan du står der og se dum ud.

Køretøjet var indbegrebet af funktionel luksus, Kalahari style. Der var fire sæder i bagenden, med benplads, en minibar, og over de to af sæderne kunne man klappe en bordplade ud, og samle den således, at man havde mulighed for at benytte sig af et overraskende stort skrivebord i kabinen.
   "Jeg kan vel gå ud fra, at I kører mig tilbage hertil, når vi er færdige med palaveren?" spurgte Hunt og smækkede bildøren i.
   "Åh, jeg er bange for, at De har misforstået mig," sagde Deesen. "Vi kører skam ingen steder. Mødet finder sted her."
   "Jaså, hvordan det?" spurgte Hunt med et vagtsomt glimt i øjet.
   Deesen fandt en taskmaster frem, en bærbar computer med indbygget keyboard. Tingesten var ikke så kompakt som lignende bærbare computere, men den kunne til gengæld klare klimaet på Kalahari. Nogen skønhed var taskmasteren heller ikke, den lignede i høj grad et værktøjssæt inklusive kasse af hårdt PVC, men faktum var, at man godt kunne køre over en taskmaster, med en Grass Bunny, uden at apparatet steg totalt af, en Home-Java enhed, eller en Catania Carry kunne sjældent klare at man smed med den. Deesen stillede taskmasteren på bordet og tændte skærmen, en videofil lå allerede klar til afspilning. Deesen trykkede på enter.
   Billedet viste, hvad der lignede et arbejdsværelse, et kontor og en ældre herre, der sad ved et skrivebord. Jakkesæt i konservativt snit, inklusive vest og et solbrændt ansigt, der var indrammet af et moderat fuldskæg, som var gråt og hvidt. Øjnene var knappenålshoveder i et autoritært ansigt, ejeren var vant til at få sin vilje. Bordpladen kunne også ses i den nedre del af billedet. Kameraet, der var koblet til taskmasteren lå på kanten, hvor den tjenende ånd, som havde startet optagelsen kunne nå det, uden at forstyrre den ældre herre.
   "Kører det?" spurgte manden og skævede surt til kameraet.
   "Ja," svarede en stemme, men ikke Deesens stemme. Fyren dér har nok en hel stab ved hånden, tænkte Hunt.
   "Godt," brummede Jakkesæt Senior.
   "Hunt!" gøede Senior og bøjede sig frem i stolen, imens han plantede en massiv hånd på bordpladen. "Jeg har et lille problem som du kan tage dig af." Senior hostede en enkelt gang ind i den ene næve. "Minearbejderne her ved Jeju Junction har dannet en fagforening. I princippet har jeg ikke noget imod fagforeninger, men de skal sgu ikke tro, at de kan spænde ben for arbejdet i minen!"
   Senior holdt en tvungen pause, hev noget luft indenbords med et hvæs og gav et host fra sig.
   "Problemet er ikke fagforeningen og den nye formand, selvom han er irriterende, problemet er røvhullet, der sidder på pinden som viceformand, han er hjernen bag den hetz, som de har sat i gang, for at få mig ned med nakken."
   Senior gav et hvæs fra sig og stirrede med sammenknebne øjne ind i kameraet, ud på Hunt og Deesen.
   "Jeg vil have DIG til at nakke den sjover, viceformanden. Som jeg forstår det, er ledelsen et trekløver, hvis viceformand Mahon ryger i svinget, så er det allerede sikkert at en herre, der hedder Mackensen, overtager stillingen, men det er helt fint, Mackensen er en helt anden størrelse, ham kan jeg styre. Manden drikker, knepper og spiller kort som en øgle i brunst."
   Senior sukkede træt, kløede sig i skægget og mumlede noget som Hunt ikke kunne tyde.
   "Nå, det er ikke dit problem, men Mahon er."
   Senior løftede advarende en pegefinger.
   "Jeg siger ikke, at du skal snuppe fyren og smide ham ude i ørkenen,"
   Senior rystede en enkelt gang på hovedet.
   "Nej, jeg vil ha' dig til at skyde svinet, gerne med vidner," ham brummede.
   "Ja, lad det være MED øjenvidner, men skyd et par i nærheden først, så han ikke er den eneste, der stiller støvlerne, på den måde kan de ikke give mig skylden for, at han kradser af."
   Senior hostede, han blev rød i hovedet.
   "Arh, for hulen!"
   Han rettede blikket mod Hunt igen.
   "Rend med kasseapparatet i butikken, hvor han handler og nak et par stykker, eller find på noget andet, vær kreativ, bare sørg for at jeg ikke får ørerne i maskinen, fatter du den!?"
   Han kiggede forbi kameraet.
   "Tror du at manden kan forstå, hvad jeg mener?"
   "Afgjort!" svarede en stemme med det samme.
   "Hm." brummede Senior og stirrede ind i kameraet igen. Han så skeptisk ud.
   "Nå, men hvis han har spørgsmål kan han vel bare spørge Deesen. Giv detaljerne videre til Deesen og giv ham besked på at destruere den tingest der,"
   Senior pegede med en finger på kameraet, Hunt gik ud fra, at Senior mente taskmasteren.
   "Når han har set videoen. Forstået!?"
   "Ja," svarede stemmen. "Men vi kan bare ødelægge hukommelseskortet."
   Senior stirrede med et løftet øjenbryn op på personen, der stod udenfor billedet. Der gik adskillige sekunder.
   "Gør som jeg siger!"
   "Ja!" svarede stemmen. "Undskyld!"
   Godt," brummede Senior, og pegede igen ud på Hunt og Deesen. "Sluk det apparat, vi er f..."
   Sort skærm, videoen var nået til slutningen. Deesen skævede til Hunt.
   "Hvad siger De, er De interesseret?"
   "Hvis I er villige til at betale hvad det koster," svarede Hunt. "Jeg går ud fra at der er en tidsramme?"
   "Korrekt, fagforening vil holde et såkaldt stormøde på fredag. Mødet skal afgøre om medlemmerne accepterer det tilbud som minens bestyrelse har meldt ud med, eller om arbejderne skal afslå tilbuddet og strejke."
   "Så det haster?"
   "Ja."
   Hunt tyggede lidt på den melding.
   "Fyrre tusind, halvdelen nu, resten når Mahon er vippet af pinden," sagde Hunt uden at blinke med øjnene. Han kunne se at Deesen havde svært ved at fordøje de vilkår.
   "Jeg skal bruge et lille hold til overvågning af målet i et par dage, et våben eller to, et eller flere køretøjer. Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at etablere en falsk identitet og i værste fald et sikkert sted, hvor jeg kan tage en slapper, indtil sandet lægger sig."
   Hunt stak Deesen et koldt smil.
   "Jeg kan sagtens likvidere en hel børnehave, hvis det er nødvendigt, men jeg har ikke tænkt mig at tage møgfaldet for det, og hvad I vil have mig til, er ikke bare en enkelt likvidering, men tre eller flere. Den slags er ikke nemt at styre. Hvis uniformerne er på plettet kan situationen godt blive eksplosiv. Misforstå mig ikke, jeg kan leve med den risiko, men prisen skal følge risikoen, ellers er jeg den, der er skredet."
   Deesen nikkede, han forstod.
   "Vi er villige til at give betale femten tusind nu, kontant, 25 senere på et uregistreret kort, overførsel af beløbet vil blive arrangeret, når vi har fået besked om Mahons død."
   "Har du pengene og kortet?" spurgte Hunt.
   Deesen svarede ikke, men trykkede på knappen, der aktiverede samtaleanlægget.
   "Tæl femten tusind op i kontanter og læg kortet i kuverten, tak."
   "Forstået," svarede en stemme.
   Hunt og Deesen ventede, der gik måske et minut, så hørte Hunt at noget blive åbnet og lukket, derefter en banken. Deesen lænede sig frem og åbnede for en lille luge lige over skrivebordspladen, hev en kuvert ud og lukkede lugen igen.
   Deesen rakte kuverten til Hunt. "Her, femten tusind."
   Hunt tog kuverten, proppede den ned i jakken, og greb ud efter bildørens håndtag.
   "Tak for sludderen, håber ikke at vi ses igen," sagde Hunt uden at kigge sig tilbage over skulderen.
   Deesen sagde ikke noget, men det havde Hunt heller ikke regnet med. Hunt steg ud, smækkede bildøren i og greb fat i golftasken. Han nåede ikke at tage mere end et skridt på vejen hen mod sin Grass Bunny, før det sekshjulede luksusdyr bag ham begyndte at smide støv og sand op i luften. Motorlyden var ikke overvældende, det var hjulene, der larmede, mens de åd løs af sand og skidt. Deesen var åbenbart opsat på at komme ud af vagten i en vis fart. Hunt bandede og kneb øjnene sammen. Støvmasken lå i Grass Bunny'en.

Teknisk leder på dagholdet, løjtnant Sandie Willis smed svensknøglen og sparkede ud efter metaltønden fuld af beskidte klude, olierester og skrot.
   "Arhhh!?" det frustrerede udbrud var næsten et spørgsmål. Kunne det her være rigtigt? Var der ikke noget som hun kunne gøre for at få lortet til at virke?
   "Problem Sandie?" spurgte en stemme, der kom fra hangarens hovedport.
   Sandie vendte sig om, og så at det var kaptajn Burt Jackson, der var iført fuld flyverdragt med hjelmen under armen. Sandie gjorde et kast med hovedet, men håret faldt med det samme ned i øjnene igen. Hun sukkede og skubbede hårene, der var sluppet ud af hestehalen om bag øret. Hun tog kasketten ud af brystlommen i overallen og halede den ned over hovedet.
   "Starterbroen på den der fugl er totalt smadret," sagde hun og smed den ene tommelfinger over skulderen for at gøre det tydeligt, at det var flyet med nummeret 583 malet på siden lige under cockpittet, som hun hentydede til. I hele hangaren var det i øjeblikket otte fly, alle af den samme lette type, som militsen gerne brugte til simpel patruljetjeneste.
   "Kan du ikke lappe den sammen?" spurgte Jackson og skævede til 583'eren. Flyet var ikke spritnyt, langtfra, men det så bedre ud end et par af flyene, der stod i hangaren nu.
   Sandie smækkede læberne sammen, stirrede på Jackson, og en rynke mellem øjenbrynene blev synlig.
   "Hvad?" spurgte Jackson forundret og trådte nærmere, bøjede overkroppen til siden, for at kigge nærmere på flyet, og rettede blikket mod Sandie igen.
   "Hvad!?" gentog han mere insisterende.
   "Broen er allerede lappet fra ende til anden, den ER ikke andet end lapper. Hvad der virkelig undrer mig er, at broen ikke kortsluttede starteren, regulatoren og det sekundære kontaktkredsløb, da broen steg af!"
   Sandie tog et dybt åndedræt, pustede luften ud af næsen igen og rystede på hovedet.
   "Jeg er nødt til at pille hele sektionen ud, og gå det hele efter med en lup for at være sikker på, at der ikke er andre problemer, men en ting er sikker, den fugl flyver ikke nogen steder før jeg får fat i en ny starterbro!"
   "Okay, forstået Sandie," svarede Jackson i en beroligende tone. "Skriv rapporten, så snakker jeg med major Oyame, når jeg kan få fat i hende."
   Sandie fnøs.
   "Jeg tvivler at det nytter, Oyame har allerede lukket for pengekassen i det her kvartal og hun er ikke Connor, hun kæfter ikke op for at skaffe de reservedele, som vi står og mangler, og hun vil ikke tillade at vi handler under bordet med de andre baser eller akademierne, så vi kan få det hele til at gå op i en højere enhed."
   "Ah, vær nu lige fair Sandie," indskød Jackson og satte flyverhjelmen fra sig på klapbordet, der stod foran 583.
   "Oyame er ny i manegen, du forventer vel ikke, at hun kan erstatte Connor efter et par måneder? Connor havde over tredive års tjeneste på kontoen, da han stemplede ud. Giv hende lige tid til at lære at svømme, før du sender hende ud, hvor hun ikke kan bunde."
   Sandie sagde ikke noget til den bemærkning, men hun foldede armene sammen over brystet.
   Jackson sukkede.
   "Okay, glem det. Er min fugl klar? Har du fået ordnet fodringen til 20'eren?"
   "Ja, men hold den lige på enkeltskud ved de første ti skud eller deromkring, så det hele lige kan nå at falde i hak."
   Jackson nikkede, det gav mening.
   "Okay," sagde han, men så løftede han pludselig en finger, en tanke slog ham.
   "Hør," sagde han og smilede. "Det minder mig faktisk om noget, dit problem med majoren. Du ser helst, at jeg giver fodringen tid til at falde i hak, før jeg giver den hele armen, men du er ikke selv villig til at give major Oyame en chance?"
   "Ah knyt Jackson, jeg har godt fattet den!" udbrød Sandie irriteret, vendte sig om og begyndte at marchere over mod patruljefly 583.
   "Står min fugl klar derude?" spurgte Jackson med et grin.
   "JA!" råbte hun og bukkede sig ned efter svensknøglen. "Fis af!"
   Jackson lo og greb flyverhjelmen, før han vendte sig om og gik over mod bane tre og fire. Sergent Caleb Velasquez, der ligeledes kom gående i flyverdragt, vinkede til Jackson og løb i et afslappet tempo over mod ham, indtil han havde indhentet Jackson.
   "Er du klar?" spurgte Velasquez.
   "Ja," svarede Jackson og klukkede. "Sandie har fikset 20'eren."
   "Allerede!?" spurgte Velasquez forundret.
   Jackson smil blev større, han trak på skulderen. De to piloter tog deres flyverhjelme på og gik hen til deres fly. Velasquez på bane tre, Jackson på bane fire.

Fyren, der sad bag rattet i den rustne Hokkaido Star trommede med fingrene på rattet. Fyren hed Christian Joist, men alle kaldte ham bare Jinney og det var helt fint, mente han selv, det var i hvert fald bedre end Christian eller Joist. Han stangede tænder og skævede til Benny Balfour, der halvvejs sad, halvvejs lå og sov i passagersædet. Balfour var ved at blive tynd i toppen konstaterede Jinney. Balfour var næsten fyrre, men alligevel. Balfour vejede lidt over hundrede kilo og bar rundt på en solid mave. Jinney var til gengæld kun et par og tyve og vejede kun lige knap 70 kilo fordelt på lidt over en meter og 80, en let vind kunne få Jinney til at lette i skoene. Jinney kedede sig bravt. Han sukkede og rettede blikket mod cafeen igen.
   En mand i et lyseblå blazer, og en gulbrun lædertaske i den ene hånd, standsede foran cafeen og kiggede på sit armbåndsur.
   "Fuck!" hvæsede Jinney. "Det er ham!"
   Balfour gav et overrasket snøft fra sig, da Jinney jog en albue ind i siden på ham.
   "Hey, vågn op!"
   Balfour slog øjnene op og rettede sig op i sædet.
   "Æh, hvad!? Hvad nu!?"
   "Mahon!" hvæsede Jinney. "Men jeg kan ikke se nogen livvagt nogen steder."
   Balfour masserede ansigtet med den ene hånd og blinkede med øjnene.
   "Hvad ævler du om?" brummede Balfour og skar en grimasse, da et par af rygmusklerne brokkede sig.
   "Livvagter, muskelmænd eller bare en klovn med et oversavet jagtgevær i baglommen!" forklarede Jinney. "Han ser sgu ikke ud som om at han er typen, der kan passe på sig selv."
   "Slap af," sukkede Balfour. "Han er viceformand i en lille lokal fagforening, jeg tvivler på at der er penge til at mandsopdække hele ledelsen."
   Jinney holdt øje med Mahon, der satte tasken fra sig og hev en mobiltelefon frem, den klodsede, men robuste variant, der lignede taskmasteren i miniformat, som havde en længere rækkevidde, ikke en af de små mobiltelefoner, som man kun kunne stole på i området omkring Freetown.
   "Hmm," sagde Jinney. "Han skal åbenbart møde nogen her, indtil videre har han været forbi to gange i går, og nu en gang i dag."
   Balfour nikkede.
   "Tipper på at det er bookmakeren, han har i røret, manden er lidt af en spillefugl, det sagde de nede i "Bondefangeren" og "Stjernen med udsigt" da jeg nævnte Mahons navn til dem, der ved besked om den slags. Jeg tror, at vi godt kan give Hunt besked, cafeen er et fint sted."
   Balfour skævede til gyden, der lå op ad cafeen. Han vendte hovedet og kiggede på sidegaden, der førte ned til godsdepotet. Han nikkede.
   "Ja, der er masser af flugtmuligheder, og Hunt kan nemt ordne Mahon og et par andre, hvis han står der ved cafeen."
   Balfour vendte sig akavet rundt i sædet og greb ud efter deres mobiltelefon, samme model som Mahons. Hunt var sikkert ved at fægte rundt med sine golfkøller ude i ørkenen, hvis ikke det var tilfældet, sad han måske og ventede i lejligheden.

Jackson så at der ikke var nogen tekniske problemer, alt lå i det grønne felt. Han gav modtageren i kommunikationsudstyret, der sad i hjelmen foran munden, et let slag med fingeren for at sikre sig, at signalet gik rent igennem.
   "Rød leder her, kalder rød to, er alt okay?"
   En let knasen i forbindelsen.
   "Rød to okay."
   "Udfører skudtest rød to."
   "Modtaget rød leder."
   Jackson trykkede på to knapper på et panel med sin frie hånd, og skubbede sikkerheden væk med tommeltotten på den hånd, som holdt om styrepinden.
   "Affyrer 20'eren," sagde han og trykkede på den øverste knap på styrepinden. 20 mm kanonen under militsflyverens snude gav et host fra sig. Jackson ventede i to sekunder før han trykkede igen. Kanonen reagerede omgående igen, uden at der var nogen alarmer, der gik i gang. Sandie havde gjort sit arbejde godt.
   "Tager otte skud mere rød to."
   "Modtaget rød leder."
   Jackson fyrede otte gange enkeltskud, kanonen lystrede fint. Han trykkede på en knap igen og skiftede til automatisk skydning.
   "Fyrer skudsalve af rød to."
   "Modtaget rød leder."
   Kanonen fyrede omkring 12 skud af, da Jackson trykkede knappen på styrepinden ned. De enkelte host flød sammen og blev til en høj vedvarende rumlen. Ingen problemer, alt fungerede som det skulle. Jackson løftede tommelfingeren, flyttede den ned til de andre fingre omkring styrepinden, og kanonen tav.
   "Testen var en succes, rød to."
   "Modtaget rød leder."
   "Aktiverer formationssenderen."
   "Forstået rød leder."
   Jackson fandt knappen nede på det tredje panel på venstre side, nummer fire i rækken og trykkede på den uden at kigge efter, aktiveringen af formationssenderen var blevet til en del af rutinen, desværre.
   Systemet sendte med det samme et signal til det andet fly i formationen. Flyet rettede ind i tæt formation med Jacksons fly, uden at Velasquez var nødt til at røre en finger. Formationssenderen aflæste kurs og hastighedsændringer og sendte dem videre til fly i samme formation, hvilket ikke alene forhindrede uheld, men også skånede flyene. Piloter var ikke længere tvunget til at presse og belaste flyene unødigt, for at opretholde formationen med lederen med et sekunds varsel, til gengæld var flyene låst til formationen, så længe lederens sender virkede, eller de enkelte fly i formationen ikke selv afbrød forbindelsen. Jackson kunne godt se fordelene, men personligt afskyede han at sidde i en formation som en nikkedukke og høre de lejlighedsvise alarmer, der lød, når lederen ændrede kurs og hastighed, mens han selv i realiteten sad med hænderne i skødet.
   Dimsen var blevet indført for 15 år siden. Jackson var med sine 42 år på bagen, 19 af dem som pilot, af den faste overbevisning, at systemet på trods af sine fordele sløvede piloters sanser, instinkter og ikke mindst lederevner. Jackson smed gerne formationsprotokollen ud af vinduet så ofte som han kunne. Særligt de nye piloter var nødt at vise Jackson om de kunne klare sig på egen hånd, og styre flyet effektivt, uden at man konstant holdt dem i den korte snor.
   "Vi tager et smut forbi Grey Corners via Hallem energipark rød to," sagde Jackson
   "Modtaget rød leder."
   "I mellemtiden kan du lige skrive den statusrapport rød to. Jeg gider sgu ikke at rode med det," sagde Jackson og foretog en kursændring. Begge fly skiftede kurs. Velasquez i rød to grinede, men sagde ellers ikke noget.
   "Kan jeg tolke det som et positivt svar?" spurgte Jackson.
   "Ikke tale om!" svarede Velasquez med det samme.
   "Hmm," brummede Jackson. "Piloterne nu om stunder er ikke, hvad de HAR været."
   "Modtaget rød leder, modtaget!" svarede Velasquez og lo igen.

Hunts Grass Bunny kørte ind i gyden, som lå ved siden af cafeen og Hunt steg ud. Balfour steg ud af den rustne Hokkaido Star, der stod på den anden side af gaden, og passerede Hunt, da de begge krydsede gaden. Balfour steg ind i Hunts Grass Bunny og kørte derfra via sidegaden, der førte ned til godsdepotet, og videre ud af Jeju Junction. Balfour ville vente på dem uden for byen. Hunt steg ind i den rustne Hokkaido Star.
   "Hey Hunt," hilste Jinney med et smil. Hunts kolde øjne aflivede smilet på Jinneys læber, før der var gået mere end et sekund eller to.
   "Æhm," sagde Jinney. "Boss."
   "Hvor er den?" spurgte Hunt i en flad tone.
   "Under sædet."
   Hunt bøjede overkroppen frem og følte efter under sædet. Han fik fat i geværets pistolgreb og hev geværet frem fra gemmestedet. Løbet var så kort som overhoved muligt. Hunt havde seks skud til rådighed, før han var nødt til at lade igen. Geværet var udstyret med en revolvertromle i stedet for et magasin, hvilket gav Hunt en bedre mulighed for at affyre skuddene i en hurtig serie. Han undersøgte geværet og konstaterede at han var klar, nu manglede de bare at få øje på Mahon igen. Hunt lænede sig tilbage i sædet og gav sig til at vente.

Ethel Thomson havde lige hentet Olafs jakkesæt fra pakkedepotet, det nye jakkesæt som han havde bestilt i Freetown. Hvorfor han ikke bare kunne købe sit tøj her i Jeju Junction fattede hun ikke, men det var vel en vane, en dårlig vane, som gav hende vabler på fødderne. Ethel sukkede, satte poserne ned og satte sig ned ved bordet uden for Cafeen. Hun kunne lige nå at få en kop kaffe, før hun skulle hjem igen. Ethel skubbede den ene sko af med den anden fod og krummede foden sammen, for derefter at strække den ud igen. Hun sukkede og fik øje på en tjener.
   "Tjener!"
   Tjeneren, en ung fyr, der ikke kunne være mere end tyve år gammel kiggede i Ethels retning.
   "En kaffe med sukker."
   "Gerne, ellers noget?" spurgte den unge fyr med et smil. Ethel foretog en mental rettelse, han var højst atten, ansigtet var næsten et barns, men kroppen var en mands, i den grad. Olaf kunne skam godt gå rundt med en bar overkrop uden de store problemer, men ham her kunne han ikke konkurrere med.
   Hvorfor er han tjener i en cafe? tænkte Ethel forundret og skævede efter tjenerens ryg, da han vendte sig om. Skjorten sad stramt på ryggen.
   Inden længe måtte han have fat i en større skjorte, tænkte Ethel. Det, eller give hele kundekredsen i cafeen en oplevelse, når skjorten før eller senere sprang fra hinanden i syningerne.
   "Det vil jeg skide på!" udbrød en mandsstemme ikke mere end en meter fra Ethel, og fik hende til at glemme alle tankerne, der kredsede omkring tjenerens skjorte.
   "Få ham til at skrive det hele om!" spyttede manden i den blå blazer. "Den tale er sgu vigtig, den skal virke!" tordnede manden ind i mobiltelefonen.
   "Undskyld!" udbrød Ethel, "Men kan De ikke dæmpe Dem, eller gå et andet sted hen?"
   Manden skævede kort til Ethel, men flyttede sig ikke. Han lyttede til personen i den anden ende af forbindelsen og vendte sig derefter, så han stod med siden til Ethel.
   "Det er ligegyldigt!" sukkede han irriteret. "Gør det nu bare!"
   En rustbunke kørte op foran cafeen og standsede brat op, før Ethel kunne nå at sige noget til den højrøstede mand igen. En mand i en brun skjorte og cremefarvet jakke steg ud. Manden, der var tungt bygget, uden at være fedladen stirrede direkte på hende. Han havde visse træk tilfælles med Olaf, kropsbygningen og næsen måske, men de kolde grå øjne som manden gav hende, var ikke Olafs varme brune øjne.
   "Ja," sagde manden i den blå blazer. "Vi kan ba..."
   "Din lede luder!" brølede manden med de grå øjne pludselig. Manden stirrede stadig direkte på Ethel. En kop blev tabt henne ved døren. Ethel så pludselig, at manden have et geværet i hånden.
   En kvinde skreg.

Hunt behøvede ikke at sigte. Med geværet solidt i begge hænder trykkede han ganske enkelt på aftrækkeren. Kvindens skrig blev overdøvet af det brag, der lød. Brøkdele af et sekund senere skar tyve til tredive projektiler gennem kvindens overkrop og reducerede alt, hvad der lå over brystbenet, til hakkelse.
   Ethel Thomson døde på stedet, næsten før skuddets kraft slyngede kroppen og stolen baglæns. Ethel skreg ikke mere, men flere af af cafeens skrækslagne gæster tog over for hende og skreg, mens de sprang op, til siden, eller vendte omkring. Manden med den blå blazer smed mobiltelefonen, og satte af med den ene fod, for at komme af vejen.
   Hunt svang geværet over mod den blå blazer, før Mahon kunne nå at tage mere end et forskrækket skridt. Hunt trykkede af og revolvertromlen rykkede sig for at sætte det næste skud på plads, før geværet skød endnu en ladning af.
   Mahon blev ramt lige under ribbenene i højre side. Rygsøjlen blev ikke kappet helt over, men Mahons røv hang bogstavelig talt i en tynd tråd, da han blev slynget ud på gaden i en sky af blod, kød og blå tøjrester. Den blå blazer, der havde været et godt mål at sige efter, blev til konfetti. Mahon var ikke død, men han havde ikke langt igen, og han havde var lammet fra navlen og ned.
   Hunt gættede at yderligere et skud i Mahons retning var overkill, der var andre mål i nærheden. Uanset om han brød sig om det eller ej, så var han nødt til at ekspedere flere, Mahons navn på listen over ofre måtte under ingen omstændigheder puste liv i rygter om et attentat. Hunt tog et hurtigt overblik over de flygtende og sigtede på en kunstnertype med et gedeskæg og en lille hestehale, før han trykkede på aftrækkeren igen. Den øverste del af fyrens hoved blev til mos et øjeblik senere, og ruden bag ham blev knust.
   Tre døde og måske en håndfuld sårede var der nu, det måtte være nok tænkte Hunt, og tog et skridt baglæns, klar til at forlade stedet. Et fedladent mappedyr med skræddersyet jakkesæt stak hovedet op mellem to borde. Han svedte som et helt sprinklersystem og Hunt svang geværets løb over mod det nye mål. Fire døde var måske bedre, tænkte Hunt. Skuddet ramte manden i hovedet og skuldrene, en del af skuddets ladning tog bordene og stolene imod, men nok projektiler ramte manden så han tog et øjeblikkeligt eksprestog til de evige jagtmarker.
   Hunt sænkede geværet og tog endnu et skridt baglæns før han vendte sig om og skævede til Mahons smadrede krop i gadens støv. Hunt så at Mahon stadig ikke havde stemplet ud. Fint, tænkte Hunt og løftede geværets løb op igen. Så får du lige en mere i røven, tænkte han og trykkede af uden at støtte geværet med sin anden hånd. Skuddet var sløset, tilpas sløset således at en tilskuer næppe kunne tro, at Hunt skød efter Mahon igen, fordi han ville være sikker på at han døde. Mahons rygsøjle blev denne gang skåret helt over og den højre lunge blev til en si. Mahon trak med et sidste gisp luft og gadens støv ind i munden før han døde. Hovedet faldt ned i sandet.
   Hunt sprang ind i den ventende bil og Jinney kørte med speederen i bund. Jinney sad med opspilede øjne og lignede i høj grad en kronhjort, der havde stirret ind i en lastvogns forlygter og som var sluppet levende fra oplevelsen med et par skrammer, men han var helt oppe i det røde felt. Hunt var ikke klar over det, men Jinney havde leget med tanken om at efterlade Hunt foran cafeen, bare træde på speederen og skride. Jinney var måske ikke nogen Einstein, men helt blæst var han heller ikke, Jinney var i sidste ende mere bange for Hunt end alle militsens uniformer. Hunt var måske kølig på overfladen, men han havde sadistisk tendens. Hunt var desuden stædig og ensporet i alt, hvad han gik i gang med, så Jinney var ikke opsat på at have Hunt efter sig. Jinney bed tænderne sammen og styrede uden om trafikken i et halsbrækkende tempo. Hunt gik i gang med at lade geværet igen.
   "Så er det overstået," mumlede Hunt og stoppede nye patroner i revolvertromlen.
   Jinney sagde ikke noget, han overhalede en otte tons tung lastvogn. Han nåede lige akkurat ind i den korrekte kørebane igen, før en anden tungere lastvogn kunne nå at ramme dem, pløje ind i dem, og deponere dem ud over landskabet som en slags impromptu kunstinstallation.

Beskeden fra Jeju Junction kom ind på den lokale frekvens, da han befandt sig fyrre kilometer syd for byen. Et uvist antal af civile var blevet mejet ned i en cafe. Jackson ændrede kurs og tog et hurtigt overblik over de data, som han modtog fra den lokale milits.
   Jackson sendte en forespørgsel, via den lokale kommando, til registreringsdatabasens hovednetværk, og skiftede fra regulær radar og over til trafikovervågningen. Ikke alle køretøjer var registrerede, langtfra, men en del var, og de dukkede op på radarskærmen, med tilhørende data, hvis man trykkede på de enkelte køretøjers ikoner. Køretøjer som ikke var registrerede sendte ikke data retur, men infrarød kunne så til gengæld give Jackson en grov pejling af alle køretøjer med motoren i gang. Infrarød på militsflyveren var ikke ikke så sofistikeret, at apparatet kunne opsnappe enkelte personer, men til gengæld kunne han få et overblik over hele Jeju Junction, og derefter arbejde ud fra udelukkelsesmetoden.
   "Rød leder til Jeju Junction, kom ind."
   "Jeju Junction her rød leder, skifter."
   "Har I folk på stedet? Skifter."
   "Løjtnant Reiner er på stedet med et hold, skifter."
   "Giv mig en direkte forbindelse til Reiner, skifter."
   "Stiller om rød leder."
   Der gik et øjeblik eller to før forbindelse var etableret, og en kvindes stemme lød i Jacksons øre.
   "Ja, Reiner her?" Stemmen lød en smule irriteret, for at sige det mildt, men Jackson regnede med at massakren var skyld i hendes dårlige humør. Jeju Junction havde skam en del vold og mord, byen var trods alt en mineby, men en regulær massakre var ikke hverdagskost.
   "Rød leder her, rød patrulje med to fly. Forventet ankomst over Jeju Junction om cirka 5 minutter, skifter."
   Jackson hørte et lettet suk i sit øre. "Nå, det er da en god nyhed," sagde kvinden.
   "Nogen vidner, beskrivelser af køretøjet, eller andet, som kan gøre vores arbejde heroppe en smule lettere?" spurgte Jackson. "Skifter."
   "Ingen beskrivelse af gerningsmanden eller vedkommende, der sad bag rattet, desværre," sukkede Reiner. "Men efter, hvad vi kan stykke sammen, har gerningsmanden nok taget vejen over depoterne, og videre forbi minerne, for at komme ud af byen."
   Kvinden rømmede sig.
   "Det er i hvert fald mit bedste gæt i øjeblikket."
   "Okay," svarede Jackson. "Vi flyver over minen og ser om vi kan få øje på noget mistænkeligt, skifter."
   "Tak, vi kan ikke undvære mandskab her lige nu," svarede løjtnant Reiner og afbrød forbindelsen.

"Jeg vil have hele strækningen ned til svinget spærret af!" råbte Diana Reiner og pegede over mod stedet, hvor hendes hold skulle sætte afspærringen op.
   Hele gaden var et slagtehus, med tilskuere i hobetal, for at det ikke skulle være løgn. Reiner fandt korporal Cross igen og smed modtageren over til ham.
   "Giv besked," råbte Reiner til Cross, "når du har fået fat i Donner. Vi skal have flere herned før medierne kommer rendende!"
   Hun mærkede et jag i skulderen og skar en grimasse, da smerten fra det gamle ar bevægede sig ned ad rygmuskulaturen.
   "Og fang mig en kop kaffe!"
   Cross skævede med et tvivlende ansigtsudtryk over mod cafeen og Diana Reiner sukkede.
   "Ikke der, et andet sted!" forklarede hun. "Når du får tid!"
   Cross nikkede og sagde noget, men han blev overdøvet af en sirene, da endnu en ambulance kom kørende. Reiner vinkede Cross videre og fik øje på de to teknikere. Den ene var i færd med at tage prøver fra gerningsstedet, og den anden var ved at tage billeder. Hun sukkede og begyndte at gå over mod dem.
   "Hey Robert."
   Teknikeren Robert Ayes kiggede kort op på Reiner, men vendte omgående tilbage til arbejdet. Han samlede nogle af stålkuglerne op og placerede dem i en lille pose.
   "Hey Dee," sagde Robert stille. "Problemer med ryggen igen?"
   Diana Reiner gav Robert et surt smil, og bevægede skulderen en smule, for at løsne op for spændingerne. "Har du noget der?" spurgte hun og ignorerede ganske enkelt Roberts spørgsmål. Robert vidste udmærket, at skulderen altid var et problem, særligt i anspændte situationer som denne.
   Robert rystede på hovedet.
   "Tvivler, den relativt lave kvalitet af ammunitionen fortæller mig, at vi højst sandsynligt har at gøre med et gråt våben," forklarede Robert og rakte hende posen med fire stålkugler i.
   "Hjemmelavet," brummede Reiner og stirrede på de små kugler. "Er du sikker?"
   Robert trak på skulderen, svaret var ikke officielt endnu, men hvis Dee ikke kunne vente, tænkte han.
   "Jeg kan tage fejl, men ja."
   Diana rakte posen tilbage til Robert.
   "Jeg vil have den første melding, inden der er gået en time Robert!"
   Robert sagde ikke noget, men kiggede kun op på hende med en rynke i panden. Diana Reiner ignorerede Roberts blik og drejede omkring på hælen. Hun så, at korporal Cross kom løbende med en kaffe, hun så også at menneskemængden på den anden side af gaden ikke blev mindre, den blev tværtimod større.
   "Det her bliver en meget lang dag," mumlede hun surt og marcherede hen mod Cross.

"Bare skub den bunke rust ned ad skråningen," sagde Hunt og pegede ned mod skråningen.
   Jinney tøvede, bilen fejlede ikke en skid, han kunne uden problemer få 400, eller måske endda 500 for den.
   "Seriøst!?" kvækkede han.
   "Ja!" gøede Hunt. "Skrot det lort, og lad os komme af sted!"
   Jinney kiggede over på Balfour, som for at finde støtte dér, men Balfour stod bare og ventede ved Hunts Grass Bunny.
   "Så hjælp mig da i det mindste med at skubbe den ud over!" vrissede Jinney omsider, da han så, at Balfour ikke havde tænkt sig at blande sig i sagen.
   Balfour kom modvilligt over og skubbede til den gamle Hokkaido Star. Bilen, som var lidt tung i enden, kom endelig i bevægelse og røg et minut senere ned i lavningen. Bilen nåede halvvejs ned før den pludselig slog en kolbøtte og landede på taget nede i bunden af lavningen med et brag. Da bilen ikke blev drevet fremad af benzin, men batterier, brød den forvredne bil ikke i brand, den blev blot liggende som en kvæstet dranker, der var faldet over sine egne fødder.
   "Penge ud af vinduet siger jeg bare," mumlede Jinney og gav den sørgelige skrotbunke et sidste blik, før han gik hen til den ventende Grass Bunny.
   Balfour sad i førersædet, Hunt og Jinney kravlede om bag i. Førerkabinen og bagenden var adskilt fra hinanden af en stålplade, så tale direkte med Hunt og Jinney, kunne Balfour ikke, men der var et samtaleanlæg.
   "Kør ud til Mastersons gård," sagde Hunt ind i anlægget, satte sig i det eneste sæde i bagenden og smed selen i låsen.
   Jinney satte sig på gulvet imellem tasken med Hunts golfkøller og et par kufferter og kasser. Han skævede til golfkøllerne.
   "Hvorfor i alverden har du slæbt dem med!?" mukkede Jinney og skubbede en kasse væk, så han kunne sidde bare nogenlunde uden at kassens kant ramte ham i siden.
   "Du mener golfkøllerne!?" spurgte Hunt. "Fordi det er et komplet sæt af Parkway golfkøller, din klaphat, derfor!"
   Hunts ord havde tydeligvis ikke den store effekt på Jinney, den unge mand forstod måske at golfkøllerne havde værdi for Hunt, men navnet Parkway sagde ham ikke noget.
   "Parkway," gentog Hunt med et suk. "Slå det op i en taskmaster, og se efter hvor mange sæt du kan få fat i på Kalahari."
   Hunt vendte sig mod samtaleanlægget med en irriteret grimasse, Balfour havde i mellemtiden fået startet Grass Bunny'en, men de kørte ikke mere end 40 kilometer i timen.
   "Træd sømmet i bund!" råbte Hunt.
   "Er det klogt?" svarede Balfour.
   "Skide være med om det er klogt, vi skal i hvert fald ikke stoppes af en militsvogn, der leder efter en massemorder herude, ikke med tre mand i en uregistreret Grass Bunny, mens jeg har krudtslam over det hele og et ulovligt våben!" brølede Hunt. "Få fingeren ud!"
   Balfour adlød næsten omgående. Jinney blev hevet til siden, og slog hovedet ind i en kasse, da den firehjulstrukne Grass Bunnys motor brølede og røg op i højere omdrejninger. Hunt blev kort hevet frem i selen før han igen faldt tilbage i sædet.

En knasen lød i Jacksons øre.
   "Rød leder, rød to her."
   "Spyt det ud Velasquez."
   "Jeg har et uregistreret køretøj på skærmen, der kommer fra minesektoren med en pokkers fart."
   "Du tror at det kan være vores gerningsmand?"
   "Aner det ikke Jackson, men køretøjet har kurs mod det gamle smuglerbælte. Hvis jeg havde brug for et skjulested ville jeg vende næsen den vej, ville du ikke?"
   "Jo måske," svarede Jackson og gryntede ind i modtageren. "Kan du komme tættere på og identificere køretøjet, uden at blive opdaget?" spurgte Jackson. "Bare indtil jeg kan være der?"
   "Jeg skal gøre, hvad jeg kan rød leder."
   "Godt nok, jeg kommer rød to."
   "Modtaget rød leder."
   Jackson nikkede og smed flyveren over i en skarp drejning. Den lille militsflyver reagerede omgående og røg over på siden i luften. Ude af drejningen smed Jackson flyverens thrustere op i et højere gear og satte kurs mod Velasquez's position.

Balfour standsede Grass Bunny'en og Jinney og Hunt steg ud. Det første, som Jinney så, var løbet fra et gevær, der sigtede på den bare plet mellem Jinneys øjenbryn.
   "Du får én chance knægt, én chance, så du må heller få de små grå i gang og fortæl mig hvorfor I pløjer rundt i min jord med den møgspand dér!" Stemmen var en mands stemme, ejeren var en senet og rynket mand på måske halvtreds, men Kalaharis sol var hård ved huden herude, så Jinney kunne kun gætte.
   "Æh," begyndte Jinney og løftede begge hænder.
   "Dårligt start, knægt," brummede manden og skævede til Balfour.
   Hunt kom frem fra Grass Bunny'ens bagende, han havde tasken med golfkøllerne over skulderen.
   "Slap af Masterson, vi bliver ikke i mere end et par dage."
   Masterson rettede blikket mod Jinney igen, Geværets løb blev hængende foran Jinneys pande, og den sure grimasse som Masterson stak ham, fik mindst én ringmuskel i Jinneys krop til at spjætte nervøst.
   "Alle tre!?" kvækkede Masterson
   "Helst," svarede Hunt stille.
   "Det koster ekstra," spyttede Masterson.
   "Fint," sagde Hunt bare.
   Geværet blev sænket, men Masterson stirrede stadig på Jinney med en indgroet skepsis, der var det samme herude, som en varm velkomst og et håndtryk inde i byen.
   "Hmm," brummede Masterson. "Jeg går ud fra, at I også vil have noget at æde, mens I er her?"
   "Hvis du kan smide noget sammen, ja," svarede Hunt med et lille smil.
   "Okay," sagde Masterson og pegede mod indgangen til den midterste bygning med geværet. "Smut ind, men kør lige den spand om bag garagen, den skal sgu ikke stå her."
   Hunt gav tegn til Balfour, der med et suk åbnede for førerkabinen, og steg ind i Grass Bunny'en.
   Garagen var faktisk en godscontainer, ikke en bygning i den klassiske forstand, men det var intet særsyn herude. De to andre bygninger var til gengæld af mursten og træ, eller det, der lignede. Døren ind til hovedbygningen var en tung ståldør så Jinney, flere centimeter tyk. Bygningen så måske ud som en regulær gård i ørkenen, men det var kun en facade.
   "Hvad er det her for et sted?" spurgte Jinney, da han satte sig ned i en stol, som Masterson havde smidt over til ham.
   "Hvad siger huden derovre?" spurgte Masterson surt og hev en stegepande frem.
   "Ikke noget, Masterson," svarede Hunt og henvendte sig til Jinney, da han fortsatte med en lav stemme.
   "Stedet her var en af de pipelines af kemikalier, sprut og stoffer fra dengang, da smugleriet var den helt store indtægtskilde i området."
   Hunt pegede med en finger ned mod gulvet.
   "Kælderen er praktisk talt en bunker med et lille værksted og lager. Efter at koloniens administration kunne afse flere militsfolk til at bekæmpe smugleri, i kølvandet på aftalen med Sandfolket, slog loven hårdt ned på smugleriet, så en del af gårdene, der før var smuglerhuler, blev jævnet med jorden. Den her gård er en af de få, som smuttede igennem nåleøjet."
   "Og her skal vi altså vente indtil hele halløjet med militsen er stilnet af?" spurgte Jinney og tog et blik rundt i lokalet.
   "Netop, Masterson kan bruge et par credits og vi får et pusterum."
   Jinney trak på skulderen, det var bedre end at gemme sig ude i ørkenen i en Grass Bunny, mens solen langsomt stegte hjernen ud af hovedet på dem.
   Masterson smed ti minutter senere stegepanden på bordet og bad gæsterne æde, hvis de var interesserede. Balfour tog som den første for sig af bønneretten, bagefter var det Jinneys tur. Jinney fik den første skefuld op på sin bliktallerken, da en stemme lød ude fra gårdspladsen.
   "Dette er militsen, hvis beboerne af denne gård vil være så venlige at komme herud, ubevæbnede, ville vi være meget taknemmelige."
   Jinney slap skeen. Masterson bandede og greb ud efter geværet. En knitrende lyd bredte sig, da forstærkeren, der sad i militsflyverens anlæg, måtte kæmpe med en smule sand i systemet.
   "Jeg gentager; vi ville sætte stor pris på, hvis beboerne på denne adresse kunne komme ud. Dette er koloniens milits."
   "Det er vist vores stikord," hvæsede Hunt. Vi er dem, der er skredet."
   "Hvordan!?" svarede Jinney.
   Hunt tog geværet op, som han havde brugt foran cafeen, og smed det over mod Jinney, der lige akkurat nåede at gribe det, før han fik tænderne banket ud af kæben.
   "Med den," sagde Hunt og skævede til Masterson, "Og hvad Masterson ellers har liggende af krudt og kugler."
   De to mænd, Hunt og Masterson stirrede på hinanden i et sekund eller to, før Masterson nikkede.
   "Okay," hvæsede Masterson. "Men så skal jeg sgu se credits, kontanter, min røv hænger også ude i den fri luft nu!"
   Hunt hev kuverten op af lommen, tog tusind ud og smed resten over til Masterson.
   "Fjorten stærke i kontanter for ulejligheden."
   Masterson proppede kuverten ned i bukserne og gik hen til det nærmeste skab. Balfour listede i mellemtiden hen til en vindue og kiggede ud. Et meget kort blik ud på gårdspladsen blev det til, før han trak hovedet til sig og gik ned i knæ.
   "Flyver!" hviskede han med en hæs stemme. "En skide militsflyver, ikke bare et par uniformer i en patruljevogn, en flyver!"
   "Sand i røven!" bandede Jinney klynkende og dukkede sig, som var han allerede under beskydning.
   Mastersons tog sig ikke af Balfours ord, men hev som det første et par maskinpistoler ud af skabet og rakte dem til Hunt. Balfour tog imod den ene maskinpistol fra Hunt og tog ladegreb på den.
   "Panserbrydende, sabot?" spurgte Balfour.
   Masterson rystede på hovedet. "Nej, ikke noget, der bare sådan lige trænger igennem en flyver, men et par buler kan du måske godt lave, nok ballade til at vi måske kan komme i sikkerhed."
   Masterson hev en 40 millimeter granatkaster ud af skabet, og krængede et bælte med ammunition over hovedet og skulderen.
   "Jeg fyrer et par granater af, får fuglen til at skride udenfor rækkevidde, derefter sender jeg et par røggranater af sted, det er signalet til at I skal skride, fattet?"
   Hunt nikkede som den eneste, både Balfour og Jinney så mildest talt både forvirrede og rådvilde ud.
   "Med en skide Grass Bunny?" spurgte Balfour endelig.
   "Nej!" spyttede Hunt. "Der er en skakt under en stålplade en snes meter herfra, der fører ned til en lille kælder, der kan vi gemme os indtil fuglen er skredet."
   Den tyggede Belfour på i et par sekunder før han endelig nikkede.
   "Okay," hviskede han og skævede mod vinduet.
   "Sidste advarsel," sagde Jacksons stemme ude fra gårdspladsen. "Kom ud nu, ellers vi er tvunget til at betragte eventuelle beboere som en potentiel trussel. Enhver trussel som vi ser herefter vil komme under omgående beskydning!"
   "Åh rend mig da i gaskanalen!" kvækkede Masterson og smed det første projektil i granatkasteren. "Er I klar?"
   Hunt greb tasken med sine dyrebare golfkøller med den fri hånd og nikkede.
   Masterson gik hen til indgangen foran og sparkede døren op. Hunt, Balfour og Jinney gik efter bagudgangen, alle tre gik med hovedet nede i mavehøjde, med skuldrene oppe om ørerne og ventede bare på at det første skud blev fyret af.

Fordøren røg op, da han endelig havde fået fat i Reiner igen.
   "Så," råbte Jackson i flyverhjelmen. "Nu må I godt få en vogn eller to herud, hvis I kan undvære dem, for nu sker der sgu noget, Reiner!"
   En mager mand, der i høj grad lignede et levende fugleskræmsel stak hovedet frem fra åbningen og Jackson fik øje på et tykt løb som manden hvilede over skulderen. Løbet pegede direkte på Jacksons militsflyver.
   "Fuck!" bandede Jackson og slog ud efter knappen til nødthrusteren og smed den vertikale take-off og landing op på maksimal kraft.
   Et lysglimt skød ud fra granatkasteren bag Masterson. Jackson så det ikke, han rev styrepinden tilbage og sendte guderne en improviseret bøn.
   "Ikke panserknuser!"
   Stabilisatoralarmen, der altid var aktiv i mandshøjde, når man udførte hasarderede manøvrer, gav et forvirret vræl fra sig, da militsflyveren hoppede i luften. Brøkdele af et sekund senere hylede proximity alarmen, der gik i gang, når et større projektil havde kurs mod flyveren. Flyveren hoppede skævt op og til siden som en døddrukken and, mens den foretog en halv rygplasker midt i luften. Granaten ramte flyverens bundplader med et rungende dunk, prellede af og tændte sprængladningen.
   Et øredøvende brag lød.
   Jackson gav flyveren mere skub og krydsede fingre i hovedet. Om fuglen stadig var i et stykke, eller om den kunne klare skærene, når han gav den gas, kunne han ikke sige.

Masterson gav et begejstret hyl fra sig, da han så militsflyveren hoppe op idet granaten eksploderede. Masterson var ikke idiot, han var godt klar over, at granaterne ikke havde en overvældende effekt på flyveren, men med et skud for boven som det, kunne han i det mindste få piloten til at tage en slapper. Hvis ikke piloten var helt hjernedød, så viste han sig nok heller ikke direkte foran hoveddøren igen.
   "Afgang venner!" hylede Masterson og halede en granat mere op, denne gang en røggranat.
   Hunt var lige ved at rive bagdøren op, da Balfour skreg.
   "NEJ, NED!" skreg han.
   Balfour tacklede kort og godt Hunt, der røg i gulvet som en sten. Hunt havde ikke set den anden militsflyver, men Ballfour havde. Jinney reagerede instinktivt og smed sig også ned med munden åben i et stort O.
   Militsflyveren, med Velasquez bag styrepinden, der netop var dukket ned fra en højde af 5 meter, åbnede op for 20 millimeter kanonen.
   Det hamrende brøl, der bredte sig i huset gjorde omgående Hunt, Balfout, Jinney og Masterson halvdøve. Jinney skreg.
   Den tunge metaldør ved bagindgangen blev inden for et par sekunders tid både bulet og bøjet, men den blev i første omgang stående. Hvad Velasquez reelt havde gjort var at banke meget hårdt på døren, ikke meget andet.
   Jinney skreg stadig som en stukken gris, da kanonen tav. Hunt, der havde et par frustrationer, som skulle luftes konstruktivt, gav uden videre Jinney én på skrinet med løbet af den maskinpistol som han havde i hånden.
   "HOLD DA DIN KÆFT!"
   Jinney tav, blinkede med øjnene og førte sin ene hånd op til den ene side af kæben, hvor Hunt havde ramt ham.
   "DEN HER VEJ!" råbte Masterson og fyrede røggranaten af.

Jacksons fugl havde det ikke skide godt. Proximity alarmen vrælede ikke mere, det var et plus, et lille plus. Stabilisatoralarmens vedvarende langtrukne bippen aflivede Jacksom manuelt og tjekkede at der ikke var nogen kritiske funktioner, der var steget af. Nødthrusteren, motoren og den vertikale take-off og landing var okay, det samme var de regulære thrustere til fremdriften. Jackson troede næsten at flyveren var sluppet fra mødet med granaten uden de store skader, men så fik han øje på batteritælleren, den talte ikke mere ned i et afslappet tempo, den foretog hvad kun kunne beskrives som et styrtdyk.
   Jackson bandede, tallene rasede længere ned. Jackson slog med to fingre foran på flyverhjelmen, hvor kommunikationsudstyret sad
   "Kalder Jeju Junction, Reiner? Rød leder her!"
   Intet svar.
   Jackson koblede over til intern kommunikation.
   "Rød leder her, kom ind rød to."
   En forvrænget dunken, som Kalaharis hjerteslag fyldte Jacksons ører.
   "Rød to her."
   "Jeg har problemer med energitilførslen, jeg tror at et batteri er revnet, eller er blevet revet ud af holderen. Hvor længe jeg kan holde holde den her fugl oppe, kan jeg kun gætte på. Jeg kan ikke få fat i Jeju Junction, så jeg tipper på at mit kommunikationsudstyr også halter."
   "Forstået rød ..."
   Resten blev overdøvet af den mystiske dunken.
   "Gentag rød to?" kaldte Jackson
   "Jeg kalder Jeju, vend om."
   "Negativt, bliver indtil videre," svarede Jackson.
   Ude på gårdspladsen, så Jackson at en tyk røgsky havde bredt sig. Et øjeblik senere kom den første skikkelse ud af huset.
   "Lort," mumlede Jackson. "Rød to, kontakt her!" Han vippede flyverens snude ned og gjorde klar til at fyre med 20 mm kanonen.
   Yderligere to kom ud af huset, de havde alle kurs mod garagen. Den forreste fyrede endnu en røggranat af. Jackson sigtede og trykkede knappen ned.
   Intet skete, fodringen, eller noget andet, var steget af, igen. Jackson slugte en hel række af eder og forbandelser, og koblede over til kanonerne af mindre kaliber i vingerne. Nu var fire skikkelser i færd med at krydse gårdspladsen.
   Jackson sigtede igen, denne gang på skikkelse nummer to, der lå bedst i Jacksons skudfelt, og trykkede knappen ned. De to 5.56 mm kanoner spyttede straks mellem 90 og 120 skud ud. Sand og støv på gårdspladsen fløj en meter op i luften, da projektilerne blev hamret ned i sandet. Hunt fik øje på militsflyveren i øjenkrogen, den var måske halvtreds meter oppe i luften, hundrede meter fra gårdspladsen. Hunt standsede ikke, da han rettede maskinpistolen mod målet, han blev ved med at løbe. Sandsynligheden for at Hunt overhoved ramte noget var lige nul, men det var ligegyldigt i øjeblikket, hvis nogen skød på ham skød han sgu tilbage. Maskinpistolen hostede og smed et halvt magasin efter flyveren med samme effektivitet som et sprinkleranlæg med potensproblemer.
   I mellemtiden var Masterson nået over til garagen. Han smed en granat mere i granatkasteren, skubbede den op på skulderen og fyrede den af mod flyveren uden at sigte i mere end et sekund. De fire skikkelser i røg- og sand-skyen dukkede sig, da granaten eksploderede et par meter til venstre for flyveren.
   Masterson vendte sig om og sparkede den rustne containerdør ind med med foden. Masterson gik ikke direkte ind, men tog i stedet det næste hjørne og skubbede sand væk fra et område, som lå lige op ad containeren. Et håndtag kom til syne.
   "Hiv det op!" sagde han til Balfour.
   Balfour smed sin maskinpistol i sandet og faldt ned på knæ. Håndtaget var helt mørk af rust, men Balfour måtte alligevel hale til for at få pladen under håndtaget til at rykke sig.
   Projektiler begyndte at slå ind i containeren. 5.56 mm, hvis man skulle gå ud fra lyden. Jinney skar en grimasse og sprang hen for at hjælpe Balfour. Lemmen gav sig og Balfour fik fat i kanten af pladen. Før Balfour havde fået pladen helt op, var Jinney allerede i færd med at stikke fødderne gennem åbningen og greb ud efter det første trin, en tyk buet metalstang, der var sat ind i betonen.
   Masterson gik som den næste ned i hullet. Balfour bandede, da han hørte at den anden flyver kom over hovedbygningens tag og nærmede sig.
   "Skynd jer!" hvæsede han.
   Hunts ansigt var helt rødt af raseri. Ikke nok med at de var nødt til at flygte som rotter, men de kunne ikke engang give de militsfly en fornuftig blodtud, et lille memento. Et lille souvenir, tænkte Hunt, der fortalte militsen, at de var stødt ind i Hunt. En lærestreg var det mindste som de idioter fortjente. Hunt sank vreden og trak vejret igen.
   Den metalliske torden mod containerens sider stoppede. Nu sad Hunt som den eneste stadig i sandet, med ryggen mod containerens væg.
   Velasquez fik sin flyver i position og gjorde klar til at fyre sin 20'er af mod containeren. Han startede med enkeltskud, bare for at give dem inde i containeren en lille forsmag på løjerne. Det første skud ramte lige i hovedhøjde, over nogle falmede bogstaver i lyseblåt, og lavede et overraskende stort hul. Containeren var allerede mør af 5.56 mm skud og den havde stået herude i årtier. Det var som at skære i smør med en rundsav, tænkte Velasquez.
   En skikkelse dukkede op i udkanten af Velasquez's synsfelt. Det lette smil, der lå på Velasquez's læber stivnede. Noget, som manden holdt i hånden, blev ramt af solens stråler og blændede Velasquez.
   "Hvad ..." hvæsede Velasquez.
   Hunt kylede golfkøllen mod militsflyveren med et frustreret skrig.
   Et lavt dunk lød, da Velasquez registrerede at en genstand ramte det hærdede plasticine glas, der beskyttede cockpittet.
   "Rød leder?" kaldte Velasquez
   "Ja rød to?"
   "Så du det?" spurgte Velasquez.
   "Hvad rød to?"
   Velasquez rystede på hovedet.
   "Ikke sikker rød leder," svarede han og tog flyveren en snes meter højere op, før han igen trykkede en serie af 20 mm projektiler af mod målet.
   Hunt dog en dyb indånding da han igen var i dækning, smed golftasken ned efter Balfour, og stak benene ned i hullet. Han støttede sig til betonet, da han var halvvejs nede i hullet og begyndte at skubbe noget sand tilrette, så det kunne dække for metalpladen. Hele processen måtte gentages, da han var helt nede i hullet, før han var helt tilfreds og trak metalpladen på plads.

En advarsel lød, Jackson havde ventet at høre den før eller senere, energireserven blev nu tappet.
   "Rød to," kaldte han. "Jeg er nødt til at finde den nærmeste landingsplads."
   "Forstået rød leder, Jeju ..." den dunkende forstyrrelse i kommunikationsanlægget, der i en forstyrrende grad mindede Jackson om hjerteslag slugte resten.
   "Gentag rød to."
   "Jeju er her om 15 til 20, kommer med dig rød leder."
   Jackson tøvede og gav containeren et blik, før han nikkede. Den var skrot, det samme kunne man sige om eventuelle beboere. Det samme kan man sige om min fugl, tilføjede han surt i tankerne. Sandie får en prop.
   "Okay rød to, lad os fise af, Jeju Junction kan skrabe resterne sammen."

Nede i hullet sad de fire mand og stirrede på den blinkende pære i loftet.
   "Hvor længe venter vi?" hviskede Jinney.
   "Luk røven," hvæsede Hunt.
   De ville vente hernede punktum, hvor længe rørte Hunt langsomt, efter den her omgang ville han alligevel tage på en lang ferietur. Hallem ved energiparken var ikke så tosset, de havde godt sprut og gode hotelværelser ved kasino'et. Derfra måske videre til Freetown og pløje et par kællinger, indtil han måtte have fat i en spand med is.
   "Vi venter," mumlede Hunt, "og holder kæft."
   Han flyttede sig et par centimeter længere væk fra Balfour, det svedte som et svin. Temperaturen hernede ville inden længe blive ulidelig.
   Ferie, tænkte Hunt, tænk på ferien, billig sprut, rene lagner, billig fisse og en god omgang golf, når du igen bliver ædru.
   Hunt svedte og smilede.


---