Folket - Juneau

Hun var tidligt oppe, det var hun altid når de kom forbi her. Hver morgen vågnede hun, før solen stod op, og skyndte sig at gå hen til klippen, der lå lige vest for stammens samlingssted. Når solen langsomt steg op blev den blågrønne måne blegere og solens stråler farvede himlen gul og rød. Eksplosionen af farver fik hende altid til at smile. Det var først, når man så vraget af Juneau i dette kaotiske lys, at man for alvor kunne sætte pris på stedet. Den tunge rumkrydser Juneau havde ligget i ørkenens sand, som en strandet hval, i næsten halvtreds år nu.
   Tamara Imagawa kunne tegne hver og en af alle skibets linjer i sandet, direkte fra sin hukommelse, og hun var ikke den eneste. De fleste grupper vendte gerne tilbage til dette særlige sted med jævne mellemrum, hvis ikke for at kigge på skibets skrog og mødes med familiemedlemmer i dets skygge, så for at møde op, når børnene i gruppen skulle igennem prøvelsen, og blev voksne.
   I morgen eller overmorgen var det Tamara, der skulle træde ind i de voksnes rækker. Alle børn var naturligvis af folket, det sagde sig selv, men når man blev voksen fik man et ansvar, en byrde og retten til at bære riflen, våbenet, der gav sultne munde mad og skænkede alle tøj på kroppen. Tamara var ikke god til at ramme det som hun sigtede på, ikke endnu, men hun var god til at læse de spor som øglerne efterlod i sandet. Finn mente at hun også havde et godt hoved for urter og medicin, Annie var ikke så sikker på at det var sandt, men når Finn sagde noget, var det en god ide at være enig med ham.
   Rumkrydseren lå med snuden rettet mod øst nordøst. Tamara havde aldrig set strandede hvaler, men på Kalahari var der øgler, nogle store, nogle små, men alle havde de for vane at gemme sig i sandet, så kun det øverste af hovedet stak ud. Skibet lignede en stor grå øgle, som var kravlet halvvejs ud af sandet igen, en sidste gang, for at nyde solens stråler før den døde. Skibet lå i sandet med en svag hældning til venstre, fra hvor Tamara sad.
   Teltene var udelukkende sat op på Juneaus højre side, hvor ceremonierne blev afholdt. Ledere, og andre personer af rang, slog oftest deres telte op tættest ved indgangen i midtersektionen, mens handlende og håndværkere dannede en halv ring omkring dem. Yderst ude lå jægernes og spejdernes telte, ikke fordi de havde en lavere rang, men fordi de oftest var på jagt, og sørgede for at øgler i brunst ikke kom for tæt på lejren. Inde i midten, i centrum, stod det store mødetelt og på hver sin side af det var der to mindre, præsteskabets og vogternes telte. Telte blev sat op og pakket ned igen hele tiden, hver dag forandrede lejren sig, men mødeteltet, præsteskabets telt og vogternes telt blev stående på samme sted, de tre telte stod med indgangen vendt mod skibet, og dannede et spejlbillede af skibets bagerste sektion, midtersektionen og forenden. Skibet var meget større naturligvis, over 400 rifler langt og næsten 50 rifler bredt.
   Tamaras øjne vandrede indtil de standsede ved skibets indgang i midtersektionen igen. Inden længe skulle hun gå ind i skibet, ikke alene heldigvis, men sammen med andre børn. Når de kom ud igen, hvis de kom ud igen, var de blevet voksne.
   Inden ceremonien startede måtte jægere, ledet af en vogter og en præst, fange nogle øgler og slæbe dem ind i skibet via en af nødsluserne i den modsatte side af skibet. arbejdet med forberedelserne var ikke ufarligt, tværtimod, men det var en ære, de modigste, og de bedste af jægerne tog gerne imod den udfordring. Der var dem blandt jægerne, der påstod at man ikke var en rigtig jæger, før man kunne få fat i en øgle og bringe den til skibets voksenceremoni, helst uden at miste fingre eller tæer.
   Tamara var godt klar over at øglerne ikke var så store, det var logik, de store på over tre meter i længde kunne man slet ikke få ind i skibet via nødsluserne, men alle øgler var farlige, blev man bidt af en øgle var en infektion næsten en selvfølge, det samme var tilfældet, hvis man kom i kontakt med øglens kløer. Øglerne havde desuden stærke kæber og bed gerne til, for så at ruske byttet, hvis det skete for en jæger eller endnu værre, et barn, kunne man regne med at se knoglebrud og arme og ben, der gik af led.
   Tamara sank noget spyt og udtrykte et gys. Hun kneb læberne sammen og rystede på hovedet. Her sad hun og gik glip af solopgangen, men hvad der var værre, hun var godt på vej til at skræmme livet af sig selv.
   "Morgen, Tamara," sagde en stemme.
   Tamara hoppede næsten op i luften, så overrasket blev hun. Da hun vendte hovedet og kiggede sig over skulderen, så hun at det var Becky.
   "Morgen, Becky," svarede hun med en svag stemme.
   Becky satte sig klippen ved siden af Tamara og betragtede kort den kaotiske farvelade på himlen, før hun skævede til Tamara.
   "Nervøs?" spurgte hun med et halvhjertet smil.
   Tamara stirrede på den unge kvinde, der var i begyndelsen af tyverne. Becky Juneau Darré var lidt lysere i huden end Tamara, og hun havde flotte grønne øjne, ikke de kedelige brune øjne som Tamara selv havde.
   "Hvad tror du selv?" svarede Tamara og hvilede hovedet på knæene igen.
   Becky nikkede og kiggede over mod teltlejren. Smilet visnede en smule, da Beckys øjne nåede til skibets midtersektion og indgangen, der førte ind i skibets mave. Et lavt stativ var blevet sat op, så børnene ikke var nødt til at kravle op, men kunne gå direkte ind, side om side, frem for en efter en.
   "Ville du tro mig," begyndte Becky. "Hvis jeg fortæller dig, at jeg også er nervøs?" Hun forsøgte at forme et smil igen, men det lykkedes ikke, smilet blev til en grimasse.
   "Hvorfor!? spurgte Tamara med en rynke i panden. "Du HAR været igennem ceremonien, for mange år siden, da jeg endnu ikke kunne gå."
   Becky vendte hovedet mod Tamara og kiggede på hende, som om Tamara havde ramt hende i ribbenene med en albue.
   "Tak," mumlede hun. "Det havde jeg næsten glemt, jeg er ved at blive gammel, min hukommelse er ikke længere så god!" Hun gav Tamara et syrligt smil.
   Tamara sukkede.
   "Hold op med at sige sådan noget vrøvl, Becky."
   "Okay, tilstod Becky i en undskyldende tone. "Du har ret, jeg burde måske ikke være nervøs, men jeg ER. Når du har været igennem ceremonien tager du oplevelsen med dig, den bliver en del af dig. At jage ude i ørkenen, i sandet og under solen eller månens stråler er ikke det samme. Inde i skibet er der ingen sol, og lydene er så anderledes. Fra du først går ind i skibet, og indtil du har dræbt den sidste øgle, sammen med dine kammerater, lever du i en verden af metal og plastik."
   Becky skubbede fraværende et par vildfarne hår væk fra øjnene, og skubbede dem ind i hættens folder igen. Beckys øjne var fjerne, de så ind i fortiden.
   "Det første, som du mister, er fornemmelsen for tid. De lukker for hovedslusen, når I er gået ind, så selv hvis du bliver ved indgangen, kan du ikke gætte dig frem til, hvor lang tid der er gået. Først når en af jer banker på den anden side og fortæller vogterne, hvor mange I har dræbt, og det er det samme antal øgler som de har smidt ind, lukker de op for hovedslusen igen."
   "Men hvis vi kommer til skade er doktoren der," sagde Tamara, ikke så meget for at minde Becky om doktorens eksistens, men mere for at berolige sig selv.
   "Ja, det er rigtigt," tilstod Becky, "men doktoren sidder på kommandobroen i plotterrummet, og han eller hun bliver siddende dér, indtil ceremonien er overstået. Doktoren er ikke en eskorte, der følger i hælene på jer. Hvis I skal have sår renset må I selv finde frem til plotterrummet, men det husker du vel?" spurgte Becky i en streng tone.
   "Ja," svarede Tamara straks, en smule overrasket over Beckys tone.
   Becky skubbede det ene ærme op og vendte armen, så Tamara kunne se de fire ar på underarmen, tæt ved albuen. tre tykke lysebrune streger af to til tre centimeters længde, og en fjerde streg, der ikke var mere end en halv centimeter lang, og som sad lidt forskudt i forhold til de andre.
   "Jeg var heldig," sagde hun stille og trak ærmet ned, før hun fik lyst til at køre en finger eller to henover det ru arvæv.
   "Øglerne, som I skal slå ihjel er ikke så store, men de er hurtige og ret aggressive på det her tidspunkt af året, særligt hunnerne er farlige. Man skulle tro at hannerne er, men det er hunnerne, der kan finde på at gå amok, når de finder ud af, at de ikke kan komme ud af skibet igen."
   "Og hannerne?" spurgte Tamara.
   "Hannerne finder oftest et skjulested i skibet, og er kun en direkte trussel, hvis man kommer for tæt på, eller hvad der er værre, støder ind i dem på et uheldigt sted, når de bevæger sig fra det ene skjulested til det andet. Vaskerummet er et meget populært skjulested, det var det i hvert fald da det var min tur."
   "Hvor er det henne?" spurgte Tamara, imens hun i hovedet forsøgte at orientere sig efter de fortællinger, skitser, og råd, som hun havde fået her og der, i løbet af hendes tolvårige liv.
   Becky kneb øjnene sammen og gravede i sin egen hukommelse.
   "Bagsektionen, nederste dæk mellem sportsrummet og ..." Hun tøvede før hun fortsatte. "Jeg tror at det næste rum er tøjdepotet, men jeg er ikke sikker. Døren er revet af, og der er kun et par tomme hylder derinde, ellers er rummet helt tomt." Becky kom pludselig i tanke om noget, hun rettede ryggen. "Der er et hul i gulvet, som Jannick Mesa hoppede i," sagde hun og nikkede stille, mens et lille skævt smil trådte frem i mundvigen. Smilet forsvandt næsten omgående igen.
   "Det var ham, som opdagede øglen i vaskerummet, da jeg var i skibet. Den overraskede ham totalt. Hvis du ser efter, så kan du se, at han mangler det yderste led på den venstre lillefinger og ringfinger."
   Tamara rystede på hovedet. "Ham har jeg vist ikke mødt."
   Becky rystede på hovedet.
   "Nej, det har du nok ikke, han lever oppe nordpå, og gruppens folk kommer kun her, når børnene skal igennem ceremonien. Jeg har kun set ham igen et par gange siden ceremonien dengang."
   "Åh," udbrød Tamara. "Gamle Ori sagde, at jeg ikke skulle regne med at jeg kendte de andre, som også skal igennem ceremonien?"
   "Måske er du heldig og møder en eller to som du kender, Dan Juneau Andersons dreng, fra lejren, der lå et par timers march fra vores lejr, indtil for nyligt, skal vist også igennem ceremonien i år."
   Tamara kiggede først spørgende på Becky, før hun fik en ide om, hvem Becky talte om. Roland Andersons ansigt sprang pludselig frem i hendes hukommelse, og Tamaras læber blev til to tynde streger, da hun pressede dem sammen. Fordi Tamara ikke sagde noget, men forblev tavs, kiggede Becky over på hende igen og så, at pigen, der var som en søster for hende, var alt andet end begejstret.
   "Er der noget i vejen?" spurgte hun og hvilede en hånd på Tamaras skulder.
   "Roland sparkede mig over skinnebenet sidste forår, flere gange!" udbrød Tamara. "Jeg blev helt gul og blå!"
   Becky gav pigens skulder et klem. "Det betyder ikke noget, Tamara. Det var dengang, skibet er en anden verden, der er I nødt til at stole på hinanden. Når I kommer ud igen er I ikke længere børn."
   Becky rejste sig op og vendte næsen mod den midlertidige lejr som Becky, Tamara og de andre repræsentanter fra deres gruppe havde sat op. Lejren var ikke mere end et dusin huder og en bunke af deres grej. De ville først slå deres telte op i løbet af dagen. Becky ville pakke sammen og finde en plads til deres tre telte i hovedlejren. De andre fra deres gruppe var allerede ved at være oppe. Finn Juneau Svenson, gamle Ori Juneau Danby, og to jægere, Jane og Sarah Juneau Peters, begge ugifte, men de håbede at de kunne finde en ægtefælle, eller to, i løbet af de næste dage.
   Den sidste i gruppen var Roger de Montfort, en god spejder, han var heller ikke gift. Jane eller Sarah skulle ikke nyde noget dér, så længe der bare var en lille chance for at de kunne finde en mand, der ikke var så dødirriterende at høre på. Roger kunne drive enhver til vanvid med de vittigheder og historier, som han havde i hovedet, særligt når man sad i samme telt med manden, og en sandstorm rasede udenfor i flere dage.

Tamara kiggede på de seks barnlige ansigter i deres kreds, og så at Roland Anderson ganske rigtigt var iblandt dem. Becky havde haft ret. Tamaras humør sank yderligere, men nervøs var hun stadig, hun rystede næsten. Hendes humør blev ikke bedre, da hun måtte indse, at hun ikke genkendte en eneste af de andre fem. Tamara bed ikke mærke i, at Ronald var næsten grøn i hovedet, han var, for at sige det pænt: Skrækslagen.
   "Vi er her forsamlet på denne særlige dag," begyndte præsten, klædt i mørkeblåt stof, en farve, der i folkets rækker oftere og oftere bare blev kaldt Juneau. De gamle uniformer blev fundet frem ved ceremonier, og ved møder blandt lederne. Traditionalister valgte sommetider at blive gift i uniformerne, men det var en skik, der var ved at gå i glemmebogen, meget få uniformer var i en passende stand til at de kunne gøres præsentable.
   Tamara lyttede ikke til præstens ord, stemmen blev næsten omgående til baggrundsstøj, hun havde andet at tænke på. Hvis hun skulle dømme ud fra de andre børns ansigtsudtryk, så fulgte de heller ikke med i den tale som præsten fyrede af, de stod alle og ventede på, at vogterne skulle træde frem.
   Vogterne var gerne gamle jægere, og i modsætningen til præsterne, der gerne talte om løst og fast med enhver, der gad lytte, så sagde vogterne sjældent et ord, når de trådte frem med den store beholder af hårdt plast og placerede den foran børnene. I kassen var der våben af alle afskygninger, knive, stave, køller, stenslynger og sågar korte spyd med en lang tveægget spids af metal, mere egnet til at støde med end kaste.
   "Vælg med omhu," brummede den ene vogter, før de trådte tilbage og lod børnene komme til. Andre vogtere kom frem med vand og mad i rygsække. Ceremonien varede ofte længere end en dag, sommetider to, alt efter hvor godt den sidste øgle gemte sig. Gamle Ori havde fortalt Tamara om en enkelt gang, hvor børnene havde været spærret inde i skibet i fire dage, men det var for over tredive år siden.
   Tamara tog et spyd og lang kniv. Hun glemte næsten at få fat i en rygsæk, men en af de andre børn rakte hende én, da hun var lige ved at gå hen til den lave platform foran indgangen. Tamara tog imod den med en synkende fornemmelse i maven, og så at det var Roland, der havde rakt hende rygsækken. Hun ville sige noget, tak måske, men Roland smed sin egen rygsæk om på ryggen, og gik hen mod platformen, før hun overhoved kunne tage sig sammen til at sige noget.

Slusen blev åbnet manuelt og vogterne måtte slide i de to tunge håndtag for at få den åbnet. Efter den første tunge omgang gik det lettere, men de fire vogtere skiftedes til at drejede håndtagene rundt indtil slusen var helt åben.
   "Held og lykke," brummede den ene vogter og tørrede sveden bort fra panden, da han trådte tilbage fra indgangen. Tamara svarede ikke, ingen af børnene sagde noget, de stirrede alle ind i den brede gang. Der var lys, sådan da, nogle af lamperne var gået ud eller koblet fra, men der var ikke bælgmørkt inde i skibet. Tamara gik ud fra at det var doktoren, der havde tændt for generatoren eller måske vogterne, men spørgsmålet var ikke et, der blev hængende i Tamaras tanker længe, før hun måtte koncentrere sig om mere og andet.
   Vogterne ledte dem ind i det forreste rum og hev de to store metalplader ned som forseglede indgangen. Pladerne var en nødløsning, hvis der opstod problemer med slusen eller hvis skibet blev bordet. Alle nødsystemer var nede, så trykreguleringen var ikke aktiv, kun de to låse i gulvet fangede pladerne med en hul metallisk lyd og holdt dem på plads, den ydre ring omkring dørene låste ikke.
   Børnene kiggede på hinanden, Tamara skævede til Roland, men ingen havde lyst til at være den første, i den lille gruppe, som sagde noget. Stedet mindede lidt om hulerne ved det sted som jægerne kaldte Røvhullerne. Øgler skjulte sig ofte i de huler, så folket havde kun meget kort overvejet muligheden for at benytte stedet som bosted. Stedets navn sagde noget om de bitre erfaringer, som folket havde haft med hulerne. Tamara håbede at hun selv var mere heldig her i skibet.
   "Nogen forslag?" spurgte den rødhårede dreng i gruppen endelig og brød tavsheden.
   "Vi skal væk fra herfra, det er sikkert," sagde Ronald, "hvis vi støder ind i en øgle her, er vi på skideren."
   Den rødhårede dreng nikkede.
   "Jeg foreslår," sagde en pige, der var et halvt hoved højere end de andre. "At vi i første omgang finde vej til doktoren, så har vi et samlingssted, eller i hvert fald et sted, hvor vi kan mødes igen, hvis vi får problemer."
   Roland og den rødhårede dreng nikkede. "Forreste gruppe på tre, med to grupper på to som støtte og bagtrop?" spurgte den rødhårede dreng de andre. Ingen protesterede.
   "En slynge i hver," foreslog en pige med meget lyst hår, der var barberet helt ned på hver side af hovedet. "Og helst et spyd i hver."
   Hun havde selv en stenslynge og en stav og kiggede over på Tamara. Pigens øjne var blå, næsten Juneau blå. Tamara nikkede og pigen smilede, for derefter at henvende sig til den rødhårede dreng, imens hun pegede på Tamara. "Røde, hende her, og jeg kan godt tage fortroppen på tre, hvis du er den tredje."
   Røde kiggede kort over på Tamara og nikkede. "Okay."
   Den høje pige løftede en hånd.
   "Jeg tager bagtroppen, jeg er ret god til at løbe, har jeg fået at vide," sagde hun og forsøgte at ignorere varmen, der steg op i kinderne. "Men jeg får brug for en makker."
   Roland nikkede og løftede køllen som han bar. "Her."
   De sidste to, i gruppen af syv, var to drenge, den ene med kort sort hår, den anden havde mørkebrunt hår, der sad i tykke krøller, han var den mindste i højden, men han var også ret bred og muskuløs.
   "Hmm," brummede han, "så er vi vel støttegruppen," sagde han og skævede til sin makker.
   "Du sørger for, at vi ikke mister bagtroppen ud af syne, og jeg holder øje med fortroppen, forstået?"
   Den anden dreng nikkede.
   "Fint, så lad os komme væk herfra," sagde Røde og vinkede Tamara og den blonde pige, med de blå øjne, hen til sig.

Selv uden at børnene bevægede sig fremad og lejlighedsvis hviskede, når håndtegn blev glemt, var der ikke stille. Der kom ingen lyde udefra, men skibet var næsten levende, af og til gav skroget en lav klagende lyd fra sig. Selvom skibet havde ligget på samme sted i næsten et halvt århundrede var der dele af skibet, som enten hang fri eller var under pres. I mangel af bedre kunne man sige at skibet vendte og drejede sig i søvne, mens det drømte om rejser i rummet som en gammel sømand, der var blevet for gammel til at tage en ny tjans. Tamara tænkte ikke på søens bølger eller verdensrummets uendelige mørke, men hun havde set at gamle Ori sommetider lå og rodede rundt i søvne. Ori drømte uden tvivl om jagtture og øgler, der forlængst var blevet til huder og et væld af redskaber.
   De skar tværs over den åbne strækning, der lå mellem slusearealet og hovedruten, som var markeret med rødt, så Tamara. Den tykke røde streg var falmet nogle steder, men man kunne alligevel ikke undgå at se den.
   Roland og den høje pige var de sidste, som forlod det åbne areal. Alt som kunne bruges var blevet taget, kun enkelte steder lå der dele af plastik og metal, som var blevet efterladt. De sørgelige rester af en sekshjulet kran i mandshøjde stod og samlede støv. Kranens arm var blevet reduceret til en stump, og alle hjul var blevet pillet af, for slet ikke at tale om alt elektronikken og en god del af karosseriet.
   Fiona, pigen med de blå øjne, standsede op midt i gangen og rakte hånden op. Tamara stivnede og skævede til Røde. Yderligere håndtegn fortalte dem, at hun havde hørt noget foran og til venstre for dem. Røde tog føringen og passerede Fiona. Tamara fulgte efter med spydet hævet over skulderen, og den lange kniv i den anden hånd.
   Rummet som de trådte ind i lignede en svinesti, hvad det havde været før kunne Tamara ikke sige. Begge døre var forsvundet, uden tvivl brugt til andre formål af folket. Selve rummet var delt op i tre mindre rum ved hjælp af skillevægge. På gulvet lå der papirrester, andet skrald, og sågar gammelt indtørret øglelort.
   Fiona havde slyngen spændt til bristepunktet, så Tamara, og lod hende rykke ind foran hende selv, før Fiona flyttede over mod højre for at kunne understøtte Røde. Han listede rundt om skillevæggen og blev helt hvid i hovedet. Et langtrukkent hvæs fortalte Tamara mere end rigeligt. Øglen, som Røde var stødt på, var en gulbrun hun. Øglen var ikke specielt stor, knap en halv meter i længden, hvis man ignorerede den skamferede hale, men den vendte sig om som ramt af et lyn og gjorde front mod Røde, klar til at fare på ham. Røde udstødte en hikkende lyd og slyngede øksen mod øglens hoved. Drengen i højere grad faldt end trådte baglæns, da han satte benene i bakgear. Fiona rykkede frem og så, at øksen lige akkurat havde forfejlet målet. Hun sigtede ikke før hun slap slyngens læderskål, det var der ikke tid til. Hun greb ud efter skillevæggen, for at skubbe sig væk fra dyret, før hun overhoved have set om stenen havde ramt målet. Skillevæggen gav sig en smule, men det lykkedes Fiona at få nok skub på, så hun ikke stod lige i Tamaras skudfelt.
   Tamara tænkte slet ikke over det, da hun så, at Fiona affyrede sit skud, og med det samme forsøgte at komme af vejen, hun reagerede bare. Røde, der stod op ad væggen kunne tydeligt se hvad der skete, da han kom på benene igen. Den sårede øgle, der var blevet ramt i snuden, satte af fra gulvet med forbenene, og nåede halvvejs over gulvet i et spring, før Tamara jog spydets lange tveæggede spids ned i den øverste del af rygraden. Tamara slap spyddet med det samme, da hun mærkede at hun havde hamret spyddet helt ned i gulvet. Øglen var ikke død, men den var naglet til det tre centimeter tykke plast- og gummilag, som lå øverst på gulvet.
   Røde trådte frem og huggede hovedet af dyret, før Tamara kom i tanke om, at hun også havde en lang kniv i sin anden hånd. Røde pustede lettet, trådte på øglens krop for at lirke spyddet fri, og rakte det til Tamara.
   "Tak, det var godt gjort," sagde han med en stemme, der stadig dirrede.
   "Øh, selv tak," mumlede Tamara og hoppede næsten op i luften, da Fiona lagde en hånd på hendes skulder.
   "Ah, mon ikke det var teamwork?" sagde hun og smilede, først til Røde, så til Tamara.
   "Er I okay derinde, eller hvad?" hvæsede Steve, den lave, men brede dreng ude fra gangen.
   "Ja!" hvæsede Røde og samlede sin økse op.
   Røde, Fiona og Tamara undersøgte hele rummet grundigt for at være sikker på, at der ikke var andre øgler i rummet. Sandsynligheden for de stødte ind i mere end én øgle i et rum var minimal, selv når rummet var delt op af skillevægge som det var tilfældet her. Øgler var meget territoriale, og når de, som i skibet i sin helhed, var tvunget til at finde sig til tilrette i et nyt miljø, var øglerne mere tilbøjelige til at undgå en eventuel konfrontation med artsfæller, end fare løs på hinanden med det samme, for at sikre det nye territorium.
   "Fint," sagde Røde endelig og sukkede lettet. "Lad os komme videre."

En halv time senere nåede de frem til Juneaus hovedrum, kommandobroen, skibets hjerne. Tamara kunne ikke sige, hvad hun havde forventet, men hun blev alligevel skuffet, da hun trådte i det store ovale rum. Rummet var skam imponerende, hvad størrelse angik havde folket intet telt, der kunne måle sig med broens areal, sågar det store mødetelt, der stod midt i lejren udenfor var ikke større end at det let kunne sættes op på broen, hvis man fjernede navigations- FTL- og radar-terminalerne, der stod foran den større centrale kommandocomputer. Tamara vidste ikke hvad de forskellige terminaler eller stationer var til, men alene det faktum, at kommandocomputeren stod hævet over de tre terminaler foran, fortalte hende, at de nok ikke var så vigtige som den større kommandocomputer.
   Hele rummet var i en sørgelig forfatning. Radar-terminalen, der stod yderst til venstre for de andre var brudt sammen, og flere steder kunne man se at kortslutninger havde brændt hele paneler af. Tamara lagde dog ikke mærke til den detalje i første omgang, hvad hun så, da hun kiggede sig omkring var mere rystende. Alle de ikke kritiske stationer som lå yderst i rummet, op af hovedrummets vægge, var blevet plyndret, raseret og efterladt tomme eller halvtomme, med panelerne revet af, så man frit udsyn til de sørgelige rester. Enkelte stationer var skærmet fra de andre stationer med halve skillevægge, men også der havde plyndringen af brugbare elektroniske komponenter været total. Bagerst i hovedrummet, på begge sider af, og i direkte forbindelse med broens hævede sektion, var der to rum med egen dør. Det ene i højre side var en sodsværtet ruin, men det andet var stadig intakt.
   "Dér må doktoren være," sagde Røde stille og skar en grimasse, der måske havde været tænkt som et smil, men han kunne heller ikke ignorere at de stod midt i en sørgelig ruin. Alle i gruppen havde på den ene eller anden måde været klar over, at Juneau aldrig ville være i stand til lette fra sandet, før de overhoved trådte ind i skibet, men den viden havde været en tanke uden et solidt fundament, en konstatering, som var blevet rakt videre til dem, uden de store forklaringer af de voksne. Nu så Røde, Tamara og de andre for første gang, med egne øjne, hvorfor Juneau næppe kunne forlade Kalahari igen.
   Røde gik ikke op til plotterrummet, men blev stående, stadig ikke i stand til at ryste effekten af ødelæggelserne af sig. Fiona var den, der tog initiativet til at gå op til det hævede areal som den første. Tamara skævede endnu en gang til udrevne ledninger, isolering og bøjede dækplader, før hun tog sig sammen og fulgte efter hende.
   Der var intet vindue i væggen, der lå mellem plotterrummet og kommadobroen, som kunne give Fiona eller Tamara en mulighed for at bedømme om doktoren sad i rummet, der var udelukkende en lille rude i døren i hovedhøjde. Fiona gik helt hen til døren og kiggede ind gennem ruden. Et øjeblik senere blev døren åbnet. Fiona trådte et skridt baglæns og doktoren trådte frem i døren. Doktoren, der var blevet udpeget til ceremonien viste sig at være Honoré Juneau Massey, en af stammelederens rådgivere. De børn i gruppen, der genkendte Massey var overraskede over at se den lavstammede kvinde. Massey veg kun sjældent fra stammelederens side. Da både Taggart og Hova havde andet at se til havde Massey taget tjansen, uden at tøve i mere end et sekund eller to. At være doktoren, som skulle lappe børnene sammen under ceremonien var en stilling, der gav hende en vis status. Massey havde allerede en vis status som rådgiver i folkets rækker, men mere kunne aldrig skade, når man sad blandt de andre rådgivere i et møde med stammelederen. Masseys ekspertise og evner som doktor var måske ved at være en smule rustne, men stammelederen havde overbevist hende om, at det kun var yderligere en god grund til at tage imod stillingen.
   "Er der skader og skrammer som jeg skal kigge på, eller er det her bare en høflighedsvisit?" spurgte Massey med et smil og studerede børnene, der kom nærmere for at se, hvem der havde ansvaret for deres fysiske helbred, mens de måtte kæmpe med øglerne.
   Massey fik øje på Bobby Konev, Steves makker i støttegruppen, og hendes smil blev bredere.
   "Hej, Bobby."
   "Hey, Bedste," sagde Bobby skævede til de andre børn i gruppen. Steves ene øjenbryn skød op i panden.
   "Din bedstemor!?" hviskede Steve vantro.
   "Ja," svarede Bobby, "Har du ikke en bedstemor?"
   Steve blinkede med øjnene.
   "Joeh," tilstod han, og slugte modvilligt yderligere protester over Bobbys direkte forbindelse til stammens ledelse.
   "Vi har allerede slået en øgle ihjel, indskød Fiona for at flytte samtalens fokus over på øglerne. "Men den vi fik ordnet uden at komme galt af sted."
   "Godt!" udbrød Massey med et stort smil.
   "Så du nogen øgler på din vej?" spurgte Røde Massey og en rynke trådte frem på hans pande, da en tanken slog ham, at Massay måske ikke måtte fortælle dem om det, hvis hun havde. "Hvis jeg da må spørge?"
   Massey holdt beroligende en hånd frem. "Hvis jeg ser en øgle må jeg skam gerne give jer besked, på det punkt er reglerne simple, min pligt som doktor kommer i første række, uanset om det måske gør ceremonien en smule lettere for jer eller ej," forklarede Massey. "Men jeg har ikke set nogen øgler, endnu."
   "Pokkers," mumlede Steve, men smækkede læberne i, da han blev klar over, at han lige havde bandet, imens han stod overfor en rådgiver.
   Massey nikkede bare, hun kunne udmærket forstå Steves frustration. Massey var måske ved at blive gammel, men voksenceremonien var en oplevelse som hun stadig kunne huske med en foruroligende klarhed. Om natten, før et vigtigt møde eller en officiel begivenhed, kunne hun næsten altid være sikker på, at hun kom til at drømme om den ene eller anden episode fra den dengang, da hun som elleveårig, selv havde gennemsøgt skibet med hjertet helt oppe i halsen.
   Hun tog et skridt baglæns og rakte ud efter det korte dobbeltløbede gevær, der lå på hylden lige ved indgangen til plotterrummet, og løftede det så alle børnene kunne se våbnet. Geværet, der blev kaldt møgsprederen af de fleste havde meget hurtigt erstattet flådens tamme pistoler som et våben i nærkamp på Kalahari. Øgler standsede ikke, når de blev ramt af et enkelt skud fra en pistol, men et skud eller to fra møgsprederen var en helt anden sag.
   "Og skulle en af de øgler vise sig her på kommandobroen, har jeg heller ikke noget imod at give den en varm velkomst."
   Børnene gav alle et lettet suk fra sig, i den ene eller anden form. kun Steve og Bobby så ud som om de havde blandede følelser, Bobby fordi han var bekymret for sin bedstemor, Steve fordi han var sikker på, at han kunne bruge møgsprederen bedre, og mere effektivt i hele skibet, end Bobbys bedstemor kunne på kommandobroen. Det var dog ikke en tanke, som han havde tænkt sig at lufte. Børn måtte ikke bruge skydevåben under ceremonien, desværre.
   "Held og lykke," sagde Massey til sidst og lukkede igen døren ind til plotterrummet.
   De syv børn skævede til hinanden. Nu var der kun jagten, der ventede forude, doktoren havde de mødt. Tamara tog hårdt fat om spydet og kniven og rettede blikket mod Fiona og Røde.
   "Kom, lad os hellere få ordnet de bæster," sagde hun med en ru stemme og rømmede sig. "Vi får alligevel ikke lov til at komme ud før de alle er døde, og jeg vil ikke tilbringe mere tid her end jeg skal!" Hun rystede næsten af nervøsitet og angst, men efter hvad hun kunne se i de andres ansigter, så var hun ikke den eneste.

Folket - Toonie

Harvey Toonie Deshanami smilede ikke, han havde måske god grund til at smile lige nu, men han ville vente indtil han havde talt. Cirka hundrede mennesker havde forsamlet sig her for høre ham tale, nu da de endelig kunne komme her uden at rifler og geværer blev rettet mod dem.
   Harvey rømmede sig og kiggede ud over menneskemængden. Han ignorerede konsekvent den mindre gruppe fra første stamme, der stod et stykke væk og som tilsyneladende også ville høre, hvad Harvey havde at sige. Han bad i tankerne vinden om at tage alle de vrede tanker, som han havde om første stamme og bære dem bort, før han åbnede munden.
   "Vær hilset, denne dag er en historisk dag, som vi har ventet længe på," begyndte han og hørte en mumlen fra publikum, og en del nikkede sammenbidt. Enkelte vendte hovedet over mod tilskuerne fra første.
   "I otte år måtte vi vandre i sandet uden at hvile i Juneaus skygge, uden håb om at gense skibet, som også er VORES hjem uanset, hvor vi slår vores telte op."
   Flere nik og kommentarer fra publikum.
   "Otte årgange af nu voksne mænd og kvinder har aldrig set skibets indre med deres egne øjne, har aldrig stået inde på broen, hvor vores forfædre fandt viljen og styrken, til at starte et nyt liv på denne ugæstfrie planet."
   Harvey holdt en lille kunstpause, for at give alle tid til at tænke tilbage til den skæbnesvangre stund, for næsten firs år siden, da de overlevende fra Juneaus besætning indså, at Kalahari, på både godt og ondt, var deres nye hjem. Det var en fortid som både første og anden stamme kunne gribe tilbage på og holde fast ved, når trangen til at hævne blodet, der var blevet spild, kom op til overfladen.
   "Victoria Steinmetz er til at villig til at begrave striden, og det samme bør vi gøre. Der er blevet spildt nok blod i sandet, og vi har begravet dem, der faldt, i sandet. Det samme bør vi gøre med striden. Vi er måske to stammer nu, men vi er stadig ét folk med en fælles fortid, en fælles arv, og et fælles hjem."
   Kunstpause, Harvey var glad for at han havde skåret den sidste del af talen ned, han var allerede ved at blive tør i halsen.
   "Lad os," begyndte han igen, og pegede med en åben hånd mod de fem børn, som stod forrest i skaren og ventede. "Følge disse vore børn til Juneaus hovedsluse, hvor de som så mange før dem træder ind i de voksnes rækker, og på denne måde fejre, at striden, blandt brødre og søstre af folket, er en del af fortiden!"
   Harvey løftede begge hænder op over hovedet og klappede. Antonia Toonie Deshanami til højre for ham fulgte hans eksempel, og det samme gjorde de tre rådgivere til Harveys venstre. Harvey kiggede ned på de børn, som skulle igennem ceremonien, og gav dem et varmt smil. Børnene forsøgte at gengælde smilet, men ingen af dem kunne rigtigt finde et passende smil, deres tanker var allerede optaget af den forestående ceremoni. Forståeligt, tænkte Harvey. Ideen om at skulle konfronteres med øgler, i en kamp på liv og død for den første gang i livet var ikke tiltalende, uanset om man var nødt til at dræbe dem ude i ørkenen eller inde i Juneaus skrog.
   Der var et mindretal, der havde argumenteret for at jagten inde i skibet var så anderledes end jagten til daglig, at man i princippet kunne smide denne tradition i glemmebogen. Harvey var ikke enig, hvis en jæger aldrig var blevet konfronteret med en øgle i Juneaus klaustrofobiske indre kunne der gå år, før jægeren kom i så tæt kontakt med dyret, og en vigtig lektion blev smidt i sandet. Voksenceremonien, i sin konservative form, var måske en grænseoverskridende oplevelse, men i sidste ende var Harvey overbevist om at ceremonien gav alle voksne den fornødne respekt for dyret, der i så høj grad bidrog til at folket kunne overleve i Kalaharis ørken.
   "Det var en god tale," sagde Antonia stille.
   Den høje slanke kvinde med de markerede kindben smilede ikke, som hun havde for vane stod hun rank som en statue, og viste kun et absolut minimum af følelser, når hun ikke sad i sit eget telt. Antonias stoiske facade havde i de sidste otte år holdt Harvey på den rette kurs, uden hende havde der måske aldrig været en anden stamme. Antonia var ikke den, der holdt taler, og som kunne få andre til at se sandheden i det som hun mente var vigtigt, men hun gik uden at tøve i forreste række sammen med ham.
   Uden dig kunne jeg aldrig have gjort det," sagde Harvey og kyssede det ene af de markerede kindben.
   Antonia lod Harvey kysse hende selvom hun ikke mente at det var passende, særligt ikke når over hundrede mennesker kunne se dem. Harvey var ligeglad, de fleste var nu mere interesserede i at finde et sted, hvorfra de kunne se, når børnene fik lov til at udvælge deres våben, og trådte ind i skibet.
   Harvey, Antonia og rådet havde udpeget egne vogtere, som bragte våben og en egen præst. Doktoren, som de havde bedt om at overvåge ceremonien var også en af deres egne, Tamara Toonie Imagawa. Til trods for, at hun havde haft meget travlt i den seneste tid, havde hun sagt ja til at være tilstede i plotterrummet, når børnene skulle igennem ceremonien. Det var heller ikke så underligt, tænkte Harvey og smilede. Hun havde været til stede og hjulpet til ved mindst tre af børnenes fødsler i sin tid.

Folket - Neautree

Hun indstillede Øjets zoom bedre og undersøgte horisonten igen. Gemini Neautree Semeniuk var ikke vant til at bruge det her Øje, det var ikke hendes. Hun havde lånt Hectors, han var stadig i færd med at lave en ny portion ammunition i lejren, så han skulle ikke bruge sit. Hun var tilfreds med indstillingen og klappede Øjet op, før hun forsigtigt hev hele hovedbeklædningen af og rakte udstyret til Monica, den tiårige pige, der lå ved hendes side.
   "Prøv nu," hviskede Gemini.
   Monica Semeniuk tog Øjet på og klappede linsen ned. Mens Monica rodede med Hectors Øje, tog Gemini sit eget Øje på, ikke fordi det måske var en god ide, men mere fordi Gemini følte at hun var nøgen og sårbar, hvis hun ikke havde Øjet på hovedet.
   "Ti til tolv grader mod øst," hviskede Gemini, da hun så at Monica ikke havde fundet dyret endnu.
   Monica rykkede hovedet for at finde dyret. Dårlig ide, tænkte Gemini, Øjets optik reagerede bedst efter hensigten, hvis man bevægede hovedet mere behersket, flydende og standsede hovedets bevægelse langsomt, når man ville fokusere på et bestemt mål. Det var bare en af de ting som man måtte lære, hvis man ville være spejder, Både Gemini og Hector havde med tiden fået den vane at bevæge hovedet på den typiske spejdermanér, uanset om de havde Øjet klappet ned eller ej, det blev en vane. Gemini kunne spotte en rutineret spejder på lang afstand, når hun mødte dem for første gang, det samme kunne de for det meste.
   Monicas ene ben spjættede, da hun fandt øglen med Øjet. Gemini smilede skævt.
   "Den er næsten helt rød," hviskede Monica.
   "Ja," svarede Gemini. "Hvor stor er den tror du?"
   Monica svarede ikke med det samme, hun måtte studere dyret nærmere, før hun kunne give Gemini et svar. Gemini ventede, der var ingen grund til at skynde på pigen.
   "To huder," hviskede Monica. "Men det andet lag er ikke helt fast endnu, der er blege pletter ved halsen, og huden er meget løs der. Ryggen har tydelige markeringer."
   "Hvor gammel er den så?" spurgte Gemini.
   "Mellem otte og ti år gammel," svarede Monica næsten med det samme.
   "Hvor stor er den så," spurgte Gemini igen.
   "Knap et gevær i længde."
   "Vægt?" spurgte Gemini.
   Monica sukkede, og tyggede sikkert på overlæben igen, tænkte Gemini med et smil bag det brune læder, der skjulte det meste af ansigtet. Det var en vane som deres mor havde forsøgt at vænne dem begge af med, men kun fordi hun selv havde haft den samme vane.
   "I ligner et par udsultede øgler, der tygger på sand!" sagde mor gerne.
   Far mente at det var ganske underholdende, at han var omgivet af en hel bande af læbetyggere, det eneste som han gjorde, var at drille dem ved at tygge overdrevet på sin egen læbe, og lave ansigter, som ville han tage en bid af sit eget overskæg.
   "Firs kilo måske," sagde Monica endelig, og hev Gemini ud af tanken om læber og overskæg.
   "Det er en rødhud," mindede Gemini hende om.
   "Ah," pustede Monica. "Så er den vel på omkring 95 kilo."
   "Jeg ville selv sige 90, den er en smule mager, men dit gæt er også godt," svarede Gemini og foretog en hurtig undersøgelse af terrænet.
   "Skal vi skyde den?" spurgte Monica.
   Gemini sagde ikke noget, men gav Monica besked på at tie med et simpelt håndtegn. En bevægelse havde fanget Geminis opmærksomhed. Der gik måske et minut, før bevægelsen gentog sig, en minimal ændring i horisonten. Gemini satte Øjet op på maksimalt zoom og ventede. Der gik endnu et minut eller to, mens de lå under den store læderkappe, før Gemini kunne være sikker. Hvad hun så var en lille jagtgruppe, eller patrulje, som bestod af tre skikkelser. Gemini gættede at gruppen befandt sig næsten to kilometer fra hendes egen position.
   Gemini aktiverede membranen i det ene øre, et primitivt kommunikationssystem, der var en imitation af øglernes hørelse. Membranen var faktisk delvis lavet af en øgles membraner, en forstærker og en lokalisator, forbundet med en ledning til en modtager med 9 knapper. Kommunikation foregik på op til seks frekvenser med pulskode, ni morsesignaler, som fik membranen til at vibrere. De ni programmerede signaler blev aldrig ændret, men kunne have forskellige betydninger alt efter situation og gruppe, kun de sidste to signaler var uforanderlige og betød "Fjender, under beskydning" og til sidst, men ikke mindst, et simpelt "Hjælp."
   Gemini åbnede for alle frekvenser og fik med det samme kontakt, membranen var næsten helt ny. Okay, tænkte hun. Det var ikke fremmede banditter eller kolonister, men folk fra en af stammerne. Gemini havde ikke hørt om jagtgrupper i området, før de var taget af sted. Hun skævede til Monica og besluttede, at hun ikke kunne tage en risiko, hun var nødt til at tage hensyn til Monica. Hvis det viste sig, at det var nogle fra første eller anden, som endnu ikke var i humør til at tale med folk fra tredje stamme, men som gerne ville bruge dem som skydeskiver kunne hun godt stikke af og skjule sig, men Monica ville ikke være i stand til at holde samme tempo som hende, i mere end et kvarter, før Gemini måtte sænke farten eller bære hende. Monica var i ret god form for et barn på ti år, og hun var ret høj, men Gemini var en spejder i sin bedste form.
   Gemini slukkede for membranen, og gav Monica tegn til at pakke sammen og følge efter hende, mens hun holdt sig så langt nede ved sandet som hun kunne. Monica forstod med det samme, at det her ikke var en øvelse, men ramme alvor. Tempoet, som Gemini satte var ikke det højeste, som hun kunne klare i et par timer, men det var lige på grænsen af hvad hun kunne forlange af Monica.
   Der var officielt fred mellem stammerne igen, men ikke alle var lige villige til at glemme dem, som var blevet begravet i sandet i løbet af de sidste tre år. Stridens kerne havde været de fremmede, som så ofte før. Spørgsmålet om hvordan man skulle reagere på de fremmede, havde næsten udløst en borgerkrig mellem de aggressive elementer, og de mere moderate. Borgerkrigen blev afværget, men ikke før nogle døde og flere blev såret. Flere grupper brød ud af fællesskabet, og enkelte grupper gik fra første stamme over til anden, mens andre gik den anden vej. Cirka 600 fandt sammen i en ny moderat stamme, som kort og godt blev til tredje stamme. Etableringen af den nye stamme, og et eget territorium, fjernede stridens brændpunkt fra det oprindelig spørgsmål om, hvordan man skulle reagere på de fremmede. Det betød ikke, at striden blev mindre blodig eller bitter, men efter de indledende omrokeringer af arealer og grupper, tvungne eller frivillige, var der en rolig fase.
   Striden begyndte igen, da første fik en ny stammeleder, som ville udvide førstes område på bekostning af tredjes nyvundne område. Anden stamme, der så, at enhver udvidelse af førstes område kunne blive en trussel mod anden stamme senere, greb ind i konflikten på tredjes side. Nu var det der igen fred, men om det var en varig fred, det vidste Gemini ikke.
   Hun kiggede over skulderen og så, at Monica havde brug for et hvil, afstanden mellem dem var allerede blevet større. Hun satte sig ned i sandet og ventede på, at pigen skulle indhente hende. Gemini tændte igen for membranen og åbnede for alle frekvenser. Hun fik ingen modtagelse retur, der var ingen membraner i nærheden, gruppen på tre var altså allerede uden for rækkevidde.
   Monica nåede hen til Gemini og faldt vaklende sammen i sandet. Pigen trak vejret anstrengt.
   "Kan du klare det?" spurgte Gemini.
   Monica nikkede, men Gemini besluttede sig alligevel for at give Monica et minut eller to, før de fortsatte i et mere afslappet tempo. Lejren kunne de nå, inden der var gået tre timer, gættede hun på.
   "Vil du have en kage?" spurgte Gemini, og rodede efter kagerne af øglefedt, kød og urter, som de fleste havde på sig, en slags nødrationer.
   Monica rystede på hovedet.
   "Okay," sagde Gemini med et skævt smil, som blev skjult af læderet, der beskyttede det meste af ansigtet. "Så lad os komme videre," sagde hun og rejste sig op igen.
   Monica rullede med øjnene.


---