De seks skikkelser i ørkenlandskabet standsede. Alle var klædt i brunlige og sandfarvede dragter, der skjulte alt undtagen øjnene. Alle var bevæbnede med rifler pakket ind i skindlommer. Lederen, nummer to i rækken af seks, gav resten af gruppen en serie af håndtegn. De fire bagerste i rækken foldede deres sandfarvede kapper ud, fandt hver et passende sted for dem selv, og krøb i skjul nede i sandet.
   Lederen og spejderen fortsatte deres vandring, ingen af dem sagde et ord. De holdt et godt tempo, særligt når man tog i betragtning, at de sørgede for at bevæge sig fremad, mens de holdt sig så langt nede ved sandet som overhoved muligt uden at kravle af sted.
   Lederen, der skjulte en imponerende aristokratisk ørnenæse under ansigtsmasken, satsede på at de kunne nå deres mål om to eller tre timer, uden pauser. Lederen kiggede over på spejderen. Hun havde, som det var sædvane, øget afstanden mellem dem, hvilket gav hende en mulighed for at sondere terrænet foran dem. Spejderens udstyr og ekspertise betød, at de oftest løb fra bakke til bakke foran hovedstyrken, som en kugle i en pinballmaskine. At være spejder var hårdt arbejde, men Jasper stolede på Silvia, hun var absolut en af de bedste spejdere i Første stamme.


Kvinden, der var omkring 90 år gammel knugede en håndtaske mellem hænderne, mens en mand i halvtredserne iført overalls skubbede kørestolen som hun sad i.
   "Vi mangler stadig tre fingre," mumlede hun. "Og æh..." Den gamle kvinde løftede den ene hånd op foran sig og rettede pegefingeren lige op i luften. "Sig til, hvis I finder den, du ved," mumlede hun.
   "Klart Mackie," svarede manden beroligende i overalls. På Overallens ryg var bogstaverne TATK påtrykt, med Mining Corp. nedenunder. Rick Gilbert skubbede kørestolen ned af gangen, mens han kørte udenom en bunke affald, som en anden TATK arbejder havde fejet sammen. Lige over bunken med skrald var der to skudhuller i væggen. Mackie skænkede ikke skudhullerne et blik, hun så dem slet ikke mere, de havde været en fast del af væggens decor i en menneskealder. Da de nåede ned til trappen måtte Gilbert fange en anden af medarbejderne til at få Mackie og kørestolen ned. Mens de endnu var ved at bære Mackie ned livede hun op igen. De gråblå øjne lyste næsten op, og hun kiggede sig forvirret omkring.
   "Hvor er Hannah?" klynkede hun og missede med øjnene for at se mere tydeligt.
   "Hun er allerede ude i skibet, hun venter på dig," svarede Gilbert og skævede til den anden gut i overalls.
   "Skibet!?" kvækkede Mackie. "Skal vi ud og sejle?" hendes tone fortalte Gilbert, at Mackie ikke var med på den ide.
   "Hvor er Alban!?" skreg hun pludselig og forsøgte at komme ud af Gilberts greb.
   "Ikke nu for pokker!" bandede Gilbert. "Hold hende!" gøede han. "Mackie slap af!"
   "Alban!" hylede hun. "Åh Alban, hjælp os!"
   Kvindens råb fyldte den store forhal og ekkoede. To mand, ligeledes i overalls, der var i færd med at feje og vaske væggene af kiggede over på trekløveret. Den ene arbejder hvilede underarmen på kosteskaftet, rystede på hovedet og trak en smøg ud af brystlommen.
   "Totalt skudt i låget, de folk," mumlede han og bød sin makker på en smøg. Makkeren rystede på hovedet.
   Udenfor var vinden ved at lægge sig, sandet lagde sig og hvirvlede ikke længere rundt i knæhøjde. Man kunne næsten mærke det lettelsens suk, der bredte sig blandt arbejderne i de beskidte overalls. Hovedbygningen, den massive ziggurat, stod som altid urokkelig i sandet, en kæmpe blandt containere, nogle af dem rustne containere med gamle varer og glemt udstyr, andre nye, bragt til stedet af TATK Mining Corp. På landingspladsen, en rund cirkel, en snes meter fra pyramiden, stod der en spritny Phoenix 120c, så stor at skibets hale hang uden for landingspladsen, men selv skibet var kun en mager høne som den stod der i pyramidens skygge.


Den firehjulstrukne minibus, med plads til otte passagerer, standsede brat op, Vejen var ikke længere asfalteret, der var kun et dobbelt sæt af hjulspor. Harry var overrasket, og en smule chokeret, de havde ikke kørt i mere end ti minutter, Harry gættede, at de måske var 20 kilometer fra Freetown, ikke mere. Chaufføren vendte hovedet og rømmede sig. Tyve års rygning og arbejde i minerne havde chaufføren liggende i struben.
   "Så er vi her, det er den bygning der," kvækkede han og pegede med en misfarvet finger på en toetagers bygning, der lignede lufthavnens bygninger på en prik, bygningen her var bare malet i en lysere brun nuance, mælkechokolade, frem for mokkafarvet.
   "Er du sikker?" spurgte Harry og skævede til bygningen. Der var intet, der fortalte ham, at det her var det rette sted.
   "Jeps, hop ud, så fanger jeg lige dine tasker."
   Harry så, at et par af de andre passagerer kiggede på ham. Ingen af dem havde ligefrem et smil på læben. Den ene, et hunkønsvæsen i midten af fyrrerne, lignede en tudse, en sulten tudse. Harry fik det indtryk, at han meget vel kunne ende med at blive tudsens næste måltid.
   "Okay," mumlede Harry, steg ud og forsøgte at ignorere den nervøse flagrende fornemmelse i mellemgulvet, der var ved at blive til en knude.
   Hovedkvarteret på Kalahari var lidt af en skuffelse. Harry Yenson havde været ansat ved TATK mining Corps i næsten fem år nu, men han havde ikke været på Kalahari før. Født og opvokset på Java, havde han næsten udelukkende arbejdet der. Den ene måned som han havde tilbragt på Catania havde ikke været arbejde som sådan, men en firmabetalt oplevelsestur og et kursus, primært for at give de højtuddannede specialister i de forskellige afdelinger en mulighed for at knytte sociale forbindelser, skabe et fællesskab, og udveksle erfaringer internt.
   "Her," kvækkede chaufføren og deponerede Harry's tre tasker foran Harry's fødder uden de store dikkedarer. En mindre støvsky steg op. Taskernes grønne kunstlæder blev med det samme mere mat, støvet dalede ned i alle kanter og syninger.
   Kalahari var en sekundær mineoperation, men ledelsen i TATK havde forventninger om at en udvidelse kunne give et godt afkast på længere sigt. Kalahari var en forholdsvis ny koloni, den yngste koloni i Rosendalsystemet, den havde ikke mere end 250 år på bagen, og efter den indledende kolonisering var udviklingen gået lidt i stå. Planetens navn var passende, ørkenen bredte sig over det meste af Kalahari. Traditionelt landbrug var ikke en mulighed, men der var metaller og andre råstoffer, der var let tilgængelige. Da den euforiske stemning blandt de første kolonister nåede stuetemperatur, efter de første par år, begyndte mineselskaberne at sende teknikere og etablerede prøveboringer. Staten havde foretaget et par undersøgelser uden overvældende resultater, så statens interesse var minimal, når man så bort fra de muligheder planeten havde som base og som trænings- og uddannelsesområde.
   Harry bukkede sig ned efter taskerne mens han skævede til bygningen foran sig. Den firehjulstrukne minibus gassede op igen, og producerede en hale af støv, før den overhoved bevægede sig fremad. Harry nåede kun lige akkurat at komme i sikkerhed, før stedet, hvor han havde stået før, blev indhyllet i en tåge af sand, støv og skidt. Harry vendte sig om, beskyttede den nederste af ansigtet med den ene albue, og tog de første skridt hen mod bygningen. Han nåede ikke længere end halvvejs, før en mand i slutningen af tyverne kom ud af hoveddørene, satte kursen direkte mod Harry og rakte en hånd ud.
   En anden mand i overalls kom ud af dobbeltdørene, med sig havde han en klud og en spand, han ignorerede dog Harry og gik i stedet i gang med at tørre facaden af.
   Manden med den udstrakte hånd havde en ansigtsmaske på og et løst og let, men stilrent jakkesæt, i en farve, der havde meget tilfælles med støvets farve. Den ide må jeg huske, tænkte Harry og tog den udstrakte hånd. Hvis jeg da kan vænne mig til stedet.
   "Velkommen Harry Yenson, Yasir Mahler. Skal jeg tage noget af din bagage?" spurgte manden og pumpede Harrys hånd.
   Harry nåede end ikke at nikke, før Yasir tog de to af taskerne ud af Harrys hænder og bad Harry om at følge efter ham.
   "Må jeg kalde dig Harry?" spurgte han i samme positive og energiske tone.
   Harry kunne ikke se om Yasir smilede bag masken eller ej, men Harry gættede at det var tilfældet.
   "Gerne," svarede Harry. Men hvordan vidste du at jeg var kommet?"
   "Lad os komme indenfor først, Harry, svarede Yasir og åbnede den ene af dobbeltdørene. Før Harry gik ind så han at TATKs logo blev synligt på facaden. Manden med kluden og spanden gjorde ikke noget for at fjerne mere af støvet på bygningen. Kluden røg ned i spanden, og manden vendte resolut snuden mod indgangen. Harry trådte indenfor.
   "For at svare på dit spørgsmål," sagde Yasir, "så har vi været i fast forbindelse med din Home-Java, siden du kom inden for rækkevidde."
   Harry kiggede forundret på Yasir, der tog masken af. Smilet, der var gemt under masken, var blændende og perfekt.
   "Vi har allerede en taskmaster liggende klar til dig, som du kan overføre dine data til."
   "En taskmaster?" spurgte Harry. "Er det nødvendigt?"
   "Desværre, ja," tilstod Yasir og gemte kortvarigt smilet væk. "Home-Java'en kan ikke klare temperaturforskellene her på Kalahari i længden, desuden er støv og skidt, hvilket du måske allerede har bemærket, et problem. Taskmasteren er mere robust." Smilet krøb igen frem fra gemmerne. "Desuden har taskmasterens batteri en forbavsende lang levetid, når det er fuldt opladet."
   "Jamen, hvis det er nødvendigt," svarede Harry. Yasir rakte hånden frem og Harry fandt sin Home-Java frem, en alt inklusive computer, der var cirka seks centimeter bred, femten lang, og to centimeter i tykkelse, og lagde den i Yasirs hånd.
   "Overførslen vil ikke ikke tage mere end et øjeblik," forsikrede Yasir og pillede med det samme hukommelseskortet ud. Harry fulgte Yasir med øjnene, da han gik om bag disken i lobbyen og hev noget frem, der lignede en flad mørkegrå værktøjskasse til et større sæt af skruetrækkere.
   "Den er også meget robust," forklarede Yasir. "Du kan slå den med en hammer et par gange uden at der sker det store ved det.
   "Øhm, okay" mumlede Harry, og stirrede på det klodsede apparat med en sund portion skepsis.


"Oliver Sallieri!" sagde manden foran Harry, da han ikke havde taget mere end et skridt ind i lokalet, som var regionalchefens kontor. Det var den samme energiske tone og smilet var næsten en nøjagtig kopi af Yasirs, hvide perfekte tænder i et solbrændt ansigt. Hvis man så nøjere efter, kunne man sågar se, hvor støvmasken sad i længere perioder. Harry lagde ikke mærke til regionalchefens ansigtshud, hvad han i første omgang bed mærke i, var at kontoret ikke var køligt, hvis ikke Harry tog helt fejl, så havde temperaturen udenfor været et par grader lavere.
   "Ingen temperaturstyring?"
   "Hmm?" spurgte Sallieri og fangede så tråden igen. "Nej, det er ikke en fordel her på Kalahari."
   Smilet var igen fremme.
   "Hvordan det?" spurgte Harry. "Er det bedre at svede?"
   Sallieri klukkede, da han så, at Harrys ene øjenbryn hoppede op i panden, for at blive hængende som et spørgsmålstegn.
   "Nej, absolut ikke, men ser du, nu er det relativt køligt, om et par timer går Rosendal ned, men ved middagstid når vi gerne op på 40 grader, sommetider mere, alt efter hvor vi befinder os, UV-stråling er ikke et problem på grund af den kraftige atmosfære, men varmen kan man faktisk også vænne sig til."
   "Hvordan?"
   "Firmaets diæt, for at det ikke skal være løgn," svarede Sallieri. "Det er ikke en vits," fortsatte Sallieri, da han så Harrys skepsis. "Hvis du følger kostplanen, og laver en række af øvelser hver morgen og aften, kan du, inden der er gået fire til seks uger, faktisk vænne dig til varmen. Kalhari vil ikke være så meget anderledes, end skal vi sige, Asimov Beach på Java i højsæsonen?"
   "Og fidusen er?"
   "Aner det ikke, men den virker." Oliver Sallieri stak Harry et konspiratorisk smil. "Det er faktisk en servicepakke som vi har købt af en virksomhed, der hedder Daedalus Terraforming."
   "Jaså?"
   "Ja, jeg er ved at forhandle en større aftale med firmaet. De fordele som den service giver vores ansatte kan vi ikke ignorere mere. I øjeblikket er det kun administrationen, specialister som dig selv, og ledelsen, der er dækket ind, men vi håber på at kunne udvide aftalen og senere videreudvikle produktpakken."
   "Hvorfor fortæller du mig alt det her?" spurgte Harry.
   Sallieris smil blev større.
   "Fordi jeg faktisk gerne vil overtale dig til at starte på et lille projekt med det samme, selvom det faktisk var meningen, at du ikke skulle starte med at arbejdet før om en uges tid."
   "Haster det?"
   "Ja og nej, men der er meget der skal gøres, og vi har mange jern i ilden her for tiden."
   "Okay?"
   "Fremragende!" svarede Sallieri med det samme. "Jeg har allerede bestilt plads til dig på en Taran 50, der jævnligt flyver frem og tilbage mellem Freetown og Klosteret."
   "En Taran 50!?" stammede Harry.
   "Ja, ejet af et lille transportfirma med egne værkstedsfaciliteter. Hvis alt går som planlagt," Sallieri skævede til væguret, "skulle de være klar til at lette fra Freetown ved firetiden."
   "Firetiden?"
   "Ja om godt og vel en ni timers tid, så jeg vil foreslå, at du tager et par timers søvn. Jeg giver besked til staben, Yasir kan fange et køretøj. Hvis der ellers er noget, som du har brug for, kan han hjælpe dig."
   Så var den sag afgjort. Harry fik et af VIP værelserne i hovedkvarteret stillet til rådighed indtil næste morgen. Det første, som fangede Harrys opmærksomhed, da han smed sine tasker på gulvet, var en lille pakke på skrivebordet, en støvmaske i gennemsigtig indpakning, klar til brug.


Serviceindgangen var åben så Gilbert. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set det. De to tunge ståldøre, tre gange tre meter i størrelse, var endnu ikke gravet helt fri for sand, så kun den ene dør var åben, men arbejdsholdet havde en gravemaskine kørende i højeste gear. Gilbert gik nærmere og vovede et blik ind i servicehallen. Lugten, der ramte Gilberts næse var ikke god. Gamle olierester, mugne madvarer, og en vammel sød undertone, gammelt kanel måske, hang i den varme luft. Ventilationssystemet hernede havde ikke været i gang i en halv evighed. To arbejdere i overalls gik ind i servicehallen og kiggede sig omkring.
   "Mere arbejde," mumlede den ene surt.
   Den anden arbejder, en lavstammet kvinde med solide overarme nikkede og pegede over mod en dør, der stod på klem i den anden ende af hallen, og som førte ud til en gang. "Der er garanteret mere arbejde der, hvis du går den vej," sagde hun tørt.
   "Skal vi fange fejemaskinen?" spurgte den anden mand.
   "Det er nok en god ide," mumlede kvinden.
   Gilbert gik hen til døren og kiggede til begge sider. Der var døre og gange så langt som øjet kunne se, men kun et enkelt blinkende lysstofrør i loftet oplyste gangen, hvor det fik strøm fra anede Gilbert ikke.
   "Jeg ser lige om jeg kan finde trappen," sagde Gilbert.
   "Trappen?" spurgte kvinden forundret og skævede til sin makker.
   "Ja, trappen," svarede Gilbert, "Der må være en trappe her et sted, der fører op til forhallen," forklarede Gilbert og hev lommelygten op af tasken med værktøj, der hang på bæltet i den venstre side.
   "Alene!?" spurgte kvinden og bed sig i underlæben med et par skæve fortænder.
   "Ja," svarede Gilbert uden at skænke de to et blik.
   Kvinden skævede til sin makker igen, tydeligvis lettet, hun skulle i hvert fald ikke nyde noget.
   "Der er vist tegninger over grundplanen i de taskmastere som vi har fået med," indskød den anden arbejder tøvende.
   Gilbert rystede på hovedet og tændte lommelygten. "Dem kan du ikke regne med hernede."
   "Hvor ved du det fra?" spurgte kvinden med en rynke i panden.
   "Jeg boede her indtil jeg var otte," svarede Gilbert og forsvandt ud af syne.
   De to arbejdere stirrede på døren som Gilbert havde efterladt åben. En arbejder udenfor råbte noget og kvinden hoppede næsten af overraskelse.
   "Jeg skulle have taget tjansen i minen," brummede hun surt, drejede omkring på hælen, og marcherede med lange skridt hen mod de store servicedøre og sollyset.


Klokken var helt nøjagtig 04:12 da Taran 50'eren lettede. Harry var ikke religiøs, men han sendte en stille bøn til producenterne og mekanikeren, der sidst havde haft et kig på skibet. Taran 50 var en skibstype som man ikke så så tit, hverken på Java eller Catania, ikke mere. På Java havde Greywing 322'eren og Toshi-Bell Type 12 erstattet de ældre skibe i 50 ton klassen. Taran 50 var robust, ingen tvivl om det, alene designet, der fik skibet til at se ud som en liggende bisonokse af metal, gav beskueren det indtryk, men de tidlige modeller havde allerede været i brug, da Kalahari blev etableret som koloni, for 250 år siden.
   "Det her spand kan umuligt være så gammel," mumlede Harry og klamrede sig til sædet i cockpittet, der var et ud af fire sæder.
   "Hvad!?" råbte piloten, en fyr i begyndelsen af trediverne med daggamle skægstubbe i ansigtet og med en undertrøje på overkroppen, der var mere sort end hvid.
   "Glem det!" hylede Harry tilbage.
   De fire motorer kom for alvor op i omdrejninger og hele skibet begyndte at ryste som en løbsk tørretumbler. Harry gav et nervøst gisp fra sig, men lyden blev overdøvet af motorlarmen. Den hvinende undertone fra motorerne blev mere dominerende, og Harry så, at fem ud af otte lamper på instrumentbrættet, til venstre for piloten, skiftede farve fra grøn til rød. Piloten bandede og gav hele sektionen et knytnæveslag lige nedenfor. Tre af de fem røde lamper skiftede til grøn igen.
   "Okay!" sagde piloten og smilede. "Er du klar Adam!?" spurgte han den anden pilot, der smed sig i andenpilotens sæde.
   "Alt er lukket bagi og ..." Adam trykkede på to knapper ovre i sin side og skubbede et håndtag ned. "Vi har vertikalt skub på."
   "Den er på 80," svarede piloten.
   "Okay, send hende op Teco."
   Teco trykkede på en række knapper, hev ganske let i styrepinden og skibet lettede fra fra jorden. Vibrationerne fra skroget blev omgående meget dæmpede.
   "Sender ud, 5-7-8-Alfa," kaldte Adam. Der lød en knasen fra kommunikationsudstyret i cockpittet, derefter tre bip, en forbindelse var oppe.
   "Kontrol Freetown, Taran 50 i sektor 5, licens 5-7-8, Actual" råbte Teco.
   "Kontrol her," svarede en stemme.
   "Klar til take-off."
   "Grønt lys 5-7-8, god tur."
   "Tak kontrol Freetown."
   Skibet fløj højere op, cirka hundrede meter op før Teco trykkede kursen ind. Adam trykkede på et par knapper og skubbede håndtaget op igen. Skibet fik igen fuld kraft til de bagerste thrustere. Adam vendte hovedet over mod Harry.
   "Vil du ha' kaffe?"
   Harry åbnede øjnene igen.
   "Kaffe!?" kvækkede Harry og rettede sig op i sædet.
   "Ja," Adam trak på skulderen og grinede. "Eller det, der går for at være kaffe her."
   "Det er IKKE kaffe," indskød Teco, mens han stadig holdt øje med lufttrafikken. "Men man vænner sig til det med tiden, det er bedre end et los i røven med en svensknøgle, når man skal op om morgenen."
   "Medmindre man tænder på den slags," svarede Adam med et grin.


Gilbert kneb øjnene sammen og så flere døre med blegnede bogstaver på, men hvad der var mere interessant, et knæk i gangen forude. Gilbert satte tempoet op og krydsede fingre i tankerne. Hvis han skulle være ærlig, var han ikke længere så nysgerrig mere. Han gættede på at en barnlig skyldfølelse spillede ind. Børn havde aldrig fået lov til at gå på opdagelse i kælderen, i hvert fald ikke dengang han havde boet her sammen med sin mor. De havde begge gemt sig i en af containerne, og det lykkedes for dem at nå i sikkerhed i Tomlinstown. Gilberts hukommelse var ikke knivskarp, men flugten kunne han godt huske, hver en lille detalje. Et kuldegys satte sig i Gilberts rygrad og ruskede i ham. Gilbert skar en grimasse og drejede rundt om hjørnet.
   "Pis!" spyttede han. En nitte, ingen trappe, bare flere døre til den ene side, og et åbent areal på den modsatte side med en stol, et skrivebord og en antik terminal. På en af betonsøjlerne, der indrammede det åbne rum, var der en gulnet plakat med et billede af en ung Alban, og under billedet, en sætning som nu var ulæselig. Visdomsord, uden tvivl, foder til flokken på deres vej til evighedens rige.
   "Pis mig i øret," hviskede Gilbert. Lyden af sin stemme fik Gilbert til at dukke sig. Han bed tænderne sammen og tog et skridt hen mod terminalen. Den var død, stendød, der var et tykt lag støv på keyboardet, og der var ingen strøm til terminalen, det lille røde lys, der indikerede, at der var liv i maskinen, var slukket. Gilbert sukkede og førte lommelygtens lyskegle væk fra terminalen og over mod nogle af dørene. Arkiv, Trykkeri og Ingen Adgang. Gilberts hånd standsede og lyset fra lommelygten blev hængende ved Ingen Adgang.
   "Hmm," brummede Gilbert og tog de første skridt hen mod døren. Gilbert sænkede lommelygten. Han så at døren havde en lås under håndtaget med en rille, beregnet til at modtage et nøglekort af en slags. Gilbert tog fat i håndtaget og trykkede det ned. Han blev ikke overrasket, da han mærkede at døren ikke ville åbne.
   "Nej, selvfølgelig ikke, det ville være for nemt," sukkede Gilbert og tørrede hånden af i overallen.


Harry måtte give fyren i den beskidte undertrøje ret, det var ikke kaffe, det var ihvertfald ikke en kaffe som Harry kunne genkende, den var ret bitter og havde en græsagtig eftersmag, lidt som lugten af gammelt haveaffald.
   "Okay?" spurgte Adam og satte sig ned i sin køje.
   "Øh, jo," svarede Harry, gav Adam et lille smil og tog en mundfuld mere. Smagen af græs blev mindre, da den bitre smag vendte tilbage og bredte sig i munden. Harry sank væsken og fortrød at han ikke længere havde støvmasken på, der kunne skjule, at kaffen ikke ligefrem var en positiv oplevelse for Harrys smagsløg. Adam så dog ikke ud til at bemærke Harrys grimasse, men fandt en taskmaster frem. Harry så, at den taskmaster allerede havde fået en del knubs, helt ren var den heller ikke.
   "Du er en af de her TATK folk?" spurgte Adam, mens han gennemgik optegnelserne over lastens indhold nøjere.
   "Ja," svarede Harry og stillede resten af kaffen fra sig.
   "Du er ikke fra Kalahari." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.
   "Nej," svarede Harry. "Java."
   "Teco er heller ikke fra Kalahari oprindeligt, han er fra Catania, men han aftjente værnepligten her og blev hængende, da han kunne få gratis transport retur til Catania, eller et kontantbeløb i hånden i stedet."
   "Jaså?"
   "Jeps, det er ikke et tilbud som værnepligtige fra Kalahari får, hvis de tager deres tjans på Catania," forklarede Adam med et bittert smil, men stadig med blikket rettet mod skærmen. "Jeg undersøgte det grundigt, da jeg skulle igennem møllen her, men jeg kunne slet ikke søge om tjeneste på andre planeter, medmindre jeg tog officerskurset eller specialiseringen."
   "Javel," svarede Harry, nærmest fordi han følte at Adam forventede respons af en eller anden art.
   "Jeg gætter på, at du også fik en masse i lønposen for at tage ud til Klosteret?" sagde Adam og kiggede op fra taskmasteren.
   "En bonus mener du?" spurgte Harry. "Nej, ikke andet end hvad min normale arbejdskontrakt med TATK giver mig ret til."
   Adam gryntede og fandt et lille smil frem. "Så blev du sgu snydt!"
   Han slog en latter op, rystede på hovedet og hældte mere kaffe i sit krus.
   "Mere kaffe?"
   "Nej tak," svarede Harry med det samme. "Hvorfor siger du at jeg blev snydt?"
   "Fordi du er på vej til Klosteret for at arbejde, med hvad ved jeg ikke, men hvis du går ind og slår Albans Kloster op i Kalaharis centrale informationscenter på taskmasteren bliver du måske klogere."
   "Det glemmer vi lige i første omgang, kan du ikke bare fortælle mig, hvad problemet er?" spurgte Harry og registrerede, at et par sommerfugle lettede og tog en tur rundt i maveregionen. Adam smilede.
   "Klosteret ligger så langt ude i ingenting at ingen, og jeg mener ingen, smutter derud uden en god grund eller en solid omgang smørefedt i form af en røvfuld credits. Klosteret var engang et religiøst fristed, hvis jeg nu skal være lidt diplomatisk.
   "Et fristed?" spurgte Harry med en rynke i panden.
   "Ja," svarede Adam. "Men hvis du spørger de nærmeste naboer i Tomlinstown, så siger de nok med stor sandsynlighed, at det rent faktisk var en privat kolbøttefabrik for viderekomne, helst den type med flere penge på kontoen end grå celler i kraniet."
   Harry blinkede med øjnene.
   "Alban den store profet og lederen af den lille flok, malkede fjolserne for deres penge og byggede klosteret midt ude i ørkenen, dengang vi endnu ikke havde noget, der lignede en fornuftig aftale med Sandfolket."
   "Sandfolket, de indfødte med de røde hætter!?" udbrød Harry overrasket.
   "Røde hætter!? spurgte Adam forundret. "Hvor har du fået den ide fra!?"
   "Fra Den røde bølge, dramaserien på JATV-3, men jeg troede at det var en myte, de indfødte, et reklamestunt for at lokke nye kolonister til," forklarede Harry.
   "Og de røde hætter?"
   Harry holdt den ene hånd op for at markere ved hjælp af sit eget hoved at de indfødte, Sandfolket, bar store løse hætter. "Store hætter, alle røde, nogle af dem er pyntede med en guldkant, men det er vist kun lederne, der må have dem på."
   "Aha," svarede Adam tørt. "Jamen så kan jeg fortælle dig at det er pure opspind det hele." Adam så at Harrys entusiasme røg ned i sokkerne i ekspresfart. "Misforstå mig ikke, Sandfolket eksisterer skam, men de er nogle asociale bæster, der skyder først og stiller spørgsmål senere," forklarede Adam. "Hvis de altså gider. Vi har udelukkende en aftale med dem fordi de, for næsten 50 år siden, sendte en repræsentant af en slags."
   Adam tog en slurk kaffe.
   "Og?" spurgte Harry.
   "Repræsentanten var en kolonist som havde levet blandt Sandfolket i mere end tredive år, i de fleste af årene som en slave. Efter balladen ved Tilly Flats i '48, hvor Sandfolkene stødte ind i en militspatrulje, der var kommet på afveje, sendte de fyren hjemad med en besked tatoveret på ryggen. Beskeden var ret simpel, hele fyrens ryg var ikke meget mere end et kort med de vigtigste markeringer, og en blodig kniv på det område, som for eftertiden blev kendt som Zonen. Fyren, Stanhope hed han, fortalte at Sandfolket var forberedt på at acceptere delingen af Kalahari som tatoveringen viste. Hvis kolonialadministrationen accepterede aftalen, skulle de anbringe en tre meter høj stålpæl på grænsen overfor Tilly Flats, højglanspoleret, så den kunne ses fra lang, lang afstand når solen ramte overfladen."
   "Blev pælen stillet op?"
   "Ja for pokker," svarede Adam. "Det område som Sandfolket markerede som deres, er ikke andet end sand og skidt, kun kalahariøgler, skorpioner og insekter kan overleve derude."
   "Og Sandfolket," tilføjede Harry.
   "Og Sandfolket," tilstod Adam. "Klosteret ligger på det, der nu er vores side, men ikke langt fra grænsen, så jeg ville være forsigtig, hvis jeg var dig. Lad være med at vandre rundt derude uden passende grej."
   "Grej?" spurgte Harry skeptisk. "Du mener en pistol eller et gevær?"
   Adam fnøs. "Nej, en pansret mandskabsvogn, eller det, der ligner."
   "Nu overdriver du vist," sagde Harry tvivlende.
   Adam trak på skulderen. "Det er sgu din begravelse, men hvorfor tror du, at vi har den 12 millimeter autokanon siddende under snuden?"
   "Hva'!?"
   "Nå du så den ikke?" spurgte Adam tørt. "Kig efter, når vi er landet, den er der, tjekket, ladet og godt smurt, bare for at være på den sikre side."
   Harry var mundlam.
   "Hvis du kigger i licensen kan du også se, at vores Taran 50 er lidt tungere end dengang skibet kom ud af produktionshallen. Bunden er blevet forstærket en smule." Adam gav Harry et træt smil og tømte kruset for kaffe. "Men det ikke udelukkende for at skræmme Sandfolket, banditter og smuglere er der også en del af ude i grænselandet, men det var du vel godt klar over."
   "Jeg har hørt rygter," sukkede Harry tamt.
   "Ørkenen er simpelthen for stor til at militsen kan patruljere det hele, selv hvis de havde flere fly klar, men der er Sandfolket faktisk sommetider en velsignelse. Alle, der vover sig i nærheden af grænsen får et skud for boven. Hvis banditter, eller andet udskud, vover sig over grænsen får de en kugle for panden. Man kan sige meget om Sandfolket, men de røvhuller er gode til at ramme og kan sommetider finde på at forfølge fladpander, der når i sikkerhed bag vores side af grænsen igen."
   "Er det ikke et brud på aftalen?"
   Adam klukkede. "Måske, det er en gråzone, men myndighederne tager det ikke så tungt, når bare de ikke farer på kolonister. Aftalen er faktisk guld værd, militsens behov slugte før aftalen en pæn del af koloniens budget, efter hvad jeg kan forstå."
   "Hvad med Klosteret?" spurgte Harry og skævede til resten af kaffen i sit krus.
   "Bare hold øjne og ører åbne, så klarer du dig nok," svarede Adam træt og rejste sig for at hive trøjen over hovedet.
   "Du nævnte Alban," insisterede Harry.
   Slå det op i taskmasteren, jeg tar' mig en lur, før det bliver min tur ved roret."
   Nå, okay," mumlede Harry, og kiggede sig over skulderen og kiggede over mod døren, der førte ind i cockpittet.


Skruetrækkeren kunne Gilbert måske godt hamre ind i rillen til nøglekortet, men selv, hvis han smadrede rillen, tvivlede han på at låsen ville stige af. Han holdt i stedet skruetrækkeren over selve låsen, og gav den en hårdt slag med lommelygten, den kunne godt klare en omgang tæsk uden de store problemer, håbede han.
   Efter det første prøvende slag begyndte lommelygten at flimre, Gilbert stivnede, ikke så meget fordi slaget gav genlyd i hele kælderen, men fordi tanken om at skulle finde ud af kælderen i bældravende mørke ikke var noget som Gilbert var tændt på.
   "Ommer," mumlede han og kiggede sig omkring efter noget, han kunne bruge som hammer. En lille statuette af Alban stod på et bulet arkivskab overfor skrivebordet.
   "Hvorfor ikke?" brummede han og ignorerede den barnlige skyldfølelse, der bredte sig i mellemgulvet.
   Yderligere tre slag mod låsen skulle der til før den bukkede under for mishandlingen. Gilbert åndede lettet op og hev en mundfuld doven luft indenbords. Han smed statuetten af Alban, den almægtige profet af Guds nåde, der var overraskende robust, og gav døren et hårdt spark.
   Rummet var ganske rigtigt et depot, der var et par metalkasser med håndtag, arkivskabe, 3 tønder af hårdt plast, der gik Gilbert til brystet, og et dusin papkasser i rummet. Gilberts blik vandrede næsten omgående tilbage til metalkasserne med håndtag. På kasserne var der påtrykt Colt & Beaumont med rødt.
   "Det er nok ikke dåsemad," kvækkede Gilbert og kløede sig på hagen.
   Han åbnede først den ene kasse, så den anden. Riflerne var et halvt dusin Colt & Beaumont Hydra '42, der helt klart var blevet smidt hernede og efterfølgende glemt. To af dem var defekte, begge aftrækkere var røget sig en tur, da de ikke var blevet smurt ordentligt ind, før de var blevet stuvet væk. Den tredje riffel havde et problem med lademekanismen, den gik så godt som en gangbesværet pensionist med gangstativ i en sadistisk svingdør. De tre sidste så ud til at virke efter hensigten selvom de trængte til en kærlig hånd. I bunden af hver kasse var der magasiner med 32 skud i hver. Gilbert talte efter, der var 22 magasiner i alt, nok til at halvere indbyggertallet i Tomlinstown, uden man behøvede at bekymre sig om man nu ramte noget eller ej, når man trykkede på aftrækkeren. Gilbert rystede på hovedet, tjekkede kammeret på det gevær, som han stod med i hånden, for at sikre sig at det var tomt, og smed efterfølgende Hydra 42'eren ned til de andre. Han smed låget på kassen, lukkede den omhyggeligt, gik baglæns ud af rummet og smækkede døren i.
   "Skide psykopater," mumlede Gilbert og tog det næste sving i let løb.


Siden om Klosteret i informationscenterets gemmer var ikke nogen guldgrube, men når Harry slog navnet Alban op var der straks mere at læse. Der var ikke kun en med navnet Alban, men hele tre, alle med tilknytning til Klosteret.
   "Personlighedsspaltning?" mumlede Harry og begyndte at læse.
   "Sagde du noget?" spurgte Teco og strakte sig før han igen plantede hænderne på styrepinden. Autopiloten gav et spørgende kvæk fra sig, men Teco gav en knap et dask, og lyden blev skåret af nede ved knæene, før den kunne brede sig til hele skibet.
   "Nah," svarede Harry fraværende og flyttede sig i sædet. "Er bare ved at læse om Klosteret."
   Teco's ene øjenbryn lettede og han klukkede. "Åh ja, hvis du går og leger med tanken om at melde dig ind i en religiøs forening, så skal bare huske på Alban og de paphoveder som han slog kloen i."
   Harry kiggede op fra taskmasteren.
   "Ved du noget om Klosteret?" spurgte Harry. "Hvorfor der er tre med navnet Alban i informationscenterets sider?"
   Teco fnøs. "Det ved alle, der har siddet på et værthus på Kalahari, når klokken er ved at være to om natten."
   "Fortæl," bad Harry.
   Okay," brummede Teco. "Jeg skal se om jeg kan huske alle detaljerne, nu hvor jeg er ædru. Ser du, den første var Alban, profeten, ham der startede hele det cirkus, der blev kaldt Albans Ark i starten, senere bedre kendt som Klosteret. Hans oprindelige navn var..." Teco kneb øjnene sammen og masserede sin nakke.
   "Albert Ronkey Pickens!?" indskød Harry før Teco kunne finde navnet i hukommelsen. Navnet stod på siden i taskmasteren.
   "Ja netop!" udbrød Teco," men det havde ikke den helt rigtige klang, så det lavede han om til Alban."
   "Alban Gregorius Homer, for at være helt præcis," kommenterede Harry og rystede på hovedet over det groteske navn.
   "Ja okay, men klap nu lige i, du ødelægger min koncentration. Jeg vil se om ikke jeg kan fange tonen som Farman altid fortæller skrønen i, eller vil du fortælle historien!?"
   Harry skulle lige til at spørge hvem Farman var, men rystede bare på hovedet.
   "Fint." Teco rømmede sig.


Farman skævede til Adam, der sad med hovedet nede i bordpladen.
   Han kan ikke klare mosten hva'?" sagde Farman med sin skurrende dybe stemme.
   "Jeg tror, at han trænger til en smule søvn boss," svarede Teco og tømte sit glas. "Han har været oppe siden klokken lort for at ordne den smadrede Grass Bunny."
   "Hmm," brummede Farman. "Men du vil godt høre historien?"
   Teco trak på skulderen.
   "Ja, jeg skal ikke nå noget."
   "For 80 år siden blev hele komplekset bygget som et religiøst fristed for en gruppe af 33 mennesker, eller 7 kvinder og 26 mænd for at være mere nøjagtig. Fortabte sjæle, der iført alt for store hatte og sandaler, ville finde et sted, hvor de kunne komme i forbindelse med deres gud. Deres leder og profet, Alban Gregorius Homer, overtalte et par af sine troende til at donere penge og arbejdskraft, så drømmen om dette paradis på Kalahari kunne blive virkelighed. Albans Ark, som menigheden kaldte stedet, klarede sig stort set fint de første 25 år, hvor lederen kunne bidrage med sine ideer om det ideelle samfund og styre den lille gruppe af individer, der havde søgt tilflugt ude i ørkenen. Da en vildfaren kønssygdom, kombineret med begyndende senilitet, efterhånden lukkede den velsignede leder Alban inde i hans eget lille private paradis bag hans eget rynkede kranium, tog hans trofaste flok det hårdt. Et par af de troende opgav den tryghed som Albans ord gav dem, og sluttede sig til den nærmeste koloni af nybyggere i den lille landsby Tomlinstown, 150 kilometer længere mod vest. De smed deres hatte og sandaler, for at starte på et nyt liv som minearbejdere og daglejere.
   Albans Ark, der i mellemtiden blev kaldt Klosteret af indbyggerne i Tomlinstown, gik en urolig tid i møde. De 40 voksne og de 6 børn blev i de følgende 10 år splittet i en strid om gruppens ledelse, der til tider nåede tragikomiske dimensioner, når de stridende parter mødte hinanden på trappen op til hovedbygningen, for at bede til de jordiske rester af deres afdøde leder Alban.
   Alban havde i sin uendelige visdom skænket sit afsjælede legeme til sine troende, så han selv i døden kunne give dem vejledning og støtte. I 3 år efter hans død stod de jordiske rester oprejst i en montre i det store bederum, der før havde været profetens private gemakker. En nat stjal den ene fløj af troende Albans legeme og efterlod montren tom.
   I de følgende 7 år blev liget af den elskede leder det centrale emne i striden om gruppens fremtid. Dele af denne kære mand blev båret rundt i procession som protest mod den anden gruppes ufatteligt hårdnakkede modstand mod den eneste sandhed. Den ene af lederne i striden fik sågar fat i Albans indtørrede kønsorganer og ofrede dem på bålet for at bilægge striden med Guds hjælp, men bålet gav ingen af de forsamlede nogen tegn eller visdomsord. Ingen så Alban stige ned fra himlen for at kræve hans forplantningsorganer retur. Det eneste tegn som bålet efterlod, var en stor sort plet på gulvet, der blev det helligste sted i bederummet.
   Striden blev først afsluttet, da den ene af lederne fik et slagtilfælde, der tog talens brug fra ham, og låste ham inde i sin egen krop. Den tydelige lighed med Albans sidste dage, bragt til de troende i denne mands nedbrudte krop, overbeviste den anden gruppe om deres fejltrin. De troende, der havde fulgt Albans visdomsord, fandt igen sammen i fællesskab. Den anden leder, der havde tabt striden, accepterede efter lang tids selvransagelse, den svære byrde som tolk for deres nye leder, og forsøgte at tyde de kryptiske beskeder som Gud og Alban den første sendte dem, gennem den guddommelige forbindelse som var Alban den anden.
   Albans flok var optimistiske for en stund, nu hvor striden var begravet og de fleste af Albans kropsdele forenet igen i bederummet. Kernen af troende var dog efterhånden ved at blive ældre og flere af de børn, der efterhånden var vokset op på stedet, tog striden som en mulighed for at søge andre græsgange. 15 år efter at striden var endt var der kun 16 af de troende tilbage og ikke en af dem var under fyrre. Den invalide leder døde omsider af sine skavanker. Tolken blev ophøjet til leder. Tolken af Albans ord tog ophøjelsen som leder afslappet, nu hvor han selv ikke længere var helt klar i hovedet. Han havde netop passeret de firs og både ørkenlivet og de talrige timer på knæene, hver dag og nat, havde sat sine ar på mandens fysik og mentale evner. Da Alban den tredje endelig stillede sandalerne for stedse i sit 96.år, var der lige akkurat nok troende tilbage, til at vaske hans legeme, resten havde enten forladt paradiset på et skib, i et køretøj eller lå begravet i sandet rundt om hovedbygningen."
   Harry blinkede med øjnene og stirrede på Teco. "Er det sandt, eller er det løgn, det hele!?"
   "Jeg sværger at det hele er sandt," kvækkede Teco og rømmede sig.
   Døren ind til køjerummet blev sparket op, og Adam stak hovedet ind ad døren.
   "Hvad i den lede ævler I om, man skulle tro at I har fået solstik, kan man da ikke få lov til at sove i fred!"
   "Undskyld!" brummede Teco.
   "Pokkers til larm!" spyttede Adam og stak både Teco og Harry et surt blik, før han vendte omkring.
   "Hey!" udbrød Teco. "Vent, det er din tur til at styre skuden!"
   Adam standsede brat op.
   "Seriøst!?"
   "Ja!" insisterede Teco og rejste sig.
   "Røvhul!" hvæsede Adam træt, men han vendte sig om igen.
   "Klaphat," svarede Teco med et smil på læben, før han fik møvet sig forbi Adam. Autopiloten begyndte at brokke sig igen, nu hvor ingen havde fat i styringen.
   "Hold da kæft!" vrissede Adam og gav knappen et dask. "Det gamle lort."
   Harry skævede kort til Adam før han vendte tilbage til taskmasteren, Adam var tydeligvis ikke i humør til at snakke.


Silvia Juneau Trask tog et kig igennem "Øjet," der faktisk var en rem med en letvægts metalklap for det ene øje, som var 12 millimeter tyk. Klappen bestod af to linser, der kunne indstilles som en kikkert. Øjet havde de sidste 200 eller 300 år været en fast del af spejdernes udstyr, som kun de måtte bruge. Før den tid havde en stor del af Sandfolkets befolkning haft et "Øje" af varierende kvalitet, men nu var "Øjet" udelukkende spejderens eje og privilegium.
   Lejren omkring pyramiden var faldet til ro, nu hvor natten sænkede sig over ørkenen. Silvia fjernede det sandfarvede stykke læder, der beskyttede den nederste del af ansigtet mod sand og støv.
   "Jeg ser ingen militære installationer, der er et par vagter, men intet tyder på at militæret er ved at flytte ind," hviskede hun. Jasper Juneau Bowman, der lå ved hendes side, sagde ikke noget. De mørke øjne sonderede terrænet uafbrudt, resten af ansigtet var gemt bag kappen og lædermasken.
   "Skal jeg kravle tættere på?" spurgte Silvia.
   Jasper rystede på hovedet.
   "Nej, vi smutter. Jeg tror at stammelederen vil være tilfreds med dine observationer indtil videre. Var det TATK du sagde, der stod på ryggen?"
   "Ja, og noget andet nedenunder som jeg ikke kunne læse," tilføjede Silvia.
   Jasper nikkede og gav hende en serie af håndtegn, hvorefter de begge begyndte at kravle væk fra Klosteret, med næserne mod grænsen. Ingen af to så ud til at være besværet af udstyret som de bar på ryggen, ikke en gang riflerne, som var over en meter og tredive i længden. Riflerne havde en del tilfælles med Kalaharimilitsens kortere snigskytterifler, hvis man fjernede alt som ikke var absolut nødvendigt for at riflen kunne affyres.


En knytnæve i skulderen vækkede Harry.
   "Go'morgen!" råbte Adam. "Så er vi der."
   Harry slog forskrækket øjnene op og fik med det samme øje på en kolossal bygning.
   "Hv..."
   Harry lænede sig frem i sædet med åben mund og vendte blikket opad.
   "Velkommen til Klosteret," sagde Adam med et grin. "Hiv lige Teco op af køjen, når du får tid."
   Harry svarede ikke, da Adam rejste sig fra førersædet og vendte næsen mod toilettet. Harry havde svært ved at stole på sine egne øjne. Aldrig i hele sit liv havde Harry set noget lignende. Ved første øjekast så trappen i midten ud til at fortsætte opad i hele pyramidens højde, men de sidste to tredjedele af trappen var til pynt, hovedindgangen skar ind i trappen, alligevel var effekten slående. Hele bygningen var måske vanvittig, et ego formet i sten, beton og stål, og knyttet sammen til et hele, der viste at bygherren havde et ego som kun de færreste kunne konkurrere med. På trods af det, eller måske netop derfor, hvilede pyramiden i landskabet som en naturkraft i sig selv, lige så evig som sandet, vinden, Rosendalsystemets sol og Novo Namibia, Kalaharis måne.
   "Tak for kaffe!" gispede Harry.


Harry rev øjnene væk fra bygningen, den store trappe i særdeleshed, og kiggede sig omkring. Han gættede på at der var et dusin arbejdere ude foran pyramiden. De fleste var enten ved at tømme nye containere, eller var i færd med at skære de gamle containere op. Harry blev lidt overrasket da han så, at et par af de nye container havde vinduer og døre.
   "Er du teknikeren som ledelsen har sendt herud?" spurgte en kvindestemme.
   Harry vendte sig om og fik øje på kvinden, der havde talt. Hun var i begyndelse af trediverne gætte Harry på. Hun var næsten en meter og halvfems i højden.
   "Ja, Harry Yenson."
   "Okay," sukkede kvinden og pegede over mod en mand, der sad på en bænk med bord som en samlet enhed. Manden var i færd med at skovle en større portion mad indenbords fra en dåse i en rasende tempo. Pasta lignede det.
   "Gilbert der kan vise dig, hvor den centrale computer er henne."
   "Ja?" svarede Harry tøvende, men da Harry vendte blikket tilbage mod kvinden var hun allerede på vej væk.
   "Comay!" råbte hun og fægtede med den ene arm. "Hvis jeg ser dig smide med den skide skærebrænder igen, får du lov til at GÅ hjem!"
   Harry gik over til Gilbert og studerede det, der lignede et selvmordsforsøg ved hjælp af kvælning i pasta.
   "Gilbert?"
   "Hmmpf!?" svarede manden og stirrede op på Harry imens han tyggede energisk.
   Harry ventede indtil manden havde tygget af, men Gilbert rakte med det samme ud efter en dunk med vand.
   "Hvad!?" vrissede Gilbert og satte dunken for munden.
   "Du ved hvor den centrale computer er?" spurgte Harry. "Jeg har fået besked på at kigge på den."
   Gilbert nåede at drikke en liter, før han satte dunken ned på bordet, og bøvsede højlydt.
   " Så kom," sagde han og rejste sig. "Jeg burde vide hvor computeren er henne, jeg har stampet rundt nede i kælderetagen i timevis. Jeg troede næsten, at jeg skulle dø dernede!"
   "Øh, det er jeg ked af at høre," forsøgte Harry.
   Gilbert kiggede over på Harry med et skeptisk udtryk i ansigtet. Gilbert blev overbevist om at Harry ikke tog pis på ham.
   "Hmm, tak, brummede han. "Fandt først vejen ud for en halv time siden." Han skar en grimasse og holdt en hånd foran sin mave, da den gav en gurglende lyd fra sig. "Men jeg fandt hovedcomputeren, og jeg kan vist godt finde den igen."
   "Øh..."
   "Slap af, den er ikke langt fra trappen i forhallen, lige ned og til venstre," forklarede Gilbert.


Gilbert bredte begge arme ud og skævede til Harry.
   "Hvad siger du så?" spurgte han med et smil, der falmede en smule, da Gilbert mave igen brokkede sig over ekspresfodringen.
   Foran Harry stod der en Madurai Savee 420 med egen generator som en separat enhed, der var på størrelse med to skabe i et omklædningsrum. Den var ikke helt stueren. Harry kunne se, at der var mindst tre eller fire komponenter, som ikke sædvanligvis hørte hjemme i den konfiguration. Hele computersystemet kørte endnu, tydeligvis på lavt blus, kølersystemet havde det heller ikke godt, kunne Harry høre, men der var trods alt liv i maskinen.
   "Hvor længe har den været tændt?" spurgte Harry.
   "Den var tændt da jeg kom forbi," svarede Gilbert. "Hvorfor?"
   Harry rystede på hovedet.
   "Glem det," hviskede han og kiggede på strømforsyningens opkobling, der førte fra computeren til generatoren. Både opkoblingen og forbindelsen på selve computeren var ikke originale dele.
   "Er der manualer, optegnelser eller andet løst, der ikke lige ligger på maskinen?"
   "Aner det ikke," svarede Gilbert. "Kig i arkivskabene derovre eller kig i stakken, der står på skrivebordet."
   Gilbert bukkede sig ned og kiggede ind i den store køler, der gav et rallende lyd fra sig. Der var en masse skidt derinde. Harry så sig omkring og fik øje på arkivskabene og den rodebunke, som lå på det limegrønne skrivebord.
   Harry vandrede som i søvne hen til bunken. Han greb den første mursten af papir, som lå øverst, og smed den over skulderen efter et enkelt blik på forsiden. "Albans vej til din gud," den reviderede udgave med illustrationer, landede med et klask på gulvet. Gilbert gav et forskrækket gisps fra sig og rettede sig op igen, men han nåede ikke at brokke sig, før den næste bog landede på gulvet.
   "Gør mig en tjeneste, find min ..." Harry måtte lede i hukommelsen efter navnet. "Min taskmaster og min taske med kabler, omformere, og diagnoseapparatet."
   "Ellers andet?" svarede Gilbert forundret, imens han med øjnene fulgte et rødt hæfte, der flagrede gennem lokalet før det landede på gulvet.
   "Ikke lige nu," mumlede Harry.
   Lysstofrøret i loftet begyndte at flimre. Gilbert fik pludselig travlt, hellere skride før han blev sat til ordne det gamle bras.


Gilbert vendte tilbage en halv time senere. Med sig havde han alle Harrys tasker, bare for en sikkerheds skyld. Taskmasteren havde han klemt under en arm, i den anden bar han en pose med dåsemad og vand. Harry havde måske ikke behov for mad og drikke, men Gilbert var ikke opsat på at faste yderligere efter den lille eventyrlige ekspedition som han havde rodet sig ud i dagen før.
   Harry havde i mellemtiden sat sig på skrivebordet og bladrede i en tynd bog i A3 format. Harrys pande var fuld af rynker.
   "Her!" pustede Gilbert. "Din taske og alt det andet. Har du fundet det som du ledte efter?"
   "Næh," kvækkede Harry. "Det her er de originale tegninger, og de er fulde af tilføjelser i kragetæer, som jeg ikke kan tyde."
   "Trist," mumlede Gilbert og satte alt Harrys habengut ned på gulvet. "Har du kigget i skrivebordets skuffer?"
   "Ikke endnu," mumlede Harry.
   "Se lige efter om skufferne er låst eller ej, hvis de er, kan jeg snildt brække dem op," forklarede Gilbert og tog en slurk fra vanddunken.
   Harry sænkede bogen, greb fat i bordpladen med sin frie hånd og skubbede sig selv rundt på bagdelen, så han sad med ryggen til Gilbert, med benene dinglende til hver sin side af skufferne i skrivebordet. Han halede i den øverste skuffe.
   "Låst," sukkede Harry. "Det samme gælder vist for den store skuffe nedenunder."
   "Smal sag," svarede Gilbert og hev skruetrækkeren frem.
   Den øverste skuffe fik tre hårde slag med skruetrækkeren før den gav en klagende lyd fra sig. Hele skuffens forside krøllede sammen som en gammel konservesdåse.
   "Nå for pokker, der var jeg vist lidt for voldsom," tilstod Gilbert. Han lirkede de sørgelige rester af skuffen ud. Både Harry og Gilbert kiggede ned i skuffen. Harry åbnede munden og lukkede den igen.
   "Nej!" udbrød Gilbert, "nu bliver gamle Mackie vist glad!"
   "Hvem!?" Harry krummede ryggen, og kiggede nærmere på det sorte stands, der lå i en æske i skuffen. En svag sveden lugt ramte Harrys næse.
   "Hvad er det!?"
   Gilbert lo.
   "Jeg tror sgu at vi har fundet Albans scepter, inklusive kronjuvelerne, for at det ikke skal være løgn."
   "Æh!?"
   "Profetens pik og nosser." forklarede Gilbert. "Mackie sagde at de ikke kunne finde dem."
   Harry vidste ikke hvad han skulle sige.
   "Nu mangler de vist kun nogle fingre, så er den gamle stodder hel igen, sådan da." sagde Gilbert og trak på skulderen.
   "Måske er de nede i den anden skuffe," sagde Gilbert, da tanken slog ham.
   Harry hev benene til sig, drejede omkring på bordpladen og sprang ned med et forstyrret udtryk i ansigtet.
   "Hvad ER det her for noget!?"
   "Hmm!?"
   "Hvem gemmer dog den slags i en SKUFFE!?"
   Gilbert smilede.
   "Velkommen til Klosteret!" råbte Gilbert og lo, så lyden gav ekko i kælderen. "Tro mig, du kommer nok til at se en del skøre ting og sager, før vi er færdige her!" Han ventede ikke på et svar fra Harry, men gik i stedet i krig med den anden skuffe.
   Et enkelt slag med skruetrækkeren skulle der til, så gav låsen sig allerede. Han åbnede skuffen.
   "Nå, ingen fingre," sagde Gilbert, han lød som var han en smule skuffet.
   Harry så lettet ud.
   "Men en hel stak bøger, tekniske, hvis jeg ikke er helt galt afmarcheret."
   "Godt!" udbrød Harry, "men hvis du ser en finger, så fjern den lige."
   "Okay," svarede Gilbert og trak på skulderen. "Men hør, jeg er ved at være sulten igen, hvad med dig?"
   "Nej tak!" svarede Harry.
   Computeranlægget gav en rallende lyd fra sig igen, denne gang en tand højere end før.
   "Jeg tror, at du hellere må skynde dig med at lappe på den tingest, før den stiger af," sagde Gilbert med et løftet øjenbryn og tog kassen med Albans forkullede kønsorganer. Computeranlægget lagde tryk på Gilberts ord ved at gentage den foruroligende lyd. Harry skævede til apparatet med et mørkt udtryk i ansigtet og nikkede.
   "Fint," sagde Gilbert, "så vil jeg lige se om jeg kan få fat i Mackie, mon ikke hun og de andre har fundet sig tilrette nu i alderdomshjemmet ved Comden?"


---