Det hele begynder som et bagholdsangreb,
sådan er det altid.
De kommer snigende
når jeg står med opvasken.
I det ene øjeblik tørrer jeg en tallerken,
i det næste står jeg ved banegården i Kocheriv,
året er 1974 og Kinski står og venter.
"Hvornår får du tid?" spør' han,
en mental lussing, og opvasken er endnu ikke færdig.
Jeg tømmer postkassen og vender mig om,
fanger lyden af skud i mit indre øre,
hører Walter, der siger at det er en AKSU-74, der gøer.
Tak, det ved jeg godt.
Det er hundrede og syttende gang.
Jeg kender scenen, kan smage den dovne vin på tungen,
kan mærke den tunge luft på huden, som siver ind i lejligheden,
i Belfort.
Kaffemaskinen hoster, lyden bliver siddende i mit øre,
starter filmen, der kører for mit tredje øje.
Kaffemaskinens hosten bliver til lyden af hove,
og lugten af fugtigt græs og svedige kroppe rammer min næse.
Rækken af mænd i læder og groft klæde skælver,
en nervøs mumlen breder sig.
Willem griber om sværdet og håber,
denne gang får han sin chance,
får endelig lov til at slå fra sig,
kæmpe og dø måske,
på en eng ved Lüneburg.
Giv mig en chance,
giv mig et minut, en kop kaffe,
jeg kan ikke følge med.
Træk et nummer, stil jer op i en række,
jeg sværger, jeg gør mit bedste,
men jeg kan ikke hekse,
jeg er ikke John Irving,
men giv mig en chance.