Med udstrakte hænder, lænede han sig tilbage i det knirkende bilsæde. Herefter åbnede han munden og gabte, et altomfattende gab, der skulle omsvøbe ham. Ved klor stranden, sad unge mennesker i rundkreds, men rejste sig nu, og stirrede undrende mod øst.
   Andetsteds steg skæbner op fra havet, gravede saltvandet ud af øjnehulerne, lod det flyde fra deres tunge kroppe tilbage i Middelhavets tørre vand, og lyttede. Kæbepartier over hele byen løsrev sig fra sin faste strukturer og sugede luft ind. I bilen havde det intet hjulpet, minutter senere var han faldet i søvn, ubevidst om dette drømte han. På stranden fossede vandet stadig op i sandkanten og eroderede sandslotte, alt dette var dog i en fremskreden virkelighed, som han havde forladt for en stund. dog blot en stund, som snart ville være fortid.

Om det var en drøm eller ej, det var han ude af stand til at definere. Måske et fjernt minde, udvisket af alderens fremmarch mod sit endeligt, som tiden der vælger sit øjeblik med omhu, for blot at indse, at andre tider har fyldt mellemrummene ud, og øjeblikket tilhører andre.
   Dog var der denne mosaiske duft, der fyldte små dele af hukommelsen ud, det mørke, det fregnede ansigt. En bil der parkeres i regnen. En svag kilden på læberne. En gang svævende blidt over jorden. Alle falder en dag, sagde Honchyp til sig selv, da han stakåndet pressede bildøren op, med hele kroppen og forlod bilen.

"I solens herredømme", sådanne bøger ville være skrevet af folk bedre end Honchyp, med ord der ville forlade sindet af hverdags mænd som ham, nomide kaldte han dem. Dem han selv var en del af. Alle os der forlader børn i livetsvugge. Der drukner ord i sprut. Honchyp var ikke alle disse ting, men han så sig således. Han var hvad han betragtede omverden som. Honchyps dovne skridt første ham via Villa Blanco langs de gule murstens facader, der opløste solens varme og konstruerede den igen, blot for at tilføre menneskelig energi. Sten varme nok til at smelte selve livet!

Han stoppede op, lod barnestemmernes euforiske glæde sive ud fra metalgitrende der indrammede de små boligområder. Der var bygget op på det før bjergrige landskab, der nu havde veget pladsen for nybyggeri. Bjerge der før havde stået som vægge for fremmede hære, nu bratlagt og strømlinet til senior befolkningen fra Nordeuropas kolde vinter landskab. Han lyttede til den globaliserede mumlen, der omgav barneglæden, og det sprøjtende vand. Bag ham kunne han høre middelhavet vælte op på land, for igen at trække sig tilbage. Pludselig og med hastende skridt begav han sig videre op mod Villa Vista. Under ham reflekterede solen sit lys i vejens oliefedtede asfalt.

Honchyp fornemmede, at de slidte gummisko satte sig fast i asfalten, da han minutter senere stod foran Jern porten. Ved siden af samtaleanlægget stod der Villa Vista med blå marmorsten. Han trak benene til sig, for så igen at synke en anelse ned i det varme asfalt. Han trykkede knappen ind og holdte den sådan, da han trippede på stedet. Samtale anlægget gav en lidet befordrende lyd fra sig, det var mere et knæk fra et bord end en elektronisk lyd af nogen art. Da han sekunder efter slap knappen uden at have fået noget svar, åbnede porten sig med given belejlighed. Undrende stirrede han omkring sig. Han rystede på sit hoved, så hans flettede hat faldt af og ned i det Converse aftryk hans sko havde sat i vejen. Solen veg ikke tilbage, og i hast fik han samlet hatten fra jorden og placeret den tilbage på hans rynkende hoved. I samme øjeblik begyndte porten at lukke i. Honchyp sprang indenfor inden porten lukkede i bag ham. Det grønne græs stod i vejret som var det modelleret til dette, ingen beviser på liv i det sjæleløse græs, der i dette vakuum af jord, vand og luft var overladt til ild, eller det tættest derpå. Honchyp bankede på den hvide dør der end ikke gav en bevægelse fra sig. Honchyp bankede igen med al sin kraft. Stadig var der ingen bevægelse. Tredje gang lagde han mærke til, at alle tre forsøg havde været lydløse. Døren absorberede hver en lyd. Velhavende halvårs turister kunne sove trykt, når fremmede bankede på dørene. Han veg fra døren og satte sig i den hvide plastik stol under altanens skygge.
   Nu overlod han sit væsen til en ukendt magt. Pegefingeren på venstre hånd strittede i vejret og snart fulgte naboer, genboer og stamtræet. Læberne spredte sig og tørrede. Den hvide plast stol knirkede lidt under ham, som om den bøjede lidt fra den ene vinkel til en anden. Græsset stod sitrende i vejret blot meter fra ham. Han skimtede det gennem de snart lukkede øjenlåg. På den anden side af metalgitret var der endnu en Villa hvad som helst, her ville græsset stå som det stod her. Modeleret til øjeblikket.

Honchyp vågnede med en ulidelig smerte i ryggen, han lå på verandaens fliser. Stolen havde givet efter, og lå nu spredt ud over de hvide fliser. Honchyp trak vejret med stort besvær, mens han støttede sin hofte med sin højre hånd. Han hulkede lidt. Det var først efter minutter på jorden at han kom til sig selv. Han rejste sig besværligt, klamrede sig til den grove husfacade. Tilbage på benene igen, med synet af den stolen, der lå itu reven under ham, tørrede han de spinkle tåre fra hans ansigt og trak vejret dybt ind. Han ømmede sig og pustede, tog sig til siden og prustede. Honchyp var alt for gammel til denne slags strabadser. Dette var for yngre mennesker, unge af sind der ikke satsede liv og lemmer ved hver et bord bænk system syd for Alperne. Honchyp hev skjorten op af shortsene, og studerede sin ryg så godt han kunne. Jo længere bag ham han ville kigge, jo mere måtte han dreje hele overkroppen, til et punkt hvor han blot drejede om sig selv. Det var i denne vals med ham selv, at han opdagede, at den tunge hvide dør stod åben. Han gik et skridt tilbage, som de utallige glemte minder, der lå i mørket af hans bevidsthed forsvandt nu også ryg og hofte smerten. Honchyp stirrede ind i huset fra afstand, som frygtede han tigere og edderkopper ville springe på ham. Da fornuft vendte tilbage trådte han med beskedne skridt ind i det afkølede hjem.

Allabell Campasta kaldte dokumenterne hende. Alle andre informationer, var mildt sagt sparsomme. Hun blev født i Det sydlige Spanien lidt syd for Valencia, i Oliva. Barndommen og teenageårene i Alicante var uvæsentlige. Hun havde fire kærester fra hendes 14 års fødselsdag til hun fyldte 21. Hver forlod hende med sin grund, fire årsager til at hun ikke kunne elskes. Hun rejste siden fra Alicante til La Coruna, dette ved Honchyp fra de to breve. Siden da er der ingen fysiske spor af hendes bevægelser, kun en enkelt notits fra Benidorm. Dette var alt, ingen billeder, ingen optegnelse af familie, dankort udtræk eller andet, blot denne korte beskrivelse og to breve samt en notits skrevet af Allabell i tiden mellem hendes afrejse, ankomst og forsvinden. På brevene var der ingen modtager adresse, ingen frimærke eller poststempel, det kunne være skrevet til hvem som helst, eller slet ingen.

Første brev fundet i Alicante
   Få minder står tydeligt men her er et sådan, startede brevet ingen hilsende gestus, og fortsatte således. Dette er fra min allertidligste ungdom, oprevet over et sår på benet, sætter jeg mig på fortovet og græder. Jeg græder ikke af opmærksomhed, eller omvendt. Jeg græder fordi smerten ikke forsvinder. Det er ikke kun på benet eller i benet, det er i hele kroppen, som havde det lille hul på benet åbnet for alverdens plager. Jeg sad på numsen med det ene ben bøjet, jeg husker ikke hvilket, jeg hviler mit hoved på knæskallen, det sårede ben udstrakt. I mit væsens øje er jeg alene, omkring mig er der blot en bobbel af virkelighed, alt andet er sort og opløst!


Andet brev fundet i La Coruna
   Mit andet minde er eviggyldigt det kan være fra hvilket som helst øjeblik. Jeg bestiger en bakke, bakken er ikke særlig høj, men udsigten er fortryllende. I horisonten forsvinder havet ud i universet, under mig er der blot græs, græsset er ikke altid grønt og havet forsvinder sommetider i tåge, regn eller sne, men her er smukt. Også dette minde er omgivet af det mørkeste af rum.

År går forbi inden denne notits opdages i murbrokkerne under konstruktionen af Benidorm
   Jeg er på bakken lige nu, men i horisonten er jeg selv, med smerte i benet. Snart rammer vi hinanden.

Barmhjertige Honchyp tog sagen fra en anonym person. Kontakten forgik over post. Honchyp åbnede postkassen en sen morgenstund i april, seks år tidligere. Siden da havde han fået alt betalt. Alle informationer han gravede frem, skulle han lægge i sin egen postkasse. 4 gange over 6 år havde han gjort dette, fire gange på seks år havde han kæmpet for at holde sig vågen nok tid til at se hvem der hentede materialet, fire gange på 6 år var han faldet i søvn og stået op til en tom postkasse.

Foyeren var tom, bortset fra et lille bord langs væggen længst fra Honchyp, bordet stod ensomt i det mørke lokale. Spinkelt af udseende et klejnt træ bord, ikke mere end en halvt meter højt med tre ben. På bordets ene side var der en hvælving og indgang til stuen, på dets anden side var der en brun trappe som Honchyps blik besteg. Den ikke særligt stejle trappe førte til første salen, der lå som en lysekrone over Honchyp og foyeren. Her var en særegen lugt, støv og nye træmøbler. Honchyp betragtede træbordet, der tiltede til sin højre side da Honchyp lagde sin venstre hånd på det. Honchyp rettede ryggen og betragtede igen trappen der snoede sig rundt om hele foyeren.
   Der lød en hul genklang gennem huset, da Honchyp placerede først sin højre fod på første trappetrin, derefter sin venstre på andet trin. Han klamrede sig til gelænderet med sin højre hånd. Et par trin senere måtte han trangbrystet først stoppe op, venstre fod var på trin fem, højre på trin seks. Først stod han der blot, hovedet på højre overarm, der hvilede på gelænderet. Venstre hånd tørrede sveden af panden. Men da benene skælvede under ham, satte han sig på syvende trappe trin. Han stirrede bagover op mod 1.sal der for en stund stadig var uberørt af ham. Han bøjede sit hoved forover og lagde i det på venstre arm, mens den højre stadig klamrede sig til gelænderet. Et øjeblik stirrede han på den udstrakte højre hånd og undrede sig over naturen af denne beslutning. Siddende der på trappen, ville han ikke fra det ene øjeblik til det andet vælte forover og hvis det alligevel skete, så ville der kun være ganske få trin, før han ville ramme jorden. Langt fra nok til at han ville sove ind på gulvet. Ræson til siden, han gav ikke slip.

I stedet stirrede han direkte ned i det blålige skjorte ærme, på samme tidspunkt trak han vejret med hele kroppen sådan, at hans krop først pustede sig op, skuldrene trak sig helt op, for så igen at falde ned. Det gjorde han et utal af gange, mens han koncentrerede sig om processen. Kroppen værende antik og skrøbelig, der skal arbejdes langsomt og koncentreret. Aldrig forhast! Denne virksomhed fik Honchyp til at slippe tankerne om huset han befandt sig i. Omkring ham var blot to trappetrin. Et til hans balder, et til hans fødder. Et gelænder til hans højre hånd og det blålige skær til hans øje. Han pressede hovedet ned i skjorte ærmet, først forsvandt den blå farve, da han fortsatte med presse dukkede små grønne pletter op for hans øjne. Han pressede øjenlågene i, klemte med hele kroppen. De grønne pletter samledes og alt blev grønt. Nu åbnede hans mund endnu engang på vidt gab, et ekko summede i hjørnerne af hans kranie, ørene stoppede til og selv om han kæmpede for at lukke kæberne i, fik han blot tårer i øjnene af tvekampen.

I det øjeblik Honchyp lagde hovedet bagover og det endnu engang tætnede i først mellemøret for derefter at sprede sig ud og ind ad på en og samme tid, gav selve huset en knirkende lyd. Fra Honchyps vakuum lød det som huset havde rejst sig fra sit fundament og var på vej. Nu så Honchyp noget, hvordan han kunne have overset det tidligere var over hans forstand. nomid som han var, bebrejdede han sig selv. Denne tossede opgave, at bestige trapper kunne vel vise sig, at være uvæsentlig. Han stak hovedet ud gennem gelænderets piller og fokuserede, klemte øjnene i og stirrede.

Alt spor af Allabell Campasta var forsvundet fra denne jord, da hun ankom til La Coruna. Honchyp havde aldrig veget fra Alicante, da det sidste spor af hende var fundet i Benidorm blot nogle hundrede kilometer syd derfra, var han overbevist om at hun måtte være taget tilbage til Alicante. Da Honchyp selv var ankommet fra Bratislava år forinden, havde han opsøgt to af de fire kærester Allabell havde haft. Men ingen af de to kunne hjælpe. De havde begge svaret flygtigt om deres forhold til hende, dette først efter, at de havde søgt deres hjerne for dette navn, Allabell Campasta. Honchyp fornemmede ved dem begge, hvordan deres kropssprog havde ændret sig, vejrtrækningen var nærmest glemt af dem begge, da de søgte fjerne kroge af hukommelsen i søgen efter dette navn. Begge personerne ejede end ikke et billede af Allabell, det var der ingen der gjorde. Honchyp søgte efter et spøgelse, et navn ikke et menneske.

Alligevel var han her, på vej ned af trappen, i det træge tempo han havde klatret op af i. Denne gang med blikket fikseret på en lille sten bunke i midten af foyeren. Fra trappen havde det blot lignet en forhøjning, en bule i marmor fliserne, men da Honchyps læber havde spredt sig fra hinanden og det havde trykket for hans øre, havde et øjebliks klarsyn fokuseret blikket.
   Nu stod han over stenbunken, han bøjede langsomt benene til han sad på hug foran stablen. Han studerede den grundigt, uden at røre noget som helst talte han de sten han kunne se med det blotte øje. Syv sten nederst i en cirkelen, ovenover dem blot fem sten, så fire sten og til sidst kun to. De to øverste lå mod hinanden, Honchyp frygtede at det lille bjerg ville styrte sammen, ved blot den mindste bevægelse. Han talte sagte til sig selv, lavt nok til, at huset ikke ville høre ham. "Hvide sten, helt hvide sten" han rystede på hovedet og forsøgte at berolige sin venstre hånd da den langsomt rørte overfladen af den ene af de to top sten.
   I det øjeblik han løftede den ene, væltede den anden ned i bunkens mørke. Så fjernede Honchyp endnu en sten, denne gang fra rækken med fire. Honchyps nøjsomhed viste sig kort efter, at være ligegyldig. Da han skulle lægge top stenen fra sig, tabte han den ned over bunken, der nu væltede sammen. Han betragtede det ske, han så hvordan stenen røg fra hans hånd, han havde ikke kræfterne til at klemme om den, han havde set den ramme bunken, der i det samme faldt sammen i sig selv. Havde det været ligesådan med bjergene, da man eroderede dem? Da man valgte at bygge hjem, ved at tage naturens hjem? Hoveddøren stod stadig åben, fra midten af foyeren kunne Honchyp se husene på den anden side af vejen. De gule huse der lå som legoklodser, på uendelige rækker. Over husene var der flere huse i horisonten, Hvide døre, metalgitre, vandplask og bilstøj.
   Honchyp gravede stenene væk, en efter en tog han de hvide sten fra krateret og lagde dem ved sin side. Nederst, under den sidste cirkel af sten lå der et stykke Oreos emballagepapir. Da Honchyp fik det i hænderne, så han at det var formet som en konvolut. Han kunne stadig fornemme lugten af chokolade og kiks, da han åbnede konvolutten og fandt et lille stykke papir.

Når morgensolen brød gennem plastic persiennerne i det lille soveværelse og mørket brændte op i lys, var Honchyp allerede væk. Sommetider lagde han sig i sofaen på første sal, den vest vendte stue var kølig i morgen timerne. Men den infernalske aircondition summede voldsomt fra solen stod op til den stod op igen. Honchyp lå med åbne øjne og stirrede ind i sofaens mørke læder, han følte varmen fra hans krop danne fugt på læderet og sveden driver ned mod ham. Efter et kort stykke tid ville han ligge i en lille pøl af sin egen sved. Stadig stirrende ind i læderet.

Han foldede det lille stykke papir ud, det var ikke mere end tre centimeter langt og bredt. Det tog ham lidt tid, ledende i fingrene var ømme, gelænderet og stenene havde tæret på de indvundne fingre. Han lagde papiret på jorden, satte sig på gulvet og lænede sig bagover, armene fuldt udtrak, fingrene ligeledes, bærende hele overkroppen. Solen stod højt på himmelen uden for foyeren. På vejen drønede den ene bil forbi efter den anden. Honchyp stirrede på sine hænder, helt hvide af sit arbejde, lænede han sig op igen og rystede dem. Blodet flød gennem årene og tilbage i hånden som en gletsjer. Honchyp fascineredes af farver bag den mørkt brune hud, de blålige toner, de lilla de rødlige. Han forstillede sig selv være blot en af disse farver!

Det var ikke større end et halvt a4 papir, fra bunden af venstre hjørne til cirka en tredjedel inde på papiret var der en spinkel sort streg, let udvisket af tiden. Den bevægede sig tilbage mod bunden af papiret og dannede en trekant. I trekanten var der endnu en trekant, lettere hakkede. Sporadiske steder havde blyanten sluppet papiret og genoptaget sig bevægelse millimeter derfra. Honchyp fornemmede tidligere tiders landskab. Omkring de to trekanter voksede træer op af det hvide papir. Skrøbelige træer med små strejf af blade der hænger i klaser. Syv træer alle vidt forskellige i størrelse men med det samme tryk lagt på blyanten. Træerne og bjergene dækkede langt størstedelen af papiret. I det højre hjørne stod der et par ord skrevet med kalligrafipind. Et ekvilibristisk strøg kontrolleret af en feminin udførelse. Det var ordene Honchyp tænkte på, da han sekunder senere ville forlade huset, da han ville glemme at lukke døren efter sig, da han ville træde varsomt ned af den skrå Carriere De l'armistat, da han ville sætte sig i bilen og stirre ud af frontruden med en følelse han havde glemt.
   Blikket betragtede de to trekanter, der stod uafhængige af hinanden, dog uadskillelige, Det var træerne der holdt dem sammen, hvorfor eller hvordan han udledte det, det vidste han ikke.
   "Jeg er interesseret i hvem du er!"

Når solen brød gennem Persiennerne i soveværelset og Honchyp lå med blikket ind i en lædersofa, rejste han sig, tømte sin blære og tarme på toilettet inden han trådte ind under den kolde bruser. Han ville tørre sig i spejlets blinde vinkel. Have besvær med, at tørre ryggen helt, det samme med benene fra knæene og ned efter. Tilbage i sofaen under aircondition systemet ville børneskrig omringe huset og sive ind ad hver en sprække i huset, snart ville huset være fyldt af repressalier fra forældre.

Da han havde parkeret bilen i parkeringskælderen og endnu engang steg op i varmen, tjekkede han med det samme postkassen. Han tog brevet fra sin lomme og lagde det ind i kassens hule rum. Der var noget begravet i Honchyp noget der gjorde det umuligt for ham at lukke postkassen i og glemme brevet. Han tog brevet ud igen, og lukkede postkassen.
   Inde i lejligheden satte han sig i sin læderstol. Solen havde brændt sig over himmelen og gemte sig nu i den vest vente stue. Honchyp rejste sig fra stolen og trak den med besvær ud i entréen. Den lille mørke entré var simpelt indrettet, når hoveddøren var lukket i var der kun en dør til køkkenet og en til toilettet. Han placerede døren op ad den lukkede hoved dør og satte sig tilrette. Han åbnede brevet med samme alt opslugende forventning som det første kys. Det første kys, Honchyp kiggede på tegning, snusede til den, meget fint i frygt for at snuse den spinkle blyant streg op. Duften af småkagerne hang stadig i, men bag ved inde i papiret gemte der sig en spæd duft af en kvinde. Blade der rusker i vinden på en forårsdag, blade der falder til jorden og rådner op, blader der skaber græs og ilt. Honchyp lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Bag øjenlågene tegnede han tegningen igen, de to trekanter, nu enorme bjerge med de syv træer omkring sig og på bjergskråningerne. Han rak vejret dybt, først igennem munden, så drejede han hovedet, træerne var skove stolte i den blide hvid fra bjerget. Han trak vejret gennem næsen og duftede det regnvåde græs. I læderstolen trak han vejret i en rolig og konstant facon. Han sank ned i læderstolen. Omkring Honchyp var der ingenting, end ikke den massive hoveddør med jern stolperne i. Kun en lyd af træer der svajer symfonisk fra siden til sin anden side.

Honchyp rejste sig med et sæt fra læderstolen. Han kiggede forvirret rundt i den lille entré. Det tog ham nogle minutter inden han kom i tanke om hvor han var. Da denne tanke havde sat sig fast i hans bevidsthed, kom han igen i tanke om brevet. Hænderne hurtigere end hovedet. Han afsøgte sit skød inden blikket nåede så langt. Han mærkede stof og læder men intet papir. Så kiggede han ud over stolekanten. Han rejste sig i hast, på trods af kroppens smerter. Det knirkede i hans krop da han satte sig på knæ og lænede sig helt ned til gulvet for at finde brevet under sofaen. Den venstre arm og derefter hånd bar kroppen da den højre arm og hånd forsøgte at fiske brevet ud fra sit gemmested. Med fingrespidserne nåede han brevet og hev det mod sig. Netop som han skulle til, at samle brevet op knækkede den venstre arm sammen, og Honchyp væltede ned på siden, hovedet ramte gulvet et øjeblik efter skulderen. Det sortnede for Honchyp, han forsøgte at rejse sig igen. Pupillerne fokuserede forgæves og blålige pletter satte sig i øjet, forsvandt, dukkede op igen og fortsatte således. Han lod aldrig blikket svigte brevet. Hovedet på gulvet hele kroppen over den vestre arm, der lå mast mellem Honchyp og gulvet. Honchyp trak vejret voldsomt. Han sank flere gange og koncentrerede sig om brevet.

I can help you sir, you just need to open the door. Døren kunne kun åbnes med nøgle fra ydersiden. Honchyp vågnede, den vestre side af hovedet var lettere våd. Han rørte forsigtigt sit hoved med højre hånd og lod derefter hånden beskue, intet blod. Fra venstre øjenkrog dryppede der en lille dråbe ud på gulvet. Honchyp tog et lommetørklæde fra sin lomme og tørrede hurtigt fugten fra øjet. I can help you sir. Igennem køkkenvinduet kunne Honchyp se en yngre mørk håret pige, med skæve og brunlige tænder råbe til ham. Han vinkede til hende, som en gentleman men afværgende. Samtidig rejste han sig langsomt fra gulvet. Det knagede fra dørpanelet da han greb fat om det og hev sig op. Tilbage på benene der rystede under ham. Han stampede et par gange i gulvet samtidig med, at han varmede sin venstre skulder med den højre hånd. Sir please let me in, you might be hurt. Det gav et sæt i Honchyp da pige stemmen igen bralrede ind i lejligheden, denne gang måtte hun være lige uden for den massive hoveddør, kun et par meter fra Honchyp selv. Det hele er i orden, tak for hjælpen, råbte Honchyp tilbage men den engelske pige bankede blot hårdere på døren. Sir please let me in. Honchyp gik helt hen til hoveddøren og råbte alt, hvad han kunne, Okay, jeg er okay, okay? Der kom intet svar tilbage, Honchyp støttede hovedet på døren. Hoveddøren i Villa Vista havde opslugt hver en lyd. Var Honchyp ikke stærk nok længere, stærk nok til at banke på en hoveddør? I det samme bankede det endnu engang på døren, denne gang hårdere og voldsommere end før. Sir Do you need help? Honchyp forbløffedes over den nu maskuline stemme. Okay råbte han tilbage igennem døren. Den maskuline stemme og de grimme tænder hviskede sammen. Så bankede det på igen. If you do not open, I will be forced to come in through your window sir? Honchyp forstod ikke mange af ordene, men han forstod nødvendigheden af at åbne døren. Han drejede nøglen om. På verandaen stod pigen med de grimme tænder i en lyseblå bikini, der ikke skjulte hendes voldsomme former. Foran hende stod et brød af en ung mand, et kolos af et menneske. Med dyb stemme spurgte han endnu engang Honchyp om et eller andet, som Honchyp ikke forstod. Honchyp sagde okay, okay okay. De to forstod ikke hinanden. Det slog Honchyp, at de aldrig ville have forstået hinanden. Selv hvis de var jævnaldrende og talte samme sprog, ville de være langt fra hinanden.

Da han lukkede døren bag sig, gik han ud på toilettet. Han tændte for det kolde vand og plaskede lidt i hovedet på sig selv. Ud af ingenting, blev Honchyp umådelig træt. Så træt at, han satte sig på toiletgulvet. En mørk sky drev over ham og han lagde sig på toilet gulvet. Bare for at ligge ned. Der var ingen tanker tilbage i hovedet, der var kun pludselige impulser fra de snævre omgivelser. Den hvide håndsvask, det hvide toilet osv. Han lukkede ikke øjnene, men kun fordi han ikke tænkte dem som åbne. Han var blot, ikke mere end noget andet i rummet! En livløs genstand. I rummet groede der dog en tanke. Hvorfor var Honchyp egentlig her? Han var for gammel til at tænke over selve livet, men hvorfor lige her? Da han var kommet til Alicante, havde han sat sig på toiletkummen, og gjort hvad han skulle gøre, men efterfølgende havde det taget tre dage at finde ud af at skylle ud. Ikke af mangel på anstrengelse, blot fordi toilettet var indviklet. Det var ikke længere hans tid, børnesikrede genstande var nu Honchyp sikrede. Og verden var netop dette, sikret således, at han ville være til last.
   Han stirrede på badeforhænget der blot hang, på vandet der blot dryppede og på tæerne som stak lige op i vejret, blot fordi. Her var ingen grund længere.

Dadelpalmerne stod side om side, så langt øjet rækkede. De opløstes i et mudder af grønt, når bilen susede forbi dem. Solen reflekterede sin varme på alle overflader, Honchyp klemte øjnene i bag solbrillerne. Tilbage på badeværelset havde honchyp stirret forgæves på sine tæer. Han havde bøjet dem en gang i mellem. Alt bag tæerne en mærkelig mudderet baggrund, der blot fremhævede de fem stjerner eller hvis alt kommer til alt den ene stjerne med de fem hovedet. Herfra begyndte Honchyp langsomt, at tænke. Hænderne lå stadig livløse ved siden, men hvis fødderne er fem hovedet, betyder det så fem sjæle, eller fem selvstændige tanker? Han vrikkede dem lidt frem og tilbage. Forsøgte at isolere lilletåen, bøje den sammen, mens resten stod lige i vejret. I stedet fik han lille tåen bøjet en anelse, det samme med den næste tå, og den næste. De fulgte hinanden. Måske selvstændige tanker, alle styret det samme sted fra. Først fra foden, siden fra hjernen. Honchyp bevægede så begge fødder samtidig, gudske tak og lov, tænke han, da han i stedet fik to forskellige udfald. Så er der håb endnu, hviskede han til sig selv. Han bøjede begge men helt synkront. Nu lå han på ryggen med bøjede ben, hænderne ned langs siden og en begyndende smerte i nakken, af at ligge og stirre sådan.

En ung kvinde i sorthvid gik mod ham, det var det smukkeste han havde set. Hun gik med hele kroppen, fra side til side, lidt små beruset, måske ør af heden. Honchyp betragtede hende, som hun smilende kom tættere på. Et varmt smil. Da hun kom helt hen til Honchyp, nejede hun først, så gav hun ham hånden og kiggede ham lige i øjnene. Det var de smukkeste øjne han havde set. Der var en mystik men kærlighed der var en rastløshed men selvsikkerhed i de øjne. Honchyp stirrede ind i dem så længe han kunne. Memorerede hver en nuance af farverne, de bløde øjenlåg der for tid til anden lukkede i og åbnede. Honchyp smilte, han måtte anstrenge sig, for ikke, at klemme øjnene i, i et stort smil!
   Han kyssede hende på hånden.

Han løftede sig op med sine hænder, først fra gulvet, inden hænderne som en bjergbestiger greb fat i håndvasken og hev ham op. Han stirrede på hænderne. Følte blodet suse rundt i kroppen, og hjertet galoperer af sted. Hænderne var hvide af anstrengelse. Blodet drev tilbage i hænderne og den brunlige farve tiltog. Hvis Allabell tegnede milliarder af tegninger, hvorfor så lige tegne trekanter og træer på denne ene? Der var nok liv i Honchyp til at anerkende, at dette var vigtigt. Dette var ikke blot et ligegyldig led. For det indre øje så han de to trekanter, omgivet af træer. Længere inde i hovedet så han trekanter der dukkede op fra underbevidstheden.

På det kølige toilet havde han ledt samtlige afkroge af hans sind igennem for at komme med en løsning på dette mysterium. Allabell Campasta. Han havde fundet kort frem. Først over Alicante siden over Spanien så over verden. Disse kort lå spredt ud over toilet gulvet. Han havde læst i diverse turist brochure om La Coruna, Benidorm og Alicante. Nogle dage efter var Honchyp kommet frem til en konklusion. Han havde talt højt for sig selv, da han havde formuleret den. Allabell Campasta rejser fra Alicante til La Coruna. I Alicante skrev hun det første brev vi finder. I La Coruna skriver hun det andet brev, Benidorm det tredje. Honchyp stoppede sin højlydte tankegang, det tog rummet et kort øjeblik at absorbere hans ekko. Honchyp anede ikke mere om Allabell nu end han havde gjort før. Hun var blot forsvundet. Måske hun aldrig havde eksisteret. Det kunne vel lige så godt være en syg vittighed. Uden for denne dør, uden for dette hus ville der sidde mennesker lige nu, og grine af ham. En højlydt og ondskabs fuld latter. Hvis Allabell havde været så forbandet lykkelig i La Coruna, hvorfor så rejse til Benidorm? Det gav ingen mening. Hvorfor rejse til Alicante, tegne en tegning og skrive en note, gemme den under en stenbunke for så at forsvinde igen. Havde det været alle andre end Honchyp der fandt den stenbunke, så ville det have betydet strengt taget lige, hvad man vil havde det til at betyde. Honchyp stirrede på tegningen. Han var blevet snydt, der var ingenting her. Han rejste sig fra toilet kummen, stirrede ud over toilet gulvet! Så nikkede han opgivende på hovedet. Han fik lyst til at ligge sig ned på papirerne og sove. Bare lukke øjnene og sove. Han satte sig tilbage på toiletkummen med panden støttet af hænderne. I et kort sekund så han noget der kunne være et tegn. Han tog en af rejse vejledningerne frem. "Velkommen til Benidorm, England uden for England" Han læste en kort Artikel. "Tidligere var Benidorm blot en lille landsby. Men siden halvfjerdserne har der været sprøjtet store mængder kapital i byen. Dette for at give dig, din familie eller venner en fantastisk mulighed for, at opleve Spanien, men stadig havde følelsen af at du er en del af Europa. Honchyp betragtede det dertil hørende billede. Taget fra det det bakkede område syd for Benidorm. Højhuse, hoteller og badestrande så langt øjet rækker. Det var ikke artiklen der interesserede Honchyp, det var navnet under, skribentens navn. Allabell Opedia. Allabell, Honchyp kiggede på papiret, helt op til øjnene for at være sikker. Allabell Opedia. Han bladrede i kataloget. På næste side var der en historie om Madrid, den globaliseredes turists glæder ved spansk cuisin. Denne gang skrevet af en Eribt Gertner. Honchyp bladrede hver side igennem grundigt, der var artikler om stort set samtlige byer i Spanien. Alle skrevet af forskellige personer. En meget kort historisk tekst, efterfulgt af et salgsslogan, eksempelvis denne fra Bilbao. Sprængspændende by af Jussie Hubert. Oldtidsby fra femtenhundrede tallet. Nu en museum og kultur by. Lige op til Frankrig. Søger du kultur og spænding, velkommen til Bilbao.
   Honchyp klappede kataloget i og lagde det på sit skød. Lænede sig bagover. Ryggen mod cisternen. Tungen pressede sig ned i undermunder og ganen tørrede ind. Han klemte sine øjne i, samtidig forsøgte han at holde dem åbne. Kort og kataloger lå sammen på gulvet, i fuldstændig stilhed. Der var end ikke en anelse vind der puffede til dem. Honchyp satte sig til rette på kummen, tog kataloget fra sit skød. Han skulle lige til at lægge det på gulvet da han på bagsiden nederst til venstre læste navnet Campasta. Campasta efterfulgt af et Copyright tegn.
   Campasta. Honchyp hviskede navnet til sig selv flere gange. Allabell Opedia skriver for Campasta. Honchyp hang sig i navnet Allabell af indlysende grunde, men også fordi, han havde tjekket samtlige registre for en Allabell Campasta, da han var ankommet. Der var ingen. Ingen Allabell Campasta ingen Allabell. Nu var der en Allabell, nu var der en Campasta. Ikke en og samme person, et jeg og et forlag. Dette måtte være hende. Det ville give mening, at hun ændrede sit navn, det ville være naturligt, at hun ville bibeholde blot en lille del, af hvad der tidligere havde været første definition på hende. Honchyp skabte langsomt en historie i hovedet. Allabell ændre navn til Allabell Opedia, men starter samtidig et magasin i hendes tidligere navn. Fra en person til en anden, dog forbundet til sin fortid.
   På gulvet foran ham lå kortene. På midten af gulvet lå Allabell tegning og hilsen. De to trekanter og træerne. Honchyp fiskede en blyant op af lommen, så tegnede han en streg på kortet over Spanien. Først en lige streg fra Alicante og cirka hundrede kilometer nord på til Benidorm, derfra godt og vel 700 kilometer tværs over Spanien til La Coruna så tilbage til Alicante. En trekant. En skrøbelig trekant smal i bredden og lang. Han studerede den. Hvorfor var der to trekanter på tegningen? Af alle sporadiske trekanter i verden, ville det dog være den mest betydningsfulde. Måske ignorerer han logik ved at glemme den anden trekant. Hvis han blev her på toilettet længere tid, ville han aldrig komme ud. Allabell Opedia eller Campasta måtte være et sted i trekanten. Nu huskede Honchyp noget. Han ledte de forskellige kort igennem, under verdenskortet, lige under Berlin fandt han et mindre bykort af Benidorm.
   Fra Calle Derramador i vest til Benidorms hovedvej Avenida de Mediterraneo i øst dannede der sig en trekant. Hovedvejen er ti kilometer lang og fungere som bunden af trekanten. Dette måtte være Allabells anden trekant. Honchyp rejste sig, åbnede døren og lukkede den bag ham nøjsomt. Han gik ud i køkkenet, hvor han stod nogle minutter. På et stykke papir skrev han et par ord. Så foldede han det fint sammen.

Det år havde Alicante nået den højst målte temperatur i historien. Honchyp huskede dette, da han brændte sig på bildøren. Inde i bilen blev han slået ud et kort øjeblik af den infernalske varme. Honchyp hev efter vejret og åbnede fordøren, blot for at lukke yderligere varme ind i bilen. Han satte nøglen i, drejede og tændte klima anlægget. Bilen summede. Sveden drev af panden. Langs vejen stod grå metal postkasser og lyste om kamp med solen i dens genskær. Honchyp rejste sig fra forsædet, lagde sit papir i postkassen og satte sig tilbage i bilen. Han ventede nogle minutter endnu med at køre. Foran ham, kom nogen let påklædte unge gående, de talte højlydt. Honchyp forstod dem ikke. Han spidsede ørene og forsøgte at genkende sproget. I stedet blev han forvirret over de flade dialekter de unge besad. Han havde svært ved at differentiere piger fra drenge og omvendt. Han kiggede i bakspejlet, da de var gået forbi bilen, og fortsatte ned af vejen. Foran dem stod et mastodontisk McDonald's skilt. Rødt med gule bogstaver. Honchyp kunne i bakspejlet kun se de unge mennesker og skiltet. Bag skiltet lå havet skjult.

Honchyp havde en buket liljer på forsædet af bilen, hvor mange præcis vidste han ikke, men et ulige antal.

Allabell var ikke, at træffe denne eftermiddag. Himmelen, helt gul, lå henover denne gamle kontorbygning. Facaden krakeleret i varmen. Som dråber af sved der render fra muren, røg der små stykker sten ud af væggen og ramte jorden. I skyggen af sin hat stod Honchyp mit på parkeringspladsen foran kontoret. Ganske få biler holdt på pladsen, der endnu var mestendels grus. Sveden dryppede af Honchyp, fra panden ned langs øjenlågene, fra armhulerne ned langs ribbenenes bakkede landskab. Fra overkroppen og ned af benene. Det svuppede ganske lidt, da han gik hen mod sin bil igen. På forsædet lå de ulige liljer, nu brune, som Honchyp selv. Inden i bilen var temperaturen steget voldsomt. Han trak vejret dybt, luften brændte sig vej gennem halsen til lungerne, hvor det afkølet blev pustet tilbage ud i den varme luft.

Hun talte til ham med en tydelige amerikansk dialekt. Hvad hun sagde havde han ikke helt kunne differentiere, men han havde forstået, at Allabell ikke var der nu. At han måtte vente uden for, da foyeren var under ombygning. Den sidste del havde han selv regnet ud, da arbejdsfolk halsende havde slæbt plastik ind og ud, muret, savet og hamret så samtalen havde lyt endnu mere mudret end under normale omstændigheder. Hun var en ung dame med blond hår der sad bag disken. Marmor pladen støttede sig på et aflangt akvarium. Honchyp kunne se hele vejen igennem. Noget som han aldrig havde oplevet før. Hendes ben rørte ikke engang jorden, de dinglede en meters penge over jorden. Når Honchyp talte svajede de fra side til side, når hun selv talte var de helt stille.

Honchyp tog brillerne af, knyttede sin højre hånd og bevægede den rundt i øjet. Lyset fra foyeren havde blændet, en lille smerte i øjet havde spredt sig til et stykke inde i hovedet. Bag den amerikanske receptionist, stod der Campasta med store firkantede bogstaver. C'et cirka dobbelt så stort som resten af bogstaverne.

Han parkerede bilen lidt udenfor San Juan. Steg op på sandbankerne, der spredte sig hele vejen ned af kysten, i begge retninger. Det kridhvide sand var uberørt, ikke et enkelt fodspor, ikke et stykke plastik eller skrald, blot hvidt og i horisonten blåt. Tunge skridt i sandet, langsomme skridt, der førte ham gennem det bagende sand til vandet. Honchyp knappede skjorten op, fra toppen til bunden. Hav vinden blæste den helt op, så den hang som en kappe bag ham. Nogle meter fra vandet, føltes skridtene ikke længere så dybe. Hans tråd blev lettere. Hjertets erindringer om ungdommens glæder bombarderede hjernens sanser med lyksalighed. Løb hurtigt, smid trøjen og hop i vandet. Svøm ud, svøm til Korsika. Honchyp gled ved det første ugennemtænkte skridt. Han forsøgte at tage fra med begge hænder, men disse var optaget af hjertets stadige begejstring. Honchyp lå fladt på maven. Ansigtet dækket af sand.

Han åbnede handskerummet og rodede det igennem. Der skulle være en cigaret herinde. Cigaretter til øjeblikke, som dette øjeblik. Han tog alle de ting han ikke kunne bruge, plastik emballage fra de nye vinduesviskere. Pap emballage, bølge pap og plastik poser. Ingen cigaretter. Han lukkede handskerummet, der bandt. På begge sider stak der papir, pap og plastik ud. Så åbnede han igen omrokerede og lukkede. Selvom handskerummet sagde klik, var det sekunder efter åbent igen. Det kastede alt sin skrald op, ud over passagersædet og gulvet. Honchyp samlede alt skraldet op, åbnede døren og steg ud. Med klæbrige skridt begav han sig mod indgangen. Overbevist om, at have set en skraldespand tidligere. Her var ingen ting. I samme øjeblik kom to tykke håndværkere ud fra foyeren, de prustede, da de gik forbi Honchyp, uden at bemærke ham. Langs parkeringsarealet stod et hegn. Honchyp fulgte dette rundt til hvert hjørne. Ingen skraldespand. Han gik tilbage til bilen åbnede døren, med et besvær der kastede plastik stykker på jorden, i samme øjeblik som en brise blæste over parkeringspladsen og tog plastikken med sig. Først ind under Honchyps bil så videre over først grus så asfalt og til sidst blæst op mod hovedindgangen. I samme øjeblik vendte de to håndværkere tilbage, stadig tykke og prustende sparkede de til plastikken, der fløj et stykke hen af muren og blæste om hjørnet. Det var ude af Honchyps synsfelt. Han smed skraldet ind i bilen og gik i samme retning som plastikken, rundt om husvæggen, ned af den skrå indkørsel.

Venstre håndflade strakt lige ud for kroppen, med hvert truende skridt. Begge ben skælvede da de millimeter af gangen nærmede sig jorden igen. Anspændte muskler i hele kroppen fokuserede på balancen. Honchyp fulgte begge ben med øjnene, venstre ben, som det gik frem, højre ben der forsvandt under ham selv. Sommetider, kom venstre ben for hurtigt frem så fulgte venstre og hele kroppen bevægede sig frem over, Honchyp måtte da stoppe op, læne sin vægt bagover akkurat nok til, at holde sig på benene og stoppe. Højre og venstre arm udstrakt fra overkroppen der bevægede sig i cirkler for, at holde balancen.

Den spinkle blyantstreg bevægede sig hen over papiret, ledt af fuldkommen koncentration. Streger blev til ord osv. Snart ville det være lyst og metal klappe mod metal, mens hoveddøren ville lukke i. Intet andet end stilheden fra stregen på papiret. Støjen var faldet i søvn i værelser, under tynde lagener hensat til drømme og mareridt. Det sidste ord tog form og fuldendtes. Dette det tredje af sin slags, bevægede sig ud af værelset, ned af trappen, lagdes på træbordet i stuen og lå her mens toilet brættet løftes, urin mod kummen så direkte i vandet. Toiletbrættet sloges ned og papiret bevægede sig mod entreen ud i den stille sommernat. Oplyst af reklame skilte der omsvøbte nabolaget i et plastisk lys og en summen. Papiret bevægede sig lidt i en varm brise der krøb sig op af vejen. Nu tilbage i mørket og metal klappende mod metal. Fra sit nye hjem, lød reklame skiltene hule og lyset derfra skinnede kun ind, gennem en lille revne i siden.

På fortovet susede biler forbi i øredøvende fart, På den modsatte side af vejen stod to store reklame skilte. Det første, et ældre træ skilt stod på en bar grund, med fødderne sine sort smudsede fødder stukket godt ned i grusbunkerne under det. "Welcome YOUNG and old" stod der med hvide bogstaver på det ellers røde skilt. Ved siden af dette, foran et lejligheds kompleks bredte, der sig det andet skilt ud. Moderne i al sin form. Fra den svævende fornemmelse man fik, til den lysende i flere farver tekst, der tonede frem på skiltet. For nogle gange at vise billede af Stranden, af cafeer, af butikker af kærestepar, der spiser is og af landskabet omkring. Dette i små intervaller, ti sekunder med hvert billede, indtil teksten dukkede op i nye farver. "Setting up shop, Why not here?" De to skilte blev mindre i og mindre indtil de forsvandt, og Honchyp opgav, træt og øm i benene af sin jagt på plastikken. Plastik stykket var fløjet et par skridt foran ham hele vejen, drillende! Han havde ikke turde gribe ud efter det., Ikke engang de øjeblikke, hvor det svævende kludrede sig ind i sig selv og spredte sig ud som et fint gennemsigtigt lag luft, der næsten kunne røres.
   På pladsen lød hundrede vis af forskellige dialekter, toner og samtaler. Honchyp lyttede og stirrede fra sin plads på et lille trappetrin. Stemmerne talte højt til hinanden, mens de gestikulerede, drak og spiste. En stor mørkhåret mand sad med hovedet helt nede i sin hvide tallerken og slikkede maden af, mens han talte med en dame overfor sig. Da han satte tallerknen på bordet tog han endnu en tallerken og gjorde det samme!
   Ved et cafe bord lidt bag manden, sad en middelaldrende kvinde med mørkt hår. Hun nippede til sin mad, der lå gemt væk i tallerknens dyb. Hun stak gaflen lidt ned, så hev hun den op igen, med de mindste stykker mad på. Hun tyggede dem, til der intet var tilbage. Blikket veg aldrig fra emaljen! Fredfyldt så hun ud, men Honchyp tvivlede. Der var noget i hendes positur, der forvirrede ham. Hun sad med benene trukket godt ind under stolen, til en grad, hvor hendes position på stolen virkede ubekvem. Hun koncentrerede sig nok om sin mad, men hun fjernede aldrig blikket derfra. En nervøs middag helt alene på en plads proppet med larmende, og om et par timer fulde gæster. Honchyp betragtede hendes hænder der, var tydeligt beskidte. Kronisk smuds, som havde hun arbejdet hver eneste dag i hendes liv og havde det arbejde sat sig på netop de arbejdende hænder, som sort tjære. Honchyp var her, for at møde Allabell Opedia, men han havde fundet Allabell Campasta. Dette måtte det være, om ikke andet blev beviserne tydeligere, da han nærmede hende langsomt, og så hendes venstre hånd tegne bløde streger på et papir lidt bag, den næsten fyldte tallerken. Honchyp betragtede hende fra skyggen af et træ. Vinden skiftede og blæste nu fra vejen og ind på pladsen. Først spredte der sig et stank af bil os, brændt gummi og benzin men af uransagelige årsager forsvandt stanken hurtigt. I stedet spredte der sig en syntetisk jordbær lugt over pladsen. Honchyp bemærkede de forskellige cafe ejere stå og sprøjte denne duft ud, fra dåse! Han tog et skridt ud i solen. Det havde været et stykke tid siden, at han sidste havde opfattet den. Flere tusind kilometer væk, i midten af stjernesystemet, og alligevel havde han nu glemt den, men tidligere bandet og svovlet den væk. Dag og nat fra sin ankomst til byen. Han trådte over den varme asfalt, mod kvinden. Hun tegnede små figurer. Den første figur en basal tændstikmand dog nærmere en kvinde, da to store cirkler under ansigtet bragte et feminint skær. Ved siden af kvinden, stod en lavstammet mand. Han tegnet i tykkere streger, men også ganske simpelt. Blot en mand med hænderne lige ned langs siden, og hvor de stoppede, startede benene, så fødder og sko. "Mænd er nogle svin" stod der skrevet hen over tegningen. Ordene var skrevet med en intensiv vrede, de var tydeligere end alle andre streger på papiret, blyanten var blevet presset så hårdt, at der nogen steder var huller efter den. "Allabell" spurgte Honchyp lettere skælvende, da han stod blot en meter fra damens bord. Først kiggede hun ikke op, så spurgte Honchyp igen. Damen kiggede op på Honchyp. Han veg et skridt tilbage. Hendes venstre øje var dækket af en sort klap og en mund fuld af rådne tænder. Honchyp betragtede hende med en væmmelse i kroppen. Hun stirrede på ham med sit øje lænende ind over bordet som for at fokusere bedre på denne mandsperson, der stod foran hende. Jaa, sagde hun så, med en uendelig udtale af vokalen. Jaa, hvad vil du så her? Honchyp stadig mundlam, fremstammede dog de tre stavelser, der udgjorde hans livsnerve. Aallaabeell? Spurgte damen endnu engang med unaturlig fokus på vokalerne. Liigneer jeeg een såådaan? Råbte hun, så menneskemængden tiede. Hoveder over hele pladsen drejede fra sin spisende positur til observeringen af Honchyp og denne frygtelige heks af en dame. Ligner jeg hende? Honchyp mumlede først, men kunne se det ene øje blinke voldsomt. Jeg aner ikke hvordan dette navn ser ud, men hun tegner, han pegede på hendes tegninger, hun er sky og du virkede lidt sådan. Hun kiggede på ham, nu med blikket helt roligt. Jeg er ikke sky, hun stirrede tilbage på sin tegning. Og jeg er heller ikke Allabell, beklager. Hun tog gaflen og prikkede lidt til et salatblad. Honchyp tog et skridt baglæns, derefter endnu et, indtil han var tilbage i skyggen. Damen sad stadig på sin plads, benene under stolen, og nippede til sin salat og stirrede på tegningen. Fra vejen lød der pludselig en politi sirene. Efterfulgt af blå blink, væltede en politibil op på torvet. En ung kvinde sprang for ikke at blive ramt, da bilen pludselig væltede ind. To politibetjente i korte grønne shorts og grønne skjorter, steg ud af bilen. Begge med mørke grønne pletter under armene. Den ene gik hen mod bordet hvor damen sad, den anden forsvandt ind på en af cafeerne. Foran damen stoppede betjenten, snakkede til hende højt og tydeligt, så tog han hende under armen og trak hende med sig hen mod politibilen, hvor han åbnede døren og smed hende ind på bagsædet. I samme øjeblik kom hans kollega ud med to kopper kaffe. De smækkede dørene i og forlod pladsen i samme fart, som de kom. Honchyp stod stadig i skyggen af træet, da to personer trådte ind på pladsen. Formelt klædt. Så formelt som sommeren tillod det, med skjorte der var strøget, shorts med pressefolder og en chik lille hat til hver. To mænd, der grinte og smilte, men Honchyp hørte ingen lyd derfra, heller ikke da de kom tættere og tættere på. De mimede blot disse gøremål, her er et smil, her er et grin. Honchyp havde lige sat sig op af træet, da de kom ind på pladsen, men nu måtte han rejse sig. For de to gik lige gennem det hele, vinkede og de tidligere ting men stoppede ved Honchyp. Først rejste han sig, i frygt for at have sat sig et forkert sted. De to kiggede på ham og smilte. "Здравствуйте", han stirrede tilbage, men sagde ingenting. Han skulle til at mumle et eller andet, han ikke selv ville vide, hvad var. "Bonjour" denne gang sagde de det ikke i kor, nu var det kun manden til venstre. Hej, sagde Honchyp, så gik han ud af skyggen og ned mod vejen. De to mænd trippede efter ham. "Guten tag" "Hello". Honchyp vendte sig om, gav dem hånden, og gik så videre. Men de fulgte stadig hvert et skridt han tog, hele tiden hoppende, trippende et par skridt bag ham. Han gik på fortovet, hvor de to reklameskilte blev større og større, mens andre blev mindre. Så drejede han skarpt til venstre og op af den stejle indkørsel. Han låste sin bil op og satte sig hostende og hakkende ind på forsædet. Turen havde været hård. Han havde været på grænsen til at løbe hele vejen, konstant fokuserende på ikke at falde. Nu blev han slået ud af denne tykke varme der lå i bilen. Honchyp åbnede hostende døren. Hele kroppen gav efter, for det kraftige hosteanfald. Et par sandkorn slog mod hans hånd. De to mænd omfavnede ham, som han sad der, med hænderne for munden. De talte til ham konstant, i et nyt sprog, med ny dialekt, accent. Så grinede de stumt. Aldrig sagde de et ord til hinanden, de blot kiggede og grinede. Honchyp forsøgte at presse dem væk, men de stod tæt op af ham, med hænderne over hans ryg. Han hostede og hostede. Lidt slim sprøjtede ud på hans hænder. De fire arme klemte ham nede, han forsøgte at rejse sig, men kunne ikke. De fortsatte deres tale. Skiftevis et ord af gangen, først ind i Honchyps venstre øre, så hans højre, så hans venstre, så hans højre. Det sortnede for ham. Dette var første gang, han vidste han ville besvime, så han koncentrerede sig om følelsen. Først blev han svimmel. Mærkede hvordan varmen trængte ind i næseborene, ned i svælget, hvordan de fremmede ord igen og igen blev udtalt og rungede gennem hans hoved, indtil der ingenting var tilbage.

Honchyp vendte sig om på ryggen. Det varme sand sad alle steder i hans ansigt, og han spyttede et par gange direkte op i luften med lukkede øjne. Sand og spyt dalede ned over hans gamle ansigt. Der var engang, hvor tanken om alderdom havde været dette, en tanke, intet andet. Nu lå han på ryggen nogle meter fra vandkanten med ømme fødder og sand i ansigtet. Den venstre hånd fjernede sandkorn fra øjenkrogen og tørrede dem af i shortsene. Solen, den er der altid, var nu ikke anderledes deroppe over det blå, langt ude i mørket brændte den. Helios, Solpletter, solstormen. Omkring Honchyp var der intet, i hvert fald ikke noget han opfattede. Han klemte blot øjnene i og stirrede op mod denne giver af liv, denne enorme magt, der aldrig blev gammel. Med rynket hud og skaldet isse var Honchyp det modsatte af denne. Han var et dyr i forrådnelse! Trekanter, tegninger og ord udgjorde Allabell, hun ville heller aldrig blive ældre, deri havde de noget tilfælles. Det mørke hår, hun bar i en løs hestehale, havde ej et gråt stænk. I seks år havde Honchyp forstillet sig, hvordan hun måtte se ud. Aldrig havde sindets billede ændret sig. Hun lignede sig selv. Honchyp forsøgte at forestille sig selv seks år tidligere, lo for sig selv, da han ikke kunne. Han selv var ældet til grænsen! Men hvad han havde været tidligere var forsvundet. Ikke kun det ydre, men af uransagelige årsager huskede han ikke ret meget. Han huskede brevene og Villa Vista, men alt før var væk. Brevene huskede han kun, fordi han havde skrevet dato på dem. Som Honchyp lå her med solen, havet og sandet krøb denne tanke langsomt ud af hans tanker, han lagde højre arm henover sit ansigt. Mørket sank sig over ham. Og hjernen, der havde spruttet af interesse og tanker, satte farten ned og nu helt sagte forlod hver en ivrig gennemtænkt gennemgang af tidligere tider, og Honchyp svedte, blot svedte. Efter lidt rejste han sig. Han borede sin venstre og højre arm ned i sandet og løftede sin overkrop op. Det pudsigste skete dog nu. Honchyps fingre støttede på en mærkværdig konsistens dernede, under sandet. Hvis det var en lyd, ville det glitre, sådan føltes det. Honchyp trak højre hånd til sig, hvilket resulterede i, at han faldt ned i sandet igen. Så stak han højre hånd ned i sandet og fik fat i noget takket og produceret, og han hev op. Et lille stykke, helt gult, slikemballage lå nu i hans hånd. Han studerede det, bogstaverne var næsten udvisket, ellers intet, og så i lommen med det. Endnu en gang løftede armene ham op fra sandet, og endnu engang følte han denne plastik under sandkornene lige ved hans håndflade. Honchyp trak endnu engang et stykke slikemballage op. Dette stykke, et stykke sort og rødt emballage med bogstaverne M-a-r-s på. På bagsiden sad sandkornene fast i små klumper chokolade. Han lagde også dette stykke papir i lommen, nu vendte han sig en halv omgang, satte armene ned i sandet og skød ryggen i vejret samtidig med at benene forsøgte at få fodfæste. Men igen gled han, denne gang sådan, at han igen lå med ansigtet direkte i sandet. Han vendte sig vredt om på ryggen, spyttede sandet ud, begge hænder forsøgte at fjerne det tørre sand fra øjne, øre, næse og mund, men Honchyp blinkede stadig voldsomt med øjnene, da sandet havde sat sig godt fast. Han bandede på sit eget sprog, spelo mimede hans læber, endnu et af hans egne ord, denne gang så strengt, at han sjældent sagde det højt, ej heller i sit eget ensomme selskab. Honchyp tog sig sammen, rejste sig igen med armene boret ned i sandet, denne gang med neglene boret ned i den fugtige undergrund. Efter asen og masen stod han vakkelvorn på benene, fik vejret og pletterne for øjnene forsvandt, så han sin egen skygge i aftegningen af sin krop i sandet. Rundt om skyggen lå der tusindvis af små stykker emballage, ølkapsler, cigaretskodder og plastikbeholdere.

De to mænd stod stadig bøjet over Honchyp, da han vågnede. Håndværkene havde forladt foyeren, hvor kun den unge receptionist, Honchyp og de to mænd befandt sig. De stirrede på Honchyp og smilte et ulideligt smil, da han vågnede. Han lå midt i foyeren på det bare gulv, en våd klud dækkede hans pande. Han rejste sig langsomt, kroppen indstillede sig svagt på endnu en tur på benene, og på trods af lidt svimmelhed endnu tilbage i nerverne, rejste Honchyp sig resolut. De to mænd forsøgte at hjælpe, men Honchyp skubbede dem væk. Igen forsøgte de at hjælpe, igen skubbede Honchyp dem væk. Denne gang således at han selv satte sig på numsen. Han stak begge hænder ud fra sin krop for at fortælle dem på det universelle sprog, at han ikke skulle have hjælp. Da slet ikke af dem, lå også i de udstrakte hænder. Nu greb de to så fat i hans arme og løftede ham på benene. Honchyp kæmpede voldsomt imod men fandt pludselig sig selv stående igen. De to holdte stadig fast i ham. Han forsøgte at vride sig løs, men nej. Nu talte receptionisten højt og kontant til de to mænd. Honchyp hørte ikke ret meget, da han var i krig mod disse mænd. Alt fokus lå i at genvinde magten over sin egen krop. Seancen mindede ham om et eller andet, et besynderligt deja-vu, uden nogen egentlig igangsætter, blot dette, måske rummet, mændene, duften, kvinden eller Honchyp selv. De to mænd gav slip på ham, rettede på hans skjorte og forlod foyeren. Honchyp, vakkelvorn og rasende, hev efter vejret og stirrede ud på parkeringspladsen, hvor bilen stadig holdte. Nu vil jeg fortælle dig noget. Honchyp kiggede overraskende på receptionisten, der rejste sig fra sin plads bag disken. Hun blev en halv meter lavere, da hun gik ud på gulvet. Forstår du, hvad jeg siger, Honchyp? Forskrækket nikkede Honchyp på hovedet. Okay. Dengang du kom hertil, var tingene ikke så overordentlig velkomne, som nogen, undskyld mange, mener, der er nu! Det er vores fortjeneste, forstår du det? Nej, men han nikkede på hovedet alligevel. Ting, som hvad som helst, har brug for en indpakning, noget folk falder for, det kan være lige, hvad det skal være, så længe, og dette er vigtigt, at det for det første ikke er grimt eller ildelugtende. Pæne ting, selvom de en dag kan blive det førnævnte, henvender sig bedre til det gængse menneske, og indtil vi finder en løsning på at ting bliver ildelugtende, grimme eller måske rådner, så må vi være stolte af, hvad vi nu engang kan. Hun tog fat i Honchyps skulder, kiggede ham dybt i øjnene, du har været her før, ikke mange gange, ikke få. Du kommer aldrig igen, for nu er vi snart færdige her, derfor er der håndværkere, men Honchyp, det, du søger, er et navn, og det navn kender du allerede, så måske du har fundet, hvad du søger? Hun smilte til Honchyp og slap skulderen. I det samme kom en af håndværkerne ind i foyeren, han bukkede undskyldende og gennemledte noget plastik spredt ud over et vindue. Receptionisten vendte sig om og gik tilbage til sin plads. Her satte hun sig med benene svajende fra side til side. Håndværkeren rodede alt plastikken igen!

Honchyp stablede de hvide sten, det var alt der var, blot hvide sten og noten. Han elskede bjergene. Når han lukkede øjnene, blev han som de gamle giganter. Smuldrende under en sol, der ikke interesserede sig for bjerge eller Honchyp, der ikke bekymrede sig om den summende elektricitet, eller den prik i universet, konstant oplyst, af milliarder af billedrør! Honchyp lukkede døren, græsset stod som tinsoldater på række.

Under biltaget stak varmen sine spor ind i huden på Honchyp, under den brune hud sad et brændende menneske. Han hev efter vejret, det summede i bilen fra udluftningen. Honchyp trak vejret dybt ind, opslugte hver en partikel af ilt i bilen i en mundfuld som en kæmpe, lukkede øjnene lidt i.
   Fortid og fremtid var underordnet, Honchyp forstillede sig det mørke hår i hestehalen, og en stille mosaik af noget, han engang huskede, opløstes for hans indre øje. Håndværkeren forlod foyeren og gabte på vejen. Honchyp mærkede den smittende effekt. Han lænede sig tilbage, og hele kroppen pustede sig op for så blidt at give slip på det hele, og han lukkede øjnene lidt for lidt, mens den summende udluftning bralrede, mens receptionisten låste hoveddøren, mens bilen holdte på sit sted, og Honchyp sank ned i bilsædet, sådan så benene pressede sig mod det varme rat. Over Benidorm gav himmelen et svagt suk, som natten krøb ind under det blå, og Honchyp sad under det hele!