Stædigt vrede og med et sind, møvede de sig mod døren, de med deres køler, knyttede næver, etcetera etcetera viftende over hovederne. Et skvulp og massen var gennem døren. Tilbage stod tomme øl glas på bordene, drukket ud inden den spontane arrigskab. Væltede stole følger med. Bartenderen, en ældre ganske godmodig, men yderst fattig mand, Jeelman, tog et par flasker af hans mere robuste alkoholiserede getrænken, fyldte de hullede lommer med småpenge og fulgte støvskyen. Jeelman, Jeel eller Jiilmaan, kær bartender, henter af alkohol, bringer af glædelige tider. Fik sand i øjnene, en sten i skoen, og havde han hørt bedre efter, havde han sågar, hørt mønter falde fra lommen til jorden. Klientellet, disse stolte mænd, havde fundet sig deres første offer. En spinkel mand, af afrikansk afstamning. De store læber mumlede en eder, en forbandelse snart en pli efter de herre. Men de opstemmede råb overhørte og overdøvede den spinkle mand. Først fik han en med knytnæverne. Disse sad løst på et par stykker i gruppen, disse unge mænd, der endnu ikke satte pris på dage som disse, og i stedet blot ville hjem, hjem, hjem til Jeelman og hans liflige getrænken. Bevares. Derefter en kaskade af slag fra køllerne. Så begravet i støvskyen da flokken rendte videre. Jeelman i hælene, med smil på læben. Der var blevet solgt hele tre tåre i første forsøg. Tre tåre! Støvpartikler hvirvlede i luften, da vores stolte svende spurtede videre. Først begav de sig ind i byens midte. Langs Værelstræde, hvor fire unge mænd, der knapt havde forladt søvnen, fik en knytnæve i nakken, simultant. Dette morede gruppen, dog blev grin tysset! Længere nede drejede man til højre, forbi Aarons kirke, hvor gruppen stoppede op, gjorde korsets tegn, et par enkelte fik et par slurke af Jeelmans getrænk, inden schaket satte i gang. Et par minutter fra Aarons kirke, fandt man en ung knægt af bare sytten år. Han havde insisteret på, at råbe efter schaket da de var tromlet forbi. Først havde den forreste ingenting hørt, men heldigvis, dette for retfærdighedens skyld, havde Jeelman, udmattet informeret gruppen om skældsordene. Nok, hvis Jeelman selv ville sige det, ikke i en nøgtern mund til mund overlevering, men en ganske fin opsummering var der dog tale om. Knægten, skarnsungen osv. Havde nu sagt forfærdeligt stødende ting. Jeelman skænkede flittigt tåre, smurte halsen på de tørstige, mens kølerne svang og knægten faldt til jorden, stum med en lærestreg. I dette øjeblik kom en ældre kvinde forbi. En af de yngre i gruppen, der stadig hungrede efter en fast barstol at sidde i, kastede en sten efter frøkenen, der faldt til jorden. I et kort øjeblik forvandledes imponering til vrede, og Jeelman afskar ham fra flere tåre, - indtil selvfølgelig de igen ville være tilbage. - Hvornår ville de egentlig det, spurgte Jeelman ud i gruppen, men her var fødderne allerede i gang og støvet i luften, så Jeelman accepterede og fortsatte. Via akvædukten op til tyfæokrateret. Hvor udmattelsen satte ind. Samtidig var der en snigende fornemmelse i gruppen, siden den ældre dame, havde man ikke set mennesker. Af uransagelige årsager havde man sågar, som gruppe vel at mærke, bevæget sig ud af byen, ikke ind af, som man måtte mene, på denne tid og efterfølgende, ville være den klogeste beslutning, når nu man var stædig vred og havde retfærdighed på sinde. Jeelman nåede gruppen, da et lille møde brudte op, hvor man havde besluttet, dette enstemmigt, at man ville mod baren, via Fosfak gade. Sten kasteren fra før, forsøgte at genvinde gruppens gunst, med et kampråb, nået i stil med, "Vis os ikke vejen frem, blot hvorledes vi vender hjem". En ældre herre, ingen kendte bakkede op og gentog sætningen. Beslutsomt blev han banket i jorden af en trækølle. Den unge knøs blev tysset ned, han bukkede underdanigt, og gruppen fortsatte. Over Fosfak gade, hvor et par sten blev kastet gennem et par ruder, et dusin cykler væltet og punkteret og så var det hjem. Udmattede, stolte, glade med vished om, at man ville fortsætte, næste gang en sådan vrede indtraf. Tilbage i Baren fandt bagdele faste pladser og nye øl fyldt op. Først ved egen hånd, siden, da Jeelman endelig dukkede op, med sved stående ud, fra samtlige porer i huden, overtog han gøremålet.