Kun den der bevæger sig
ved han har lænker på.
- Johnny Madsen
"Har Du nogen gange tænkt over, hvorfor livet skal være så svært at leve?"
Det gør jeg tit, alt for tit. Tankerne er med til at forvolde den skade på livet som jeg gerne ville være foruden. Saglig er de enfoldige. Alt burde være så indlysende, legende og befriende let.
Men sådan ligger landet ikke, slet ikke.
Mit liv er ikke sådan lige til. "Hvordan er det med dit liv?... Fungerer det?"
Mit fungerer ikke, slet ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal stille op, sådan lige nu, med mig selv og mit liv.
Og det værste lige nu og henover de seneste uger. Her taler jeg ikke om national som global Finans krise og det spændende præsidentvalg over there, Obama vs. McCain og jeg håbede inderligt, at Barack Obama vinder og det gjorde han, og jeg fik en smule lykke ind i mit liv, nu sker der noget i menneskets historie, men så bliver han sikkert skudt, det gør alle gode ledere der vil folket og verden noget godt. Nej lige nu er det værste, at min bagdel klør, sådan lige i Anus, ringmusklen. Jeg har været på apoteket og købe noget Comfort, set i en Tv reklame, det skulle behandle endetarms problemer. Bare løgn og latin, nu har jeg smurt dette skum med sådan en plast dingenot i min Anus i over en uge, ud over at det sviner mine underbukser til, så klør det stadig. Fra stille irriterende til voldsom, næsten smertende kløe.
Forbandet kløe. Pludselig klør det ikke, livet er pludselig lettere og så klør det igen, altid de forkerte steder og når jeg skal til at sove. Jeg indrømmer, at tanken har strejfet mig, min kæreste siger: "Du taler altid om sygdom, jeg bliver bange for dig!"
Hun har ikke ret, jeg omtaler kun det forhøjet blodtryk der giver frygtelig hovedpine ved seksuel udløsning, de vanddrivende piller, smerterne i brystet, arme og ben, det venstre ben der gør ondt i hoften så jeg ikke kan gå eller løbe over længere strækninger, om den bule der er i knæhasen og så mit altoverskyggende Anus problem. Der er masser af andre steder på kroppen jeg ikke omtalt endnu. Anus problemet er det der larmer mest, lige nu.
"Hov! ... jeg glemte at fortsætte den tanke der havde strejfet mig og så var det at min kæreste siger... bla. ... bla. ... om jeg skulle have tarmkræft?. Jeg har jo altid haft mave og tarm problemer, jo... jo jeg er skam blevet undersøgt, med kikkert op i...og oppefra og ned...ubehageligt, og diagnosen var nervøs tarm og mave katar, mavesækken lignede en hel champignon mark. Det så faktisk flot ud, da jeg så det på skærmen.
Man bliver sgu da psykisk påvirket, når kroppen hele tiden taler højere end mig selv.
"Nå det jeg ville sige, jeg har faktisk lidt svart ved at koncentrere mig om det jeg egentlig ville sige... nå jo, det var livet, vi kom fra. Ved du for resten at jeg er 51 år.
Jeg holder mig godt ikke?...okay så nogenlunde da".
"Fik du svaret på mine spørgsmål?"... Nej?... "du vil vente lidt, til du hører resten af det jeg vil sige... okay!"
Man gør sig så mange anstrengelser, som forbliver usynlige, oversete, ligegyldige og forventelige af Gud og hvermand. Man gør ting for andre for at hjælpe, gøre sig til, at man er til og behjælpelig, nogen gange får man så en håndøre måske løn, for så er der betalt tilbage. Og de håndører, Judas penge, virker alle steder. Når jeg nu er ved de satans penge, så hørte jeg i morgen -TV, for en rum tid siden, at danskerne er på det jævne, middelmådige i tanken, de forventer sig aldrig mere end lige til, de arbejder meget for lidt, nej de skal tænke højt om sig selv og sælge sig dyrt... jeg har prøvet og prøver stadig, men det lykkes ikke rigtigt. Det er derfor vi er en nation af Lotto spillere. Lykken og heldet kommer til mig, jeg skaber den ikke selv. Jeg er en af dem, hver lørdag for 50 kroner, 10 rækker med Joker. Og jeg hader, at jeg gør det.
Her kommer jeg til sagens kerne, eller en af dem. Hvorfor kan jeg ikke selv?
Skabe lykken med mit gode hoved og velpåsatte hænder.
Alene gør stærk, har jeg hørt og det tænker jeg ofte. Hvis jeg nu kanaliserede alle mine kræfter, overskud, tid, kreativitet og intelligens ind på et mål, så det til sidst blev en succes, udadtil og indadtil, mig, så jeg kunne hvile på min succes. Den søvn må være bedre end den uden succes. Så er det bare hvilken slags succes jeg vil opnå? Det ved jeg ikke. Er succes så lykken? Jeg ved bare, at jeg bruger så meget energi på hverdags gøremål, at der aldrig er tid til at føre tanken til ende eller i det hele taget påbegynde den tankerække der skal skabe den gode idé. For ikke at tale om den træthed som opstår af den frustration, når hverdags - tingene ikke falder i hak. Så tænker jeg, at en - lille morfar - kan ikke skade, den kan kun give energi. Sikken en gang fis, løgn, den - lille morfar - er selvbedrag og en flugt. Det eneste den lille rævesøvn bringer er lidt orden i kroppens evige råben på orden, (mangel på retmæssig søvn, ordentlig mad og væske, vitaminer, 1. times daglig bevægelse, og så minus smøger, sprut m.m.) er dog et lille plaster på såret. Nogen gange tænker jeg endda, at min kæreste fylder alle mine fritimer op, med vellavet mad, rødvin, stearinlys, en god film i sofaen med kaffe og kage og hvis vi ikke lige er for trætte af at spise og ikke lave noget, så skal vi måske putte sammen. Hvad kunne jeg ikke have brugt den tid til, noget konstruktivt, et eller andet der måske var noget. "Kan du forstå hvad jeg mener?'"... "om jeg så ikke bliver ensom uden en kæreste, spørger du?" Hvad er ensomhed? En eller anden har engang sagt: "Kloge mennesker keder sig ikke" og denne "kedsomhed er godt for kreativiteten"... hvis disse to talemåder har noget på sig, så behøver jeg ikke føle mig ensom. Ensomhed er også en måde at lære sig selv på. Der er stof nok til mange timers sysler. Jeg har aldrig kedet mig i mit eget selskab. Derimod har jeg ofte kedet mig i andres... ja, jeg indrømmer det ... det har du også, indrøm! ... du nikker forsigtigt ... det er okay, det er menneskeligt, ligesom at gabe, det er bare et tegn på, at kroppen mangler ilt, men folk synes det er uhøfligt, at man gaber åbenlyst og melder: "JEG KEDER MIG" ... men jeg mangler altså ilt til min hjerne, der ikke bliver underholdt optimalt og sat på prøve. Det er det, det det hele handler om. Vi sætter os aldrig på prøve, gøre noget andet, gøre noget vildt for sig selv, så og sige træder et eller to skridt ved siden af. Hr. Norm og Hr. Plejer skal dukkes, skal de. Det er dem, der får det hele til at køre rundt i manegen. Med ligegyldigheder, høfligheds fraser, rutiner, op kl. 6 og hjem kl. 17, aftensmad, bilkøer, lidt Tv med andres ulykker, død, splatterfilm, finanskrise, murstensmillionærer, urimelige huslejer der ryger op og ned, de riges hammerslag og andre uduelige soap berømtheder og så gøre sig klar til næste dag, hvor det hele gentager sig. Og når vi så endelig har fri, går vi i panik over at vi skal være sammen i seriøs kvalitets tid, så kaster vi os over fire nationale sports grene, sms - beskeder, computerspil med cola og pizza, fodbold på Tv med chips, familie guf og håndbajer og sidst men ikke mindst, at køre sit Dankort et utal gange igennem PBS Boksen ..."på beløbet?" ..."gerne 100 over"... for at dække et følelsesladet købebehov af ting og sager vi ikke har brug for og nu er det snart døgnet rundt også på dage hvor vi burde holde Helligdagen i hu ... det er jo til at brække sig over. Det var den weekend. Tror da fanden, at vi har stress. Ensom?, ... jeg vil hellere være ensom og bestemme mit liv og hastigheden af det, selv.
"Kærlighed?" ... siger du kærlighed? Se dig om, hvor meget kærlighed ser du åbenlyst? ... nej ikke meget, faktisk mindre end lidt. Kærlighed til sin elskede, sine børn og ens forældre, kan jeg forstå, selv den kan smutte i svinget ... kærlighed er noget man finder på nettet på en dating chat eller det moderne menneske synger om, som et slags plaster på såret. Verden er i krig, svigermor sidder på plejehjemmet glemt, mørke og hvide som religioner bekriger hinanden ... der er ikke megen kærlighed. Trist men sandt, så den budgetterer jeg ikke så meget med. Men kærlighed til noget man godt kan lide eller noget man er god til, en tur i skoven, lave et godt måltid til andre, skabe et billede, kæmpe for en god sag, få en god snak med en ven, et fremmed menneske. Det elsker jeg. Kærligheden findes det ved jeg, men et eller andet sted blev den glemt og sygner hen på et Hittegods kontor.
Nej du ... Livet er en svær ting. Der er så mange ting og forandringer man skal forholde sig til, at der aldrig er plads til at lytte på sig selv. Jeg brokker mig over kroppens larm, men jeg lytter ikke til mit indre. Man kunne næsten tænke sig, at det moderne samfund skulle mene: " at lytte til sig selv er opium for folket" og så sætter samfundet bare farten mere op, flere indgreb, mere overvågning, højere priser, mere Co2 og så glemmer man alt det pjat om alternativ lytning og passer dagens dont."

"Jeg har egentlig ikke lyst til, at være med på den livs karrusel ... og hvad vi ellers mister på gyngerne, som kære Preben Kaas så herligt sang engang. Pludselig en dag så jeg mig i spejlet. Du er blevet 50 år ... hvor blev de af?
Og hvor blev de rene gader af? Hvor blev den gode moral af? Hvornår var det sidst, at et ungt menneske gad høre på mig? Hvorfor blev de gamle huse revet ned og erstattet af akvarier og beton kvarterer? Hvorfor skal der spray males på alt i byen? Hvorfor får jeg ikke malet flere billeder for min indre lyst skyld? Hvorfor får jeg ikke læst de gode bøger? Hvornår var det lige jeg sidst høre en fugl synge i en dejlig skov?
"Kan du se det? .... Man er fanget i en rundkørsel, og der køres så hurtigt, at man aldrig kan nå at dreje af". Hvorfor kan jeg ikke føde den idé, der løser livet for mig?
Hvor blev mit smukke liv af?"