Ild. Varmen syder og sprutter, det gør så ondt. Varme så intens at det blender sammen med hvidglødende, frysende smerte. Mine tårer fordamper inden de overhovedet kan falde fra mine kinder. Jeg hoster og hiver efter vejret og jeg er så svimmel. Mine ben ryster under mig, men jeg fortsætter min søgen i de ulmende gløder. Kul, brændt træ og murbrokker, møbler jeg næsten ikke kan genkende mere. Mine arme er så sorte at jeg ikke kan adskille dem fra kullet og gløderne. Smerterne er væk nu, kun tårer, den svidende røg og luftmanglen hersker nu. Jeg kan ikke høre andet end min egen gispende vejrtrækning. Hvor er hun? Hvorfor kalder hun ikke? Og hvad med Dean og Sine? Mor! Jeg prøver at kalde, men jeg kan ikke forme ordet, kun hosten og gisp undslipper min mund.
   Pludselig er der én der griber fat i mig og hiver mig væk. Nej! Jeg er nødt til at finde hende, hun er derinde et sted! Mor!
   "Lyra, giv slip!" råber en kraftig mandestemme som på en gang er fremmed, men velkendt. Han minder mig om min far. Hans stemme er død, lugten af blod og lyden af pistoler. Nej. Slip mig! Jeg kæmper for at undslippe hans greb, men forgæves. Hans greb bliver kun strammere, selvom jeg sparker, kradser og bider fra mig med alle mine kræfter. Jeg kan ikke se hende, jeg er nødt til at finde hende!
   "Lyra, det er for sent, hun er væk. Giv slip!"
   Med mine sidste kræfter, låser jeg min kæbe ned i hans underarm og jeg kan smage blod. Han tvinger mit hoved væk og op mod hans eget. Mine øjne fanger hans: dybe, grønne øjne med rynkede mørke bryn. Hans lange, mørke hår der falder ned over mit eget er det sidste jeg ser, inden mørket omgiver mig og jeg forsvinder fra ilden, røgen og hans grønne øjne. Men en ny smerte dukker op og følger efter mig ind i mørket.