Dørklokken ringede gennemtrængende. Christian kom langsomt op til overfladen, og registrerede der blev svaret.
   "Det er ham, der hedder Nick som minder dig om, i har en aftale om kontrol af fisk. Er det arbejde?" kom det muntert og skrækkeligt friskt fra entreen.
   "Jeg bød på kaffe. Der er også en liter til dig".
   "Absolut. Ekstra stærk kaffe med et glas aspiriner til morgenmad," stønnede Christian.
   "Kogte eller ristede?" kom det muntert fra Charlotta, mens hun skramlede med porcelæn. "Det var du selv ude om. Du burde vide bedre, end at drikke om kap med Declan, når du skal på fisketur. Og så i whisky!"
   Christian kæmpede sig op og i tøj, gik ud i køkkenet og skænkede kaffe mens Charlotta lukkede Nick ind.
   "Vi havde jo aftalt du kom med for at se efter om ørrederne er hjemme. God morgen, i øvrigt".
   Nick så også modbydeligt frisk ud og opfattede omgående situationen, helt korrekt. Han modtog med tak en kop kaffe fra Charlotta, der samtidig ristede brød.
   "Lidt frisk luft vil sikkert gøre ham godt", sagde Christians helt nye hustyran opmuntrende, uden spor medfølelse, og fortsatte. "Han har ikke glemt det men mistede vist nok kontrollen over begivenhederne i går aftes. En skotsk kollega kom lidt for godt i gang med at snakke godt for bidrag til verdens bedste whisky, mente han. Værten var irsk og ret national. Han tog det som en udfordring. Sammenligningen tog lidt tid. Da det blev midnat var baren tom og stillingen uafgjort."

Christian drak sin kaffe og prøvede forgæves at forklare, de skam havde lavet en meget seriøs undersøgelse. Han fandt sig i deres godmodige drillerier, mens han spiste ristet brød sammen med to kopper kaffe, hvorefter han mente han trængte til et bad.
   Skiftevist koldt og varmt vand genoplivede hurtigt normaltilstanden. Ændringen i hans tilværelse var opstået gradvist siden overfaldet. I løbet af Charlottas praktikantperiode loddede han, uden bagtanker, mulighederne for fastansættelse, hos Monty.
   Hun var, sammen med Declan, blevet et stabilt boldværk, mod en anden herres ret elastiske opfattelse af opgaver og ansvar, som ingen ville undvære. Desuden nød han rent ud sagt udsigten, når hun var i nærheden.
   Monty havde brummet, at lidt ekstra seværdigheder kunne kontoret vel altid bruge. Hvis der ikke var tvivl om hun var lynende dygtig, skulle han da gerne prøve.
   Før udløbet af hendes praktikperiode afleverede Monty en kuvert med samme indhold, som den Christian fik sendt til Rom. Den bragte han videre til Charlotta, der takkede på en ret håndfast måde.
   Da nyheden bredte sig forsvandt Frank et eller andet sted hen for at lufte en forurettelse, over ikke at være spurgt.
   Charlottas og Christians samtaler om forskellige emner var udvidet væsentlig efter overfaldet, og drejede sig undertiden om arbejde. Desuden viste det sig også, hun spillede squash, og kendte et par tricks med ketcherne, der både krævede omstilling og ironiske kommentarer fra tilskuerne.
   Christian benægtede heller ikke for sig selv, han glædede sig til at se hende, hver mandag morgen, og høre hendes smittende latter over ubetydelige detaljer.
   Efter en mindre sammenkomst, hvor han var vært, blev gensynet med Charlotta på en eller anden måde forkortet til næste morgen, og i løbet af ingen tid, til hver morgen.
   Hvert døgn de var sammen og lærte nye sider af hinanden at kende, bekræftede kun, de ikke behøvede konkurrere om noget som helst. Hun havde sit eget værelse, et sted i nærheden, men så det efter de første uger ikke ret meget.
   Jungletrommerne fungerede stadig upåklageligt. De så ingen grund til andet, end at være ærlige, da den situation langt fra var ukendt. Monty mumlede, for god ordens skyld, et eller andet om et internt kodex, ingen tog sig ret meget af alligevel, og gik med til at se tiden nærmere an.
   ***

Nick havde en rummelig Mazda. Christian strakte behageligt benene mens de snakkede fodbold og nød foråret. Kombinationen af koffein og frisk luft fik hurtigt gjort det af med de sidste minder om skotsk og irsk nationalisme.
   Han var kun spændt på at komme ud og se mere af omegnen fordi han indtil videre kun havde været i byen. Han havde, for gud ved hvilken gang, fået henstilling om kun at kontrollere uden for huset og i øvrigt ikke stille spørgsmål om sine alvorligt arbejdende kollegers forarbejde.
   Montys interesse for den slags diskussioner, var efterhånden aftaget en smule. Han lagde stadig ubehagelige ting på lager til senere og bad undertiden Christian kontrollere forarbejde til arbejdsgrupper og deltage, når han fik fornemmelse af at konsulenternes arbejde blev misbrugt til en art 'vekselrytteri' afdelingerne imellem. Den form for magtkamp var Christian ved at løbe lidt træt i, men indtil videre måtte han gøre som Monty bad om.

Privat snak kunne ikke undgås, og de prøvede det ikke. Nick fortalte han var skilt, og ikke så sine børn så meget som han gerne ville.
   "Arbejdstiderne forstår du, er ikke altid ret nemme at planlægge," sagde han med et suk. Hans veninde havde et job med både aften- og akutvagter, så begges familieliv blev indpasset i det, efter bedste evne.
   "Mine børn er snart voksne og med afspadsering i kilometervis, kan tingene som regel hænge sammen," fortalte han.
   Christians fætter var politimand hjemme i Svendborg så det problem var på ingen måde ukendt for ham. Under sammenligningen fandt de ud af at dansk og belgisk politis arbejdstid og private omkostninger, mindede meget om hinanden.

Halvfjerds kilometer udenfor Bruxelles drejede de af og holdt kort efter ved bredden af floden Meuse, ikke langt fra en fantastisk flot og hyggelig by, påstod Nick, der hed Dinant. Christian beklagede sit manglende kendskab til resten af landet, fordi han kun havde været i byen, indtil videre.
   "Ardennerne skal jeg i hvert fald se, har jeg lovet mig selv," forsikrede han.
   "Så kan du bare gå i gang med det samme," lo Nick, "Du står midt i dem. Der er lidt over hundrede kilometer til Luxembourg. Belgien er en smule større end Danmark og afstandene er overkommelige."
   Ikke langt fra floden lå et lille hus i kanten af en skov. Nick udpegede det, mens de riggede deres udstyr til og spiste et par sandwich med kaffe, Charlotta havde lavet mens Christian var i bad.
   "Huset er en gammel landstation, der tilhører politiet. Vi bruger den en gang i mellem, hvis vi skal have nogen lidt af vejen et par dage. Den kan også lånes hvis fiskeriet, af en eller anden grund, skulle trække lidt ud," fortalte han og prøvede at se uskyldig ud.
   Under flere fisketure derhjemme havde Christian også gjort den erfaring, at nogle fisketure varede lidt længere end andre, og det ikke altid var fiskenes skyld. De nød luften og stilheden, mens de gjorde sig endeligt klar.
   Ved deres første snak om fiskeri havde Christian kontaktet sin far og bedt ham sende hans urørte udstyr, til Bruxelles med kurer. Alt lå parat, som han havde pakket det fire år før. NFL kasketten havde faderen også husket. Hans fiskejakke med alle lommerne fuldendte forberedelserne.
   Torpedostangen fandt, af sig selv, i balancen i hånden, så snøren kunne kastes. Han kikkede misundeligt på Nick, der havde klargjort en elegant stang.
   "Det sker politiet sælger ud af beslaglagte ting," forklarede han. "Hardy Smuggler. Vidst nok engelsk. Fiskene kan ikke stå for fluerne". Han havde et større udvalg i en æske med navnet Royal Coachman.
   "Det her fungerer efter samme princip som opladningen af en mobiltelefon", mente Christian filosofisk, da de havde fået snørerne i vandet, og sat sig på et par klapstole.
   "Det har du ret i", sagde Nick, og tilføjede at hans var slukket mens de var her. "Hvad med din," spurgte han efter et øjeblik.
   "Ligger i reolen derhjemme," fortalte Christian dovent. "Der ligger den glimrende."
   En af lommerne føltes lidt forkert. Han undersøgte den og fandt en lommelærke, der var vedhæftet en hilsen fra hans far med ønske om en god tur og beklagelse over, han ikke kunne være med.
   Uden at tænke nærmere over det, skænkede han hætten fuld og drak. Endnu en hætte blev rakt til Nick med ordene.
   "Dansk tradition til jagt og fiskeri."
   Han lukkede øjnene og oplevede som forventet, et koncentrat af Store Vildmose hvor hans og Carstens fædre årligt plukkede urter nok til at lave et par års bitter. Et gisp fik ham til at åbne øjnene igen.
   "Kender du straffen for vold mod tjenestemænd. Det er tæt på. Hvad er det".
   "En bitter hjemmefra, der hedder Bjesk" forklarede Christian. "Lavet på urter fra Vikingernes og Kimbrernes land. Du ved nok, de sejlede og vandrede gennem Europa og erobrede Rom, med den som brændstof".
   "De behøvede vel kun ånde på modstanderne undervejs," grinede Nick efter at være kommet til hægterne, igen.
   "Jeg tror såmænd de kun de bød på en bitter", sagde Christian og grinede også.
   "Dem der drikker det her, og bliver stående, vil jeg ikke være uvenner med," afgjorde Nick. Han rakte hætten retur, og rystede afværgende på hovedet da Christian gjorde mine til at hælde op igen.


Nicks snøre markerede, fiskene faktisk var hjemme den dag og at den royale flue levede op til anbefalingen. Efter kort kamp blev han belønnet med en flot ørred. En halv time efter var det Christians tur, også en livlig ørred, der efter fælles vurdering, fik besked på at komme tilbage når den blev myndig. En brasen måtte kort efter, finde sig i samme ydmygelse. Det gjorde den uden protester og arrige slag med halen.
   Efter nogen tid og mere snak blev Christian belønnet med en smuk ørred og Nick kort efter en aborre.
   Lidt mere småsnak om fiskeri, oplevelser og natur udfyldte dagen. Christian fortalte til Nicks store mordskab om sin tilværelse i Rom, intrigerne der, og om hvordan han uden at opdage det, var brugt som en brik i magtkamp mellem to forskellige professorer.
   "Det hele drejede sig om hvem de studerende gad høre på. Indholdet var såmænd det samme. Mit speciale serverede det bare på en anden måde, på områder hvis lærebøger var lavet til andre forudsætninger."
   "Noget særligt må der vel være sket," spurgte Nick. "Ellers havde du næppe siddet her?"
   "Karsten bad om en ajourført kopi af et afsnit om subsidier, fra mit speciale. Det var nogle overvejelser, fra krisen i halvfjerdserne, jeg fik opdateret. Professoren og en anden hjalp mig til at udvide det til en fyrre, halvtreds sider, opdateret efter de nuværende forhold og politik."
   "Hvad skete der så," ville Nick vide.
   "Tja. Vi fik et honorar for skrivelsen, og et par spørgsmål til uddybning. Professor D'Augusto fortalte selvfølgelig alle og enhver, der gad høre på ham, om sit nyskabende arbejde for Kommissionen, plus han måske kunne give ministeriet et vink om hvad vej vinden blæste, og hvad de overvejede."
   Han betragtede spekulativt lommelærken men afgjorde at en til, nok var at udfordre skæbnen, efter gårsdagens sammenligning af keltisk husflid. Nick rystede også på hovedet, så han fortsatte sin beretning.
   "Karsten stillede uddybende spørgsmål til noget af det. Andre dele havde D'Augusto givet en udformning, der simpelthen måtte føre til spørgsmål. Da de, som forventet, kom, delte han svarene op i flere afsnit, der hver for sig krævede mere skriveri, og uddybende analyser, og orienterede ministeriet efterhånden."
   "Har jeg ret, når jeg gætter, at efter hans navn lå både i Ministeriet og i Bruxelles, havde hans konkurrent på Universitetet ikke så meget at skulle have sagt?" grinede Nick.
   "Fuldkommen. Hvis jeg ikke selv havde besluttet at komme videre, var beslutningen nok blevet truffet for mig," bekræftede Christian. "Det hele kørte på skinner uden min hjælp. Det gør det for resten stadig. Deres arbejde er såmænd ganske fornuftigt."

"Hvad skyldes dine nuværende overvejelser", spurgte Nick.
   "Jeg spørger mig selv om jeg ikke står i den samme situation igen, fordi der er nogen der har brug for lidt støj, mens andre konkurrerer om hvem der bestemmer hvad. Samtidig trækker de i forskellige tråde, for at hjælpe politikerne med at sende deres kontingenter hjem igen."
   "Og hvad svarer du så?" Nick betragtede sin fiskestang og ventede spændt på et svar.
   "Jeg tror det. Efter næste traktatændring bortfalder kontorets nuværende formål stort set. Unionen kan blive delt op i første og anden klasse med udvidet overvågning og straffesystemer, med eller uden euro, og måske skel mellem nord og syd. Klikedannelser inden for landene er stort set usynlige indtil videre. I kommissariatet er kampen mellem bilagstyrannerne faneme ret synlig. Nogle af dem kan stadig kaldes bilagsryttere. Jeg tror det vil give problemer. Dem der snart skal til at stemme efter deres andel af Europuljen, kan blive splittet. Den regel om afstemning giver mulighed for veto og uenighed."
   "Vi får se," svarede Nick og funderede i sit stille sind over, om han kom til at køre på første eller anden klasse.

Begge nød de pausen fra hverdagen, mens Christian stadig rekreerede sig fra dagen før. Selvfølgelig kunne det ikke undgås snakken også faldt på arbejdet, både Christians og Nicks. Nick indrømmede åbent, der ikke var udsigt var til at overfaldet på dem nogensinde blev forklaret, men understregede der, i forhold til andre overfald, var der et par punkter, der trængte til nærmere forklaring.
   "De gik målrettet efter enten dig eller Harbo. Sandsynligvis dig, for det skete på din adresse. Vi mangler helt sikkert oplysninger om noget, i to måske heller ikke kender den fulde betydning af."
   Det ikke udtalte spørgsmål hang i luften mellem dem. Christian rystede på hovedet, og tænkte så det knagede.
   "På hverken den ene eller den anden måde, kan jeg ikke overskue, hvorfor det skulle være nødvendigt at neutralisere, hedder det vidst, Karsten eller mig. Ret beset er vi et par små hjul i, der kan erstattes på en halv times tid. Privat kan jeg heller ikke komme i tanke om noget," forsikrede han alvorligt.

Han måtte også høre nærmere om Gerhard, selvom Christian udmærket vidste, der var grænser for hvad Nick kunne fortælle.
   "Der er ingen løsning, der springer i øjnene. Der er et par ting vi ikke rigtigt kan blive kloge på. Jeg bør ikke spørge men hvis du hurtigt kan overse om det er noget, i bør have tilbage, tager vi den officielle vej eller glemmer alt om det"
   "Er målet for resten snart nået, spurgte Nick efter et blik på uret. Dagen var gået hurtigt og fiskebestanden havde givet pæne beviser for Nicks anbefaling.
   Charlotta elskede fisk. Hun havde bedt om at få besked, hvis der kom noget ud af dagen, de ville være bekendt at kalde mad. Nick udlånte gerne sin telefon.
   Planlægningen endte med, de sammen ville tilberede og spise fiskene og hente Nicks veninde, Nathalie. Christian tænkte i mellemtiden over Nicks ønske, og lovede at se på det han havde fundet, hvis det ikke var alt for meget.

Nicks arbejdsplads var kun en kort omvej. I flere minutter betragtede Christian i tavshed, men måbende, Gerhards trofægalleri, mens Nick fandt USB'en frem.
   "Er der noget kendt imellem, ansigter altså?" spurgte Nick med et smil. Han havde forinden pålagt Christian absolut tavshedspligt om udstilling og indhold.
   "Adskillige," bekræftede Christian. Han løsrev blikket fra Christina Kohl's bedste argumenter, der hverken behøvede støtte eller yderligere reklame, i fri dressur.
   Han måtte endnu en gang love absolut tavshed og diskretion, med det han havde set.
   "Vi ved ikke rigtigt hvad vej vi skal kikke på en normal arbejdsdag," sagde Nick med et grin. "Et par kvindelige kolleger klager løbende. Indtil nu er der ikke har sat navne på ret mange af den flok. Hvis vi skal det og kontrollere dem og deres normale partnere, bliver det pokker til arbejde. Du skal ikke give mig navne, hvis du ikke vil. Vi kommer sikkert alligevel til at spørge officielt, hvis der ikke viser sig noget andet. Vi har et par andre ting, vi lige skal være færdige med først, ud over den her."
   Han fremviste et USB kort.
   "Hvis du kan finde en fælles ubekendt der påvirker trådene i begge ligneinger skal du altså være meget heldig," sagde Christian og studerede tavlen. Alle billederne var fortløbende nummereret. Han bad om en blok, og gik i gang.
   "Vi får at se! Kun dem du er absolut sikker på," formanede Nick.
   De forlod politiets kontorer, Christian med et lidt anderledes indtryk af Nicks opgaver.


Senere, i Christians køkken, viste Nick store evner, som kok. Christian ville nødigt indrømme madlavning stadig var en opdagelsesrejse for ham, og hans kogebog hed Ray of India med telefonnummer eller et udvalg af færdigretter indtil Charlotta overtog det. Hun var virtuos med det meste, og han prøvede at lure kunsten af, hen ad vejen.
   "Jeg er heller ikke nogen kunstner i et køkken, eller på Nicks niveau," trøstede Nicks veninde, Nathalie, med et hurtigt blik omkring sig. Nick fileterede rutineret dagens fangst og anrettede den på en bund af grøntsager, Charlotta stod for, inden de smed den i ovnen.
   "Men du er i hvert fald god til at holde orden", konstaterede Nathalie. Ude i køkkenet holdt Carlotta sig for munden, for ikke at grine alt for højt.
   Nick mente det måske var genetisk, da hans far, efter eget udsagn, nedstammede fra en kongelig kok, og i øvrigt, sammen med en storesøster, drev et pænt søgt spisested i nærheden af Namur.
   "Det var bare ikke mig," forklarede han videre og rørte i en gryde. "Jeg ville være soldat og blev det. Min baggrund stod i papirerne. Det bemærkede en eller anden skiderik, der omgående gav mig køkkentjans. Den slap jeg fra ved at melde mig til noget med frisk luft."
   Han blev i køkkenet for at give Charlotta en hånd mens Christian var betroet at trække vin op.
   "Han meldte sig til militærpolitiet," betroede Natalie med et smil. "Det var han også god til. Så var vejen åben til politiet."
   Efter mad og vin, i Christians tilfælde, i moderate doser, drak de kaffe, og talte om stort og småt. Christian mindede Nick om han skulle se på et af Gerhards efterladenskaber. Charlotta sad nærmest og så nysgerrigt på USB-nøglen og på Nick.
   "Har i fundet noget spændende?" spurgte hun. Samtalen var skiftet til fransk, som Christian, kun med besvær, kunne følge med i.
   Det var det Nick gerne ville have oplyst, forstod han.
   Charlotta skiftede tilbage til engelsk og så alvorlig ud.
   "Kontorsladderen siger Jonas skaffede stoffer til rimelige priser, til fester", fortalte hun. "Ikke de store ting. Han var nok ikke det, du normalt kalder pusher, men kendte en, der kendte de rigtige mennesker. Han kunne skam også skaffe PC'ere, vin og spiritus," fortsatte hun. "Han kendte gud og hvermand."
   "Er det meget udbredt hos jer?", spurgte Nick. "Altså ikke Pc'erne. Det forklarer måske et par småting."
   "Vel ikke mere end andre steder", mente Charlotta. "Når nogen holder weekend er spiritus erstattet af narko. Det findes alle steder. Hvis nogen har fået et alvorligt problem, kender jeg dem ikke, måske med en enkelt undtagelse!"
   Alle kikkede spørgende, men hun havde ikke lyst til at uddybe det nærmere.
   "Ok. Nu må vi ikke ødelægge en hyggelig dag og aften," svarede Nick.
   "Glem jeg spurgte. Vi klarer det officielt en af dagene."
   "Bowlingsæsonen er på tolv måneder," indskød Christian "Hvad med næste uge?"
   Samtalen faldt tilbage i det gamle spor. Det viste sig begge pigerne gerne ville bowle. Natalie skulle arbejde sent og følgende weekend var af Charlotta beslaglagt til en tur til Alsace.

Natalie og Charlotta faldt i snak om lokale emner fra Alsace, hvor Nathalie tilfældigvis også havde rødder.
   De brugte kort efter internettet som opmand, og havde heldigvis begge ret. Inden Charlotta lukkede forbindelsen, vendte hun sig mod Nick og bad om USB'en.
   "Fem minutter er nok," lovede hun.
   Nick tøvede, men afleverede nøglen, der indeholdt hele registeret. Charlotte slog op og han pegede på de færdige rapporter.
   "Det er dem, der betyder noget. Resten er bare byggeklodser, har vi fundet ud af." forklarede han.
   Charlotte scannede hurtigt rapporterne, og så på Christian.
   "Noget af materialet er lige som det jeg kender. Overordnet siger det mig intet. Mig bekendt, er det ikke noget, vi har beskæftiget os med, men ..." Sætningen hang i luften.
   "Har vi mere vin?" Charlotta gjorde mine til at lukke maskinen. Christian fyldte op og afleverede hendes glas. Han så hun var i gang med at kopiere hele arkivet over i sin egen computer, mens hun fastholdt Nicks opmærksomhed med anden snak.
   Kort efter tog Nick og Nathalie afsked. De traf aftale om bowling og lovede højtideligt hinanden at fiskene snart ville få besøg igen.

"Har du ikke rapporter nok i forvejen," spurgte Christian søvnigt. Aftenen før og Ardennernes friske luft gik op i et søvnbehov, der ikke kunne ignoreres ret meget længere. Charlotta fandt en bog, trak benene op og satte sig i 'sit' hjørne. Hun fniste,
   "Der er bare et par ting, jeg hurtigt kan se nærmere på. Declans veninde kan vel finde ud af et par småting, til gengæld for de kaffepauser, hun holder hos os" sagde hun uden at uddybe det nærmere.
   "Du ender som koordinator for hele biksen en dag," konstaterede Christian, der kunne mærke hans hovedpude trængte til selskab. Han tænkte på sin samtale med Nick. Han havde i forvejen svært med at overskue målet for det han lavede, og fandt nok ingen tilfredsstillende løsning den dag, på grund af træthed.
   Ti minutter efter sov han trygt.