"Han gik sgu amok og røg på mig," forklarede Nick, den følgende dag, om sit skrammede udseende.
Han ankom også noget senere, og forklarede levende både plastre, blåt øje og aftenens oplevelser. Han havde haft svært ved at falde i søvn på grund af smerter fra sparket. Han vidste han hverken fungerede optimalt eller fik det hele med, med mindre han var udhvilet. Så han havde simpelthen slået vækkeuret fra.
"Den gode hr. Sinclair er ikke særlig stærk, men når han er desperat skal der to mand til at holde ham."
"Til sidst brød han sammen. Lægen fik en blodprøve og beordrede ham indlagt med noget beroligende. At fyren er afhængig af et eller andet, er der ingen tvivl om."
Han rørte forsigtigt ved det øje, der strålede i alle regnbuens farver.
"Vi overførte ham til fængselshospitalet, og fortsætter samtalen, når de melder han er til det."
"Hvis han går på turne i periferien af markedet, og køber til gadepris, har han ikke nogen fast leverandør," sagde Theis. "Mon vi kan gætte årsagen til det?"
Nick funderede lidt over det, mens han kikkede op i loftet, og mens han bladrede i en mappe.
"Det lyder meget logisk. Lad os høre, hvad han selv siger."
Telefonen ringede allerede den følgende dag. Nick svarede kun med enstavelsesord, og lagde Gerhards mappe til side, tilfreds med han huskede rigtigt.
"Han er vågen, rolig og rimelig fornuftig. Marc! Vi tager på udflugt. Så du ka' se, hvad der sker, hvis du bliver uvenner med fruen. Hun stod for det meste."
"Det ved jeg skam godt." svarede Marc. "Vi blev nummer to og tre i karate mesterskabet, det år hun blev gravid. Det var for resten også grunden. Vi træner undertiden endnu."
Nick grinede til Den Gamle, der fulgte med fra yderkanten.
"Hvis nogen efterlyser ham i løbet af dagen, står du som kontakt," sagde Nick. "Så vidt jeg ved, er der ikke store chancer for det. Vi har indtil videre ikke kontaktet nogen. Du kører."
Han smed en nøgle til Marc og ømmede sig ved bevægelsen.
En afdæmpet Frank Sinclair lå i en hospitalsseng. Han var ikke længere spændt fast, da man hverken anså ham til fare for sig selv eller andre. Han var både bedøvet, og apatisk. Han have erkendt hans tilværelse var faldet i grus.
Han smådøsede. De betragtede ham først gennem vagtens monitor. I hospitalets skarpe lys fremstod hans magre og indfaldne ansigt mod hospitalssengen, som væsentlig ældre end han faktisk var. Nick vidste han burde have medlidenhed med manden, men en øm hofte og et blåt øje stod indtil videre i vejen for det.
Frank slog øjnene op da de trådte ind i stuen. Det gjaldt frem for alt om at berolige ham, og undgå ophidselse, havde lægen instrueret. Efter deres sidste møde skulle Nick ikke modsige ham.
"Vi bliver sikkert anmodet om at, sende dig hjem til England," startede Nick. "Hvor hurtigt og om vi gør det, og hvad vi fortæller dem, afhænger af flere faktorer, herunder dig selv. Har du noget mod vi optager samtalen?"
Han så over på Marc, der gjorde udstyr klar og klappede en computer op. Frank nikkede bare svagt og betragtede Nicks ansigt.
"Vi starter fra en kant af. Navn og adresse og så videre kender vi. Har du ingen fast leverandør?"
"Jeg havde en, der vist er anholdt". Frank stirrede op i loftet og sukkede. "Der var en der foreslog, jeg prøvede parken. Du må undskylde øjet."
Hans stemme blev svagere. Nick takkede, og noterede sig, at så var Franks afhængighed i det mindste en ting han havde erkendt for sig selv. Alt for mange narkomaner påstod de bare kunne stoppe, fra den ene dag til den næste.
"Et navn, hvis du vil være så venlig," spurgte Nick. Herfra gjaldt det om at lirke sig frem.
"Jeg har aldrig kendt hans rigtige navn. Nogen kaldte ham engang Freré. Han blev rasende."
Marc havde et trådløst system, tjekkede navnet, og nikkede.
"Har du også købt af Jonas Gerhard," spurgte Nick.
Frank så overrasket ud, og bekræftede det uden videre. Samtalen gik nemmere derfra. Frank fortalte havde taget ekstra stimulanser i stressede perioder. Han havde mistet kontrollen over sit forbrug og sig selv.
Gerhard, fortalte han, hjalp ham kun i korte perioder. Han ville kun levere til sit udvalg af weekendbrugere, og havde til sidst lukket helt af, efter og givet ham flere opfordringer til at søge hjælp.
"Efter Freré's arrestation i januar forklarede jeg ham situationen. Han gav mig så meget han kunne, og pressede på for jeg skulle kontakte de konsulenter, vi har til den slags ting. Det stoppede inden jeg kom rigtigt i gang."
Marc og Nick holdt en kort pause. Det var tydeligt for dem begge manden var gået helt op i sømmene. De forkerte puf kunne få ham til at lukke helt af. Han havde tårer i øjnene af selvmedlidenhed. De gik udenfor og spurgte forinden om de skulle skaffe en kop kaffe til Frank. Abstinenserne var kun midlertidigt bedøvet havde lægen fortalt. De ville komme igen og der var kun den hårde vej for hans patient.
"Så vidt så godt. Hvad nu?" spurgte Marc.
"Ingen er mere troløse end narkomaner," sagde Nick af sørgelig erfaring. "Deres loyalitet dikteres af afhængighed og ligger i næste portion stof. Det passer fint med det øvrige. Gerhard holdt sig helt væk fra misbrugerne, men var populær hos dem, der kun ville flirte med skidtet."
De overvejede, gik ind med kaffen og genoptog samtalen.
"Ved du hvor Jonas Gerhard fik sine ting fra?" spurgte Nick.
Frank rystede bare på hovedet.
"Hvad sagde han til dig," ville Nick vide.
"Han opfordrede mig kun til at søge hjælp, og komme på afvænning under kontrollerede forhold," sukkede Frank. "Vores psykolog er gratis. Han gør mest i alkoholproblemer men også ...andre ting. Han skal rapportere kritiske tilfælde." Hans stemme svandt igen hen.
De nikkede begge. Kontrollerede forhold ville i Sinclairs tilfælde medføre indlæggelse, og at han ville miste sit job.
"Hvordan har du så klaret dig", spurgte Marc.
"Lightergas. Smager af helvede til men tager det værste," oplyste Frank.
"Vi forlader emnet, indtil videre" bestemte Nick. "To af dine kolleger blev overfaldet i en park i december, efter en fest, hvor du også var til stede".
Her bøjede Nick forholdene en smule. Han havde godt nok fået navne på mange deltagere, og var ikke helt sikker Frank.
"Kender du noget til det? I var sammen hele den aften."
Franks forbløffelse over det nye emne var synlig, og til at tage og føle på. De spurgte lidt mere og blev hurtigt ovebevist om der ikke var noget at hente på det punkt. At han hadede Christian af et godt hjerte, var der til gengæld ingen tvivl om. Han havde hverken noget at gøre med overfald eller Gerhard, af den simple grund han ikke havde kørekort.
"Ved du hvor Gerhard fik sit stof fra?" gentog Marc.
"Han sagde kun at han kendte nogen, der kendte andre. Det får man ikke at vide." Frank var lige ved at falde i søvn. Han havde lukkede øjne og tydelige tårer trillede ned af hans kinder.
Nick kastede et blik på Marc der rystede på hovedet. De vidste begge at der ikke var alverden, de kunne komme videre med.
Tilbage på kontoret lavede Nick og Marc hurtigt en rapport, der omgående gik videre til Den Gamle.
Ingen var i tvivl om at der hurtigt ville falde en afgørelse om at overlade Sinclair til hans hjemlands omsorg. Jo før de var færdige med ham, des bedre. For god ordens skyld kontrollerede Nick indholdet af Franks telefon, inden han orienterede hans arbejdsgiver.
***
"Nicks rapporter er arkiveret i Adam," meddelte Charlotta triumferende. Hun kom ind på Christians kontor. Han og Karsten var netop vendt retur fra planmøde af en ny dagsorden. De sammenlignede deres kollegers varierende teknik, med at chikanere hinanden med spørgsmål, mens de i skjul faktisk konkurrerede om at få de sager, der betød størst forbrug og udvidelse af deres budget.
"Jamen det var skam pænt af Adam at fortælle," mente Christian. "Hvor sidder han. Kender vi ham?"
"Hvilke rapporter?", spurgte Karsten.
De satte ham i fællesskab ind i Nicks uofficielle spørgsmål under fisketuren. De erfarede derefter Adam var et arkivsystem for eksterne vurderinger. Hvorfor Gerhard havde konsulentrapporter, på et privat arkiv, fattede ingen af dem meningen med.
"Det har han heller ikke", forklarede Charlotta muntert og beslaglagde uden videre Christians PC, og satte sit eget hukommelseskort på plads.
"Her er hans rapporter. Uden brevhoved eller noget som helst, og her er de arkiverede. På nær firmanavnet er der ingen forskel."
"Dem kender jeg godt", udbrød Karsten. "Delacroix er juridisk konsulent med internationale forbindelser. De bruges til rådgivning om lovgivning i forskellige lande. De kan få en anden til at kommentere økonomiske konsekvenser af det hele.
En af rapporterne stammede fra Delacroix, og den anden fra et andet firma, der hed BCJ.
"Hvad var forresten det, du sagde med at fiske", udfrittede Karsten. "Har vi mulighed for det og hvor?"
Han elskede enhver form for mad, og gik gerne på jagt eller fisketur. Han påstod stædigt vegetarmad kun var opfundet som undskyldning for uheldige jægere og fiskere.
"Så er der lige en ting til, sagde Charlotta triumferende, og pegede på en skatteprognose i rapporten fra Delacroix."
Hun fandt et par nøgleord, og bad maskinen søge på dem.
"Voila!" udbrød hun triumferende efter få minutter. "Den var nem nok. Det er nemlig en af dem, vi har liggende i forvejen. Den kommer herfra, med andre tal."
Hun sprang over til mapperne, valgte en af dem og havde på få sekunder fundet et indeks over flere landes skattesystemer og lovgivning for det. Hun satte dem sammen i et nyt dokument, og smed et par tilfældige tal ind i regnearkenes facitlinje.
Maskinen arbejdede baglæns et øjeblik, og omformede tallene til grafer, uden den blive blev bedt om det. Charlotta satte det hele sammen i en overbevisende redegørelse på tolv sider, med henvisninger til skattereglerne.
De Christian og Karsten så måbende på hinanden.
"Vil det sige nogen af vores konsulenter ligefrem har facitliste med svar, på de mest åndssvage spørgsmål og bare arbejder baglæns fra dem?" spurgte Karsten. "Det forklarer måske et par ting. Det er jo et fåtal, der læser andet end konklusionen."
De spekulerede stadig over det, da de blev afbrudt af telefonen. Christian tog den og lyttede uden bemærkninger et par minutter.
Det var Nick, der uden omsvøb, satte Christian ind i anholdelsen af Frank og hans situation. Christian takkede, afbrød, pustede ud med lige dele chok og lettelse. De to andre så afventende ud.
Mens han ledte efter et lokalnummer til HR gruppen, refererede han med få ord Nicks besked, og pålagde Charlotta og Karsten absolut tavshed om alt.
Rapporter og genbrug, foreslog han, måtte de indtil videre lade ligge. Han fik fat i HR afdelingen og forklarede Franks situation.