"Dem, der både sætter dagsorden, skriver referat og vælger bilag har magt over verden." mente Christian og pustede ud.
   "Archimedes og Karl Marx havde andre forslag" grinede Karsten. "Det er en kombination af ansvar og udvikling. Der er Bogi Woogi i korridorerne, når de kan påstå, de får større ansvar fordi de overskrider budgettet med en milliard. Det er værre, hvis de ikke får brugt budgettet. Det opfattes som mindre ansvar og gir absurde løsninger. Når en bilagstyran erstatter et par hjerneceller med cirkulærer og får kreativ konsulenthjælp til at tolke det, starter der forsøg med appelsindyrkning på Monte Christo fodboldbaner omdøbes til landbrug. Det er bare et par af dem."

Christian og Karsten og så ud vinduet og pustede ud. De var lige blevet færdige med et par nye dagsordener til arbejdsgrupperne.
   "Sagsbehandlere får løn for at gøre som chefen ønsker, og faneme ikke for at bruge deres samvittighed. Det giver tilfredshed, ros og lønforhøjelse måske. Den overordnede holder først og fremmest øje med budgettet. Politikerne holder øje med de overordnede nede fra Strasbourg. Her er politikerne gæster, så vi har hjemmebanefordel." mente Karsten.
   "Nogen fandt altså ud af at de kunne bestille konsulent vurdering efter facitliste hos Gerhard og spille den ud mod en gammel bagefter. Det går hurtigt galt igen," sagde Christian.
   "Alle sager har smuthuller, der kan omvurderes af en kvik sagkyndig, uanset punktets betydning. Det gælder bare om at bruge det på det rigtige tidspunkt i behandlingen. Mange steder er der medarbejdere med facitlister for det, chefen vil høre," mindede Karsten ham kynisk om. "Jeg er en af dem. Som udgangspunkt får jeg nemlig løn for at bruge 5 millioner euro om måneden på en måde, min chef får ros for. Når det ikke lykkedes bliver hans budget beskåret."
   "Eller også bliver nogle af de politiske eller folkevalgte tillidsmænd beskåret af deres vælgere, hvis de ikke kan bilde dem ind, de sender lidt af kontingentet hjem igen. De kan både bruge konsulenter og lobbyister. Det var det du advarede mig om, da jeg kom. Kedelige mellemregninger fremgår hverken af dagsorden eller referat." konstaterede Christian "Når der vedtaget en afgørelse bliver den låst ned, sammen med mellemregningerne, bag officialmaksimen, som de opfatter den."
   "Og det er stadig din opgave at kontrollere mellemregninger. Men kun dem der foregår et andet sted." smilede Karsten.
   "Og vores kontrol blev brugt af Monty, så det så ud som om det var mig, der trådte på et par egoer." mukkede Christian. "Det kan der siges mere om."
   "Det er der ikke skygge af chance for at opdage." mente Karsten " Vores budget er på fjorten billarder. Der er ikke ret mange politikere til at holde styr på 10.000 embedsmænd. En bilagstyran stiller kun spørgsmål med den hensigt på at få mere magt over budget og planlægning end sidemanden har."
   "Paragrafryttere er blevet bilagstyranner. Når sådan et par ikke er enige, bliver simple ting indviklede med en passende rapport om et eller andet punkt," mente Karsten. "Hvis kanslerens oprindelige ESM-ide havde gjort det for nemt at gennemskue sagerne, skulle politikerne til at vælge mellem loyalitet mellem vælgere eller forvaltning. Så længe der er fri konkurrence om standardøvelser i spørgsmål og bilag, vil der stadig være sagkyndige, der gerne leverer en nem og bestilt konklusion med en uoverskuelig redegørelse. Så slipper alle for at tage stilling til noget som helst."

Dagen før havde Christian fået en foreløbig forretningsgang for gruppens nye opgaver. Der havde været møde for alle koordinatorer for at diskutere kontrolgruppens kommende andel af forberedelsen af materiale til arbejdsgrupperne. Underforstået var kontrolfunktionen da glimrende så længe de enkelte afdelinger selv bestemte hvad, der skulle kontrolleres eller fremhæves. Det skulle faneme ske uden den irriterende bagstopper, Monty havde indført, og brugt på en måde, ingen brød sig om.
   Christian forstod en halvkvædet vise. Han forsikrede sine kolleger om at den nye forretningsgang medførte han kunne begrænse sin deltagelse. Han bad at de enkelte, på forhånd, henvendte sig til gruppen med ønsker om kontrol.
   Det bragte smil frem rundt omkring. Stort set alle forsikrede ham om han var velkommen til at kontrollere det han ville, underforstået at bare det ikke blev deres. Så det kunne de sandelig selv gøre.
   "Nu kommer der sikkert en hel del kritik af det der er sket og mig," mente Christian. "Jeg er begyndt at studere EXIT skiltene, for at finde den mest diskrete bagdør."
   "Tag mig med!" sagde Karsten bestemt. "Underholdningsværdien forsvandt sammen med Monty og Gerhard. Bilagstyranner har deponeret deres selvstændighed i så indviklede rapporter, de også skal ha' konsulenthjælp, til at finde rundt i dem."
   ***

Luftkaptajn Franklin Ward, og køberens kontrollanter gik om bord i en ny Airbus i Toulouse for at flyve til Jakarta. På vej gennem passagerafdelingen bemærkede Ward sæderne var ændret igen.
   Til hans irritation blev han holdt tilbage mens et par blokvogne sneglede sig forbi med nye sektioner til samlehallen. Det glemte han ved synet af et par vinger på den næste blokvogn. De var lavet hjemme fra Broughton. Der var hans onkel komet i arbejde efter producenten havde fået et tilskud af en eller anden art. Første blokvogn var læsset med en agter sektion til den A350'er. Den skulle senest til december tage kampen op med Boeings latterlige Dreamliner. Han vidste den del var bygget i Hamborg. Inde i samlehallen havde han set en halvfærdig A380'er, der kunne løfte fem hundrede tons og 515 passagerer og besætningen.
   Han lænede sig tilbage og spekulerede kort på, hvordan de havde udvidet bredden og reduceret 380'erens vægt med 60 tons, siden de første modeller. Han håbede snart at få lejlighed til at flyve en af dem. Efter sigende ville de få et computerstyret cockpit, med elektroniske logbøger. Det krævede mange timer i den nye simulator til tyve millioner, alle piloterne talte om.

Med en times forsinkelse kom de af sted. Besætning og de indonesiske kontrollører, gennemførte deres sidste kontroller, uden at konstatere væsentlige afvigelser fra det, de var vant til. Fly bevæger sig i højere grad efter programmer end efter piloternes flyvning. De fleste beslutninger bliver taget af syv til ni isolerede computere, der modtager en strøm af informationer om maskine og tur. Samtidig kontrollerer de hinanden og sender hvert kvarter, automatisk, rapporter til et sted i Frankfurt som sammenligner de enkelte maskiners opførsel og statistik. Ejerne får automatisk besked om afvigelser, de bør være opmærksomme på.
   Besætning eller kontrollører vidste hverken der var nye leverandører af elektronik og hydraulik eller at flere de ting var byttet ud med komposit. Den ene kontrollant faldt i søvn over Pakistan. Han blev vækket inden flyet lagde an til landing i Tanjung Priok.
   Han strakte sig og sagde han havde sovet mere behageligt end på sidste tur. Kontrollanternes rapport konstaterede lakonisk at flyet for det første havde brugt lidt mindre brændstof end normalt, og for det andet, det, som forventet, var supergodt.
   Det fik ingen bebrejdelser for. Ingen læste mere end rapportens konklusion.

***


To mænd så ned mod stranden og flokke af måger, der tumlede sig i blæsten. Uanset Golfstrømmens anstrengelse kan Jerseys klima sagtens vise sig fra en ubehagelig side i eftersommeren.
   Halvtreds til tres sømil væk lå Frankrigs kyst, deres ketch kunne nå, på tre til fire timer når vejret blev bedre.
   Den ældste tog sin pibe ud af munden.
   "Når vi taler om at sejle til Frankrig tænker jeg altid på bedstefar. Før han gik i båden på D-dagen, sagde han til sine folk at 'vinen her, er ikke noget særligt. Glæd jer til vi kommer længere ind'. Han faldt samme dag."
   Hans svoger smilede bare. Han havde hørt den historie hundrede gange før.
   "Susan Lewis fik sit pas igen og forlod os for en uge siden. Vi kan gå ud fra, der ikke kommer ubehageligheder fra den kant".
   "Den flok grådige fjolser", var alt hvad den ældste mente om det.
   "Hun har for meget at tabe," sagde svogeren. "Lennox' oprindelige regninger var såmænd rimelige. Vi sendte hans bidrag videre til den takst vi normalt bruger. Da Lennox fandt ud af hvor meget det var, ville han have mere."
   Den ældste rystede bedrøvet på hovedet.
   "På kontoen på Antillerne står der, så vidt jeg kan regne ud, to til tre millioner euro. De er Susans efter firmaets vedtægt, med Lennox' og de andre dødsattester i tasken. Dem har, banken sikkert gerne leveret. Kunne du også holde kæft til den pris? Der er også en mellemkonto i Panama. Den er 'buffer for problemer. Hvis nogen kom i klemme kunne de oplyse den. Resten ville klare frisag mod passende belønning til den, det gik ud over. Jeg læste drabene, skyldtes strid om narko og piger i forskellige kombinationer. Rygterne var stygge, og skriverierne blev holdt på et minimum".
   Den ældste var stadig eftertænksom, og stirrede ud af vinduet.
   "Husker du Meeks?" spurgte han uden overgang og så på sin svoger.
   "Selvfølgelig. Det var ham du prakkede mig på, som praktikant, for syv, otte år siden? Lennox var lige startet. De kom fint ud af det med hinanden og grundlagde et emnearkiv, der næsten passer sig selv. Det trækker vi meget på. Han var bare mere smart, end han selv havde godt af og manglede i foruroligende grad selvdisciplin, husker jeg svagt."
   "En af de døde var hans søster. Han er også død. Han blev narkoman og hun havde dårlige nerver. De misbrugte emnearkivet og leverede for meget genbrug direkte, til den høje takst"
   De sidste måneder havde ikke været rare. Jonas Gerhard havde altid leveret det, han blev bedt om, mod han selv holdt mund med Gerhards narkohandel. Den havde han opdaget ved et tilfælde. Det var småting i forhold det beløb de tappede systemet for, med genbrug med minimale rettelser.
   Han sukkede for sig selv. Han holdt stadig fast i Jonas kvajede sig slemt ved at slå Lennox ihjel, i stedet for at give ham en større andel. Søsterens elsker var i hvert fald realistisk og turde ikke mere. Da han kørte Jonas ned, blev forbindelsen til ham selv fjernet samtidig. Det var den bedste konsulenthjælp han nogen sinde havde fået. Oven i købet gratis.

Han så sig om i stuen, med et smil og hørte sin kone rumstere i køkkenet. Både deres hus og de værdier, hun og broderen arvede fra deres morfar, David Carter var sikret i en familiefond. Lejligheden i Bruxelles og huset i Reading var begge solgt og tømt. Nu drømte han og svogeren om en jagthytte i Skotland.
   "Mere kaffe?" spurgte han, da hans kone kom ind med kaffekanden.
   "Jeg må tilbage på kontoret." Svogeren rejste sig og for at gå.
   "Nå, men på gensyn i morgen aften," sagde søsteren skuffet og gik tilbage til køkkenet.
   "Nu må det snart være min tur til at vinde i Bridge," sagde den ældste til afsked. Næste aften, skulle svogeren og han aftale det sidste om hans indtræden i bestyrelsen af Carter, Davies & St. John, inden de spillede.
   "Med dine meldinger?" drillede svogeren. "Du skal ikke gætte, hvad vi har på hånden. Betragt kortene som bilag og husk dem. Bridge er en filosofisk og strategisk øvelse på linje med skak."
   "Jeg plejede at gætte rigtig om politiske hensigter, men mangler lidt i kortspil," indrømmede den anden. "Apropos økonomi i øvrigt. Har vi mulighed for at inddrage resten fra Panama?"
   "Det mangler vi desværre en kode til. Der skal bruges to. Susan har den anden og nyder forhåbentlig Antillerne. Det er der ikke noget at gøre ved," mindede svogeren ham om. "Halvanden million kan altid bruges, hvis ikke de forskellige myndigheder allerede har fået fingre i dem. Vi må se på. Den konto kan hun ikke røre, uden mig."
   "Vi ses Søs," råbte han derefter ud i køkkenet og tog afsked.
   "Lad os ikke udfordre skæbnen." sagde han og tog i døren. "Det var praktisk at vide på forhånd hvilke firmaer, der ville få tilskud. Vores kunder har været taknemlige."
   "Og det har du sandelig også" sagde den ældste med et smil. "Din investering af mine beskedne sparepenge har aldrig svigtet."
   Svogerens og et par andre firmaer fik stadig opgaver, efter hans mellemkomst. Den smule provision, det gav ham, som svogeren stadig investerede, blev nok lidt mindre i fremtiden. Det betød ikke så meget mere
   "Jeg må jo ikke selv," sagde Richard Havelock. "Insidehandel er et grimt ord. Undertiden kan det ikke undgås der smutter lidt ud om, hvem der får tilskud og hvorfor. Det skal du have tak for, fra mig og mine kunder."
   De så begge mod indkørslen. To mørke, neutrale biler drejede ind, parkerede og fem mand steg ud.

Den Gamle fik endeligt sit ønske om at se Jersey opfyldt. Han stod sammen med Nick, bag en tydeligt utilpas, Commissioner Broyles.
   "Vi har fået oplyst" startede Broyles og viftede med et billede "De har trukket fra en konto, vores skattevæsen mangler oplysning om. Samtidig har mine kolleger et par spørgsmål om en af Deres tidligere medarbejdere. Dem er jeg sikker på, De kan besvare tilfredsstillende, nede på stationen."
   Monty betragtede bare selskabet. Han troede han var på den sikre side, når han brugte kortet udenfor Jersey.
   Han kunne sagtens bortforklare de småpenge han i starten fik i provision, for at foretrække den ene konsulent for den anden. Det var en anden sag med svogerens provisioner for inside-oplysninger, om de firmaer, der ville få tilskud.
   De millioner han selv havde tjent på inside-handler med aktier, efter han fandt ud af hvad hans tilskud ofte betød for aktiekurserne, kunne slet ikke bortforklares.
   'Der er kommet endnu et tillæg, der stiller skattemyndighederne bedre.' tænkte Monty ærgerligt og stønnede indvendig.
   EXIT/SLUT