Dagen efter var et system for nødstedte medarbejdere trådt i gang for Frank og Christian blev indkaldt til møde på vicedirektørens kontor sammen med Dearden. Han havde for en gangs skyld ikke noget at gemme sig bag. Det blev heller ikke aktuelt.
   Dearden så op i loftet, og overvejede en række kommentarer, men direktøren bremsede ham i tilløbet.
   "Jeg har fået oplyst Sinclair har et personligt problem, og har kontaktet de konsulenter, vi har til det."
   Så var manden trods alt ikke helt blottet for realitetssans, tænkte Christian.
   "Vidste du noget det?" direktøren så med lynende øjne på Dearden
   "Jeg har aldrig været orienteret om, hvad det gik ud på, eller det fulde omfang," svarede denne. "Jeg vidste, der var et eller andet."
   "Orienterede du Hr. Gabel, da han accepterede at samarbejde med Sinclair," spurgte direktøren. Hans øjne var naglet på Dearden.
   Der havde hverken været orientering eller accept. Christian fik at vide, at sådan var det bare. Dearden var en af lederne i Globaliseringen, og Christian var ny i byen, og ville ikke protestere over noget som helst.
   Dearden huskede ikke noget bestemt, men mente at de selvfølgelig havde haft en samtale, i forbindelse med omlægningen.
   Direktøren skiftede til Christian. På vej ind, havde han lige passeret Monty på vej ud.
   "De har jo kendt Sinclair i syv måneder nu. Det har ikke været en dans på roser, kan jeg forestille mig. Vi skal finde en afløser?"
   Det var der ikke tænkt over. Uden et sekunds betænkning, nævnte Christian Declan som Franks afløser.
   Direktøren gjorde et notat, og så på et papir med rynkede bryn.
   "Det bringer vi officielt på plads i løbet af et par dage. De kan indtil videre underrette Larkin. Dearden! Er du venlig at blive et øjeblik?"
   Christian var smidt ud på værre måder. Han misundte ikke Pieter Dearden det næste kvarters tid, der uden tvivl indeholdt nogle savtakkede bemærkninger.

Charlotta havde, som aftalt, holdt absolut tæt. Afdelingen blev informeret sammen. Declan accepterede, han foreløbigt havde flere opgaver.
   Hele flokken tog nyheden med fatning. Da tingene efter et par dage var faldet nogenlunde til ro gentog Charlotta orienteringen om at rapporterne fra Gerhards arkiv lå i endelige udgaver, blandt ADAM's tres- til halvfjerdstusinde eksterne undersøgelser, hvor der sikkert var flere, der var flikket sammen af genbrug, lige som de kopier, hun havde liggende i deres særlige arkiv.
   Christian havde bedt hende undlade at nævne det, de særdeles uofficielt, havde lånt af Nick.
   ***

Nick takkede Christian, lagde røret, smilede for sig selv og tog USB nøglen op af skuffen og så eftertænksomt på den.
   Det hjalp altid at kende mulighederne med det man havde. Det kunne give svar, på noget de manglede og en ide om, hvem man kunne spørge. Han skitserede en halv snes muligheder på en blok, tog telefonen og spurgte, om Christian og Charlotta mon havde tid til en kop kaffe på hans yndlingscafe. Derefter beslaglagde han Alains Notebook.

To timer senere mødtes de over en let anretning med udsigt over kanalen.
   "Indtil videre er det her selvfølgelig absolut fortroligt mellem os tre", forsikrede Nick. "Som ventet, er vi blevet anmodet om at overlade Frank Sinclair til dem, der har jurisdiktion over ham. Den gør vi sikkert uden ret mange kommentarer".
   Han kikkede kort på de endelige rapporter. De sluttede med et par regninger der sammenlagt var på størrelse med hans månedsløn. Under Charlottas vejledning bladrede han derefter rundt i de enkelte 'byggeklodser' og noterede undervejs.
   "Selvom det her hjælper os lidt, er det ind til videre ikke givet, der er noget kriminelt i det, eller at tingene hænger sammen. Det er kun en mulighed."
   Han holdt en pause.
   "Som første prioritet skal jeg opklare drab af en af jeres kolleger. Om det hænger sammen med det her er jo ikke godt at vide. Det her materiale er ikke officielt. I er hverken nævnt eller bliver indblandet i vores undersøgelser".
   Christian og Charlotta morede sig over at eksistere hos politiet, som hemmelige kilder, med et lidt mindre pænt ord meddelere, og takkede.
   Nick kopierede de endelige rapporter, og pakkede omhyggeligt dem og Charlottas kommentarer af vejen og tog afsked, så hurtigt han kunne.
   ***
   Han sad resten af eftermiddagen og bladrede løst i papirerne, og forsøgte sig frem med en blanding af Sudoku og diagrammer. Til sidst anede han en fællesnævner, der kunne få ligningen til at gå op i en højere enhed, og forklare flere sammenhænge.
   Han ringede og indbød advokat Schoppen til en kort samtale på stationen, om hans forhold og kendskab til Jeanne. Det så advokaten helst ikke, de forskellige golfspiller blev orienteret om.
   Det passede, som forventet, ikke Schoppen, men måske den følgende uge.
   Det passede Nick særdeles godt. Han gav Theis et par opgaver, med at undersøge forskellige ting og have nogle effekter klar til ugen efter.
   Nick var officielt optaget af et møde, der desværre trak lidt ud, da advokaten ugen efter dukkede op på politistationen.

Schoppen blev budt kaffe, vand og blade mens han ventede, og Theis hængte hans overtøj i garderoben. Nick holdt øje med advokaten fra et siderum og afgjorde efter femten minutter.
   "Det er nok. Send ham ind!"
   Nick og Marc modtog Schoppen i afhøringslokalet med to mapper.
   "Der er stadig ting på Jeanne Michelozzo, vi stadig ikke helt forstår. Vi må desværre ulejlige dig, med at gennemgå jeres forhold grundigt igen"
   "Det lød skrækkelig," tænkte Nick, mens Schoppen bare så afventende ud.
   "Hendes pengeforhold mangler vi at kunne redegøre for, så rygter og små bemærkninger, af enhver art, vil vi være taknemlige for."
   Han stoppede og betragtede afventende advokaten, der forsikrede at han intet vidste om den del. Hans bekendtskab med Jeanne havde drejet sig om helt andre ting.
   "Kort sagt drejer det sig også om hendes personlige omgangskreds, herunder dig. Er du i mellemtiden er kommet i tanke om noget mere? Sådan går det tit. Vi fandt ud af, at hendes bror var narkoman, og døde af overdosis sidste år. Kunne det mærkes på hende?"
   Et par minutter gik med at Schoppen fortalte om Jeannes reaktioner ovenpå broderens død og hovedsageligt understregede, hvor travlt han havde, og at han beklageligvis ikke kunne bidrage med noget nyt.
   Nick lyttede med tålmodighed.
   "Vi har fået oplyst at hun reelt var en slags betroet fuldmægtig for dig, med adgang til stort set alt."
   Schoppen rystede smilende på hovedet og bad om at få oplyst, hvad det betød. Theis kom ind med en anden mappe og et par stykker papir, og undskyldte forstyrrelsen. Den anden mappe blev åbnet.
   "Kender du for resten Jonas Gerhard?"
   Indignation og raseri kunne Nick forstå. Når man brat skiftede emne samarbejdede hverken pupiller, stemme eller hænder godt nok med resten af kroppen. Billedet af Gerhard var vendt så han stirrede direkte på Schoppen.
   Schoppen var direkte bange. Han spændte skuldrene, greb fat i stolens armlæn veg tilbage. Blikket flakkede da han spurgte, om det ikke var en funktionær, der undertiden sendte dem opgaver med sammenligning af flere landes regler.
   Med lidt simpel matematik havde Nick og Theis fundet er par trafikkameraer ulykkesbilen skulle passere. De havde rekvireret optagelserne fra bestemte datoer og Theis havde tilbragt et par kedelige timer, der resulterede i et par acceptable billeder, som nu blev lagt frem.
   "Vi mener det er dig. Kan du forklare din tilstedeværelse i den bil?"
   Billedet viste tydeligt en rød bil, ført af en mand med kasketten trukket ned i øjnene, mørk frakke og halstørklæde. På venstre hånd, der hvilede på rattet, sås nogenlunde tydeligt, en frimurerring med plade i toppen.
   Schoppen benægtede omgående, og indigneret det var ham. I øvrigt var hans bil mørkegrå og et helt andet mærke. Imens lå hans hånd med ringen på bordet.
   "Jeg kommer til at bede om dine fingeraftryk," svarede Nick, der vidste det alt sammen i forvejen, og betragtede ringen.
   Schoppen nægtede. Han fik oplyst sine rettigheder, blev tilbageholdt og fik taget fingeraftryk, hvad enten han ville eller ej. I mellemtiden studerede Nick og Theis kopier af de fingeraftryk fra den kaffekop og motorblad, Schoppen havde fordrevet ventetiden med.

De var ingen tvivl. Tommelfingeren matchede aftrykket fra den ene bilnøgle, der var smidt væk ved restauranten.
   Da formaliteterne var på plads, blev samtalen genoptaget. Schoppen blev endnu engang mindet om han havde ret til, ikke at udtale sig. Den ret benyttede han omgående, og blev indsat i arresten, mens Nick bestilte tid hos en dommer.
   Schoppen fortsatte med ikke at sige et ord, den følgende morgen. Dommeren bekræftede uden videre hans fængsling og gav samtidig tilladelse til ransagelse af hvad som helst, uden indskrænkninger, hos Firmaet Delacroix og Schoppen privat.
   Advokaten selv, var afskåret fra indsigelser mod noget som helst, og det kom der heller ikke fra hans golfspillende omgangskreds.
   Han fik heller ikke oplyst det første der blev fundet ved undersøgelse af hans hjem, var frakke og en kasket, der matchede færdselsbillederne perfekt.