"Bilagstyranner kan altså ALTID finde en genvej, mener i?" Under en cafetur, sammen med Nick, tog Charlottas temperament en rundtur om stormvejr og hendes øjne lynede.
   "Den gang sjusk jeg kender", hvæsede hun, "er lavet med genbrugte beregninger og forældede forudsætninger. Stort set! Hvad i alverden tænker de på? Hun rystede på hovedet.
   "Kender du kaosteorien? En sommerfugls vingeslag ved ækvator starter en storm et andet sted," sagde Nick fredsommeligt. "Måske har du startet orkan i Arkansas."
   Han havde i største fortrolighed fortalt hvad han vidste om malkemaskinen, og hvad der siden skete. Til gengæld fik han deres udlægning af Task Teamets opgave.
   "Det må dem i Arkansas så meget undskylde," sagde Charlotta. "Var det ikke der, ham Lennox' søster boede?"
   "Alabama," smilede Nick. "Det ligger måske på vejen. Hun er jo ikke ansvarlig for sin bror. Vi fik at vide Lennox veninde blev løsladt, med en skattebøde, som hun bare betalte. Lennox' firma er hjemhørende på Antillerne, hvor skattelovene holdes sammen med elastik i metermål. Gerhards og Michelozzo's andele slås de forskellige skattemyndigheder om, i den udstrækning de kan finde dem, altså."
   Karsten strakte benene under bordet.
   "Det er et spørgsmål om tillid til systemet. Mistillid kan vi søreme ikke ha' noget af."
   "Tillid for seks millioner Euro." svarede Nick. "Susan Lewis var så venlig at gemme kopier af alle regningerne for at holde styr på Lennox og Gerhard, som hun ikke stolede på, efter at have mødt hans bror."
   "Vi har regnet lidt på de forskellige deltageres økonomi. Problemet er nemlig, de afleverede det modtagerne sikkert bestilte og må formodes at kontrollere. Det var bare deres argumentation eller mellemregninger, man ikke skulle studere nærmere. De blev skruet sammen af gamle rapporter på en halv time, og ville ikke klare et nærmere eftersyn."
   "Det er vel samme pris som en appelsinplantage på Monte Christo". mente Christian.
   "Gror der appelsiner der?" Spurgte Charlotta, "Hvordan fandt de oprindeligt på den konstruktion? Hvorfor var det kun os der bemærkede de ens dele og rapporter?"
   Karsten og Christian grinede indforstået til hinanden. De skulle til receptionen for Montys ærefulde Exit, der blev afviklet med rød løber og fanfarer, på sjette sal.
   "Fordi," svarede Nick, der også rejste sig. "De har set andre gøre noget lignende i konkurrencen om at bruge budget og få mere. Jeres opgaver ramte bare et par ens 'byggeklodser' til at starte med. Lennox fandt en genvej til nemme indtægter, men blev grådig. IT er skabt til at producere og sprede information. Og ved du hvad? Det virker sgu så godt at halen logrer med hunden, når bilagstyrannerne trykker på de rigtige knapper."
   Karsten og Christian nikkede bare. Christian havde fået besked på at hans gruppe skulle reorganiseres og ville få andre opgaver, efter Montys reception.

***

"Vi savner stadig Gerhard og hans overblik. Nu ved vi hvordan han leverede det rigtige. Jeg forstår du er blevet tilbudt stillingen."
   "Uden Gerhards bi-indtægt desværre. Jeg venter lidt, og ser hvad der ellers dukker op" grinede den anden. "Er alle de konsulenter nødvendige?"
   Dearden havde neglet to af Montys cigarer og tændte den ene. To timer tidligere var det lykkedes at smile og trykke den nye chefkoordinators hånd og love ham sin uforbeholdne støtte, selvom det var velkendt, han selv havde ønsket jobbet.
   "Hvis to parter læser på en sag på to forskellige måder, kan vi jo ikke bare trække lod. Der var styr på konsulenternes mening og hvad de kunne overtales til på forhånd. Gerhard stod kun for det praktiske."
   Hans ledsager fortsatte.
   "Monty skulle have holdt Harbo og Gabel ude af sine egne små intriger. Han fattede beskeden til sidst og trak sig tilbage. Nu har Gabel og Harbo forhåbentlig lært at holde sig til det, de får besked på, og ikke løbe med sladder. Der skulle desværre to opfordringer til. Nu får afdelingen mere begrænsede opgaver."
   Dearden nikkede og sugede kraftigt på cigaren og betragtede røgen.
   "Ingen ønskede en koordinator udenfor euroen på Montys post lige nu. Hvor meget han faktisk vidste om resten, får vi aldrig at vide. Nu er han i alt fald skrubbet af."
   Vagtskiftet og Montys tilbagetræden var i bedste forståelse fejret samtidig. Efter gæstelisten at dømme, blev der næppe lavet ret mange ulykker, nogen steder, den dag. Dearden fik først luft for sine skuffede ambitioner om posten som chefkoordinator om aftenen.

"Når du beder mig om noget, en anden gang, må jeg hellere huske at en af dine konsulenter kan mere end traditionel lobbyisme."
   "Jeg tror såmænd ikke engang han kender de normale regler for lobbyisme. Han er nyttig på andre måder," mente Dearden ærgerligt.
   "Hvem fanden kunne forudse Montys rokader gjorde det rentabelt at bruge engelsk og skandinavisk ragelse. Det fik den forbandede Kommissær til at pege på en fransk chefkoordinator, efter Montys forslag sikkert. Jeg flyver aldrig med Airbus fly mere."
   Hans ledsager nikkede og prøvede at se alvorlig ud.
   "Et praktisk eksempel på en trelegemefunktion - det ene påvirker det næste, på en måde, man ikke kan forudsige."
   Dearden trak vejret dybt, dampede arrigt på cigaren, og så på den anden.
   "Det er en kvantemekanisk funktion", forklarede denne beroligende. "Ligesom ringe i vandet. Jo længere væk fra centrum de kommer, jo sværere er det at forudsige, hvordan de rammer."
   "En fransk chefkoordinator, hvad giver du mig?" mukkede Dearden, der var ligeglad med kvantemekanik. "De kan ikke engang koordinere deres ost. Tyve slags Brie smager af ikke noget som helst, på tyve forskellige måder."
   Hans ledsager smilede i mørket og trak en lommelærke frem og gav den videre efter at have smagt. Pieter tog en forsvarlig slurk og hostede.
   "Du spilder min gode whisky," sagde den anden bebrejdende.
   Pieter tog et drag af cigaren, endnu en slurk whisky, og fortsatte, lidt roligere.
   "De såkaldte Eurorangers elendige regnestykker og fup med renter bragte os virkeligt i klemme. Monty brugte Harbo til at stille spørgsmål og Gabel til kontrollere eller leverede beregninger. Imens byttede Monty rundt på rækkefølgen af sager og klemte nye ind."
   Den anden tog en whisky, og så Dearden i øjnene og rystede på hovedet.
   "Måske burde du også have holdt Sinclair helt udenfor."
   "Stakkels Frank. Det hele gik for stærkt med ham. Jeg vidste godt han tog kokain, men ikke, hvor slemt det stod til. Han skulle kun skabe lidt uro, og tiltrække sig opmærksomhed. Jeg havde mere tillid til dig."
   Den anden så på ham med hævede øjnebryn.
   "Hør, lad mig prøve en cigar alligevel," sagde han og tog en sidste slurk af lommelærken.
   Han modtog en cigar og rakte lommelærken videre, mens han nynnede.
   "Seldom sober, the handsome rober. I go, from town to town"
   Cigarens glød oplyste kort efter Declans muntre ansigt. De skiltes kort efter, og gik hver sin vej.
   ***

Dearden var stadig frustreret over at han var vraget som chefkoordinator. Han havde sin egen måde, til at få den slags ud af systemet.
   Han tog en vogn, købte undervejs to flasker vin i en døgnkiosk og bankede kort efter på, hos en af pigerne fra hans kontor. Hun havde migræne dagen efter.
   Opmærksomme medlemmer af personalet bemærkede med meget morskab, at Dearden ømmede sig og hellere stod op, end sad ned.
   Han fik forhåbentlig aldrig at vide, hans lille veninde, efter hun havde indtaget både det ene og andet, med stolthed, og ret detaljeret snøvlede om at chefen bare skulle sættes på plads, med en røvfuld i ny og næ. Selv huskede hun intet efter de betroelser, som et ret begrænset antal hørte. Hun faldt bevidstløs om og sov i tyve timer.
   ***

Det passede ikke Nick at henlægge 'uforklarlige sager' da han fik besøg af Himself, der var i selskab med den bebrillede revisor, der havde underholdt om Dropboxen. Revisoren beklagede synligt at galleriet var nedlagt.

"Med vores engelske kollegers velvilje, kørte vi et recovery program efter slettede transaktioner og filer, på hende der Susan Lewis' Pc'ere, fra hjem og arbejde. Da de kendte konti var isoleret blev der lidt til overs, vi har gennemgået. Hun indbetalte et par gange direkte på en konto på Jersey, som vi selvfølgelig ikke kunne få alverden oplysning om."
   "Selvfølgelig ikke." mumlede Nick, der vidste Himself elskede at trække en historie i det uendelige. "Og så fandt du hvad?"
   "At der er trukket på den konto her i byen. Bankernes centralsystem skal jo have en konto de kan dirigere udtræk tilbage til."
   "Det næste bliver vel du fortæller automaterne er udstyret med kamera" vrissede Nick.
   "Ikke endnu men det kommer nok," beklagede Himself. "Men det er den guldsmed, hvor der blev købt et par dyre ting, med samme kort. Han gemmer optagelserne. Så var det bare at spole tilbage." Han så på revisoren. "Så er det din tur."
   "Vi mener" sagde denne og pudsede brillerne "Miss Lewis enten var sjusket eller doven. Hvis hun også havde sendt de penge rundt om Antillerne, havde vi ikke haft en chance. Det drejer sig kun om 12.000 euro, i det vi har fundet. Der er helt sikkert mere, der er skjult med en rundtur på Antillerne!"
   "Kan du tænkes at kende vedkommende" sagde Himself og lagde farvefotos foran Nick. "Det gør vi nemlig ikke."
   "Overhovedet ikke" svarede Nick efter han have set på billedet et par gange. Han lovede at lade spørgsmålet gå videre og beholdt det.

Fire dage senere afleverede Alain et foto af Gerhard med armen om en særdeles nedringet dame til sammenkomst med flere deltagere. Det var ikke et af de mest opsigtsvækkende og havde kun tiltrukket sig beskeden opmærksomhed under hans udstilling.
   "Se på baggrunden i stedet for dullens bryster."
   "Det har du sgu ret i," svarede Nick og så på baggrunden.
   "Jeg ved hvor det billede er taget. Det kan Den Gamle tage sig af."