Theis hævdede han havde gennemgået hver side af Dropboxen indhold to gange. Han kunne stå inde for, at den, for det første, var fri for navne af nogen art og for det andet særdeles kedelig. Endelig at han for det tredje, selv blev årsag til en nem voldssag hvis han ikke snart fik sådan en at arbejde med.
   Nick så med største sympati på det ønske, som han omgående efterkom. Der kom stadig besøgende til Alains galleri, uden yderligere resultater. At et af billederne, uden tvivl var Jeanne, bekræftede kun, at hverken Gerhards eller Schoppen's smag fejlede noget og hun havde et modermærke på maven. Ingen af delene kunne bruges til noget som helst.
   Et par rutine spørgsmål, der var forsøgt igen i golfspillende kredse, medførte kun de pustede sig op igen og der kom flere påmindelser om, at hverken kommissariat eller Delacroix kunne forstyrres, uden særdeles god grund.
   Selvom det var bekræftet, Jeanne reelt fungerede som fuldmægtig og sagsbehandler, med adgang til mere end normalt, og at hun fik penge fra samme sted som Gerhard, skulle det lige forklares, på en overbevisende måde, at de stammede fra noget, der var ulovligt. Det er nemlig ikke ulovligt at modtage penge fra udlandet. Det spørgsmål var indtil videre overladt til et andet kontor, der beskæftigede sig med skattesvindel, som med dybe suk takkede for opmærksomheden.

Det var bekræftet Jeanne og lillebror engang havde fået bøder og et par velmente advarsler, sammen med en snes andre unge, efter en fest, hvor det lokale politi overtog sidste del af underholdningen. Hun havde taget de advarsler alvorligt mens lillebroderen fortsatte og blev narkoman, til han døde af en overdosis. Nick og Marc forsøgte at undersøge hvad der var tilgængeligt om Rudi Meeks liv efter skolen. Det var stadig ved at blive fundet og arkivarernes standardforklaring kunne de efterhånden udenad.

Gerhards beholdning af narkotika var blevet til en anden, og mere alvorlig sag. Ingen var i tvivl at udenfor lukketid, opførte de fleste sig ens, uanset hvor de var ansat. Med besvær var der fundet endnu et lager, gemt under tagspær i Gerhards garage. Det bragte den samlede mængde op på i et niveau, der efterhånden nærmede sig til grossister, for den branche. En livlig SMS trafik mellem Gerhard og hans bror, havde deres kolleger i Paris gravet frem og diskuteret med broderen, der afviste ethvert kendskab til noget som helst. Uheldigvis drejede hans to foregående domme sig også om narkohandel.
   Et par fingeraftryk, fra en pakke i lageret under taget, gik til politiet i Paris. De takkede og føjede dem til det andet, Frederich Gerhard lige så godt kunne afregne med det samme. Indtil videre havde man altså mulighed for at stille flere spørgsmål til ham, hvis der dukkede nogen op.
   Der var stadig en nøgle til en postboks til overs. Den befandt sig ikke i Belgien så Theis foreslog han kørte ned og hilste på deres kolleger i Strasbourg og kikkede på posthuse i nærheden af den tank Gerhard havde brugt. Den Gamle skaffede omgående tilladelse og en kontaktperson i Strasbourgs politi, som Alain supplerede med en adresse på en formidabel restaurant, mente han.

Tre dage bagefter vendte Theis tilbage med et smil fra væg til væg.
   "Det var næsten for nemt. Kollegerne tog en narkohund med. Den fandt omgående boxen. Vi tog fingeraftryk som vi sendte til Paris med det samme. Der er sikkert ingen grund til at spørge, om de fandt noget bekendt. Gerhards er der i hvert fald også."
   "Godt set unge mand" sagde Den Gamle tilfreds.

***

Få dage efter modtog Nick en sen opringning.
   "Din afdeling har sat en BOLO på fyr vi lige har fisket op ude i minefeltet. Han nægtede først at identificere sig, og påstod han havde diplomatstatus, som ansat i EU. Han har kun kørekort og er i hvert fald udlænding".
   "Hvad har han bedrevet?" spurgte Nick.
   "Han forsøgte først at købe og bagefter at stjæle stof fra en civilklædt betjent" oplyste den anden.
   "Jeg kommer" sukkede Nick og spekulerede over hvad en bobo, som betjenten kaldte det, monstro var.
   Tre kvarter senere gik han ind i arresten i Laeken, identificerede sig og hilste på vagthavende.
   "Var det dig der ringede? Gider du for resten fortælle, hvad er en Bobo?" spurgte han nysgerrigt.
   Vagthavende bekræftede opkaldet og grinede. "Det er vidst slang fra fjernsynet, 'Be on look out'. Vi bruger det bare internt. Hvem vil du tale med først, Sonia eller arrestanten?"
   "Sonia," ønskede Nick, der gik ud fra at det var betjenten. Vagthavende lukkede ham ind og udpegede et skrivebord i det fjerne, hvor en usoigneret person gjorde sit bedste, for at finde ud af, hvad tastaturet kunne holde til.
   "Sonia?" spurgte Nick forsigtigt. Damens behandling af tasterne opfordrede til forsigtighed.
   Hun tog huen af, vendte sig om og smilede. Det afslørede, bag det lurvede udseende, en række fejlfri, hvide tænder, som Nick omgående genkendte. Det var Marcs kone.
   "Du har nappet en fyr, vi har interesse i. Hvad skete der. Korte træk bare?"
   "Der hænger altid en gruppe junkier ud ved Kruidtuin. Jeg havde en aftale med en meddeler. Fyren cirkulerede rundt og spurgte efter coke." Hun tøvede lidt.
   "Min meddeler levede ikke helt op, til det, han havde lovede, så det gjorde jeg heller ikke."
   Nick behøvede ikke nærmere forklaring. Beslaglagt stof blev en sjælden gang byttet med oplysninger, i stedet for at blive indleveret. Ingen brød sig om det. Resultaterne talte og de fik oplysninger og afværgede måske indbrud eller overfald.
   "Fyren fik at vide jeg havde lidt til overs. Han fulgte efter da jeg gik. Det blev lidt voldsomt."
   "Tak", sagde Nick, "En enkelt bemærkning."
   Hun så spørgende på ham.
   "Når du skal færdes i det miljø, bør du ikke have tænder, der ligner en arktisk solopgang."
   Hun smilede. "Selvfølgelig ikke. Det her er kun en nødløsning. Jeg laver egentlig noget andet."
   Vagthavende fulgte Nick til cellerne og sludrede undervejs. Nick spurgte hvad Sonja normalt lavede.
   "Hun efterforsker handel med kvinder. Hun var dækket op af en kollega, der var optaget af en anden under overfaldet. Han sidder i nummer 11. Her er resterne. Hun kan passe på sig selv, den pige."
   ***

Manden i cellen var sammensunket og havde tydelige abstinenser. Han så vildt op, da Nick trådte ind.
   Under et jakkesæt, der engang havde været pænt, lignede Sinclair et værtshusslagsmål for begyndere. Hans jakke blev aldrig til tøj igen. Den og buksene så ud, som om de var slæbt baglæns gennem en tornebusk. Hans ansigt havde flere blå mærker.
   Nick betragtede ham i tavshed.
   "Hør lige engang", sagde Sinclair febrilsk på engelsk. "Det her er en frygtelig fejl. Jeg har diplomat status, som funktionær ved EU. De skal omgående lade mig gå."
   "Som udgangspunkt," sagde Nick langsomt og tydeligt, "Har du en tiltale for overfald på en tjenestemand i funktion. Dernæst har du forsøgt røveri af ulovlige stoffer, og nægtet at identificere dig. Mon ikke vi kan skrabe lidt mere sammen, når vi får repeteret paragraffer. Vi starter med falsk forklaring. Du er aldeles ikke diplomat. Vi har hilst på hinanden før, på din arbejdsplads, som du måske husker, mr. Sinclair." Nick fortsatte ubønhørligt.
   "Når vi er færdige kommer der en læge og tager blodprøve, og behandler de forskellige skrammer" fortsatte han. " Han kan gi' dig noget for abstinenser. Inden er der et par ting, vi lige skal drøfte."


Sinclair rejste sig op og vendte ansigtet mod væggen, og trak vejret dybt, hurtigere og hurtigere. Nick overvejede om han burde tilkalde vagten. Larm ude fra gangen fortalte ham at vagterne var optaget af nye 'kunder'.
   Han rakte hånden bagud, for at undersøge om døren til cellen var låst.
   Sinclair drejede hurtigt rundt og sparkede ud efter Nick. Han prøvede at dreje sig væk. Sparket ramte ham i hoften og gjorde vanvittigt ondt. Det blev fulgt op af et forsøg på slag mod ansigtet. Nick afværgede slaget og greb Sinclairs ene arm og forsøgte at vride den rundt, på den måde han for længe siden havde fået indterpet på politiskolen.
   Det standsede ikke manden. Han vred sig fri, drejede om på hælen og begyndte på en serie vilde armsving, som det lykkedes Nick at holde sig på afstand af. Sincalairs højre knytnæve ramte Nick rent i øjet. Nick greb armen og vred den om og forsøgte at ignorere smerterne fra hoften. Det mislykkedes.
   Sinclair vred sig atter fri. Trods det, han var mindre, mere spinkel og måske tyve kilo lettere end Nick gav desperation ham uanede kræfter.
   Der dryppede blod fra det sårede øje som generede synet. Nick fornemmede, snarere end så, en knytnæve komme susende igen og undveg slaget. Sinclairs anden næve ramte hans ribben.
   Nick stønnede og trådte et skridt baglæns og faldt næsten over en stol. Larmen udefra var afløst af råb. Nick sprang ind på Sinclair og kastede alle hæmninger overbord.
   Han stak, rent ud sagt, en stiv finger i øjet på manden. Sincalair tog sig til ansigtet med begge hænder og Nick lagde alle kræfter bag en mavepuster. Den fik Sinclair til at knække sammen.
   Nick drejede ham rundt og forsøgte at lægge ham ned.
   Sinclair føltes slap, sank ned på det ene knæ, ved sig fri og faldt tilbage på ryggen og sparkede opad.
   Nick undveg baglæns mod døren i et forsøg på at komme ud. Han vendte sig for at åbne den og overså Sinclair kom på benene igen. Han sprang på Nick bagfra og tog kvælertag. Nick kunne ikke få vejret.
   Med Sinclair på slæb, greb han ud efter håndtaget og sparkede på døren og samtidig bagud. Han mærkede med tilfredshed hælen ramte og hørte et grynt. Nick nåede endeligt at tage fat i håndtaget på døren, der i samme øjeblik blev revet op. De faldt begge ud i armene på en betjent, der var tilkaldt af lyden af sparket.
   Med en kollegas hjælp fik betjentene hurtigt pacificeret Sinclair, mens Nick sank sammen ved væggen overfor og prøvede at få vejret. Samtidig kom en læge ind, fulgt af vagthavende, og spurgte om der var tilkaldt lægehjælp.
   Nick tog hånden væk fra sit blødende ansigt.
   "Det ved jeg sørme ikke doktor. Kan du ikke lige se på mig, når du er her alligevel?"