Inden marts havde Jean-Luc og Joachim afsluttet deres sonderinger om praktisk administration af mekanismen, med deres modstykker i henholdsvis Rom og Madrid. Deres forslag om blev, som forventet, modtaget med interesse.
   Hvis de alle kunne garantere deres politiske chefer et par ekstra sidegevinster, der hurtigt ville reducerede indskuddene til krisefonden, ville deltagerne næppe få ret meget kritik af den grund, forudsat de ikke fortalte alt for meget om et par enkelte metoder.
   Firebanden var som udgangspunkt overbevist om deres chefer, med lidt diskret hjælp, fandt en fælles formel for samarbejde. De holdt deres egne, afsides møder, i løbet af topmødet. De traf aftaler om det praktiske, mens cheferne forhandlede for åbent tæppe.
   Meningerne om hvordan ESM-puljen kunne disponeres var ikke længere ret spredte. Overvågning og instrumenter til den, blev kun overfladisk berørt og sanktioner nåede man slet ikke frem til, mellem forhandlinger om vækst.
   Kollegerne i Rom og Madrid var særdeles villige til at lytte til flere forslag, især da de kom fra de to lande, som efter de nye spilleregler, hver for sig, havde mulighed for at spænde ben for ting, de ikke brød sig om.
   Efter lidt nærlæsning af stemmefordelingen fandt italienerne og spaniere hurtigt ud af, at det havde de sådan set også, i fællesskab. Det resulterede i bedre aftaler, hvorefter de glædestrålende kunne orientere deres ledere.
   Således eksisterede der både en officiel, og en særdeles uofficiel dagsorden for mødet. Den sidste, indtil videre, med kun fire deltagere. De fulgte bare deres chefernes ønske og politik, som de fortolkede dem. Det kunne sikkert producere den nødvendige skat, der ville få de forbandede budgetter, til at hænge sammen, forudsat man holdt lidt igen med udgifter og løfter.
   Gruppens såkaldte sorte får tiltrak sig igen en del uønsket opmærksomhed, nogen mere end andre. Ved gennemgang af muligheden for at bremse en fortsat gæld, blev det lidt mere synligt, deres oplysninger om formue og gæld, måske havde været en anelse optimistisk bedømt. Noget af det synlige skabte større dønninger end andre, men skulle ikke bremses af uønskede revisioner, mens processen om styrkelse af væksten stod på.

I foråret forsøgte Portugal at bortauktionere et budgetunderskud med statsobligationer. Kina viste interesse i at snuppe et par milliarder til den rigtige kurs altså. Kurs og forrentning kunne diskuteres hvis kineserne samtidig fik fjernet et par mindre restriktioner og opgraderet deres status til markedsøkonomi. Noget for noget var kinesernes filosofi. Det havde ikke lige stor forståelse hos alle. Ethvert forsøg på snak om lån og rimelige renter, blev mødt med en skraldende latter fra Beijing. De var bare købmænd og ville stadig købe svenske aktier eller portugisiske obligationer, til den rigtige kurs altså. Glem resten!
   På den mindede de samtidig de naive europæere om, Kina for resten havde været en samlet stormagt i et par tusind år, mens Europa kun i korte perioder kunne påstå det samme. Portugal fik nye lån i stedet.

Topmødets dagsordener, havde kostet koordinatorerne flere hundrede timer af overvejelser, og grundig planlægning og sortering af bilag. Noget måtte retur til videre overvejelser mens klikerne omgrupperede sig fra time til time. Man havde bestilt et antal løsninger til beslutning, og fik det.
   Selvom alle lande faktisk nogenlunde kunne klare sig selv, druknede de gode sider i en strøm at skarpt optegnede problemer. De fleste fik gennemgående besked på at spare mere. Nogle viste deres opfattelse af solidaritet ved at benytte lejligheden, til at flytte om på omkostninger de steder, hvor der senere kunne søges tilskud.
   En enkelt deltager, man kunne bagefter ikke huske hvem, vrøvlede dæmpet lidt om at acceptere realiteter og brugte det forbudte ord, inflation. Om manden var beruset eller ude af trit med politikken, fandt ingen rigtigt ud af, så han blev hurtigt kaldt til orden.

Kansleren havde i en mindre kreds, gentaget sit forslag om lavere renter under to forudsætninger, nemlig at budgetterne blev balanceret ved salg af statslige aktiver, og den private sektor fik harmoniseret selskabsskatten i eurozonen.
   Det var da meget interessant og fortjente grundige overvejelser rundt omkring, var tilbagemeldingerne fra flere sider. Kansleren skyndte sig hurtigt videre med noget andet.
   Kontrol og sikkerhed var stadig i front af den politiske dagsorden men blev mest drøftet i pauserne. Deponering eller pant var, efter Finlands tyvstart, stadig under overvejelse, uden ret meget enighed om hvordan sådan en størrelse kunne skrues sammen. England, Frankrig og Tyskland kunne måske deles om Kreta, Madeira og Tenerife. Det var stensikkert Sicilien blev hvor den var, men det var kun et mindre teknisk problem.

***

Jean-Luc og Joachim stod sidst på dagen, lidt afsides, og følte sig sikre på alt var på plads, til deres fordel. Firebanden havde sluttet deres egne møder, parallelt med de officielle, og samtidig løbende udvekslet deres politikeres kommende indlæg, så de forbyggede ubehagelige overraskelser.
   De var også klar over de måske havde forladt de demokratiske spilleregler lidt, men det var der ikke så meget at gøre ved. Den slags problemer måtte politikerne selv klare i stilhed, så alle fik arbejdsro til justering af traktaten.
   De var også klar over samarbejdet kunne være skrøbeligt, når hovedaktørerne krævede noget for noget, hver gang, så der kun blev lidt til overs til resten.
   "Italieneren er hård at forhandle med", konstaterede Jean-Luc. Han var flad efter flere dages skiftende sydeuropæiske udfordringer. Han så frem til at komme hjem.
   "Ja han skal nok blive til noget. Han lægger heller ikke skjul på at han har en professor med egen tænketank i baghånden, til at lægge den bedste strategi. Heldigvis er vi heller ikke uden midler" svarede Joachim, der tænkte på et analyseinstitut i Frankfurt. Femte kolonne havde ændret navn til lobbyister og konsulenter, men princippet var stadig det samme. De synlige våben var knive ved middagsbordet, og håndgranaterne var skiftet ud med spørgsmål, der både blev begrundet og besvaret af de forskellige konsulenter.
   "Hvad skal vi nu" spurgte Jean-Luc.
   "Vi skal både gøre patenter nemmere tilgængelige og beskytte dem udadtil. Det har vi jo fat i i forvejen." svarede Joachim, der pludseligt så irriteret ud.
   En mand, han kendte, og ikke ville møde officielt, krydsede rummet med en mappe i hånden, og direkte kurs mod ham. Det burde være sket mere diskret, men han indså mandens størrelse gjorde det umuligt, og smilede venligt.
   Han modtog med kort tak mappen og smilede endnu bredere.
   "Det er lige som det skal være. Så er det svært at bevare pessimismen."
   "Ingen roser uden torne", sagde manden. "Euro-rangernes forbistrede notat om Kineserne, trækker stadig opmærksomheden i den forkerte retning og udsætter nogle af vores andre projekter."
   "Euro-rangerne?" Joachim lignede et spørgsmålstegn, og Jean-Luc der lyttede i baggrunden ikke mindre.
   "Montrose-Adams kælenavn for kontoret til studier af erfaringer til en værktøjskasse af kontrolinstrumenter til mekanismen". Koordinatoren ulejligede sig ikke med at skjule sin mening. Den skinnede tydeligt igennem.
   "Det har vi jo diskuteret. Det skal du gøre noget ved. Vi skal ikke have de banditter til at bringe mere uorden i vores netværk. Hvis nogen har overdrevet deres iver lidt for meget, i bedste mening, er det deres egen sag. ESM kontoret har bare at holde sig til modtagerne" sagde Joachim bestemt.
   Jean-Luc, der nu lyttede åbenlyst til samtalen, så urolig og irriteret ud.
   "Montrose-Adams fik et par anmodninger han og Harbo arbejder alene med. Den første skitse for udnyttelse af syntetiske produkter fik jeg lavet hos ESM kontoret, uden Montrose-Adams' viden. Den stoppede han på grund af nogle regler vi ignorerede."
   "Så kan det kontor da bruges til noget. Den gik videre til Frankfurt. Hvis du behøver mere assistance til at begrænse deres aktiviteter, har du vores konsulents telefonnummer," sagde Jean-Luc.
   Den anden tog hurtigt afsked. Joachim så i mappen, smilede og rakte den videre til sin kollega.
   "Her skal du se. Det er lige kommet. Han gjorde i det mindste noget rigtigt ved at give os det her, med det samme".

Fra Airbus' udviklingsafdeling meddelte direktøren at professorerne Kahn og Freitag i fælleskab havde erstattet femhundrede og tyve kilo konventionelt materiale med tooghalvfjerds kilo komposit af forskellig art. De ville fortsætte med at lave forsøg med halefinne, ror og flaps, så langt pengene rakte. De ville ændre de næste Airbus fly efter de retningslinjer. Direktøren ønskede oplyst, hvordan han skulle forholde sig når første bevilling slap op.
   Jean-Luc så irriteret ud.
   "Den blærerøv fortæller altså de har løst ti procent af opgaven uden videre, og går i produktion før tiden. De kan fortsætte med forskning, hvis vi altså stikker dem en grum stak penge igen."
   "Netop" bekræftede Joachim, med et smil
   Deres Kansler og Præsident kom i det samme forbi og nikkede venligt. Kansleren studsede over Jean-Luc's dystre udseende, betragtede papiret i Joachims hånd med hævede bryn, og åbnede hånden uden et ord. Selv ikke udtalte ønsker fra Kansleren havde samme betydning som reglerne på et par stentavler, der efter sigende, engang blev afhentet på toppen af Sinaibjerget af en kurer. Samtidig havde hun en forbandet god hukommelse, så Joachim afleverede uden videre mailen.
   Hun læste den, og gav den videre til præsidenten.
   "Glimrende. Det vil da blive spændende hvad de opnår," mente hun. "Hvor fandt De forresten den bevilling, Joachim?"
   "Helt ærlig fru Kansler". Joachim gned næsen med langefinger. "Til Deres orientering har Boeing lige sendt et fly, baseret på komposit, på prøvetur til Japan."
   "Fortsæt endelig og hold mig uden for det, skal vi sige, praktiske. Vi må tilbage til vækst og konsolidering. Måske skulle De deltage Joachim. Hvis De har flere ukendte ressourcer, kan vi sikkert bruge dem."
   Hendes ansigtsudtryk afslørede ikke hendes tanker, mens hun betragtede Joachims skarptskårne profil. Kansleren havde både en betroet sekretær, der bestyrede kalender og aftaler med Joachim som stabschef. De to valgte både hendes aftaler og rådgav, påstod de, om de ting, der helst skulle tales om. Ikke for første gang spekulerede kansleren over, hvor meget hun selv fik lov til at bestemme.
   "Som De ønsker Kansler. En mere fleksibel tilgang til patenter vil skabe glæde i brede kredse." Han havde god erfaring med Kanslerens sans for humor og havde af samme årsag overladt bisidderopgaven til en dygtig assistent den dag.
   "Enhver antydning af differentiering og 'Big Brother' er stadig absolut u-ønsket, går jeg ud fra?" indskød Jean-Luc og formulerede det med vilje som et spørgsmål.
   Præsidenten nøjedes med at nikke, og så ned i jorden.
   "Helt undgås kan det vel ikke. På lavt niveau og absolut ikke synligt," mente han.
   Kanslerens opmærksomhed skiftede til Jean-Luc og tilbage til Joachim igen. Fra opvækst med en sølvske i munden, vidste hun, Joachim var opdraget på toppen af de sociale skel, til at se de helheder og kompromisser, hun havde kæmpet sig frem til at leve med. Jean-Luc havde en tilsvarende baggrund, havde hendes kollega fortalt.
   Ligesom hendes kollega Margeret Thatcher havde Kansleren både kæmpet mod klasse- og kønsbarrierer og indædt vanetænkning i et miljø, der aldrig glemte deres egne interesser.

Mens Kansler og præsident skyndte sig videre kom deres kollega fra Spanien holdt de to andre selskab, i stedet.
   "Vil det her mon virke efter hensigten?", spurgte han sine to kolleger.
   "Det skal det helst," sagde Jean-Luc bestemt. "Med vores beskedne hjælp selvfølgelig. Vi bestiller jo ikke andet end at fordele vækst, til deres fordel. I år kan vi ikke gøre patenterne mere tilgængelige. Chefen har ingen ønsker om at komme hjem til flere problemer for vælgerene."
   "Hvis i har styr på både dagsorden og fremlægning" mente Spanieren "kræver det kun lidt fleksibilitet hist og her, og at vi ikke får alt for mange imod os."
   "Hvem kan dog kunne samle stemmer nok til det?" spurgte Joachim åndsfraværende.
   "Ikke at forglemme den traktatændring", sukkede Jean-Luc.
   "Det er politikerenes problem. En sjælden gang er de lige så kreative som vi embedsmænd" mente Joachim.
   "Er forskellen mellem muslimer og Eu-politikere er stadig, den ene vender sig mod Mekka og den anden mod Bruxelles, med deres bønner?" spurgte spanieren med et smil.
   De havde begge hørt den.
   "Kender du også forskel på en hest og europuljen." spurgte Jean-Luc. "Når den ene bliver skudt, får den anden tilskud."
   På fællesbilledet dagen efter, smilede alle. At kansleren kort forinden havde fået en gevaldig øretæve af vælgerne i sin egen delstat, kunne overhovedet ikke ses. Resten smilede også. De fleste naturligt og afslappet, selvom et par lignede et akut behov for vaccination mod stivkrampe. Et par, der havde taget rigeligt til de våde varer, aftenen før, gemte sig bag andre.