Eva havde virkelig sat noget i gang hos mig, hun var slet ikke værst, så det var bare ikke til at klare at der skulle gå tæt ved et halvt år inden jeg skulle se hende igen.
   To måneder efter, da jeg ved et tilfælde skulle have fat på nogle papirer i min skuffe, så jeg sedlen og det første jeg gjorde, var at kontakte Skorstensfejer Madsen, for at høre hvad hun hed, den lille dame han havde haft i Erhvervspraktik og om han mente at hun havde nogle chancer for at fuldføre sine planer.
   "Eva Hansen, ja, hun er nok den bedste jeg har haft indtil nu, og jeg har da givet hende gode papirer med herfra."
   "Tak, det var bare hvad jeg gerne ville vide, farvel!"
   Så vidste jeg så meget at hun hed Hansen, egentlig et meget normalt navn, til sådan en speciel pige. Længer kom jeg ikke i denne ombæring, men da jeg en Weekend var hjemme, traf jeg en kammerat, der spurgte om jeg ville med til Nørre Dalby til fest, og det ville jeg da gerne.
   Jeg kendte ikke nogen af dem vi var til fest hos, men da jeg dansede med en af pigerne, sagde jeg "du skulle vel ikke tilfældigvis kende en pige ved navn Eva Hansen, hendes far er Skorstensfejer?". -- Pigen, som hed Petra, smilede og sagde :"Jo mon ikke jeg kender hende, men hvis du vil træffe hende, så skal det enten være i Hallen Tirsdag aften, eller i Forsamlingshuset Torsdag aften, hun er meget omsværmet, men hun har ikke tid til drenge, siger hun, hun vil andet og mere med livet!"
   Alt det skrev jeg mig bag øret og en måned efter, da jeg var hjemme på en uges orlov, lånte jeg fars bil og drønede til Nørre Dalby, en torsdag aften.
   Jeg spurgte om vej til Forsamlingshuset og der holdt faktisk en del cykler og biler uden for, så der var gang i den det kunne være sjovt at overraske Eva.
   Jeg kørte ind bagved en af de andre, satte bilen og gik ind.
   Jo, de spillede og sang derinde, og da jeg lindede døren ind til salen, så jeg Eva, den lille pige med tusindårsriget, var vel nærmest blevet Primadonna i stykket.
   Jeg lænede mig op af radiatoren, og da jeg havde stået der lidt, kunne jeg se på hende, at hun havde opdaget mig, men hun blev bare ved, ind til der var en pause, så kom hun ned til mig.
   Hun strålede over hele ansigtet, og stak lappen frem "Hej Adam, hvordan kommer du her?"
   "Hej Eva, jeg har lånt fars bil, jeg er lige hjemme på en uges orlov og fik lyst til at se hvad det er I laver" -
   "Ved du godt at det er tre måneder siden vi sidst snakkede sammen og du kan stadig huske at jeg er her, torsdag aften, det er utroligt. Men kom nu med hen og få en kop kaffe sammen med de andre, så kan du hilse på og se vores Orkester, hvis det ellers skulle have nogen interesse.?"
   Jeg ville faktisk gerne bare have snakket med Eva, men det var hyggelige mennesker hun var sammen med og en' af de ældste fyre sagde "Nåh, hvad er den af Eva, jeg troede slet ikke at du havde tid til herrebekendtsskaber?"
   "Det har jeg faktisk heller ikke, men de få' gange jeg får chancen, kan jeg ikke andet end at tage imod!"
   Den unge mand rystede på hovedet: "Få' gange, siger du, jamen, jeg har da tit spurgt om vi ikke skulle mødes et eller andet sted, og du har altid sagt nej."
   "Du er jo heller ikke andet end en stor knægt Henrik, og nu har I at opføre jer ordentlig overfor Adam, han er noget inden for Militæret, han kom faktisk bare forbi og ville lige hilse på mig, har I noget imod at jeg viser ham lidt rundt i Orkestergraven?"
   Henrik lo "Orkestergrav, du er stor i slavet, højt at flyve, dybt at falde, men selvfølgelig må du det, han kan måske også spille på et eller andet?"
   "Det ved jeg virkelig ikke, så godt kender jeg ham ikke, men vi smutter lige fem minutter."---
   Nogen Orkestergrav var det nu ikke, det bestod af et Steiner og Müller klaver, et sæt trommer, en basguitar, lidt klokkespil og så lå der en Klarinet.
   Jeg er måske lidt ligefrem, men jeg spurgte om jeg måtte prøve klaveret og det fik jeg lov til.
   Uha, det var faktisk længe siden jeg havde spillet på et opretstående før, men det kunne godt sige noget og da jeg sluttede, begyndte Eva at klappe "Mægtigt Adam, du er altså også noget ved musikken, lad mig høre, hvad kan du mere?"
   "Årh, jeg lærte at spille på et horn, da jeg var med i F.D.F. og da jeg startede hos Spejderne fik jeg lov til at blæse morgen og aften Reveillen." "Aha og det spillede du måske også på, når I havde lejrbål?"
   "Du milde, nej da måtte jeg ty til de få' greb jeg kunne, på en guitar, men det var såmænd hyggeligt og nu er det dig der er spejder?
   "Ja, det er faktisk et herligt liv, men hvis jeg kunne få lov, ville jeg meget hellere være med hos drengespejderne, det her er lidt for tøset, men dog bedre end ingen ting."
   "Hold da op Eva, du skulle melde dig ind hos Lotterne i stedet, det tror jeg du egner dig til."
   "Kvindelig soldat, eller hvad?" ---"Ikke helt, men det er da at snuse til Millitærlivet, et par år mere på bagen, så kan du rolig melde dig til på holdet." ---"Måske, hvis jeg ventede lidt længere, at jeg kunne blive soldat, alt det der' med piger, tiltaler mig ikke."
   "Jamen dog Eva, du bryder dig ikke om piger, men er dog selv en' af dem." "Ja, sådan er det, måske fordi jeg har et par søstre der er meget piget, de er ældre end mig og det er gyseligt som de teer sig, når jeg får lov til at tage med dem i byen."
   Henrik kom hen til os "Nå, hvad finder I så ud af, jeg hørte at du forstod at tumle klaveret, er der andre ting du kan tumle?"
   "Ja, alt inden for biler og mekanisme, jeg arbejder hos en Mekaniker, når jeg ikke er inde og springe, men selv derinde, får jeg min lyst styret, der er jo nogle der skal tage sig af Militærets køretøjer."
   "Nå sådan, det er jo ikke dårligt, men jeg mente nu sådan musikalsk, har du da flere evner?"
   Jeg nåede ikke at sige noget, før Eva var der'"Ja, han kan da en smule, for eksempel på horn og Guitar." -- Henrik rystede på hovedet "Ja, hvis man skal nå at få et ord indført når man er sammen med Eva, så skal man tidligt op. Vi kunne faktisk godt bruge sådan en' som dig, hvis der bare ikke havde været så langt.- Ser du Eva spiller klaver til husbehov, men hende skal vi jo bruge på scenen, der er hun nok bedre. Vi har fået lovning på Degnens kone, altså angående klaveret, men hun har ligesom ikke den samme takt som vi unge, så vi har klaret os uden.
   Jeg spiller lidt Guitar, men jeg tror vi stryger den, og ham der spiller Klarinet, kunne vi godt bruge som Bager i stykket, det er han iminent til, så du forstår nok at vi har lidt af et problem." "Lad os bare prøve et stykke, hvis de andre har gumlet af munden, har I noder, for så vil jeg godt prøve om jeg kan spille med."
   En' der hed Anders, kom med en stak noder og lidt efter begyndte vi. --- Der var otte på scenen, der skulle synge en aftensang, mens solen skulle forestille at gå ned, bagved Gadekæret, og det gik ret godt ind til Eva sagde "jeg ved godt at jeg ikke burde sige det, men ville det ikke være skønt om der var en' der kunne spille solen ned, på Klarinetten, altså en solo?"
   En Klarinet og et horn er ikke helt det samme, men jeg prøvede og det gik da nogenlunde, de lød i ihvert tilfælde begejstret og ja, det passede faktisk hvad Eva sagde, lidt af en romantikker, var hun vel, som så mange andre piger, men sige det til hende, uha nej!"
   Tiden gik hurtigt og da klokken nærmede sig 22:00,måtte jeg se at dampe af, jeg havde været i selskab med Eva i næsten to timer, uden at have snakket med hende, overhovedet, og jeg kunne ikke trække tiden længere, for jeg havde lovet den gamle, at jeg snart ville være tilbage.
   De andre var så småt ved at pakke sammen og sige farvel, men jeg vidste jo ikke hvor i byen Eva boede, skulle jeg spørge, eller ville jeg bare få det svar, at hun desværre var på cykel.
   Jeg hilste af med de andre, og kunne godt se at Eva trak tiden lidt, så hun ville altså gerne snakke med mig.
   Jeg sagde også farvel og da jeg rakte hånden ud mod Eva, sagde hun "Det var hyggeligt at du kiggede ind, men tiden gik alt for hurtigt, vi nåede slet ikke at snakke og jeg kan vel ikke gøre mig håb om at se dig, før til Premieren?"
   "Måske, hvem ved hvad Skæbnen vil med os, men nu siger den, at jeg må hjem med dytten, hvad siger du, vil du have et ben op at køre, eller må du ikke køre med fremmede mænd?"
   Eva lo og viste mig sine blændende hvide tænder, "Fremmede mænd, det ved jeg ikke, men så vidt jeg ved, er du ikke fremmed, og i hver tilfælde ikke i flertal, jo tak, jeg ville føle at jeg var uforskammet, hvis jeg sagde nej og hvis du er lige så sikker ved rattet som du er ved et klaver, så bliver det en oplevelse."
   Åh, ja, sådan var Eva, altid slagfærdig, intet ville komme bagpå mig mere, troede jeg, hun var bare en ener af format.
   Jeg kendte ikke byen og kørte stille ud af vejen, gadelygterne var tændte og Eva nynnede en strofe af en gammel melodi og jeg nynnede med og på et tidspunkt da jeg troede jeg kunne studere hende ubemærket, mødte jeg hendes drillende, meget mørkeblå øjne.
   "Hvad tænker du på Adam?"(spurgte hun med en lille latter i stemmen.)
   "Tænker på, det ved jeg ikke, jeg syntes ligesom dig, at det har været en dejlig aften, men hvordan skal du nu få din cykel hjem?"
   Da lo hun "min cykel, åh, du milde, tror du jeg behøver en cykel, for den smut vej, nåh, nej, det ved du ikke, men jeg løbetræner hver dag og jeg ved at jeg altid kan være heldig at få et ben op hos en' af drengene på knallert eller i bil, at du så var her i aften, var bare så, lad os sige, så specielt."
   "og hvor må jeg sætte dig af?" ---"ved du hvad, det kan du gøre her, jeg tager ingen skade af at gå resten af vejen."
   "Ikke tale om, men jeg ved jo ikke i hvilken retning du hører til."
   "det gør heller ikke noget, måske er det bedst at du ikke ved hvor jeg bor."
   (Det blev jeg nødtil at have en forklaring på, så jeg kørte ind til siden og stoppede bilen.)
   "Sig mig unge dame, hvorfor tror du jeg tilbød at køre dig hjem, mon ikke det var fordi jeg gerne ville vide besked med hvor du bor, og få lidt mere tid at snakke med dig." ---
   "Helt fint, der er ingen ting at skjule for dig, jeg elsker bare at leve livet mystisk, det er såmænd Vesterbyvej 24,lige ud af vejen og til højre med det første sving."
   Jeg tog om hende "Eva, du syntes at det var så specielt, at jeg kom i aften, men er det så specielt, at du vil give mig et knus, inden jeg kører videre og sætter dig af?"
   "Jamen Adam dog, ville det betyde noget for dig?"
   "Helt bestemt, så gør det knap så meget, hvor lang tid det varer inden skæbnen bestemmer hvornår vi skal mødes igen."
   Hun smilede og sagde "Vil det sige at du har tænkt lidt på mig siden sidst?" --- "Nej Eva, det har jeg ikke, jeg har tænkt meget på dig, og jeg var spændt på, hvordan du ville se ud."
   "Det var dog utroligt, men vist ikke så meget som jeg har tænkt på dig, og æh, blev du så skuffet?"
   "Skuffet, nej, ikke det fjerneste, Den lille pige fra Tusindårs riget, kalder jeg dig og jeg glæder mig til du en dag vil vise mig dit rige, må jeg så få det knus?"
   Eva nikkede og lagde sine arme om min hals og jeg blev varm inden i, da hun kyssede mig på panden det føltes virkelig så intens.

Det var jo langt fra det første kys jeg havde fået af en pige, jeg havde haft et par piger, før jeg skulle ind til Molly og Mona og jeg var vel nærmest forlovet, da jeg rejste fra byen, men hun ville ikke dele mig med nogen og da slet ikke så lang tid, så det gik i vasken og ellers ved jeg ikke hvordan jeg skulle have klaret frisag, da jeg stødte ind i Eva.
   Jeg kyssede hende på kinden og aede hende over det krøllede hår
   "Eva, kan jeg få lov til at få dit telefon nummer, for så vil jeg ringe til dig?"
   Hun så kærligt på mig "Adam, du er sød, men behøver vi at holde kontakten på den måde, skal vi ikke bare sige at du kan komme til Premieren den 22. Okt. hvis du har tid og lyst, for du skal tænke dig meget om. Jeg er ikke en hvilken som helst pige, jeg har følelser og dem skal der ikke leges med. --- Du er en voksen mand og kunne snildt have både kone og børn nu. Der er nok noget jeg ikke fatter, angående dig og mig. - Skæbnen har spillet os et puds nogle gange, men du skal ikke begynde at bilde mig ind, at jeg betyder mere end et spændende projekt. Jeg ville gå hen og blive en hæmsko for dig, og kør' du bare videre, du skal hjem med bilen."
   "Ikke før du forsikrer mig om, at du vil være her, næste gang jeg kommer, uanset om det bliver på Vesterbyvej 24, i Hallen eller i Forsamlingshuset."
   Hun lagde en hånd på min skulder "Lille Adam, jeg kan ikke love dig noget som helst, ingen kender jo dagen i morgen, men om jeg fatter hvorfor det er så vigtigt."
   "Det forstår du måske ikke endnu, men det kan være at du aner det, næste gang vi ses og indtil da, vil jeg tænke meget på dig, og så var det Vesterbyvej, den næste Station hed?"
   Eva sad med lukkede øjne, og da jeg så skiltet på huset, holdt jeg ind til siden, jeg ville gerne sige et og andet, men ordene blev siddende i halsen på mig, da jeg så hendes Tusindårs rige.---
   Det var aldeles bedårende, slottet som det hed, var ikke stort, men det var der' hun levede sit liv omkranset af familien og jeg var sikker på at jeg om kort tid ville få resten af Tusindårs riget at se.
   Jeg lagde en hånd på hendes skulder og hun tog sin taske, strøg et par fingre hen over min hånd sagde tak for turen, og steg ud, og jeg blev holdene, til hun var smuttet ind, så kørte jeg hjemad.---
   Min far var en anelse gnaven, da jeg kom hjem "Hvad er det for en tid at komme på, sagde du ikke at det kun blev en lille tur?"
   "Jeg ved det godt, og du må meget undskylde, men helt ærligt, så traf jeg en pige, som jeg godt kan lide, du har jo selv været ung engang og ved hvad en ung sød pige, kan betyde for en ung mand." --"Nåh, det var derfor, det er jo noget andet, men nu er hun vel ikke som de andre, for så kan du lige så godt opgive."
   "Hun er bestemt ikke som de andre, hun er noget for sig selv, bare vent til du ser hende, man skulle virkelig ikke tro at hun var af denne verden, men tak for lån, nu vil jeg se at smutte op og pleje min hals."
   "Du lader også ganske anderledes denne gang Adam, er det så på grund af hende, at du måtte hjem på Sygeorlov?"

"Både og, men jeg kan sige dig, at jeg glæder mig vildt til om tre måneder, for da regner jeg med at I skal med mig i byen, du og mor, og så vil jeg præsentere hende for jer."
   "Tre måneder, det var lang tid, du kan da tage hende med hjem inden alt for længe."
   "Det går vist ikke rigtigt, lige nu er vi bare venner, og jeg tror ikke vi ses før om tre måneder."
   "Det kan du ikke mene, der går da tog og rutebiler fra storbyen, så du kan være lidt mere sammen med hende, jeg syntes du skulle gøre lidt ud af det, når du endelig mener at have fundet pigen, du skal passe på at hun ikke smutter fra dig."
   "Det er så fint og specielt det Kammeratskab vi har Eva og mig, så det er vanskelig for andre, at fatte det, men nu vil jeg smutte, god nat." "Godnat knægt, men du skulle nu gå ud i køkkenet til mor, og fortælle hvad du har oplevet, en mor er mange gange mere nysgerrig end en far, vi er bare så glade for det, når I kommer hjem og fortæller, hvad I har oplevet, hvis det da er noget godt."
   Jeg smuttede selvfølgelig ud til mor og hun mente ligesom far, at jeg blev nødtil at pleje mit venskab med Eva, lidt mere, så det ikke løb ud i vandet.
   "Det er skæbnens skyld at Eva og jeg i det hele taget har mødt hinanden, og hvis det er skæbnens skyld, så ses vi inden, men ellers ikke!" ---"I er godt dumme, du bliver nødtil at række skæbnen en hjælpende hånd så, Eva vil blive utrolig glad for at se dig og du vil få mere ro i sindet, og er det fordi du bliver nødtil at låne bilen, så giver far selvfølgelig lov, når han ved at det er Eva det gælder."
   "Jeg skal nok tænke over det mor, og nu må jeg op og se dyner"
   "Du skal lige huske din Kamillete inden, for du skal jo pleje din hals mens du er hjemme."
   "Åh, så dårlig er jeg vist ikke mor..." "Pjat med dig, det er ikke bare for halsens skyld, det er sandelig også for at få en rolig nattesøvn."
   Nåh, jeg drak teen i en slurk, og gav hende et knus, så smuttede jeg op på mit kammer, hørte lidt musik, tænkte på Eva og faldt i søvn.