Christian og Karsten gik langsomt hjem efter en Squashturnering, med skiftende modstandere. For en gangs skyld sprang de øl over og fortrød det hurtigt. Charlotta og Carina havde meldt de tog på powershopping, i stedet for turneringen. En SMS meldte senere de have mødt et par kolleger og spiste med dem.
   Karsten betragtede spørgende en indbydende bistro. Christian gav ham ellers ret. De gik indenfor og så efter en siddeplads.
   Et par rejste sig i det samme fra et tomands bord som Christian bad Karsten beslaglægge mens han tog sig af det praktiske.
   Karsten var træt i benene efter turneringen og satte sig taknemligt, mens Christian fortsatte mod baren.
   Udrustet med to krus øl vendte han sig væk fra baren og stødte ind i en mand, der kom bag ham.
   "Pardon" udbrød han automatisk.
   "Ca va. Fait rien" sagde den anden med et smil.
   Christian noterede sig manden havde et headset, som han dæmpet talte videre i. Han kom uvilkårligt i tanke om overfaldet og så, for en sikkerheds skyld, efter fyren, der kun spejdede efter et hul ved baren.
   Christian vendte sig mod deres bord. En ny kunde, der åbenbart var meget tørstig, marcherede lige frem. De stødte sammen med stor fart, så ølsjatter sprøjtede op på mandens skindjakke.
   "Mille Pardon" gentog Christian høfligt. Han havde stået helt stille.
   "Merde - cochon!"
   Den anden gik et skridt baglæns med rynkede bryn og hævede arme i irritation og børstede øllet af sig.
   Han så irriteret på et par øl pletter og begyndte at skælde ud. I baggrunden betragtede Karsten forbløffet scenen.
   En strøm af fornærmelser fulgte, indtil manden var så ophidset et par øretæver ville være den naturlige fortsættelse. Christian var træt efter turneringen og klamrede sig til øllet. Han stod stille og betragtede manden og rystede beklagende på hovedet.
   Det ophidsede kun fyren mere. Et par indædte bemærkninger blev fulgt af en snorlige uppercut mod Christians ansigt, af en næve på størrelse med en skinke.
   Christian undveg slaget. Han tabte det ene glas, der knustes mod gulvet og sprøjtede i alle retninger. Manden drejede skuldrene og fulgte op med den anden hånd, der strejfede det andet glas og sprøjtede indholdet ud over Christian, for at ende i hans ribben.
   Det kastede ham bagud mod baren, hvor han tog et par andre gæster med i faldet.
   I baggrunden rejste Karsten sig hurtigt, for at komme Christian til hjælp.
   Han blev afskåret af to andre mænd, der gled frem fra indgangen og uden varsel slog ud efter ham så han faldt tilbage i stolen.
   Karsten greb sin ketsjer, rejste sig igen, tog et skridt til siden og prøvede at bevise Gerhards påstand om næsehorn og baghåndsslag. Hans modstandere var bare ikke næsehorn, men to adrætte mand, der uden problemer undgik slagene, og trængte yderligere frem, skulder ved skulder.

Den første, Christian var stødt sammen med, trådte mellem ham og den vrede mand, med løftet hånd, mens han rodede i lommen, og sagde noget Christian ikke opfattede.
   Det slag, der sendte manden ind i baren, kunne sikkert høres Strasbourg. Et par gæster greb ham automatisk og fulgte forbløffet begivenhederne, med forargede tilråb, uden at gribe ind.
   Christians modstander stod med siden til og rodede stadig i lommen mens Christian gik frem med endnu en undskyldning. Han fattede ikke hvad der skete.
   Han undveg hurtig et nyt slag og plantede en knytnæve i mandens side, med hele sin kropsvægt bag det. Det havde måske virket på en normal person. Ham her var tilsyneladende bygget af beton, så det eneste Christian opnåede var en øm næve.
   Manden drejede sig og sendte i samme bevægelse højre knytnæve mod Christians hage. Christian undveg igen og sparkede sin modstander over knæet. Denne ømmede sig synligt og fulgte slaget op med venstre hånd. Det ramte perfekt.
   Christians læber blev smadret mod hans fortænder, og smagen af blod fyldte munden. Han trådte tilbage, støttede sig mod baren og rystede vantro på hovedet. Den andens højre side var åben, så Christian gik frem og slog mod hans ansigt med venstre hånd. Han fik ikke tilstrækkeligt vægt bag slaget men han ramte mandens læber med knoerne.
   Fyren trådte bare et skridt baglæns. Spyttede lidt blod ud og betragtede roligt Christian.
   Enhver form for arrigskab over ølsjatter var blæst var blæst væk og erstattet af et roligt forretningsmæssigt blik. Han stak hånden i lommen igen og kom op med en kniv, hvis blad sprang frem med et tydeligt klik.
   Christian erindrede Leopold Park, men kunne ikke afgøre om det var de samme øjne. Størrelsen passede meget godt.

I baggrunden var Karsten optaget af de andre. Ingen af tilskuerne gjorde mine til at gribe ind. Karstens gamle sparketeknik, kombineret med ketsjeren havde givet bonus. Den ene mand var nede på knæ og klamrede sig til Karstens ene ben mens den anden, der blev holdt på afstand, havde en ondskabsfuldt udseende kniv i hånden.
   Under Karstens udfald mod knivmanden prøvede den knælende at slå ham i maven. Karsten på sin side kvitterede omgående ved at dreje ketsjeren i hånden og klaske rammen i hovedet på den knælende. Han mistede omgående interessen i yderligere deltagelse, og væltede om på siden.
   Karsten værgede stadig for sig med ketsjeren men den andens kniv skar hans jakkeærme op samtidig med han afværgede et slag mod sit hoved.
   Christians modstander kastede et kort blik på sine kolleger. Han havde stadig en springkniv i hånden, mens han betragtede Christian. Han bøjede sig sammen og sprang frem med strakt arm, samtidig med at han råbte noget, som ikke kunne opfattes, i den øvrige larm.
   Christian undveg. Han følte, mærkeligt nok, ingen angst. Han kunne mærke hans læber svulmede op efter slaget. Han blottede tænderne i en hvæsende udånding, og trak det ind igen.
   Han var kun godt gammeldags arrig og sprang på den anden. Det lykkedes ham at feje hånden med kniven væk og trampe fyren over foden. Han greb med begge hænder, fat i armen med kniven, som han koncentrerede hele sin mentale og psykiske energi om at holde på afstand, og samtidig igen trampe den anden over tæerne, med hele kroppens vægt.
   Manden ømmede sig og afleverede en mavepuster med sin frie hånd. Han trak sig baglæns og fulgte op med et knæ i skridtet, og vristede sig uden videre fri og stak vildt med kniven. Den snittede overfladisk i Christians side.

Kampen blev afbrudt da en blanding civile og politimænd væltede ind af døren. De kastede sig over de tre mænd, og ignorerede Karsten og Christian. Christian vaklede hen til bordet hvor Karsten allerede havde sat sig, og afventede reaktionen. De bare så på hinanden.
   "Du har altså glemt øllet" konstaterede Karsten og pustede. Hans blik skiftede retning til den blodplet, der bredte sig over hans arm.
   "Beklager" mumlede Christian gennem de blødende læber og tog sig til sit snitsår i siden. "Jeg faldt i snak undervejs."
   ***

Få minutter senere sad de på den nærmeste politistation, bevogtet af to enormt alvorlige politimænd, mens en tredje gjorde sig klar til at modtage deres udlægning af begivenhederne.
   En dame kom ind med en seddel, som hun rakte til den tredje.
   Manden, der ville afhøre dem, så vantro ud, pakkede sammen og gik, uden et ord. Han blev erstattet af en anden med to kopper kaffe og to flasker vand der tog de alvorlige politimænd med.
   "Vi får vidst ingen øl i dag" mente Christian og vred proppen af vandet.
   "Den her bistro, har beklagelige begrænsninger" startede Karsten men blev afbrudt af døren, der gik op. En mand med lægetaske kom ind. Efter ti minutter forsikrede han muntert, de overlevede skrammerne og ikke behøvede yderligere behandling.
   Han gik ud og blev kort efter erstattet af kriminalinspektør Nickolas Duraux, der så bekymret ud.
   "Beklager begivenhederne" startede han. "Efter vi fik de regninger, synes jeg det var bedst at holde øje med jer, i ny og næ."
   "Er vi ligefrem blevet skygget?" spurgte Karsten.
   "Kun med forebyggende hensigt, så meget forholdene tillod" forsikrede Nick med et smil. "For en et par dage siden bemærkede vi andre, der også skyggede jer, og prøvede at finde ud af hvem de var, og formålet med det."
   "Nu har vi en lovovertrædelse og fire mand, vi kan arbejde videre med."
   "Fire?" sagde Christian spørgende.
   "Den sidste ventede udenfor i en bil. Ham fik vi også. Mon ikke vi roligt kan starte med at undersøge hvad de fyre lavede, mens i to fjollede rundt i Leopold Park. Vi kender to af dem som faste leverandører af 'uheld' på bestilling. De har en interessant omgangskreds."
   "Og hvem er så det?" spurgte Karsten. "Vores omgangskreds er begrænset til vores kolleger i Berlaymont og en vis politimand, der ikke fortæller mere, end højest nødvendigt. Hænger det sammen?"
   "Det håber jeg, i kan fortælle lidt om" svarede Nick. "I har åbenbart trådt på nogle ømme tæer et eller andet sted."
   De så på hinanden.
   "Der er efterhånden mange muligheder." indrømmede Christian "Dem vi kender plejer altså ikke at slutte en diskussion med en røvfuld, så vidt jeg har bemærket."
   "Von Clausewitz er ikke helt enig med dig. Krig er en naturlig fortsættelse af politik, med andre midler ved du måske". Han tænkte for sig selv på Lennox, Gerhard, Sinclair og Jeanne, og nu Christian og Karsten. Trådene var uden tvivl samlet i en pæn stak regninger.
   "Vi har fire mand at arbejde med og får se" sagde han u-forpligtigende. "Den første der blev slået ned i baren var den kollega, der skyggede jer. Han har det efter omstændighederne godt, og bliver erstattet af to andre på fuld tid. Indtil videre har jeg sat nogen til at kontakte jeres veninder og hente dem, så i kan blive kørt hjem. De er her sikkert snart."
   Charlotta og Carina blev få minutter efter vist ind i lokalet, og betragtede vantro Christian og Karstens udseende.