"Montrose ændrer på sagernes rækkefølge, hver gang hans kontrolgruppe finder mangler eller genbrug i forarbejdet. Faktisk styrer han næsten hvad, der går videre."
Joachim var mere end utilfreds. Det kunne hans samtalepartnere sagtens fornemme.
"Det er blevet værre af at stadig lader kontrolgruppen deltage i de møder, hvor der laves dagsordner til arbejdsgrupper. De kontrollerer forarbejde til de sager han udvælger," fortsatte den anden.
"Er han stadig aktiv med det?" spurgte Jean-Luc, der var med på et fireparts Skype-møde "Stop ham dog! Fattede han ikke første besked?"
"Vi har bremset ham og gruppen, det vi kunne", forsikrede Dearden. "Kontrollerne fører til de næste, ganske logiske spørgsmål, må vi desværre indrømme. Der er begyndt at komme andre, der bruger dem på samme måde. Hvis det bliver alt for kendt vi kunne bestilte sagkyndige vurderinger, efter facitliste, hos Gerhard, får vi for alvor problemer."
"Der kører oven i købet politisag på hovedleverandøren fortalte vicedirektøren" mumlede Vernet. "Hvis det er rigtigt har kontrolkontoret måske en kopi af Gerhards facitliste."
Der blev et øjebliks stilhed på skærmene. Så talte Joachim igen.
"Så stop dem for fanden" hvæsede han. "Det har i jo også benyttet jer af. Vi har ingen interesse i uro, om den slags småting".
"Hvordan?" spurgte Vernet fra Bruxelles. Han så på Dearden, der så eftertænksom ud.
"Brug jeres fantasi," sagde Jean Luc bestemt. "Bare det bliver gjort. Vi tales ved om et par uger. Få Monty til at indse han er gennemskuet."
***
Monty kom man altså ikke udenom. Heldigvis kombinerede han en konference og lidt ferie i det nordlige Skotland så konfrontationen kunne udsættes et par dage. Efter en uge vendte Monty tilbage fra højlandets velsignelser, frisk som de andre skotske havørne. Han medbragte adskillige prøver af de lokale velsignelser på flasker, som han forærede væk.
Derefter fik han refereret de sidste ugers begivenheder, og overvejede dem, sammen med Vernet og Dearden.
"Alle bestilte jo konsulentrapporter gennem Gerhard. De kan vel ikke bebrejdes noget i den sammenhæng. Så længe de fleste spørger på samme måde, genbruges svarene nok også. I det jeg bad kontrolgruppen se på, var der, ganske rigtigt, indvendinger mod et par stykker. Vi må, i egen interesse, være forberedt på ting der kan misfortolkes. Det må under ingen omstændigheder miskreditere nogen afgørelser. Måske er det alligevel på tide med en mindre omstrukturering. Spørgsmålet er hvordan den kan sættes i værk."
Vernet var helt enig. Dearden nikkede bare ligegyldigt og gentog kontrolgruppen helt burde nedlægges.
***
Christians og Karstens bemærkning om facitlister med svar på de mest almindelige spørgsmål og to ligninger, med en ukendt faktor blev ved at spøge i baghovedet på Nick.
Gerhards narkohandel var der nogenlunde overblik over. Alt fra Delacroix blev sorteret, vurderet, og hvad de ellers fordrev tiden i bedrageriafdelingen med. Det var også u-officielt suppleret, for så vidt angik et par underkonsulenter. De viste sig at være selvstændige og direkte konsulenter, og i begge tilfælde bosiddende på Jersey.
Slut resultatet udeblev. Der var stadig for mange tilfældigheder, og ukendte elementer. Det blev besluttet Nick burde ledsage en medarbejder fra bedrageriafdelingen til Jersey, hurtigst muligt.
Nick pakkede tandbørste og fiskestænger, efter at have konsulteret fiskerihåndbogen og forsøgte, så vidt muligt, at ignorere Den Gamles irritation over at han igen blev snydt for en tur til Jersey. Talknuseren kunne hive så meget som muligt ud af materialet, mens Nick ville gøre sit bedste for ikke at gå i vejen så længe.
En del uofficiel viden gjorde det muligt at stille de spørgsmål, man kendte svarene på i forvejen, og vente og se hvad der ellers dukkede op. Deres kolleger på Jersey havde for længst meddelt at BCJ Consultants kun eksisterede som bankkonto, med en postadresse på Antillerne.
***
Scott hentede selv Nick og den økonomiske troldmand i lufthavnen. Det var ham med de stærke briller. De blev installeret på samme hotel, som Nick kendte fra sidst, og eksperten betragtede med stor tilfredshed.
Indtil SevenOcean Bank Inc. gik alting godt.
De var ventet af en underdirektør med pressefolder som køkkenknive. Han var synligt ubehageligt til mode ved tanken om han skulle oplyse noget som helst om sine kunder, til politiet. Bankens tilbud omfattede heller ikke komfortable stole til klienterne, konstaterede Nick, mens han samtidig betragtede direktøren bag et lyst skrivebord, der var blæst for papirer
"De må forstå, mine herrer, Jersey står i praksis, udenfor EU. Vi lever, i stor udstrækning af finansielle ydelser, med den oplysningspligt vores lovgivning tillader."
"Den remse har han øvet sig på forinden", tænkte Nick. Han lænede sig tilbage i stolen. Den var konstrueret som en spændtrøje af en sadist i topform med det formål at møder ikke måtte vare for længe.
"Det drejer sig kun om nogen indbetalinger, De vidst på forhånd har fået en oversigt over," sagde Nick med et afstandstagende smil.
"Vi kan til enhver tid bekræfte, vi har modtaget de betalinger der er opført på den oversigt" sagde direktøren hurtigt. "Ganske uofficielt kan jeg samtidig fortælle en del af pengene, faktisk de fleste, er gået videre til en anden bank."
Nick trak vejret dybt.
"Den bank ligger vel ikke tilfældigvis i Panama eller på Antillerne," spurgte han venligt.
Det ville bankmanden da ikke benægte, og blev afbrudt da Nick lagde en attest foran ham. Bankmanden rynkede brynene og så bekymret ud.
"Er det ejeren?" spurgte Nick. "For det tilfælde, de ikke taler fransk, kan jeg oplyse det er en dødsattest."
"Så stiller sagen sig anderledes", sukkede Direktøren. "I øvrigt både taler og skriver jeg fransk. En del af vores kunder er franske."
Han sukkede igen og betragtede beklagende attesten inden han fortsatte.
"Mr. Lennox var ganske rigtigt en af ejerne. Betingelsen for tegningsret er solidarisk og kræver to fuldmægtiges godkendelse, før jeg kan give yderligere oplysning. Det har vores lokale politi sikkert allerede har orienteret dem om. I'm so sorry."
Smilet der ledsagede de ord, var mere triumferende end beklagende.
Nick fremlagde yderligere tre attester. Nu så bankmanden for alvor bekymret ud, men rakte den ene retur efter at have konsulteret en tynd mappe.
"Rudi Meeks er udtrådt af firmaet for omkring tre år siden. Jonas Gerhard og Jeanne Michelozzo er to af de andre. Efter firmaets vedtægt disponerer den sidste over af kontoen, alene." Han gjorde et notat og bad om han måtte kopiere attesterne, til sit eget arkiv.
"Så er der lige den sidste. sagde Nick". Sidste papir kom på bordet og blev omgående returneret.
"Det er ikke en dødsattest. Vi kender alligevel ikke vedkommende. Desuden mangler der en dom om ulovlige forhold i forbindelse med omsætningen."
"Tre ud af fire var ikke helt så dårligt", sagde Nick bagefter til Scott udenfor døren. "Skal vi hilse på Carter, Davies og St. John igen?"
Franklin Scott modtog forslaget, uden særlig begejstring. To dage før, fik han og Broyles, i et lukket, og særdeles begrænset møde, indskærpet de regler, der gjaldt for Jersey, som de begge, i øvrigt, udmærket kendte i forvejen.
Det der sker på Jersey bliver også behandlet på Jersey, af lokale instanser. Verden udenfor deres pæne ø måtte klare deres egne problemer. Broyles ventede udenfor firmaet sammen med manden fra bedrageriafdelingen, og et par engelske revisorer, med politiskilte. De boede også på hotellet, som på den måde overskred kvoten for aftalen med politiet med hundrede procent. De glædede sig kun over indtægt, da de også kunne mærke krisen. Udgifterne fandt man nok en acceptabel løsning på, afhængigt af hvad der dukkede op.
***
Kontoret for de rådgivende finanskonsulenter lignede sig selv. Udsigten til Square Royal var ganske anerledes indbydende end i oktober. Susan Lewis pyntede stadig i forkontoret, og var lige så elegant som sidst. Hun bød varmt velkommen, og så helt ud til at have overvundet tabet af Lennox.
Varmen i smilet forsvandt, da det gik op for hende en lokal retskendelse gav politiet adgang til firmaets bogholderi, flere år tilbage. Broyles stod i baggrunden med de forskellige eksperter. Han så ikke helt godt tilpas ud.
Broyles og Nick overlod efterforskningen til eksperterne, der sammen med deres belgiske kollega begyndte med at isolere betalinger fra Belgien, og undersøge hvad der var blevet af dem og tage kopier af rapporterne. Broyles så alvorlig ud.
"Vi har gennemgået hotellerne og fandt at Gerhard har besøgt os tre gange over seks år. Han boede på pensionat og betalte med et MasterCard, der slutter hos den forbandede bank i Panama. Den kender du jo allerede."
Nick så kun eftertænksom ud.
"Hvordan kan en finansiel rådgiver på Jersey blive konsulent for EU."
"Netværk og Internet. Vi lever blandt andet af den slags ting, og er i al beskedenhed rigtigt gode til dem." Broyles forsvarede både sin ø og dens status.
"Jeg kan uden problemer finde syv til otte andre konsulenter for EU, IMF og Verdensbanken i St. Hellier. Så du ikke opslagstavlen med kontakter og tidszoner for Singapore, Buenos Aires og Vestindien. De taler sammen på nettet og kaster omfattende skrivelser frem og tilbage."
"Og bruger Dropbox," sagde Nick opgivende.
"Sikkert," bekræftede Boyles. "Hvad er det? Min datter bruger oceaner af tid på Facebook og Twitter."
Nick opgav. "Hvor kan jeg bruge mine fiskestænger mens talknuserne arbejder og tænker."
"Ude i vandet vi jeg foreslå," sagde Broyles alvorligt. "Vi har masser af det. Jeg spiser sjældent fisk forstår du," sagde han undskyldende. "Skal jeg prøve at finde en lystfisker til dig?"
***
Tilbage på hotellet ventede en besked fra Marc, om at ringe, uanset tidspunkt.
"Skattevæsenet fandt langt om længe det sidste på Jeannes bror, og sendte det til os." rapporterede han.
"Gæt engang hvor Meeks blev ansat for otte år siden. Jo! Han kendte og arbejdede skam sammen med Gerhard. Efter et par år skiftede han til en rådgiver de brugte. Lige et øjeblik." Han rodede med nogle papirer.
"Jonnaux & Dreyfuss. De anså ham for en middelmådig medarbejder, men god til computere. De fortalte også, han et par gange havde kombineret ferie med studie- og praktikantarbejde. De prøver at finde deres gamle arkiver. De bruger ikke den forbindelse mere. Det var i hvert fald på Jersey. For tre år siden smed de Meeks ud for fuld musik, da det gik op for dem, fyren var narkoman."
"De behøver ikke ulejlige sig yderligere. Jeg tror jeg ved, hvor han var praktikant," sagde Nick roligt.
***
Fire dage efter vendte han og eksperten retur til Belgien, Nick med ubrugte fiskestænger. Han kunne allerede på forhånd høre Alain og Theis jamre over de halvfems nye regninger og rapporter.
Indsamling af råmateriale og oplysninger, giver også masse unødvendige oplysninger. Det krævede tålmodige personer med et skarpt blik for detaljer og god hukommelse til at gennemgå det hele, og sortere de interessante fra. Marc var eminent til at finde oplysninger og fik som regel for meget med i rapporten. Alain var ekspert i sortering og systematik.
Jeannes bror, Rudi Meeks, havde boet på samme pensionat som Gerhard, og arbejdet sammen med Lennox i Carter Davis og St. John, havde de i mellemtiden fået bekræftet. At Lennox havde sit eget firma, på Antillerne, var ingen hemmelighed. Det var der bare ingen der havde spurgt om.
De manglede stadig en fuldmægtig til bankkontoen. Yderligere oplysninger krævede enten tilladelse fra den sidste, vedkommendes dødsattest og en kendelse om kriminelle forhold.
De manglede sådan set bare at bevise indtægten var fremskaffet med ulovlige midler. Ellers stod de kun med en mindre skattesag og tre dødsattester, der ikke ku' bruges til ret meget.
"Det bliver skidesvært," betroede Nick til Broyles. "Vi overlader attesterne til skattefar, og lader ham afgøre den videre gang."
***
Alain måtte efter flere kommentarer nedlægge sit galleri, der ikke havde nogen praktisk betydning efter Schoppens arrest. Han var i gang med det, da Nick kom tilbage.
"Måske med et par enkelte undtagelser", lovede han smilende, og ønskede Nick velkommen tilbage.
Nick undte sig selv at nyde udstillingen en sidste gang. Nogen krævede stadig mere opmærksomhed end andre. Det skiftede fra gang til gang. Halvvejs igennem gik han et skridt baglæns og trådte Marc over tæerne.
Den store hat og solbrillerne stod stadig mellem brødrene Gerhard foran trappen til Sacre Ceur på Montmartre, og smilede imødekommende. Han rev billedet ned og studerede det grundigt, og overhørte Marcs forslag om andre modeller.
En skønhedsplet på venstre bryst var synlig i sommerkjolen. Ansigtet kunne kun ses i ret begrænset omfang. Et mindre mellemrum mellem fortænderne, var også klart synlig. En kæde rundt om halsen havde en utydeligt vedhæng, som han var sikker på, var en Caribisk delfin i guld, med et øje af smaragd.
Der var stille omkring ham. Alle stirrede spændt. Han løftede billedet op, og gav det til Alain.
"Hende her er slet ikke fransk. Det er Susan Lewis fra Jersey, er jeg femoghalvfems procent sikker på. Er du rar at sende billedet til min ven Broyles, med et par spørgsmål."