"Når alt kommer til alt, kan der måske være sket ting, der ikke burde være sket, under mit ansvarsområde," sagde Monty med fast stemme og roligt blik. "Det kan jeg hverken acceptere fra andre, eller mig selv."
   De tre andre mødedeltagere vekslede et blik og sagde intet. Direktør, vicedirektør og lederen af regnskabsafdelingen havde på skift holdt møder med politiets øverste anklager. De havde bagefter refereret det, de fandt nødvendigt for deres kommissær.
   De pluspoint, Monty omhyggeligt havde samlet sammen, ved at bytte om på sager efter deres ønsker, samtidig med han skjulte de fodfejl man fandt under kontrolgruppens arbejde, vidste Monty på forhånd, han godt kunne glemme alt om.
   Han havde været Gerhards nærmeste overordnede, og dermed ansvarlig for hans uautoriserede aktiviteter. Uanset om han kunne opdage dem eller ej, var han nærmeste offerlam.
   General- og vicedirektør lyttede opmærksomt.
   "Jeg burde måske have udvist mere omhu. Først og fremmest må vi skabe overblik, og forhindre gentagelser, så godt som forholdene tillader."
   At Gerhard havde bestilt oceaner af rådgivning efter facitlister og nogen af de sagkyndige vurderinger var flikket sammen af genbrug, var til at bære, så længe brugerne fik det de ønskede. At de havde betalt for det i dyre domme gennem flere år, var også af mindre interesse. Hvem fanden kunne forventes at huske den stak, der hver uge, skulle fordeles mellem de arbejdsgrupper, der fik de samme spørgsmål fra folk med varierende indsigt og energi.
   Og det var i hvert fald komplet ligegyldigt, leverandørerne af den stak rod, var kommet op at skændtes om fordeling af byttet og havde slået hinanden ihjel på stribe. Så længe ingen brokkede sig, eller fandt ud af det, kunne man såmænd også leve med det.
   Men det var rent ud sagt noget gøgemøg at mindst en betroet medarbejder, havde indtaget en nøglefunktion i det cirkus, og undervejs hyggede om, kvindelige kolleger især, med kokain. Heldigvis var fjolset blevet dræbt af en medskyldig.
   Med ham af vejen, skulle man bare lægge låg på resten, på en praktisk måde.
   Inden Monty kom, havde et andet møde fundet sted, for en meget snæver kreds, bag lukkede døre, med dæmpede stemmer, og absolut uden referat.
   Ingen havde interesse i storvask. Interne rygter og spørgsmål skulle i første omgang afværges bedst muligt, så hele historien kunne hermetisk forsegles. Alt materialet var for længst arkiveret i ADAM arkivet, blandt flere tusinde andre eksterne sagkyndige vurderinger. Der kunne det bare blive liggende.

"Jeg føler mig latterliggjort over det du har beskrevet, overhovedet foregik bag min ryg, og må bebrejde mig selv, for at have overset det," fortsatte Monty.
   "Jeg ville under alle omstændigheder overveje at aflevere min anmodning om fratrædelse, hvis det viste sig, jeg ikke selv levede op til den standard, jeg forventer fra andre. Det mener jeg ikke jeg har gjort. I bedes derfor modtage min opsigelse."
   Han lagde en kuvert på bordet.
   Hvis han havde smidt en afsikret håndgranat, havde den måske fået lidt mere opmærksomhed.
   "Hvordan kan vi rydde op i det rod for ikke at glemme rygterne? Hvem har det nødvendige overblik og viden?" spurgte direktøren alvorligt.
   "De sætter os virkelig i en kattepine af uafklarede forhold," sagde vicedirektøren lige så alvorligt. "Efter det vi indtil videre har fået at vide, er det jo ikke til at overskue, når den ene 'case' afløses af den næste, med hver sin konsulent og sagsbehandler. I det kaos af spørgsmål, der skal besvares har man jo ikke mulighed for at opdage noget som helst."
   "Min beslutning står fast. Min opsigelse er til om seks måneder eller tidligere. Inden da, og måske bagefter, vil jeg selvfølgelig bidrage bedst muligt til at få forholdene i orden."
   De to mænd så lettede på hinanden. Indtil videre gik det nemmere, end de havde frygtet.
   "Hvordan gør vi det? Hvem kan overtage efter dig. Hvem har overblik og den fornødne rutine," spurgte direktøren.
   "Det er pænt af Dem at spørge. Jeg kommer selvfølgelig gerne med forslag," sagde Monty alvorligt.
   "Når der er peget på en, der har den fornødne respekt i den sektor, vil jeg starte en overdragelse til vedkommende."
   "Men hvem skal rydde op, og afklare det, der er sket, og hvad det har betydet?" gentog vicedirektøren.
   Monty så alvorlig ud, og svarede langsomt og med eftertryk.
   "Jeg fik lavet et samlet overblik over dem der har spurgt om hvad, de sidste par år. Den er færdig, og kan måske give et passende udgangspunkt for næste skridt."
   Direktør og vicedirektør så skrækslagne på hinanden. Der var nok ingen tvivl om at deres ønsker med spørgsmål også optrådte blandt det overblik.
   Monty var kun lige startet.
   "Vi har jo kontakt med flere velrenommerede revisionsfirmaer. Mit forslag kunne være en kombineret 'Task-force' fra et par af dem. Måske med et par enkelte statsrevisioner fra vore medlemmer, hvis i anser det for nødvendigt. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen her i huset, der er neutrale nok, til at deltage."
   Direktøren overvejede forslaget. En intern auditering var, uanset formålet, langt fra en behagelig affære. En gruppe neutrale revisorer kunne sikkert styres uden om det værste. Statsrevisioner er politisk, udpeget, og kendt for en notorisk mangel på lyst til at holde kæft. Private firmaer derimod, blev faktisk betalt for det. Det vidste Monty godt. Han havde igen vist sig, som en fremragende strateg.

Problemet var politikerne, og den opmærksomhed, de måske kunne få ved at miskreditere ham og hans kollegers beslutningsgrundlag. Ingen forstod bedre end Monty den del af projektet. Når det drejede sig om at styre opmærksomheden uden om steder, hvor man absolut ingen opmærksomhed ønskede, måtte han i sit stille sind indrømme at Monty slog dem alle med flere hestelængder.
   "Du kan ikke overtales til at blive," spurgte direktøren, nærmest for god ordens skyld. Han havde kendt Monty gennem flere år, og kendte svaret på forhånd.
   "Jeg beklager." Monty lød faktisk som om han mente det.
   "Min beslutning står fast. Jeg har børnebørn, jeg gerne vil se mere til. Min kone har fået problemer med luftvejene og befinder sig ikke godt i byen. Vi har talt om at bosætte os ved kysten et sted. Det ene med det andet gør beslutningen nemmere. Jeg overlader afgørelserne til jer. Tak for jeres opmærksomhed".
   Han gav højtideligt hånd og forlod kontoret med et nik, og de to mænd så på hinanden.

"Han ved præcis hvem der skal efterfølge ham," sagde vicedirektøren, der brød tavsheden.
   Regnskabsmanden betragtede den lukkede dør med et smil.
   "Det er da altid noget han ikke havde billeder med, af sine forbandede børnebørn."
   Hvor slemt ser det ud?" spurgte vicedirektøren, og så med rynkede bryn på den anden.
   "Det store problem bliver tillid hvis nogen får mistanke om de har truffet afgørelser med genbrugs materiale, der er bestilt efter mål og ønske. Den bliver der ikke meget tilbage af. Hvis det bliver alt for kendt en lille gruppe har solgt Anders And blade til os, og er sluppet godt fra det i et par år, finder vi ud af hvad trianguleret krydsild betyder," mente generaldirektøren.
   "Hvor mange sager mon det drejer det sig om?".
   "Ikke alverden", beroligede vicedirektøren. "Sammenholdt med vores totale antal sager, er det støvgran."
   "Hvor meget støv er der tale om i penge". Generaldirektøren så bestemt på regnskabernes mester, der med god samvittighed kunne svare. Anklageren mente der sikkert både var saglige rapporter og genbrug gemt mellem hinanden. Det kunne slutbrugerne måske svare på. Det havde ingen af de herrer tænkt sig at spørge dem om. Alle vidste udmærket konklusionen var det eneste der blev læst, af en rapport på tredive til fyrre sider.
   "Fire til seks millioner Euro skønner politiet. Måske lidt mere, måske lidt mindre. Det vil kræve en kolossal revision at finde ud af."
   "Du ved hvad der skal gøres?" spurgte direktøren og stirrede på skift ud af vinduet og på sin vicedirektør.
   "Absolut, ingen tvivl mulig", sagde vicedirektøren, og forberedte, for sig selv, de enkelte dele af projektet "Få Monty ud af klappen, hurtigst muligt. Grav det værste ned. Forsegl hele bunken med en intern undersøgelse, der får alle til at holde kæft."
   Den klassiske løsning med syndebuk var desværre ikke helt gennemførlig når syndebukken kendte de instrukser, der også stammede fra dem, kombineret med et panser af viden om, hvordan problemer blev omgået, til glæde for hvem. Han så i hvert fald ikke frem til at skulle svare for det, han havde sat i gang, for at glæde kommissæren.

Modvilligt afbrød vicedirektøren sin chefs overvejelser mens denne stadig så ud af vinduet i tavshed.
   "Edvards og Gauthier klager over, de ikke får aktindsigt i nogen gamle ansøgninger, og andre ubehageligheder, der måske også kan berøre det her. Kombineret med deres støtte af et par nye ansøgninger af samme art kan de godt blive et problem."
   "Bed Monty og Vernet kikke ind i løbet af i morgen formiddag" svarede direktøren uden at fjerne blikket fra vinduet.
   Han overvejede hvordan han kom udenom bunkeren på golfbanens ottende hul med, færrest mulige slag.
   Montys ønske om fratrædelse kunne give plads til Vernet og en fordeling af hans område på flere personer, der kunne holde øje med hinanden. Montys brug af ESM kontoret til intern kontrol måtte gøres umulig samtidig. Det kunne han planlægge sammen med sin golfpartner. Ventetiden ved ottende hul egnede sig glimrende til uformelle aftaler.