Den unge mand, kiggede ned på hotelnøglen, kiggede på døren foran sig. Nummeret stemte. Han kiggede til venstre. Ned af resten af gangen til toilettet og brandtrappen. Det her værelse var det sidste værelse man ville komme til. Den øverste etage af hotellet og så langt væk fra elevatoren som muligt. Det her var det absolut sidste værelse.
   Jim satte nøglen i døren og gik ind i værelset. Han lukkede døren og tændte lyset. Han for op ved synet af manden til stede i værelset. Eller nærmere ved synet af mandens pistol. Han havde holdt den i hånden da Jim kom ind af døren. Jim nåede lige at se lyddæmperen på løbet inden den forsvandt under mandens jakke.
   En enlig mand i et kedeligt sort jakkesæt med marineblåt slips, slipsenål og
   Ray-bans. Han havde en kort militært - udseende frisure der intet gjorde ved det væld af grå hår der havde sneget sig ind sammen med de første rynker om øjne og mundvigen. Manden rejste sig og gik hen til den rystende journalist.
   "Goddag, du må være James Peter Norton, Journalist for New York Times"sagde han inden han tog solbrillerne af, gav Jim hånden og præsenterede sig selv.
   "Du kan kalde mig Lynch, andet kan jeg desværre ikke give dig. Åh ja, og jeg arbejder for CIA, hvilket gør det til Agent Lynch" et kort øjeblik studerer de hinandens id. Ingen finder fejl og Jim går ind i værelset, tydeligt mere afslappet nu.
   "Agent Lynch, jeg må ærlig talt indrømme at alle dine forholdsregler har gjort mig nervøs. Specielt hele den der del med at sende mig rundt med offentlig transport i to stive timer selv om sedlerne var en fin detalje. " Lynch havde på en eller anden måde fået plantet 21 små sedler med instruktionerne i tog og busser, steder hvor Jim kunne finde dem, han stod nu og brændte dem alle sammen i værelsets lille håndvask.
   "Jeg ved det godt Jim, men min arbejdsgiver gør desværre diskretion til en nødvendighed"
   Jim kunne ikke lade være med at grine. Lidt nervøst ganske vist men Lynch havde jo ret. Når man arbejder for CIA måtte lidt hemmelighedskræmmeri være ens mindste problem.
   "Og i den forbindelse Jim, min tid er knap, skal vi komme i gang?"
   "Ja, lad os hellere" Jim skyndte sig at rydde bordet midt i værelset, satte en båndoptager på, tændte den og gjorde tegn til at Lynch kunne sætte sig overfor.
   "Nå Lynch. Skal vi starte med hvorfor vi er her? Hvorfor valgte du at kontakte mig?"
   "Fordi sandheden skal frem. Om den vil eller ej. Retfærdighed skal ske fyldest og der er intet enkelt menneske der er mere værd end majoriteten. Det jeg har deltaget i er hverken lovligt eller moralsk forsvarligt og jeg kan ikke forlade denne verden med den viden jeg har og de ting jeg har gjort for at forsvare mit land og dets værdier, herhjemme som i andre dele af verdenen. Jeg kørte et par tilfældige baggrundsundersøgelser og dit navn dukkede op. Dine papirer er rene og der er ingen grund til at forbinde os to med hinanden. Jeg tog først kontakt til dig via brev. Siden over telefonsamtaler og nu dette møde. Jeg må advare dig Jim. Jeg antager du bliver forfulgt eller folk overhører vores samtaler til hver en tid. Selv lige nu og her i et hotelværelse. Lejet af dig under falsk navn. Denne .... Bevidsthed er desværre et handicap af mit erhverv som, vi for tiden begge må leve med."
   "Udmærket Lynch, og hvad er det så jeg er her for?"
   "Du er her for at dokumentere de informationer jeg måtte have. Det vil muligvis komme som en overraskelse for dig men nyhederne offentligheden, modtager er stærkt manipulerede og til tider selvmodsigende mod hvad der faktisk skete. Jeg har fakta og info angående et af de meste kontroversielle emner på den her side af årtusindeskiftet og ved at blotlægge disse informationer sværter jeg ikke bare to præsidenters eftermæle og risikerer vores begges liv men samtidig at sætte adskillige års internationalt samarbejde udi i krig og forbrydervirksomhed over styr. Det her er muligvis den største sammensværgelse i nyere tid. Og jeg var manden der fik det hele til at ske. Det skal offentligheden vide og de skal havde hele historien. Uden omsvøb. "
   Jim, havde siddet, låst til Lynchs læber. Der var en pulitzer pris i det her. Uden tvivl.
   "Fortsæt endelig Lynch. Du nævnte to præsidenter. Hvilke er det og hvad er det for informationer du måtte have om dem?"
   Lynch grinede let og kiggede overbærende på den unge Journalist.
   "Stille og roligt Jim. Du har ikke travlt og du skal have den rigtige historie. Man kan godt høre du ikke er særlig erfaren"
   Jim så lettere såret ud.
   "Bare rolig Jim, jeg har haft læst dine tidligere artikler, du dækker atletik og vejrfænomener ikke sandt?"
   "Jo"
   "Ingen politiske Nyheder eller nyheder internationalt?"
   "Nej."
   "Du kan godt huske Watergate?"
   "Før min tid men jo, jeg kender da detaljerne"
   "okay. Det her er større end Watergate."
   "Større end Watergate? Større end zippergate?"
   "Afgjort."
   Jims journalistiske mund løb i vand.
   "jeg vil starte med at fortælle dig om et møde jeg havde i det hvide hus tilbage i 2009. datoen er den 25. januar og Barack Hussein Obama har været præsident for de forenede stater i godt 110 timer. Efter instruks fra den tidligere præsident er jeg blevet tilkaldt for at briefe Obama om Rapport 888. det tager mig 15 min at forklare og redegøre for rapporten i alle detaljer. Det havde bare været mig og ham i kontoret. Han hørte på rapporten med et lukket ansigtsudtryk og da jeg var færdig rejste han sig fra sin stol og gik hen og kiggede ud af et af de høje vinduer. Jeg afventede mens han overvejede situationen. Jeg kan huske den kradsende lyd da han gned sig over skægstubbene. Et kort øjeblik tænker jeg på hvor meget pres den her mand er under. "hvor mange kender til dette?" spørger han mig, stadig uden at kigge på mig. "for mange allerede" svarer jeg. "fire personer" "Hvem?" spørger han. Stadig uden at kigge på mig. "min chef, undertegnede, dem selvfølgelig og så Pochahontas" Pochahontas er kodenavnet på en af vores ansatte i Pakistan. Dette stod alt sammen i rapporten og Obama vidste selvfølgelig godt hvem jeg snakkede om. "Godt. Den her rapport eksisterer stadigvæk ikke. Pochahontas fortsætter sit arbejde og du er den nyeste tilføjelse til min stab. Fremover er det dig der briefer mig om sikkerhedsanliggender og udenrigspolitiske rapporter. Derudover er du min kontaktperson i CIA. Indtil videre fortsætter vi den yderste hemmeligholdelse af det her. Det må og skal offentligheden ikke høre om. Vi må kunne vende det til egen fordel på en eller anden måde men lige for nu Lynch er du aftrådt. Godt arbejde". Jeg forlod det Ovale kontor og 20 minutter efter står jeg på gaden udenfor det hvide hus og er blevet forfremmet."
   Lynch pustede ud og strakte sig så det knagede. Et kort øjeblik ligner han en mand der ikke har sovet længe, så får Jim lukket munden og får sat tandhjulene i gear.
   "øjeblik har du arbejdet for det hvide hus? Og hvad er rapport 888 helt præcist? Og hvem eller hvad er Pochahontas og hvad var hans eller hendes opgaver? Har dette noget at gøre med krigen mod terror?"
   "officielt arbejdede jeg ikke for det hvide hus. Officielt eksister jeg ikke Jim"
   "Åh" siger Jim da noget dæmrer for ham.
   "hvad angår alt det andet så kommer jeg til det. I Tilbage i 2004 var jeg stationeret på Guantanamo som forhørsleder. En masse åndssvage ting og sager fandt sted der. En masse, adlyde ordrer, ingen spørgsmål og en pokkers masse patriotisme. Mine fanger kom fra nordøst Afghanistan. Nogen af dem var ikke engang terrorister. Mange af dem ikke mere end store knægte og når vi havde afhørt dem i en uge eller lignende fik de en billet hjem igen.
   Det var kun når vi havde specielle mistanker at vi beholdte dem der i længere tid og så blev vi heldige med den her gedehyrde ved navn Rashid-Al-Zakevi. Han levede i Zardiw dalen i Badakhshan provinsen.
   Han fortalte først ingenting.
   Vrælede op om at han bare var en lille dreng og han var bange for Al-Qaida.
   At han håbede de holdte sig langt væk fra hans landsby og at hans gamle mor var næsten blind af grå-stær, hvordan hans får døde under den sovjetiske invasion og hvad der nu ellers skulle være så synd for ham, og han blev ved og han blev ved og han blev ved og til sidst blev jeg sku mistænksom.
   Det havde vi fattet. På det alene kunne vi sagtens sende ham hjem igen men han blev ved med at køre rundt i at det var det eneste så jeg prøvede lidt af hvert. Jeg tog inspiration fra de første bøger af Gulag Øhavet. Der er der nogle kreative metoder til at få folk til at tilstå uden egentlig at gøre dem noget. Eller ved netop at gøre noget så jeg tog den kære Rashid og puttede ham ind i en dør. En dobbeltdør. Der var lige akkurat otte tommer imellem de to. Nok til at man kan stille en krop derinde men for lidt til at man kan gøre andet end at stå. Man kan lige akkurat støtte på knæskaller og ryg men det er en meget ubehagelig stilling som er umulig at sove i. kombiner det med total sansefratagelse, og du har en særdeles ubehagelig blanding
   I løbet en uge er hans hjerne budding og jeg ville kunne have overbevist om at han var medlem af FN eller hvid kvinde for den sags skyld men heldigvis blev det slet ikke nødvendigt. Han knækkede lige så snart vi skruede bissen på. Jeg kan huske vi hælder vand ud over hans hætte. En måske to gange så sladrede han. Han udpegede på satellitbilleder hvor der lå adskillige milits lejre og en enkelt af Al-Qaidas selvmordsbomber skoler. Hvordan fanden man så end kan gå i skole for sådan noget. Vi fandt dem hurtigt med satellitter og wupti er det en uge senere. Rashid er forsvundet og jeg står i Kabul med en kuffert."
   Lynch holder op med at snakke for at trække vejret, han tager en lommelærke frem og drikker en tår.
   "hvem modtog du ordrer fra i den her periode?" spørger Jim om.
   "Primært fra den øverstbefalende på Guantanamo i perioden men det var mere bare når det var påkrævet. Som CIA mand arbejder jeg som regel med min egen stab og direkte med min overordnede i Langley."
   "Hvem beordrede dig så til Kabul?"
   "Det var der ingen der gjorde. Som sagt eksisterer jeg ikke Jim. Nej jeg anmodede om transport derhen under påskud af mine spor. Det blev bevilliget og jeg fik sat en MQ-9 Reaper til rådighed, der fløj fra en base i Afghanistan. Det var en Black Op da vi var i tvivl om vi skulle krydse den Pakistanske grænse. Jeg landede godt i Kabul. Jeg har altid en kuffert stående klar til når jeg skal på de kanter. Skudsikkervest og ekstra håndpistol og den slags. Rene sokker du ved.
   Men jeg mødtes med mit hold i Kabul. Sikkerhedsvagter og et par Allroundguys. Altid nyttig at have i en håndevending og der gik 20 på et dusin i de skarpe områder i verden. De leder altid efter noget at lave og de tager imod kontanter.
   Meget mere behøves man ikke vide. Men jeg stillede kufferten op på værelset og fik sendt min drone i luften. Jeg fik besked da den var i området, åbnede min lille kuffert og gik i gang med styretøjet. Jeg var blevet omskolet året før og det her var min første Ildmission som ikke var en øvelse. "
   "Øjeblik, så du fløj droner tilbage i 2004?"
   "ikke hvis man spørger regeringen. Men ja. Det gjorde jeg. Og jeg skulle i løbet af meget kort tid vinde et vitalt slag i krigen mod terror."
   "Okay, fortsæt"
   "Altså, jeg fløj dronen ud til en række øde bjerge hvor Rashid havde fortalt at disse lejre lå. Vi havde også fundet dem med termiske Satellitbilleder. Du ved, den slags der kigger efter kropsvarme og vi havde fundet tre steder, to baser og en skole. Alle tre havde jeg fået cleared til bare at bombe til ukendelighed. De første to gik nemt nok. Den sidste havde en masse følgeeksplosioner. De måtte, havde haft adskillige bomber allerede klar til brug, som jeg så detonerede for dem. Jeg rapporterede ind om ildmissionen og derfra blev jeg fløjet derud med mit hold. Vi gik direkte til den sidste da det kun var ved den der chance for at vi kunne finde nye informationer og det gjorde vi også. Lidt flere informationer end vi havde regnet med måske. Forestil dig de Afghanske bjerge. Bjerg efter bjerg af grus og sten. Bare sten og grus så langt øjet rakte. Ingen planter. Ingen dyr. Her havde vi slået et hul direkte ind i bjergsiden. Simple pressinger og grove brædder lå spredt omkring på jorden allerede 500 meter væk hvor vi blev sat ned med helikopter. Vi løber hen til det nærmeste skjul igennem tonstunge klippestykker der er blevet blæst ned af bjerget, da vi kommer tættere på, det, der var hulen, dukker de første lig op. Nogle få er stadig i live men ikke efter mit hold finder dem. Dobbeltskud i hovedet. Bringer dem sikkert ud af livet og ind i døden. Vi nåede ind i det første af tunnellerne. Loftet kollapesede ved eksplosionen og resterne af det, ligger nu, i det der før var gangene, så man må træde varsomt. Jeg bevæger mig, i hvad jeg mener, er de ydre tunneller og prøver at finde op af bjerget men alt hvad jeg kan finde er gange til siden og da jeg endelig finder en vej til venstre og op af bjerget må jeg stoppe alligevel. Jeg kommer ud i bunden af et større åbent område og kigger op af bakken. Min fod glider let i noget vådt og jeg kigger ned. Under mig er der et lille vandløb. Ligner noget simpelt afvandingssystem de har haft lavet for at undgå at gangene flød over. Nu flyder blod i. Jeg bevæger mig tværs over det åbne område og opdager at mængden af blod er større end først antaget. Overalt på den åbne plads ligger der mennesker i forskellige grader af kvæstelse. En større flok børn der befandt sig i det fjerne hjørne af det åbne område ser ud til at have fået adskillige klippestykker over sig og er simpelthen blevet fladmast. Deres indvolde er blevet presset ud af kropsåbninger og deres knogler er blevet mast til gråt pulver. Jeg kan huske jeg finder en lille dreng. Kan kunne ikke have været mere end 10 år. Han ligger på knæ med ansigtet fladt ned på en af Koranens sider. Hans øjne er åbne og det samme er hans mund. Jeg var et kort øjeblik bange for at vi havde en overlevende i chok. Noget svineri, at skaffe sig af med. Specielt når det er børn. Der er altid ekstra omkostninger forbundet med børn men da jeg lægger en hånd på hans krop kan jeg mærke stivheden og kulden emme fra kroppen. Han er død af trykbølgen simpelthen. Den har smadret hans indre organer uden at give overfladeskade. Jeg bevæger mig længere op i hulen hvor der dukker flere sårede op. Ingen af dem bliver tildelt andet en to gange ni gram bly men da vi kommer ind i nogle stadig intakte tunneller finder vi noget overraskende. For det første finder vi adskillige bærbare computere, generatorer og mobiltelefoner. Computerne og telefonerne går mine mænd i gang med at pakke ned. Jeg bevæger mig videre ind for jeg har opdaget noget på jorden. Et blodspor der bevæger sig længere ind i hulekomplekset. Jeg følger det og finder kort tid efter hvad der havde frembragt sporet. Jeg holder min riffel i klarstilling. Jeg går hen til de to personer. Den ene er tydeligvis i live da jeg kan høre gråd komme fra ham og noget der lyder som stille bøn. Det er en gammel mand med en turban i uorden, han ligger hen over liget af en ung mand. Manden må have været i voldsomme smerter for han har ingen ben og det er fra de grove stumper blodsporet stammer. Chokket og blodtabet havde ordnet hvad bomberne ikke havde. De to ligner hinanden svagt. Samme næse kan jeg huske jeg tænker - Jeg står et par meter fra dem. "var det din søn?" kan jeg huske jeg spørger den gamle mand. Han nikker og svarer mig. Hans stemme er næsten uforståelig af gråd og hans kraftige arabiske accent gør det ikke bedre. "ja, han var min søn og han var smuk til de vantros ild slog ham ihjel" han puster kraftigt ud og tørrer et par tårer væk. "Han er hos Allah nu" jeg overvejer hvad jeg skal gøre da beslutningen bliver taget ud af mine hænder. Den gamle mand vender sit ansigt mod mig. "Hvem er du Amerikaner? Er du militær?" jeg fortæller ham at jeg er Agent Lynch og arbejder for CIA. Jeg siger til den gamle mand at han skal identificere sig selv. Han rejser sig og sender mig et blik så fuld af afsky at jeg ikke kan lade være med at grine af ham. Med stemmen fuld af afsky identificerer han så sig selv "Mit navn SheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikhSheikh  Osama bin Muhammad bin 'Awad bin Laden og du er en vantro hund og du skal dø, JIHAD!!" Først der ser jeg pistolen i hans hånd. Vi skyder samtidigt - jeg når at affyre to skud jeg ved der rammer, han når at affyre et der rammer min kevlarvest og drejer af i skulderen på mig. Slaget vælter mig omkuld. Jeg er såret men ikke alvorligt. Vil du se arret?"
   "Gerne?"
   Lynch rejser sig og tager sin jakke af. Da jakken kommer af kan Jim se hylsteret i armhulen og må sluge en klump. Han tror ikke Lynch lægger mærke til det men selvfølgelig lægger Lynch mærke til det.
   "Har du et problem med skydevåben Jim?"
   Jim smiler svagt til Agenten som er i gang med at åbne sin skjorte.
   "stammer tilbage fra min barndom. Min storebror, Thomas, var kraftigt deprimeret og da hans kæreste igennem to år forlod ham skød han hjernen ud på sig selv med min fars Colt .45."
   "Ouch. Hvordan tog din far det?"
   "I stiv arm. Han græd over min storebror, solgte Colt'en og købte en Desert Eagle i stedet for"
   Lynch griner højt.
   "Ej det må du undskylde Jim, det var ikke for at være uhøflig men din far lyder som en konservativ mand og en mand med god smag i håndvåben hvis du spørger mig."
   "Helt i orden Lynch, er det så arret?"
   Jim rejser sig og stiller sig over til venstre for Lynch og kigger ned på agentens skulder hvor et dråbeformet ar, Cirka på længde med en Cigaret, går fra øverste venstre hjørne af Lynchs bryst og op over skulderen. Jim peger på to stjerneformede ar på hver side af Lynch lænd.
   "Og de to?"
   "Somalia, '94. lad mig bare sige at Somaliske Krigsherrer bruger deres små mængder elektricitet særdeles effektivt og de kan lugte falske våbenhandlere på kilometers afstand"
   Forklarer Lynch med et grumt smil.
   "Og Jim, det her møde har været længe nok nu. Jeg kontakter dig når vi kan mødes igen. Du har fået adskillige informationer og tygge på og min pligt kalder"
   "var det så det for den her gang?"
   "det var det."
   Lynch tog sin skjorte og jakke på igen. Gav Jim hånden og forlod ham uden et ord. Jim studsede lidt over det pludselige opbrud men blev enig med sig selv om at sådan var Lynch bare. Han pakkede sin bånd optager ned og satte kursen mod hjem.

Et par dage efter.
   Jim kigger op mod den grå himmel og et smil ramte hans læber da de første dråber ramte hans ansigt, han forlod sin lejlighed i Bronx og satte kursen mod den Botaniske have, han holdte bare et let lunte tempo til hans fødder ramte græsset. Så ramte det ham, den der fantastiske følelse af vægtløshed og hans fødder kunne ikke lade være, han mærkede hvert afsæt mod græsset som alle nerve-ender stod på spidsen, hans skridt blev lange og han tog fart, han fløj hen over græsset som skudt af mundingen på et håndvåben. Hans åndedræt skiftede helt af sig selv fra det sikre der holdte pulsen nede og ilten i blodet til de hurtige kontrollere træk og han kunne mærke alt stressen og presset forsvinde. Selv hans opgave forsvinder efter et par sekunder. Et par sekunder er der intet andet end Jim og farten, den slørede udtværede verden der suser forbi ham, vinden i hans hår, regndråberne der rammer ham forfra, suset og musikken i hans hoved.
   Han bruger sit momentum til at holde sig fremadgående men holder op med at presse igennem til sidst står han stille.
   Langsomt trækker han vejret ind. Dybt, helt ned i lungerne, helt ned til tåspidserne.
   Puster langsomt ud.
   Blodet kører i min krop tænker Jim og smiler lykkeligt.
   Han kører de gamle udstrækningsøvelser igennem. De har ikke haft ændret sig siden den sommer '08 hvor han løb i OL, men de føles stadig gode og solide. Snart mærker han varmen i alle led og sætter i løb igen. Et godt insisterende tempo den her gang.
   Han er ikke den eneste der er ude og løbe her fra morgenen af, der ligger to mænd et par hundrede meter væk der holder samme retning som Jim. Han sætter kursen mod kanten af haven, over vejen men stopper brat op.
   Den grå Ford stopper lige så brat og de to mænd i bilen kigger på Jim, Jim kigger tilbage og løber så videre.
   Der var noget over de to der giver mig myrekryb tænkte Jim.
   Han slog det ud af hovedet og løb videre. Efter en lille kilometer kommer han til gyden. Han bruger altid det samme sted fordi han ved der er hvad han skal bruge.
   Gyden er smal men dyb men Jim skal kun bruge det lige ved indgangen. Der løber et rør cirka i syv fods højde. Det er et tyndt vandrør og det kan holde til Jims vægt. Han tager fat i røret med en god bred fatning og trækker sig op til hagen kommer over røret. Han gentager bevægelsen tyve gange inden han lad sig falde ned igen.
   Han går hen til kældertrappen i venstre side af gyden. Det er en smal nedgang med gelænder hver siden af trappen, for at forhindre folk i at falde ned i mørke. Jim sætter en hånd på hvert gelænder og bukker benene op under sig. Hen presser sig lige op og lader sig falde ned til skulder kommer under albue inden han presser op igen. Han gentager bevægelsen tyve gang. Da han når til fjorten, løber de to mænd fra parken forbi igen.
   De samme to mænd.
   Han går i gang med arm, mave og ryg - bøjninger. Tredive af hver. Ved hvert tæl til sytten kommer de to mænd forbi igen.
   Han løber ud fra gyden og ser den grå Ford holde på den anden side af vejen. Den ene af mændene ser ud til at sove men den anden kan åbenbart ikke slide blikket fra Jim. Han har stadig det samme forladte ansigtsudtryk. Som om han ikke rigtig er der.
   Jim drejer til venstre for at sætte kursen hjemad af sin sædvanlige rute da han ser de to mænd komme løbende imod ham. Han løber roligt videre og passerer få centimeter fra den ene af dem, lige da de løber forbi hinanden, skruer tiden ned, Jim kan se de faldende regndråber langsomt nærme sig jorden, han kan se skriftet på den avis en mand holder over hovedet som værn mod regnen en hel blok væk, en due flyver over vejen i slowmotion og Jim får øjenkontakt med manden til venstre, et kort perfekt øjeblik er de ikke to selvstændige sjæle ude at løbe morgentur. I et kort perfekt øjeblik er de en og Jim læser mandens tanker;
   Fuck, han ved vi er efter ham tænker manden.
   Tanker rammer Jim som et slag for panden og han løber ind i en skraldespand og vælter den. Momentet drejer ham rundt og han lander hårdt på asfalten og river sin hånd op, han kigger bagud og de to mænd er stoppet op og kigger på ham. Deres ansigtsudtryk er blevet koldt og hårdt. Den ene lægger en hånd over øret og bevæger læberne. Han nikker til den anden og de går hen i mod Jim.
   De tager mig nu Tænker Jim panisk og kommer på fødderne og er den der har været der.
   Før de når at sætte i løb er han omkring gadehjørnet. Den Grå Ford kommer fræsende om hjørnet og skrider ud i svinget inden dækkene får vejgreb og sætter efter ham.
   Han spæner ned af gaden og da han kigger over skulderen kan han se at bilen er lige bag ham, de to mænd til fods er langt bagefter.
   Han løber og løber til hans lunger brænder men han ved han har meget mere i sig. Bilen ligger på siden af ham og manden på passagersædet rækker over og tager rattet, han får møvet den ene fod over til pedalerne og chaufføren ruller vinduet ned, stikker overkroppen ud.
   "FÅ MIG TÆTTERE PÅ HAM!" kan Jim høre han råber. Han regner deres plan ud på for hånd. Bilen nærmer sig kantstenen og Jim må dukke sig for at undgå et vildt sving. Han gør sine skridt længere og trækker fra bilen og løber om et hjørne.
   Den grå Ford får kun lige akkurat drejet om hjørnet i tide, undgår at kollidere med en taxa med tudende horn og en bandende Afghaner bag rattet.
   De kommer op på siden af Jim igen men han har en ide. En ide der er så sindssyg at den måske lige akkurat kunne lykkes. Han ved der er en metrostation længere nede af gaden. Han ved at hvis han bare kan komme derned kan han slippe fra dem. Hans lunger brænder og hans syn begynder at dreje og blive langt. Chaufføren læner sig ud af vinduet igen, den her gang med en lang sort stav i hånden. Et slag til baghovedet og Jim kommer alvorligt til skade.
   Ikke i dag Tænker Jim og kan smage blod i munden.
   Han sætter foden på bagagerummet af en parkeret bil, den næste på taget, kaster sig fladt gennem luften og hen mod den Grå Ford, han lander på bagsiden af lårene på det regnvåde tag, glider hen over det og når lige akkurat at gribe fat i hånden på Chaufføren. Jims moment trækker hånden med men Chaufførens arm kan ikke følge med. Den grå Ford har jo et tag der effektivt stopper den slags. Igennem suset af Blodet i hans ører og larmen fra hans åndedræt kan Jim tydeligt høre det skarpe knæk og da han lander elegant på den anden side af bilen er det med fornyet kræfter. Det hele har ikke taget mere end et sekund.
   FUCK DET VAR FEDT, JEG HÅBER NOGEN FIK DET PÅ VIDEO flyver det igennem Jims hoved.
   Han sprinter de sidste hundrede meter til trappen der fører ned under gadeniveau, han tager trappen tre trin af gangen hele vejen ned, løber forbi intetanende mennesker, ned af flere trapper og ombord på det første det bedste tog.
   Da han endelig står stille og toget begynder at trille opdager Jim at han er ved at besvime fordi hans lunger ikke kunne følge med længere til sidst.
   Hold da kæft, jeg vidste godt jeg ikke var i form men det her er jo latterligt tænker han.
   Igennem vinduet kan han se de to fra den grå Ford skubbe sig igennem menneskemængden hvor de prøver at få øje på ham. Det lykkes ikke for dem. Den ene har tydeligvis en brækket arm.
   Så kan han bare lære det Tænker Jim og sætter sig ned.
   Han ved ikke hvad der foregår. For bare et par dage siden havde han bare et arbejde og et sted og bo. Nu jagter CIA ham og han sidder inde med oplysningerne værre end Watergate. Værre end alt.

En lille tim efter låser Jim sig ind i sin lejlighed, han tager hans nyindkøbte baseballbat op til skulderen og går langsomt ind i lejligheden. Der er noget forandret ved stedet. Rodet i den lille lejlighed er ikke som det plejer. Det virker mere aggressivt og ikke skødesløst som det plejer. Han sikrer sig at han er alene inden han sætter sig i sofaen og trækker vejret dybt. Han ligger hovedet i sine foldede hænder.
   Jeg er ved at blive sindssyg tænker han inden en lige så skræmmende tanke slår ham. Han skynder sig hen til døren ud til badeværelset og fjerner fodlisten. Han kan endelig slappe af da båndoptageren med bånd og de første udkast til hans artikel stadig ligger der.
   Han tager papirlappen med det nødnummer Lynch har givet ham. Lynch må vide hvad der skal gøres men da han sætter røret mod øret kan han høre to klik og en susen. Han kigger chokeret på telefonen, da den glider fra hans hænder og ned på gulvet. Han river arrigt stikket ud af væggen.
   Hvad helvede gør jeg?

To timer efter ligner Jims lejlighed et sted hvor en meget lokal, meget lille tornado har hærget. Han tager et sip af sin Whisky on the rocks mens han kigger på de fem små ting der ligger på hans spisebord. Alle er ødelagt men der er sikkert flere. Det er overvågnings udstyr. Der var et enkelt lille kamera. Ikke større end en æske tændstikker og fire små mikrofoner. Ikke større end en fingerspids. Alle fem har en lille antenne som han har klippet af. Han ved ikke om det er nok. Han ved ikke hvad han skal gøre og han skal møde Lynch igen i morgen. Han har nogle nye spørgsmål til Agent Lynch. Nogle helt nye dybdegående spørgsmål.
   Og hvis det bliver nødvendigt et baseballbat.

"Jim, det her er en sikker linje men for en sikkerhedsskyld bliver det envejskommunikation. Rør ved dit venstre øre hvis du forstår og lad bare være med at kigge dig omkring. Du kan ikke få øje på mig så du kan lige så godt lade være."
   Jim kiggede rundt i cafeen men Lynch havde jo ret. Han rørte ved sit venstre øre.
   "Godt, jeg er ked af at jeg ikke har ladet høre fra mig i et stykke tid men der har været presserende sager at tage sig af. Først og fremmest skal jeg vide om du stadig væk er på? Hvis du er så rør ved dit venstre øre igen. Hvis du ikke er så læg på nu og du vil aldrig høre eller se fra mig igen."
   Jim sukkede dybt. Selvfølgelig var han på. Kunne han være andet? Selv hans forfølgere havde intet kunne gøre ved hans nysgerrighed. At hans lejlighed var aflyttet havde været et chok men havde ikke kvalt hans nysgerrighed.
   Jeg forklarer når vi mødes. Vi skal mødes i aften. Drik en tår kaffe hvis du er indforstået med det."
   Jim tog en tår kaffe.
   "Go hund, godt. Gør som jeg siger og nøjagtig som jeg siger"

Efter lige så mange omveje og skyggespil ankommer Jim til det samme hotelværelse som sidst. Han stiller battet fra sig lige inden for døren og går i gang med at skille værelset af. Han finder ingenting selv om han er kommet tidligt til mødet og bruger næsten en halv time på at lede. Ingen mikrofoner, ingen kameraer. Der bliver taget i døren men Jim har låst den efter sig.
   Han skynder sig hen og tager battet. Kigger igennem dørspionen og ser Lynch. Han åbner døren men står bag den så Lynch ikke ser ham da han kommer ind. Han smækker døren i og prikker Lynch i knæhasen med battet så Lynch vælter forover på gulvet. Jim sparker ham mellem skulderbladene og sætter et knæ der bagefter. Battet aer Lynch på kinden.
   "Hva så Lynch?, hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig at min lejlighed blev aflyttet? At jeg bliver overvåget? HVA?"
   Lynch lægger hænderne bag nakken.
   "Hvad snakker du om Jim?" helt rolig. Iskold.
   Jim kaster resterne af overvågningsudstyret ved siden af Lynch.
   "Det her plus de fire fyre jeg måtte slippe væk fra her den anden dag"
   Lynch bliver stiv,
   Så kan Jim mærke hans muskler bløder op igen.
   "slap du fra fire?"
   "Jep, brækkede hånden på en af dine kollegaer mens jeg var i gang?"
   "det må jeg gi dig Jim. Jeg er imponeret"
   Og før Jim kan nå at reagere er Lynch rullet væk fra ham, har taget battet ud af hånden på ham, dasket ham over munden med det og holder nu en pistol mod Jims hoved. Jim er fortumlet og chokeret. Han registrerer først det hele da det er sket og han tager sig fraværende over munden. Han ser blodet på sin hånd og opdager smerten bagefter. Han kigger direkte ind i mundingen på Lynchs lyddæmper.
   "Men det er sidste gang du lægger hånd på mig, du er stadigvæk bare en lille luset journalist ingen vil savne. Der er hundreder derude der er mere kvalificeret en dig som ville sælge deres højre nosse for den her historie så du skal ikke prøve på noget lille Jim. Jeg er treskridt foran dig hele tiden. Husk det."
   Lynch fjerner pistolen, smider battet på gulvet og hjælper Jim op og stå.
   "hvordan har læben det?"
   Jim rører let ved den. Det er bare en lille flænge. Intet alvorligt.
   "den er okay. Du er hurtig Lynch. Det skal du ha"
   Lynch smiler.
   "Det kommer med alderen Jim. Jeg er hverken så stærk eller så udholdende som jeg har været men jeg opvejer det med erfaring og hurtighed"
   "Siger du ikke"
   "og for en god ordens skyld, jeg var klar over at du blev holdt under skarpt opsyn men jeg vidste ikke de prøvede at nappe dig. Du skal bare være glad for at du slap fra dem. Det taler kun til din fordel. Det er jeg oprigtig imponeret over Jim. At slippe fra fire agenter er allerhelvedes bedrift. At du så endda formår at lege lidt med dem gør det kun mere imponerende."
   "Tak Lynch men det er Fucking Noia at tænke på. Fik mig til at overveje hvad helvede det er vi laver. Om det er det værd."
   Lynch griber fat i skuldrene på Jim ved de sidste ord.
   "Det skal du ikke sige Jim. Det er altid det værd. Det er værd at ofre ens liv på. Det er værd at kæmpe, bløde og dø for. Sandheden er altid det værd. Sandheden er sin vægt værd i guld og hundrede gange mere end det. Sandheden er mere end ord på et stykke papir. Det er mere værd end ilten i vores lunger og blodet i vores årer. Den er større end dig og mig, Jim. Den er større end alt hvad jeg har kæmpet for. Den er større end alt hvad du nogensinde har set. Og den er fandme det værd. Du skal aldrig tænke andet Jim. Du har fortjent sandheden og du får en gave her. Du får nemlig sandheden og du kan vælge hvordan den skal være. Sandheden er ikke den sande historie. Sandheden er fortalt af vinderen og du er vinderen i alt det her Jim. Når stormen har lagt sig og de høje bølger er blevet til svage dønninger vil du ikke fortryde. Når du er gammel og grå vil du tænke tilbage til det her øjeblik." Lynch virkede ikke længere helt i mental balance. Hans øjne skinnede med et feberagtigt skær og hans stemme var ikke mere end én, hæs hvisken.
   Hans fingre borede sig ind kødet på Jims arm men ingen af dem bemærkede det. Jim var fikseret på Lynch. På agentens stemme og hans ord og den maniske ildhu han snakkede med. Som det var den sidste sætning i hans liv.
   "Du vil tænkte tilbage til det her øjeblik hvor du er så ung og så stærk. Hvor du kan være stolt af dig selv og hvad du formår. Du vil aldrig fortryde at du gennemførte det her. Du vil kun fortryde hvis du lader det hele falde på gulvet. Hvis du giver op nu så lader du dem vinde. Alle dem og deres løgne. Deres evige magtspil. Deres evige manipulationer. Er det hvad du gerne vil Jim? Er det den verden du vil være borger i? Den verden du vil leve i?"
   Jim rystede på hovedet. Han kunne ikke få sat sit hoved i gang. Lynch havde hypnotiseret ham med hans febervilde blik. Manden lignede en galning men hans ord satte sig fast i Jims hoved og de ville blive hos ham resten af hans liv.
   Som på et aftalt signal sætter de sig på hver side af bordet. Jim sætter båndoptageren på bordet og sætter den i gang med at optage. Stemningen er bizar, forventningsfuldt. De kan begge fornemme, ringene i vandet der vil rejse til en flodbølge inden de er færdige her. Jim begynder, han er fokuseret og koncentrerer sig som han aldrig har været det før. Han opdager at for første gang i hans liv er han vågen, helt og aldeles lysvågen. For første, eneste og sidste gang i hans liv er han her i øjeblikket og ingen andre steder. Der er kun ham og Lynch tilbage i universet. Dem og så den sandhed de deler mellem dem. Som fyrster der deler deres riger imellem hinanden.
   "Så du hævder Osama Bin laden døde allerede i 2004? Og du dræbte ham i en ægte Western stil i en Mexican standoff?"
   "du tror ikke på mig kan jeg høre men du ville blive chokeret over hvad der bliver manipuleret med? Hvem tror du rent faktisk dræbte JFK? Det var hvert fald ikke Lee Harvey Oswald selvom Jack Ruby faktisk arbejdede for os i den periode. Månelandingen blev optaget i Area 51, der landede Aliens i Roswell hvor af en er i live den dag i dag og har en særdeles indbringende karriere som popdiva, ganske vist under forklædning men han har anlagt en så utraditionel stil at rygterne der forbandt ham med aliens opstod helt af sig selv. Hvad havde han regnet med efter den kødkjole? Hvordan tror du de to passager fly slap igennem verdens bedst bevogtede luftrum, den dag hvor flyvevåbnet i hele landet faktisk holdt øvelse med lige præcis det scenarie? Hvordan kan det tilfældigvis være at det var den 11 det skete? Og ikke den 10? Den 10. september hvor begge tårne tilfældigvis stod tomme. Fordi at den 10 var jeg og 30 andre igen med at plante C4 mere end 150 steder i begge bygninger. Hvem tror du opfandt LSD og gav det til Albert Hoffman? Hvem tror du viste de første pushere i 1984 hvordan man forvandler kokain til Crack? Det er alt sammen CIA Jim. Tro på det eller ej. Hovedkvarteret i Langley har rapporter der kan bekræfte det hele. Man kan bare ikke se dem, men ja jeg dræbte Osama Bin Laden. Verdens mest eftersøgte mand. Han havde taget en kugle i brystet og en i hovedet lige over venstre øjenbryn, mit hold puttede liget i en pose og på turen tilbage anmodede jeg om i stedet at blive fløjet til hangarskibet USS Harry S. Truman. Det var en direkte linje til Langley og allerede ti minutter efter var vi i stedet på vej mod Kabul, ikke for at lande og debriefe men for at genoptanke og fortsætte mod kysten. Det var rart at sætte fødderne på dækket - ikke at jeg har noget imod at flyve men simpelthen fordi de store Hangarskibe er et lille stykke af Amerika og hjem og vi åndede alle lettet op da vi først var ombord. Computerne og mobiltelefonerne fik vi låst inde og Liget blev lagt i skibets fryser. Så vidt jeg vidste, var jeg den eneste der kendte den sande identitet af liget på dette tidspunkt. Mit hold havde ikke vist tegn på at have genkendt ham men jeg var klar over størrelsen af det der var sket og sikkerhedsrisikoen ved at de muligvis, muligvis ikke vidste det. Jeg måtte rapportere til min chef, heldigvis spiste skibets kaptajn min lodrette løgn om at liget var en af vores mand der var død under et baghold i Tora Bora bjergene og han nu skulle hjem og begraves. Jeg fik åbnet en sikker linje til Langley og stod på kanten af dækket og kiggede ud over det Arabiske Hav mens jeg forklarede problemet. Han lyttede bare til min rapport. Han sagde kun to ting til mig. Han spurgte mig om jeg var sikker? Jeg svarede ham at jeg var hundredeogti procent sikker. Hvis ikke mere. Så sagde han at jeg havde gjort et godt stykke arbejde og så lagde han på. 20 min efter tilkalder kaptajnen mig, Ildrød i hovedet, tydeligvis arrig ud over alle grænser."Agent Lynch, hvis det da overhovedet er dit rigtige navn" starter han "jeg har lige siddet i telefonmøde med chefen for CIA og præsidenten. Jeg fik udtrykkelige ordrer om at gøre klar til afskibning i løbet af de næste 24 timer og sejle lige så snart USS Lincoln står klar til at overtage vores opgaver. Jeg skal nu til at have hentet 10 fly hjem, få pakket halvtreds mere samt hente 300 mand ind fra Afghanistan af, jeg ved ikke hvad helvede du har lavet men du har venner på høje steder og er en efterspurgt mand åbenbart. Desuden fik jeg ordre på ikke at stille dig spørgsmål om din opgave. Her valgte din chef så faktisk at sige præsidenten imod og at jeg bare kunne spørge alt hvad hjertet begærer da han fremhævede dine evner som CIA mand. Dine mænd er blevet sat i karantæne til vi lander i USA og du hår faet tildelt en kahyt" her sendte kaptajnen mig væk. Jeg vidste godt hvad der var i vejen. Han var chef for et helt hangarskib til adskillige milliarder og på grund af mig, en sølle offentligt ansat, skulle han nu sejle halvvejs rundt om jorden."
   "hvad mente din chef da han sagde kaptajnen bare skulle spørge løs?"
   "at jeg sandsynligvis ville lyve og slippe af sted med det."
   "åh!"
   "Lige præcis."
   "Hvad gik der igennem dit hoved i løbet af de næste 24 timer?"
   "en masse overvejelser, først og fremmest hvad der skulle ske med mit Rec-hold. Det var flinke fyre men i min branche må man ikke knytte sig for tæt til nogen. Jeg var begyndt på mentalt at forberede mig på at skulle skaffe mig af med dem. Ikke at jeg var glad for det men det var bare en forholdsregel. Dernæst, hvordan min fremtid ville se ud. Ville jeg også blive udfaset eller ville jeg kunne fortsætte i tjenesten. Min første mission for Firmaet var en mand der var blevet pensioneret året før, han havde adskillige inkriminerende oplysninger og måtte udsættes for et lille "uheld" af sikkerhedsgrunde. Jeg var bange for at det samme kunne ske med mig. I det tilfælde ville jeg tage mine forholdsregler og tage til Peru. Der er det nemt at forsvinde.
   Min Chef ville debriefe mig personligt sammen med præsidenten og Vice-præsidenten når jeg landede. Så meget var jeg klar over. Hvilket spin de ville putte på affæren vidste jeg ikke men jeg vidste at, i krigen mod terror havde vores side vundet et vitalt slag. Døgnet gik hurtigt med disse bekymringer og før jeg vidste at det havde USS Lincoln givet klarmeldinger og vi var på vej hjem. Skibet skulle til Hawaii og lægge til men allerede efter ti dage var vi i Japan ved Okinawa flådebasen hvor vi blev fløjet til USA over Hawaii. Vi havde fået haste prioritet så det var intet problem. Vi landede i Area 51. Andet vil jeg ikke fortælle dig. Selv ikke i den her forbindelse ..."
   "jamen hvorfor ikke? Læserne ville elske detaljer om stedet"
   "det er muligt jeg har samvittighedskvaler over hvad jeg har gjort og hvad jeg har set. Det er muligt jeg føler sandheden skal frem fordi folket har fortjent den. Men aldrig i mit liv vil jeg fortælle hvad der er det sted. Det er for forrykt. De hemmeligheder der er gemt der ville udløse dommedag. Internationalt sammenbrud af samfundsordenen i løbet af natten, optøjer, religiøstmassehysteri, voldtægt og mord ville blive hvermandskost. De værste sider af bibelen ville blive til virkelighed og det vil jeg ikke have Jim. Vil du? "
   "Selvfølgelig ikke men som du selv siger så har folk har fortjent sandheden og så slemt kan det umuligt være. Du risikerer dit liv ved at sidde her og give mig disse informationer. Kan du gøre det så meget værre for dig selv ved at fortælle om Area 51? "
   "døden er ikke det værste de kan udsætte mig for Jim. Det er heller ikke det værste de kan udsætte dig for Jim. Hemmeligheden om hvad der er på den base tager alle de indviede med sig i graven, de tør simpelthen ikke andet."
   "Har CIA virkelig så stor magt over dig? Over almindelige mennesker?"
   "Du ville blive chokeret over hvor meget magt CIA lige præcis har, men det er ikke CIA du skal være bange for i den forbindelse. Dem der styrer det sted får CIA til at ligne en spejderforening. Og ikke engang en særlig god en. CIA får mennesker til at forsvinde. På det sted kan de få mennesker til aldrig at have eksisteret."
   Jim var lamslået. Dette kunne ikke være sandt.
   "jeg kan regne ud hvad du tænker Jim og tro mig, det er sandt, jeg kan endda give dig navne selvom du ingen chance har for at bekræfte det."
   "det er utroligt, at den slags kan finde sted i vores eget land."
   Lynch griner. Det er ikke en glad reaktion. Det er en bitter reaktion, en grimasse han har brugt så mange gange de sidste par år at det er begyndt at gøre ondt på ham og det kan ses. Jim får ondt af manden der sidder på den anden side af bordet. Jim er kun begyndt at kradse i blodet på mandens hænder og kan kun gøre sig vage ideer om smerten og frygten bag facaden.
   "de ting du har set kan umuligt være rare at slæbe rundt på..."
   Sætningen hænger imellem dem. Tør og smertefuld i sin åbenhed. Lynch begyndte igen med en tom og monoton stemmeføring. Som om han bare læste en avisartikel højt og ikke fortalte fra hans sinds mørkeste afkroge.
   "det er de heller ikke. Der er så mange ansigter der er forsvundet for mig. Alt for mange mennesker der er gemt bag mundingsglimtet men deres navne når jeg kendte det, bliver hos mig altid. Jeg er holdt op med at prøve at sove. Jeg har aldrig kunne finde kærligheden for hver gang jeg finder en kvinde der viser mig den slags interesse kan jeg kun mærke kulden og smerten indeni. De giver op efter noget tid. Jeg kan aldrig fortælle dem hvorfor jeg ikke kan gengælde deres kærlighed. Jeg har set så meget had og vrede at ægte glæde gør ondt på mig. Jeg er kommet for langt væk fra mennesket i mig til at jeg kan vende om. Intet af det jeg har gjort kan jeg ændre på hvor gerne jeg end ville og det hjemsøger mig når jeg ikke er fokuseret. Så vælter det ind over mig som en flodbølge. Alle de liv. Alle de familier der aldrig ser deres søn eller datter igen på grund af mig. Jeg prøver på ikke at tænke på familierne og kun tænke på hvordan jeg så på disse mennesker men det er svært. Det er alt, alt for svært. Det er nemmere at stive sig af og ikke lade det komme ind. Det lærer de én. Hvis man vil overleve er man nød til at lære det. Man stiver sig selv af og bilder sig selv ind at man tjener et højere formål men det gør man aldrig for hvad ændrer man? Ingenting er blevet ændret af at jeg har plantet bomber, intet har ændret sig ved at jeg har slået folk ihjel. Verden er stadig det samme forskruede sted. Børn dør stadig hver eneste dag, folk bliver slået ihjel, stoffer og kriminalitet hærger. Krig, hungersnød og folkemord sker uden at man kan ændre på det. Man prøver at dreje historiens gang til det bedre men det eneste man kan gøre er at gentage den samme løgn igen og igen indtil løgnen er det eneste man har at klynge sig. Man bliver ved indtil løgnen begynder at æde en op indefra, den gnaver små stumper af ens sjæl og personlighed indtil man er en hul skal der kun kan parere ordrer. En hul skal uden menneske indeni der ikke kan huske hvad glæde er"
   Jim kunne ikke sige noget da de første tårer faldt fra Lynchs kinder. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Lynch blev stille og gjorde intet for at skjule sine tårer. I et enkelt klart øjeblik kunne Jim se smerten og længslen bag facaden på den iskolde morder foran ham. Jim kunne se hvad Lynch prøvede at fortælle ham. At Lynch ikke var sådan fordi det var hvad han ville være. Han var sådan fordi systemet havde gjort ham til det.
   "er det derfor vi sidder her Lynch?"
   "ja, intet af det jeg har gjort kan jeg ændre hvor gerne jeg end vil. Jeg kan ikke genoplive de døde eller ændre udfaldet af begivenhederne men jeg kan fortælle sandheden. Det skylder jeg de efterladte af de liv jeg har taget."
   "okay, hvad skete der så i Area 51? Hvordan forløb debriefingen?"
   "Min chef var der som den eneste. Jeg genfortalte det hele og vi aftalte hvad der skulle ske med Rec-holdet. Vi fik fat en 2-en.halv tons lastbil og kørte et par kilometer ud i ørkenen. En chauffør, rec-holdet og så mig. Vi havde et enkelt lig med, ikke Osamas, det her var en person der ikke længere var brugbar og ikke bare sådan kunne pensioneres men måtte afskaffes. Helt. Jeg havde fortalt Rec-holdet at vi havde en ekstra opgave og vi skulle begrave det her lig. De vidste ikke de skulle grave deres egen grav. Vi kommer ud i ørkenen, jeg kan give dig de præcise koordinater hvis du vil ha dem? "
   "ej det går nok"
   "okay men vi kommer derud og vi griber alle en skovl og går i gang med at grave. Jeg gravede også selv. Jeg er ikke rangrytter på den måde. Jeg er ikke bange for lidt hårdt arbejde men vi gravede det meste af dagen og hen af aftenen havde vi et godt hul. De havde regnet den ud tror jeg. De blev helt stille hen af aftenen og jeg ved at hvert fald en begyndte at græde men ingen af dem holdte op med at grave. Da jeg syntes hullet var dybt nok gik jeg hen imod lastbilen. Jeg undskyldte mig med at jeg lige skulle rapportere ind. Henne ved lastbilen tog jeg et par fraggranater, hev splinten ud og kastede dem ned i hullet. Eksplosionen river dem fra hinanden men jeg ved at arbejdet ikke er slut endnu. Jeg går ned i hullet igen og tager min håndpistol med. Dobbeltskud i hovedet til dem alle sammen for at være sikker. Det var bare nemmere sagt en gjort. Det var ikke dem alle sammen der havde hoved nok tilbage til at jeg kunne skyde i det. Andre var kun hårdt sårede. Jeg kunne have været sadistisk og bare begyndt at begrave dem men jeg er ikke sadist. Jeg måtte hive en ned igen. Han havde fået blæst det ene ben af og skreg som en stukket gris. Jeg slæbte ham ned i hullet igen. Satan som han skreg. Han ville bare ikke holde op igen. Men ned kom han og skudt blev han og jeg brugte resten af natten på at begrave de sørgelige rester."
   Lynch hiver sin lommelærke frem igen og drikker grådigt af den.
   "så dit hold forsvandt bare? Bare sådan uden videre?"
   "Flyulykke. Ingen overlevende. Det var derfor chaufføren røg med i købet. Satans til spild af god arbejdskraft men det var nødvendigt. Sagen blev lukket for mit vedkommen og jeg blev overflyttet til Washington dagen efter. Osamas lig blev frosset ned i Area 51 og jeg satte visse forberedelser i gang. "
   "Hvad gik disse forberedelser ud på?"
   "Osamas kodenavn var Geronimo, jeg startede en dobbelt agent under navnet Pochahontas. Han var skuespiller og særdeles velbetalt. Han var villig til, mod kompensation, selvfølgelig at overtage Osama bin Ladens identitet, han tillagde sig hans væremåde, talemønstre og dialekt. Med CIA's bedste trænere på opgaven tog det ikke lang tid før vi var i stand til at "lække" en video til internettet hvor Pochahontas optrådte og Al-qaida opdagede ikke vores lille nummer. Ingen i den internationale verden gjorde. Ikke engang Pochahontas. Vi havde optaget ham i dybeste hemmelighed. Han troede han skulle gå undercover men han forlod aldrig Nevada før 2010 hvor han blev fløjet til Pakistan. Den video vi sendte på internettet var bare en simpel optagelse af ham der øvede sig i at være Osama bin laden og han klarede sin rolle til perfektion. Ingen har opdaget vores lille nummer endnu men på den anden side, CIA har rigelig erfaring i at lave falske videoer. Når Osama ikke selv ville give livstegn fra sig havde vi før trådt til med forfalskninger. Det var ikke engang svært. Vi havde sat praktikanter til det på et tidspunkt men de blev en sikkerhedsrisiko."
   "Fokuser Lynch, hvad skete der da du ankom til Washington?"
   Lynch smilede let til Jim over kurskorrigeringen.
   "jeg blev ført direkte til det hvide hus og efter diverse sikkerhedscheks kom jeg ind i det ovale kontor hvor jeg blev sat til at vente. Jeg fik af vide jeg skulle vente fem minutter men i virkeligheden blev det 38. jeg havde ikke noget imod at vente. Jeg kunne beundre det smukke kontor og udsigten fra vinduerne mens jeg stod der. Jeg overvejede at sætte mig i præsidentens stol men jeg turde ikke. Jeg har stået ansigt til ansigt med sindssyge terrorister men den stol den skræmte mig. I den lave sol lignede det mørke læder råddent kød og de beslutninger der er blevet taget af mænd siddende lige der. Brrrrr."
   Jim kunne virkelig se Lynchs ubehag.
   "Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kennedy og Cuba-krisen. Hvorfor det lige var ham der skulle dukke op i mit hoved ved jeg ikke. Men Cubakrisen var en del af pensum på CIA's-universitet... Der var nogle pessimistiske rapporter I de dage, det var faktisk Kennedy der startede Universitetet, pengene kommer fra private investorer og en fond under regeringens kontrol."
   "..."
   "Hvorfor kigger du sådan Jim?"
   Jims ansigt havde fået nogle furer.
   "Cia-universitet?... er der virkelig noget der hedder det?"
   Lynch trak på skulderen.
   "nogle bliver rekrutteret direkte fra Highschool og bliver indrullet på skolen. Eleverne på et hold er aldrig det samme sted mere end tre måneder af gangen og de er aldrig i skolemiljø. Jeg modtog kurser i kortlæsning i en kloak. Våbenbetjening i en Grønlandsk iglo. Infiltrations-undervisning i en grotte i Mellemøsten. Underviserne skifter fra dag til dag for at beskytte deres indentitet. Til afslutningen sletter de en fra alle arkiver, udstyrer en med en række falske identiteter, 1000 dollars og en ordre om at stille i Langley 100 timer efter eller dumpe. Jeg klarede den fra træhytte uden for Phom Phen til receptionen i Langley på 64 timer, 13 minutter og 41 sekunder. Der fik jeg min agentlicens og første opgave ... en helt anden historie ... men jeg kan godt forstå hvis det er svært for dig at acceptere denne ide Jim. Trods alt burde der ikke være en hemmelig skole i verdens frieste land. Specielt ikke i betragtning af hvad der undervises i og det er ikke kun firmaet der sender folk derhen. Regeringen sender selv et par stykker men private sikkerhedsfirmaer kan købe disse kurser for en formidabel sum. De bliver sidestillet med de officielle agenter, hvis man kan kalde os det, og får nøjagtig samme træning. Hvor vi andre blev headhuntet og rekrutteret betalte firmaerne for at de her fænakker kunne få den bedst mulige træning af de bedst muligt folk og hvem er bedre til det de gør end CIA? Det skulle lige være KGB som tro det eller lad være stadigvæk er særdeles aktive. Selv efter sovjetunionens opløsning, du kan ikke finde en smugler eller eller storforbryder i Afrika eller Østeuropa der ikke har en eller flere Tidligere KGB folk på lønningslisten. Det samme har de fleste russiske Oligarker. Der er intet som at sende en tidligere KGB - mand uden samvittighed ud for at forhandle forretninger. For den menige russer indgyder det en helvedes masse respekt. Det er sku et helt statussymbol derovre."
   "Tilbage til sagen Lynch, du sad i det ovale Kontor?..."
   Lynch lænede sig ind over bordet. Tydeligt opslugt af sine minder.
   "Ja det er også rigtigt og efter min ventetid dukkede både præsident Junior og Cheney op. Jeg kan bare ikke få mig selv til at omtale ham som vicepræsident. Han var så meget republikaner at han tænkte på sin egen pengepung først. Selv da han arbejdede i det hvide hus. ..."
   "For at klarificere, hvem er det du omtaler når du siger "præsident Junior"?..."
   "Åh, det var vores kælenavn for ham. Det er Bush seniors søn, George Walker Bush Junior, ham vi manipulerede til magten i Florida. Det er første og eneste gang i min karriere jeg var oprigtigt bange. Det var jo et statskup! Vi skulle forberede os på alle mulige og umulige konsekvenser. Vidste du at der for en kort periode var en beredskabsplan i tilfælde af at Texas ville rive sig løs fra resten af landet? Og forholdsregler i tilfælde at af Nato og FN ville gribe ind for at sikre sig et demokratisk valg. Men de købte den sku.."
   Lynch er fortabt i mindet om et stykke veludført Espionage og propaganda opgave. Lige efter bogen. Til topkarakterer på universitet.
   "Jeg ved det stadig ikke om det var rigtige valg vi tog den gang. Verdenen kunne have set så anderledes ud idag"
   "Hvis Gore var kommet til magten?"
   "Lige præcis, hans udenrigspolitik var som at vende på en tallerken for os. Det var derfor vi støttede vores tidligere chef. Selv om hans far havde støttet Osama Bin laden i årevis før 9/11. Vidste du forresten at det var USA der solgte Kemiske Våben til Saddam Hussein? ..."
   "Ja, det har jeg hørt før, men kun hvad jeg har læst i aviserne. Hvad er det egentlig for en historie?" Nu var det Jims tur til at bevæge sig væk fra Sagens kerne. Men har var oprigtigt nysgerrighed. Det var jo undskyldningen om at Hussein kontrollerede masseødelæggelsesvåben der fik USA og Storbritannien til at invadere Irak.
   Lynch kender jo sagen ganske godt.
   "Jo nu skal du bare høre. Tilbage under den Iran-irakiske krig støttede vi jo Hussein, sådan indirekte i hvert fald, verdens største våbenproducent ville jo gerne tjene nogle penge og det samme ville de store kemikalie firmaer så der var ingen samvittighedskvaler angående at sælge ham hvad han jo gerne ville have, ingen våben-embargo, ingen økonomiske sanktioner, jeg udfærdigede en såkaldt situations analyse jeg fremlagde for Bush Senior hvor jeg briefede ham om hvad Hussein sandsynligvis ville bruge disse kemikalier han havde købt til. Jeg tryglede Præsidenten om at stoppe ordren da vores efterretninger indikerede at Saddam ville vende nervegassen mod civile og uskyldige kurdere, Hvilket han også gjorde og da det internationale samfund hørte om det, puha. Der var vi ikke videre populære, heldigvis har vi været i stand til at lægge låg på at det var os der solgte ham kemikalierne og teknologien. At det så dukker op igen i 2003 er rent tilfælde. Det var gamle rapporter og salget der blev taget op og støvet af, måske skrevet lidt om og redigeret i for at skjule de involverede amerikanere men der var aldrig nogle kemiske våben i Irak. Ingen masseødelæggelsesvåben. Saudierne smed en ordentligt skrue i maskinen i den periode, da de meddelte at fra 2004 ville det olie de solgte til amerikanerne have samme pris som det de solgte til resten af verden. Bush og Cheney stod med to problemer. Krigen mod terror og en begynde oliekrise. Cheney stod desuden med et troværdigheds problem. Han havde lovet at få bygget en olieledning for Enron i regionen men ustabilitet og høje omkostninger havde indtil videre sat en stopper for projektet. Derfor skulle de bruge en undskyldning for at invadere Irak for at kunne annektere deres oliefelter og putte dem på USA venlige firmaers hænder.
   Da de endelig dukkede op i det ovale kontor, var det tydeligt at de begge var stressede og ikke havde meget tålmodighed tilbage. Bush Junior havde sorte rande under øjnene. De tidlige faser af Irakkrigen og invasionen af Afghanistan var i fuld gang og de havde ikke meget tid til mig. De var begge blevet briefet tidligere på dagen. Bush satte sig i sin stol og vendte sig mod mig. Han forklarede at det var nødvendigt for dem at fastholde Osama Bin laden som leder af Al-Qaeda og som samarbejdspartner. Nyheden om hans død opvejede ikke værdien af hans trussel.... "
   "Lynch?..." afbrød Jim forsigtigt.
   "Hmm?..."
   Lynch og Jim følte sig begge deprimeret over tingenes tilstand pludseligt. At menneskeheden havde udviklet disse metoder internationalt var frygteligt. Sammenligningen til første verdenskrig, ville Jim senere kommentere i sin artikel. De to fronter, havde befundet sig i hver sin velbegrunde og velforsvarede skyttegrav. Ingen af de to ledere kunne rokkes i bevidstheden om at det var det rigtige de gjorde og udførte på deres folks vegne.
   To generaler for hver deres hær. De to mænd på hver side af skakbrættet. Og den ene forsvandt.
   Bush og Cheney havde sat alt for mange hjul i gang til at de kunne stoppe igen. Alt for mange penge var i gang med at skifte hænder. For store garantier og egoer var pustet op.
   Nu havde støvet lagt sig.
   Jim og Lynch kendte begge sandheden bag begivenhedernes gang.
   "Du gør det rigtige ved at fortælle mig det her Lynch. Det må du aldrig glemme"

"Jim, jeg er ked af det her. Det var aldrig min mening det skulle ende sådan her for dig ..."
   "Lynch? Hvad helvede snakker du om? Tænd lige ly..." Jim stopper da et mundingsglimt blænder ham, Lynch havde trykket på aftrækkeren midt i Jims sætning. Selv i mørket vidste han at kuglen sad hvor den skulle, midt i Jims Ansigt. Lynch kom med en ufrivillig trækning i ansigtet da han hørte det døde kød ramme gulvet. Så smed han CIA's selvmordsbrev (elevarbejde normalt, men Lynch havde selv lavet det den her gang). I brevet undskyldte Jim for de løgne han havde fortalt verdenen i sin artikelserie, at det var produktet af et mishandlet sind og at han var skabstrans. Det burde ødelægge hans troværdighed.
   Lynch kigger ind i mørket og låser døren efter sig da han går.