-Rejs dig min søn, som ridder af Rosenborg.
   Faren løfter langsomt sværdet og den unge mand løfter langsomt hovedet. Hans hår er mørkt og glat. Det når ham til den svære stålrustning han bærer. Dens adskilte, men stærke plader ydede ham bedst mulig beskyttelse om brystkassen og skuldrene. En gave fra familien.
   Jeremy Rosen rejste sig. Den unge mand var ikke lige så høj som sin far men da han rejste sig var han rankere end han længe havde været. Som han stod der, med solopgangen lysende ind af rosenborgs port, lignede han det han var. Et sandt medlem af familien Rosen og den unge ridder han var. Klar til at drage ud på sin pilgrimsrejse. Han virkede på højde med sin far.
   -Gå med min velsignelse og gudernes om de vil det. Husk at en mand uden ære, blod og sit sværd er ikke en mand.
   -En Rosen glemmer aldrig sit sværd
   Jeremy smiler til sin far og ligger sin hånd på Marius skulder.
   -Vort gamle familie motto
   Faren får en tåre i øjenkrogen og smiler til sønnen inden de trækker hinanden ind til omfavnelse.
   Markus og Cole træder hen til de to med løftede arme og store smil. Jeremys store brødre havde overstået deres pilgrimsrejse for længe siden og var vendt hjem. Nu smilte de stolt til deres lillebror og de fire mænd omfavnede hinanden i et virvar af ulvepelse og pladerustninger.
   Jeremy bukker sig efter sin rygsæk og hanker den på ryggen efter omfavnelsen er overstået.
   -Hvor synes i jeg skal gå hen først?
   Jeremy hanker op i posen med mad og bue med pilekogger, der havde lagt ved siden af rygsækken og smider deres remme om halsen.
   -Kroen, min søn
   Faren siger det som ordet i sig selv bar svaret.
   Jeremy smiler til sin samlede familie inden han vender sig, hanker endnu engang op i udrustning og marcherer mod solopgangen og den gryende dag.

Kroen viste sig at være et lille sted. Et fint lille et etagers halmtags hus med kalkede mure. Indenfor viste kroen sig at indeholde to rum. Køkkenet bagerst med adgang gennem en døråbning og den store krostue med det store kampestens ildsted som centralt møbel.
   Jeremy havde indåndet kroens åndede aroma med fryd. Det var ikke første gang han var her. Han havde tit været her med Markus og Cole og disse besøg havde ofte endt med nævekampe mellem Rosen drengene og de lokale bonde drenge som de var jævnaldrende med. Rosen drengene havde tit været langt undertallige men havde alle dage kastet sig mod bondedrengene med smil på læberne og næverne løftet. En Rosen veg aldrig tilbage for en udfordring og smilede altid til verdenen selv om den spyttede en i øjet. For Jeremy lugtede kroen nu af en blanding tobaksrøg, mados, øl og Tok, krofatters insisterende brug af sæbe men for Jeremy havde kroens aroma et strejf af eventyr.
   Jeremy skridter igennem krostuen i fem lange skridt og sætter sig på en af de høje taburetter foran baren.
   -Om det er ikke er den unge Rosen! Hvad skylder man æren?
   Tok stiller et krus fra sig inden han smiler over hele ansigtet og læner den omfangsrige mave mod bardisken.
   -Eventyr Tok, intet andet end det rene eventyr men mens jeg venter på det så lad mig få en øl
   Tok smiler og nikker inden han skænker et skummendes krus øl til Jeremy og stiller det foran den unge mand.
   -Hvis det er eventyr du søger så er der altid din fars dusør på goblinører
   Jeremy nikkede og lagde hovedet på skrå mens han sænkede kruset fra munden. Gobliner. Det var selvfølgelig altid en mulighed.
   -To sølvstykker er ikke meget Tok.
   -Det er ikke meget til en start men det er to sølvstykker Per øre skal du huske og der er altid flere gobliner
   Tok løfter det ene øjenbryn og kigger sigende på Jeremy som nikker endnu engang. Der var altid flere gobliner.
   -Men det er ikke nok til den unge Rosen vel?
   Tok smiler som om han allerede kender svaret til sit eget spørgsmål og læner sig ind over disken. Han hviler armene på disken så han kan udveksle et par ord med Jeremy i stilhed.
   -'Det gode Øl' har jo fået fin besøg. En troldmand. En Elver troldmand
   Jeremy løftede begge øjenbryn højt ved kromandens ord.
   Tok løftede begge arme i en påkaldelse af sig egen uskyld.
   -Jeg taler sandt og din far må tage mit hoved fra min krop hvis jeg lyver
   Kromanden smiler og fjerner alvoren fra ordene inden han peger over mod døren.
   Jeremy kigger sig over venstre skulder og rigtigt nok.
   Til højre for døren sidder der en kåbeklædt mand med spidse ører og fine træk.
   -Han ser træt ud
   -Han har rejst langt. Elvernes rige er ikke lige om hjørnet unge Rosen.
   Jeremy var ved at blive træt af det løftede øjenbryn. Det fik Tok til at minde om huslæreren hjemme på Rosenborg.
   Jeremy rejste sig og tog sit ølkrus i hånden inden han skridtede de få skridt der var hen til stolen overfor elveren.
   -Tillader de?
   Rosen gør med en håndbevægelse elveren opmærksom på den tomme stol overfor ham.
   Elveren vender langsomt hovedet og Jeremy må synke en klump da han får set nærmere på elveren. Elverens træk er fine og lange. Ansigtet er smalt og øjnene er hældede. Jeremy har hørt mange legender og historier om elverfolket og til hans sekstendes navnedag havde Marius fået en elverbarde til at optræde til festen. Elveren smiler da han har kigget lidt på den stive ridder og nikker langsomt, en enkelt gang.
   Jeremy bukker let inden han sætter sig, hvilket får elverens smil til at vokse.
   Jeremy får placeret sig på stolen men sætter sig med vilje udflydende og alslappet. Modsat den korrektsiddende elver med hænderne i skødet. Elveren smiler til Jeremy men siger ikke noget til menneskets afslappede siddestilling men vender i stedet blikket tilbage til ildstedet.
   -Må jeg udbede mig, om mit selskabs navn?
   Jeremy kunne mærke han sagde ordene med ro og høflig tone selvom han kunne mærke sit hjerte hamre mod brystpladen.
   -Peripétian Kelendil fengarlouloúd, ti eísal?
   Jeremy smilte. Han havde kunnet forstå elverens ord. De mange timer lyttende til morens sprogundervisning betalte sig nu.
   -Eimal Jeremian i opaía eínai o gios tou Mariusom tou Triantáfyllou
   Jeremy så chokeret ud mens han så hvordan elveren begyndte at side og grine behersket.
   -Undskyld Jeremy Rosen, Søn af Marius men ikke engang vi elvere taler så stift og formelt. Ei Jeremy Rosen havde gjort det i de fleste elveres øjne
   -Jeg undskylder Kelendil, min underviser var blot et menneske, min mor
   Kelendil nikkede og smilede.
   -Hvad bringer dig til 'Det gode Øl' udover øllet?
   Kelendil smilte endnu engang men for det første så Jeremy andet end et smil. For første gang var det et træt smil. Kelendil rakte ned på gulvet og løftede en slank stav op fra gulve. Spændt fast til den ene ende var der en vadsæk, en armbrøst med kogger og adskillige tykke bøger holdt sammen med et bredt læderbælte. Den klodsede stav ringede en klokke hos Jeremy og han tænkte på farens historietimer. På historierne om magiens pagt. Om troldmændenes skoling.
   -Du er blot lærling?
   Jeremy siger ordene med overraskelse i alle træk. Kelendil nikker og sænker sin lærlingestav igen. Staven var et symbol og et våben for unge lærlinge og Jeremy studerede elveren og tænkte om de mon ikke var jævnaldrende. Om ikke i alder så i ånd og erfaring.
   -Og med et menneske som underviser. Jeg har været på skole i tre år i menneskebyen Highcastle tre dage øst herfor. Kender du den?
   Jeremy nikkede.
   -Jeg har besøgt byen hvert år til Solfest
   -Jeg studerede under mester Silhelm. Han studerede selv ved min fars hof da han var ung og er siden hen blevet en dygtig abjurist.
   -Abjurist... Det er skjolde og beskyttelser hvis jeg husker korrekt?
   -Du husker korrekt. Du kender måske mester Silhelm?
   Jeremy nikkede. Han kendte ham godt men kun af navn og udseende. Ikke af ord eller gerning.
   -Du nævnte din faders hof neofi
   Kelendil smilte ved at blive kaldt ven.
   -Min far er kendt blandt mennesker som Solkongen. Hos mit folk er han kendt som Ogiostuílío.
   Jeremy hostede ned i sit øl til Kelendils store moro. Jeremy sinkede langsomt sit krus med chok i ansigtet.
   -Din far er den rigeste og mest magtfulde mand på kontinentet!
   Kelendil miler og trækker på skulderen.
   -Det gør mig til ingen af delene.
   Jeremy havde stadig ikke lukket munden.
   Kelendil vinkede Tok ned og bestilte et glas varm vin.
   -Men fortæl mig unge ridder. Hvad er dine planer?
   Jeremy kløede sig om hagen.
   -Jeg havde tænkt mig at vandre mod nord-nordøst til Rivervale og måske derfra rejse med en af karavanerne til dværgenes kongeriger i bjergene. Min bror, Markus besøgte dem på sine rejser og vendte hjem med eventyr om alt fra underordiske gange fyldt med mørkets værste rædsler til gigantiske guldskatte og gode historier om slagsmål med alt fra orker til kæmpe dyr og Stenkæmper, bakkekæmper, ja selv Frostkæmperne så han i de nordlige bjerge.
   Jeremy vendte hovedet og kløede sig i øret.
   -Min bror Cole rejste til dit hjemland Avon-Amath ude vestpå, men besøgte kun en enkelt af jeres byer før han rejste med en druid sydpå til de store skove og boede der i mange år før han vendte hjem og havde giftet sig med druided og avlet en mindre flok unger med hende.
   Kelendil smiler da børn bliver nævnt.
   -Drenge?
   Jeremy nikker til elveren.
   -Ja, mine to små nevøer, Tvillinger, Bram og Nomen. Begge er dværgenavne ironisk nok men deres datter hedder Iliatidia
   -Solstråle... Et smukt pigenavn.
   -Men hvad med dig Kelendil? Så vidt jeg kan forstå det så er den elverske solkongefamilie ganske stor?
   Jeremy siger det med den største selvfølge inden han tager en tår af sit øl, uden at vide at Kelendil sidder og krymper sig.
   -En blandt mange grunde neofi til at jeg valgte at studere under mester Silhelm. Jeg er nummer tre i arvefølgen ganske vist men min storebror Iischyrí er den første og vil arve tronen. Min anden storebror vil arve godset og min onkels titel som rigets beskytter. Alt hvad jeg kan se frem til er den kongelige troldmand og det er kun hvis jeg kan holde fast i positionen. Noget mine evner langtfra er store nok til. Den nuværende kongelige troldmand tjente også under min bedstefar i de store elverkrige.
   Jeremy smilte til elveren foran sig. De mindede vist mere om hinanden end Jeremy nogensinde havde troet muligt.
   -Jeg er den yngste af fem drenge og tre piger. Mine to ældste brødre faldt i goblinkrigene. Markus vil arve min fars titel hos kongen og Cole vil arve godset med hans druide. Jeg ville blive fægtetræner og historieunderviser for deres børn hvis ikke jeg rejste på pilgrimsrejse nu.
   Jeremy lænede sig ind over bordet og placerede albuen i bordet. Kelendil smilte til den unge ridder og kopierede bevægelsen. De to greb hinandens hånd og holdt den tæt.
   -Eventyrer?
   Jeremy stiller det ældgamle spørgsmål.
   -Eventyrer!
   Kelendil udtaler svaret med triumf i stemmen.
   Jeremy hiver hurtigt sin lille lommekniv frem og prikker hul i hans egen og Kelendils tommeltot. De lader en dråbe blod fra hver tomme dryppe ned i hver deres glas inden de skåler og bunder. Med det ældgamle ritual overstået rejser de begge sig.
   -Hvis jeg må have lov min gode lærling?
   Jeremy løfter spørgende et guldstykke og Kelendil fjerner hånden fra sin pengepung inden han træder hen og holder døren åben for Jeremy.
   Tok skynder sig hen til bordet efter de to er gået og ganske rigtigt. Unge Rosen havde virkelig smidt et helt guldstykke på bordet som betaling for de tos drikkevarer. Tok skyndte sig at proppe stykket i lommen inden han bar de to glas op. Efter han havde skyllet glassene kunne han ikke dy sig og hev guldstykket frem igen. De to havde sammenlagt drukket for fire sølvstykker. Der fik ti sølvstykker på et guldstykke. Tok puttede stykket tilbage dybt i lommen og mens han tilfreds gned sig i hænderne gik han ud for at se om han ikke kunne få solgt noget mere så dagens indtjening kunne blive endnu bedre.