Dag 1.

Jeg aner ikke hvad jeg har brug for. Hvad fuck har jeg brug for? Hvad betyder det i det hele taget længere?...
Jeg sætter mig op i sengen og mine fingre søger automatisk mod cigaretpakken.
Uden åbne øjne. Tør Cylinder mod mine fingre før det lige så tørre filter kommer ind imellem mit bid.
Mens jeg holder cigaretten med tænder, kører min hånd søgende over sengetøjet.
Lighter, Lighter, Lighter.
Det er en teori der går ud på at al energi i universet i bund og grund, består af det samme stof, og derfor, hvis du anstrenger dig hårdt nok, burde du være i stand til at bøje universets energi efter din vilje. Det var derfor jeg messede navnet på det forsvundne fyrtøj, igen og igen i mine tanker.
Endelig finder mine fingre plastikken fra én engangslighter og jeg fniser mens jeg tænder cigarretten.
Satans, jeg glemmer aldrig første gang jeg mødte Samuel. Høj og skarp som han er og med al hans charme. Da jeg spurgte hvad han lavede havde han bare svaret at han solgte gas til engangslightere. Jeg havde stirret målløs på ham. Han havde bare stået med det mest flabede smil og havde blinket kækt til mig.
Jeg var flad af grin resten af aftenen. Jeg står op og gør mig klar til at tage i skole.
Hvorfor er det jeg spilder min tid på det her? Hvad er det jeg foretager mig med liv? Hvad laver jeg lige nu og her? Ingenting og alting, jeg er ondskab, charme og dårlige ideer reinkarneret i kroppen af en gud. Verden og alt hvad den indeholder er mit til at plyndre og voldtage. Ingen er bedre end mig og presser de mig langt nok til at bevise det vil jeg føle den eneste sande glæde her i livet. Glæden ved at se synet af sine fjender ødelagt foran en og ikke bare ødelagt men slettet fra historien og eksistensen.
Men jeg magter det fucking ikke.
For i dag er det mandag.
Og af en elller anden grund, drikker jeg mig stiv, igen i dag. Simpelthen fordi jeg føler at det er den bedste anvendelse af min tid. Jeg har ikke et bedre grundlag for livet. Hvertfald ikke lige nu.
Pigen overfor er røvlækker.
Lange flotte, solbrune ben der bevæger, bevæger sig. Flad mave, helt flad, med otte markante, markeringer på maven og lange arme der rækker mod himlen og prøver at favne hele dens kugle på samme tid og
Igen og igen igen, den samme marcherende, insisterende, hypnotiserende rytme og
Igen og igen, kommer lysten over mig, som et vandfald, en flodbølge, af begær, lyst og stædige impulser, om at jeg skal kysse hende. Som en befaling fra himlen, skal jeg gribe hendes arm, belagt med blæk, og kysse hende.
Kysse hende , som o m det var det sidste der tællede i mit liv, som mit sidste ønske, et druknende væsen efter ilt.
Men lidt efter lidt, ganske langsomt får jeg hende tættere på og da jeg læner mig bagover, bevægende i takt med rytmen, mærker jeg hendes hånd, køre op af min mave og bevæge sig videre op, til den lukker sig om min hals.
Jeg læner mig frem, og hendes øjne låser sig fast til mine.
Med begge arme i vejret, som en krigsgud, over sit bytte, kysser jeg hende indædt, og a jeg et kort sekund mærker hende tøve, griber jeg fat i hende og insisterende, om at jeg virkelig mener det. Med krop, hjerte og sjæl.
At jeg virkelig har lyst til at kysse hende.
Et par timer efter, smiler hun stadig, mens hendes trusser glider af og jeg får hendes verden til at eksplodere i en verden af lys. Med min tunge.
En af de få ting jeg er god til.
Bagefter danser jeg videre. Bliver ved, med alle der vil være med. Indimellem stopper jeg fordi, jeg er tørstig, men kort efter igen, er jeg igen. Blot den samme insisterende rytme bliver ved.

Dag 2

Af en eller anden grund kommer jeg til mig selv i en grøft.
Mens , jeg mærker hvor kold og våd jeg faktisk er, hvor hård en stilling jeg har fået placeret min krop i, hvor ondt min nakke, skulder, ankel og højre håndled gør, samt min hovedpine der føles som milliarder af myrer, der gnaver i en perfekt cirkel, rundt langs mit hoveds inderkreds, opdager jeg at er faldet i søvn.
Da jeg rejser mig op, konstaterer jeg at det er få hundrede meter fra byskiltet og møllen, et stykke til venstre for det. Eller mølle er det ikke længere. Mølletårn. For dets vinger er blevet pillet af. Sådan føler jeg mig lige nu. Som en sommerfugl uden vinger.
Er der en ting der kan kurere, tømmermænd, så er det cannabis, cola og junk-food. Hvilket alt sammen var min første indskydelse da jeg vågnede, og efter jeg fandt kontanter i min BH, hvor jeg altid putter dem. Så gik den efter disse tre ting, og hjem i seng.
Hjemme i min seng igen, netop som jeg mærker min bevidsthed glide væk, så banker det på døren.
Jeg rejser mig fra sofaen og går de få skridt, der er hen til min hoveddør og åbner den på klem, uden a fjerne kæden først.
-Hvem der?- Kommer det ud af min mund, det går op for mig at mine øjne er lukkede, så jeg gnider dem hårdt i tæppet jeg har slæbt med, inden jeg kigger op.
-Er de slemme?- Spørger han bare, inden jeg griber mig selv i at sukke, fjerne kæden og lukke ham ind.
Han smiler sit sædvanlige, skæve smil inden han smider sin røv i min hjørnesofa.
-Du kender prisen - siger jeg, mens jeg smider mig henover hans ben, og ind i hjørnet af sofaen.
-I Know, I know- siger han, inden han giver sig til at rode i sine lommer.
Magnus, er den perfekte mulittiasker, han gør så stor en kunst ud af det, at han hævder kvinders evne til det er en myte. Samtidig, med at han skifter fra min zombie-film, til hans krigsspil, der aldrig forlader min playstation, krøller han et bat af en to-smøgs joint. Som han tænder langsomt, omhyggeligt, indstuderetog med alle tegn på at det, men hans bronze-zippo. I hans hånd, hans store hånd, virker lighteren, der kun er 2/3 af de almindeliges størrelse, ikke større end et stykke legetøj. Til gengæld, var gløden den antændte, på størrelse med en flad to-krone.
Han rækker mig den, mens han første spil begynder at loade. Inden det er gået i gang, har jeg huffet tre gange og sendt den tilbage. Han når ikke at gi mig den igen, før jeg sover og han spiller hele sit spil, ryger hele jointen, og venter på at jeg vågner igen, bare så han kan fortælle mig hvordan hans date gik. For sådan er min bror nemlig.
Efter at have sovet et par timer igen, vågner jeg ved at min bror, griner af sit spil. Mine øjne, åbner ganske også til en 50' tommers computersimuleret, eksplosion. Hvis jeg kender min bror ret, har han endnu engang fundet ud af en måde, at spænde sprængstoffer fast til et eller andet på, og kaste det i hovedet på modspillere fra det meste af kontinental Europa.

Dag 3

Idag, af alle dage, skal jeg til eksamen. Spændende.
Elller noget, for jeg har ikke læst en linje, hvorfor kan jeg ikke huske, noget med en masse druk er det eneste jeg kan huske af starten op læseferien.
-Kom så, du skal op nu...
Det er Alfreds stemme der vækker. Alfred er en god dreng. Lidt stille af sig og lidt genert, men fuld af liv og energi, når han først varmede op til en, eller man tilbød ham at ryge med på en joint.
-Du skal op nu... siger stemmen igen, og jeg mærker et luftpust mod mit ansigt, blandet med duften af noget.
Efter et par sug, vender mit hoved korrekt igen og jeg er i stand til at tænke klart.
-Hvad er det vi skal op i'?
Okay, måske ikke helt klart men næsten hvert fald.
-Mundtlg dansk.
Fuck
Overhovedet ikke klart.
Halvanden time senere, bliver jeg skubbet ind i forberedelseslokalet og lige så hurtigt er jeg inde til eksaminationen.
Ord komme ud af min mund mens jeg kigger på sensor. Sensor er kvinde, midt i trediverne med blondt hår der er klippet kort, helt knivskarpt i nakken. Hun sidder med det ene ben over kors, mens hun tygger i sin kuglepen og bare sidder der. Og lytter. Ordene der kommer ud af min mund passer ikke med mine tanker, i mine tanker er jeg et helt andet sted henne. Måske mellem benene på sensor.
-Hvon gik det?
Det er Mona der spørger mig, mens jeg står ude på gangen. Jeg trækker bare på skulderen.
-Hvad med dig? Spørger jeg, for jeg kan se hvor nervøs Mona er. Mona har to børn, hun havde dem med forbi skolen på et tidspunkt. To søde små piger, der både var søde at kigge på og tale med. hvordan Mona, fik tid til at passe sin skole, et social liv og så samtidig formå at opdrage et par velopdragne og balancerede børn, gik over min forstand. I mine øjne var Mona: Supermor. Intet mindre end idealet, for den single, studerendere, alene-mor. Men i skolen, havde Mona ikke lige så meget selvtillid.
-Jeg håber ikke jeg trækker et digt. Det kan jeg bare ikke!
Hun er helt ophidset. Instinktivt tager jeg hendes hånd, og får hende op at stå.
-Kom, nu går vi ud og ryger siger mens jeg smiler til Mona, og jeg kan se det virker. Jeg har gjort mit kropssprog så beroligende som muligt for Mona og prøvet at få hende til at slappe af, og det virkede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm indeni. Det er småligt, men jeg værdsætter at få andre til at have det godt.
-Kommer du lige ind? Kalder min dansklærer og jeg fryser på stedet, med min ene arm om Monas skulder.
Nåja, jeg er til eksamen.
Inde ved bordet igen, smiler sensor bare til mig, mens min lærer giver mig nyheden. Jeg har fået ti. Jeg har bestået og lidt til, hvilket giver min stodder af en dansklærer ondt i røven, da jeg ikke har været til en sidste af hans time, det sidste halve år, ikke at jeg har været til mange, men lige specifikt hans, har jeg aktivt undlade at deltage i.
Sensor smiler bare til mig hele tiden, mens min lærer taler og jeg kender det smil. Jeg kendet det fra mig selv. Det er det smil jeg bruger, når jeg ved, jeg kan gøre hvad som helst med en pige, og at jeg nyder det.
¨
-Hvordan gik det så?
Samuel ser godt ud i dag, bemærker jeg ud af kanten på mine solbriller. Solbrun, lige et par milimeter skægstubbe og det der bølgende mørkgyldne hår, der får ham til at ligne en fotomodel.
Jeg sukker og læner mig tilbage, inden jeg hiver længere op i min top, for at få de sidste solstråler på maveskinnet.
-Det gik okay...
-Du er fuld af løgn! Siger han med det samme. Energisk, mens han ryster på hovedet. Han smiler skævt til mig under kanten af sine ray-bans, sender mig sit allermest charmerende smil, mens han ryger på en smøg.
-Jeg fik ti. Indrømmer jeg med en skuldertrækning.
-Er det ikke Blain?
Taknemmelig for distraktionen, kigger jeg i samme retning som Samuel.
-Det er sku da Blain siger jeg bekræftende, ved synet af en voresvenner der går hen over skolens parkeringsplads.
-Hey Blain ?! Råber jeg ned mod ham.Han nikker og vinker tilbage.
-Knep dig selv! Råber jeg. Hans vinken skifter til et mindre diplomatisk håndtegn.
-Knep dig selv, Maria! Råber han op mod taget. Jeg griner sammen med Samuel, som vinker at Blain skal komme op og slutte sig til os.
Endnu engang griber jeg mig selv i at sætte en flaske for læberne, og mærke varm, brændenes væske løbe ned i mit svælg. Vi sidder vendt mod solnedgangen. En trediedel af himlen er pink. Perfekt øm lyserød bølger over skyer, som solen malr orange, røde og gyldne med sine retriterende stråler.
-Kender fandme ingen piger der kan drikke sig dig... Komementerer Blain mens jeg sænker flasken.
Blain var lidt forelsket i mig engang, (okay, meget forelsket) og jeg var da smigret, det var jeg, men han er bare ikke min type overhovedet. Han har ingen bryster.
Jeg griner til ham inden jeg rækker flasken tilbage til Samuel. Samuel rækker en sortsvedet cigaret frem i mod mig, som jeg tager imod og flækker ned i det stykke papir jeg har liggende foran mig. Lidt mere roderi og jeg sætter cylinderen fast mellem tænderne, med hovedet lænet bagover. Lighteren gnister imellem mine fingre og ilden, finder spidsen af jointen mens jeg suger. Hurtigt bliver gløden rød og det antændte tobak knitrer varmt.
-Der er ingen der kan tænde en joint som dig Maria... Siger Samuel mens han drikker af flasken og kigger ud over byen.
-Hvad mener du? Hører jeg mig selv spørger nasalt med røg bølgende ud af munden.
Samuel griner og sætter sig mere lige op inden han giver flasken til Blain som drikker dybt af flasken.
-Måden du lukker dine øjne på mens du suger, de tre sekunder der går før du puster ud af første gang, det er så gennemført.
Jeg griner.
-Afsløret! Der fik du mig Samuel for alle ved jo at jeg kun oplever ren lykke når jeg tænder en joint!
Jeg smider armene i vejret i ynkelig protest.
-Ja, Skyd mig i knæet fordi jeg godt kan li at ryge joints! Erklærer jeg med dommedagsrøst over den tomme parkeringsplads. De to drenge griner af mig og jeg griner med.
-Hvad skal vi lave i aften? Spørger Blain inden han sænker flasken med Johnny Walker igen.
-Kneppe studiner?
-Ikke noget dumt forslags siger Samuel og peger på mig. Det er derfor jeg hænger ud med de her drenge. De er ligeglade med at jeg siger sådan nogle ting.
-Hvor fanden skal vi finde studiner henne? Spørger Blain, med tyk stemme af alkoholen.
-Men jeg havde en anden ide, siger Samuel og roder i sin lomme.
-Hvad? Surprise buttsex? Spørger Blain håbefuldt.
-Hvorfor skal du altid være så pervers! Vrisser jeg af ham, men han ved godt jeg ikke mener det, det kunne ligeså godt have været mit, som Blains forslag.
-Nej, dit æsel. Syre! Siger Samuel og jeg mærker min mave køre sig sammen i en tæt klump. Magnus tager det sammenfoldede stykke papir frem og lægger det lille papstykke på min tunge. Jeg opløser det i mit spyt og sluger den bitre masse. Et sug går igennem min mave i forventning om, hvad der er på vej.

Dag 4.
Min krop gør ondt og føles tung. Tungheden viser sig at stamme fra Samuel, der ikke gad og gå hjem til sig selv i nat, så han har lagt sig i min seng og nu, fylder han det hele. Deriblandt lidt inde over mig. Magnus snorken vibrerer min brystkasse. Jeg ved han ikke vågner af det, så jeg rejser mig og han falder ublidt tilbage i seng, hvor han snorker videre med en blød rumlen.
Efter at have drukket det meste af en liter vand, smider jeg mig på sofaen igen. Min krop; drænet. Mit hoved; drænet. Alt føles slidt og træt. Nu skal jeg bare lige sove resten af dagen.
Troede jeg. En time efter jeg har lagt mig på sofaen igen står Alfred og blidt messer mit navn.
-Kom... siger han med blid stemme - du skal op nu, du har skriftlig dansk i dag
-Gå væk
Min stemme er rusten af for mange smøger.
-Det kan jeg ikke, du fik mig til at love, jeg ville vække dig og det er det jeg gør.
Jeg sætter mig langsomt op i sofaen og kigger på Alfred. Han sidder med sit afventend ansigt. Alfred ligner lidt en trold, indtil han smiler, så dukker der en nisse op. Sådan er Alfred når han smiler, det ene øjeblik er hans ansigt det af en stor dreng, stadiet mellem dreng og ung mand, indtil han smiler. Så er freden forbi for Alfreds smil er det mest drilske og skælmske smil man kan finde i et ansigt og sådan smiler han til mig nu. Han har stensikkert hørt fra Blain, hvad vi lavede i går og det er derfor han smiler sådan. For det er min egen skyld jeg har det elendigt lige nu, og Alfred ved det. Det er kun min egen skyld.
En time efter sætter jeg mig tungt i sædet og indser jeg godt kunne ryge en smøg. Tanken slår mig inden sædet slår i mine baller og instinktivt løfter jeg hovedet for at kigge efter om der stadig er tid til det. Pludselig er hungeren altfortærende og jeg føler mit liv, balancere på en nålespids, mit indre og alt hvad jeg er, balancerer på grænsen til sammenbruddet og eneste frelse; Nikotin.
Jeg har formået at glemme mine smøger og kigger på de tre drenge der er med mig ude og ryge. Alle tre kigger overbærende på mig, mens jeg energisk ryger, og gnubber mig i øjnene samtidigt.
-Havde du så en sjov aften i går?spørger Mathias mig, jeg nikker bare. Har ikke lyst til at svare. Mathias og Mads diskuterer videre om deres forarbejde til eksamen. Jeg forstår dem ikke og alligevel gør jeg. Mads er bange for at han ikke er klog nok, at han har røget det hele væk, men han har intet at bekymre sig for. Mads er et af de mest intelligente mennesker jeg kender og han ved et mylder af ting om natur, dyr og biologi. Jeg omtaler ham endda som min "Biolog". Mathias derimod er sværere. Ud af os fire, er han den eneste der sikkert rigtig har lært noget, han har også arbejdet for det. Faktisk arbejdet hårdt. Ikke en egenskab man ser hos mange nutildags. Mens jeg tænker over det her, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at stå og betragte deres udseende; Mads, i sin lange parka, med det lange brune hår. Mads er den eneste fyr jeg kender, der har længere og flottere hår end de fleste piger, og han er så ligeglad! Det er bare hår. Mathias er lidt mindre og meget bleg. Meget drenget og spinkelt bygget men han har et glimt i øjet og en stor latter. Hver gang jeg får en pervers ide, eller tanke skal der ikke meget til, før Mathias griner af det samme. På den måde er Mathias forudsigelig. Man ved han kommer med den perverse joke, hvis der er mulighed for det, som regel skal man bare vente lidt.
-Det var altså også hyggeligt i går... siger Mads med begge hænder i mavelommerne på sin blå parka, med den vamsede hættekrave.
-Ja, hvis bare Kennie - Mathias peger på det sidste medlem af firkløveret i vores klasse, alle pufferne - Havde holdt på sit i vores game, så havde det faktisk været en ganske god aften.
-Det var altså ikke kun min skyld, det må du også tage på dine skuldre Mads siger Kennie med kraftigt tryk på, og pause efter det første ord.
Mads griner og løfter uskyldigt armene.
-Jeg havde altså ikke set hende komme bagfra
Kennie imiterer bevægelsen
-Det havde jeg jo heller ikk! Siger han med energi.
-Så du så ikke hun kom og tog dig bagfra? Spørger Mathias højt og med samme energi som Kennie
-Ej, det gjorde jeg sku ikke lige svarer Kennie tilbage med sit hovedryk.
Senere sidder jeg derinde mens mine fingre klikker løs på tasteturet. Jeg sidder med musik i ørene og selvom min krop er øm, kan jeg ikke lade være med at sidde og bevæge mig til den. Jeg ved at hvis jeg tager min musik ud, og sidder med baggundsstøjen fra den store sal, som eneste lyd, går der ikke særlig lang tid, før jeg er ved at kravle op af væggene.
Det er underligt hvilken effekt musik kan have på kroppen, psyken og alt der imellem. Musik åbner en port mellem den her og verden og en anden verden, der tilsyneladende er lavet af ren energi og strålendes lys. Jeg griber mig selv i at taste i takt til musikken mens jeg gynger frem og tilbage som en galning, her, midt i en gymnastiksal, med 100 andre elever, der alle er ved at analyser og fortolke som om deres liv afhænger af det (Deres uddannelser gør hvertfald), og min syre begynder at virke igen.
Jeg ved ikke hvad jeg skriver. Jeg ved det er en argumenterende artikel om Emma Gads Takt og Tone. Hvis der er noget jeg kan finde ud af, så er det at argumentere og Emma Gad, var en frigid kælling, der aldrig havde fået ordentlig sex. Det opdager jeg, jeg har skrevet i teksten da jeg pludselig er i gang med at rette de fire maskinskrevne sider, og øjeblikket efter, skubber jeg dobbeltdørene op til verden udenfor, efterlader skriftlig dansk bag mig og lader solen blænde mig totalt.
Dag 5
Igen vågner jeg til lyden af musik, taknemmelig for distraheringen går jeg i bad. Under bruseren giver jeg mig til at vågne ordentligt, og langsomt, ganske langsomt, bliver hele min krop varm, under bruseren. Jeg lader varmen gennemstrømme mig, indtil jeg kan mærke jeg bliver tør i munden. Der går jeg ud igen og børster tænder. Mens jeg kigger mig i spejlet og roder i det korte hår, kan jeg ikke lade være med at grine af mig selv i spejlet. Specielt min tatovering på halsen. Et væddemål og ikke bare et hvilket som helst væddemål. Et væddemål, imellem mig og min far. Han forstod det ikke sådan. Han troede han forbød mig at få tatoveret ordene Fucking Bitch hen af halsen, langs min kæbe, store størrelser, med aggressiv farve og skyggelægning. Han troede ikke jeg mente det, da jeg spurgte om vi skulle vædde.
Efter at have børstet tænder og spist morgenmad, føler jeg mig, for første gang i dagevis, som et helt menneske. Og jeg ved hvad jeg skal bruge dagen på, eller hvertfald et stykke af den. Mens jeg sidder på min sofa og ser tegnefilm på fladskærmen med dynen helt oppe ved hovedet, skriver jeg derfor en sms for at advare ham om at jeg kigger forbi.
For i dag, vil jeg besøge min far.
-Hva så far? Spørger jeg hen over egetræsskrivebordet. Da jeg var lille virkede det som om det bord, var på størrelse med verden. Nu, er det et fucking massakret træ i mine øjne, om min far er en af dem der holder olie udover verdenshavene og drukner pingviner og havgfugle i det klistrede stads.
-Ikke så meget Maria, hvad med dig? Hvordan går dine eksaminer?
-Godt, svarer jeg instinktivt mens jeg smiler over hele hovedet, og holder øjenkontakt. Min far kigger mig ind i øjnene, og smiler som om at det er noget jeg egentlig selv må ligge og rode med.
Sådan er min far. Han kan kigge lige igennem folk. Han startede ud som ung og jeg kan ikke huske han var der særlig talt mens jeg var lille. Han var altid ude og arbejde men han fik noget ud af det.
-Og du vil stadig ikke diskutere at du bliver belønnet for at få gode karakterer?
-Nej far, for det er pisse ligegyldigt, jeg skal ikke bruge det nogen steder
Min far smiler bare. Han har købt og solgt lort hele sit liv. Alt mulig lort, mobiltelefoner, tøj, parfumer, bildæk, sejlbåde, smykker, fladskærme og han solgte endda et parti belgisk chokolade til fårup sommerland på et tidspunkt, og nu, sidder han på sit kontor og har 80 mennekser ansat til at rende rundt og gøre det han selv plejede at ordne. Nu kommer de alle sammen bare til skrivebordet og afventer hans tilladelse og jeg at det er sådan min far kan lide det. Når han sidder med alle stikkene.
-Hvad med forfatterskolen?
Jeg trækker på skulderen.
-Det er for sent at søge ind i år siger jeg mens jeg kigger ud af ... Det er rigtigt, der er ikke noget vindue på fars kontor.
-Hvad skal du så lave i sommerferien? Spørger han mens han smiler skævt og kigger ned i bordet. Jeg kan mærke et eller andet bølger op inden i mig, men jeg nedkæmper det igen og smiler tilbage til ham.
-Skrive, slappe af og tage i skoven siger jeg mens jeg smiler igen. Jeg mener det faktisk. Det er de tre ting jeg gerne vil bruge min sommerferie på.
Senere da jeg går fra min fars kontor kan jeg ikke forstå jeg sagde ja til et sommerferiejob. Af alle steder jeg kunne vælge at sige ja til faktisk at arbejde, er i min fars firma. Som assistent. God løn men alligevel. Jeg har lige sagt ja til at arbejde som sekretær tyve timer om ugen. Men okay. Så skal de satme også få en sekretær.
Dag 6
Det er mærkeligt ikke længere at gå i skole. Det skel der pludselig sker imellem barndommen som vi kender den og det voksne liv. Grænsen der imellem er gårfin, så fin at vi faktisk aldrig bemærker den, men den er der alligevel. Om vil det eller ej. Som en streg trukket i sandet.
Naturen. Jeg tager ud i naturen. Jeg synes det er en ganske fornuftig ting at gøre i sin fritid. At tage ud i naturen og sove i den. Jeg har altid elsket det. At vågne mellem jord og planter og til verdenen som vores forfædre må have set den. Mine solide vandrestøvler bærer mig afsted, ud i det blå ud i ingenting for mit vedkommende, mens jeg vader planløst forbi læhegn, nypløjede marker, indhegnede græsarealer, skove, huse, veje, vejskilte og alt andet der nu ligger spredt rundt i dansk natur.
Jeg gik uden mål eller formål. Til sidst går jeg ene og alene for bare at mærke det næste skridt og jeg mærker min bevidsthed flyde afsted i den monotome stædige rytme. Jeg har ikke engang musik i ørene, da jeg stædigt tramper henover en grøft og ind på en mark. Jeg vader ind i skoven, langs marken og fortryder med det samme min beslutning, da grene griber fat i min taske, men jeg bliver stædig og jeg skubber og flår til buske og ungtræer, så jeg kan trampe mig en sti ind igennem.
Mens jeg går drikker jeg vand. Engang imellem drikker jeg ikke vand. Simpelthen fordi jeg har mulighed for at drikke andet. Når jeg ikke har andet end vand, tænker jeg på hvor privilegeret jeg er resten af tiden, men her, gående med alt, hvad jeg skal bruge for at overleve, spændt fast på ryggen viser vand sig at være det bedste i eksisten. Det føles rent og klart, som renselse givet form og det vasker tørheden ud af min mund. Jeg ved ikke hvor jeg skal sove i nat. Jeg ved bare at det bliver i skovbunden og når jeg vågner, så skal jeg stege bacon i det fri.