Sammy hamrede løs på et bræt til fårenes indhegning. Der var knækket nogle planker og nu skulle skaderne udbedres. Han hamrede løs i en rolig rytme, mens han så ud over engen og nød det det lune efterårsvejr. Nu havde han i flere uger arbejdet på Pilegården og det var ikke værst. Han delte kammer og seng med Allan. Bortset fra, at manden gryntede i søvne gik det an. Han var ikke så urolig en sengekammerat, som Joe havde været.
   Samme aften, han kom for at blive karl, havde de snakket om Zacharias's forslag, som Allan mente var for farligt. Det mente Sita også. Senere snakkede Sammy med Joe om det og han mente, at Allan jo kunne øve sig med at stjæle fra nogle af de dumme, velstående bønder. Eller at han - Sammy - kunne. Det var jo en mulighed, for de måtte altså møde Hayes. Den selvglade Brennan kunne have rigtig godt af det, Han havde sikkert mange penge på kistebunden. Sita ville nok blive glad, men han vidste ikke helt med Allan. Tænk hvis han stjal fra Brennan og så Allan blev sur? For det var jo Allan, der skulle mødes med manden.
   En let vind legede med de visne siv og mandshøje dunhammere, nede ved den lille dam, men hvad var nu det? Forbavset satte Sammy hånden op over øjnene. En sær skikkelse kom ravende frem imod ham, nærmest som en slingrende fyldebøtte. Den var spinkel og spraglet. En kvinde eller en mand? Det var en mand, for han havde da bukser på. Men hvor pokker kom han pludselig fra. Den lille eng, som var Pilegårdens helt egen lå ned til en lille sø, omkranset af siv og dunhammere - der måtte han have skjult sig, andre muligheder var der næsten ikke. Hvem var han og hvad ville han? Afventende så Sammy manden vakle og trimle omkuld.
   Han havde vel kigget for dybt i et brændevinsbæger eller flere? Det var jo snart skiftedag og Allan var vel ikke den eneste, der fik fri et par dage i den anledning? Men han var ikke klædt som en bondekarl. Hvem han nu end var, så blev han liggende og det gik jo ikke. Sammy lod hammeren falde ned i græsset og gik hen til ham. Han nærmest slentrede, for måske var manden i dårligt humør.
   Han lå med ansigtet ned i græsset og harkede. Det var da underligt, så Sammy vendte ham forsigtigt omkring. Det ene øje lignede et dueæg: stort, ovalt og lyseblåt med lilla islæt. Der var rester af størknet blod i ansigtet og også på den dybblå jakke. Kniplingskanterne - eller hvad nu de der krummelurer kaldtes - blev aldrig mere hvide. Bukserne var af groft vadmel, pjaltede og nussede på en måde som om det var meget længe siden, de havde været rene. De var for store og blev holdt på plads med et stykke reb, der var spaltet i enderne. De var uordentligt stoppet ned i mudrede, lange støvler. På den ene støvle sad en spore og en lille bid gyldenhed tittede frem af mudderkagerne.. Det var altså en besynderlig sammensætning af tøjstykker, men der var ikke tid til at stå og falde i staver over det, for han var blevet mishandlet og havde det ikke spor godt.

Sammy klappede ham forsigtigt på den ene kind og kaldte:
   "Er du helt væk?"
   Det var han vist, men en svag gurglen afslørede, at han ikke var død. Sammy tog sin vanddunk. Han strintede et par dråber i ansigtet og manden slog langsomt øjnene op. De var fulde af rædsel.
   "Her," sagde Sammy og holdt dunken hen mod hans læber. Først drak manden meget forsigtigt og jamrede lidt, så blev han begærlig og slubrede det hele i sig, så det rendte ned over hagen.
   "Væk," jamrede den forslåede så, "jeg må væk fra - fra dem."
   "De er her ikke," sagde Sammy beroligende og kunne alligevel ikke lade være med at se sig omkring, om de dukkede op af intetheden eller henne fra gården. Heldigvis var der ingen.
   "Hvem er efter dig?" spurgte han og glemte at sige "Dem" og "sir", som man jo skulle.
   Manden brokkede sig dog ikke over det, men stønnede forpint:
   "Dem - dem alle sammen."
   Det var ikke et særligt oplysende svar, og det eneste han tilføjede var:
   "Vil du ikke nok hjælpe mig?" Hans øjne var grågrønne og tryglende i det, blege forslåede ansigt. Det var ikke til at afslå bønnen, men hvor skulle han dog gemme ham? Der var for vådt og koldt mellem sivene og at støtte ham op til gården var nok heller ikke nogen god idé, hvis nu det var sheriffen, der var ude efter ham. Pil ville udlevere ham, af angst eller af borgerpligt. Men hvad så?
   Han så sig rundt og fik øje på et faldefærdigt skur over bag ved sivene. Måske var det der, han havde været og skjult sig og der måtte han tilbage til, indtil han, Sammy, fik en bedre idé.
   "Har du gemt dig i redskabsskuret?" småsnakkede han, "der må du hen igen, men jeg skal nok bringe dig mad og hvad jeg ellers kan finde, men jeg må lige tænke - måske kan du være hos min mor, men ingen må se os, så det er bedst, når det bliver aften. Kom. Hjælp lidt til, du - du er tung, kez war?"
   Manden lod sig hjælpe hen til redskabsskuret, hvor der stod en gammel, udslidt plov, en rusten le og nogle andre redskaber. Der kom vist ikke nogen til hverdag, så det gik vel an. Der hang et gammelt hestedækken, det måtte gøre det ud for seng og der lagde han sig, den fremmede mand, og krøb sammen som et bange barn.
   "Jeg kommer igen," lovede Sammy og gik tilbage til hegnet, som han heldigvis hurtigt blev færdig med. Han måtte skaffe varmt vand, så han kunne vaske sårene og give ham te, og han måtte have mad - og så hjem til mor, men turde hun huse ham og hvad havde han mon gjort? Det var afgjort en fin herre og ikke en der havde hugget jakken, for hans hænder var alt for hvide og bløde i det til at han kunne være fattig og der sad ringe på flere af dem. Han var hvid, han var rig og måske fortjente han, at der var nogle efter ham, men de øjne der? Nej, Sammy kunne ikke røbe ham.

Da han kom tilbage til gården var der opstandelse, for sheriffen var der med flere andre mænd, deriblandt sir Scott. Den senede sherif så hvast på Sammy og spurgte efter flygtningen - og sagde, at der var udlovet en stor dusør. Sammy gjorde hvad han kunne for at se forundret ud og på sheriffens forespørgsel bedyrede han, at han ikke havde set nogen som helst ude på marken. Han rystede indvendigt og mærkede at det sitrede i hele det ene ben, men han tvang foden til at holde sig i ro og trådte ned med hele fladen. Det hjalp lidt. Sheriffen så mistænksomt på ham, mens han i et lokkende tonefald oplyste, at der var en dusør til den, der kunne komme med oplysninger om hvor flygtningen var.
   "Svinet lod det gå ud over en præstesøn," sagde sir Scott mørkt, "så lad lige mig få fingrene i det svin. Han er ikke længere min bror."
   Det var grimt at kalde sin egen bror et svin, over for fremmede, så det måtte være noget forfærdeligt manden havde gjort. Noget som de rige syntes var skrækkeligt, altså. Måske havde han straffet præstens søn for at være led mod tyendet? Nysgerrigt spurgte Sammy:
   "Hvad lod han gå ud over en præstesøn?"
   "Sin unaturlighed," sagde sir Scott og ingen uddybede det, så Sammy fattede det ikke. Den unge greve så da ikke vanskabt ud. Mulige forklaringer for gennem hans hjerne, men gav ikke rigtig mening og så opgav han. Det vigtigste var vel også, at de troede på hans løgn og det så det ud til.
   "Taterhvalpen kan heller ikke hjælpe, sir," sagde sheriffen, "men vi skal nok finde ham. Dusøren er jo på 500 pirke, ikke sandt?" Lensgreven nikkede mørkt.

"Gid jeg vidste hvor han er," sagde Sita med drømmende øjne, da de fulgtes over til stalden, hvor den ene skulle malke køer, den anden strigle hestene.
   Det var mange penge og han var lige ved at sige:
   "Jeg ved det," for så ville hendes øjne stråle og de kunne dele pengene. Der var mange ting mor havde brug for og måske kunne han selv få nyt tøj. Og manden var sikkert en skidt fyr.
   Han åbnede munden for at sige det, men lukkede den igen. Han havde selv været forfulgt og var blevet overfaldet af en flok og han havde set afstraffelser og henrettelser; det var ækelt. Og når det var sheriffen og de adelige kunne det snildt være en bagatel eller ligefrem noget godt, han havde gjort. Slået en præstesøn? Ha - de præster var indbildske og storsnudede, så det havde han vel fortjent. Og så var der jo det, at Sammy havde lovet ham at hjælpe. Og hvis man så svigtede, så var man en nidding og ikke noget bevendt, så det gik ikke. Han måtte snige sig til at få fat på noget spiseligt. Dunken kunne han nemt fylde med vand fra brønden. Bare de nu ikke fandt på at kigge ind i redskabsskuret.

Sita kløede en ko mellem hornene og den stod helt stille, da hun gik i gang med malkningen. Uden at se på Sammy, nærmest som om hun talte til koen, sagde hun: "Det er nu underligt. Ham de jagter, det må jo være Angus af Flueborg. Så vidt jeg ved er der kun to sønner. Hvem kunne vide, at han var sådan en?"
   Hvad ER det han har gjort?" spurgte Sammy sin kusine og hun så på ham med et nedladende, over-venligt udtryk i sit ansigt og sagde:
   "Ikke noget børn skal vide besked med!"
   Han kløede sig på hagen og så gik der en prås op for ham; det var noget med kønsakten, men siden det altså var gået ud over en præstesøn, var det ikke bare hor, men mærkeligt og ikke som naturen ellers formede sig. Det var unaturligt og det var jo det ord, den unge greve havde brugt. Han smilede fordi det faldt på plads for ham: det var hvad flygtningen havde gjort og det var selvfølgelig nok lidt underligt, men var det nu noget og blive så gal over?
   "Ville præstesønnen selv eller hvad?"
   "Selvfølgelig ikke," bed Sita og så forundret ud. Som om han da ikke måtte være rigtig klog.
   Det gøs i ham ved det blik og han skyndte sig at sige:
   "Nåeh nej - selvfølgelig ikke," og han kunne godt selv høre, at han sagde det alt for hurtigt.
   Kusinen gloede op og ned af ham. Så rystede hun sin krøllede manke og slog med nakken, hvorefter hun placerede sig på malkeskamlen og med overdrevent grundige bevægelser signalerede, at samtalen var forbi.

Sammy var glad for, at han ikke var natteblind, for det var blevet temmelig mørkt, da han endelig skråede over engen med Marthas kurv over armen. Den indeholdt et stykke brød og nogle æbler, som hestene skulle have haft, en tyvstjålet pølse og dunken fuld af vand. Han havde ikke turde fortælle Allan, at han skjulte Angus af Flueborg,

En svag stønnen røbede at manden, Angus af Flueborg, ikke var død. Sammy havde ikke lys med, men Anarkat lyste ind gennem sprækkerne og han så det skyggeagtige omrids af den trætte, bange mand.
   "Så kom du," udbrød Angus, "ved du om de jager mig endnu?"
   Sammy satte sig på knæ foran ham. Mens han rakte ham vandet og brødet, meddelte han:
   "Det gør de, så du må væk. Jeg snakker med min mor."
   "Hun vil nok ikke skjule mig," sagde Angus og hans stemme var helt ulden af tilbageholdt gråd.
   "Er der noget galt med andet end dit hoved?" spurgte Sammy og Angus stammede uldent:
   "Hv - hvad mener du, dreng?"
   "Har de gjort andet ved dig end at slå dig i ansigtet?" præciserede Sammy og hørte en kort, lille latter fra den anden.
   "Åh ja," sagde han så, "de slog og sparkede og der er meget mere, de vil gøre mig, men der er vist ikke knust noget i mig - andet end hjertet og det vil I aldrig forstå."
   "Gør det meget ondt?" spurgte Sammy, "så at du skal have noget mod smerterne, i din krop - det med hjertet, det..."
   "Det går nok," mente Angus, "nu har jeg både hvilet og tænkt. Jeg må skjule mig, men jeg ved ikke hvor. Måske kan du hjælpe mig?"
   Sammy rystede på hovedet, før han kom i tanke om, at Angus måske ikke kunne se hans bevægelser og i stedet sagde:
   "Vi går hjem til min mor. Måske tør hun ikke skjule dig, men hun har nok et godt råd, for hun..."
   Han bed sig i tungen så det gjorde ondt, for nu var han jo ved at røbe det med, at mor og kusinerne somme tider skjulte kvinder, der var flygtet fra deres mænd eller rasende fædre; ofte gravide kvinder. Hvor? Det havde hun aldrig fortalt.
   Lokkende oplyste han: "Der er ikke særlig langt."
   "Lad gå," sagde Angus, "og er det en fælde, så pyt, for jeg er træt af det her."
   "Ja," røg det ud af Sammy, "det er vist ikke så blødt som hjemme i himmelsengen."
   Det kommenterede manden ikke, men rejste sig op, en smule usikkert og presset ind mod den elendige, hullede bræddevæg. Sammy rakte impulsivt en hånd ud og sagde, på en gang venligt og utålmodigt:
   "Kom nu."

Efter en anstrengende tur, hvor Sammy måtte støtte staklen, stod de på den lille gårdsplads.
   "Gem dig bag den store blodbøg, mens jeg går ind og snakker med mor," opfordrede Sammy.
   Han bankede på og det virkede som en evighed, før der lød tøffende skridt og slåen langsomt blev trykket ned. Døren gled en kvart tomme op og han skimtede Mjures rynkede ansigt i skæret fra en meget lille tælleprås.
   "Der er en, der er på flugt," sagde han, "må jeg tale med mor?"
   "Tjoeh," gryntede tanten og trådte søvnigt til side, så han kunne kante sig forbi og komme hen til mors alkove. Hun gryntede, da han lagde sin hånd forsigtigt på hendes skulder og hviskende kaldte:
   "Mor, vågn op."
   Med et sæt var hun vågen, satte sig op og stirrede forvildet på ham. Hun kunne kun se ham, fordi Mjure i mellemtiden var kommet helt derhen med den lille tælleprås.
   Uden at nævne, hvem flygtningen var, satte han hende så ind i situationen og hun sagde:
   "Jeg kan ikke huse nogen nu, det ved du, men..."
   Han satte sig forsigtigt på alkoven og sagde:
   "Men du kender da nogle steder, kez war."
   Hun var pludselig lidt mere vågen og nu kom det spørgsmål han havde frygtet.
   "Hvem er din flygtning?"
   "Det er en mand, som de rige idioter vil have fat i," sagde han og det var jo sandt.
   Hun lod til at tygge lidt på den oplysning og prøvede vist på at jage søvnens omklamring så meget bort, at hun kunne tænke klart:
   "Det er mest til kvinder," tænkte hun højt og gabte grundigt, "jeg tror virkelig ikke - måske - men nej det - Han vil ikke og de siger nej."
   Hvad mente hun? Var det rent ævl og drømmespind eller udtrykte hun sig bare lidt tåget.
   Før han fik spurgt så hun mat på ham og beklagede:
   "Jeg kan ikke hjælpe ham - tag et tæppe, tag lidt medicin - og så må du skjule din mand i skoven."
   Hun sagde ikke mere og advarede ham ikke engang om, at den slags kunne være farligt, hun der ellers var så bekymret for ham.
   "Hvad har du dog rodet dig ind i," jamrede til gengæld tanten og vred sine hænder.
   "Det er en, jeg må hjælpe," sagde Sammy, "er der tæpper i skabet?"
   I stedet for at svare gik Mjure hen og fandt et.
   "Det bliver snart vinter," mindede hun ham om, "så her er et godt, uldent et. Jeg har selv vævet det."
   "Tak," mumlede han og fandt så krukken med smertestillende opiumsdråber. Han fandt også lidt mere mad og snuppede en staldlygte, som han prøvende tændte ved at rage op i ildstedets ulmende gløder, så der gik ild i en pind. Jo, der var stadig olie på og vægen brændte næsten jævnt. I skæret derfra fandt han noget, som var vigtigt; en stor, ældgammel og bulet suppegryde, som mor havde sat bregner i. Den stod lige ved siden af dørtrinet. Bregnerne væltede han ud og gav sig tid til at skylle gryden, men kun lidt; så måtte han gøre det bedre senere. Han stoppede de "løse" ting i gryden og bandt tæppet op.
   Angus sagde intet, da han kom tilbage, men rejste sig op og vaklede et par skridt frem mod ham. Hans ansigt lyste grønligt i lygtens flaksende skær. Det var noget møg, sådan som han havde det, men nu vidste Sammy, hvor han ville bringe ham hen og der var ikke så forfærdelig langt.

Faxernes hule var så god, at der kunne tændes et bål i dens midte og røgen kunne uset slippe ud af et hul i loftet, man skulle i hvert fald tæt på, for at se den, mente Sammy. Han fik tøjet af den arme mand, der var helt udmattet, da de kom dertil. Det havde ikke været svært at finde den, for Sammy havde hæftet sig ved forskellige spor første gang han var der og mørket gjorde ham som sagt ikke noget., men forfølgerne vovede sig næppe ind i skoven, som de troede var fyldt med sort magi og trolddom, især i mørket. Han havde taget vand fra bækken, det var det han skulle bruge den gamle bulede gryde til og nu blev mærkerne og sårene på den mishandlede krop vasket; de havde været godt efter ham, men som han selv havde sagt var han ikke i livsfare. Sammy gav ham vand at drikke og et par dråber opium. Han tog en enkelt bid af brødet, men var ikke særlig sulten og sank det med besvær. Lejet af mos og strå, var der endnu og der lå han så, ovenpå et tæppe, som en eller anden havde bredt ud siden sidst. Det var vel Fax-brødrene eller Joe.
   Angus faldt i søvn og trak vejret roligt, men hvad nu?
   Det var hen på natten og han måtte være tilbage på gården i god tid, før daggry, for ellers blev der en frygtelig ballade og de ville få mistanke til ham. Og begyndte de først at spørge ud og gøre ved, kom han måske til at røbe gemmestedet her. Og hvad nu, hvis "de" opdagede Angus? Ville de tie? Men de skulle vel ikke herud lige med det første, for de havde vidst masser af kød og skind.?
   Sammy sad på hug ved ildstedet, hvor gløder ulmede svagt som små knitrende orangerøde prikker. Angus sov trygt under tæppet, iklædt faderens aflagte tøj og renvasket. Det var for langt på ærmer og ben, for Hassan Keily var et langt, knoklet gespenst.
   Han levede endnu, for Sammy hørte af og til om ham. Hvad ville han mon sige, hvis han vidste hvad hans yngste søn havde gang i?? Han og mor var fælles om at afsky de rige hvide.
   Dumme tanker. Han måtte tilbage, men skulle han slukke ilden? Det var koldt og flygtningen skulle jo helst ikke fryse ihjel eller få lungebetændelse, men heller ikke brænde op, så... og i morgen måtte han - han måtte...
   Sammys hoved sank ned på knæene og han sov

Allan sov uroligt, vågnede flere gange og mærkede at Sammy ikke var der. Han var ude for at tisse og så at Anarkat skinnede ned over nattelandskabet. Skulle han gå ud og lede efter den skøre unge, inden dagen gryede? Hvad i alverden var der mon gået af ham? Havde han pludselig fået nok af arbejdet på gården og var rendt hjem til sin mor?
   Nå, det måtte den skøre unge selv om; han var vel ikke hans barnepige? Så han trissede tilbage i seng og vendte hovedet mod den klamme, afskallende ydermur. Den ville ikke yde meget beskyttelse, når det rigtig blev vinter.
   Han døsede og var vågen med et sæt, da døren gik op og listende fødder bar en træt person ind i kammeret. Udenfor galede den unge hane som besat. Allan lod som om han sov og vendte sig i søvne. I det begyndende gry så han Sammy kigge på noget i sin håndflade og hørte ham mumle noget til sig selv. Han lukkede øjnene igen, men brugte ørerne og hørte drengen liste rundt. Der var en 4-skuffet kommode til deling og nu trak Sammy den ene af sine skuffer ud, rodede lidt deri og lukkede den igen. Så krøb han i seng og der stod et sus af nattekulde om ham, fødderne var kolde som is, da de strejfede Allans ben, men han lod stadig som om han sov

Da han var sikker på, at Sammy sov, stod Allan op, Det var ikke pænt at rode i andres skuffer, men nysgerrigheden havde sejret. Han famlede mellem tøj og nogle træfigurer, til hånden lukkede sig om noget småt og metallisk.
   "Jeg tror, det er ringen med Simprex's ånd!" sagde Sammy.
   Han sov åbenbart alligevel ikke.