Endelig stod skalakanterne dækket af store blade. Martha havde for længst forstået at det var kastanietræernes visne løv, Den Vise havde ment med sine ord, den første aften her i grotten.
   Nu havde hun været her så længe, at hun følte sig hjemme. Hun holdt af at være her, hvor livet gik sin rolige gang. Hun kendte de fleste af navn og udseende nu - ikke alle, for nye kom til og andre drog bort.
   De fleste i grotten var kvinder. Der var femten søstre og så var der kvinderne, der fik husly for en tid, fordi de fik prygl af en fordrukken mand, havde stjålet, bedrevet hor eller på anden måde bragt sig i unåde. Ude omkring boede der andre "søstre", der hjalp disse kvinder herhen - enten selv eller ved at sende en vejviser med.
   Jo, tiden var inde og Martha burde føle sig glad og forventningsfuld. Det gjorde hun ikke. Sammen med Tessa sad hun ellers lunt og godt i spisestuen, der lå lige op af stegerset. De skulle hakke stængler i småbidder, men Martha var i dårligt humør. I hendes sind truede dystre tanker med at vinde over forventningerne.
   Tessa skævede til hende: "Tror du det passer, hvad Esmeralda sagde?"
   "Det gør det vel," konstaterede Martha modløst.
   Måske var det på grund af Marthas knaphed, at ordene nu fossede ud af veninden som skidt fra en spædekalv:
   "Nå ja, hun plejer vist ikke at lyve, men hvad ved jeg? Jeg er jo mest her i grotten og hører kun om verdenen, når der kommer nye - de, der er forfulgte og de, der hjælper dem her ud. Esmeralda er en søster, som os, men hun bor i en landsby og lader som om hun er en almindelig bondekone. Godt at der er nogle, som hende. Du så jo hende den nye. Hun var så bleg og endnu mere tavs end du er nu.
   Mænd er nogle usle stympere, som Sonja altid siger."
   "Vel ikke alle sammen."
   Marthas protest klang hult, selv i hendes egne ører.
   Hulheden virkede som ved på Tessas talebål og hun kværnede videre:
   "Ham der Sammy, som du er så vild med, han har gjort sin kusine gravid og har glemt alt om dig - og om kong Atkar. Du hørte jo, at Esmeralda sagde det og hun må da vide det, for hun er nemlig niece til Kathie - så du kan lige så godt glemme ham og alt, hvad han har lovet."
   "Lovet?" gentog Martha og tankerne begyndte at rotere i hendes sind; hvad havde han egentlig lovet hende, ud over at de skulle finde krystallen? Hun havde bare troet... eller håbet.
   "Han er i det hele taget en skidt fyr. Ved du at hans far er bøddel og at det er ham, der har pisket Sonja og flere af de andre og..."
   "Han virkede altså så flink," bruste Martha op og tilføjede: "og han sagde altså, at vi var venner og..."
   Tessa afbrød hende:
   "Hvad så med Duncan ? Du glaner altid sådan efter ham og I plaprer om kaninunger, så man keder sig ihjel."
   Martha var lige ved at råbe "ævbæv", for at bortlede opmærksomheden fra sine blussende kinder. Men der var en, der brød ind i deres samtale.
   "Hvad er der med mig?" Der stod Duncan, der med sine 16 år, var det ældste hankøn i grotten; det var ham, der havde fodret kaninerne,
   "Jeg skal vise jer, hvor der findes dræbersnegle," sagde han, "for de skal bruges til eliksiren."
   Oplivede ved tanken om, at komme lidt ud, puttede pigerne de hakkede ingredienser i krukker.
   De fulgte den hemmelighedsfulde dreng gennem urtegården. Det var ene sære planter, lægeurter og mærkelige krydderier, der groede der.
   Men det var åbenbart ikke der, der boede nogle af de slimede rødbrune snegle.

De trådte ind i det tilgroede område, hvor man kun måtte færdes, hvis man havde fået lov af Den Vise i egen person. Duncan forsikrede, at det havde han og han ville ikke vove at lyve.
   Snart var de skjult mellem høje buske og planter. Det var som at være skrumpet ind til musestørrelse, for der burde slet ikke findes så høje vækster, bortset selvfølgelig fra træer.
   Tunge grene, bugnende af grønne bær, bøjede sig ned over dem og slanke blomster stod i et virvar af slyngede stilke og farvestrålende kronblade. Mærkeligt at de kunne vokse så skønt i det tætte krat, men det var vigtigere ikke at snuble over dem, end at fundere over, hvorfor de altså var der. De unge holdt sig tæt sammen og Martha var lige vel at falde over Duncan, fordi han pludselig bøjede sig forover.
   "Pas dog på!"
   Udbruddet skyldtes bare forskrækkelse, men Duncan fremmumlede omgående en undskyldning.
   Martha krummede tæer og ville også undskylde, men inden det udviklede sig til lange undskyldningsudvekslinger, rettede drengen sig op og på hans håndflader sad der 7 slimede, husløse snegle.
   "Jeg har dem," grinede han, "hælder du salt på dem, Martha?"
   "Det er lidt synd," mumlede Martha.
   Duncan så på hende og hun opdagede, at han havde øjne som grønne smaragder. Han var også god til at passe kaninerne. Hun smilede og forlegent smilede han igen.
   "Ja, det er synd, men de må jo lade livet for den store sag, du er med i."
   Der var beundring i blikket, men også en genklang af hendes egne følelser ved at skulle dræbe noget levende om det så blot var nogle dumme snegle.
   Hvad sagde jeg, mimede Tessa og Martha truede på skrømt ad hende.


* * *
   Et par dage efter gik Martha og Den Vise af sted gennem skoven. Mellem sig bar de en kurv, fyldt med skvulpende dunke. Heldigvis var de forsynet med solide propper, så den vidunderlige eliksir ikke løb ud. Det havde taget sin tid at brygge den af skalaktanter, skarntyde, rosmarin, hakkede snegle og andre ingredienser.
   Duncan havde givet hende et knus og med et kindkys ønsket hende held og lykke. Tessa havde sukket lidt misundeligt, men udtrykt glæde på hendes vegne.
   Hvis det ikke var for den tunge kurv, ville Martha have danset hen af skovstien.
   De var på vej over til Jacob. Nu skulle stærke kræfter slippes løs.

Selvom de glade tanker, gav Martha kræfter var hun temmelig træt, da de nåede frem til Jacobs grotte.
   Det lod til at de var ventede, for Jacob virkede ikke overrasket. Angus var i færd med at rydde nogle bøger til side. Mændene havde sat gang i deres forunderlige, magiske lygte, så den kastede sit skarpe lys ud over det meste af rummet. Stenbordet var ryddet, så der kun stod nogle stegte fugle, formentlig vildænder, samt nogle kogte grøntsager. Marthas tænder løb omgående i vand.
   Da de var mætte, fandt Den Vise tiden inde til at opfriske årsagen til at de mødtes, samt give nogle informationer.
   Hun startede ved Marthas første møde ved grotten.
   "Ja, du blev vist lidt skuffet, da du så mit slot." Fruen smilede og Martha vovede at nikke svagt. En smule varme, der steg mod kinderne blev hurtigt trængt væk, for hun følte sig godt tilpas i Den Vises nærhed; hun var jo dog den Udvalgte.
   "En gang havde jeg skam et slot." Fruen rakte ned på gulvet. Åbenbart havde hun opdaget en bog, der lå opslået. Smilende vendte hun siderne mod Martha, så hun kunne se de et farvet billede af et eventyrligt bygningsværk med spir, solide døre og store, buede vinduer.
   "Det mindede meget om dette, skønt det her jo er fra en ganske anden tid på et ganske andet sted."
   "Ja, Deres slot har jeg jo aldrig set." En skælm lurede i Jacobs øjne, da han , ellers alvorligt nok, tilføjede: "Jeg ville sikkert ikke bryde mig om det."
   "Muligvis ikke." Den Vise målte ham, ikke uvenligt; "og dog - hvem ved - De er jo en troldmand og vi har skam plads til mænd, der er anderledes end flertallet."
   Martha så fra den ene til den, utålmodigt. Og sprængfærdig af videbegær spurgte hun:
   "Hvor lå det slot og findes det endnu.?"
   "Det går jeg ud fra," sagde Den Vise, "men ser du vejen der til er spærret - og har været det i mange år. Jeg var spæd, da min moder måtte flygte med mig - der var ikke længere trygt på Varyliens smukke dronningeslot, Det havde ellers i lang tid, været den sidste bastion, men selv der fandt de fremmede hen - og hærgede. "
   "Var det nakkedonerne?" Martha mente hun havde hørt om krig med disse personer, der var nogle skrækkelige mennesker, med onde øjne og kolde hjerter -
   "Ja, blandt andet," Den vise fnøs; "En horde mænd fandt vejen til vort land og rejste en opstand, skønt vi tog vel imod dem - vi havde ikke mange af slagsen i Varylien på dette tidspunkt og der var nogle fine eksemplarer imellem."
   Jacob rullede med øjnene: "Som rigtig kunne trække jeres plove og vogne, pukle og ellers bare lystre jer amazoner."
   "Ama - hvad?" Den vise løftede øjenbrynene og så forbløffet på Jacob.
   "ØH - forkert ord," grinede Jacob, "Undskyld, men jeg er i gang med sådan en spændende gammel bog fra Jorden - og der nævnes et stridbart folk af kvinder."
   "Ja så!" Den Vise så ud som om hun gumlede på oplysningen. "Så havde de måske en smule kampgejst, kvinderne på den planet, men VI - kvinderne af isfolket blev jo på det skammeligste holdt nede - og Kajtan blev forrådt. Så var hun jo nødt til at oprette sit eget land. Ja, du kender vel historien, Jacob?"
   Som svar trak Jacob på skuldrene og bød Den Vise endnu et andelår..
   "Det skete, da Hia, Sapkos fader, bestemte sig for at hente sin sidste søn til Anarkat, hvor beviakkerne jo havde bosat sig. Han gjorde som han havde bestemt og hentede Sapko i en af sine bobler - flyvende skibe, formet som kugler. Sapko blev gjort udødelig, men de lod Kajtan i stikken.
   Dette blev hun selvfølgelig rasende over og søgte sig et andet sted at være. Forholdene i Duedalen havde været tålelige, mens Sapko var det, men nu mente hannerne at de var mere værd en hunnerne - og særligt slemme var hannerne af menneskeracen, så Kajtan og en lille gruppe kvinder vandrede af smalle slugter, stier og gange til de kom til en plet jord, der endnu var som Vor Frue havde skabt Sakurius."
   "Hvilken Frue?" udbrød Martha. Hun havde svært ved at følge med i historien. Selvom hun af al magt forsøgte at kæde disse oplysninger sammen med hvad hun ellers havde hørt af historier, så anede hun ikke hvilken frue, der nu var tale om.
   Jacob og Fruen så på hinanden og spilede deres øjne op. På akkurat samme tid, som om hun havde stillet et aldeles tåbeligt spørgsmål.
   "Husk, at jeg bare er en takkels vantro, opdraget til kristendom," sagde hun og blev selv en smule overrasket over sin dristighed og sit sprog, men straks efter rankede hun sig og mødte Fruens undrende, men ret tilfredse blik.
   "Vor Frue herskede over dette solsystem i mange sekler," oplyste Jacob og så glad ud. Sikkert fordi, her var noget han vidste. Hurtigt, som for ikke at lade Fruen overtage snakkede han videre:
   "...og før Hende herskede hendes moder. Der var selvfølgelig andre familiemedlemmer og de var de højeste væsner - skønne, magiske og livgivende. Sammen med ræklerne - vampyrtrolde, orker og sligt - holdt de alting i balance, men jordboerne splittede alting ad. De ville herske, ikke blot over væsner, men også over naturen - og de har nu skabt planeten om, så den ligner den planet de kom fra. Alt har de pillet ved, alt har de efterlignet - sågar historiens gang. Små afvigelser er der vel forekommet, men da først det meste af deres magi - som de kaldte noget andet - terolokgi eller sådan noget - deres sprog er svært - brød sammen, så begyndte de bare forfra - de er vel dømt til det. Deres planet gik under og stopper vi dem ikke, så sker det samme for os. "
   Martha nikkede alvorligt og eftertænksomt, så langt havde hun efterhånden forstået det - og den første undrende skræk var forvandlet til eventyrlyst, men alt dette med Fruen forstod hun ikke helt.
   "Er det ikke beviakkerne, der er guder?"
   "Halvguder," mente Jacob.
   "Det tror de bare," fnøs Den Vise foragteligt, "fordi de fik lidt af livets vand og skabte krystallerne, hvoraf den lilla er den vigtigste, fordi Slotzy gav den væk."
   Det var mange oplysninger og Martha kunne ikke lige huske, hvem Slotzy var. Det måtte vel være en af de syv beviakker, Sammy og Sita havde fortalt om. Lige nu brændte hun mere for at høre om denne Frue, der åbenbart var højere end beviakkerne,
   "Er denne Frue så død?" pippede hun.
   "Nej!" snappede Den Vise, "men vi tror hun lider og dør hun, så er alt forbi. Vi ved, at Hun sendte en udsending med den lilla krystal, som kan vise vej til Duedalen. Vi ved bare ikke helt, hvorfor han ikke fik samlet de rette og kom af sted, men Kathie og Din fader - her nikkede Den Vise til Jacob, "ved efterhånden en del, om hvordan denne krystal kan findes. I aften tilkalder vi alferne og sender dufte ud over det halve rige. Så er vi i gang - dette er en betydningsfuld aften og snart skal du forsamles med de andre, så I seks rette personer er samlede og kan drage ud efter krystallen!"
   Hvorfor al dette hemmelighedskræmmeri er nødvendigt, vil vi vel siden forstå . og måske vil Vor Frue vise sig for os."
   "Men hvem er de sidste to?" funderede Martha. Det havde hun spekuleret en del over.
   "Det må finde ud af," sagde Den Vise, "den ene er jo kong Atkars dronning og det kunne man jo tro, var denne Rosita Ronantez - den anden er en dygtig troldmand, der tillige opfylder Kajtans betingelser: at han er klar til ofre sig for andre. Er det mon dig, Jacob?"
   Jacob snoede sig lidt og mumlede:
   "Det kunne det kanske være, men min fader mumler jo noget om denne Sammy, du ved."
   "Han er da ikke en troldmand!" udbrød Martha og bed sig i læben.
   "Så har han da vidst ikke vist det endnu, nej." medgav Den Vise og vendte tilbage til emnet, Sita og hendes mulighed for at blive dronning i Duedalen:
   "Kong Atkar bliver næppe begejstret for hendes afkom, når han nu slipper ud. "

En underlig duft bredte sig i grotten og en varme emmede mod dem fra gryden på ildstedet. Dampen var mangefarvet og drev op mod arnehullet som små skyer og mærkværdige spiraler i alverdens tågemønstre. Vandet sydede og boblede, først som en arrig fnysende vulkan, men det var som om emmen dæmpede den og de små bobler begyndte at blobre blidt som en stilfærdig pludren.
   Fascineret stirrende registrerede Martha en skikkelse, der listede ind i grotten, noterede sig at det bare var Angus og så ham bevæge sig frem mod ilden. Han så anderledes ud, forekom det hende - måske fordi han sneg sig andægtigt gennem rummet.
   NU - nu begyndte eventyret for alvor - noget var i gang og hun vidste ikke helt hvad...lod sig bare suge ind i de lokkende toner - betragtede deres glidende foranderlighed. Røde lette tåger spredte sig for grønne, holdt sig i baggrunden til de grønne fik plads. Så spredte de sig for gullige spiraler, der funklede gyldent. Som en tragt åbnede farvetågerne sig. Det gyldne gled blidt omkring dem og der blev plads - et hul åbnede sig og syntes at have en ufattelig dybde - det rakte op gennem grottens arnehul - det voksede ud i verden, kantet med gyldenspættede, duftende bølger...