Omsider var der forår i luften. Martha snusede indad og betragtede de lysegrønne spirer, der myldrede frem langs murene og mellem stenene på gårdspladsen.

En vogn kørte ind på gårdspladsen og hun stoppede overrasket op. Ud af øjenkrogen så hun sin bror, Ray, komme for at tage sig af de svedige, sorte heste. Den ene slog med hovedet og fnyste. Kusken skældte ud, med skinger stemme, men fik dog styr på tøjlerne.
   Det var en sort, lukket vogn, hvor der så ud til at være god plads. Et pudret ansigt under en stor hat kiggede ud på dem og en handskeprydet hånd viftede af dem. Tøvende vovede Martha sig et par skridt nærmere. Døren gled op og damen kaldte: "Er der en af jer, der er venlig at hjælpe en dame ned?"
   Sammy var dukket op og fordi Ray tørrede den iltre hest med en tot halm, strakte Sammy en hånd ud og hjalp damen ned fra trinbrættet. Hun havde en blank, skinnende grøn kjole på og hvad enten det var den, hun snublede i eller trinbrættet, der var glat, så var hun ved at falde. Sammy greb hende dog og hun sendte ham et forbløffet lille smil.
   Smilet tøede Sammys lukkede ansigtsudtryk lidt op. Han kunne jo ellers ikke fordrage rige mennesker, vidste Martha. Straks efter så damen dog også dyster ud igen.
   Hun var mærkelig nok alene i vognen. Hun var ikke ung, men heller ikke rigtig gammel.
   Pil kom til. Forfjamsket flåede han sin hue af og frembragte et lille buk. Man kunne tydeligt se, hvor overrasket han var. Inden han fik samlet sig til at spørge om noget, talte damen:
   "Min gode mand, man har sagt mig, at han har egnens prægtigste kaniner."
   Pils ansigt lyste op. Han smilede begejstret og nikkede. Jo, de havde skam de prægtigste kaniner; sunde, langhårede og gyldenbrune dyr.
   "Kanske min datter får gå med," sagde han, "hun passer dem til daglig, forstår fruen."
   Damen ville vel ikke købe alle kaninerne? Vel ikke Stribe, der havde en sort stribe på ryggen og var den ældste hankanin? Stolt pegede Martha de enkelte dyr ud - to af dem, havde fået unger og de var netop fremme. De havde fået pels og var rigtig nuttede. Damen beundrede dem og Martha gav sig til at fortælle, hvordan hun passede dem.
   Pil sendte sin datter et formanende blik, men damen så interesseret på Martha.
   Da hun holdt pause, for at trække vejret, sagde den fine dame:
   "Hvor er den pige dog dygtig. Hende må jeg have med i købet!"
   Det gav et gib i Martha og hendes far grinede forlegent. Damen spøgte vel?
   "Jeg mener det skam," forsikrede damen. Et drillende smil, der ikke passede til hendes stand, spillede om hendes læber og skinnede i øjenkrogene. Så forklarede hun sig: "Jeg køber ikke unge piger, men jeg vil gerne ansætte hende. Jeg har andre smådyr og de trives ikke så godt, som jeg kunne ønske. Hun skal blive behandlet godt og få en rimelig løn."
   "Tjoeh," mumlede Pil og så fåret ud.
   "Hvis han taler med sin hustru, så snakker jeg med pigen," foreslog damen.
   Pil så fra den ene til den anden, før han eftertænksomt nikkende overlod dem til hinandens og kaninernes selskab.
   Da han var ude af syne, stak damen hånden ned i en taske, hun havde med.
   Martha kvalte et skrig.
   I damens smalle, behandskede hånden snoede en jagur sig. Den kløftede tunge spillede mod Marthas ansigt og dens underlige øjne betragtede hende.
   "Stræk hånden frem," hvislede damen. Et anspændt skær havde forvandlet hendes ansigt. Det var ikke ondt; snarere forventningsfuldt, på en næsten barnlig måde. Samtidig var det åbent, varmt og venligt. De store øjne var grønne i flere nuancer og pupillerne funklede.
   Martha følte sig rolig, næsten glad, da hun strakte hånden ud. Da slangens hoved puffede til den, løb små strømme gennem den og hun smilede, da jagurslangen langsomt snoede sig om hendes arm.

Slangen strammede ikke til, den huggede heller ikke sine gifttænder i hende. Den lagde sig blot helt ind mod hendes hud og det føltes som et varmende kærtegn, Hun rørte ved dens skællede krop og det føltes ikke væmmeligt, selvom hun ellers hadede slanger.
   Glad mødte hun igen kvindens blik og tænkte højt: "Dette er mit tegn."
   "Dette er dit tegn," bekræftede kvinden, "og mit. Du ER vores udvalgte - udvalgt af vor gudinde Kajtan - og du må bo en tid hos os, så du lærer at udfylde din plads."
   "Den har vel ikke gift i de tænder?" var der en, der spurgte.
   Sammy havde listet sig ind i laden, hvor kaninburene stod. Han så anspændt på kvinden, der betragtede ham indgående og med et lidt hånligt drag i mundvigen.
   "Hvem spørger?" forhørte hun.
   "Det gør jeg," svarede Sammy sammenbidt, men tilføjede, med antydningen af et smil: "Samuel Keily."
   "Ja så."
   Det hånlige drag, blev til et skævt smil og et glimt af nysgerrighed blinkede i de grønne øjne, da hun spurgte:
   "Så ved du måske, hvem jeg er?"
   "Du er vel Den Vise, men du kunne da ikke være helt sikker på, at Martha var udvalgt og jagurens gift er meget farlig."
   "Virkelig?"
   Ironien var tommetyk og hun så stramtantet ud.
   Et øjeblik stirrede de på hinanden.
   "Jeg ER den, du tror og jeg ved, hvad jeg gør!" forsikrede kvinden.
   "Godt, for hvis Martha blev syg af dens gift, så..."
   Træsko klaprede hen mod dem og Ray meddelte: "Fader beder jer komme ind i stuen,"
   Drengen så nysgerrigt fra den ene til den anden.
   "Du må hellere pakke dine sager," sagde Den Vise og smilede varmt til Martha, der mumlede:
   "Sammy vil bare passe på mig."
   "Jeg ved det," påstod Den Vise og lagde en hånd på Sammys skulder.
   Martha følte hans øjne i nakken, da de gik ud af laden.

Det viste sig, at der ud over et sæde var plads til de seks kaninbure, så Sammy og Ray læssede dem på vognen. Sita kom med en undsluppet kanin og da vognen var læsset, snakkede de om, hvorvidt Martha nu flyttede hjemmefra.
   Det gjorde hun. Pileparret så, at datteren gerne ville og hun var jo fyldt 15, så en plads hos en fin dame var ikke at foragte.
   Allerede et par timer senere, sad Martha i vognen. Den skrumplede en smule, men ikke så meget som deres egen. Hun havde pakket noget tøj og sine kæreste ejendele, her i blandt den havfruekam, hun havde fået af Sammy.
   Både mor og Sammy havde givet hende et stort afskedsknus og Sita havde trykket hendes hånd. Faderen og de små søskende havde trippet lidt forlegne - lillesøster Elsie på ni, havde lovet at hjælpe mere til i stegerset.
   Det var underligt at sidde i en stor, fin vogn og gennem et vindue se den egn, som hun altid havde boet på. Endnu underligere, da huse, marker og veje var nye og ukendte. Hun var på vej mod et eventyr og hun var spændt på det, men følte sig alligevel lidt forknyt.
   Nu kørte de langs nogle engdrag og ud af vinduet så hun nogle straffefanger; mænd i stribede dragter og med fodlænker, forarbejde sten med mejsler og hammere. Andre i samme kostume, lagde dem i sand, så der blev en bred brostensbelagt vej, mod Belohako.
   "Kong Leon vil have en god vej til sine tropper, hvis han igen bliver uven med kongen af Nakkedonien," sagde Den Vise og fnøs; "Mænd!" Hun spyttede ud af vinduet og tilføjede: "Rige hvide mænd og skide aristokrater - I kan vente jer."
   "Men den ny kong Atkar er i lænker," sagde Martha. Hun havde fået øje på Allan.
   "Det har jeg ladet mig fortælle," sagde Den Vise, "men hvem af disse stympere er han da?"
   "Ham der," svarede Martha og pegede. Hun ville gerne rette damen, for Allan var ingen stymper. Men det gik nok ikke an.
   Allan sad på en kampesten og huggede en sten til, så den blev firkantet og jævn.
   "Lad os hilse på ham," foreslog kvinden og befalede kusken at stoppe vognen.
   "Er det mon klogt, Vicky?" tillod kusken sig at spørge. Martha var lige ved at fnise, for tænk at kusken kaldte sin frue ved fornavn - eller ligefrem kælenavn.
   Kvinden halede op i skørtet og sprang ned på vejen. En plump vagt med et hovent fjæs, slentrede hen mod dem, mens han betragtede Den Vise og sikkert overvejede, om han behøvede være underdanig eller kunne vedblive at være hoven.
   "Hilser han ikke en adelsfrøken, med respekt?" galpede Den Vise og manden krummede sig i et forvirret buk.
   Den Vise nikkede nådigt og så forbi ham, hen mod Allan. I det samme så han mod dem og rejste sig overrasket op. Ansigtet var skarpere, syntes Martha, og han havde en dyb flænge over det ene øjenbryn.
   Han smilede til Martha og med rank ryg nikkede han venligt og spørgende mod Den Vise.
   Hun målte ham grundigt med øjnene, gloede op og ned af ham, men han veg ikke for blikket.
   "Vil du mig noget?" spurgte han.
   "Tal ordentligt, din hund!"
   Vagten pustede sig op og kælede for sin pisk, der hang mod hans ene lår.
   Allan grinede hånligt til ham.
   En usædvanlig grim, lille mand, havde også rejst sig. Tavst så han fra Allan til Den Vise. Og derefter så han på Martha. Det gøs i hende. Hans store øjne klæbede sig til hendes krop og hun fik kvalme.
   "Skal jeg piske dem, frue?"
   Vagten slikkede sine læber og det samme gjorde den lille mand. Han lignede en forvokset mus - eller en rotte.
   "Ikke for min skyld," bed Den Vise, "men han har måske problemer med fangerne?"
   "Med disse to især," jamrede vagten og skævede mod de andre vagter, men de var optaget af vigtigere sager, end at komme ham til undsætning. En kæmpede indædt mod en neglerod og en anden belærte en fange om, at man måtte vente med at hvile, til man var tilbage i sin celle.
   "De har det for godt, frue," mente den hovne, "kommer ud i frisk luft og kun med fodlænker. Og kuglen er jo ganske lille. Ikke som i gamle dage...
   "I gamle dage, havde jeg ladet dig prygle og trække min vogn!"
   Et ondskabsfuldt glimt lurede i Den Vises øjne og Martha syntes de bestod af mange små, grønne gnister.
   "Jeg passer da mit job," forsvarede manden sig, mens han studerede sine mudrede støvler. Allan og den lille mand sendte ham foragtelige blikke.
   "Javist," medgav Den Vise nådigt, "og vær du glad for det."
   Det var som om, kvinden havde taget sig selv i at sige noget forkert og nu trak lidt i land. Måske for at det ikke skulle gå ud over fangerne.
   "Hvor skal I hen, lille Martha?" fik Allan spurgt.
   Den Vise svarede for hende:
   "Til mit slot langt borte i den store skov!"
   Et øjeblik så det ud som om hun ville sige noget mere, men så kløede hun sin ene øreflip, så en skinnende ring raslede.
   "Det var interessant at se, hvorledes I her bruger straffefanger som arbejdskraft," sagde hun, "men min tjenestepige og jeg må videre. Vi har lang vej."

"Du har interessante bekendte," sagde Greg, da vognen satte i gang.
   Sagte svarede Allan: "Jeg tror, at Martha har fået sit tegn. Nu finder de nok snart en måde, at befri os på!"
   "Den opstyltede var lidt vel gammel, men den bitte tøs kunne jeg nu godt have brugt. Ikke så køn, måske, men man skal ikke være kræsen."
   "Så hold da kæft!" anbefalede Allan.
   Greg var en led rotte, men de holdt sammen. De havde deres drømme og planer, for en meget lysere fremtid. En fremtid i Duedalen. Og drømmene gik videre. Fra dalen skulle de herske. De ville befri Tydanien og siden resten af Sakurius - og så....
   Vagterne glanede efter vognen, så de tillod sig at stirre drømmende frem for sig.
   Allan bliver nok klogere, tænkte Greg, han skal nok lære, at penge er bedst at beholde og at kvinder er lumske væsner, der må holdes nede. Han er så ung. Måske bliver han en fornuftig konge og ellers kan han ryddes af vejen, når tiden er inde.
   Når tiden er inde, skiller jeg mig af med det bæst, tænkte Allan, Jeg bliver dårlig af at høre på hans historier om mord og voldtægt - menneskeliv, betyder intet for ham og slet ikke kvindeliv...
   Mon Allan ER til kvinder? tænkte Greg, han gloede næsten slet ikke på dem - og vi der sjældent er kvindfolk så nær - underligt...
   En tankerække påbegyndtes i Gregs hjerne og han udstødte et eftertænksomt, falskt lille pift.
   "Så er det med at komme i gang!" brølede vagten.
   Allan og Greg så på hinanden. Ikke venligt, men sammensvorent. Så grinede de til vagten.

"Det er underligt, at hun er væk," sagde Sammy til Sita.
   "Årh," svarede Sita, "hun kan sagtens. Nu får hun set, hvor Kajtan-søstrene holder til og vi går bare her og pukler."
   Sammy betragtede hende. Hun lignede en lille pige, som hun sad der på sin smalle seng, med benene trukket op under hagen og hænderne foldede om sine knæ, Hun havde ærbart trukket skørtet om dem og ud under dem, stak hendes bare, brune fødder. Almindeligvis var hun stærk og overlegen, som om hun med sine atten år, var meget ældre end han. Men nu - hun længtes sådan efter sin Allan og hun havde virket meget træt på det sidste. Han fik lyst til at lægge en arm om hende eller i det mindste sige noget opmuntrende.
   "Nu er der fire udvalgte," sagde Sita.
   De vidste begge, at Allan lagde sten, ikke mere en to mile væk, men de vidste også, at vagterne ikke ville lade dem komme tæt på.
   Én gang havde de besøgt Allan og fået lov til at give ham en kurv med lidt gode sager i. Det var en søndag og de havde været i den klamme celle. Sammy var blevet meget forskrækket ved synet af Gregory Hayes og havde gloet hadefuldt på ham, men Allan havde fortalt, at han skulle være general, når de havde fundet Dalen. Og det var der vel ikke noget at gøre ved? Bare Allan ikke blev vanvittig af at være sammen med den ækle, ondskabsfulde mand.
   "så skal vi måske også befri Hayes," tænkte han højt og Sita skar en grimasse.
   "Du aner jo ikke, hvordan vi kan befri Allan! Du er bare en dum dreng og din bror er et fjols - og de fleste af dem fra banden er fanget eller døde og..."
   "Jeg savner ham da også," sagde Sammy modfaldent.
   "Nå," sagde hun spidst, "men vel ikke så meget som du savner din lille kæreste?"
   "Vi er ikke..." sagde han og bed sig i læben. Martha var sød og de var gode venner. Hun havde kysset ham, så hun troede vist også, at de var kærester. Han måtte sige det engang... hun kom vel på besøg. De skulle jo redde verden. Eller...?
   "Hvad tror du egentlig VI skal være i det her eventyr?"
   Sita stillede det spørgsmål, der lå på hans læber og de så på hinanden.
   "Du skal vel være dronning," sagde Sammy opmuntrende, "og jeg er nok sådan en der hjælper jer og den sjette udvalgte. Hvem det så er? "
   "JA," sagde Sita heftigt, "jeg skal være dronning! Jeg vil have fine kjoler og aldrig mere malke. Og jeg vil have bukser og være med til at slås, når jeg har danset i min glitrende kjole. Jeg..."
   Hun afbrød sig selv og det sitrede om hendes mundvige. Så skjulte hun sit ansigt og brast i gråd.
   Hendes spinkle skuldre rystede.
   Overrumplet strakte han en hånd ud og rørte forsigtigt ved hendes skulder.
   "Han skal nok komme ud," forsikrede han.
   "Måske vil han ikke have mig," hulkede hun.
   "JO, det vil han da. Han har selv sagt det. Han elsker dig."
   "...men når han finder ud af at... så vil han ikke... og jeg..."
   Der var noget galt, men hvad?
   "Jeg skal have en unge!"
   Hun skreg det ind i hovedet på ham, så små dråber spyt landede på hans kind og næse.
   Han trak sig lidt væk og tørrede dråberne bort.
   Overrumplet stirrede han på kusinen, der lignede en hulkende bylt.
   Så sagde han langsomt og så roligt, han kunne:
   "Det bliver Allan da bare glad for."
   "DET ER IKKE HANS!" skreg hun arrigt, "vi var ikke sammen, for han kunne ikke!!"