Edmund Pil - Pilegårdsbonden - var i dårligt humør. Han sad på bænken foran stuehuset og bakkede vredt på sin snoede pibe. Som sorte, truende tordenskyer steg røgen til vejrs, en sky for hver ærgrelse. Normalt var han en sindig mand, men det havde været en rigtig træls dag.
   Første sky gjaldt den 7-årige sætter-tæve, Trunte. Straks efter davren var hans bror kommet tilbage med Trunte, som han havde lånt for at spore de forbistrede krybskytter. Broderen var skovfoged og blandt hans opgaver var at passe på, at kun sir Hubert og de, der havde hans tilladelse jagede i skoven. Som regel blev krybskytter hurtigt fanget og stillet til ansvar for deres udåd, men gennem et år, havde der huseret flere, som ikke lod sig opspore. De brugte både snarer, bøsser og noget så gammeldags som bue og pil. Det var sikkert noget forbistret taterpak. Nå ja, en ting var, at de tog for sig af det rige dyreliv, men stakkels Trunte havde fået poten i en snare og var så ynkelig, at han måtte aflive den.
   Den næste tordensky skyldtes, at han var blevet uven med sin bror, for denne ville have, at han om aftenen gik med ud og spejdede efter de forbistrede niddinge. De skulle naturligvis fanges, men han holdt ikke af mørket. Irriteret havde han knurret, at broderen måtte få sheriffen og hans mænd til at hjælpe. Fornærmet rejste broderen sig og gik uden at hilse farvel.
   En tredje sky blæste op mod aftenhimlen, for som om det ikke var nok, havde den pålidelige karl, Jack, sagt op i utide, fordi hans fader pludselig var faldet død om. Nu måtte han tage sig af moderen og boet. Nå ja, de gik jo vinteren i møde, så det gik vel med to karle og en pige og løn kunne der jo ikke blive tale om, når man sådan rendte af gårde i utide.
   Den fjerde sky var kort og hidsig, som en tilføjelse til den tredje, for da han så brokkede sig til den anden karl, Pete, hvad fik han så at høre? At denne skiftede plads straks det blev november. Det var vist noget med et pigebarn, hvis far ville ansætte ham - og til højere løn. Lømlen antydede, at han var nærig og han fik sig en ørefigen, men nægte ham at rejse til skiftedag, det kunne han jo ikke.
   Med et tav både høns og vilde fugle. De sidste solstråler farvede skyerne blank-røde og gav dem et fascinerende farvespil, der dulmede hans raseri en anelse.
   I den pludselige stilhed trængte lyse stemmer ind i hans dystre tanker. De lød omme fra sydgavlen og han spidsede ører.
   Det var Martha og hun var sammen med Sita. Hun burde ikke hænge så meget sammen med tyende og slet ikke en tatertøs. Ganske vist var Sita fra et kristent taterhjem. Forældrene fæstede en lille gård i Kløverby og levede hæderligt, så derfor gik det an at have hende i sit brød. Hun arbejdede godt og opførte sig nogenlunde sømmeligt. Ja, der var jo det med mosteren, men pigen var diskret og listede gerne derud i mørket eller af omveje, så det fik vel passere. Og forbistret køn, var hun jo - han blev sgi så blød om hjertet, når han smilede til ham - nå ja - og noget andet, som Gritt intet måtte vide om, det blev han også. Når hun sådan smilede greb han sig i at ønske, han var 20 år og ugift. Så ville han fri til hende. I urolige nætter havde han overvejet at liste over til hendes kammer, men man var vel en god kristen og Grith var ikke værst; han holdt af sin frodige, ordentlige kone.
   En dybere, lidt ru stemme blandede sig med de lyse pigestemmer. var Allan allerede færdig med at strigle hestene og muge ud? - eller var det en af sønnerne fra nabogården?
   Martha var fjorten år og måske var det på tide, drengene så lidt efter hende. Hun lod ikke så interesseret i drenge og det kom vel tidsnok, men der var jo det med den famøse taterhvalp til høstgildet. Ham havde hun jo danset med. De unger burde ikke havde banket ham sådan som de gjorde, men han var ikke selskab for hans Martha.
   Edmund Pil bakkede lidt roligere, næsten gemytligt på sin pibe, da han luntede om hjørnet for at se, hvilken knægt, der sludrede med hans datter.
   Som ramt af et forsinket lyn, frøs han fast til jorden. Overrumplet kom han til at suge i piben og røgsky nr. fem ilede ned i hans luftrør.
   Spruttende og hvæsende fangede han i et glimt Marthas blussende, røde kinder og mødte hendes forvirrede blik. Så slog hun øjnene ned og den skrækkelige taterhvalps spraglede pjalter kom nærmere og nærmere. Noget dunkede mod hans ryg og så løsnede røgkuglen og slimet sig, så han kunne hoste frit og få vejret. Med irritationstårer stirrede han i et par store, tjæresorte øjne og så sagde lømlen:
   "Daws, Pil - jeg ville lige hilse på Deres datter." Bare sådan, som om der ikke var noget underligt ved det.
   "Joeh," hakkede Pil og ærgrede sig over at han ikke kunne være bekendt at skælde ham for meget ud, nu han faktisk havde fået ham til at trække vejret efter det stads i den gale hals.
   "Fader, han kom for at takke mig, fordi jeg hentede Allan - og se hvad jeg har fået."
   Lidt undseeligt, men glad, viste hun ham en trækam, med fine regelmæssige tænder og med en nydeligt udskåren havfrue, hvis hale snoede sig om kamskaftet.
   "Der findes ikke fruer med fiskehale," brummede Pil.
   "I eventyrerne gør der - og fader ved jo, jeg holder af eventyr."
   "Jo jo, det er fint, at du fortæller de små det, men at rende med sådan en kam…Hvad tror du moder siger?"
   "Den kan ligge under min pude," foreslog Martha og så bønligt på ham.
   "Hrm," brummede Pil.
   "Han mener ikke noget ondt med det," blandede Sita sig og så var han solgt, Sådan som den tøs smilede, måtte ethvert mandfolk jo blive blød i knæene og….nej, sådan måtte han ikke engang tænke.
   "Har du skåret den?"
   Pil spurgte mest for at vinde tid og gennemtænke, om Martha kunne beholde kammen.
   "Nej, det har min storebror -
   "Sådan noget kan du måske ikke?"
   "Joeh." Drengen trak lidt på det og straks kom Sita ham til undsætning.
   "Han kan godt - det går da fremad."
   Skulle han lade de unge være lidt alene? Sita var der jo og lømlen var jo kun et barn, så der skete vel ikke noget.
   "Du får vel beholde kammen, når den er en takkegave," bestemte han. Det var jo i grunden udmærket, at pigen havde hentet hjælp. Den gamle heks ville vel være blevet frygtelig rasende, hvis drengen ligefrem døde - og forbudt, var det jo også. Nå ja - og urimeligt.
   "Tak," udbrød Martha og fløj ham om halsen. Noget, det ellers var flere år siden, hun havde gjort, så han blev helt forlegen. Netop som sin han ville trække sig tilbage til bænken, kom Allan slentrende.
   Nu fandt han vel ikke på, at "bortføre" Sita?
   "Hrm - nå ja - der er vel aften-øl," brummede Pil, "kan hænde gæsten vil have en slurk med, inden han vender næsen hjemad?"
   Grith blev måske ikke begejstret, men så var de unge da under opsyn.
   "Jo tak," svarede drengen, lidt overrasket og med et svagt smil.

"Din husbond er ret nysgerrig," mente Sammy senere, da han sad på Allans karlekammer. Sita sad hos den yngste "pileunge", der havde lidt mavekneb og gerne ville have hende i nærheden.
   "Ja og madmor," medgav Allan med et lille, lidt usikkert grin, Han havde siddet med en ubehagelig fornemmelse af, at de nærmest tog Sammy i forhør. De havde spurgt om, hvor brødrene var, om faderen var i et andet land og om, hvordan det stod til med tanternes helbred..
   Allan havde glædet sig over knægtens kvikke svar. Først da snakken faldt på krybskytter, blev han lidt ubehageligt til mode. Det var som om, de på det kraftigste antydede, at Sammy havde noget med krybskytterne at gøre, men det benægtede han.
   Allan var ikke helt sikker på Sammys uskyld og det mindede ham om Hayes-banden, hvis leder Sammy jo havde påstået han nok kunne komme i kontakt med.
   "Nå," smilede han drillende, "har du talt med Hayesbandens leder?"
   Sammy borede sine øjne i hans og blev ved til Allan kom til at blinke. Så smilede han svagt:
   "Næh, men jeg har snakket med en mand, der kender en fra hans bande."
   Han tav et øjeblik for at lade oplysningen trænge ind, så tilføjede han:
   "Han vil godt møde dig."
   Allan tyggede lidt på sin underlæbe: "Jo? - og hvor holder HAN så til?"
   Igen så Sammy på ham og var helt klart ikke sikker på, om han kunne stole på ham.
   "Jeg vil gerne møde ham og jeg skal nok lade være at fortælle nogen, at han ved noget," forsikrede Allan, efter at have betvunget sin lyst til at drille.
   Sammy så lettet ud: " Det er Barneys onkel og han er ovre hos dem på søndag. Bare sig, du skal hilse fra mig."
   Nu var det vel ikke en fælde af en slags? Irriteret prøvede Allan at slippe tanken, for hvorfor skulle Sammy dog ville lokke ham i en fælde? Han havde jo reddet ham fra de lede unger og var kæreste med hans kusine.
   "Hvor bor ham Barney?" var han jo nødt til at vide.
   "Det ved Sita," svarede Sammy, "og I kan vel hitte på et påskud, hvis nogen undrer sig."
   "Joeh," mumlede Allan og trak lidt på det - hvis Sita gik med, så gik det jo ikke an at virke nervøs, men helt glad ved det var han nu ikke. De folk kunne være farlige og hvis nogen fik nys om at han omgikkes dem, kunne det også blive farligt, men han havde jo lovet at være med.
   "Så er det en aftale!" Sammy rakte ham hånden og Sammy trykkede den smalle, brune næve. Det var et overraskende fast håndtryk, Sammy gav ham. Hånden var tør og varm, Sammys øjne blev rolige og hans smil varmt. Det var ingen fælde - det var en tillidserklæring - måske ligefrem et tilbud om venskab?
   "Nå - jeg må hjemad," erklærede han så, "ellers bliver de urolige."
   "DE" var moderen og de gamle tanter. Sammy havde fortalt, at han ikke længere tjente på Sydgården.


* * *
   "Du, Allan," sagde Pil, næste formiddag, "er der ikke noget med, at du kan styre den taterhvalp?"
   "Øh?"
   Det var selvfølgelig ikke verdens mest begavede reaktion, men det tog faktisk Allan et øjeblik at blive klar over hvem og hvad Pil snakkede om.
   "Styre og styre," mumlede han så, "hvis det er Sammy, husbond mener, så er han en flink knægt."
   "Det er det nu ikke alle, der mener," fastslog Pil, gned sig på hagen og tilføjede: "Nogle siger, han er en bandit, hønsetyv og det, der er værre, men du kan vist få ham til at lystre - og han har vist fået sympati for dig."
   Allan rynkede uroligt brynene. Ville bonden udfritte ham om, hvad Sammy havde sagt eller ikke sagt??
   Pils næste ord, beroligede ham dog:
   "Jack er jo rendt af gårde og snart er Pete her jo heller ikke længere... og... hrm... ja, du eller Sita kan jo snakke med ham og Sita - hrm - kender jo hans - rrm - moder."
   "Jow," nikkede Allan og vidste ikke helt, hvad han skulle mene om det forslag. Han havde jo lige sagt, at Sammy var flink, men strengt taget kendte han ham jo ikke særlig godt.


2.
   Søndag sad Allan ved et fedtet langbord og overfor sad Barneys onkel.
   Zacharias Fax var en korpulent mand i fyrrerne. Midt i hans plumpe ansigt prangede en rødsprængt kartoffeltud og i hans fedtede vestelomme tittede en lommelærke frem. Med plirrende griseøjne så han på Allan:
   "Så du er den karl, der vil hilse på hr. Hayes?"
   Allan nikkede og ventede på en fortsættelse. Det lod til at Zeb, Barneys far, også ventede. Henne ved ildstedet rodede moderen med en pande og nogle kartofler.
   Barney var sendt ud at muge hos grisene, så hvad der nu skulle røbes, var åbenbart ikke for hans ører.
   Zacharias hostede tørt, før han fortsatte:
   "Hayes snakker jo ikke sådan med alle og enhver, men gerne med dygtige folk .Vil du være med i banden?"
   Ikke på vilkår, om han ville være forbryder, men Sita havde hvisket kærligt til ham, at han MÅTTE træffe den mand, så han anlagde en eftertænksom mine og påstod: "Det var nok ikke så værst."
   "Hvad har du bedrevet?" blandede Zeb sig og fangede en hovedlus, der døde mellem to forrevne, beskidte fingernegle.
   "Øhm," sagde Allan. Det imponerede nok ikke brødrene Fax, at han havde stjålet en skinke i et fadebur eller sneget sig til at malke en ko på en mark - og sådan lidt, bare for at afhjælpe sulten, hvis han ikke havde tjent penge en dag, mens han strejfede omkring. Måske skulle han opdigte noget?
   "Du har vel ikke slået nogen ihjel?" frittede Zeb, der heller ikke ligefrem var tynd. Selvom de var fattige lod det til, at de spiste godt.
   Allan rystede forskrækket på hovedet og Zeb fangede endnu en lus i sit skiddengrå hår.
   "Nu er det sådan, at en af Hayes's folk, har mistet en del af sit arvesølv og det vil han gerne have igen. Det befinder sig hos sir Hubert og han passer godt på det. En mand der bringer ham dette, vil han glædeligt snakke med."
   Sir Hubert var herren på Flueborg og om han så havde villet, var det vist ikke nemt at bryde ind sådan et sted - og slippe godt fra det.
   Der måtte være andre måder at træffe denne Hayes på, men helt afvise det, var muligvis en dum idé.
   "Det er ikke nemt," fastslog Zacharias, "så måske du skulle øve dig på at stjæle lidt fra de skidtvigtige bønder her omkring. Sammy og Joe kan nok hjælpe dig."
   "Hvem er Joe?" spurgte Allan og slikkede sine læber. De føltes så tørre som en sandstrand i sommersol.
   "Det er da Sammys storebror," udbrød Zeb.
   "Nåeh ja," nikkede Allan hurtigt. Husbond havde da vist nævnt ham under sit "forhør" af Sammy.
   Han sad åbenbart overfor et par forhærdede og temmelig svinske mænd, som ville have ham til at stjæle - og det kunne da ikke være det Sita og hendes fætter var ude på?
   Han ønskede, at Sita havde været her, men hun var gået over til mosteren og Sammy, for at viderebringe Pilebondens forslag.
   "Jeg må tænke over det," sagde han og de så forundrede på ham.
   Zeb grinede: "Gør du det. Ikke alle har mod til den slags."
   Vreden steg op i Allan. Den tarvelige mandsperson troede åbenbart han var en kujon og det var han ikke. Han skulle...
   Så bed han sig i underlæben og betvang sig. Hvis de troede, at angst var problemet, ville de vel ikke spekulere over, at han var (nå ja, så nogenlunde) en hæderlig mand og så frygtede de vel ikke, at han fandt på at sladre om dem.
   Barney kom ind og hans mor diskede op med brasede kartofler og spejlæg. Samtalen drejede ind på andre emner og egentlig blev det ganske hyggeligt, men tankerne rasede i Allans baghoved. Så snart høfligheden tillod det, rejste han sig og tog afsked.