I stuen hos Barneys familie sad der en fremmed og ventede. Der var daggamle stubbe på hans kløftede hage. På den ene kind snoede et slangeformet modermærke sig. De smalle øjne i det firskårne ansigt, lyste en smule op, da de trådte ind.
   "Der har vi jo de forvorpne ungersvende," hilste han med grødet stemme. Åbenbart havde han ventet utålmodigt og forsødet ventetiden med brændevin.
   "Daws, hr. Hayes," hilste Sammy høfligt. En trækning i mundvigen tydede på, at han ikke fandt manden særlig sympatisk. Et overrasket udtryk bredte sig i den firskårnes fjæs. Så grinede han og snappede to fingre sammen i retning af Zeb, der havde åbnet munden, som for at sige noget. Han klappede i, men sad med et betuttet smil i mundvigen.
   "Du må være den kvikkeste af bødlens unger," grinede den firskårne, "Hæ hæ - en bøddel og en heks - og så en fræk tyveknægt, der kan skyde med bue og pil."
   Du har snakket nok," afbrød Zachy, "nu skal vi se, hvad Sammy og Allan har med."
   Allan hilste og de slog sig ned ved bordet. De blev også budt på brændevin. Det var lidt for besk efter Allans smag, men han var tørstig og tog en stor slurk. Det varmede godt i gane og mave.
   Sammy fortalte om tyveriet. Både den fremmede, Zeb og Zachy samt Barney og hans mor lo.
   Allan glippede med øjenlågene, der føltes tunge. Der var sand i øjnene og hans hoved blev tungt, men han kunne da ikke sidde her ved bordet og falde i søvn.
   Stolt halede Sammy stagen frem og lod den fremmede se den.
   Han vendte og drejede den mellem sine grove hænder.
   Allans hoved faldt forover, ansigtet dalede ned mod hænderne på bordpladen.
   .Hvad mon den indbildske greve sagde, når han opdagede at stagen var væk? Hvornår mon han opdagede det?
   Sikkert ikke før en tjener blev sendt for at hente den, Allan så det for sig: ophidset kom den hovne tjener ind og meddelte at...
   Søvnen overmandede ham. Forestillingsbillederne blev til drømmebilleder.

Sheriffen følte sig gevaldigt mandig, i spidsen for sin tapre folk af ordenshåndhævere og ophidsede bønder.
   Han var i glimrende humør og nedlod sig til at sende et smil til den lille pige, der sad foran på hesten, hos hans mest betroede mand. Hun så dog ikke smilet. Betuttet og indhyllet i et hestedækken stirrede hun frem for sig.
   Hun var kommet løbende ind i kirken og havde afbrudt pastorens kedelige tordenprædiken om synd, fortabelse og tænders gnidsel. Det varede lidt før en behjertet sjæl forstod hendes hulkende beretning om overfald og vold. Normalt måtte den slags vente til efter kirketid og helst til om mandagen, men pigen nævnte et navn, der gjorde færden uopsættelig. Om de nu blot nåede frem i tide og greb niddingerne på fersk gerning.

"Læg dig hellere over i alkoven," gentog stemmen.
   Hu-uh," mumlede Allan og greb efter sin bevidsthed.
   Sir Lionel havde opdaget tyveriet. Eller var det bare noget han drømte? Han så ind i et venligt, men uroligt kvindeansigt.
   "De kommer," hviskede han, "vi må gemme stagen."
   "De skal jo se den," beroligede Barneys mor, "Sammy er gået dem i møde."
   Var Sammy gået lensgreven i møde? Nej, sikke noget vrøvl.
   "Du er meget træt," sagde kvinden.
   Og det var det han var. Meget træt. Han ville bare sove.


2.
   Allan sov som en sten og så måtte Sammy jo spørge på hans vegne:
   "Har De den halve anarkatsten med, hr. Hayes?"
   Den firskårne grinede til ham. mens han gned sit flammende, slangeformede modermærke: "Din kammerat får vist ikke hilst på Hayes i dag. Han snorker og Hayes er optaget af andre beskæftigelser. Det lader til, at det trækker ud."
   Mens Sammy sad og måbede, strakte den fremmede hånden ud: "Kald mig Jagurfjæs. Det er flot, at I bare vadede ind og tog stagen. Det synes Hayes sikkert også, men det undrer mig nu, hvor de bliver af."
   En tid ventede de, udvekslede spredte sætninger og raflede lidt. Så rejste Jagurfjæs sig og spurgte kort for hovedet, om Sammy ville med ud og se efter dem.
   "Hvad var det, de skulle?" spurgte Sammy. Han brød sig ikke om det situationen havde udviklet sig til.
   "Snakke med en, der skylder os penge," grinede Jagurfjæs, "og som desuden synger lidt for godt, men de tager sig sandelig god tid."
   "Gå du bare med," sagde Zeb, men hans stemme beroligede ikke Sammy.
   Den klang for spagt og tonløst, som om han var bange for gæsten.
   Sammy havde den største lyst til at ruske i Allan, men det nyttede sikkert ikke. Så træt som han havde virket.
   Måske skulle de have ventet med det tyveri?
   Noget senere, da han nølende var fulgt med Jagurfjæs, tvivlede han ligefrem på, at foretagendet var en god idé.
   De havde ikke gået ret langt, før de hørte hovslag. Galoperende heste kom imod dem og de så på hinanden, havde åbenbart hørt lyden på samme tid.
   "For Satan da," hvæsede Jagurfjæs og puffede til Sammy, så han tumlede forover. Glanende ned ad en skrænt, gik det op for ham, at manden ville have, de skulle gemme sig. Det var sikkert en god idé, så selvom opfordringen ikke blev fremsat særlig venligt, fulgte han den. Hurtigt lod han sig falde forover og krøb ned ad skrænten, mens øjnene søgte og fandt nogle buske. De var bladløse, men stod så tæt, at de alligevel kunne bruges som både værn og udkigspost.
   Som en levende strøm, med et utal af ben, susede mere end to håndfulde heste af sted oppe på vejen. Deres ånde stod ud af næseborene og rytterne dukkede sig fremover - undtagen den forreste, der rank så sig omkring.
   Han var foran de andre og lige ud for Sammys skjul, stoppede han op, holdt hånden op over øjnene for at skygge for den skarpe frostsol og se sig omkring.
   Sammy turde ikke røre sig, for man sagde, at sheriffen havde en skarp hørelse. Med et hjerte, der galoperede stærkere end hestene havde gjort, sad han på hug i sneen og kiggede ud mellem sammenfiltrede grene.
   Han havde tabt en træsko og hans strømpefod rørte ved noget. Et knæ var det vist. Jagurfjæs var altså lige bag ham. Hastigt trak Sammy foden til sig .Heldigvis sad manden helt stille.
   De andre ryttere var også standset. Sheriffens hest prustede og skrabede med den ene hov i sneen. Den ville sikkert gerne videre og et par andre dyr lod til at dele dens mening.
   En mand red op på siden af sheriffen og spurgte: "Er der noget mistænkeligt?"
   Foran på mandens hest sad der et barn, med et hestedækken om sig.
   "Jeg syntes lige der gik nogle på vejen - imod os," svarede sheriffen, "men måske det bare var bønder, der skulle en anden vej. Her er jo ingen."
   "Skal vi gennemsøge området, sherif?"
   Nej, tænkte Sammy og greb sig i at forme ordet med læberne. Heldigvis forblev det lydløst.
   Han stirrede på en bredskygget hat, Under den var sheriffens hoved og han ønskede, at han kunne proppe en besked ind i det. "Sig nej og rid videre," skulle den lyde. For Jagurfjæs var en forbryder, ingen tvivl om det og det ville ikke være godt at blive opdaget sammen med ham. Stagen kunne de da umuligt vide noget om...
   Sheriffen drejede hovedet. Midt i hans ansigt prangede en stor næse og under det vippede et fuldskæg.
   "Jeg vil hjem," sagde barnet, "I skal jage de onde væk."
   "Ja," sagde sheriffen, "lad os komme videre."

Hestene satte i trav og forsvandt langsomt. Da den sidste var ude af syne, sagde Jagurfjæs i et befalende tonefald: "Vi skyder genvej."
   Jeg skal give dig genvej, tænkte Sammy, for han havde mest lyst til at smutte tilbage til Faxernes rønne, ruske liv i Allan og komme væk, skjule stagen et sted og så vende hjem.
   Men der var jo det, at de skulle have fat på denne Hayes, ellers ville det hele være ødelagt og de fik ikke reddet verden.
   Temmelig sammenbidt fulgte han efter den tvære forbryder. De vekslede ikke mange ord, men travede i raskt fart af snørklede stier, til de nåede frem til et ensomt beliggende hus, hvorfra en vej dog førte frem mod nogle tage fra en landsby.
   Et gennemtrængende, skingert skrig flænsede luften.
   Som et lyn slog det ned i Sammy og fik ham til at stivne.
   Lyden af blandede stemmer trængte ind på ham og løsrev ham af den stivnede stilling.
   "Om bag laden," kommanderede Jagurfjæs.
   "Skal du bestemme det?" hvæsede Sammy. Alt i ham protesterede mod det, han pludselig anede, at de var på vej ind i .
   "Næh," hvæsede Jagurfjæs, "du kan også bare rende ind på gårdspladsen, men de kender dig jo ikke og de er i legehumør."
   Jagurfjæs havde ikke behøvet betone det sidste ord på en særlig måde. Sammy forstod godt, at "legene" kun var sjove for Hayes og hans mænd. Det var altså her de var. Nu havde Sammy ikke spor lyst til at møde dem, men der var ingen vej tilbage.
   Hvor grumme var de mon og hvor mange var de? Måske var det klogest at gøre som den ækle Jagurfjæs sagde?
   En tanke havde rumsteret i Sammys baghoved under den dystre vandretur. Måske var sheriffen på vej her over, sammen med sine mænd. Når de var så mange, var det nok, fordi nogle mænd fra landsbyerne var reddet med? Barnet var måske undsluppet og havde hentet hjælp. Men så havde de været her længe, banden - og mon så sheriffen kom frem i tide?
   I tide?
   Sheriffen kom altid ubelejligt og var ikke de fattiges ven, Måske legede de virkelig bare med folk på gården, drillede dem lidt, så de betalte, hvad de skyldte. De havde sikkert penge nok og ville bare ikke ud med dem. Gården så da rimelig velholdt ud.
   Snart stod de så foran laden og da døren var åben, var det fristende at smutte indenfor, men mon der var nogen?
   Det lød det til.
   "Lad mig være," tryglede en stemme.
   Svaret var en gusten latter.
   "Hvad foregår der?" tænkte Sammy højt.
   "Det er vel en af gutterne, der morer sig," svarede Jagurfjæs i et ligegyldigt tonefald.
   Morede sig! Med hvad? Det lød ikke til at den anden person i laden delte morskaben.
   Det lumre grin på mandens modermærke-skæmmede fjæs, fik det til at dæmre og en voldsom kvalme truede med at overvælde Sammy.
   Rygterne sagde, at Hayes-banden ud over at røve og hærge, myrdede, lemlæstede - og voldtog. Rygterne lod til at være sande.
   "Vil du gerne være med?" grinede Jagurfjæs, "skal vi gå ind og bese varen?"
   Hayes og hans bande var venner med Faxerne og Joe, så helt onde, kunne de ikke være. Ham stodderen derinde lod nok bare som om han ville voldtage kvinden?
   Det glimtede koldt i Jagurfjæsets øjne og han var allerede på vej ind.
   Skulle man fortælle ham, at sheriffen nok var på vej? Det kunne han vel selv regne ud og hvis nu de alligevel var rigtig onde, så havde de bare godt af det, havde de.
   Sammy fulgte efter. Han følte på buen, skævede til sit pilekogger og sendte sin dolk en hastig tanke.

Hun stod lænet op af væggen, med blodigt ansigt og forrevet tøj. Skrækslagent prøvede hun at holde laserne sammen om sig. Hun rettede sine øjne mod dem og selvom hun bare hviskede, fangede Sammy hendes bønfaldende ord: "Hjælp!"
   "Lækker lille tøs," smaskede Jagurfjæs, "men næppe jomfru mere."
   Sammy spændte ben for ham og da han ramte gulvet, havde han fat i buen.
   Den anden mand stod endnu med ryggen til, bøjet efter noget på gulvet. Sammy famlede efter en pil, glanede på bagen og tog sigte.
   DET her skulle de to møgdyr ikke slippe godt fra.
   Et olmt brøl undslap voldtægtsforbryderen og han vendte sig rasende om. Jagurfjæs var i færd med at rejse sig, men et spark i det grimme fjæs, sendte ham ned igen.
   "Jeg - jeg har flere pile," oplyste Sammy. Hans fingre rystede noget så forbandet, men møgdyret måtte ikke opdage, at angsten var ved at vinde over raseriet.
   "Hvad i alverden?" skurrede en stemme henne fra ladeporten.
   For sent gik det op for Sammy, at man ikke skal vende sig efter en stemme, når man står overfor en rasende modstander, der er større end en selv.


* * *
   "De kommer! De kommer!" skreg en skinger stemme.
   Var det da helt umuligt at få lov til at sove?
   "Hvem kommer?" var en stemme så venlig at spørge for ham.
   Zachy eller Zeb?
   Det var en af Fax-brødrene, der spurgte.
   Allan satte sig brat over ende, skød dynen til side og var med et lysvågen. Alkoven befandt sig i et lille sove-aflukke og stemmerne kom fra stuen.
   Foran ham stod Barney. Hele hans lille, fede krop rystede. I hans hænder dirrede stagen som et tungt espeløv. Skrækken stod malet i hans ansigt.
   "Kyl den ind under alkoven," opfordrede Allan lavt og indtrængende. Måske var det ikke Sakurius´s mest geniale gemmested, men der var ikke tid til at finde på noget bedre.
   Drengen adlød grundigt. Som en krydsning mellem en hundehvalp og en slange møvede han sig ind under alkoven, der heldigvis var af den højbenede slags. Alligevel lykkedes det ham at hænge fast og hans tykke ben sprællede mod gulvet.
   "Tryk dig ned og kryb ud igen," hvæsede Allan lavmælt, men drengen var gået i panik. Resolut plantede Allan en næve om hver ankel og trak til.
   Med et svup kom Barney ud. Trykket fra den heftige bevægelse og tyngden af drengekroppen, drev Allan baglæns.
   Han tumlede mod et korpus. En næse ramte ham i nakken og i ryggen fik han en vom.
   "For den lede da. Skal han vælte mig? Hvor vover han?!"
   Vrede ord haglede ned over Allan bagfra. Barney krøb sammen som en jamrende kattekilling, idet Allan slap ham.
   Blodet steg Allan til hovedet; det var umuligt at sove med alle disse idiotiske forstyrrelser. Han ville ikke finde sig i det!
   Først da han stod bøjet ind over den målløse, blegnæbede sherif gik det op for ham, hvad han havde gjort.
   Og alligevel fattede han det ikke.
   Blodet fossede ud af den store kartoffeltud. Det løb ned over læberne og blandede sig med en smal stribe fra den ene mundvige.
   Mens Allan gned sine ømme knoer, spekulerede han som en vanvittig på, hvor sheriffen var kommet fra. Var det hans tynde stemme, der stakåndet havde fablet om nogle, der kom?
   Det kunne da ikke passe? Underligt omtåget strakte han langsomt en hånd ud og åbnede munden. Det var aldeles forbudt at banke lovens håndhæver. Han måtte få ham på højkant, undskylde og forklare,
   "Hvad har du dog gjort, mand?!" udbrød den ene af Fax´erne, som en forlængelse af Allans egne tanker.
   "Det modbydelige svin vovede at slå mig," tordnede sheriffen og kom på højkant, "han troede vel han kunne slippe væk, men han kan tro om. Grib ham!"
   "Jeg ville jo ikke... jeg..." stammede Allan.
   To af sheriffens håndlangere kom imod ham. Med deres solbrændte ansigter og hårde, skinnende øjne var de det grimmeste, mest ækle, han længe havde set.
   Hvor var Sammy? Hvor pokker var den knægt, når man havde brug for ham?
   Det stod ikke Allan helt klart, hvad Sammy skulle kunne gøre, men en vag forestilling om, at hans gode snakketøj kunne redde situationen, kredsede rundt i hans trætte, forvirrede hjerne.
   En indskydelse bød ham at skubbe de to idioter bort, men en indre stemme advarede ham om, at det bare ville gøre ondt værre. Om end modvilligt lod han dem presse hans arme om ryggen og som i en døs lod han sig bagbinde.
   De puffede ham hen mod to andre solbrændte narrøve. De stod med en spinkel, lille mand mellem sig. Han var deres fange og han stirrede udslukt mod Allan. Zeb og Zachy var også bagbundne og en mand med et betydningsfuldt udtryk i sit grimme fjæs pegede fornøjet på dem med en gammel baglader-bøsse.
   Forsmædeligt bagbundet blev han puffet gennem stuen. Der stod Barneys mor. Med tomme, opgivende øjne så hun kort på dem og så væk. En lille pige klyngede sig til hendes skørt.
   En lille pige?!
   Hvad lavede hun dog her? Havde Barney en lillesøster?
   "Du kan vente dig, din lille møgunge!" truede den ukendte fange.