Modstridende følelser og tanker for gennem Allan, da han mærkede Sitas kærlige greb om nakken.
Hun frygtede ham ikke og det var han glad for. Men underligt var det. Hun var jo ikke dum, så hun kunne nok forstå, han var sur og skuffet over, at hun havde trolovet sig med Sammy og født hans unge. Var hun ude på at formilde ham, så de begge slap for hans vrede eller mente hun ikke, han turde gøre noget?
Hendes krop var tæt mod hans og han mærkede sveden pible frem.
Han ville se hendes ansigt, for dér kunne han måske læse en del af svarene.
Han gjorde sig fri af hende. Hun trådte et par skridt tilbage.
Der var et betuttet udtryk i hendes ansigt. Han kunne ikke tyde det, men nu ville han have besked.
"Hvorfor ventede du ikke?" brast det ud af Allan. Det skulle lyde brøsigt, men Sita så ikke mere forskrækket ud end før, så måske klang det snarere fortvivlet? Hendes ansigtsudtryk kunne tyde på det.
Hvad bildte hun sig ind? Hun skulle ikke stå der og få ondt af ham!
"Var det lille Samuel?" blandede Greg sig. Han målte Sita med sine stikkende kæmpeøjne - hånligt og bedømmende. Alt for hastigt gled hans blik nedad, væk fra hendes ansigt, som for at understrege, at han var ligeglad med hende som menneske, men muligvis kunne bruge hendes krop.
"Fætter Fup her siger, at det bare skete," fremturede Hayes. Sammy sendte ham et ondt blik. Stivnede Hayes i et kort øjeblik? Veg hans blik for den foragt og vrede, der var i knægtens fjæs? Før Allan nåede at fryde sig, var det ovre. Havde han set forkert?
"Der var måske ikke meget ved ham Allan, som mandfolk?"
Greg var virkelig ude på at skabe splid og spektakel. Han skulle have sig en lussing, skulle han - og så ellers bare forsvinde, for hvad ragede det her ham?
Allans øjne glippede usikkert og en forræderisk rød kulør skimtedes på hans blege kinder. Arrigt knyttede han næverne og frygtede, at svaret stod malet i hans ansigt.
"Jo, det kan du bande på der var!"
Sita løj med eftertryk og sendte Greg et overbevisende grin.
Der efter smilede hun til Allan. Det var et lille, usikkert smil. Hendes øjne var blanke og hun virkede skrøbelig. Sådan havde han vist ikke set hende før.
Hun var ked af det, men havde reddet hans ære.
Allan gav op og lagde sine arme om hende igen.
Ud af øjenkrogen skottede han til Sammy. Hvad ville knægten nu gøre?
"Dumme tøs!"
Allan stivnede ved vredesudbruddet. Stemmen skingrede arrigt, men det var ikke Sammys.
Uden at han havde lagt mærke til det, var en sortklædt kvinde trådt ud på gårdspladsen. Hun stod tæt ved dem og hendes mørke øjne skød lyn. Vreden gjaldt vist også ham, så han måtte hellere tage sig sammen og formilde hende. Ikke at han var bange for konen, men han trængte mere til at snakke end til at skændes.
"Goddag, Julie," hilste Allan, "du har vel ikke helt glemt Sitas forrige trolovede?"
"Vist ikke, men hvad vil du?"
"Vi vil snakke," sagde Allan og sendte Greg et knusende blik, som dog ikke lod til at forskrække ham.
Allan slap Sita. Hun lod sig glide ud af hans favn, snurrede rundt og så på sin mor. Moderen stillede sig ved siden af Sita. Med hænderne plantet på sine hofter så hun indgående på Hayes, der gloede hånligt på Sammy. Sammy og Greg var lige ved at fare i totterne på hinanden. Nå ja, de havde jo deres at gøre op og ingen af dem ville lade sig overvinde uden videre. Han måtte vinde tid og få styr på sine tanker. De var jo ikke bare kommet for at få at vide, hvad Sita og Sammy havde fordrevet ventetiden med; der stod vigtigere sager på spil. Ikke at de egentlig forekom ham vigtigere lige nu, men han havde formanet sig selv om, at de VAR det....
Han vædede underlæben. Av for pokker - den smagte af blod, så hårdt havde han presset sine fortænder ned i den.
Det forekom ham at konen, der stod overfor ham havde forandret sig, men det var jo også længe siden han havde været her sidst. Hun var klædt helt i sort,,, men hendes grånende hår tittede frem under kysen og hun virkede ikke helt så sønderknust, som han allerførst havde troet.
"Det gør mig ondt, at din mand er død," sagde han til Julie, "hvordan skete det.?"
"Han blev syg."
Julies snappende stemme understregede, at hun ikke havde lyst til at berette detaljeret. Hendes øjne hvilede på ham, som om hun øvede sig i at stirre ind i hans sjæl.
"Er der ikke en smule gravøl tilbage?" spurgte han, "eller noget andet øl. Vi er grusomt tørstige og jeg har længtes efter dit pragtfulde bryg. Man snakker godt over en tår øl og vi har meget at tale om."
Mon smigeren virkede på hende? Et smil ville nok hjælpe, men han kunne ikke rigtigt få det frem. Det blev vist bare til en usikker trækning og om et øjeblik havde Greg fået tirret Sammy så meget, at han gik til angreb. Eller omvendt? Så kunne det blive svært at få en fornuftig samtale i gang og måske ville det hele være ødelagt - planetens frelse og alt det der.
Han stirrede på hendes næse, der lignede Kathies, bare uden vorte.
"Så kom da ind og lad os snakke."
Lurede der munterhed under hendes gravalvorlige stemme eller bedrog hans sanser ham?
Lettelsen skyllede gennem ham, for nu kunne han tillade sig at råbe:
"Vent med at slås, I to. Kom ind og få en tår øl!"
"Sagde han øl?"
Greg gloede på Sammy, hvis næve spillede foran ham.
Knægten nikkede kort og lurede på hans bevægelser. Det havde han god grund til, men det føltes rart, at blive regnet for en farlig modstander og han havde tænkt sig at nyde situationen lidt, inden han masede luften ud af det lille sorte kryb.
Men øl? Det var sgu da længe siden, han havde smagt den drik - og hvis de virkelig bød ham ind på øl, kunne han godt drikke et krusfuld.
"Lader du mig komme indenfor?"
Hvis hvalpen sagde ja, så var det nok fordi, der ventede nogle der inde - måske de åndsforladte bønder, de havde mødt? Man lod da ikke en mand som ham komme ind i sit hus.
"Min svigermor inviterer dig og det er hendes hus lige nu."
"Du vil altså ikke forhindre det?"
"Næh," sagde Sammy, "der er meget at snakke om og vi kan slås en anden gang."
Det kunne han lige bande på, at de kunne!
Og han skulle nok klare de dumme bønder, hvis de var der, sagde han til sig selv, men alligevel for et strejf af lettelse gennem ham, da der kun stod en purung kvinde med et spædbarn. Hun så nysgerrigt på ham og brød sig vist ikke om det hun så, men hun kunne vente sig. Han skulle nok finde et tidspunkt, hvor han kunne ændre hendes fordømmelse til skræk. Og hun så jo godt ud, den lille.
Snart sad de bænket omkring langbordet, som nu var dækket med mad og fyldte ølkrus.
Sita havde anbragt sig ved siden af Allan og kunne slet ikke få nok af hans nærhed. Over for hende sad Lev med den lille i favnen. Spædbarnet klynkede lidt.
"Nåeh, skal du over til farmand - skal farmand trøste dig?" Lev småsnakkede med ungen og rakte ham til Sammy, der sad lige ved siden af.
Straks den kom over i Sammys arme, pludrede den eller hvad nu de sære grynt kaldtes.
"Er han ikke en herlig unge?" Sammy så på den lille med et kærligt blik, kildede ham under hagen og fik spædbarnet til at udstøde en lille tilfreds lyd. "Fars lille sukkergris!" sagde han og grinede til Allan.
Ungen lignede en abe, gjorde den. Den var faktisk ikke særlig køn, men godt nok meget lille.
Allan knyttede næverne under bordet. Hvad Hulen? Gjorde svinet nar af ham? Nu kunne det være nok! Tanker om, hvorfor han skulle blandes ind i det her og sidde så længe i den rædsomme celle, havde længe ulmet i hans indre. Nu blev det blandet med et synligt bevis for vennernes utroskab og det kogte i ham.
Som en strøm af rødglødende lava fossede ordene ud af ham: "Nå, så det var derfor jeg skulle i fængsel. Du ville have hende for dig selv. Derfor fandt du på det lort om den stage. Det passer dig vist ikke, at din mor, sendte den der mærkelige hær eller hvad det var........."
Et sted langt borte forekom det Allan, at det var noget vrøvl, han lirede af sig, men han kunne ikke stoppe.
Han var sprunget op fra bænken og midt i alle udgydelserne, gik det op for ham, at nu stod Sammy også op.
Den lille abeunge hylede og Sita tog den. Hun bar den i sikkerhed bag en dør, som hun lukkede efter sig.
Der var tavst omkring ham. Sammys ansigt var lukket og hans næver hårdt knyttede.
Nå, han kunne nok ikke forklare sig. Han havde vel ingen forklaringer, men troede måske han kunne slippe for tæsk, bare fordi de skulle redde verden?
Ophidset sprang Allan op over bordet, for at tage fat i kraven på Sammy.
AV, for pokker - gulvet sprang på ham. Han lå ned og det gjorde ondt i hovedet.
Den forbandede...
Hurtigt kom han på benene. Hvor pokker var den lille skid?
"I ødelægger min stue!" jamrede Julie.
"Mas ham!" hujede Greg.
Sammy stod henne ved døren.
"Vi går udenfor, kez war," foreslog han.
"Nu skal du få betalt!" lovede Allan.
"Det må jeg se!" udbrød Greg og rejste sig op. Han satte sig dog ned med det samme, for han var lidt ør i hovedet. Ikke noget særligt, for det forsvandt næsten, da han sad ned igen. Men nu skævede den unge pige til ham. Lillesøsteren med de småbitte buler i kjolen og det kønne fjæs. Hun så helt venlig ud nu.
"Er du leder af en farlig bande?" spurgte Lev og Greg nikkede smigret. Han havde allerede tømt et krus øl og nu tog han en stor slurk af det nye, der var skænket til ham. Han drak faktisk ikke særlig tit og havde da slet ikke gjort det i fængslet, men det her bryg, smagte aldeles fortræffeligt. Han sad og blev i helt godt humør.
"Hvordan er du sluppet af fængslet?" Sitas lillesøster spurgte hurtigt og så ned på sit brød.
Vidste pigen mon besked med Kathie og den mærkelige hær?
Tøvende skottede Greg til Julie, men han kunne ikke rigtigt tyde udtrykket i hendes ansigt.
"De må vel selv finde ud det, de kamphaner," sagde konen.
Greg ville nødigt gå glip af optrinet, men på den anden side holdt han af at fortælle historier om lidelse. Og de lyttede vist begge to.
"Der var nogle, der syntes vi havde siddet der længe nok," begyndte han, "så de befriede os."
"Er I så ikke eftersøgte?"
Det var søsteren, der spurgte.
"Nej - for skiderikkerne blev så bange, at de skrev løsladelsespapirer til os. Vi er frie mænd."
"Men hvordan?" Det var igen lillesøsteren. Nu så hun nysgerrigt på Greg. Nå så den lille finke brød sig måske lidt bedre om ham nu? Ja, ikke fordi det betød noget, men alligevel... det var selvfølgelig den søde, gode øl, der fik ham til at tro det.... men nu skulle hun høre.
Julie lyttede med et halvt øre og skuttede sig i sin sorte kjole. Nu var denne Allan Coutly altså dukket op og ville tage Sita tilbage og tøsen havde ikke noget imod det, men det skulle blive løgn, skulle det. Mon ikke Sammy nok skulle få ham til at fatte det? Knægten var ganske vist spinkel, men kunne vel et og andet. Så længe de holdt den lille, fæle mand her inde, så havde han i hvert fald en mulighed.
Det var ellers noget af en eventyrlig beretning den lille mand diskede op med. Kunne Kathie virkelig fremmane de Underjordiske eller var det stenen, der havde forårsaget det? At der var noget i gærde, var hun klar over.
Gregs ord blev til en summen, for Julie tænkte på sin søster:
Kathie havde opsøgt hende. Efter alle disse år, var hun pludselig dukket op, aftenen efter Bills død. Først havde hun talt temmelig længe med sin søn, som hun havde forlangt kom udenfor. Og bagefter var hun trådt ind i stuen.
Dér havde hun stået med udbredte arme og sagt:
"TILLYKKE, kære søster - endelig er du sluppet af med den tyran!"
Julie var bristet i en skærende, skræmt latter.
Bill lå ligklædt på bordet og naboerne kunne kigge ind hvert øjeblik. Hvad ville de ikke tænke ved hendes upassende ord? Kathie kunne da ikke ane noget, kunne hun?
Efter alle de år kunne Julie ikke bare kaste sig i søsterens arme, men sende hende bort kunne hun nu heller ikke, så de havde fået sig en lang snak. Det havde gjort godt, men også forøget den forvirring, Sammy havde vækket hos hende. Var den kristne tro virkelig bare noget ondskabsfuldt sludder? Skulle Tydanien og resten af Sakurius frelses af denne Allan Coutly samt en unaturlig, bandlyst greve, en bondepige, der boede i en heksegrotte og en forhærdet, modbydelig forbryder? DET lød besynderligt!
Og hvem var mon så de to sidste af de rette? Troldmanden kunne måske være Jacob? Eller Sammy? Men kunne dronningen være det forvildede pigebarn, der lod sin fætter lide for sin synd? Hendes egen Sita?
"En hulens masse pile kom flyvende gennem luften og borede sig ind i de fine og i vagterne. De skreg om kap og vred sig som orme. Utroligt som folk kan bevæge sig omkring, når de får en pil i låret...," hørte hun Greg fortælle. Hun hørte også, at han fortabte sig i detaljer om, hvilke stillinger de lå i og hvor meget de, der endnu ikke var bevidstløse jamrede og bad.
"Vi trak selvfølgelig pilene ud," sagde Greg, da han endelig var færdig med at gengive jammeren i en vrængende, drilsk tone, "ja, jeg har da gemt et par stykker. Vil I se dem?"
Uden at vente på svar, men med sans for dramatik, halede han nogle pile frem af et tornyster, der hang over hans skulder. Det var lange pile med fjer i enderne og med blodpletter på spidserne. Der var tre pile og de to af dem, var prydet med blå fjer - blå i forskellige nuancer og med gule cirkler, omtrent i midten.
Julie betragtede dem undrende. Hvilken fugl kunne de stamme fra? Hun mente dog aldrig hun havde set blå fugle i haven eller i skoven, heller ikke selvom hun tænkte tilbage i tiden.
Derimod kunne hun nok se, at den brune fjer på den sidste af pilene måtte stamme fra en ørn - og en sådan fugl havde Sammy fundet død i skoven. Eller skudt?
I hvert fald havde han plukket den og brugt den til de pile, som han selv fremstillede. Han havde siddet netop her ved bordet og arbejdet med det. Pilespidserne havde han fra Pablo, havde han oplyst.
"Var Sammy med til at befri jer?" udbrød Julie.
"Ja, han må jo kunne lide ballade!" mente Greg og tilføjede, med et strøg af skuffelse;
"Allan har sikkert smadret ham nu og vi så det ikke engang."
"Sammy har sikkert fået ham dysset ned," mente Julie uroligt. Måske skulle hun alligevel gå ud og se, hvad der foregik?