Allan mærkede halmstrå under sine bare fødder. Et tyndt lag af dem var drysset ud over jordgulvet. Eller var det kun her, hvor han sad? Der var mørkt og stanken truede med at kvæle ham. Lugten var tyk og levnede ikke meget plads til ilt. Det var en ram, modbydelig blanding af urin, mug, ekskrementer og opkast. Mere ækelt kunne det næppe blive. De havde kylet ham der ind, så han slog skulderen. Nu sad han og gned den, for det gjorde forbistret ondt. De forudgående hændelser løb gennem ham i hastige flakkende billeder: De lod ham ligge på en bænk og der kom en mand og undersøgte ham, før de tog ham i forhør. Nu havde de opdaget tyveriet og ville absolut have det til at være derfor, han slog sheriffen. Han tilstod tyveriet og opgav at forklare, at volden mod sheriffen var et søvnigt og dumt uheld. De spurgte også til Sammy, men selvfølgelig påstod Allan, at han ikke havde noget med det at gøre. Man var vel et ordentligt mandfolk, der ikke sladrede om sine venner?
   De troede ham og fordi han tilstod blev han ikke udsat for tortur.
   Det var sir Lionel selv, der var dommer og hvor så han fjollet ud med hvid paryk. Hans dom faldt hurtigt, koldt og hårdt:
   "To år i tugthuset vil måske få dig på ret vej."
   TO ÅR?! Så længe kunne han da umuligt overleve i dette hul. Jerndøren var smækket og låst. Vagterne var gået. Han var fanget og hev efter vejret, hørte sin egen vejrtrækning, der var tynd og hivende, som om lungerne var betændte.
   Så vænnede hans øjne sig til mørket. Det var alligevel ikke helt tæt, for højt oppe sad der et lille glughul med tremmer for og en smule aftenlys trængte ind. Cellen lå hen i gråtoner.
   Det rumsterede og han opdagede med et, at han ikke var alene i den klamme, ækle celle. Overfor ham sad en sammenkrøbet skikkelse og iagttog ham tavst. Stor var den ikke, men der var både arme og ben. Der var også et ansigt og selvom det mest lignede et spidst rottefjæs, så måtte det være et menneskes.
   "God aften," lød det ud i rummet. Stemmen var ru og skurrende.
   "God aften," hilste Allan, "hvem er du?"
   "Jeg er Gregory Hayes!" oplyste skikkelsen.
   Sikke noget sludder! Han havde jo hilst på Hayes hos familien Fax.
   Eller havde han? Både sheriffen og sir Lionel havde ævlet om, at de havde taget selveste Hayes på fersk gerning. Der var en del Allan ikke havde styr på, men denne lille mand kunne ikke være anføreren. Han så ud til at være mindre end Sammy og lige så spinkel i det.
   "Og jeg er Sorte Bill," løj Allan.
   "Ja så," sagde skikkelsen, "men så velopstået af graven, du gamle. Blev du for træls at have ned i Helvede?"
   Stemmen var påtaget munter, men skurrede som en stålbørste og han var gennemskuet. Hayes eller hvem han nu var, havde gennemskuet hans mistro og den irriterede ham.
   "Undskyld," skyndte han sig at sige, "jeg hedder Allan. Hvis du virkelig er Hayes, så kan du vel fortælle mig, hvad du vil med den stage, vi stjal."
   "Så DU er Allan? Jo, jeg kunne godt betro dig, hvad jeg ville med stagen, men måske vi skulle lære hinanden at kende først? Det lader jo til, vi får god tid til det."
   En kort, bjæffende latter fulgte efter hans ord og det løb koldt ned af Allans rygrad.
   To år -i denne celle.
   Men der var jo noget andet med Hayes. Uvilkårligt følte Allan efter, med en hånd mod den stribede særk. Den halve anarkatsten hang der vel endnu? Han havde puttet selve stenen ind i en lille snørepose, med et kors på og bundet den godt til, så båndet dog stadig stak op og hang om hans hals. Derfor havde de ladet ham beholde den.
   Og selvfølgelig var den der endnu.
   "Men har du den anden halve anarkatsten?" tænkte han højt. Hvis han havde det, var han jo en af de rette og måske ikke så slem endda. Man skulle jo hverken skue hunden på hårene eller tro alt, hvad man hørte.
   "Det spurgte den lille, sorte skiderik også efter," svarede Greg. Han betonede oplysningen på en måde, der røbede, at han vidste, det ville interessere Allan.
   "Hvilken lille sort...?" spurgte Allan uroligt.
   Sammy var da brun og ikke sort, men han havde sorte øjne og sort hår.
   "Den næsvise taterunge," svarede Hayes drillende.
   "Mener du Sammy, Kathies søn?"
   "Sammy? Joeh, det lyder som ham. Samuel Keily - snakkende knægt og et værre fjols."
   "Hvor har du mødt ham? Hvornår?"
   Raseriet vældede op i Allan. Hvis Hayes havde mødt Sammy, skulle han straks fortælle nærmere i stedet for at sidde der og drille.
   Han havde råbt og var på nippet til at rejse sig for at ruske den lille mand.
   "Du er ikke konge endnu," erklærede manden koldt, i stedet for at svare.
   Hvorfor kredsede han omkring emner og hændelser, antydede noget og ville ikke nærmere ind på det?
   Han ville vide mere om Sammy, men hvad var det for noget med det sidste sludder?
   "Hvorfor Fanden snakker du om, at jeg ikke er konge endnu?" brølede Allan. -"og hvad ER der med Sammy og med den stage?!"
   "Kan vi så få ro," buldrede en stemme, "hvis I ikke vil hilse på krabasken, så bliver der ro nu."

"Der hænger en melsæk på væggen," hviskede Hayes, "tag den over dig." Allan fulgte forslaget og skreg, fordi en horde lopper krøb ud over ham og slukkede deres umættelige blodtørst. Han klaskede sig vildt på arme og ben og kylede sækken fra sig.
   "Ro!" brølede vagten rasende og Allan kneb læberne sammen. Han måtte prøve at sove, men det blev uden den loppebefængte melsæk, gjorde det.
   "Vi snakker videre i morgen," hviskede Hayes's ru stemme.


* * *
   Sita pustede på sine kolde, blålige hænder, mens hun opgivende så ud over den hvide gårdsplads. Det var morgen og hun var lige blevet færdig med at malke.. Kun hun og Pilebonden var oppe og Pil var i dårligt humør, fordi han havde mistet begge sine karle. Og fordi Martha var syg - sikkert efter den natlige tur ud til Jacob Hun ville gerne have været hos Kajtan-søstrene straks, nu da hun vidste, hun var en udvalgt, men Jacob havde sagt, at hun måtte vente. "De vil sende dig et tegn, når tiden er inde," havde han sagt og set hemmelighedsfuld ud.
   Bare den lille Martha nu ikke snakkede i søvne eller febervildelse og røbede noget. Og hvorfor skulle det pigebarn være udvalgt?
   Sita fnøs irriteret. Hvad var mon hendes egen rolle i dette her? Den som fik eller fandt skrinet, skulle jo være dronning og det havde hun så sandelig regnet med, skulle være hende. Det passede jo fint, eftersom Allan jo skulle være den ny kong Atkar - i mange drømme havde hun set sig selv ved hans side, siddende i tronstolen eller skuende ud over den frodige Duedal, når krystallen havde ledt dem derhen. Og blev det mon til noget, nu hvor Allan var i fængsel?
   Sukkende traskede Sita hen mod stuehuset, men en lyd ramte hendes kolde ører og hun stoppede op. Bjælder? Lyden var svag, men ringlende. Naboens får gik da vist ude endnu. Var nogle af dem sluppet løs og søgte mod Pilegården?
   Så måtte hun vente med at tænde op i ildstedet og med at vække resten af familien Pil. Det var Marthas arbejde, men mens hun lå syg, hvilede det på Sita.
   Irriteret slog hun kuskeslag og gik i retning af lyden.
   Mærkeligt nok lød det som om fårene fulgte vejen. Lyden kom imod hende og ud for nabogården blev hun klar over at det ikke var får, men rensdyr. Der fandtes ikke mange af dem i Tydanien, men længere mod de fjerne bjerge levede der små, spredte flokke og i en landsby, få mil borte, holdt en bonde nogle stykker som husdyr. Det måtte være ham, der kom. Nu blev det tydeligt, at en kane var spændt efter renerne. Hun stoppede, for det var et sjældent syn og Pils skulle have at vide, hvordan det så ud. Renerne stoppede også og en af dem strakte mulen frem mod frynserne på hendes sjal. "Irk," udbrød hun forskrækket.
   "Bare klø den mellem gevirerne og ryk forsigtigt i sjalet," rådede en stemme, hun kendte.
   "Sammy!" udbrød hun. Og der sad han og grinede til hende, fra sædet i kanen.
   "Jeg fandt ham sgu," erklærede Joe stolt. Han sad tæt sammen med sin lillebror og de deltes om et gråbrunt tæppe.
   "Kan ske jomfruen vil have en tur?" smilede en jovialt udseende bonde fra kuskesædet.
   "Det vil min lille kusine nok gerne," mente Joe. Og han havde ret, så snart efter sad hun i kanen.


* * *
   Om morgenen lykkedes det den skarpe frostsol, at finde vej ned i cellen. Fra et ganske lille, tilgitret glughul spredte den en lille bitte smule af sin herlighed til de to i cellen, Strejfet af varme og livsmod, som det indgød dem, svandt dog ved synet af den skårede lerskål, der blev skubbet ind til dem gennem en lem i døren. Rundt om to træsleve flød nogle sært udseende klumper omkring i grumset vand. Det skulle vist desværre forestille morgenmad.
   "Spis!" opfordrede vagtens stemme, gennem lugen, "og glæd jer over, at sneen ligger så højt, at I kan arbejde i stenbruddet i dag,"
   "Så skal vi vel skovle sne," gættede Hayes og stak den ene slev ned i "suppen."
   "Fortæl nu om Sammy!" opfordrede Allan, "og bagefter vil jeg gerne se Anarkatstenen."
   "Manden skyldte mig penge," begyndte Greg, "Temmelig mange penge. Han er luddoven, fordrukken og uberegnelig. Derfor skyldte han også sir Lionel og derfor måtte han af med stagen, som han skulle passe på - for mig! Så forstår du vel, at jeg gerne vil have den igen?
   Allan nikkede og ventede irriteret på en fortsættelse.
   Efter en lang pause, hvor Greg søbede den tynde suppe i sig, fortsatte han:
   "Jeg hørte jo så at I to ville skaffe den til mig - og fik dagen at vide, men om lørdagen, fik jeg en anden besked; usling havde stukket os til sheriffen, for på den lumske måde, at slippe for at betale sin gæld. Hvor ynkelig kan man være?"
   "Det var tarveligt!" medgav Allan og anstrengte sig for at få suppen til at glide ned.
   "Vi blev nødt til at tage over og give ham en lærestreg!" fortsatte Greg, "og jeg gik da ud fra I ventede, til vi kom. Nå, men for en sikkerheds skyld sendte jeg Jagurfjæs - en mand, jeg stoler på. Han er dum som en dør og en kujon, der kun tænker på sig selv, men han frygter mig."
   Greg smilede veltilfreds og kynisk.
   Så det var Greg og hans mænd, Sammy var gået i møde.
   "Så dukkede Sammy op, mens I straffede stikkeren?" gættede Allan.
   "Noget i den retning," sagde Greg, "ja, stikkeren havde jo fået sin bekomst og var faret ned i Helvede - det gætter jeg da på. Hæ hæ. Jeg troede vi færdige, men opdagede så, at jeg manglede nogle mænd - den slags duer ikke, så jeg befalede, at de skulle findes. Da jeg ikke havde så meget andet at tage mig til, så deltog jeg også i "eftersøgningen." - og vil du tænke dig, Allan - så havde han fundet en jomfru og ville beholde hende for sig selv."
   Greg rystede misbilligende på hovedet og det vendte sig i Allan. Hvis ikke det var fordi, han måtte høre resten, så kunne han kvæle den lille, slimede mand.
   "men det syntes hverken Jagurfjæs eller din lille kammerat om."
   Han afbrød igen sig selv og så på Allan med et sigende blik.
   "De sloges om, at komme til. Hun så nu også så sød ud, den lille - desværre for kamphanerne dukkede sheriffen op."
   "Du lyver!" skreg Allan og knyttede næverne, Nu skulle han få.
   "Dukkede sheriffen ikke op," sagde Greg og spillede med fuldt overlæg dum
   "Sammy voldtog ikke den pige!" råbte Allan.
   Greg grinede hånligt:
   "Er du sikker? Han ville jo gerne være med i blandt os."