Sneen knasede under deres fødder og satte sig fast i træskobundenes hulrum, så de blev tunge at gå i. Allan stoppede op. Modvilligt lod han en hånd glide ud af trøjeærmet og skrabede først den ene og så den anden fri for sne. Den sidste omgang sne æltede han sammen til en snebold. Den lå godt i hånden, lige til at kaste i nakken på Sammy, der var stoppet op nogle få skridt længere henne af stien.
   Det var Sammys skyld, at han gik her og frøs, i stedet for at have stjålet sig til et hvil, mens Pilefamilien var i kirke.
   Det var søndag, det var blevet december og de var på vej op til Flueborg.
   Sita havde besøgt Angus´s fætter og afleveret brevet. Aftalen var blevet, at de skulle vente, til denne person, denne Anthony, gav klarmelding.
   Nu havde han givet den. Han havde sendt et pigebarn, der fortalte, at de skulle følge en sti, der var en slags bagvej op til borgen.
   Sammy påstod, at den kendte han godt, men gad vide om det passede? Foran dem var alting hvidt og der stod godt nok nogle træer her og der, som for at markere, at det var en sti, de fulgte, men den var noget snørklet, så måske var de drejet af et forkert sted?
   "Er du sikker på du kender vejen?" brokkede Allan sig, mens hans ånde frøs til is og lignede en forfløjen spøgelses-sky.
   "Du kan bare gå hjem på gården," snerrede Sammy irriteret, "jeg kan sgu selv hente den stage - og jeg skal nok sige, at det var dig, der gjorde det!"
   Han havde sagt det før og Allan ville gerne tage mod tilbuddet: Joe kunne vel gå med. De to brødre kendte vist en del til ulovligheder. Men Sita holdt på, at HAN skulle gøre det og efter DET i aftes, var han nødt til det. Det brændte i hans kinder ved tanken om det, der var kommet i mellem dem. Kælent havde hun smøget sig ind til ham og hvisket, at inden han begav sig op på borgen, måtte de hellere besegle deres trolovelse.
   Han ville ikke tænke på det, men da han kom ind på sit kammer, havde Sammy været sur og spurgt, hvad han havde lavet.
   Det kom jo ikke den røv med ører ved, så Allan havde vrisset, at det vel for pokker var naturligt - og i vrede var nogle forkerte ord pludselig fløjet ud af hans mund. "Hvad foretog du dig måske med ham den unaturlige greve?!"
   Efter en tids tavshed, havde Sammy svaret. "Jeg hjalp ham. Hvad ellers?" Og hans stemme var kold af forurettelse.
   De var faldet i søvn som uvenner, men var dog forsonet om morgenen. Allan havde bare ikke fået sovet ret meget og det var da mest Sammys skyld, for han kunne jo have ladet være med at blande sig.
   Han blandede sig i alt og han var frygtelig irriterende. Som Allan nu stod og tænkte knugede han endnu fastere om sneen i sin hånd og så fremturede Sammy:
   "Du ødelægger bare det hele. Du er lige så klodset som en tyr i en herskabsstue."
   Snebolden for gennem luften.
   "Din..." brølede Sammy og i næste nu fløj en byge af løs sne mod Allan, der dukkede sig.
   Straks efter var Sammy over ham, så han faldt. Overrumplet lå han og gloede på al sneen, som Sammy havde tænkt sig at "vaske" ham med
   "Du gør det ikke," truede han, for nu kunne det være nok med den snothvalps ydmygelser.
   "Hvorfor ikke?" spurgte Sammy, der Gud-hjælpe-ham sad overskrævs på ham og grinede af ham.
   Den lille loppe. Han kunne så let som ingenting feje ham væk og slå ham til plukfisk. Så kunne han vel også være sikker på, at hvalpen ikke fortalte nogen om , hvad han troede, der var sket mellem ham og Sita.
   For hvis han gjorde det og hun gentog sine hviskende ord - sagde dem højt og andre hørte dem, så var alt forbi. De ord skar stadig i hans ører: "Er du ikke et rigtigt karlfolk?" Han skulle vise hende, skulle han. Det var jo bare fordi han var nervøs, for det her dumme tyveri . Når det var overstået skulle hun få at se.
   "Hvorfor?" gentog Sammy og hentydede selvfølgelig til den "vask" han ville give Allan. Tonefaldet var en sær blanding af hån og noget andet.
   "Fordi jeg ikke kan lide det." sagde Allan surt. Hvis ungen vovede at gentage det i en vrængende tone, så skulle han forvandle hans fjæs til ukendelighed. Selvom det egentlig var et ret godt fjæs og lidt synd, så var der vel grænser?
   "Nåeh. Derfor."
   Sammy smed sneen fra sig og rejste sig. Allan rejste sig også og de så lidt på hinanden
   "Angus´s fætter venter." sagde Allan og Sammy nikkede. Tavst tog han den vadsæk, de havde med og begyndte at gå. Lige så tavst fulgte Allan efter.

Allerede på nogen afstand kunne de se de to tårne og snart skimtede de kobbertaget, der skinnede om kap med frostsolen.
   Indenfor glammede nogle hunde, og Allan glædede sig over, de ikke skulle der ind. De gik langs hegnet til de stod foran hovedbygningen med de buede vinduer og den prangende fordør. Der var drivis på voldgraven og nogle ænder svømmede rundt. Alt virkede roligt og vindebroen var slået ned. I sneen sås hjulspor og aftryk af hestehove, så familien og nogle af folkene var aget til kirke, som Angus havde sagt. De gik over vindebroen og borgen virkede gigantisk. De skulle om på den anden side, til bagdøren og gik gennem en stille hvidklædt have. Nogle småfugle, der nippede brødkrummer i sig, fløj forskrækkede op. Hundene var holdt op med at gø, så det passede nok, hvad Anthony havde sagt: det var fodringstid. Omme i indergården så en gammel mand sløvt på dem og fortsatte med at skovle sne mellem hovedbygning og staldene. Et sted hvinede nogle svin.
   På den brede, buede dobbeltdør sad en dørhammer, formet som et hundehoved med en ring gennem næsen. Da Allan tøvende tog i den føltes den kold og ujævn. Han slog den nogle gange mod hundemunden og der fremkom en metallisk lyd Døren blev åbnet af en rund kone, der rødmosset så dem an. Det var sikkert kokkepigen.
   "Goddag," hilste Allan høfligt, "jeg har lidt sager til Hulda fra hendes moder. Ville De have den godhed at lade mig overbringe hende dem?"
   Allan havde opsnappet dette sprog, når der undertiden kom fine folk på stedfaderens skomagerværksted og nu måtte det være på sin plads, følte han. Sammy kvalte et overrasket fnis og konen så forbavset ud, mens hun målte ham med øjnene.
   "Jow," mumlede hun eftertænksomt og plantede hænderne i siden, "herskabet er ellers ikke meget for rend af mandfolk. Er du kanske en nabo eller hvad?"
   "Sådan omtrent," svarede Allan og helt løgn var det ikke, for Huldas forældre boede et par gårde fra Pils. Faktisk havde Sita givet sig i snak med dem og det var rigtigt, at han havde noget til hende - en varmt uldsjal og en sukkerkringle.
   "Hun gør rent i riddersalen," oplyste konen og Allan nikkede, som om han ikke vidste det i forvejen.
   Allan så rundt i det lille rum, de var trådt ind i - en dør stod åben ud til stegerset, hvor tjenende ånder småsnakkende var i færd med at frembringe mad til søndagsmiddagen. To andre dør førte omkring, den ene sikkert til den fine afdeling, men hvilken?
   Konen pegede på en af dem: " Det er for ende af gangen," oplyste hun, "men I må gå igen, når pigen har fået sagerne, ellers bliver hun forvirret og passer ikke sit arbejde."
   "Det lover vi," forsikrede Sammy med et venligt smil. Konen mønstrede ham misbilligende.
   "Her er vi ikke meget for tatere," sagde hun, henvendt til Allan.
   Heldigvis var Allan advaret om denne indstilling. Han vidste, at det var sådan rundt omkring og Sita havde mindet ham om det. Han fremtvang et stort charmesmil: "Jeg har styr på ham her."
   Noget der lignede spiren til et hånligt udtryk, lå på lur i Sammys ansigt, men han slap det ikke løs.
   "Hvem er det?" lød det fra stegerset.
   "Bare en nabo til Huldas forældre - han har noget til pigebarnet."
   Konen gik ind i stegerset, hvor der jo var stor travlhed og lettet åbnede Allan den anviste dør. De stod i en bred gang og stengulvet føltes køligt gennem strømpefødderne. De havde sat træskoene i forgangen. Der var en del døre og på væggene var der mange malerier, mest portrætter, men også nogle scenerier med rødkindede engle og lumske djævle med kejtet udførte ansigter, horn i panden og forvredne grin.
   Allan havde lyst til at se nærmere på billederne, men det var der ikke tid til, så han listede efter Sammy, som nu også skævede en del til dem. Da Sammy åbnede døren, måbede de begge.
   Fra et stort, buet og småsprosset vindue stod solen ind gennem farvet glas og kastede et regnbuelys over en række rustninger, der med våben i deres jernhandsker, så ud som om de vogtede salens skabe og dragkister. I midten stod et langbord, der virkelig var langt og omkring det stod mindst en snes grønpolstrede stole med frynser og broderier. Over bordet hang en lysekrone på størrelse med den i Belohakos domkirke. Det sang i dens løsthængende krystaller, hvor strejf af det farvede lys, spejlede sig og funklede som små bitte stjerner.
   Midt på bordet stod en ung kvinde og tjattede til krystallampen med en støvekost og fra den største stol, den for den nederste bordende, grinede en dværg dem i møde.
   "Træd nærmere d´herrer, træd nærmere," opfordrede han og slog ud med armene. Han stod op på stolen og hans ben virkede latterligt små i forhold til hans gul - og grønklædte overkrop.
   Sita havde godt nok sagt, at Anthony var en lille mand, men hun kunne da godt have sagt, hvor lille.
   De gik nærmere og Sammy rakte frejdigt hånden frem til hilsen. "Daws," sagde han og smilede. Anthony trykkede hans hånd og rystede den hjerteligt.
   Allan hilste høfligt, men kunne ikke nære sig for at se rundt efter den forbistrede lysestage. Der stod mindst en lysestage på hvert skab, flere på bordet og nogle i nicher i væggene, så hvilken en var den, de skulle stjæle?
   Kvinden satte sig ned på bordet, svingede med benene og så nysgerrigt på dem.
   "Jeg har noget til dig," sagde Allan og halede sjalet op af vadsækken.
   "Det ligner dem mor laver," udbrød Hulda og strøg over det grove sjal.
   "Det er fra din mor," bekræftede Allan
   "Det må være en af stagerne på bordet," gik Anthony til sagen, "jeg tog dem, jeg mener kan passe til beskrivelsen. Du, taterdreng - du ved hvilken, har fætter Angus ladet mig erfare i sin skrivelse."
   "Jo," sagde Sammy, men Allan syntes, han kunne spore en vis usikkerhed.
   Knægten så nærmere på et par af dem og tog en tredje op i hænderne.
   Det var en tre-armet stage og slanger snoede sig op af alle armene. Den midterste slange var størst og i modsætning til de andre var den sort med et gyldent zigzag mønster. Det så flot ud med det farvede mod det grå sølv.
   Et øjeblik rystede den tunge stage mellem de slanke brune hænder. Så smilede knægten:
   "Det må være den her."
   Allan halede kagen frem og lagde den ved siden af Hulda, der ikke lod til at ænse den, for hun så nysgerrigt på Sammy med stagen.
   "Hvis du er helt sikker, må vi hellere kyle den ud af vinduet," sagde hun, "inden der kom nogen rendende for at se, om jeg kissemisser i stedet for at arbejde."
   "Det kunne du da aldrig hitte på." Anthony grinede skælmsk og pigebarnet rødmede.
   Anthony hoppede ned fra stolen og var lige ved at vælte. Han gevandt dog balancen, men det fik Allan til at se på hans fødder. Lige som overkroppen virkede de alt for store til de små ben, som om han ville se helt normal ud, hvis det ikke var for de ben.
   Dværgen hoppede hen mod de buede vinduer. Han hoppede virkelig og Allan troede knapt sine egne øjne. Han satte af med de store fødder og i korte, bløde hop bevægede han sig hen mod vinduet.
   "Ser det ikke skægt ud?" hviskede Hulda til Allan.
   "Kan han ikke gå?" hviskede Allan tilbage.
   Pigen fniste: "Jo -da, det er for sjov. Sir Hubert griner sådan af det. De kalder ham for mester Hopsa."
   "Nåeh.." Ja, det var da klart, men de var her jo ikke for at blive underholdt.
   Sammy var fulgt efter Anthony og fumlede med et hængsel på det ene vindue. Måske skulle han have hjælp. Dværgen kunne ikke nå derop.
   Ved fælles hjælp fik Allan og Sammy åbnet vinduet. Sammy så endnu en gang indgående på stagen, mumlede et eller andet om, at det VAR den rigtige - og smed den ud af vinduet.
   "Den landede blødt og ligger godt mellem buskene," smilede Anthony
   Der kunne jo komme en nysgerrig person, et barn eller noget, så de måtte hellere hente den med det samme. Det passede fint, at de havde lovet kokkepigen at skynde sig.
   De tog afsked med Anthony og Hulda. Nu var det bare at gå tilbage gennem gangen og ud. Der var endnu god tid til familien vendte hjem fra kirke. Der her gik jo som fod i hose. Allan undte sig et veltilfreds smil og hviskede til Sammy: "- som at stjæle kage fra en rolling."
   Netop som Sammy skulle til at tage sine træsko på i forgangen, kom en mand frem fra stegerset. Han så arrig ud og inden de fik spurgt om noget, viste kokkepigen og endnu nogle mænd sig.
   De kunne umuligt have opdaget tyveriet så hurtigt - eller kunne de? Allan stivnede og med en tunge, der pludselig var tør søgte han efter ord, der egnede sig til en passende forundret adfærd.
   "Du bliver her, din forbistrede hønsetyv," befalede den forreste mand.
   "Hvad snakker du om?" udbrød Sammy og lignede en forurettet engel. Sammenligningen ramte Allan og naglede ham fast til gulvet, med den ene fod en halv tomme over en træsko, der ventede.
   "Tror du ikke jeg ved, du stjal to af vores høns?" drævede manden.
   Sammy så direkte på manden, med det der forbistrede blik. "Næh, jeg tror bare du gætter!" påstod han så.
   "Det er jo ikke sikkert.." begyndte en af tjenestepigerne, "de ligner jo alle sammen hinanden."
   Manden målte Sammy med blikket, skævede til Allan og trippede uroligt på stedet.
   "Måske var det ikke dig, men hvis jeg nogensinde fanger dig i hønsehønset, så..."
   "Det gør du ikke," forsikrede Sammy.
   Allan stak hurtigt foden i træskoen. Sammy havde allerede sine på og så gik de ud i sneen.
   Stille listede de igen rundt om borgen. Forhåbentlig havde alle tjenestefolkene stadig travlt.
   Det lod det til, for uden problemer nåede de om til de buede vinduer ind til riddersalen. Der stod nogle buske og nogle visne, delvist snedækkede planter
   Det er det der vindue, han kastede det ud af." Hviskende pegede Sammy på en tjørnebusk med røde, rynkede bær. Nogle grene så ud til at være knækket brutalt af og det glimtede nede i snebunden.
   "Skynd dig at snubbe den," sagde Allan.
   "Kan du ikke tale lidt højere?"
   Som en arrig hveps svirrede Sammys stemme ind i Allans øregang. Hundene gøede et sted i nærheden og havde nok spist op. Tænk hvis bæsterne havde hørt ham og kom farende? Der var vel også mennesker - den gamle mand med skovlen eller den, der fodrede køterne? Og han havde vist talt for højt. Kunne knægten da ikke bare tage den stage, så de kunne komme væk?
   Surt puffede han til Sammy, for han skulle ikke stå og hvisle ham i øret.
   "Din...." begyndte Sammy og bed sig i læben. Nu var det ham, der ikke hviskede.
   Bjæfferiet kom tættere på. De kunne ikke stå her og skændes.
   Allan vadede de få skridt frem og rakte ned mellem de filtrede grene. AV for pokker - åndsforladte torne - med et undertrykt vræl, hev han hånden til sig.
   Med et surt udtryk i sit fjæs stak Sammy begge hænder ned mellem grenene og fik fat i lysestagen. Hurtigt smed han den ned i vadsækken, som Allan holdt åben.
   Nu var hundenes glammen meget tæt på. De var snart inden for synsvidde. Nærmere og nærmere kom de.
   "Vi løber," hviskede Allan. Et tryk mod hans overarm forhindrede ham i at gøre, som han sagde. Der var små bloddråber på den brune hånd. Allan følte sig sløj. Han havde ikke sovet nok. Han ville væk. Så slog det ham, at Sammy nok skulle klare bæsterne. Det både irriterede og beroligede ham.
   Som et kuglelyn for noget orange hvæsende forbi dem. Lige efter dette kom en stribe muntert ophidsede hunde. Allan skelnede knapt den ene fra den anden, sådan løb de. Det orange stæsede hen mod et træ og op i det. Det var en fed kat og nu gloede den drillesygt ned på forfølgerne, der slog kreds om det nøgne bøgetræ, den sad i. I et ikke helt vellykket forsøg på at holde latteren indestængt tog Allan en hånd for munden. Nogle hosteagtige sprut af latteren sivede dog ud mellem fingrene.
   "Nu går vi," hviskede Sammy og et lillebitte glimt af uro, glædede Allan. Et halvt øjeblik var han virkelig glad, fordi knægten blev nervøs. Så smittede det. Han kvalte latteren og begyndte at gå. Med stive skridt vadede han frem mod vindebroen. For sit indre så han en hundepasser og en jæger komme fra den ene side, stadsvogne med hvide heste og farlige aristokrater fra den anden. Men der kom ingen.
   De gik over vindebroen og det gik glat - i mere end en forstand. Han var lige ved at snuble, fordi sneen et sted dækkede over noget lumskt is. Dog genvandt han balancen, før Sammys irriterende hånd hjalp ham.
   Han trængte til søvn. Det var ikke kun sidste nat, det havde skortet på det, Flere nætter, havde urolige drømme holdt ham vågen; drømme fulde af angst for, hvad dette eventyr bragte ham og næsten endnu værre; angst for at de to skulle opdage, at han faktisk var en bangebuks. Kun når han blev vred, glemte han det.
   Lyden af de snydte køtere blev svagere og fortabte sig i den frosne stilhed. Hist og her fra lød der stemmer og de unge mænd fortsatte af en smal sti, måske den samme, men nu var de på vej ud til Zachy og Zeb.
   Det var lykkedes og de skulle møde den mystiske Gregory Hayes.