Kirkeklokken ringede julen ind og folk strømmede til for at høre Herrens ord en sidste gang i hint århundrede. Året 1599 gik på hæld og det ville snart være 1600 år siden Frelseren angiveligt blev genfødt på sin nye planet, Sakurius - og endnu længere siden et rumskib tog Sakurius's måneplanet, Anarkat, i besiddelse og siden også Sakurius, som de inddelte i lande, opdyrkede, sloges om og befolkede. 3-4000 år var der vel gået; meget få havde tal på det og i Tydanien var de kristne i overtal. Kongen, adelen og kirken havde magten. Mange troede, at sådan havde det altid været og få turde håbe, det en gang kunne blive anderledes...

Arabella var ikke på vej til kirke. Hun stod og spejdede gennem sneen, efter sin 10-årige søn. Han var gået op i skoven for at skaffe brænde. Selv turde hun ikke, for hun var svanger i slutningen af 9.måned. Hendes mand var død. Han havde været sløj en tid og ridefogeden mente, han arbejdede for langsomt og trevent. Mod dovenskab kendte fogeden kun et middel: prygl. Men Ramiro brød sig ikke om "kuren". Han slog fogeden til jorden og løb til skovs.
   Da de andre tatere brød op, var han ikke vendt tilbage og Arabella lejede sig en lille, forfalden rønne. Hun tjente til lejen og føden ved at vaske og sy for folk.
   En dag fandt de Ramiro død. Havde det ikke været for drengen og for sin tilstand, havde Arabella sikkert taget sit liv.
   Med en hånd mod sin store mave, hvor nyt liv puffede livligt, fik hun endelig øje på drengen, men han var ikke alene. Ved siden af ham gik en skikkelse, med noget blåt flagrende om sig.
   Han bevægede sig underligt, slingrede nærmest af sted. Var det mon en af de unge drukkenbolte fra landsbyen? Drengen havde det med at komme i snak med de mærkeligste mennesker. Hun svøbte sjalet om sig og gik dem i møde. Drukkenbolten skulle hun nok få til at forføje sig og Pablo skulle ind i varmen. For han havde vel fundet brænde? Jo han holdt kurven. Den fremmede hjalp, så det ud til, så kurven vejede vel til af brændsel. Når han hjalp var der vel venlighed i fulderikken?
   Da de stod over for hinanden, Sagde drengen hastigt og forklarende:
   "Mor, det er Jegor. Han er syg, men han hjalp mig med kurven. Du kan tro, jeg fandt meget brænde. Der har vist været nogle og fælde træer."
   Den fremmede rettede sig op og sendte hende et forsigtigt smil. Der var snekrystaller i hans kastaniebrune krøller og fregner i hans hvide ansigt. Det blå omkring ham var en kappe, som var lukket med et stort spænde. Han hånd på kurven var blåfrossen, den anden holdt han under kappen.
   Hans øvrige tøj var af noget groft klæde og hans støvlesnuder pegede opad. Han var vist alligevel ikke fra denne egn.
   Antagelsen blev bekræftet, da han talte.
   "Jeg ønske fruen en god hilsen," sagde han og søgte efter ordene, der klang helt anderledes end vanligt tydansk. Arabella havde været omkring med taterflokken, men hun genkendte ikke klangen.
   "Hvor kommer du fra?" spurgte hun.
   Han så opmærksomt på hendes læber og pegede op mod skoven.
   Hun rystede på hovedet og målte ham med øjnene. Han frøs, han så sløj ud og var helt klart fremmed på mere end en måde.
   "Kom nu med ind i varmen," bestemte hun.
   "Ja, kom nu, Jegor," lokkede Pablo.

Foran hytten faldt han sammen og kunne ikke komme på benene igen. Arabella og drengen fik ham dog på højkant og hjalp ham indenfor og over i alkoven. Da Arabella lagde en hånd på hans pande, slap et forskrækket udbrød over hendes læber. Den var brændende varm.
   "Læg brænde på ildstedet," sagde Arabella. Pablo gjorde som hun sagde og selvom de fugtige grene spruttede og værgede sig ved at brænde, bredte varmen sig i den lille stue. Den værste røg drev ind i skorstenen.
   Arabella klædte den fremmede af og fik ham i Ramiros natsærk, som hun havde gemt.
   "Jeg er besvær," mumlede Jegor mat og fremtvang et undskyldende smil.
   Hun havde kogt suppe og det lykkedes at få gæsten til at sluge lidt af det, før han mat lænede sig tilbage og faldt i søvn.
   På hans hals var der mærker, som efter sylespidse hjørnetænder og på ryggen striber, som efter skarpe kløer. Staklen var vel blevet overfaldet af et vildt dyr, men havde klaret sig. Der var ingen våben blandt de sære klæder, men han havde nok tabt dem under kampen.
   Hun samlede hans tøj sammen. Det trængte til at blive vasket, men det fik vente.
   Der var nu noget underligt ved klædningsstykkerne, især kappen. Stoffet så groft ud, men føltes blødt, da hun rørte det. Hvad kunne det være vævet af? Det var hverken uld eller hør.
   Forundret vendte og drejede hun det. Indvendigt var kappen foret med noget blankere stof - måske silke, men hun var ikke sikker. Det var også blåt, men i en anden nuance - en strålende kontrast til den noget slidte yderside.
   Hvad var nu det? Hendes undersøgende fingre stødte mod noget aflangt - et rør af en slags??
   Der var en lomme i foret og hun sikrede sig at gæsten sov trygt, før hun stak en hånd derned. Pablo så på hende med stor øjne, der havde et strøg af forargelse, men også af nysgerrighed.
   Fingrene fik fat i en tingest af jern og da tingesten kom op, viste det sig, at det var en nøgle - en lidt sær nøgle, med mange takker. Hvad mon den kunne låse op? En smule rusten var den og måske havde han den kun for sjov, men Arabella troede det ikke.
   Måske var det nøglen til hans hjem i det fremmede? Eller til et hus, hvor han havde tjent og måske tænkte på at stjæle fra? Hvad vidste man?
   Nå, en nøgle var ikke så besynderlig endda. Den var heller ikke formet som et rør, så der var mere i den lomme.
   Arabellas buttede hånd lukkede sig om noget glat, men hendes pegefinger gled hen over noget nopret. er var små ujævnheder i det glatte, som glas, der ikke var slebet ordentligt eller som tælle, der var løbet ned af et lys.
   Det var aflangt og hun vendte det forsigtigt, så det var på højkant, da hun trak det op. Det var jo dumt hvis der gik hul på lommen.
   Et skarpt lys blændede hende og med et hyl kylede hun tingesten fra sig. En sprød klirren omklamrede hendes sanser. Lyden var ikke ubehagelig, men overraskende og med vidt opspærrede øjne stirrede hun gennem lyskeglen på den mildt sagt mærkværdige genstand.
   Det var som om lyset blev blidere, mens hun stirrede ind i det
   Det var ikke et blafrende, gulligt lys og ikke som en solstråle. Slet ikke som noget, hun nogensinde før havde set. Lyset var lilla og det udsprang fra den istaplignende dims på det sandskurrede gulv. Dimsen var også lilla - som en viol fra skoven, men på en gennemsigtig måde og i flere afarter. Lyset som det selv udsendte reflekteredes og funklede i alle tænkelige variationer af lilla; fra dybt blåviolet til en besnærende rødlilla glans.
   "Jen skaj kristalio bringst tu irm," lød det fra alkoven og Arabella skævede skræmt gennem det lilla lys. Gæsten sad halvt op, men øjnene var lukkede, så han talte nok i søvne og brugte sit eget sprog. Det lød som en nakkedonsk dialekt, men fra hvilken egn, kunne hun ikke blive klog på.
   Måske kunne den fremmede ikke lide, at man rodede i hans lomme. Hun måtte samle genstanden op og få den tilbage. Beslutsomt rejste hun sig og gik gennem lyset. De klirrende lyde var stoppet og hastigt lukkede hun hånden om tingesten, stoppede den tilbage i lommen og stuen lignede sig selv.
   "Jeg tror det var en krystal," sagde Pablo, "Oppe på gården har de en vase af krystal og når solen skinner funkler den, men godt nok ikke så meget som den der. Måske er Jegor en troldmand."
   "Sshh," tyssede Arabella.


* * *
   Nytårsaften var gæsten der stadig. Det var blæst op og det sneede.
   Jegor havde det bedre, men det var ikke et vejr at jage nogen ud i, ikke engang en mystisk fremmed, med en sær, lilla krystal - troldmand eller ej.
   Det var heller ikke et vejr, som nogen vovede sig ud i for at se til en højgravid taterkvinde, men Vorherre eller hvem der nu rådede over sligt, bestemte at netop denne allersidste aften i et århundrede, fik Arabella kraftige veer.
   Det lod ikke til at Jegor vidste ret meget om fødsler, så Arabella måtte indvi sin søn i en del, man ellers ikke indviede 10-års knægte i og han gav så denne viden videre til Jegor, der hentede sne, som han og drengen varmede i en gryde. Han holdt hendes hånd og strøg hende over panden. Så meget kunne han forstå, at det lindrede og føltes rart.
   Han fik også hjulpet barnet ud og efter Arabellas anvisning skåret navlestrengen over. Han virkede forbløffet og lidt skræmt af det fedtede, skrigende barn, men fik det da vasket og smilede varmt, da barnet var nogenlunde rent. Det var en lille pige og Arabella tog hende lykkeligt i sine arme.
   Straks efter sønderrev en voldsom ve hende og hun gispede. Hvad nu? Var det efterbyrden, der var så voldsom?
   Hun skreg og pressede.
   "Der er sgu en til!" hørte hun Pablo udbryde.
   Mens nytårsklokken ringede år 1600 ind smilede Arabella træt, men lykkeligt til sine to små piger og så kærligt på sin søn. Hun smilede svagt til Jegor og han sagde på sit ubehjælpelige tydansk: "Hvor dog kære de er."
   Måske var det slet ikke så galt om han blev hos dem en tid. Hans gråblå øjne lyste varmt mod hende og hele hans væsen udstrålede godhed.


* * *
   Den gyldne hvede var høstklar og stod så højt, at den skjulte dem.
   "Her kan ingen finde os," sagde den 10-årige Kathie og tyggede på et strå.
   "Nej," lo hendes tvillingesøster og flettede en margerit ind i sin halvfærdige krans af blandede markblomster. Kathie spredte nogle strå og sagde: "Nu er den hvide and der igen."
   "Lad mig se," ivrede Julie og Kathie lod hende kigge. Overfor kornmarken stod der nogle, store krogede træer og mellem dem førte en smal sti ned til en lille dam, som man sagde var bundløs. Der var blishøns og gråænder. Gråændernes ællinger var blevet store og skræppede så det kunne høres helt ind på marken.
   Den hvide and, var gæst. Måske hørte den til på en gård og brød ofte ud? Lige nu dykkede den og pigerne lo af dens vrikkende gump i vandoverfladen.
   Så fik de andet at tænke på. Kathies grin stivnede og hun hviskede anspændt:
   "Kan du også høre det?"
   Julie spidsede ører. Hastige, løbende skridt kom imod dem på den smalle vej mellem mark og træer. Et kaudervælsk af forpustede stemmer blandedes med skridtene og de snadrende ænder tav forskrækket.
   En mand kom løbende. Han hev efter vejret. De så hans bare tæer og hans bukser. De så ham falde og som med en mund gispede de: "Det er far!"
   Hans vidt åbne øjne stirrede opad og han var grønbleg.
   Kathie var på vej hen til ham, men Julie tog i hendes arm og hviskede hæst:
   "De tager dig bare."
   Tavst vred Kathie sig fri af grebet, men blev hvor hun var.
   En lille, spinkel mand knælede ned ved den faldne. Hans tøj hang i laser og han havde en hullet stråhat på hovedet.
   Febrilsk rodede han i lommerne. Fars smalle hånd hjalp til og et lys spandt tvillingerne ind. De havde set det før, men det var galt, at far lod det lyse her.
   "Hayes-svinet tager krystallen," brølede en stemme og forfølgerne stormede nærmere. Der var mange og pigerne kendte nogle af dem. Frem gennem dem trængte en meget fornem herre sig, med gyldne sporer.
   "Vil han straks aflevere denne udsøgte genstand til sin Herre!" påbød den fornemme og gispede også efter vejret.
   "Så gerne," svarede den spinkle og snurrede krystallen rundt, højt over sit hoved.
   Nogle mænd nærmere sig.
   "Min Herre er Den ældste af beviakguderne!" hylede den spinkle. "Han må lade sine og sine medguders udvalgte finde den! I får den ikke!"
   Lyset svirrede, drejede, funklede - og fløj!
   Den hvide and flaksede forvildet omkring, omgæret af det smukke, dragende lys i de mange nuancer.
   Der lød en sprutten, da krystallen ramte vandoverfladen og lilla vandstråler skød op af vandet. Omkring dem farvedes vandet lilla, i bugtede, snoede, strålende mønstre.
   Den hvide and svømmede ind i farveorgiet og snappede med næbbet efter krystallen...
   "Her er to små loppeunger," drævede en mand og skød stråene til side.
   Kathie og Julie fløj på ham som to vilde dyr. De bed ham i hver sin hånd og for hen til deres stedfar.
   Hans øjne så dem ikke og det nyttede ikke, at de ruskede i ham.

Den lilla krystal var borte, men det var ikke den pigerne hulkede over.
   Ikke i første omgang.
   Men senere forstod de, at den måtte findes... for enhver pris og om det så skulle tage så mange år, at både de og storebror Pablo var gamle.