Vognen holdt stille på en smal vej med skovbryn til begge sider. Den Vise smilede til Martha.
   "Du trænger vel til at strække benene?"
   Den Vise måtte virkelig være tankelæser, for det var lige, hvad hun gjorde. Glad steg Martha ned af trinene, idet hun huskede at løfte op i kjolen.
   Den lune, stille luft var fyldt med fuglesang
   Var det mon musvitter, der sang, fordi det var tid at bygge reder?
   Martha så sig om og kiggede grundigt ind mellem træer og buske i vejkanten. Der var et eller andet. Var det en rede eller en knortet, knækket gren? Eller...?
   Det var et hestehoved. Stivnet i en blanding af angst og forundring, så Martha nogle ryttere, komme imod sig. De kom fra en skrænt, hvorunder der måtte være en sti eller måske bare en eng, som de havde redet over. Men hvordan kunne de være så stille?
   Spøgelsesryttere! jog det gennem Martha og hun så væk. Da hun fik øje på nogle bløde klude om hestenes hove, sukkede hun lettet.
   Det skulle vist være hemmeligt, hvad der her gik for sig?
   Der var fire ryttere og der var bundet nogle mærkelige små kærrer efter hver hest. De lignede mest slæder på hjul.
   Den Vise vinkede hende op i vognen og rakte hende en bylt. Mens hun tog om den, så hun at kvinden var som forvandlet. Hun måtte have tørret pudderlaget bort, for nu så hendes ansigt solbrændt ud. Desuden var hun nu klædt i herretøj af et simpelt og groft tilsnit.
   Og det var vist meningen, at Martha skulle klæde sig på samme måde.
   "Jeg hjælper med at anbringe kaninerne på kærrerne, "lo den Vise drilsk og det fornemme var som tryllet bort, "skynd dig at klæde om, så kan du nå at give en hånd med."
   Martha fumlede lidt med de uvante beklædningsstykker, men heldigvis havde hun set lillebror Ray klæde om. Snart stod hun klar. Nogle unge mennesker læssede kaninburene ned og spændte dem fast til de slædelignende, smalle kærrer, De så nysgerrigt på hende og en dreng skubbede nogle græsstrå ind til kaninerne. Ind i mellem skævede han nysgerrigt til Martha.

Endnu en rytter dukkede op. Han kom ikke fra skrænten. Som en silhuet i forårets forunderligt bløde aftenlys red han hen ad vejen, imod dem.
   Han lignede en søndagsklædt tjener fra en husstand højt på strå. Med et stort, muntert grin hilste han på Den Vises kusk:
   "Godaften, allerkæreste Sonia!"
   Sonia!? Det vart da et mærkeligt navn til en kusk. Sådan nåede Martha at tænke, før det slog ned i hende, at kusken altså var en kvinde.
   Sonia hilste afmålt på den tilkomne. Derpå smilede hun kryptisk til Martha, der blev rød i kinderne og småvrøvlende fremstammede: "Ku - skuske plejer da at være mænd.
   "Plejer er død, der hvor vi skal hen," smilede Sonia.
   Det skulle nok passe, funderede Martha, da turen straks efter fortsatte, nu på hesteryg. Den fremmede havde haft nogle heste med. Den Vise red på et flot brunt og slankt dyr. De andre heste var skikkelige skimler og det passede Martha godt. Hun var ingen erfaren rytter. Dog havde hun af til siddet på den ene af arbejdshestene derhjemme
   Selvom det var sært at være i mandeklæder, så var det ganske komfortabelt.
   Det var også det eneste rare ved turen. Mørket faldt på og Martha blev øm i rumpen af al den bumpen op og ned. Hun ønskede næsten, at dyrene skulle sætte i galop og fik lyst til at spørge som dengang hun var lille: "Er vi der ikke snart?"
   Hun fulgte de andre og da stien blev så smal, at de måtte ride i gåsegang, var det Sonia hun fulgte. Hendes hænder mod seletøjet blev kolde, men hun klagede sig kun indvendigt. Tanker kan man jo have for sig selv.
   De nåede skoven og den blev tættere omkring dem. Kunne det virkelig passe, at der lå et slot i skoven? Hun prøvede at forestille sig det og det blev til en blanding af Flueborg og det eventyrslot, som Sita og de andre havde fortalt en del om; det, der lå i Duedalen og ventede på dem.

Omsider, da Martha følte sig kold, mørbanket og aldeles udmattet, forkyndte drengen, der havde fodret kaninerne: "Så er vi her!"
   I skæret fra nogle usle, hendøende fakler stirrede Martha forundret på et stenbjerg. Mørkt, dystert og kolossalt tårnede det sig op foran dem.
   Hvor var slottet?
   "Hvad skal vi her?" udbrød hun skuffet og vredt.
   Hun var blevet narret og det ville hun ikke finde sig i.
   "Dette ER mit ydmyge slot!" Den Vise lød fornærmet, men også formanende, som talte hun til et uartigt barn.
   Vreden blev til uro og Martha tav. Forurettet gloede hun op mod Anarkat og stjernerne. Da hun atter sænkede blikket, var faklerne blev båret nærmere. Nu så hun, at bjerget snarere var en jordhøj. Den var omtrent dækket af kampesten.
   Den Vise rev en jernstang op fra jorden. Hun slog den mod en sært aflang sten, der lå op af højen. Det gungrede og et par små gnister føg ud i det fladtrådte græs. Godt at det ikke var længe siden, det havde regnet, for så ville det måske have startet en brand - og dog - de var jo små og usle, de gnister.
   Nu knagede det, nu gav stenen sig. Tomme for tomme gled den til side, som styret af usynlige hænder, der trak den langs lige så usynlige bånd.
   Et gabende hul afsløredes, efterhånden som stenen forsvandt, ledsaget af kvindernes monotone fremsigelser: "Se sum ammarum - Se sum ammarum -"
   Et vedvarende, blafrende lys stod dem i møde.
   Drengen, der havde været tavs, mens kvinderne messede, hviskede til hende: "Det er næsten som et slot."
   En fugtig luft fik Marthas næsebor til at vibrere. Her virkede hengemt, som i et forladt fadebur. Rummet var lille og drengen stødte ind i hende, Selvom han hastigt og forskrækket fremmumlede en undskyldning, var det irriterende.
   Dog ikke så træls, som den raslende lyd, hun nu hørte.
   Det gik dog snart op for Martha, at lyden stammede fra et forhæng, dannet af utallige snore, hvorpå et uendeligt antal perler og andre småtterier. De bevægede sig i en svag brise, der kom fra et rum bag ved.
   Sonia skød to af de ringlende strimler til side og alle passerede igennem. Rummet, de trådte ind i, var meget stort og kunne sikkert nok rumme både balsal og riddersal i et slot, men meget pynt var der nu ikke. Fra de rå vægge og fra "taget" hang der stalaktitter, der blinkede i det spruttende lys fra fakler og kærter. Der var mange døre. Rigtige døre af træ, ikke flade sten. Alene langs den ene ru og stenede jordvæg, talte hun et dusin døre og bemærkede, at håndtagene var af solidt smedejern.
   Den Vise skridtede direkte mod den bredeste dør og vinkede Martha med. De andre blev tilbage. Senere gik de vel ind ad andre døre.
   Bag døren var der en gang så lang, at den forekom uendelig. Til begge sider var der døre.
   Da Den Vise åbnede en smal, simpel dør med en træklinke, gibbede det i Martha. Faldt der mon et skelet ud? Eller kom flagermus farende for at kaste sig over hende?
   Så skød hun tanken væk. Det måtte være, fordi hun var træt, hun fik den slags tanker.
   Det var jo bare et klædeskab og den rare dame stod med en natsærk over sin ene arm.
   "Hvilken størrelse bruger du mon? Du har temmelig små fødder. Mon ikke disse her..."
   Uden at gøre sin sidste sætning færdig, vendte den Vise sig mod Martha med et triumferende udtryk. I hånden holdt hun et par bastante, flettede sivsko.
   Klæd dig om, mens jeg lige ser ind til stakkels Mable."
   Med den opfordring åbnede hun en dør og så snart hun havde lukket den, fulgte Martha opfordringen. Hun kunne ikke lide at klæde om i en fremmed, klam gang, så hun skyndte sig. Hun ville gerne have skyllet sig lidt, men det måtte åbenbart vente. Hvem "stakkels Mable" var fik hun nok også at vide. Det lod til her boede mange mennesker.
   Bag endnu en af de mange døre, udpegede Den Vise en stribet bylt med en uglet hårtop. Så gav hun Martha en stage med en tælleprås og meddelte kort:
   "Du skal dele kammer med Tessa."
   Bylten rørte på sig og Martha rettede lyset mod den. Stagen dirrede i hendes hånd, så hun var lige ved at tabe den og hun kvalte et skrig. Grimmere fjæs havde hun sjældent set.
   Fra et smalt, hesteformet ansigt stirrede to udstående, svømmende øjne på hende. Martha kunne ikke lide de øjne og lod blikket glide lidt væk, blot for at se på en stor, skæv næse med fæle vorter. Under den krængede en mund sig om store gule tænder, der gnavede i et hareskår.
   Uf, hun ville bestemt ikke dele kammer med den fæle heks.
   "Lad mig sove,"
   Tænderne fløj op fra hareskåret og det pustede gennem næsefløjene, da skabningen barnligt brokkede sig.
   "Den Udvalgte er kommet!"
   Der var skarphed i Den Vises stemme. Måske trængte hun til søvn, for trods det eventyrlige og mystiske, så var hun vel et menneske af kød og blod?
   Martha ville i hvert fald helst ikke tro andet.
   Det beroligede hende faktisk, da kvinden med en træt bevægelse kløede sig ved det ene næsebor og derpå hilste godnat til dem begge.
   Væk var hun. Der stod Martha i natsærk og sivsko, med et lys i hånden og en grim, ukendt pige som eneste selskab.
   "Er jeg virkelig så grim?"
   Selvom der var drilleri i stemmen, skinnede en underliggende bedrøvelse igennem og Martha skammede sig. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at nægte.
   Hun måtte dog sige noget forsonende.
   "Jeg er vist heller ikke for køn." Det var, hvad det kunne blive til, mumlet i en udglattende tone.
   "Nej, det er du nemlig ikke!" En knagende gabelyd, fulgte Tessas mening og hun tilføjede: "Skal vi ikke bare sove."
   En smal seng var redt op og Martha mumlede: "Jo, lad os det."
   Hun strakte sig under dynen, men selvom hun var meget træt, kunne hun ikke falde i søvn, Ligegyldigt hvilken stilling, hun anbragte sig i, gjorde det ondt. Det var også den forbandede ridetur og de grene, der havde svirpet hende undervejs. Hun havde lyst til at jamre, men ville ikke gøre den grimme pige sur, så hun bed det i sig.
   Alligevel lød der en skrækkelig jammer.
   Den kom fra den anden side af væggen. Hun havde ikke lagt mærke til den, da hun trådte ind, så nu følte hun på den. Det lod til, at den var flikket sammen af grene og gennem sprækkerne trængte en andens klage ind.
   "Nu har Mable igen fået for lidt sovemikstur!"
   Det kom fra Tessa. Hendes stemme var indigneret.
   Det var komplet umuligt at sove, så Martha lod nysgerrigheden sejre. Den Vise havde jo også nævnt det navn.
   "Hvad er det med hende?" spurgte hun ud i mørket.
   "Hun har plages af fortiden." Tessa sagde det så dramatisk som en teaterfortæller. Hun var nok den type, der holdt af at fortælle. Men var det ikke ondsindet, så var der vel heller ikke noget galt i det. Martha ventede på en fortsættelse. Da den udeblev besluttede hun at opfordre til den med et enkelt ord, der plejede at virke: "Hvorfor??"
   Tessas stemme var lavmælt:
   "Hun fik et barn udenfor ægteskab. Hun måtte stå i halslænke foran kirke og blive pisket, mens alle hånede hende og karlene hujede. Da barnet blev født lå hun det ihjel og skulle egentlig være fængslet i lang, lang tid, men det lykkedes hende at flygte og så var der nogle, som at der hjalp hende herud."
   "Hvem?" spurgte Martha, selvom det måske ikke var det vigtigste ved historien.
   "Det får du nok at vide - engang." Mere havde Tessa ikke at sige om emnet.
   Kvinden derinde burde betale for sine forbrydelser og den, der havde hjulpet hende, fortjente også straf. Man måtte vogte sin dyd, ellers gik det galt. Hun havde flere gange set disse væmmelige fruentimmere sno sig under pisken. Hun brød sig ikke om synet, men de kunne jo bare havde ladet være med deres hor.
   "Jeg ved ikke, hvem faderen er!"
   Kvinden på den anden side af væggen skreg så højt, at det rungede i Marthas ører. Hun kunne da vel ikke læse tanker gennem væggen! ?
   Martha pressede håndfladerne mod sine hænder. Alligevel hørte hun det:
   "Faderen... faderen..."
   Det var blevet til en uhyggelig, vanvittig messen, der hørte hjemme i en dårekiste.

"Hvem ER faderen?"
   Øjnene var hvasse og stemmen så hård, at hun krympede sig.
   Aldrig før havde Sita oplevet moster Kathie så vred. Hun følte sig meget lille. Hun var også forbløffet. Her havde hun regnet med, at mosteren ville hjælpe og så var hun rasende. Hun der ellers plejede at rase mod de mænd, der ledte kvinder i ulykke. Nu spurgte hun for mindst tiende gang: Hvem er faderen? Sig mig det, Rosita!"
   Tårerne stod i stakkels Sitas øjne. De svømmede over af bitre salte tårer og de begyndte at sile ned langs næseryggen. Hun kunne ikke få et ord frem og anede heller ikke, hvad hun skulle sige.
   Hvis det dog bare var Allans barn. Hun kunne umuligt sige, hvem faderen var. For hun vidste det ikke!
   Hvor hun dog forbandede sig selv. Hvor kunne hun gøre, det hun havde gjort? At hun dog ikke havde tænkt sig om.
   Og dog kogte trodsen i hende. Det var ikke kun hendes skyld. Hun havde været så ulykkelig over at Allan kom i fængsel. Hun havde spekuleret så meget over, om der mon var noget galt med hende, siden Allan ikke kunne forene sig med hende i elskov. Dette sammen med en kriblende, brændende uro havde fået hende til at søge efter et svar. Og Pil havde givet hende det.
   Bagefter var de begge forlegne og enige om, at det aldrig skulle gentage sig. Aldrig - og det havde det ikke gjort, men Joe, den lumske buk, havde fundet ud af det. Og med et lummert grin havde han talt om, hvad Grith mon ville mene om sagen.
   Hans hænder og krop var dog varme og gode, da han forsikrede, at Grith intet fik at høre. Og hans forsikringer, om at hende var der intet galt med, varmede også.
   De havde været både forsigtige og diskrete. På høloftet kunne ingen høre dem. Selv Sammy havde intet opdaget.
   Men nu? Nu nægtede de begge og skød indbyrdes skylden på hinanden. Om så Pil vidste noget om Joe eller bare gættede.
   Hun var kommet herover for at få "det" fjernet. Hun kunne ikke tænke på det som et barn og hun vidste at moster kunne noget, så man undgik en fødsel. Hun skulle ikke stå i kirken, iført sæk og aske. Hun ville ikke piskes og senere være alene i verden med en modbydelig, krævende horeunge.
   Sammy havde forsøgt at tale hende fra fostermord ved at snakke om små børn, der blev smidt i åen eller gravet ned. Han havde også spurgt, hvem faderen var. Heller ikke han havde fået svar. Så havde han foreslået, at hun sagde det var Allan.
   "Folk tæller ikke altid så godt og et barn kan fødes lidt sent!"
   Sådan havde han snakket, den dumme dreng. Men hun vidste bedre. Ingen ville tro det. Heller ingen ville tro, de kunne have set deres snit til det i fængslet eller langs den nye vej, som straffefangerne anlagde.
   Og åh, hvordan skulle hun nogensinde få det fortalt til Allan ?
   Nu havde hun ventet for længe med at komme her. Moster Kathie havde sagt det.
   Allan blev arresteret i november og det var i starten af december, hun trøstede sig. Nu var det allerede april. Det var mere end tre måneder.
   Sita ville brøle ind i hovedet på Kathie, at det var hendes egen dumme søn, der havde gjort det. Men Joe ville jo bare nægte.
   Så ville hun brøle, at det var Pil og at hun havde gjort anskrig, men det ville han nægte.
   Men før hun kunne brøle noget som helst var hun nødt til at snøfte. Mens hun gjorde det, gned hun sig i øjnene og så på mosteren, der ligefrem blev udflydende, set gennem alle tårerne.
   "At du dog kunne rode dig ud i dette, bitte pige."
   Nu var mosterens stemme mildere. Hun havde raset ud og lød nu nærmest fortvivlet og medlidende.
   "Du er jo ikke ene om skylden," sagde Kathie grødet, "Men skal jeg hjælpe dig, så må jeg dog vide, hvem faderen er. Måske jeg tyer til at fjerne det, skønt det er sent og kan være farligt, både for din krop og hvis det skulle blive opdaget. Jeg må vide, hvor mange der ved om dette? Når der pludselig intet barn er, så kunne jo barnefaderen anklage dig for fostermord. Snak frem, barn."
   Gennem tåresløret hikstede Sita: "Det er din søn, moster Kathie. Du skal være farmor!"
   Først var Kathie fuldkommen paf. Så tænkte hun, så det knagede. Hun strakte den ene hånds fingre ud og med den andens hånds fingre bukkede hun dem larmende sammen, mens hun skar grimasser. Fingrene var stive af gigt og hun gjorde kun dette, når der var noget hun virkelig blev nødt til at fundere grundigt over.
   "Hvem af dem, gør mig så til det?" spurgte hun langsomt.
   Det knirkede bag dem. Sammy troede vist han kunne snige sig ind på dem, men den gik ikke. Hun kendte hans trin for godt. Hvor længe havde den dumme unge mon stået der? Havde han stået og lyttet i stedet for at hjælpe Mjure og Muriel, som han påstod han ville?
   "Sammy!" udbrød hun i et tvært og bebrejdende tonefald.

Næste morgen blev Martha vækket meget tidligt. Hun havde sovet dårligt og led af hjemve.
   Det her var jo ikke et slot, men en dum grotte med en grim heks, et syndigt, afsindigt fruentimmer og en masse mærkelige fremmede mennesker.
   Hun blev her ikke en dag længere end strengt nødvendigt.
   Om natten havde hun drømt om Sammy, Sita og Allan. For deres skyld, måtte hun vel blive her en tid, for meningen var vel stadig, at Allan skulle befries, så de kunne finde krystallen?
   Hun mumlede frem for sig, mens Tessa fortalte om, hvordan man koger sødgrød til to snese mennesker.
   En munter stemme, brød ind i hendes morgensurhed:
   "Har du sovet godt?"
   Den Vise smilede venligt til hende og hun følte sig lidt bedre tilpas. Alligevel måtte hun have rede på det med Allan - og ham den anden.
   "Hv - hvornår befrier vi dem, så vi kan redde verden?"
   "Når de store blader luner salakanterne."
   Den Vise smilede kryptisk og tilføjede:
   "Det er hårdt for dem. Jeg ved det, men du har meget af lære - og det har de andre også. Slippes I løs på opgaven for tidligt, så går det bare galt. Vær tålmodig og sug til dig, min pige!"