Allan tumlede af sted mellem de andre fanger. Det var blevet op af dagen og det var koldt. Han frøs, så det knagede. Hans fingre føltes næsten helt livløse efterhånden og rebene snærede om hans håndled.
   Hans tænder klaprede en heftig melodi og han måtte tænke på noget andet end kulden, for ellers blev han vanvittig.
   Hvor mange andre var der? På hver side af ham gik en Fax og foran gik der en tre stykker - foran vist endnu nogle mænd. Han så kun deres rygge. De havde i det mindste varmt tøj på - kåber af uld og jakker af skind, nogle det ene, andre det andet.
   Hvem var de mænd?
   Hvor de var på vej hen, var der vist ingen tvivl om. Men han var jo ikke nogen forbryder. Han måtte forklare sig. Det var bare umuligt lige nu. De klaprende tænder brugte af hans kræfter og resten af kroppens energi blev brugt til at flytte fødderne. Fremad. Alt for hurtigt fremad. Som i et iskoldt mareridt.
   I mod dem i sneen kom der nogle ryttere. De red på sneheste, der hvirvlede sne op. Deres fjerprydede hatte grinede mod ham. De var nobelt klædt og måtte være adelige.
   Det var lige hvad der manglede!
   Nu havde de opdaget, at stagen var væk.
   Frysende og opslugt af dystre tanker, som han var, så han ikke den sorthårede mand, der stod og stirrede på ham med et fortabt udtryk i ansigtet.


* * *
   "Hvor i alverden bliver de af?" undrede Sita sig for mindst tyvende gang. Solen var for længst gået ned og familien Pil var vendt hjem fra deres visit.
   Et øjeblik stoppede hun sin rastløse cirkelgang på kammerets gulv og så anspændt på Martha, der sad på hendes alkove.
   "Det der med din syge moster - det passer ikke, vel?"
   Et glimt af spænding glødede i Marthas øjne, men utålmodigheden var ved at tage overhånd.
   Sita havde opfundet en historie om, at moster Kathie var blevet syg og derfor var Sammy taget hjem. Allan var gået med, for at hjælpe. Det lød ikke så sandsynligt, men hvad pokker skulle hun have sagt?
   Alle mulige forklaringer havde kredset rundt i hendes hjerne, men den mest oplagte, brød hun sig ikke om: den, at de var blevet fanget og arresterede. At de muligvis kunne være på flugt huede hende lidt bedre, men kun en anelse.
   Sita var bange og anede ikke sine levende råd. Hun trængte til en, at betro sig til og der sad jo den lille Martha.
   "Nej," svarede Sita på spørgsmålet, der havde hængt lidt i luften mellem dem.
   Martha undlod at bore i, hvad de SÅ havde haft at gøre.
   "Skal vi gå ud og se efter dem?" foreslog hun påtaget kækt.
   "Naarh." Sita trak lidt på det, for hvilken retning skulle de gå i og hvad nu, hvis de dukkede op i mellemtiden?
   Så spidsede hun ører. Lød der ikke en svag klirren mod ruden? Som af et stenkast?
   Det lød igen, denne gang var det tydeligt, at nogen kastede småsten mod det lille vindue.
   "Det er ham!" udbrød Martha ophidset og for ud af døren.
   "Nå sådan," mumlede Sita for sig selv, mens hun hurtigt fik træsko på og fulgte efter.

I det kolde, grå mørke kunne man ikke genkende nogen, før man kom tæt på, men stemmen, der lød mod pigerne, var ikke Sammys.
   Den klang i en sær blanding af sensation og afmagt:
   "De har taget ham Allan og Sammy er væk. Bare væk. Hvad gør vi?"
   Det var Joe, Sammys storebror.

Da den første overraskelse havde lagt sig, gik de alle tre ind på kammeret. Joe skævede nervøst fra Martha til Sita.
   "I kan godt stole på mig." forsikrede Martha og Sita nikkede alvorligt. Pigebarnet var forelsket i Sammy og så længe det var sådan fat, skulle de kunne regne med hende.
   "Jeg har den," sagde Joe, "lige her."
   Han tog en kurv, han havde sat fra sig på gulvet og åbnede den. Op der fra halede han stagen og begge pigerne stirrede på den.
   "Hvor kommer den fra?" udbrød Martha.
   Igen så Sita og Joe på hinanden.
   "Lensgreven," sagde Sita og satte kortfattet Martha ind i, hvad der foregik. Pigen lyttede med stigende forbløffelse.
   Da Sita havde endt sin beretning, vendte hun sig til Joe,
   "Hvor har DU den egentlig fra?" spurgte hun og med "den" hentydede hun til lysestagen.
   "Jeg hjalp jo jer to," begyndte Joe, "men da I vendte hjem (han nikkede mod Martha), gik jeg over til Zeb og dem. Den eneste, der var hjemme - det var ham den fede unge. Barney hedder han vist.
   Han lå under alkoven, men havde fat i stagen.
   Jeg fik stagen, før Barney løb ind til naboen. Han fortalte, at sheriffen havde hentet Allan - han sagde også, at en del af Hayes´ mænd - måske endda Hayes selv - var blevet fanget og ført med til Zebs hytte. Og Allan - det fæ - slog sheriffen i gulvet."
   Joes beretning forekom Sita en smule rodet. Var det naboen eller Barney, der havde fortalt om Allan og sheriffen? Arh - det måtte være Barney, for det var jo ham Joe havde talt med.
   Det værste var jo, at Allan var blevet arresteret.
   Ordene forstod hun. Meningen kunne ikke rigtig trænge ind.
   Allan - arresteret - for vold mod sheriffen? Ikke for tyveriet?
   Det svimlede for hende.
   Hvad kunne de gøre ham for den slags? Sætte ham i fængsel? Tortere ham?
   Kom han nogensinde igen og hvis han gjorde, så...
   Tankerne myldrede rundt i hendes hjerne som myrer, forstyrret af en kæp i tuen.
   "Sita," sagde Joe, "kan du finde ud til ham vores mystiske fætter Jacob?"
   Han måtte gentage spørgsmålet, før hun opfattede det. Så nikkede hun. Ganske vist havde hun kun været der en gang, men hun mente da, at hun var ret god til at finde vej.
   "I må bringe stagen der ud," sagde Joe, "jeg vil finde Sammy."
   "Det vil jeg også," udbrød Martha.
   Joe så opmærksomt på hende; "det er bedre du går med Sita, så er I da to. Den ene kan hente hjælp, hvis - jeg mener, hvis den anden brækker benet eller noget..."
   "Tør du?" spurgte Sita tvivlende. Pigen var jo ikke vant til skove og slet ikke natsorte vinterskove.
   Kunne de mon nå det og være tilbage om morgenen? Ellers ville der vel blive stor opstandelse? Og hvorfor skulle den pludselig ud til Jacob? Var det ikke Hayes, der absolut ville se den?
   Som om Joe kunne læse hendes tanker sagde han: "Hayes er i fængsel og stagen må væk. Den der slange minder mig om noget i mors historier og derfor tror jeg at Jacob ved, hvad vi gør. Hvis de finder den hos mor, tager de hende bare og det vil jeg ikke have."
   "Så lad os komme af sted," bestemte Sita. Der var temmelig langt derud. Og de måtte klæde sig varmt på. I morgen måtte de finde på en god undskyldning for, at de var trætte.
   Heldigvis lyste stjernerne på den frostklare nattehimmel og en idé Sita havde fået efter forrige tur ud til Jacob, kom hende til gode nu: hun havde, kort efter hjemkomsten, tegnet et kort og fremhævet vigtige punkter, som et stort, forkrøblet træ og den slags. Hun havde sørget for at fremhæve flere ting, for et træ kunne jo blive fældet og slæbt bort.
   Lys turde hun ikke tage med, så hun måtte se på kortet, inden de gik og indprente sig de steder, de skulle dreje. De havde hverken tid eller helbred til at fare vild.
   Hun sagde de vigtige steder højt til Martha. Så var de to om at huske på detaljer.
   De gik rask til og bortset fra en enkelt kritisk afstikker, der holdt dem varme, fordi de skændtes om hvis skyld det var, så nåede de frem i god behold.
   Frysende og trætte gik de gennem det sære landskab, der omgav grotten.
   Martha var holdt op med at ryste og også med at fortryde denne natlige tur. Hun gik bare af sted, med sin hånd i Sitas.
   Det var over midnat, men hundene hørte dem og vækkede Jacob.
   Et udtryk af komplet forvirring og forbløffelse, bredte sig i hans søvnige, ubarberede ansigt.
   Angus så mindst lige så forundret ud, men fik da rodet op i gløderne på det hendøende ildsted.
   Varmen der bredte sig, fik det til at prikke og stikke i pigernes blåfrosne hænder.
   Det gjorde så ondt, at gråden truede med at overmande Martha og sammen med de sære omgivelser, fik det hende til at ønske sig hjem i sin varme seng.
   Det hjalp dog lidt, da hun fik nippet til saften, som Angus havde varmet til dem.
   Der var i grunden hyggeligt i grotten, selvom der var mange sære ting. Og Sammy ville blive glad, fordi hun havde været med til at bringe stagen her ud.
   Sita havde fortalt de to mænd historien. Jacob sprang op med et rasende brøl. Angus sad bare og så beklemt på dem.
   "Sådan nogle fjolser," rasede Jacob, "slipper godt fra tyveriet, men roder sig alligevel ud i noget. Jeg skulle selv have gjort det. Man skal da også gøre alting selv. Men den gamle sagde jo, at det var Sammy, som skulle gøre det."
   "Joe leder efter Sammy," indskød Martha, "og når han finder ham, så befrier han nok Allan."
   "Pnff," fnøs Jacob og satte sig ned.
   "Hvordan skulle han gøre det?" mumlede Angus og så interesseret på Martha.
   "D-det ved jeg ikke," indrømmede Martha mat.
   Tavsheden bredte sig og hang mellem dem som et dystert tæppe.
   Omsider sagde Jacob:
   "Vi må jo se, hvad der sker. Men I kom med stagen, siger I. Lad os da se på den."
   "Her er den," sagde Martha og greb ned i kurven.
   Stagen var kold mod hendes nyopvarmede hænder. Kold og glat. Hun lukkede fingrene om den.
   Den var egentlig ret tung, så hun måtte hellere bruge begge hænder.
   Ja, det var fint. Stagen lå rigtig godt i hænderne.
   Hendes hænder var vist blevet rigtig varme, for stagen føltes ikke længere så kold. Som en lun gren med mange kviste lå den mellem hendes hænder og hun tøvede. Hastede det med at få den frem? Måske brød den sig slet ikke om at blive gloet på og undersøgt af nysgerrige fingre? Måske ville den hellere blive her hos hende?
   Nej, hvad var det nu for forvrøvlede tanker? Stagen var jo ikke et levende væsen. Turen havde vist taget hårdt på hende og nu skulle de to mænd da se, hvad de havde med.
   Det bankede mod hendes knoer. Det gibbede i hende, men hun kvalte det gisp, der ville ud, for følelsen var egentlig ikke ubehagelig; nærmest som om et lille hoved gned sig mod knoerne eller puffede til dem.
   Det var på den hånd, der nu var gledet ned om selve stagen og uvilkårligt skottede hun ned i kurvet. Knoerne lå mod slangens hoved, så det var vel den, der.....sludder! slangen var jo ikke levende. Det måtte være noget, hun bildte sig ind.
   Resolut tog hun stagen og anbragte den på stenbordet. Der var plads mellem hendes krus og en opslået bog.
   "Nå, der er stagen, som den onde mand ville have fat i," sagde Sitas fætter Jacob og lænede sig lidt frem, "gad vide, hvorfor den er så vigtig for ham."
   Den sidste sætning var mest til ham selv. Han tog stagen op og kiggede på den. Hans øjenlåg, der hang lidt søvnigt, fløj op. Med en pegefinger gned han det sidste søvn ud af øjenkrogene og så lod han ophidset fingeren glide hen over slangens gyldne zigzag mønster. Martha forventede næsten, at den ville begynde at sno sig, måske lige frem glide langsomt ned fra stagen og sno sig hen ad bordet. Men der skete ikke noget i den retning.
   Jacob hev dog fingeren til sig, som om han havde brændt sig.
   "Nå, så Greg troede, han skulle have den!" udbrød han bittert.
   "Hvem er Greg?" spurgte Sita og så ivrigt på sin fætter.
   Han rømmede sig og rynkede sine buskede bryn.
   "Gregory Hayes," svarede Jacob, "lederen af en bestialsk bande."
   Han fortsatte: "Stagen er søstrenes."
   Pigerne så interesserede, men komplet uforstående på ham. Angus nulrede sit ene øre.
   "Hør så her," begyndte Jacob, "Kathie var med i en kreds af kvinder, der tilbad iskvinden Kajtan. Ja, det gør det da endnu og lur mig, om hun ikke stadig er i kontakt med dem, men det er jo farligt.
   De kalder deres leder for Den Vise og for nogle år siden, blev den daværende leder fanget. Jeg hørte aldrig noget om stagen her, så hun har vel givet den væk inden de tog hende."
   Jacob så tænksomt frem for sig, før han fortsatte: "Den hun har givet den til, må så være kommet i gæld til sir Lionel og han har taget stagen som betaling. Sådan MÅ det være - men mon Greg ved, hvad den betyder? Stagen skal være hos Kajtan-søstrene - lysene dertil kan derimod være hos den rette i rette tid"
   "Lysene," udbrød Sita, "hører der en stage til lysene?"
   "Selvfølgelig," brummede Jacob irriteret, "og du ser vel, at der er en slange der på? Du ved vel, hvilken slange det er?"
   "Øh?" mumlede Sita.
   "Eller du tror måske, det er en sno? Kommer I rendende med en stage, som I tror er af billigt metal - og med en dum sno på?"
   "Fald nu ned, bedste troldmand," foreslog Angus, "pigerne er jo trætte og kede af det."
   "Det er jeg også," hidsede Jacob sig op, "men JEG kan da se, det er en jagurslange og at dens zigzag-striber er af pure guld. Jeg VED alligevel, at den symboliserer de Underjordiskes magi - hvorfor tror hun så, det er en sno."
   "Det tror jeg aldeles ikke!" råbte Sita.
   Uh, det var væmmeligt, sådan som de råbte af hinanden. Martha så på den rødhårede mand, der havde prøvet at dæmpe Jacobs gemyt. Kunne han ikke lige dæmpe ham igen - og Sita med?
   Det behøvedes vist ikke, for nu tav de. Sita var rød i kinderne og Jacob skulede.
   De skulle hellere snakke mere om stagen i stedet for at skændes.
   "Det var som om dens hoved puffede til mine knoer," sagde Martha. Det var sikkert ikke vigtigt, men så kom de da videre med emnet.
   Endnu en gang bredte et tæppe af tavshed sig, men tavsheden var af en anden slags.
   Jacob fæstnede sit blik mod Martha, borede sine øjne ind i hendes og blev ved til hun blinkede.
   Uf, det blik var meget værre end Sammys - men manden virkede ikke vred.
   Et mildt smil, lagde sig om hans læber og han sagde:
   "Prøv lige at holde stagen igen, lille pige."
   Hun tog fat om den og en forunderlig varme bredte sig i hendes hænder, så hun smilede.
   Slangen løftede hovedet, spillede med tungen og rullede med øjnene.
   Mon de andre også kunne se det? Hun vristede blikket fri fra slangen og forstod på deres lamslåede ansigter, at det kunne de.
   "Du må være den rette!" udbrød Sita og stirrede på hende.
   Marthas smil voksede. Hun havde længe vidst, at Sita, Allan og Sammy var midt i et eller andet mystisk og hun havde brændende ønsket, at hun også var med.
   Nu var hun det!