"Hvad mon det er for nogle starutter?"
   Bonden Brian stillede spørgsmålet til den ældre bonde, Sett.
   De to mænd var ved at grave en ny brønd, for der var ikke meget vand i den gamle.
   Sett fulgte Brians blik og gned sig i skægget.
   Et par mænd var drejet ind i Kodrivergården. Den ene var en lille spinkel mand. Den anden var både høj og bred. De snakkede vist, men endnu kunne bønderne ikke høre, hvad de sagde.
   Endelig svarede Sett på Brians spørgsmål:
   "Ja, det er ikke til at vide."
   Der kom sjældent fremmede i gyden. Når der gjorde var det gerne enten tiggere, tyve eller folk sendt af herremanden. Ingen af dem var særlig velkomne.
   Sett jog skovlen ned i dybet. Det skadede ikke at vise, man var arbejdsom.
   "De er pæne i tøjet. Ikke sådan som de rige. Deres vadmelsbukser er slidte, men ikke luvslidte."
   Brian havde gode øjne og var næsten lige så nysgerrig som et fruentimmer.
   Sett brummede eftertænksomt i skægget; ja ja, så havde de kanske et ærligt ærinde her.
   Han smed en skovfuld jord op i bunken til det andet.
   "Goddag og Guds fred."
   Brian hilste på mændene og Sett så, at de var stoppet op.
   "Goddag," hilste den høje og nikkede venligt, "hvad er det I graver ?"
   "Et hul," brummede Sett og så på det solbrune ansigt under det stride brune hår. Han syntes, han havde set det før.
   Manden var ung og nu grinede han venligt:
   "Det kan jeg se, Sett, men til hvad?"
   Hvor i alverden kendte manden hans navn fra?
   "En brønd," kom Brian ham i forkøbet. Han fulgte straks venligheden op med et spørgsmål.
   "Søger I efter nogen her i gyden?"
   Det var den lille, der svarede:
   "Ja - vi søger en Julie Ronantez, samt hendes datter og svigersøn. Ved I hvor de bor?"
   "Derhenne!" oplyste Brian og pegede med sin skæve finger.
   "Jeg sagde jo det var der," udbrød den unge, "så hurtigt glemmer jeg ikke."
   Den lille trak på skuldrene. Den unge takkede og så gik de videre.

"Kan du mærke hvor de glor?"
   Greg fik det til at lyde henkastet, men han var irriteret.
   Allan nikkede. Det føltes virkelig som om bøndernes øjne borede sig ind i hans nakke.
   Et par unger kiggede nysgerrigt efter dem ,men bestemte sig fnisende, for at lege videre..
   "Det er sgu da godt, vi fik ordnet det med dokumenterne." Greg stak en hånd ned i sin lomme. Den svage lyd af knitrende papir var som musik i Allans ører og gav anledning til at triumfere endnu engang. "Ja, godt at du ikke nåede at smadre deres hjerneskaller."
   Greg var i usædvanligt godt humør. Han læber fortrak sig i et smil, mens han fredeligt mumlede:
   "De kunne jo have sagt lidt om planen."
   Allan gad ikke gentage, at det ikke gik, mens vagten var i nærheden.
   Om lidt gik det sikkert op for Sett hvem de var, men de kunne bare komme an.
   Han og Greg havde lov til at gå, hvor de ville.
   Og de ville hen til Sita og Sammy.
   Der var meget at tale med dem om.

Gården var lige så skæv, som Allan huskede den. Greg skar en hånlig grimasse, da han så den.
   Og som om grimassen ikke var irriterende nok, sagde han:
   "De er nok stukket af. De er vel blevet advaret om at vi kom. Sagde ham Jacob ikke, at de nok skulle få besked?"
   Jo," snerrede Allan, "og hvad så?"

Hastigt for erindringen gennem ham;
   Greg stod der med sin tunge kugle, op mod sin snavsede, stribede fangetrøje, da det gik op for Allan, at den blåhårede kæmpe med hornene stod der ud.
   "Jeg har en et andet forslag," sagde kæmpen.
   Hans stemme var myndig, rolig og ikke uvenlig.
   Allan dristede sig til at se på ansigtet. Den kartoffeltud, kendte han da. Alligevel tog det ham nogle øjeblikke, at ordne sine tanker. Så udbrød han forbløffet:
   "Jacob! Du er Sammys onkel eller sådan noget, er du ikke?"
   Det spillede drilsk i kæmpens øjenkroge, mens han nikkede.
   "Den Højeste havde andet at tage sig til, så jeg måtte træde til. Vi kunne jo ikke blive ved at vente - men nu gælder det de døende der."
   Allan havde af al sin magt forsøgt på at holde lydende ud fra sin bevidsthed.
   Åbenbart var der stadig liv i nogle af mændene. De lå spredt blandt et par faldne heste. Nogle af dem jamrede og trykkede hænderne mod deres maver.
   Det var forfærdeligt. Han vendte hurtigt ansigtet bort igen og stirrede på Jacob, mens kvalmen truede med at få magten og sende stråler af tynd, delvis nedbrudt suppe ud over hans tøj.
   "Her!"
   Jacob sagde kun det ene ord og før Allan nåede at reagere havde Greg en hånd mod kæmpens udstrakte håndflade. Åbenbart havde han lynhurtigt sluppet kuglen og undgået at få den over fødderne. Et kort nu ønskede Allan, at den lede, lille rotte, havde været mindre fiks, så han kunne grine af ham.
   I næste nu, samlede han sine tanker om det, der nu befandt sig i Gregs næve.
   Det var et gennemsigtigt rør og da Greg prøvende rystede det lidt, skvulpede det giftig-gule indhold. For enden af røret sad der noget, der lignede en pilespids.
   "Det er modgift," oplyste Jacob.
   "Mod hvad?"
   Ha, Greg spurgte, mens Allan regnede svaret ud.
   Mændene måtte være forgiftede. Pilene i sig selv, var ikke nok til at dræbe dem. Slet ikke så underligt, som de havde ramt.
   For at efterprøve sit pludselige klarsyn, så han på de faldne og så vidt han lige kunne bedømme, var ikke én eneste af dem ramt i hjertet eller hjernen. Det måtte knageme være nogle dygtige bueskytter.
   "I presser spidsen i låret på dem og trykker til!"
   Jacob sagde det roligt, som om det var en hverdagsbegivenhed. Smilet lå dog stadig på lur i hans øjne.
   "ÆV," udbrød Greg, "hvorfor skal vi redde dem?"
   Det lød barnligt og bedre blev det ikke, da han håbefuldt tilføjede:
   "Skal vi så tortere dem?"

Mens Allan tænkte tilbage på dramaet, der havde udspillet sig for kun to dage siden, bankede han på døren.
   Gregs knirkende stemme bragte ham tilbage til nuet.
   "Hvad sagde jeg. De er ikke hjemme."
   "Det kan da være, de er i stalden," gættede Allan.
   Det knagede i gruset bag ham og da der lød en stemme for han sammen.
   "Daw med jer!"
   Han snurrede rundt, hurtigere end Greg, og så hen mod en ung mand, der skubbede en bør foran sig. Den var læsset med møg.
   Sammy slap børens greb og gik et par skridt nærmere. Med en møgbeskidt nævne strøg han sin evindeligt drilske hårtjavs til side. Han så ikke forbløffet ud, men virkede dog lidt overrumplet. Det var som om han havde ventet dem, men ikke i dette øjeblik.
   Nå ja, Jacob havde vel fortalt det, eller en af de andre.
   Eller...?
   Nu jog det igen i hans hoved. Der var sket så meget under kampen og han havde ikke helt fået hold på det. En tanke havde trængt sig på mellem de andre. Han havde skiftevis afvist den og hæget om den.
   "Vover du at gå os i møde, din fordømte horebuk?"
   Gregs stemme dirrede af lyst til at slå og sparke en eller anden. Han havde ikke fået sin lyst styret under deres befrielse.
   Sammy stoppede brat. Gik der et strejf af angst over hans fjæs? Vidste han, at han - Allan - vidste besked om, hvad han havde gjort, sammen med Sita?
   Igen puffede han til håret.
   "I kommer jo på besøg og man går da sine gæster i møde."
   Stemmen var rolig og et forsigtigt smil dirrede i hans mundvige. Så snart han havde svaret Greg, var det Allan han så på.
   "Hvor har du gemt din lille `"kusse-ine?"," drævede Greg.
   "Hvem?"
   Der var en skarp klang i Sammys stemme.
   "Greg har lidt besvær med at tale ordentligt," for det ud af Allan. Ærgerligt bed han sig i underlæben. For Pokker. Han glemte jo helt, at han var rasende på de to fjolser.
   "Jeg mener den efter sigende skønne Rosita!"
   Gregs ansigt var iskoldt.
   Sammy så igen på Allan:
   "Nåeh, han mener Rosita. Hvad vil I hende?"
   Så, nu borede han sine øjne i hans. Nu ville han vide besked.
   Pokkers til selvsikkerhed. Var han bare ualmindelig dristig eller havde han en mystisk grund til at stole på, at han havde overtaget?
   Allans øjne glippede. Han vendte ansigtet til siden og så ind i Gregs store øjne, der glimtede sært.
   "Piske hende for hendes utugt!" galpede mandslingen.
   "Vil du også det, Allan?"
   Utugt?
   Ordet ramte Allan. Greg havde fablet løs om det og tanken om det, havde plaget Allan. Han følte sig svigtet og forrådt.
   "Hvordan kunne I?" brast det ud af ham.
   Nu var det Sammys øjne, der glippede. Han åbnede munden, som om han ville sige noget, men kneb så læberne sammen.
   Greg greb muligheden for at blande sig igen:
   "Ja, hvordan? Kastede du dig over hende eller kastede hun sig i grams, så snart Allan var borte?"
   Sammy så ned i gruset.
   For en gangs skyld, lod det til, at han var i bekneb for et kækt svar.
   "Svar!"
   Nu ville Allan vide besked. Var det Sita, der havde lagt op til det? Måske fordi, han ikke havde indfriet hendes forventninger.
   "Se på mig!" krævede han, "se på mig og svar."
   Irriterende langsomt så knægten op fra gruset.
   "Det var ikke...," begyndte han. Så klappede han i.
   Var han alligevel bange? Ville han komme med dumme bortforklaringer?
   Nå, nu tog han sig vist sammen. Han sank en klump.
   "Det skete bare," sagde han roligt.
   Allan tyggede på svaret.
   "Hrm," sagde Greg, "lad os nu høre, hvad pigebarnet har at sige. Hvor er hun?"
   "Allan?!"
   Udbruddet ramte Allan som et hårdt vindstød.
   DER stod hun. Midt på gårdspladsen. Omkring hende flød en balje og noget vasketøj.
   Med udbredte arme og et lykkeligt smil, løb hun frem imod ham.