Sammy gav sig ikke til at løbe. Da de indhentede ham stoppede han op og vendte sig imod dem.
   Han sagde ikke noget, spurgte ikke hvad de ville eller bad dem lade ham være i fred. Han skældte heller ikke ud. Han stod der bare og flokken stillede sig i en kreds omkring ham De kom med tilråb og det lød som om de ville overgå hinanden:
   "Du har nok fået nyt tøj."
   "Det er alt for godt til dine lus. De får mavepine."
   "Ja, for du har så mange, at i morgen, så har de ædt tøjet."
   "Ellers giver du det bare til din mor, så hun kan sælge det."
   "Ja - og købe sig en ny kost."
   Sammy havde knyttet næverne og nu åbnede han munden. Men han sagde ikke noget. Han kneb læberne sammen igen.
   En fregnet ung mand blev så irriteret over det, at han snerrede: "Kan du ikke svare, når man taler til dig?" Uden at vente på, om der kom svar på det, kommanderede han: "Slå ham, Fede."
   En dreng, der passede til sit øgenavn, trådte tøvende frem fra kredsen.
   "Bøh!" råbte Sammy, idet han løftede en hånd til slag. Han strakte den ud i en hurtig bevægelse, som for at stikke den tykke knægt en flad lussing. Det rykkede i den polstrede krop og så vendte han sig omkring, bævrende af angst og styrtede tilbage i flokken. Sammy holdt stadig hånden frem for sig . Hans læber blev til et lille, besynderligt smil og han pustede et halvt forundret, halvt hånligt "Ha-hum" ud gennem næsen.
   Den fregnede lagde en beskyttende arm om sin "kriger" og sagde vredt: "Nå, så du forhekser ham, din lømmel, men du skal passe på, skal du - du rører ham ikke."
   "Hvornår er du blevet Barneys beskytter?"
   Omsider åbnede han munden og så var det for at spørge om noget. Stemmen var tyk af hån og han gloede foragteligt på den fregnede, der gloede udfordrende igen. "Uh," hvinede Amanda, "Han sender dig onde øjne, Jeffrey."
   "Ha," fnøs Jeffrey, "som om jeg er bange for den lille lort."
   Han gik frem mod Sammy, der havde knyttet næverne igen og et øjeblik stod de kampberedte foran hinanden. Jeffrey var et halvt hoved højere og bred over skuldrene, så egentlig var det tarveligt af ham, at angribe Sammy. Det var måske derfor havde prøvet at få den tykke Bernhard til det, men det var jo også... Martha opgav sin filosoferen og fulgte bare kampen, for nu var de røget i totterne på hinanden. Alle hujede på Jeffrey og så gjorde Martha det også.
   Pludselig var hun bare som et med flokken. "Buh," skreg hun, for Sammy havde spændt ben, så Jeffrey lå på jorden. Han kom dog hurtigt på benene og slog ud efter modstanderen, der dog hoppede væk fra hans knyttede næve. Så kom den anden hånd i brug. Samme forsmædelige resultat. Endnu et forsøg mislykkedes, selvom Jeffrey stod solidt med skrævende ben. Sammy smed sig ned og ormede sig mellem de ben. Et ordentligt los af Sammys træsko sendte ham forover og da han kom op havde han jord i hele ansigtet og græs i mundvigen. Han var rasende.
   "Ja-ah," vrælede hun, da Sammy lidt efter gik bagover og havde blodnæse, da han kom op igen. Nu havde Jeffrey endelig krammet på ham. Troede Martha. Og de andre troede det sikkert også, men nu lod det til at Sammy omsider blev gal. Han sparkede og slog; vredt og tavst - og så flygtede Jeffrey; foroverbøjet, med en hånd mod mellemgulvet, vaklede han ind gennem flokken, der gav plads for ham. Amanda løb forskrækket efter ham.
   Sammy ville åbenbart også gerne væk nu, for han løb frem og ville forbi ungerne i kredsen, men den lukkede sig om ham. Hans næse blødte ikke længere og han så ikke ud til at være kommet noget videre til.
   "Jeg skal altså hjem nu," sagde han.
   Så kastede flokken sig over ham. Martha så et par af de største, omtrent voksne, fyre springe på ham og resten kappedes om at komme til. Var det fordi de havde ondt af Jeffrey eller fordi de var blevet hidsige over hans tavshed og ro? Martha forstod det ikke, men hun fik ondt af ham, for de var jo for mange imod en og det var da tarveligt.
   Forknyt stod hun og så på dem. De kunne da ikke bare alle sammen slå og sparke?
   "Vi må gøre noget," mente Barney, der heller ikke var med i flokkens angreb. Han så på hende med store, bange øjne og tilføjede: "Han er slet ikke farlig. Han er faktisk flink, men jeg er bange for Jeffrey."
   "Vi henter Allan," afgjorde Martha, for de var jo ikke rigtig kloge. Men Allan skulle nok ordne det.

Allan gik med lange, vrede skridt. Et par andre mænd, deriblandt Pil, fulgte efter i et sindigt tempo. Så snart Allan kom hen til flokken brølede han: "SÅ ER DET NOK!"
   De store børn stivnede ved hans udbrød, der kom så hårdt og selvsikkert, som en klar befaling. De fejeste flygtede som harekillinger, resten stod som små, rystende rotter og par enkelte så ud til at have begyndende samvittighedskvaler, for de stirrede nedad, som om der var noget meget interessant i græsset.
   Sammy satte albuen i jorden, men kunne ikke rejse sig. Så prøvede han at sige noget, men det lykkedes heller ikke. Der var blod over hele ansigtet og ud over det nye tøj. Skjorten var flænget.
   "Forsvind," brølede Allan rasende til de sidste af flokken, "eller jeg hakker jer til plukfisk, modbydelige, slimede snot-unger!"
   De forsvandt som forsinkede lyn.
   Sammy havde fået sat sig op. Han slikkede de blodige læber og klynkede: "De - de fik travlt."
   Allan så meget vred ud mens han støttede Sammy, for at få ham på benene. Langsomt lykkedes det, men han stod og svajede usikkert.
   Mændene holdt sig i baggrunden, men Sita kom hen til dem. "Han må hjem til sin mor," sagde hun og Allan nikkede.
   Sammy faldt, men fik sig kæmpet op igen.
   "Det der går ikke," konstaterede Allan. Og så stak han en arm ind under Sammys knæ, den anden under hans nakke - og bar ham ,som om han var et lille barn. Han protesterede lidt, men Allan sagde bare :"Hvis du kan lægge armen om min nakke, så er du ikke så tung."

Der var heldigvis ikke langt hen til Sitas moster, Sammys mor. Hun stod ude på gårdspladsen da de kom. Hendes furede, brune ansigt lyste grotesk i skæret fra den fakkel hun holdt i hånden og det lange, grå hår flagrede i aftenvinden. Sita ilede frem mod hende og fortalte: "Der var nogle unger efter ham. Jeg ved ikke hvorfor, men han har det ikke godt"
   "Og derfor har du fået en hvid mand til at bære ham hjem?" snappede den gamle.
   "Han må ligge ned," sagde Allan. Kunne det da ikke være lige meget om han var hvid eller blå eller grøn-lilla-halløj-farvet, når hendes søn var såret? Hvad var hun for en mor?
   "Denne vej," slog konen om og ilede mod døren, der straks blev åbnet af en endnu ældre kone, der forskrækket slog hænderne sammen og udbrød: "Jamen Jøsses."
   Allan anbragte forsigtigt Sammy på den alkove, de anviste ham. Der var to små stuer i det lille, skæve hus og Sammys alkove stod i den mindste.
   Endnu en gammel kone viste sig og Kathie bad dem: "Vil I tage jer af ham?"
   Det ville de og straks tøffede den ene ind i den store stue for at sætte vand over ilden til at vaske sårene med og den anden fandt en krukke fra en af den lille stues mange hylder; på den ene væg var der hylder omtrent fra gulv til loft. Uden på krukken var der malet en lidt ubehjælpelig blomst og i den var der en væske, som en lillebitte træslev blev dyppet i. "Gør det meget ondt?" spurgte kvinden og satte sig på kanten af alkoven. "Ja," klagede Sammy og havde det virkelig skidt. Måske havde han slået hovedet, eller rettere måske havde de ækle unger slået ham alt for hårdt i hovedet. De skulle ikke slippe, om han så selv skulle banke dem.
   "Lad os gå ind ved siden af," foreslog Kathie, med tyk stemme, som sad angstens gråd på tværs i hendes hals. Hun var alligevel en ordentlig mor og han ville gerne sige noget opmuntrende til hende. Men hvad? Man måtte jo ikke lyve og hvis nu...?
   Han tænkte ikke tanken til ende, men rettede sine øjne mod væggen over det vakkelvorne bord, for der hang et stort, vævet billedtæppe. Der var blodrøde, brede kanter omkring et sceneri med nogle ryttere, der red gennem en landsby. Husene var lave, lerklinede hytter med stråtag; så gammeldags og sølle, at Kathies hytte var flot og bekvem. Folkene, der var livagtigt malede stod udenfor deres huse, fattige og forskræmte, men børnene var løbet hen til rytterne, for...
   "Unge mand," brød Kathie ind, "ved De hvem jeg er?"
   "De er da Sammys mor og Sitas moster," svarede han forbløffet.
   Hendes hår var filtret og hendes brune kjole var skjoldet og beskidt, men hun havde nu et smukt sjal kastet over sig. De hvasse øjne betragtede ham indgående. Det var åbenbart fra hende, Sammy havde det der med at glo indgående på folk. Hun kløede sig på en vorte, der sad på kinden, nær det højre næsebor. Han prøvede at glo igen, men kunne ikke lade være med at blinke. Så forsøgte han sig med et lille, forsigtigt smil: "Måske er du en heks, men jeg kan godt lide hekse."
   Han undlod at tilføje: "hvis de er gode," for pludselig følte han sig lidt usikker ved det hele.
   "Og hvorfor reddede du så min søn?" spurgte hun.
   "Fordi..." begyndte han forlegent. Hvad var det nu for et dumt spørgsmål? "Fordi jeg kedede mig," løj han.
   Omgående blandede Sita sig: "Det passer ikke moster. Han var så rasende og han var lige ved at græde og..."
   "Fik du ondt af ham?" spurgte Kathie alvorligt, "fik du ondt af ham?"
   "Det gjorde jeg vel," mumlede han og gloede på sine træsko.
   "Eller var det for at gøre indtryk på hans kusine her? Hun er jo ganske pæn at se på?"
   Bang, sagde det i hans hoved. Var det derfor? Hvad tænkte han egentlig, da husbonds pigebarn kom rendende, med den lille fede unge i hælene?
   "Han så slet ikke på mig," snakkede Sita løs, "Han blev bare knaldrød i hele hovedet og det var som om der stod røg ud af ørerne - og han lettede næsten fra jorden og for derhen. Jeg har jo også fortalt dig om killingerne, ikke? Han er så god af sig og......sikke han kunne sætte dem på plads..."
   "Han kan vel selv snakke," vrissede den gamle surt, "hvorfor?"
   "Det ved jeg ikke," sagde han og så på hendes næse, for så troede hun forhåbentlig, at han så hende i øjnene.
   Uf, hvor hun dog gloede. Som om hun ville trække ord ud af ham.
   "Vi arbejdede sammen her i høst," oplyste han og hun kneb øjnene sammen, nikkede for sig selv og gryntede; "Ja, det hørte Mjure fra Vera Vaskekone - og du slog ham"
   "Undskyld," for det ud af ham og det lod til at formilde hende, for nu åbnede hun munden og grinede lidt. "Jaså. Du undskylder?" Hun havde tabt en del tænder og resten var sorte og gule; nogle slidt helt spidse. Nu slog hun ud med hånden: "Sæt dig blot ned ved mit bord, knægt - jeg bider ikke. Vil I have te?"
   Sita takkede ja for dem begge og Allan så videre på billedtæppet; den ene af rytterne var en konge, men det var da underligt, at han red rundt med sin krone på hovedet og sceptret i hånden. Han havde engang set kong Leopold og han havde da bare en fornem, fjerprydet hat på. Men det var måske for at vise, at denne mand var konge. Den anden rytter var ganske bestemt tater, men havde en spids hat på hovedet og en tryllestav i hånden, så han var vel troldmand.
   Kathie stillede krus frem og satte en lille si over hans. Deri dryssede hun så noget, der lignede tørrede blade, hakket i småstykker. Og derefter hældte Sita kogende vand på, så kruset fyldtes med en grønbrun drik, der altså måtte være "te".
   "Hvem er kongen på billedet?" spurgte han og så Sita veksle et hurtigt blik med mosteren.
   "Det er kong Atkar," oplyste Kathie så, "han var en god konge. Sammen med troldmanden Knut delte han ud til de fattige - uden for sit eget kongerige, altså"
   "Hvilket land var han da konge i?"
   "Tynakawir," sagde Kathie. Det måtte jo være et fantasiland, for det havde han da aldrig hørt om. Mon hun var lidt skør eller var det noget fra et eventyr? Med sammenknebne øjne tilføjede hun: "Det var det nuværende Tydanien og landområder fra andre lande."
   Han nippede til teen, for nu havde Sita fjernet sien.
   Allan ville gerne høre mere om kong Atkar og troldmanden, men turde ikke spørge, for nu så konen igen frygtelig bister ud. Og der var jo også noget der var vigtigere lige nu, så han spurgte :"Det er vel ikke helt galt med ham Sammy?"
   "Det går nok," sagde Kathie, "han er sej, men jeg ved ikke hvorfor han altid roder sig ind i noget og hans pæne tøj er helt ødelagt. Jeg får aldrig det blod af..."
   "Du tænker mest på din lille dreng, moster," sagde Sita med varm medfølelse i stemmen og Kathie sukkede. Hun rejste sig og gik derind. Sita fulgte efter, men Allan tøvede. Skulle han gå med? Jo, Sita vinkede ham nærmere. Sammy sov og klynkede lidt i søvne. Der var ikke så meget blod mere, men ansigtet var hævet og det så grotesk ud.
   "Vi må vel også se at komme hjemad," mumlede Allan, for egentlig havde de vel ingen grund til at blive. Kathie ville sikkert gerne have lidt fred.
   "Ja men så farvel." sagde hun og gik tøvende hen mod en kommode, der stod under det lille glughul, hvor skodderne stod på vid gab. Hun pillede lidt ved den varme tælle, der løb ned af lyset, men sagde ikke mere.
   Hånd i hånd listede de sig i træskoene og gik ud i den kølige, lyse augustnat.
   "Det er noget lort," sagde Allan og Sita udtrykte det lidt anderledes: "Det er synd for Sammy."
   "Stop!" lød det så. Det var Kathie, der skingrede efter dem. De stoppede straks og vendte sig mod hinanden. "Nu er den nok helt gal," udbrød Allan og løb tilbage. Der stod hun, uden fakkel, og så grå ud. Hun strakte en hånd ud mod ham og han greb den lidt forvirret. Han havde vist glemt at give hånd til farvel, men......Han mærkede noget glat mod sin håndflade og lukkede hånden om det. Det var rundet i formen og det var i en lædersnor, men hvad var det?
   "Det skal du have," sagde hun, "fordi du reddede min søn. Jeg tror, at du..."
   Hun bed sig i læben, som om hun havde sagt for meget.
   "Tak," sagde han, "men jeg..." Han vil protestere for han skulle vel ikke belønnes for at gribe ind, når nogle møgunger gik for vidt.
   "Tag den så!" kommanderede hun, "det er en ordre."
   Han åbnede hånden og så at det var en sten af en slags. Hvordan den nærmere så ud kunne han ikke se i mørket, så det måtte vente - hjemme på det trange karlekammer, der lå i den ene side af stalden tændte han en stump lys og så at den halvrunde sten var brun, men ikke ensartet; den nærmest glitrede i brune nuancer og i midten var den gennemsigtig, så man kunne se at et insekt engang var blevet fanget der i. Det havde en hulens masse ben og en lillebitte snabel. Det var blålilla og han havde aldrig set sådan et insekt. På undersiden var den ikke spor glat, mens nærmest knudret. Han følte efter og det var som om den brutalt var knækket over. Hvem kunne mon knække en sten? Eller var den bare skabt sådan - sten kunne jo have så mange former. Men pæn var den og siden der nu var en snøre i hang han den om halsen, men gemte den under skjorten, for den var sikkert hedensk. Og der var jo ingen grund til at skabe ballade.
   Næste dag viste han den til Sita. Hun var ved at trække rødbeder op. "Den er nu pæn," sagde han, "ved du om det er en lykke-amulet eller hvad?"
   Hun spærrede øjnene op og stirrede på den brune sten, som om hun ikke ville tro sine egne øjne.
   Så udbrød hun:
   "Hun har givet dig den halve anarkatsten! Så tror hun altså, at du ...æh, kan udrette en hel del."
   Mere ville hun ikke ud med den dag, ligegyldigt hvor meget han plagede.