Den nærmeste vagt stod mange skridt fra Allan. Den korpulente mand piskede løs på en fange, der var faldet omkuld.
   Et kort, kvalmende sug løb gennem Allan, der ellers efterhånden havde lært sig at være ligeglad.
   Nu var dette vanvid heldigvis snart forbi, i hvert fald for ham, Greg og nogle af de andre.
   Allan så kort på Greg, der hakkede løs på en sten. Tæt ved.
   Lige så kort så Greg på ham og de så begge op mod himlen, hvor solen var på vej mod sit højeste punkt. Præcis som Kathie havde sagt, sås en bleg aftegning af Anarkat. Som en uldtot hang den bag en vifte af fugle på flugt.
   Vejen skulle føres gennem et stykke skov og de nærmede sig dens første træer.
   En svag vind susede melodiøst i trætoppene og det puslede, som om skoven var levende. Hidsige fuglestemmer spredte advarsler om, at der var noget i gærde.
   Var han mon den eneste, der kunne høre det?

Solen var næsten, hvor den skulle være.
   Den faldne fange vred sig på jorden.
   Nåede han med ud i friheden?
   Han var hverken ung eller gammel. Han blev kaldt Waranka og måske hed han det virkelig.
   "Det er nu!"
   Næsten før Greg havde udtalt ordene, stak Allan hånden i lommen. Han lukkede den om den lille splint, Kathie havde trykket i hans hånd.
   Det havde kostet dem hovedbrud at regne ud, hvad meningen var, men til sidst havde Greg fundet ud af det.
   Nu halede Greg sin halve anarkatsten frem og Allan gjorde det samme med sin.
   Det tog ikke lang tid.
   Vagten, der piskede Waranka, var ikke holdt op endnu, men de andre vagter stod i en klynge, der hvor den nyanlagte vej stoppede.
   De ventede fornemt besøg, havde Allan og Greg opsnappet fra en samtale på gangen, mellem "deres" vagt og en anden.
   Måske var det derfor Kathie havde valgt dette øjeblik?

Nå, der var ikke tid til at spekulere. Det havde de gjort den halve nat..
   Om et øjeblik brød det løs. Så fandt de ud af, hvad der skete.
   De drejede sig, så kuglerne lavede små furer i jorden.
   De halve sten nærmede sig hinanden, som de før havde gjort og som mændene havde følt sig fristet til at lade dem gøre dagen før, men først nu var tiden inde. Det havde Greg sagt og overtalt Allan til at mene det samme.
   Nu stødte de mod hinanden og Allans hjerte sprang et slag over.
   Nu eller aldrig!
   Den takkede, skarpe lille splint kom til syne, da hans svedige næve åbnede sig. En ganske lille dråbe af blod vuggede under den og gjorde kvalmen værre.

Hele hans arm rystede som et siv i orkan.
   Ikke tænke så meget, ikke frygte - bare handle.
   Splinten skulle ind i et lille hul, som fremkom, når halvdelene var så tæt som de kunne komme.
   De havde jo gennemgået det i går.
   Men hvor var det? Hvor var det idiotiske hul?
   En tør, senet lille hånd tog om hans håndled. Hans arm og hånd blev ført frem.
   Et irriteret vris slap ud af hans strube. Skulle Greg da altid være den roligste?
   NEJ.
   Fandeme nej. Allan bandede højlydt og følte sig roligere.
   Der var det lille hul og nu skulle vagterne få at se. Nu skulle Greg få at se... Nu...
   Som en prop i en drikkedunk smuttede splinten indenfor.

I et nu opfattede Allan, at de fine herrer nærmede sig.
   Så begyndte stenen at knitre som spæde luer. Et instinkt bød ham at kyle den fra sig, men fornuften overdøvede tilskyndelsen. Ikke på vilkår om han lod den slippe fra sig. Den forunderlige sten dirrede mellem hans hænder og han knugede den mellem sine næver. Gennem de spredte fingre ramte en stråle af lys hans øjne. Han blinkede og stirrede. Ganske tynde, florlette stråler skød ud som støvfnug i sommersol. De dansede i alle retninger og det var som strakte de sig mod vagterne og mod skoven, mod alt og alle. Overvældet trådte Allan et skridt baglæns.
   En latter kæmpede sig vej fra hans maste længsler og drømme. Det boblede i ham, men da latteren slap ud, lød den som sære grynt.
   Et kor af hvislende, udefinerlige lyde flød sammen omkring ham. Nu var det ikke kun stenen, der knitrede. Alt omkring ham var i oprør. Mod ham svirrede horder af vingede væsner. Var det store guldsmede eller vandnymfer?. Eller noget helt andet, måske blodtørstige kæmpemyg?
   Uvilkårligt trådte Allan et skridt tilbage og var på nippet til at skærme sit ansigt for de små væsner, for det virkede som om de ville angribe.
   En gruppe af dem cirklede omkring stenen. Den arrige knitren der udsprang fra dem lød som stemmer, for de var i forskellige toner.
   Måske var det en samtale de førte, muligvis en ophidset diskussion eller måske de planlagde en strategi, for nu fløj de hen mod vagterne og de fornemme. De var søgt sammen, som for at værne sig mod det uventede.
   Allan lod blikket glide væk fra dem og så at samme trang til samhørighed kom over medfangerne. Den drev dem frem mod ham og Greg. En enkelt var dog på vej mod den faldne og halede i ham.
   Et øjeblik fulgte Allan mandens slæbende gang, Besværet af den pryglede mand, der hang som en tung bylt, bevægede han sig sammenbidt fremad. De to fangekugler trak tunge spor i den løse jord og lænkerne raslede svagt. Allan ville gerne hjælpe, men turde ikke slippe de bevingede af syne.
   En lille gruppe af de vingede væsner skilte sig fra og fløj i hidsig flugt tilbage mod skoven. Trætoppene dirrede og fuglestemmerne tav.
   Et splintrende hyl, ladet med angrebsvilje, naglede Allans blik til et rovdyr, hans sanser ikke kunne genkende. Som et klodset tårn af ondskab for det frem. Arrige, runde øjne lynede faretruende mod ham. Et gab stod åbent, bøjet nedad, men med tænderne blottede. De var skarpe som mejslerne, der flækkede selv granit. Bag den kom flere væsner tromlende. Nogle på to ben, andre på fire - eller flere? De smeltede sammen til en klump af angribende kroppe.
   Pludselig var Allans ben fulde af vand.. Det måtte være morgensuppen, der var løbet ned i dem. Væsken gjorde dem tunge. Han kunne ikke flytte dem.
   Lidt af suppen havde holdt hans tanker i gang. Nu flaksede de blot svagt.
   Væsnerne? Fare? Stenen... stenen, som han ikke måtte slippe.
   Et rungende brag splittede tankestumperne i endnu mindre bidder: "enen - en - enen," knitrede det i hans krop.
   Så blev det hele sort. Nej ikke en gang det. Alt omkring ham forsvandt.

Greg havde naturligvis også set skikkelserne dukke frem.
   Det var et fantastisk syn. Godt at den sære eventyrhær var på deres side. For det var jo selvfølgelig Anarkatstenen, der havde manet den frem. Den gamle heks kunne godt have rubbet sig lidt mere, men bedre sent end aldrig.
   Anføreren så farlig ud, behåret, skægget og svøbt i noget pjusket pelsværk. Med ham på sin side, blev det ingen sag af plyndre folk. De ville styrte skrigende bort, bare ved synet. Skulle der være en smule mod tilbage i nogle få, så ville de miste det ved synet af de øvrige. Et par stykker havde horn, en var blå i hele sit spidse fjæs og en anden havde blåt hår. Blandt disse eventyrlige personager var der også firbenede væsner; hunde, ulve - og bjørne eller sådan noget.
   De gav sig god tid, nu hvor de havde vist sig. De nød vel synet af de skrækslagne fjolser, der sikkert var på flugt.

Han løftede hånden til en venskabelig hilsen og skævede til Allan.
   Så for Pokker! Det bløddyr af en kommende konge var besvimet.
   Man burde vel stable ham på højkant, inden flokken nåede frem. Ellers grinede de vel hånligt, for det måtte være en sølle general, der tjente sådan en slatten konge. Og ingen skulle tro, han var sølle.
   Kunne en af de andre ikke ordne sagen?
   Hæren nærmere sig. Anføreren løftede sin ene hånd, som for at gengælde Gregs hilsen.
   Bag ham stoppede hele flokken og stod afventende. Et enkelt dyr gik frem, men blev kaldt til orden af en kort, bydende kommando.
   Greg gik nogle skridt frem. De måtte ikke opdage den faldne konge og forhåbentlig kom Allan til sig selv, mens han satte hæren ind i, hvem de skulle overfalde.
   Hvis nu de ikke var helt med på det.
   Han kunne dog ikke dy sig for at skæve mod medfangerne. Kunne en af dem ikke få bløddyret på højkant?
   Som tavse, grå skygger stod de. Enkelte med åbne munde og stirrende øjne, de fleste stille, som var dette blot et uforståeligt intermezzo i den ubærlige hverdag.
   De var ikke til meget nytte, men det var sikkert meningen, de også skulle reddes. Og hvad, nogle af dem var jo hans mænd og andre ville måske blive det?

I den pludselige stilhed, larmede klikkene og en hviskende stemme nok til at Greg rettede sin opmærksomhed mod vagterne og deres gæster. De havde forskanset sig bag hestene og var klar til at bruge deres geværer. Et par af de fine herrer havde de hersens nymodens pistoler, for dér blinkede et kort løb i solen. Klikkene var fra de, der havde måttet lade deres våben, for at blive klar.
   Hastigt så Greg mod sine nye allierede. Nogle havde jo tænder og kløer, men havde de andre våben? Den drabelige anfører skjulte måske et eller flere under sine pelsede gevandter?
   Nu trådte den blåhårede frem. Han havde sågu også horn i panden. Ville han mon stange modstanderne ihjel med dem? Så måtte han hellere få lidt fart på.
   Nå? Nu halede han en stok frem.
   Hvad skulle det nytte mod kugler og krudt?
   Manden skreg en masse ord på et komplet uforståeligt sprog og svingede med stokken, som om han var vanvittig.
   Det lød skrækkeligt, men det lod til at virke. Fæhovederne havde i hvert fald ikke løsnet et skud. Endnu.
   "Ved Vor Frue, så virk da!"
   De forståelige ord smuttede over den blåhåredes læber med stor kraft. Greg nåede lige at ærgre sig, sammen med ham, før det gik op for fjenden, at der var problemer med magien.
   Et skud flænsede luften. Et ulydigt dyr for frem. I næste øjeblik jamrede det, hoppede op i luften og faldt døende om på jorden.
   "Det skal de få betalt!" brølede Greg, "Vi er de fleste. Vi angriber dem!"
   Skidt da med det dumme dyr. Hvad ragede det ham, at det kreperede? Men det betød vel noget for nogen i flokken og så hjalp det at bruge dets forestående død som argument. Det plejede at virke og der var ikke tid til pjat. Eventyrfjolserne mente det godt, men havde måske ikke opdaget, at der var opfundet skydevåben?
   Nu styrtede de frem mod de forskansede - og skreg som besatte af raseri.
   Greg undte sig et tilfreds lille smil.
   Nogle af medfangerne stred sig frem mod skoven, væk fra kampen. En af dem slæbte på en svajende figur og ville åbenbart redde ham. At han gad......
   Nå, mon der var kommet liv i Allan?
   Nu skulle han ikke være syg eller sådan noget, for hvis han døde, ville heksen nok give HAM, Greg, skylden.
   Allan havde rejst sig, men stod med et forvirret udtryk i sit ansigt.
   "Kom til dig selv!" opfordrede Greg vredt, "vi er midt i et slag og se lige den hær, Kathie har sendt os. Det er sgu nærmest komisk!"

Langsomt begyndte Allans hjerne at virke igen.
   Tågede billeder af de skrækkelige monstre krøb frem og blafrede med forhistorien.
   Så faldt brikkerne på plads.
   Han var besvimet af en dum grund. De mærkelige skabninger var på hans side og det var Sammys mor, der havde sendt dem. Og selvfølgelig var de ikke komiske.
   "Du kan selv være komisk, din lille gnalling!" snerrede han og så mod flokken, der nærmede sig deres mål.

En jammerkoncert af gevaldige dimensioner steg op bag flygtende heste. Dyrene ville ikke længere danne værn mod deres ejere. Stejlende og vrinskende besluttede de at stikke af. Åbenbart kunne mændene ikke holde på dem og da de bortgaloperende dyr, nåede en smule bort, sås grunden til det; med grotesk forvredne ansigter snoede og vred mændene sig, mens de udstødte frygtelige lyde. Fortvivlede greb de efter genstande, der havde boret sig ind i deres kroppe.
   De første af de angribende stoppede så brat, at nogle af de efterfølgende tumlede omkuld.
   "Det virkede alligevel!" var der en der råbte.
   Svagt forekom det Allan, at han kendte stemmen, men hvorfra - det svævede i det uvisse.
   Der var andet at koncentrere sig om.
   De små flyvende væsner var forsvundne, men luften svirrede stadig.
   Byger af pile regnede mod fjenden. En mand med en fjerprydet hat - sir "et-eller-andet"? - fattede vaklende om sit skydevåben. En kugle hvislede af sted mod et buskads.
   En hest vrinskede af smerte. Dens ben skred ud til siden. Den løb et par sære skridt, før den rullede rundt på jorden.
   "Du har sgu ret," grinede Greg, "jeg kan selv være komisk. Vi har vundet!"
   Med et grin løftede han kuglen op og gik hen mod de andre.
   "Lad os gå der hen," sagde Allan, for Greg skulle ikke tro, det var ham, der bestemte.