"Så du vil gerne banke mig?!"
   "Det kan du bande på," knurrede Allan.
   "Så fang mig!"
   Sammy stod et stykke fra ham og nu stak han knageme i løb. Havde han virkelig forvandlet sig til en hare? Men godt - hvis det var sådan han ville have det, så skulle han få at se og føle.

Allan stak i løb. Kuglen var der ikke og heller ingen slæbende lænke trak spor i gruset. Så det skulle vel være nemt at fange den laban? Nu var han næsten henne ved ham. Nu var det bare at strække en hånd ud og gribe fat i hans skjorte......
   For Pokker! Sammy var som sunket i jorden.
   "Jeg er her."
   Sammy tittede frem bag et forfaldent udhus. Han sprang helt frem og vinkede drillende til Allan: "Kom og fang mig," opfordrede han.
   Inden Allan nåede derhen, var han væk igen.
   Det gentog sig, fra et forfaldent skur, bag nogle buske. Snart var han væk, snart stod han et stykke borte og tirrede med sine ord og fagter.
   Et sidestik fik ham til at stoppe op og holde en hånd mod sin værkende krop.
   Han stod i et skovbryn, mellem gamle, krogede træer. Mosbegroede og med huller, knaster og svampevækst samt gamle indridsede initialer, hjerter og andet, virkede de, som om de også var ude på at drille. Dér sås for eksempel et halvt hjerte, ramt af et halvskjult lyn.
   Under det lænede Sammy sig op af en knudret stamme. To vildskud fik det til at se ud som om han havde horn i panden.
   Han vendte fjæset ind mod barken og havde gang i noget, men NU var det nok!
   NU befandt Sammys skuldre sig mod Allans næver. Gibbet, det gav i slynglen forplantede sig til Allan og fik det risle triumferende gennem ham.
   Skuldrene smuttede ud af hans greb. Sammy snurrede rundt og så på ham. Med sin ene hånd holdt han noget ind mod sin mave; det havde vel ligget skjult i det hul, der var i træet.
   Hvad var det for djævelskab?
   Nå, det var et skrin. Der var sikkert noget deri, som kunne være farligt, men han skulle ikke få held til at åbne det og bruge sit skidværk mod ham
   Allan svedte. Hans kogende blod fik sveden til at drive fra panden og ned langs næsen. Hans stakkede ånde smertede. Som et kobbel heste drev sved og smerte hans næver frem mod det hånlige fjæs foran ham.

Blodet fossede ud over skrinet og skabte et sælsomt mønster på det matsorte låg. Sammy rakte det frem mod ham, men han ville ikke have det.
   Det trak i hans ene kind og det dunkede over hans ene øje. Brynet var vist lidt klistret.
   De havde kæmpet mod hinanden og HAN havde vundet.
   Men den sejrsstolthed, der vel burde fylde ham, udeblev. Han følte sig underligt tom.
   "Det er til dig," insisterede Sammy.
   Øjnene var større og dybere sorte, end han havde set dem før. De glanede på ham fra et ansigt smurt ind i blod.
   En impuls bød ham at finde ud af, hvor galt det var. Det var vel ikke slemt, når han kunne tale? Det var vel bare næseblod?
   Allan så væk fra blodet og da skrinet blev trykket mod hans ene hånd, tog han alligevel imod det.
   Det kunne i grunden være lige meget, hvad der var der i. Var det virkelig noget, der skulle skade ham, så skidt med det.
   Prøvende tog han fat om låget, men det blev, hvor det var.
   Et bandeord var på vej, men i næste øjeblik var han klar over, at skrinet var låst.
   Der hvor man kunne have forestillet sig, at der var et nøglehul, fik han øje på en sært slatten, lille figur. Faktisk så det ud til at være halvdelen af et væsen. Eftersom hovedet, som hang nedad, var prydet med grønt, strittende hår måtte den synlige del forestille overkroppen. Der var blodpletter på den brune træ-ryg og på selen, der hang skråt og var i en slidt, ubestemmelig kulør.
   Prøvende tog han ganske forsigtigt fat om figuren. Hvis det var nøglen, var der gjort en del ud af det, for figuren virkede næsten levende. Levende, men blodig og mørbanket.
   Skriget klang spædt. Den knirkende skingerhed fik Allans sanser til at spjætte. Små fastklemte figurer kunne sgu da ikke skrige? Det var selvfølgelig bare indbildning. Træet den var skåret af, var nok gammelt og derfor knirkede det.
   Beroliget strakte han en finger ud mod den og blev klar over, at han havde sluppet den, da den "skreg."
   Bloddråber dryppede ned mod dens ryg og forandrede formen på en af de pletter, der var der i forvejen. Allan vovede ikke at se på Sammy.
   Et nyt skrig tvang ham dog til det, men det var ikke ham, der skreg.
   Det lod virkelig til at være figuren.
   Hvad Pokker havde Sitas mor puttet i den øl?
   Figuren vred sig. Gud hjælpe ham om ikke den snoede sig, som om den blev pint og plaget. Uvilligt, som med ført hånd, tog han på ny fat om figuren. Den vred sig mod hans hule hånd. Han måtte spørge Sammy, hvad det gik ud på.
   Et sted i dybet af de sorte øjne, lurede en besked, han ikke kunne tyde. En iling, skabt af en ond anelse, krøb gennem Allan. Udskreg figuren Sammys lidelser? Havde han givet "ungen" for mange tæsk?
   "Du har låst skrinet op!" bekendtgjorde Sammy.
   Det gav et ryk i Allan. For ikke at falde masede han sin ene håndflade ned i skovbundens smattede løv. I den anden hånd hang figuren og spjættede med både ben og hale.
   Ha - enten var det indbildning eller også var det, fordi hans hånd rystede en smule. Den latterlige figur havde siddet godt fast og dens hoppen ud havde kastet ham halvvejs omkuld.
   Nu kunne intet overrumple ham mere - nåede han lige at mene, før han fór sammen som en strejfskudt kanin.
   "Hvad laver I?"

Stemmen klang som en hvislende bøsse. Spørgsmålet hamrede sig ind i hans ører som kuglen derfra. Som når man forsinket sanser at en ram lugt er salpeterkrudt, gik det op for ham, at Sita havde fundet dem.
   Mens Allan ledte efter et godt svar, havde Sammy et forslag:
   "Kom og se."
   Han snøvlede fordi han med en finger var ved at stoppe næseblodet.
   "Hvad er i det åndssvage skrin?" skingrede Sita oprevet.
   Nu ville Allan have ordet:
   "Det ved jeg ikke."
   Ør og befippet som han følte sig, var dét, det mest intelligente han kunne frembringe, men i det mindste vidste hun nu, at han stadig kunne tale.
   "Luk det op," snøvlede Sammy.
   Fordømt som det var ham, der havde mest styr på situationen.
   "Hvorfor har du mast Sammy til plukfisk?" spurgte Sita lillepigeagtigt.
   "Det - det har jeg da ikke," protesterede Allan uroligt og tyede til forsvar: " - men han hånede mig."
   "Jeg må jo vide, om du vil være en god stedfar for Cedric."
   Sammy talte med træt, belærende stemme, som om han var en vis, lidt livstræt olding.
   Helt kvæstet kunne han sgu da ikke være, sådan som han ævlede løs: "Det lader jo til Sita skal være din dronning og så.....hvis du ellers giver hende skrinet, kez war."
   Han ville i hvert fald ikke give hende skrinet, før han vidste, hvad der var i det, så han hev låget op. Over hans nakke kiggede Sita med og hun udbrød:
   "Perler!"
   Hun sagde det meget højt. Ikke så overrasket, som man måske skulle tro. Men det var ganske rigtigt; på bunden lå mindst et dusin hvidgule perler.
   "Det sagde sort-elverne også, at der var der i."
   Sammy snøvlede ikke mere. Stemmen havde et humoristisk strøg, men han virkede ikke særlig glad.
   Mon han elskede den lille krabat, der hed Cedric? Det var jo hans SØN, så det gjorde han vel. Elskede han også Sita - og -
   Irriteret skød han tankerne til side. De måtte vente, for han kunne ikke forholde sig til dem lige nu.
   Så hellere høre om de dersens elvere. Han havde jo selv set, at der faktisk fandtes sære væsner, så hvorfor ikke sort-elvere?
   "Hvornår?" spurgte Allan, "hvornår sagde de det?"
   Sammy åbnede munden, men Sita kom ham i forkøbet:
   "Erantis-kilden er lige i nærheden. Skulle I ikke vaske blodet af jer, før vi snakker videre?"
   Hun sagde "af jer" og Allan tog sig til det dunkende øjenbryn.
   Det virkede stadig klæbrigt, men blodet flød ikke.

Mens Sita forsigtigt duppede hans sårede bryn, så Allan ud af øjenkrogen, at Sammy formede sine hænder til en skål og sjaskede lidt vand i ansigtet.
   Sita brugte sit forklæde, som hun havde vredet op i det blidt skvulpende kildevand. Hun var blevet forskrækket ved synet af fætterens blodige ansigt, men det var ikke ham, hun hjalp først.
   Heller ikke bagefter.
   Sammy havde fået tværet en del blod bort, men der var stadig grimer i hans ansigt. Det var ikke slemt tilredt. Alt blodet var kommet fra næsen og nogle få andre skrammer, men han så ud til at have fået flere hug end han havde givet.
   Hvorfor hjalp hun ham ikke med at vaske det væk? Hun havde jo dog født hans søn. Og det kunne ikke passe, at det ikke var frivilligt. Så ville hun slet ikke have bekymret sig om ham - og det passede heller ikke med Sammys væsen.
   Ærgerlig over sine blødsødne spekulationer, så han på den slatne træfigur.
   Klart at den forestillede Sapko, men hvorfor havde den skreget? Havde det noget at gøre med blodet? Var det meningen, at han skulle få Sammys blod til at dryppe på den, så den på en eller anden dum, magisk måde låste skrinet op?
   Det var et rigtig idiotisk eventyr, de to havde trukket ham ind i. Måske gik han bare sin vej?
   Måske turde hun ikke hjælpe Sammy? Var hun i virkeligheden bange for ham?
   De kunne finde en anden konge, kunne de. Og han ville ikke gøre dem fortræd.
   "Lad mig," sagde han og tog forklædet ud af Sitas hænder.
   Han skyllede det op i kilden. Sitas mund stod åben og Sammys forbistrede øjne lyste af forbløffelse. Endelig et udtryk, han kunne tyde.
   Han fandt sig tavst i at Allan duppede hans ansigt.
   "Hvad skete der med de sort-elvere?" spurgte Sita og sendte Allan et indforstået blik. Han ville også nok vide det, selvom det forekom ham vigtigere, om de tre igen kunne være venner - netop ALLE tre?
   Vandet klukkede stille, en drossel sang og Sammy gav sig til at fortælle:
   "Mor dukkede op og sagde..."
   Først med korte sætninger, senere ivrigt huskende, fik Sammy fortalt, hvad der var foregået:

Kathie havde sagt mangt og meget til Sammy den aften. Blandt andet havde hun sagt: "Du må være der med din bue og hjælpe dem." Med "dem" mente hun altså sortelverne. På det tidspunkt forstod Sammy ikke helt, hvorfor hans hjælp var påkrævet, men selvfølgelig ville han hjælpe med at befri Allan, for de var jo venner. Han ville knapt så gerne være med til at befri Gregory Hayes, men det var åbenbart nødvendigt.
   Undervejs - meget tidligt den næste morgen - tumlede tankerne omkring.
   Ville elverne virkelig vise sig og så de ud som på billedet i mors bog?
   Det gjorde de ikke helt, men de var godt nok sorte og havde store, spidse ører. Og de var morderlig gode til at liste. Sammy ventede i et tæt buskads, tæt ved straffefangerne. Han hørte ikke elverne komme, men mærkede pludselig en klam, behåret hånd presse mod læber og hage.
   En svirrende stemme udtalte ord, han ikke forstod. Han forholdt sig helt roligt.
   Først da hånden blev fjernet og hans arme var låst fast på hans ryg, rejste han sig langsomt op og dristede sig til at se ind i et par mørk-violette øjne, hvis udtryk det var svært at tyde.
   Febrilsk forsøgte han at huske de ord, mor havde indprentet ham. De betød: "Jeg er Sammy" og de skulle være forklaring nok.
   Første forsøg faldt helt til jorden. Elveren foran ham foldede ørerne sammen og forstod intet.
   "Sqi -re - Sammy," forsøgte han... Udtalen var sikkert skrupforkert, for elveren udstødte en række lyde, der virkede muntre og klaskede sig på sine grønne bukselår. Den skoggerlo! Heldigvis lød stemmen som fuglekvidder, så ingen, hverken vagter, fanger eller gæster blev mistænksomme.
   Det lange, orange hår blafrede som en ildebrand og dækkede ind i mellem de to buler i den grå trøje. Det var en hun - en elverkvinde. Omkring hende stod fem andre elvere. De var alle sammen næsten to hoveder højere end ham.
   Elverkvinden følte på ham. Det var en underlig fornemmelse. Var hun bare nysgerrig eller hvad? Sammy stod så roligt som muligt. Der var ingen grund til at være bange, forsikrede han lydløst sig selv om.
   Elverkvinden kvidrede besked til de andre. Så tog hun hans bue og rakte den til en af de andre, som følte på den, længe og grundigt.
   "Jeg skal også skyde," mumlede Sammy lavmælt og ønskede, han kunne fortælle det på deres sprog.
   Til sidst bestemte de sig for, at han var god nok.
   Snakke sammen kunne de jo ikke rigtigt, så de ventede i buskadset. Ventede til tiden var inde.
   Da den sælsomme befrielseshær stormede frem mod de forskansede fjender, puffede elverkvinden opfordrende til ham. Han spændte buen. De havde alle holdt sig klar, så han fik hurtigt anbragt pilen og tog sigte.
   De var ækelt som staklerne skreg og trimlede omkring. Han fik helt ondt af dem, men det gjaldt en stor sag og de havde selv været ude om det. Ligefrem myrde dem, ville han dog ikke, så han sigtede efter låret på en af de adelige narrøve. Elverne kom med fornøjede udråb, da pilen ramte sit mål.
   Da de så Jacob give dem modgift var deres reaktion noget blandet.
   De fem udstødte lyde, der lød som om de betød "Uh - buh! hvor er I blødsødne," men elverkvinden lo, på en drilsk, men blød og nærmest lettet måde. Sammy følte sig lettet, men også lidt forvirret, for hvorfor glædede han sig egentlig over, at de tyranner hverken var døde eller døende?
   Mest af alt havde han dog lyst til at rende ned mod Allan og de andre.
   Det duede bare ikke, for meningen var at han skulle blive, sammen med elverne.
   Altså så han de fleste forsvinde og han så sir Scott skrive benådningsdokumenter til Allan og Greg. Han hørte også lidt af samtalen og blev klar over, at de ville komme forbi i Kodrivergyden.

Så trak elverne af med ham og det var mærkeligt at bevæge sig af sted sammen med dem. På et tidspunkt var de alle foran ham og han kunne ikke se dem.
   "Hvor er I?" spurgte han ud i luften og i næste nu, var det som om et træ stod i flammer. Det var dog bare elverkvindens hår og hun lo, på sin skægge måde.
   De andre dukkede også frem og omgivet af dem, overrakte hun ham højtideligt skrinet.
   Med mimespil og fagter, opfordrede de ham til at åbne skrinet.
   Han prøvede, men det var umuligt at åbne. Det hjalp heller ikke, at han rørte ved figuren eller at han prøvede at dreje den som en nøgle.

"Så forsvandt de igen," berettede Sammy, "og jeg vendte tilbage til slagmarken eller hvad vi skal kalde det. Dér ventede Jacob og han sagde, vi kunne følges ad hjem. Han kendte en vej, så vi ikke blev set. Han sagde jeg skulle gemme det i et træ - et bestemt træ og han viste mig hvilket. Resten ved I."

"Måske skulle VI også følges ad," foreslog Allan, "alle tre, tilbage til gården, så vi kan hitte rede i alt det her."
   "Er du ikke rasende på os? " pippede Sita.
   Allan trak på skuldrene og så opmærksomt på hende. Hendes betuttede udtryk, gav ham en anelse om, at der var noget, hun gerne ville sige, men ikke rigtigt kunne få frem.
   Det kom vel senere. Han ville ikke vide det, hvis det betød at han igen skulle optræde som en væmmelig karl.
   Han begyndte at gå. Sita fulgte efter.
   "Er vi så venner?"
   Sammy lød glad, men lidt usikker.
   Allan trak på skuldrene, men det drillende smil, kunne ikke misforstås.
   "Så redder vi hele verdenen, kez war."
   Det var Sita, der sagde det og Sammy smilede overrasket over hendes ord.
   "Det gør I vel," mumlede han.
   "Du skal være med," sagde hun.
   "Men..." protesterede Sammy overrumplet.
   "Ja ja - måske er det Jacob, der skal være troldmand - men JEG har jo perlerne - og lad os nu se."

Mens de gik til tilbage knugede Sita skrinet ind til sig, skjult under sit sjal, som hun havde taget af.