"Jeg ER sikker!" sagde Allan fast.
Gregory Hayes betragtede ham indgående, før han trak ligegyldigt på sine smalle skuldre.
"Tro hvad du vil," sagde han og skiftede emne: "Du må lære at spise noget hurtigere - ellers kommer du til at sulte ihjel."
Allan havde kun kunnet klemme nogle få slevfulde ned, men skålen var tom, så Hayes havde taget for sig af retten.
Allans mave vred sig og havde han været alene, havde han kastet op. Men den lille ækle mandsperson skulle ikke se ham være svag. Han svælgede en gang, tvang kvalmen tilbage og spurgte, med fast stemme:
"Hvad skete der så i virkeligheden - med jer, med Sammy og med den stygge sherif?"
Hayes greb et strå og brugte det til at rense et mellemrum mellem sine store fortænder.
Nu ville Allan vide, hvad der virkelig var sket med Sammy.
En tanke bølgede om kap med kvalmen. Han levede da vel endnu? Han var jo et brushoved, som sjældent tav med sin mening. Nå, ligefrem myrde ham ville de vel ikke, når nu det lod til at hans mærkelige familie kendte dem - eller var det bare denne Joe, der havde noget at gøre med dem?
Allans tanker snurrede, mens han tavst iagttog medfangen. Også han var i stribet særk og den hang om ham. Bukserne passede så nogenlunde og ud af dem stak bare fødder; snuskede, men sært nok med korte negle. Uvilligt lod Allan blikket glide tilbage mod rottefjæset. Han var holdt op med at stange tænder og havde anlagt et stenudtryk, hvilket fik Allan til at se mod halsen. Der hang en snøre om den, så måske havde også han fundet en måde, så at DE havde ladet ham beholde den halve sten. Hvis han havde gjort Sammy fortræd, så kunne han blive kvalt i den snøre, kunne han - ligegyldigt. Hvad det så kostede ham. Muligvis blev han hængt, for det var vel mord, selvom Hayes var et usselt kræ? Men det var lige meget, for døden kunne snildt være bedre end den her lortecelle!
"Spyt så ud!" krævede Allan og en kolossal snotklat landede på hans ene fod. Det kogte i ham og han knyttede næverne.
"Vagterne slæber dig i hundehullet," advarede Hayes koldt og roligt. Der var hverken drilleri eller angst at spore. Det var bare en oplysning.
"Han bankede dig altså," sagde Allan. Ikke fordi han troede det, men for at provokere, så sandheden kom frem.
"Godt forsøgt," mente Hayes.
En tid gloede de bare på hinanden. Så nedlod Hayes sig til at berette:
"Du kan bande på, at sheriffen dukkede op - og svinet havde sgu så mange med, at de fangede de fleste af os. Det viste sig at en lille snot-tøs - hans barnebarn - var sluppet væk, allerede da vi holdt udenfor - og hun havde hentet dem, Nå, men da vi så kom til Faxernes hytte - som fanger - hvem møder vi så? Ja, navnet kan være det samme, men en af mine mænd - rystende som et espeløv. Det vil så sige, det fortæller Zeb, da vi bliver halet af sted som køtere. Mig lod de vente udenfor og DU så mig nok ikke, da de førte dig ud."
Det var ikke lige det, Allan ville høre om - dertil var de jo ikke nået. Det var SAMMY, han ville høre om.
Sammy følte sig alene i den brede seng på karlekammeret. Det snurrede lidt i benet, men det var ikke slemt. Pigens onkel havde skåret kuglen ud og det gjorde ondt, selvom han havde drukket af brændevinen. Det eneste han havde fået ud af at tvinge det skidt ned, var en skarp, besk smag i munden. Den havde for længst fortaget sig, men i løbet af dagen, der var gået, havde det et par gange været, som om den var vendt tilbage.
Først da han, assisteret af Joe, fortalte Sita, hvad der var sket og senere da han gentog det over for familien Pil. Alle havde set skræmte ud, da de hørte om kuglen og resten af beretningen havde de lyttet til med åbne munde og store øjne.
Især Sita og Martha, var blevet mægtig skræmte, da de hørte om kuglen, så han havde grinet beroligende til dem.
Joe havde fremstillet Sammy som en rigtig helt og han kunne godt lide de blikke pigerne sendte ham i den anledning. Ja, han havde tilladt sig, at sole sig i dem.
I Marthas var der rendyrket beundring, i Sitas overrasket anerkendelse.
Pil havde forsikret ham, at han kunne blive på gården og det var godt. Men det var alt andet end godt, at Allan sad i fængsel. De måtte finde en måde at befri ham på. Det havde han snakket med Joe og pigerne om, da de sad samlede på Sitas kammer, uden for resten af Pilefamiliens hørevidde. Joe ville blive et par dage - og arbejde for føden. De havde været omkring mor, men storebroderen havde bestemt sig for at følge Sammy over til Pilegården og den flinke bonde, Fionas onkel, havde kørt dem i kanen.
Nu da han var alene følte Sammy sig ikke særlig kæk. Han lagde sig ned, lukkede øjnene og ville gerne sove, men staks efter spærrede han dem op igen, for i et nu, var det som om han var tilbage i laden på Fionas fars gård, altså før han kendte hendes navn.
Han trak dynen om sig og sammenfattede for sig selv, hvad der var sket, fra Hayes trådte ind i laden og til Joe kom.
Netop som han følte sejren bruse i gennem sig, i det mindste troede, at den var inden for rækkevidde, hørte han skridtende, men reagerede for sent,
Der lød et brag og en stank af salpeterkrudt, rev i hans næsebor. Han nøs og først da jog smerten op gennem ham, fra skinnebenet. Da han med et forbløffet hyl tog sig til benet, blev hånden fugtig af hans blod. Det varede vistnok et øjeblik, før han blev klar over, at det var blod og at den nyankomne havde skudt ham.
Underligt nok, var Sammy sikker på, at det var med et snaphanegevær - og at det var lidt mudret.
Hayes havde sparket til ham, så han faldt og mændene brølede af latter,
De havde bagbundet Fiona og de ville "more" sig. Han huskede ordvekslingen mellem ham selv og Hayes, men havde ikke gengivet den til nogle.
For første gang i sit liv, havde Sammy følt glæden strømme gennem sig ved lyden af sheriffens karakteristiske stemme; den klang som et støvet jagthorn, men denne ene gang lød det som sød musik i Sammys ører.
Hvad Hayes sagde til Sammy, klang ikke godt og det var ikke spor ret at blive puffet ind i det trange rum med hakkede roer, som folk åbenbart ikke havde nået - eller orket - at grave ned i en kule.
Han havde godtet sig, da han hørte, hvordan sheriffen og hans mænd overmandede Hayes og de fleste andre fra banden. Han ville gerne råbe til dem, at de var der i rummet, men tørklædet i hans mund forhindrede det og Fiona var også kneblet. Nå ja, han anede ikke på det tidspunkt, at hun hed det - mærkede hende bare som en byrde mod sin ryg, for de lå ryg mod ryg, kylet ind, inden sheriffen fandt på at kigge i laden. De brugte vel tiden på et overblik over døde.
Det var et forfærdeligt syn.
Han havde set det, da han og Fiona løb.
Nå ja, humpede eller stavrede, var vel mere præcist. Det var lykkedes hende at slippe fri og så havde hun været så venlig også at befri ham.
På et tidspunkt løb Fiona - og så kom de ud efter ham. Han ville hjem, men det snurrede både i ben, hoved og håndled, så han lod sig nemt overtale til at gå med over til pigens onkel. Fiona havde fremstammet den nødvendigste forklaring. Onklens øjne blev vantro af rædsel og sorg. Han var bror til Fionas mor og hans søster var død. Midt i det hele sansede han dog, at omfavne sin lille niece og at glædes over, at hun ikke også var død. Og han samlede sågar overskud til at hjælpe Sammy. At han så, næsten grædende, talte om sin søster imens, gjorde ham jo ikke mindre sympatisk. Sammy hørte dog ikke efter, men koncentrerede sig om ikke at vride sig mere, end at manden kunne skære den dumme kugle ud.
Sammy sov der om natten og næste dag dukkede Joe op
"Vi nåede lige at få ungerne af vejen," sluttede Hayes sin udgave af historien. Også han undlod visse detaljer, men at han havde skudt Sammy i benet, udmalede han levende og detaljeret.
Allan så det for sig: Sammy bagbundet, forpint og udsultet, sammen med et jamrende, voldtaget pigebarn. Og en bunke roer, de ikke kunne få fat i.
Han nåede ikke at tænke på, at nogle kunne have befriet dem eller at de kunne være sluppet løs,
Han mærkede rottefjæset mod sin knytnæver og følte en fod mod sit knæ. Nå, så rotten troede, han skulle gøre modstand. Troede det, lille, ækle gnaverdyr virkelig det? Eet tag og de spinkle forben var låst op mod væggen. Allans anden hånd var fri og den huggede ud mod mellemgulvet. Hvad satan? Gjorde det ikke ondt? Var der noget galt med hans næve i dag. Han prøvede igen. Der kom ikke en lyd. Læberne var knebet tæt sammen i det forstenede rottefjæs. Da Allan undrende rystede næven op i det, gled en hånlig trækning over læberne. Rotten ikke så meget som så bange ud. Et kort øjeblik blinkede et hånligt glimt dog i dybet i de store, røgfarvede øjne.
Hvad var der med ham?
Nå, menneske, rotte eller zombie - om hans hals hang snøren stadig og hvorfor ikke se, om den var knyttet til en halv anarkatsten?
Hayes ikke så meget som så på ham, da han tog fat i snøren, halede den op over hovedet. Det for gennem ham, at manden var temmelig tyndhåret og at der var enkelte grå hår mellem de skidenbrune. Eller var det bare støv og skidt?
Stenen lignede hans egen, bare anderledes i brudene. Hayes havde intet bundet omkring og alligevel havde de altså ikke taget den fra ham.
Gik det an at slippe rotten eller ville han straks fare på ham?
"Jeg kan banke dig en anden gang," sagde Hayes tonløst og var altså levende nok.
Modvillig beundring - fordi han kunne bide smerter i sig - og foragt over, at han så nemt lod sig besejre, skyllede kort gennem Allan, mens han slap manden. Lurende på om han alligevel prøvede et angreb, heflede han sin halve sten frem og med en i hver hånd lod han tøvende halvdelene nærme sig hinanden.
Der kom en smule liv i rottens ansigt og han holdt en hånd mod sit mellemgulv - var måske alligevel ikke så umenneskeligt usårlig alligevel?
"Nu får vi se, om du bliver konge," gylpede rotten.
Spændt førte Allan stykkerne sammen. Uklare forventninger sitrede gennem ham.
Kaskader af lys stod måske omkring dem, badede dem, svøbte dem og førte dem ud af cellen? Blev han forvandlet? Dalede en kongekappe ned om hans skuldre?
Halvdelene gled ind i hinanden og passede som fod i hose. Man kunne knapt ane, at de havde været adskilt. Som en knudret bold, lå den mellem Allans næver.
Bortset fra det skete der…….ingen verdens ting.
De så på hinanden og delte et skuffet suk.
"Deres majestæt," sagde Hayes, "magien virker vist ikke inden for disse vægge, men jeg er fra nu af Eders ydmyge general."
Han faldt ikke på knæ, men et grumt, anerkendende smil, gav hans dystre fjæs et strejf af menneskelighed.
"General," gentog Allan og stillede det spørgsmål, der uvilkårligt jog frem: "Har du måske nogensinde været soldat?"
"Du ser på den tapreste oversergent, der nogensinde har kæmpet for Tydanien; mod de grumme nakkedonere - i 41 og 42," hævdede Gregory Hayes.
Og Allan troede ham. Lede personer klarede sig tit udmærket i krige.
Han var en lille dreng, da krigen hærgede, men huskede godt de mange optog, der i prangende uniformer og blanke støvler marcherede ud af Belohakos hovedgade. Han huskede også de sørgelige optog, der langsomt traskede den modsatte vej. De fleste slag var udkæmpet i Nakkedonien, så de nakkedonere, han havde set, var mest krigsfanger. Og siden nogle flygtninge. Beretninger fra krigen havde mest været storslåede, men enkelte fortællinger om lidelser og grusomhed, også udøvet af tydanere, havde dog nået hans nysgerrige, unge ører.
Blandt disse soldater havde denne lille mand altså befundet sig.
Allan skilte stenen og rakte Hayes hans halvdel. Da han ikke strakte ud efter dem, mumlede Allan:
"Så skal du vel være min general, selvom jeg kan ikke fordrage dig. Hvad ved du om denne her historie ? Og tror du nogensinde vi slipper ud?"
"Du er heller ikke min yndlingsbrændevin," sagde Hayes, "men gu slipper vi ud og vi kommer til at herske."
"Jeg håber for dig, at Sammy er sluppet fri," snerrede Allan.
"Jeg bandt tøsens reb ret løst," grinede Hayes, "og klinken for døren var temmelig løs. Desuden var bræddedøren rådden og der kom vel folk for at tage sig af ligene - så mon ikke? Man dræber jo ikke guldfugle, selvom de synger forkerte sange. Og tror du måske hans heksemutter skal få lov at forbande mig?"