"Snart, snart," hviskede det i græsstråene. "Snart," sang mælkebøtternes hvide udsendinge. "Snart," gentog det flyvende væsen, der var langt hjemmefra, "snart sker det."
   Efteråret stod på spring for at afløse sensommeren og skalakanten stod ensom blandt vækster i Julies urtehave. Nøgen uden sine orangerøde kronblade strakte den sig mod den nedgående sol og den aftenblege Anarkat. Den mærkede frøene i sig modnes. Vinden bar dens krydrede duft med sig, og havde lokket den bevingede gæst til sig.
   I det mindste forekom det Sita at være sådan.
   I det grå aftenlys knælede hun ved planten, der var skudt frem af et frø, moster Kathie havde givet hende. Hun var ikke sikker på, at det bortfløjne væsen, var hvad hun troede. Det havde lignet en alf, men øjnene kunne have bedraget hende. Alfer fandtes måske ikke. Måske gjorde de, men alligevel kunne hun have set forkert.
   Men ordet "snart" tændte et håb i hende. Snart? Sikkert var det, at snart var sommeren forbi. Snart kom efteråret og snart ville nyt liv komme til verden.
   Varsomt nippede hun et blad af planten. Lunt anbragt i hendes kjolelomme blev det båret ind i hendes barndomshjem. På ny var den lille fæstegård rammen om hendes tilværelse.
   Den venlige varme fra tællelys omfavnede hende, da hun trådte ind fra havens kølighed. I dag var der tændt en hel håndfuld, selvom skumringstimen kun lige var begyndt. Det var vel fordi fader ikke var hjemme. Han og lillebror, Jacques på 10, ville tilbringe aftenen hos naboen, Sett.
   De tre i stuen nikkede til hende og hun satte sig ved spinderokken. Synet af det kartede uld, fremkaldte ikke den væmmelse, der havde drevet hende ud i haven. Hun havde fået nyt mod og nynnede, mens hun tog fat på ny.

Hun skævede til Sammy. Han så det vist ikke. Ansigtet var bøjet en smule forover og håret hang ned over panden. En hårlok dækkede omtrent det ene øje. Han lod den være. Begge hænder blev brugt til andre formål. Den ene holdt et lille, delvist udskåret, stykke af en tyk gren. I den anden lå dolkens skæfte. En figur med arme og ben havde taget form. Hovedet var en grov, ujævn udbuling og nu arbejdede Sammy med figurens ansigt. Han snittede med rolige bevægelser. Tungen spillede ivrigt i den ene mundvige. Det gav ansigtet et barnligt skær, trods dunene under næsen og på hagen.
   Men selv om han et par gange havde barberet sig, var han ikke fuldvoksen.
   Han var knapt nok 17 og slet ikke gammel nok til faderværdigheden.
   Men hun havde pålagt ham rollen.
   Samvittigheden rørte igen på sig. Lige så tjæresort, som den plejede at være, når hun tænkte på, hvordan det var gået til:
   Det var jo slet ikke for at give Sammy skylden, hun havde nævnt hans navn. Men moster Kathie havde misforstået det. Et øjeblik havde al farve forladt hendes ansigt. Da kuløren vendte tilbage, var det i en sær blanding af violet og bordeaux. Som et kuglelyn angreb hun sin søn og smækkede ham lussinger.
   Hun stoppede først, da han tog hårdt om hendes håndled og udbrød:
   "Er du besat eller hvad?"
   Sita huskede ikke længere hele den besynderlige samtale, som de tre derefter havde. Men den endte med, at Sammy "tilstod" at barnet var hans.
   Senere måtte hun så ud med, hvis det i virkeligheden kunne tænkes at være. Hun ville sent glemme den foragt, der glødede i hans øjne, mens de talte sammen.
   Det blik sved, for det blev jo spejlet i hendes eget indre. Og selvforagten voksede, da han havde påtaget sig "æren" for barnets undfangelse.
   At hun selv blev genstand for en vis fnisende foragt, fordi han var så ung, dulmede kun den sorte samvittighed en smule.
   Hun var sluppet for den altfortærende fordømmelse, bodsgang i kirken og offentlig piskning.
   Sammy var sluppet knapt så billigt, Hun var jo trolovet med Allan og skønt det var en formildende omstændighed, at han nu var æreløs, så var det et brud på budet om hor. For førstegangstyveri, kunne man vinde æren tilbage ved to års ærligt arbejde og "man" mente derfor, han skulle have holdt sig fra hende.
   Sita havde ofte indvendigt bebrejdet sig selv, at hun havde lagt mest skyld på ham, men hun magtede ikke andet. Og han kunne vel have protesteret. I stedet skrydede han og med sine ord pustede han sig op til en Pokkers karl, hvad der da også var de mænd, der anså ham for. Der var sågar kvinder, der skævede beundrende til ham og misundeligt til hende. Folk troede vist de var forelskede, men de var de ikke. Ikke i hinanden, i hvert fald.

Naturligvis var de blevet sagt op på Pilegården og i den forbindelse havde der udspundet sig en samtale mellem Pil og Sammy. Hun havde ikke hørt den hele, men godt at den sluttede med, at Pil sagde: "Ja, så lad os da sige, at jeg skylder dig en STOR tjeneste - og tag da disse pirke som et bidrag til barnets udstyr eller mad eller hvad du synes.!"
   Også med Joe, havde Sammy haft en samtale, men den var knapt så vellykket. I flere dage efter humpede Sammy rundt og lignede et ulykkestilfælde. Alt hvad han gad oplyse om det var: " Min fod ramte da, hvor den skulle.!"
   En tid boede de hos Moster Kathie, men selvfølgelig nåede rygterne til Kløverby og en dag spærrede Sitas rasende fader hele døråbningen. Så måtte de flytte hjem, hvor moderen jamrede og vred sine hænder.

Lige nu jamrede hun dog ikke, men nynnede en vuggevise, ledsaget af strikkepindenes sagte, hurtige knitren. En lillebitte sok ville snart være klar til at lægge ved siden af den, der allerede lå på kanten af den gamle vugge. Mor og en nabokone havde fundet den frem, netop i formiddags.
   "Du ser så alvorlig ud, min pige. Er det fremtiden, du tænker på?"
   Moderens stemme var overraskende blid og fuld af omsorg. Det var Sita ikke forvænt med. Hun åbnede munden, for det var som ordene prikkede hul på en bylten af uro. Hun trængte virkelig til at snakke med nogen om de. Men hvor skulle hun begynde? Hun var ikke vant til at betro sig til moderen, for hun havde altid travlt, Altid affærdigede hun Sita med en bevægelse, et træt, forkuet ansigt. I flere år, havde Sita troet, at hun ikke kunne fordrage hende, men i den sidste tid, var hun begyndt at tvivle.
   Og alligevel kunne hun ikke få begyndt. Selv om der var en åbning i den knugende bylt, snørede den sig sammen igen. I stedet brød tårerne frem i hendes øjne.
   Med tåreblanke øjne så hun mod moderen og mumlede: "Jeg faldt bare i staver."
   "Slog du dig så?"
   En smule irriteret rettede Sita opmærksomheden mod den 12-årige Lev. Et forsigtigt fnis gled af søsterens buttede ansigt. I stedet smilede hun usikkert, mens jordbærlignende pletter brød frem på hendes kinder.
   Pigen udnyttede den sjældent gode stemning. Et pludseligt strejf af omsorg fik Sita til at smile. Rødmen lettede. Steg op i de mørkebrune øjne og blev til glæde.
   Sita og Lev brød ud i en befriende latter.
   "Er det en af staverne, du snitter i?" spruttede Lev mod Sammy,
   "Ja da," forsikrede han, "så var der da den mindre, Sita kunne skvatte i."
   Han sagde det muntert og søstrene grinede videre.
   Da de omsider ikke kunne mere, tørrede Lev sine øjne for lattertårer.
   I det samme puffede "det" til Sita. Det var ikke første gang, men denne gang var det som om væsnet der inde var opsat på noget, som om det ville ud og være med til at hygge sig. Hun lagde en hånd mod sin runde, opspilede mave. "Vent lidt, lille nor!" mumlede hun.
   "Jeg ved godt, barnet ligger der inde," sagde Lev, "og jeg ved også godt, hvordan det er kommet derind."
   Sita havde også vidst besked, da hun var 12, men det var mosters fortjeneste. Så vidt hun vidste fra sine ældre søstre, fortalte moderen ikke den slags for brudenatten nærmede sig. Og selvom de så, hvordan dyrene bar sig ad, så havde Nina, der var midt i tyverne nu, engang betroet hende, at hun var blevet både overrasket og frastødt. Det var kort efter hendes bryllup, vel i et søsterligt anfald, som dette med lille Lev.
   "Hvor ved du det fra?" forhørte moderen, med en snert af sin sædvanlige trætte og dydige strenghed.
   "Det har Sammy sagt!"
   Moderens mund snerpede sig sammen, mens hun så på sin nevø og "svigersøn".
   "Du havde jo luret det." Omsider strøg Sammy hårlokken bort og så smilede han til Lev. Han lod smilet vokse og mødte sin mosters blik.
   "Tyren gør det med koen, Fido har gjort det med Setts og deres tæve. Og - ja alle gør det. Så man opdager det da. For det meste siger man det nok bare ikke."
   For pokker, drengen fik jo et smilehul i den ene mundvige, når han smilede som nu. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Hun havde da kendt ham i mange år.
   Joh, hun havde vist set det, da han var lille. Bare ikke så tit. Sammy havde været en foretagsom og til tager plagsom lille unge. Og da han var 11, blev han sendt ud at tjene. Men alligevel.....
   Det trak i mors ene mundvige. Panderynken glattede sig ud. Underlæben bævede en anelse, før den røg opad i en bue. Hun smilede til ham.
   "Det er fint sådan," sagde hun, "hvis de sådan selv kan hitte ud af det. Man vil jo nødig, at ens unger kommer i ulykke, men folk mener jo, det kan skade børn og ganske unge, at høre om sligt. Og hører de, at de HAR hørt om det, så falder man nemt i unåde,"
   Smilet falmede, men efterlod en afglans i hendes øjne. Hendes magre hænder fumlede med guldkorset, der hang mod hendes brune kjolebryst. Så rettede hun på et vildfarent hår, skubbede det på plads bag øret og gned sig i hovedbunden, under det spænde der holdt hårdknolden på plads. Der var enkelte sorte hår mellem de grå.
   "JEG vidste det, fra jeg var ganske lille."
   De lyttede alle tre opmærksomt, da hun fortsatte.
   "Det var min far, der fortalte det. Selvom mor ikke var kristen, talte hun ikke meget om den slags, men far fandt det ganske naturligt. Min far vidste en masse. Han var en rar mand, men han passede ikke på. Han snakkede for meget og det blev hans død. Han....."
   De ventede spændt på en fortsættelse, men den kom ikke. Med blanke øjne pillede hun igen ved korset.

Måtte Herren dog se i nåde til hende. Hun var jo blot en enfoldig bondekone, der havde født tretten børn og levede et retskaffent liv. Hvad vidste hun, om hvorfor hun på det seneste, fik så sære tanker? Tanker, der på en gang skræmte hende og fyldte hende med en sælsom glæde.
   Som lige før, da hun talte om sin barndom. Hun havde gjort det én gang før, for kort tiden siden. Da var det første gang, siden Bill forbød hvert ord om den.
   Som små glimt var hendes barndom boblet op til overfladen, da hun sad ved alkoven, hvor knægten lå. Denne nevø, som hun ikke havde ønsket at møde og da langt mindre forestillet sig som sin kommende svigersøn. Hun havde budt ham velkommen med treven mine og uvilje i sit hjerte. Hvad bildte sådan en lømmel sig ind? Hun så jo nok, at han end ikke var forelsket i pigebarnet. Den slags kendte hun til, skønt hun nu ikke mindedes at have set tegnene hos Bill, men det var jo også længe siden.
   Hun kunne ikke lide knægten, havde hun hurtigt afgjort med sig selv. Men det var nu forunderligt, at han stod ved, at være faderen. Der var jo ingen videre ære ved det, som sagerne stod.
   Han blev ikke pisket foran kirken. Den sag ordnede Sett, der var den førende bonde, her i Kodrivergyden. Og Bill havde leveret en forsmag.
   Det var en sølle, jamrende dreng, der havde ligget i den alkove, den pokkers eftermiddag. Nogen måtte da lindre smerterne, vaske sårene og sige noget opmuntrende. Og Sita gjorde det ikke.
   Den eftermiddag var det gået op for hende, at han ikke var far til hendes kommende barnebarn. Ikke at han havde sagt det - bare mumlet noget om, at han ikke ville være med mere.
   Så var det røget ud af Julie:
   "Jeg ved godt, du ikke er far til det barn, Sammy. Sita burde være dig meget taknemmelig!"
   Det fik ham til først at se på hende med bleg forundring - og så smile skævt.
   Kanske det var DET smil, der fik ham til at ligne hendes far.
   Selvom hun godt vidste, at far var hvid, med brune krøller. Hvid og ikke hendes helt rigtige fader.
   Mindet om ham, havde overvældet hende. Hun havde trængt det ind i en afkrog af sit sind, hvor det næringsløst sygnede hen.

Far - stedfaderen Jegor - skar også figurer. Mange, Gad vide, om Kathie og Pablo havde nogle af dem?
   Der var særligt en figur, hun længtes efter. Sapko med sit grønne uldhår og generte, venlige smil.
   Den forlegne kærlighedsgud med den lange hale.
   Nej, det var ikke hvad Sapko var.
   Han var en beviak, der måske havde levet en gang - og hvis han havde, så havde han solgt sin sjæl til Djævelen. En ond, dæmonisk trold, havde han været.
   Havde den venlige præst måske ikke selv forklaret hende det, for længe siden - og set på hende med sorg i sine smalle, plirrende øjne?
   Alligevel havde hun drømt om Sapko og om Sammy. Drømt om en lys fremtid, især for de unge. Hun var jo 55 og oplevede den måske ikke.
   Årh, de dumme tanker. Det var vel trolddom. Mon ikke Kathie var skyld i det her. Det kunne ligne hende. Hun var så hidsig og så optaget af heksekunster - og nu havde hun sendt sin søn.

Sukkende knugede Julie om korset.
   Der var nu så hyggeligt i stuen, nu Bill ikke var hjemme og der brændte mange lys.

"Hvad i alverden går her for sig?"
   Den stemme tog man ikke fejl af. Julie for sammen som en strejfskudt kanin.
   Støvlerne trampede hårdt mod gulvet. Der stod Bill og lignede en tordensky.
   Vrede ord stod ud af ham, som stikflammer fra et dragegab.
   Hastigt gemte Sammy figuren bort. Lev pustede lysene ud, på nær et og Sita syntes, at et dystert ligtæppe blev krænget omkring dem.