Den nat drømte Sita igen om Allan Coutly. For det var jo HAM hun havde drømt om natten før, ham og ikke Pete. Denne her nat drømte hun, at han var konge og sad i en stor, forgyldt tronstol. Han havde en juvelbesat krone på hovedet og et scepter i den ene hånd. På hans skulder sad der er en stor hvid fugl. Den var temmelig tyk og det så ud som om den hviskede noget ind i hans øre. Han smilede som om den overrakte ham en god nyhed. Så strakte han den frie hånd ud mod hende og hans ansigt var uendeligt smukt, da han ømt erklærede:
   "Du er min sande og eneste kærlighed, Sita."
   Hun smilede lyksaligt over kærlighedserklæringen. "Hvad sagde fuglen?" spurgte hun så.
   "Sita - Sita stå op!" rungede det mod hende og allerede halvt vågen trak hun dynen tættere om sig for at få svaret fra sin elskedes mund, men stemmen blev ubarmhjertigt ved.
   Det var Pilesønnen, Ray, og hun havde sovet over sig.
   Men hvad betød det?
   Hun ville have Allan og det skulle nok lykkes.


* * *
   Allan holdt godt fast om leen og huggede vredt til rugen, der segnede omkuld. Var det måske hans skyld, at de bonderøve ikke kunne svinge en le ordentligt? De havde da vel ellers gjort det år ud og år ind. Han havde øvet sig flere gange på det høje græs nederst på engen, for ikke at blive til grin. Og så her i dag da gjaldt, da han viste dem, hvad han kunne, så blev de knageme sure. Den værste var en korpulent bonde-tamp, der var mødt selv, fordi han var for nærig til at holde på en ordentlig karl. Sikke han havde brokket sig og skældt ud:
   "Skal sår'n en tossig bybo vise sig, næh, nu har jeg aldrig," havde han brokket sig.
   "Jeg kan vel nok sætte farten ned," havde han lovet, for han måtte hellere tækkes dem, nu han skulle giftes med Sita; han så ned mod rækken af kvinder, der roligt arbejdede sig fremad med riverne. Der gik hun, som var hun en del af et regiment soldater på paradetur og holdt samme tempo som de andre kvinder og pigebørn. Hun var den klogeste kvinde, han nogensinde havde mødt, bortset fra mor. De havde kun kendt hinanden i to måneder, men nu havde hun altså fundet på at de skulle giftes om fire år, når han fyldte 23 og dermed blev myndig. Og hvorfor ikke? Han havde besøgt hendes forældre: en tyrannisk stodder og en lille, forkuet kone med knold under kysen .De havde ikke haft noget at indvende mod det, men moderen havde mumlet noget om at Sita skulle vare sig... de vidste begge to for hvad, men hun kunne være rolig. Han ville ikke bringe hende i ulykke.
   Han tørrede sig over panden og prøvede at arbejde med samme fart som de andre. Det var ikke så let. Hvad var det dog også for en forbasket sneglefart. De kunne være glade for, at de ikke var på hoveri, for så havde de måttet smage ridefogedens pisk. Så meget vidste han da. Og hvad nu, hvis det pludselig blev regnvejr? Så blev deres dyrebare korn ødelagt, bare fordi de var så dorske. Han bandede og fantaserede: når deres korn så var for vådt og ikke kunne blive til mel, så sultede de og så ville de nok sige til hinanden:
   "Vi skulle have arbejdet lige så godt som Pils nye karl."
   Drømmen brast dog som knækis i forårssolen, da han opdagede, at han igen var kommet foran. Pokkers! Nu blev de nok rigtigt sure. Arrigt lænede han sig op af leen og så tilbage mod rækken af bonderøve.
   Hvad var nu det? Hvis ikke han tog meget fejl, så var en af de fjolser sakket agterud. Det var lige, hvad der manglede. Selvfølgelig var der ingen, der gad brokke sig over det. De satte såmænd nok farten efter den langsomme og så skulle man anstrenge sig endnu mere for at arbejde trægt
   Nu var det nok! Med få skridt var han henne ved den formastelige og brølede:
   "Kan du så få lidt fart på."
   "Men leen er så tung," prøvede bonderøven at forsvare sig, "og jeg er sløj."
   Nå, så han var ikke bare doven. Han løj også. Det var virkelig ikke svært at svinge en sølle le. Han var bybo og han kunne.
   "Hvis du ikke kan følge med, må du rive, sammen med kvinderne."
   "Det - det vil jeg også hellere, men husbond siger..."
   "Husbond siger..." vrængede Allan, "så må du hellere fortælle ham, at du er et skvat, der ikke duer til det her."
   "Jeg prøver da," påstod fjolset frækt, "og I kan bare lade være og vente på mig, I kan."
   Han gloede trodsigt på Allan med store, udfordrende kuløjne. Gloede som om det var ham, der var forkert på den.
   "Din dumme skid," snerrede Allan vredt, for hvad bildte den bondesnegl sig ind?
   Svaret kom prompte:
   "Og du - du er en dum ko-røv, kez war."
   Nå, så han troede, han kunne være næsvis?! Det var ligegodt dråben... Tjask. Lussingen faldt så hårdt, at skvattet tumlede omkuld. Både kvinder, karle og bønder var stimlet sammen omkring dem og nu udbrødbondetampen Travis:
   "Godt der er nogen, der kan sætte det taterpak på plads."
   Tumpen kom på benene igen. Han stod og tog sig til kinden og da han fjernede hånden, sås et flammende rødt aftryk af Allans hånd.
   "Var du flabet, lille Sammy?" blandede Sita sig og kendte åbenbart fjolset. Bare hun nu ikke holdt med ham, for så var dagen ødelagt. Hun kunne brokke sig i timevis.
   "Gu var han så." skyndte han sig at sige, "og det finder jeg mig ikke i."
   "Det er dumt at være flabet overfor Allan," påpegede hun og skævede til hans store næver. Heldigvis så hun ikke sur ud. Men det forvirrede, eftertænksomme udtryk i hendes ansigt kunne stadig blive til surhed, vrede, forargelse....det var ikke til at vide.
   "Hvorfor var du det?" spurgte Sita og så på tumpen, omtrent som Allan mor ofte havde set på ham; med den der blanding af bebrejdelse og bekymret medlidenhed - ØV. Og hvor kendte hun ham fra?
   "Fordi, søde kusine," sagde fyren mut og skævede også til hans næver, "fordi, det kom jeg bare til."
   Det var et barnagtigt svar og først nu så Allan rigtigt på ham. Det var ikke meget mere end et barn, der stod der foran ham og standhaftigt mødte hans blik, når han da ikke lige så på Sita, eller strøg en tot sort og tjavset hår bort fra øjnene.. Den spinkle, mørklødede knægt var en 14-15 år gammel og mere end et hoved lavere end han selv. Hans tøj var så ynkeligt, at det måtte betegnes: pjalter og han havde ingen fodtøj på. Men han virkede i grunden ikke sølle og måske var det på grund af de der sorte øjne.
   Øjnene målte ham. De borede sig ind i ham, som om de ville trække noget ud af ham. De stirrede ikke ondt på ham. De afspejlede heller ikke den angst, han måske følte. Det virkede mere som om han var nysgerrig og gerne ville vide, om han var ondskabsfuld eller bare hidsig...
   "Ja ja," sagde Allan, "nu har du jo fået en lussing, så kan du måske lade være med at kalde mig "ko-røv" i fremtiden?"
   Knægten, der åbenbart var Sitas fætter, rynkede panden, som om han lige ville tænke over det. "Ja," lovede han og så ud som om han tænkte, at der jo fandtes andre skældsord. Allan forfulgte dog ikke sagen. Nu, hvor han havde hidset sig ned, stod han og fik en god idé: "Fra nu af arbejder vi to sammen," erklærede han, "så jeg kan holde dig lidt i ørerne. Er det forstået"
   "Ja," sagde knægten igen, men han så ikke ligefrem begejstret ud.
   Det gjorde Travis derimod: "Bare stik ham et par flade mere, hvis han ikke makker ret."
   En ranglet skikkelse af kvindekøn blandede sig: "Pas på han ikke sladrer til sin mor," og en buttet kone supplerede: "Uha ja, hun kunne forgøre dig."
   Knægten Sammy protesterede: "Sådan noget kan hun slet ikke."
   Sita så irriteret og lidt forskrækket ud. Mumlende bed hun sig i underlæben. Den flabede knægt måtte jo så være søn af den moster Kathie, som Sita tit besøgte og havde snakket en del om. Hun havde aldrig inviteret ham - Allan - med. Meget tydede på denne Kathie var en heks, men med et godt hjerte. Sådan nogle havde mor fortalt eventyr om, da han var lille og dem skulle man ikke sladre om, for de kunne hjælpe en.
   "Lad os nu komme i gang," foreslog han. Sammy tog fat om leen, men holdt den på en akavet måde, nærmest som om det var et hyppejern. Allan rystede på hovedet: "Se nu her. Sådan gør man."
   Han demonstrerede hvordan og drengen efterlignede det. Så gik det bedre, men han virkede en smule sløv. Måske var han virkelig utilpas? Allan bød ham vand af sin dunk og han drak begærligt.
   "Tak," sagde han og så en smule bekymret ud. "Undskyld, hvis jeg drak for meget, men jeg var tørstig. Jeg glemte at få vand med."
   "Dumt," fastslog Allan og så gik de videre med arbejdet. Når Allan kom forud, vendte han tilbage og slog det korn, Sammy manglede, for at de alle var lige langt. Nu hvor knægten havde drukket vand og holdt rigtigt på redskabet gik det bedre, men han så temmelig mut ud. Mon han var vred eller måske ked af ?
   "Ville du ønske din mor kunne forgøre mig?" plumpede det så ud af ham, på et tidspunkt, hvor han havde vendt sig for at gå tilbage til drengen. Sammy "frøs" fast midt i en bevægelse og så indgående på ham. Så svandt det frosne og blev til en vagtsom undren. "Næh," svarede han roligt og et øjeblik troede Allan han ville uddybe det, men i stedet lod han en klynge hvede falde for leens klinge.
   Lidt efter kunne Allan igen ikke dy sig: "Har du virkelig ikke noget ordentligt tøj?"
   "Nej," svarede Sammy roligt og oplyste: "men det får jeg efter høsten."
   "Så må vi sandelig se og få has på det korn," udbrød Allan.
   Sammy nikkede og smilede en lille smule, som tegn på at han var helt enig.

Røgen fra det store, blussende bål steg op mod den nedadgående sol, mens spille-mændene spillede op til kædedans. Lyre, violin og drejelire udsendtemuntrer toner, for nu bugnede Hundstrups lader og alle fejrede det, selv jordløse, tiggere og tatere. Rosita svingede sig med Allan og når kæden blev brudt op, så man skulle være to og to, gjorde hun, hvad hun kunne for at holde netop hans hånd. Det blev der snakket en del om, men parret på Pilegården fandt det i sin orden. Det var jo blot en dans og de unge gik i giftetanker.
   Martha sukkede drømmende; når hun en dag skulle giftes, så skulle det være med en mand som Allan. Men han skulle nu l helst være lidt mere frelst, for mor og far var jo gode kristne og ville blive ulykkelige, hvis hun faldt i kløerne på en vantro. Selv mente hun, at hvis bare han elskede hende, så skulle hun nok frelse hans sjæl.
   "Vil du danse?" var der en der spurgte og Martha så sig om, for at se hvem der nu blev budt op til dans. Foran hende stod en sorthåret dreng, nydelig i tøjet og med håret samlet i en hestehale med et bredt, spraglet bånd. Han smilede så strålende til hende, at hun blussende så ned på sine nypudsede knapstøvler. Forfjamsket gav hun sig til at snakke om noget andet: "Hende i den røde kjole, det er vores tjenestepige."
   "Mener du Sita?" smilede han, "det er min kusine."
   "Æh," sagde Martha, "Ham hun danser med, det er vores karl, altså en af dem og han hedder Allan, han gør. Han er så flot, synes du ikke?"
   "Han slår i hvert fald hårdt," oplyste drengen og fortsatte: "Jeg hedder for resten Samuel Keily, men jeg bliver for det meste bare kaldt Sammy - og du hedder Martha, kez war?"
   Hun nikkede og Sammy spurgte igen om hun ville danse. Hun nikkede igen og fortrød i næste nu, for det gik nok aldrig godt. Men han tog hendes hånd i sin og førte hende i kredsen, lige ved siden af Allan, så hun også kom til at holde ham i hånden. Han nikkede venligt til hende og hendes hånd forsvandt i hans næve. Bare naboens Amanda nu så det, for hun havde sagt, at ingen ville byde hende op til dans.
   Lidt efter ønskede Martha det stik modsatte, for det gik virkelig ikke med det danseri. Fortvivlet stirrede hun ned på Sammys nye træsko. Når han kunne danse i så klodset noget fodtøj, hvorfor kunne hun så ikke i sine fine støvler, der sad så perfekt og hverken klemte eller slubrede? Ups - det var altid noget han havde de træsko på, for nu kom hun til at træde på hans fod - igen. Hun måtte passe bedre på. Hvorfor var håndfladerne så pokkers klamme. Sammy syntes sikkert det var ulækkert. Og Allan syntes det garanteret også. Ups igen. Nej, det gik ikke, det her. De gloede nok alle sammen på hende nu, for hun syntes hun kunne mærke, hvordan de borede deres hånlige blikke ind i hende, som knivstik. Desperat gloede hun ned på sine fødder og turde ikke se på de andres ansigter.
   Omsider stoppede musikken. Der var pause mellemmelodierne. Martha styrtedevæk og satte sig under et træ. Hun ville aldrig mere prøve at danse, ikke om så Allan bød hende op, men det gjorde han helt sikkert heller ikke, så elendigt, som hun dansede. Musikken begyndte igen og det var som om tonerne lo hånligt af hende.
   "Måske kan jeg lære dig at danse, kez war?"
   Da hun, lidt forskrækket over at der var en person tæt ved hende, så op, kiggede hun lige ind i Sammys ansigt. Han sad på hug og betragtede hende. Han så rar ud og hun ville gerne være lidt mere sammen med ham, men danse ? Nej, nej og atter nej.

"Skal vi ikke hellere lege skjul?" foreslog hun, for det var der en flok lige i nærheden, som var i gang med. Der var både børn og unge i 16-17 års alderen og de lød som om de morede sig. Hun kunne høre Amanda huje.
   Sammy strøg en tot hår til side, som ikke rigtigt blev holdt på plads og kløede sig på hagen, før han foreslog: "Vi kunne jo også bare gå en tur."
   Men det gik ikke og Martha udbrød: "Nej, for jeg må ikke være alene med en dreng."
   Impulsivt greb hun hans hånd og trak ham med hen til flokken, der netop stod samlet for at begynde på en ny omgang. Amanda stod få skridt foran de andre og stirrede overrasket på ham. Det var nok fordi hun var imponeret over, at Martha holdt en dreng i hånden. Frejdigt spurgte Martha om de måtte være med.
   Det måtte de ikke.
   "Det er jo Pjalte-Sammy," udbrød Amanda foragteligt. "Skrid hjem til din heksemutter," vrængede en anden pige.
   Glæden inde i Martha var et øjeblik om at dø. Hun fik sådan en underlig, meget ubehagelig fornemmelse et sted i maven, at hun bare stod og så fortabt frem for sig.
   Sammys hånd gled ud af hendes og hun så Amanda stå og skyde brysterne frem, på en hoven måde. Hun kunne pludselig ikke se på venindens ansigt, men de ord hun nu spyede af sig ramte hårdt: "Godt nok er du grim, men jeg troede da du var anstændig."
   Sådan, netop sådan, ville mor jo sige. Nej, måske ville hun ikke kalde hende grim. Det ville mor ikke sige, men det andet. Åh, hvorfor havde hun slet ikke tænkt på, at drengen var tater ? Hun havde jo da ellers øjne i hovedet. Hun burde ikke have danset med ham og da slet ikke tage hans hånd. Det indså hun nu. Men at han var heksens søn; det kunne hun da ikke vide. Sita sagde jo, at hun var rar, men ligefrem holde hendes søn i hånden...
   "Gå med dig!" hvæsede hun til ham. Hun ville ikke engang se på ham, men gjorde det alligevel. Et øjeblik så han såret ud, men så trak han på skuldrene. Og Gud hjælpe hende, om ikke han smilede?
   "Mor jer godt, kez war," smilede han og gik .
   Men det skuffede flokken. Martha fornemmede det, uden helt at gøre sig det klart, men hun hørte Amanda gyse:
   "Han ville garanteret begå hor med dig."
   Det var noget meget slemt, så Martha stammede forskrækket:
   "D- det v- var ikke med vilje, det var ham som..."
   Og det var jo ham. Han havde taget pænt tøj på, bare for at narre hende, havde han. Han var rigtig tarvelig. Så da flokken begyndte at løbe efter Sammy, tog hun godt fat i kjolen, løftede op og stolpede efter dem i de fine knapstøvler.